I
Over Bjærge og Hav, over Ager og Skov
er der Love, der blæser ad Menneskers Lov.
Trods vort Frivilje-Pral er det evige Rum
dog et Hav, paa hvis Blaa vore Skæbner er Skum.
Der gaar Mand imod Øst, der gaar Kvinde mod Vest,
men de ledes i Blinde af Længsel og Blæst.
Skønt de mener sig fri, kan de mødes paa Sti,
hvor de aldrig kan slippe hinanden forbi.
I en rindende Stund, hvorpaa ingen gav Agt,
det sig hændte, at Elskov i Hjerter blev vakt,
fløj som flammende Tarv gennem Tanker og Marv
og bar ud i det ny, som ta'r Verden i Arv.
Der er en evig Lov
for alt det Liv, der lever:
det Elskov har behov.
Og Elskov rummer Livets Frø –
den saar, hvad evigt lever,
i det, som bort skal dø.
Der er en evig Slægt,
hvor hver og een skal tynges
i Muld af Tidens Vægt.
Men Slægten synker aldrig did.
Genfødes og forynges
den skal til evig Tid.
Og hvert et Brudepar,
som nu er til, har været
saalænge Livet var.
Naar Hjerter ømt mod Hjerter slaa,
har Lykken de begæret
for evigt at bestaa.
Vore Skæbner er Skum
paa det værendes Vugg
mellem Mørket og Mørket, det yderste Rum.
Dog med Øjet i Dugg
og med Øjet i Glød
vil vi takke for Livet fra Dæmring til Død.
Vi vil juble mod Sky
for det Elskovens Værk,
at den evige Barndom i Tiderne bor,
det udødeligt ny,
hvori Troen er stærk
paa en Trolddom af Lykke for Hjerte og Jord.
Og et Leve for hver
som i Dagenes Færd
holder Elskovens Farver i Skjold og i Flag!
Hil den Ungdommens Glød,
som gaar fri for vor Død!
Gid den brænde til Jorderigs yderste Dag!
