Den Daa, da Per Wollesens Øg bløw funden,
war hans Koen' herhenn aa faa hinner Unden.
Du kinder hind nok, æ tølv Lispunds Klæp,
saa helle som en Engel aa saa dum som en Hwilling –
føst saa aad hun en hal' Fad Villing,
aa saa aad hun en Pøls saa laang som mi Kjæp.
Naa wal bekom hind! A er laant fræ gjerre,
aa heller ett saa faale slem te' a ærre,
men de mangelt sgu blot, te æ forbannede Tøww
sku komm aa lær' mæ, huddn a ska løww.
Se æ-føst gik 'ed godt: hinner Sludder slæver
me' Vind aa Vejle en Gaang imell,
men ingenting, der te mæ ku hæld',
saalæng' hun haaj travl me' aa stapp hinner Kjæver.
Men de' fæk da End', aa me' Nø' aa Næpp'
haaj hun tygged aa æ Mul' aa war færre me' aa ræpp',
far hun saah: »Ja – no er der kuns jen Ting, a fattes.«
»Er der de'?« swaard a saa. »Hwa' er de' da?« a spowr. –
»En Tak te' Worherr fræ æ Mand i æ Gaard.« –
55|Men a vil sgu hwerken snevves
heller krattes.
A swaard i æ Gall: »A ska Sygren knas'mæ
nok takk Worherr te' den Ti', de ka pass' mæ,
aa du faar sgu howw, te du er i Bøj.
A veed nok, te du takker for hwer Gjøw, du faar,
a takker ett meer end en Gaang om æ Aar,
men du æder sgu osse manne Gaang saa møj.
Du ska ett sidd saa skjelle aa saa helle aa saa drøw –
de raager ett dæ, hwa' vi ander bestiller!
Du tykkes wal, du ligner Worherr hans Billed,
aa saa e' du sgu ett and't end Laar aa R ...« –
