[31]| EN LØVFALDSDAG

Højt i Skovens Toppe
slider Jordens Blæst.
Dybt i Skovens Dale
Sol og Stilheds Fest.

Bunden dækt med Laser
af Skærsomrens Dragt –
skønne syge Farver,
Dødens arme Pragt.

Under Blæstens Lydhvælv,
Grenes Knirk og Pib,
sidder jeg og drømmer
som et sunket Skib.

Vindens tætte Susen
tvinger sig mod Syd.
Ned til mig det tabte
drypper uden Lyd.

32|Højt jeg hører Livets
mødige Vokal,
sidder selv og smiler
som i Glemsels Dal.

Over mig gaar Tidens
hvileløse Strøm.
Bundens Lys og Skygge
er som dødes Drøm –

Gamle Dages Solskin,
tusindaarig Fred,
her, hvor alt det tabte
saligt synker ned.