Og Bølgen gaar om Hvidenæs,
og i det tørre stride Græs
der træder Vind med trange Suk
de kolde Skyggers lange Vugg.
Imod en solskinstændt Natur
staar Jordens Mørke spændt paa Lur.
Paa mørke Bredning gynger Skær,
og hæse Søer synger her.
Og vaade Planter drive ind
for aabne Himles stive Vind.
De blinde Bølger sorteblaa
igennem Havets Porte gaa
med salt og søvnig Klagesang
om alle Dages Gang.
Om alt og intet Striden staar,
med Lys og Mørke Tiden gaar.
38|Og Livet gennem Lys og Mulm
sig kaster frem i Gys og Svulm –
ja, alt det lever, alt det dør
som Skummet over salte Søer.
Den Barm, hvorved du lider bedst,
har skiftet gennem Tiders Blæst,
er kun en midlertidig Form
for Bølgen i en smidig Storm,
og dybt i Blodet Toner gaar
fra Lystens Millioner Aar,
en Afgrunds purpurrøde Sang
om vildsom Grødetrang.
Og Hytter staar ved Hvidenæs,
og i det tørre, stride Græs
gaar Fiskergubbens magre Ko,
ser fjerne gode Agre gro.
Spørg Gubben om det skabtes Værd,
hans hele Liv fortabtes her.
Med karrig Jord og vreden Sø
han stred og vil i Reden dø.
Han flytter snart sin Bolig ned
i Muldens mørke Rolighed.
Man Sørgesang istemmer klart,
39|men de, der lever, glemmer snart.
O – dryppende Sekunders Sang
om Drømmens Undergang.
Ensformig suser Søens Vind
mod Markens Korn og Møens Kind,
en evig Flygtning i vort Blaa,
forglemte Røsters: »Vi forgaa!«
Den kom i Urtids Himle løs,
da Kloden ung i Svimle gøs.
Med Kulden skarp og Kviden vild
den sang i Søvne hviden Ild.
Al Glemsels blaa Alvidenhed
den synger gennem Tiden ned,
alt Suk mod Drømmens skønne Borg,
al Efteraarets grønne Sorg,
alt Sus i alle Tiders Græs,
som var paa Hvidenæs.
