Drager Sol i Blinde
Nuets fulde Læs?
Børn af Mand og Kvinde
gror som Korn og Græs.
Evigt gennem Gryet
Gøg og Hane gol,
idelig fornyet
ved en ødsel Sol.
Tyst i Barnets Øjne
Dybet aabent staar –
gennem Lykkens Døgne
ned i tusind Aar.
Barnet staar i Grøde
af den ældste Kraft,
Liv, som aldrig døde,
Jordens Morgensaft.
dybt med Blodets Gang
Nynn fra alle Tider,
gammel gylden Sang.
Lidet Barnet ænser
Død og Nederlag,
ser foruden Grænser
Lykkens Sommerdag.
Sjælen bliver moden
med et Foraars Træer,
svimmelt vandrer Foden,
Nuet rykker nær,
Livets Løvspringsklemsel
trykker Hjertet blidt,
ned i Søvn og Glemsel
dukker det sig tit.
Hele Fortidsfylden
som en Sø mod Bred
stilner for en gylden
Himmels Herlighed.
lutret har sin Stund,
evig Fremtid kalder
med en myndig Mund.
