27|Augustnat
Marken dufter af modent Korn
en sildig Aften i Høst, –
op over Fjorden et Maanehorn
stiger i yderste Øst,
stanger ind i en liden Sky
et gyldentblødende Saar,
mens hen over Vover og Vange
Vinden vaklende gaar.
Langs Skoven fører den alfar Vej,
furet af Hjulets Fælg, –
Løvet gaber i Møde mig
med tusinde Skyggesvælg;
Skoven lurer med skumle Hvisk,
lumsk som en hungrig Trold – –
jeg aner de Svælg saa dybe
som Helved og Hedenold.
28|Skyerne sejle i sindig Flok,
flade og sorte de ses,
den største ligner en Djævlerok
med en Taagefinne-Kres;
de strække gennem det Evigblaa
Luffer og Tunger ud; –
tyst mellem Skyernes Rande
kastes med Stjerneskud.
Natten rider paa Jordens Ryg
i Rummet sit Elverridt,
rækker sin Skaal, og jeg drikker tryg,
til Nattens Væsen er mit.
Elske dig Gud, min Hjertenskær!
Jeg elsker den store Nat,
rider med hende i underligt Vejr,
elverskudt, besat .....
