53| En tungsindig Sommermidnat –
En tungsindig Sommermidnat
stod jeg under Skovens Bryn.
Stormen gennem Løvet sled sig
frem i vild, fortvivlet Styrke,
saa at Skoven haabløs vred sig
om sit Indres tunge Mørke.
Alle Stjerner stirred sløvt,
som de ikke ænsed Jorden.
Og igennem Markens Grønsvær
sived hen et Sorgens Sus,
evned ingen Dugg at græde,
isned Urt og Blomst til Roden, –
vilde jeg ad Vangen træde,
klamred Græsset sig om Foden,
klamred sig, som hvert et Straa
skjalv for Livet, angst og ensomt.
54|Frem mod Himlens Dæmringsdrømme
stævnte stormblaa Skyers Tog
fjernt i Natten, dybt i Nord. –
Vejrets Veer efterhaanden
strøede ud mit Jeg om Jord, –
pinte sig igennem Aanden,
som de sled og sønderrev,
til den eet med Verden blev:
– en tungsindig Sommermidnat.
