© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Thøger Larsen (1875-1928) debuterede den 15. november 1891 i Kristeligt Børneblad med digtet Erindringsord til Poesibogen:
Naar Du i Verden vandrer ud
fra Fædrehjem og Stavn,
tænk altid paa den kære Gud
og gak i Jesu Navn.
Før Korsets Mærke i dit Skjold,
og drag saa trøstig frem!
Frygt ej for Mørkets Hæres Vold,
thi Korset skræmmer dem.
4 år senere udgav han digtsamlingen Vilde Roser med økonomisk hjælp fra Lemvig Realskoles lærere, der mente, at den unge Thøger Larsen Underbjerg havde talent. 1895 udkom bogen på Albert Bayers Forlag i Aarhus under navnet Thøger Underbjerg, men om noget selvstændigt værk var der dog ikke tale. Digtene vidnede om stor belæsthed, men frigjorde sig kun sjældent fra forlæggene, og litteraturen efter 1870 syntes ikke at have været debutanten bekendt.
Men efter 1895 og frem til 1904 spores en voldsom udvikling i Thøger Larsens digtning. Han finder i denne periode sin egen stemme i særegne digte, hvoraf mange siden indgår i den selvstændige og originale samling Jord - Thøger Larsens egentlige debut. Vilde Rosers romantiske inspiration er forladt til fordel for det moderne gennembrud, og det er nu ikke længere barndommens tro, men Darwin, Brandes, Nietzsche og Johs. V. Jensen, der tegner forfatterskabet.
Således er Thøger Larsen i mange henseender barn af sin tid - århundredeskiftet - med dets mistænkeliggørelse og negering af alle autoriteter, men også med dets pessimisme affødt af naturalismens og symbolismens splittelse og opløsning. En karakteristik af åndslivet på daværende tidspunkt giver Vilh. Andersen i det sidste bind af værket Adam Oehlenschläger. Et Livs Poesi (1900), hvor han bl.a. skriver: »Den store Regelmæssighed, der bærer Livet, og uden hvilken Livet ikke kunde bestaa, er intet andet end Glæden over at leve, Livsbekræftelsen. I alt menneskeligt Arbejde, der duer noget, er der Livsbekræftelse. Det er en Ulykke for den nærværende Tilstand i det aandelige Liv her i Landet, at medens der overalt er udviklet et overdaadigt Spil af Variationer og Negationer, er den egentlig afgørende Position, uden hvilken alt det andet rnaatte falde sammen, den elementære Livsbekræftelse, intetsteds fremsat med Myndighed.« (s. 279).
Denne livsbekræftelse skulle komme til at kendetegne en ny generation af forfattere, der bryder igennem omkring århundredeskiftet og tæller navne som Jakob Knudsen, Jeppe Aakjær, Marie Bregendahl, Knud Hjortø, Martin Andersen Nexø,Johs. V Jensen og Thøger Larsen. Livsbekræftelse må forståes i ordets videste betydning som betegnelse for en drejning 'udad' mod virkeligheden, mod den stoflige realitet, og reaktionen var affødt af den splittelse, sennaturalismen og den sene symbolisme havde efterladt i tiden. Imod refleksionssygen og selvspejlingen, som naturalismen havde udviklet sig hen imod, og dekadencen og den pessimistiske resignation, som overhovedet prægede litteraturen på overgangen mellem det gamle og det ny århundrede, søgte nyrealisterne at forene det materielle og immaterielle, det kropslige og åndelige, i en (livs)be. kræftende accept af den hele, naturgivne virkelighed. Forfatterne, som alle var fra provinsen, fandt deres inspiration i almuetraditionen, den grundtvigske folkeoplysning og i den moderne naturvidenskab. Og hjemstavnsskildringer fik følge af psykologiske, religiøse, sociale, darwinistiske og kosmiske perspektiver.
Thøger Larsen blev født den 5. april 1875 i et fattigt husmandshjem i Tørring ved Lemvig. I 1892 tog han præHminæreksanien fra Lemvig Realskole og ville gerne have læst videre, hvad der dog ikke var økonomisk mulighed for p.g.a. faderens død samme år. I ste det blev Thøger Larsen huslærer, og siden landinspektørassistent (1896-1911) og redaktør af Lemvig Dagblad (1903-1922). Han boede i Lemvig hele sit liv, og det er hjemstavnen man møder i digtningens barndomserindringer, i de fortællende og dialektprægede digte og i lejlighedsdigtningen, som ofte har relation til en begivenhed i og omkring hjembyen.
Ved siden af sit civile virke var Thøger Larsen tillige en ivrig amatørvidenskabsmand. Han studerede astronomi, religionshistorie, mytologi og sprog og oversatte litteratur og mytologi, bl.a. Walther von der Vogelweide, Omar Khayyam, Nietzsche, Sapho, Walt Whitman, Edgar Allan Poe og Nordens gudekvad. Og denne - perspektiverende'- del af Thøger Larsens tilværelse havde afgørende indflydelse på hans digtning.
Således ville det være forkert at betragte Thøger Larsen som hjemstavnsdigter; snarere må man sige, at det er, hvor han er fjernest fra det hverdagslige Lemvig, at han er størst som digter. For ham var universets sammenhænge mere fortrolige end hverdagens hjemstavn, og denne 'kosmiske dennesidighed' giver ham en særegen status i den samtidige litteratur. Konsekvent fastholder Thøger Larsen naturalismens darwinistiske betragtning af verden med dens naturvidenskabelige synsmåde, men opbløder samtidig den strenge materialisme under inspirationen fra symbolismens anerkendelse af 'den dybere virkelighed'. Zarathustras hymniske lovsang om at være jorden tro genlyder i forfatterskabet, men netop som en bekræftelse af det kosmiske naturrums forunderlige og foranderlige virkelighed, hvori mennesket og alt levende indgår.
Thøger Larsen var lyriker, såvel kvalitativt som kvantitativt. Hans samlede værk består af ti digtsamlinger, tre novellesamlinger og en enkelt roman. Kunstnerisk set var han - så godt som - fuldt udviklet i debutsamlingen Jord, og hans forfatterskab vidner om en sjælden grad af tematisk sammenhæng værkerne imellem. Et centralt afsæt for forståelsen af hans digteriske univers er det tidlige digt Tilfældighed (s. 14), som er blevet betegnet som »det måske al lervigtigste udgangspunkt for en undersøgelse af TLs lyrik« (Jens Aage Doctor: De centrale symboler i Thøger Larsens lyrik, 1956, s. 21). Et jeg ser op mod månen, der - idet en sky passerer - synes at forvandle sig til et »Udyr«. »Som« angiver, at der er tale om en sammenligning, og at jeget er sig forvandlingen bevidst. Der udtrykkes en klar »viden« om forskellen mellem virkelighedens måne og sky og fantasiens »tilfældige« indfald. Men en viden, der anfægtes i det efterfølgende omkvæd, hvor det hedder:
Om lidt er vel Maanen en Maane,
om lidt er vel Skyen en Sky;
men de bliver det aldrig i denne Sang.
I og med ordet »vel« sættes der spørgsmålstegn ved den objektive virkelighedserkendelse, og det antydes, at realiteten måske er mere uforudsigelig, end den synes. I al fald i dette digt. Denne uforudsigelighed understreges med overgangen til anden strofe, hvor virkelighedens »viden« definitivt er ophævet af fantasiens magiske »væren«. Digtet har billedligt talt inkarneret jegets tilfældige indfald og forvandlet det til »Udyr«. Metaforangivelsen »Som« figurerer ikke mere, i stedet henvender jeget sig »umiddelbart« til månen og skyen, som nu »er« udyr. Eller »Trold«. For som det hedder i tredje og sidste strofe:
Jeg gav mig Tilfældigheden i Vold,
og nu er den Trold.
Ved dette udsagn sættes teksten i relief, og digtets rolle som fastholder af tilfældigheden pointeres. Fordi jeget for et øjeblik fortrængte sin viden og overgav sig til sin fantasi, sit umiddelbare indfald, forvandledes verden og blev magisk, fortryllet, troldsk. Og denne magiske uudsigelighed fastholder digtet i sine ord. Det lyriske rum kommer herved til at repræsentere dobbeltheden af viden og væren. Eller som det hedder:
Jeg veed saa inderlig god Besked,
men føler som den, der intet veed.
Og er Maanen en Tand og Skyen et Dyr,
saa er Livet et Æventyr.
I Tilfældighed skildrer Thøger Larsen et jeg, der hverken kan eller vil fralægge sig sin viden om verdens beskaffenhed, men som samtidig ved, at den bevidste erkendelse må forenes med det værende og følende for at kunne nå ud over den tillærte opfattelse af virkeligheden. Om denne dybere virkeligheds tilgang skrev Thøger Larsen senere i det centrale essay »Kunst og Virkelighed« (Stjerner og Tid, 1914): »Som Motiv til at frembringe Kunst forstaar jeg bedst dette: at tilegne sig Virkeligheden. Dette kaldes Børnenes Motiv, naar de efterligner og leger. De Voksnes hyppige Goldhed skriver sig netop fra, at denne frugtbare Stræben er gaaet tabt i dem. »Kunsten« er for mig intet uden den er fyldt af Virkeligheden; den er kun et Middel til at gøre Virkeligheden ligesom mere synlig, gøre den skikket til at kommes nærmere.« (s. 118-119).
Med virkeligheden mener Thøger Larsen den naturskabte verden, der eksisterer omkring os: mennesket, dyret, naturen, universet og deres inderste lovmæssige og tidsbestemte sammenhænge. Vort syn på denne virkelighed er imidlertid begrænset, idet vi kun er i stand til at se en lille del af det, det faktisk eksisterer. Atomernes bevægelse i stenen eller den kosmiske udveksling mellem mennesket og stjernen lader sig ikke registrere af sanseapparatet, men hører alUgevel med i det samlede billede af vor omverden. Og det er denne altfavnende og ubegrænsede realitetsforståelse, som er målet for Thøger Larsens kunstneriske erkendelse.
Men denne virkelighedsopfattelse forudsætter samtidig, at det ikke er subjektet, men de af mennesket stadfæstede naturvidenskabelige love, der ‘sætter’ verden, og denne detronisering af individualiteten adskiller Thøger Larsens verdensbillede fra naturalismens og symbolismens individcentrerede digtning. Nu skulle man tro, at menneskets 'fald' fra højeste væsen på jord og til ligemand med dyr og natur ville afføde lignende udsigtsløse erfaringer, som den natu ralistiske kunst rummer så mange eksempler på. Ved at lade Gud afgå ved døden, og ved at lade Darwin definere mennesket som et stykke natur, tabte individet illusionen om den universelle omsorg, og det afkastede i første omgang en oplevelse af tab, sorg og håbløshed. Men hos Thøger Larsen vendes menneskets sammenhæng med natur og rum imidlertid til en lovsang over alt eksisterendes lovmæssige bevægelser og indbyrdes påvirkninger. Mennesket placeres, hvor det 'hører til' inden for det darwinistiske verdensbillede. Men i stedet for oplevelsen af tab bringer den ny verdensorden individet i en anderledes - forunderlig - sammenhæng med altet: »Virkeligheden er endnu ikke erkendt. Den kalder paa alle, den skjuler sig, mens den røber. Mennesket er Stjernens Tjener, dens Redskab, ikke dens Herre. Mennesket er en Funktion i Planeternes Liv.« (»Religion og Ateisme«, Stjerner og Tid, 1914, s. 49-50).
Et centralt udtryk for denne kosmiske orden er digtet Pan (s.33), som Thøger Larsen siden betegnede som et koncentrat af sit livssyn (Otto Gelsted: »En Digter gaar i Kloster«, Ekstra Bladet, 14-9-25). Digtet skal imidlertid ikke læses som en trosbekendelse til Pan eller nogen anden gud (se noterne: titelændringen fra Gud til Pan), men snarere som en konfessionsløs besyngelse af den skabende og samlende kraft i kosmos, hvori alt eksisterende indgår, og hvori en sandhed om altet lader sig ane:
Jeg aner en Gud, et evigt Jeg,
der har Nerver i Klodernes Indre
og i Slægternes Marv,
og hvis Evner fra Solene tindre,
og hvis Væsen er Væsnernes Tarv.
Men kraften bag virkeligheden lader sig ikke erkende af fornuften alene, idet dens tillærte forhold til verden afskærer den fra at ane de dybere lag i virkeligheden: de uafbrudte og umærkelige forvandlinger, der sker i alt levende. Derfor har virkeh'ghedsperceptionen først og fremmest relation til nuet, idet den kropslige sanselighed ucensureret er i stand til at gribe, hvad den videnskabelige og kunstneriske viden først siden formår at tolke og erkende. Som »Digter og Dyr« (Jorden, s.81) går Thøger Larsen nuet i møde.
Tematiseringen af nuet har nær tilknytning til en kosmisk dialektik, der gennemløber og former det lyriske rum. Thøger Larsen var som nævnt en ivrig amatørastronom, der livet igennem studerede universet, konstruerede sin egen kikkert og producerede artikler om astronomiske forhold, som han bl.a. lod trykke i sit eget tidsskrift Atlantis (1923-25), så for ham var det kopernikanske verdensbillede lige så fortroligt som de nære forhold på jorden.
I lighed med solsystemet står solen i centrum i Thøger Larsens digteriske univers. Og da den er afgørende for livets beståen og for årstidernes vekslen indtager den følgelig en fremtrædende plads i digtningens symbolverden. Solen er synonym med livet og dermed med lyset, våren, sommeren, væksten og frugtbarheden. Og under denne livgivende stjerne, fra hvilken alt liv oprindeligt stammer, bevæger mennesket sig på lige fod med naturens øvrige skabninger og følger de love, der er nedlagt i kroppen:
Se Lysternes Farvefanfare i Eng.
Der lokkes og gantes og parres i Flæng
i Sommerens grønne og solhede Seng.
Forførelse driver med Dugg over Straa,
Forførelse slæber Insekterne paa,
og se om den Knægt lader Pigerne gaa.(Jorden, s.81)
Naturens iboende drifter vækkes af solens varme og bekræfter den kosmiske sammenhængs altfavnende eros:
Til Side er nu strøgen
Skydækkets Gyldenkjol
og Jordens Krop lagt nøgen
for Dagens vilde Sol.(Vaardagen, s.77)
Det særlige ved Thøger Larsens skildringer afdriftens nu er således den kosmiske ekstases urniddelbarhed. Det er ikke menneskets blufærdige seksualitet, der kommer til orde, men dyrets instinktive lyst, der spontant følger, hvad naturen angiver. Men denne umiddelbarhed kan imidlertid også forekomme uden for naturen, som i digtet I Cirkus (s.50), hvor jeget - næsten - taber sig selv i manegens dionysiske rus. Tom Kristensens ekspressionisme synes at foregribes her:
Slaa Heste, Klowner, Djævle løs
med Larm fra alle Sider!
Hurra for hver en hastig Tøs,
der rundt Manegen rider!
Det er som vilde Kværne
roterer om min Hjerne.
Hvor er min lille Kerne?
Men samtidig med den dionysiske depersonalisering understreger digtet kunstens dobbelthed af viden og væren:
Jeg mærker i det vilde Styr
endnu i mig det vilde Dyr,
den Urskovs-Hylets Sfære,
hvor Poesiens Frø var lagt,
hvorfra dens Vækst blev langsomt bragt
ved onde Øjne, Tand og Kniv
til tæmmede Vokalers Pragt,
til sirlig Sang om Død og Liv
og kom saa højt i Ære. -
Således lader den ekstatiske og umiddelbare drift sig karakterisere af Tilfældighed^ udsagn: »føler som den, der intet veed«. Men en drift, der må skildres af den vidende kunstner for at kunne blive fastholdt i det digteriske ord. Kunsten far følgelig status som betydningsgiver af et - i sig selv - betydningsløst stof, og i denne dialektik - der lader sig sammenligne med Nietzsches dionysiske og apollinske princip - ligger Thøger Larsens poetik gemt.
Solhymner kunne en gruppe digte kaldes, hvor driftens vækst indgår som centralt tema (Solsangen, Det grønne Foraar, Højsang, Foraarsmorgen, Maj, Vaardagenjorden, Saa fik vi Sommer i Riget, En Dag). For oftest er der ikke blot tale om skildringer af den værende drift, der bryder igennem i takt med solens gang over himlen, men ligeledes om en hellig besyngelse af vækstens genopstandelse. Nu var Thøger Larsen ikke troende i konfessionel henseende; snarere religiøs som Ludvig Holstein, der i Spredte Blade (1942) bekender: »Ja, jeg er Troende,/ jeg tror paa det groende«. Men ud af de hellige besyngelser af det dennesidige kan man spore et behov for en åndelig modvægt til den driftsstyrede væren. Et behov, der lader sig tolke som Thøger Larsens poetiske anerkendelse af virkelighedens uudgrundelighed: »Videnskaben fornægter i vor Tid ofte sin religiøse Natur og betragter Verden som en mekanisk Funktion. Hvad Oldtidens Folk vilde kalde Aabenbaringer, kalder den Opdagelser og Opfindelser, men den er dog stadig ude af Stand til at oplyse noget om Kraftens eller Kræfternes inderste Væsen.« (»Virkeligheden«, II, Social-Demokraten, 10-9-27).
Således kan Thøger Larsens solhymner læses som tegn på digterens ydmyghed over for virkelighedens dybder, men også som udtryk for hans søgende sind, der rummede et behov for tro - hvis den vel at mærke havde sin grund i et ikke-metafysisk princip. Troen fandt Thøger Larsen i den hedenske soldyrkelse, og at den ikke kolliderede med hans virkelighedsbetragtning hang sammen med de religionshistoriske og mytologiske studier, som åbnede hans øjne for, at religionernes tilblivelse kan forklares med menneskets higen efter at erkende de astronomiske lovmæssigheder (solens, månens og årstidernes cykler): »Selv vor Religion i Nutiden er fuld af Mindelser om den gamle hedenske Soldyrkelse. Det er intet Tilfælde, at saavel Kristi Fødselsdag som den gamle Solgud Mitras' er den 24. December, der ved vor Tidsregnings Begyndelse var Vintersolhvervsdagen, da denne for vor Verden saa betydningsfulde Gud vendte tilbage til den nordlige Halvkugle igen.« (»Virkeligheden«, II, Social-Demokraten, 10-9-27).
Solhymnernes formmæssige inspiration kan findes i salmetradi tionen, som Thøger Larsen var fortrolig med fra sin barndom, og som han siden bidrog til med sine »Panteistiske Salmer« (Det grønne Foraar og Pan, se noterne). De rummer en særegen blanding af kristent symbolsprog og en før-kristen naturdyrkelse, der på én gang understreger den åndelige betydning af vækstens genkomst og præciserer rummets jordiske karakter:
Lad mig love, lad mig prise
i ærbødige Rhytmer
dig, min Hjerteglædes Rodmuld,
dig, min Hjerteglædes Solhvælv!
Højlovet - Halleluja! -
være Jorderiges Vaar!(Højsang, s.28)
Men foreningen af kristen symbolik og hedensk soldyrkelse er dog ikke enestående for Thøger Larsen. Hos flere af samtidens forfattere spores den - bl.a. hos Ludvig Holstein, hvis Digte (1895) Thøger Larsen henviser til i »Virkeligheden« (II): »Og mon de gamle Solhymner er sprungne mere følte ud af Sjælen end Ludvig Holsteins Solbøn (...)«. I det sene digt »Til Ludvig Holstein« (Limjjordssange, 1925) betegnes digterkollegaen tillige som »Solens Præst«.
At solhymnerne har et litterært afsæt, som er blevet afklaret og konfirmeret af de astronomiske og religionshistoriske studier er der således ingen tvivl om, og denne dobbelthed af poesi og viden tegner Thøger Larsens forståelse af solen. Solen er på én gang en uudgrundelig magt, hvis inderste væsen kun lader sig ane og en kæmpe stjerne, hvorom kloden kredser. Skuer mennesket mod solen, blindes det, som var det det ikke givet at se Guds ansigt, men ved at vende sig mod jorden lader solens væsen sig gribe i mylderet af farver, som stråler øjet i møde. Mennesket må følgelig vende sig mod det jordiske nu for at fa indblik i evighedens væsen. Men nogen samlet sandhed om virkeligheden er det dog ikke i stand til at nå:
Og alle Ting jeg kommer nær,
har Dyb, jeg aldrig maaler.
Ej røber Solen, hvad de er,
men kun, hvordan de straaler.(Virkeligheden, s.122)
Virkeligheden »skjuler sig, mens den røber«, og derfor må solen fremstå som en trolddomsmagt, idet det menneskelige sanseapparat er ude af stand til at opfatte de usynlige og foranderlige processer, som stjernens - magiske - lovmæssighed frembringer:
Den store Soltrold har brygget Vaar -
vi er i hans Æventyr-zone.(Foraarsmorgen, s.35)
Når Thøger Larsen gør brug af troldemetaforen eller sætter solen i sammenhæng med drømmen og søvnen (jf. Solsangen og Solskin i en Stue), er det følgelig ikke for at antyde noget overnaturligt plan, men for at påpege dybderne i den faktuelle virkelighed. Dybder, som den vågne bevidsthed alene er ude af stand til at gribe, men som den vidende og værende bevidsthed tilsammen formår at tilegne sig og forvandle til kunst. Således er trolden ikke dæmon i Thøger Larsens univers, men det uforudsigelige element i et lovbestemt naturvidenskabeligt rum. Et dekonstruktivt symbol i et rationelt begrundet verdensbillede.
Dobbeltheden af nu og evighed angår dog ikke blot solhymnerne, men løber som et gennemgribende mønster i Thøger Larsens digtning. Nuet anskues til stadighed i lyset af dets ophør, og der fremtræder derved en nær forbindelse mellem tidløshed og tidsbevidsthed. Overhovedet sættes digtningen af tidens dimension, idet livet betragtes ud fra de tre store kredsløb: døgnet, årstiderne og slægternes gang. Herved kan et menneskes liv synes som et glimt i sammenligning med slægtens og universets tid, og derfor må Thøger Larsen da også opfatte nuet som meget skrøbeligt.
I lyset af tidens perspektiv lader Thøger Larsens digtning sig be tragte som mytisk naturalisme. Betegnelsen er brugt om Johs. V. Jensen (Aage Schiøttz-Christensen: Om Sammenhængen i Johannes V. Jensens Forfatterskab, 1956, s. 287ff.) og dækker over forfatterskabets nære sammenhæng mellem et dennesidigt nu og en højere universel enhed, der finder sit formmæssige udtryk i myten. Nu var Johs. V. Jensens mytedefinitioner som bekendt mangfoldige, men én definition lader sig dog udlede: nuet og forgængeligheden betragtet under eet. Og denne dobbelthed går igen i Thøger Larsens digtning, men med den væsentlige forskel, at det ikke, som hos Johs. V. Jensen, er individualiteten, men mennesket og slægten, der står i centrum. Er Johs. V.Jensens - digteriske -jeg nemlig identisk med verden i og med den potenserede individualitet, der favner jorden og forvandler den til et udtryk for den subjektive stemning (jf. »Fusijama«, Myter og Jagter, 1907), er Thøger Larsens jeg en lille brik i en større kosmisk sammenhæng.Johs. V.Jensens verden går under med dødens indtræden, mens Thøger Larsens subjekt indgår som et element i naturens lovmæssige cyklus både før og efter livets ophør, hvorfor forgængeligheden synes lettere at bære:
Der kommer en Tid, en underfuld,
da Græsset er grønt, og jeg er Muld.(Solsangen, s. 13)
Et centralt udtryk for nuet og forgængeligheden betragtet under eet er det store fortællende digt Jens Højby (s.53), som Thøger Larsen selv betegnede som et af sine betydeligste arbejder (OSW: »En Samtale med Thøger Larsen«, Lemvig Dagblad, 3-4-25). Digtet tegner et gribende portræt af en døende bonde, der ligger i sit fattige kammer og venter på udfrielsen. Han er allerede så godt som glemt af den levende verden, og svævende i et tomrum mellem før og efter lader han livet passere revy. Han fik ikke den kvinde, han elskede, men måtte nøjes med »en krasbørstig Kvind« og et fattigt og trælsomt liv. Og nu ligger han som en midaldrende mand og dør i den seng, hans moder i sin tid udåndede i. Han er på vej tilbage til mulden, omgivet af insekter, der står parat til at overtage hans krop, og ganske illusionsløst og nøgternt ser han – og hans digter – døden i øjnene:
Andre gøde og grave
og vente paa Frugt og Frø.
Hele hans Livs-Opgave
er nu at ligge og dø.
Solen går ned, og månen står op, og med den overgår Jens Højby fra livet til døden. Således fletter væren og ophør sig ud og ind af digtet og sætter eksistensen i forhold til det eviges perspektiv. Det er myten om det døende menneske, Thøger Larsen fremskriver; livet og dødens dialektik skildret i digtets fortættede form. Optikken er det naturskabte vilkår, og i mindre grad den menneskeskabte hverdag, og dette universelle syn understreger digterens kosmiske perspektiv på tilværelsen. Derfor kan Jens Højby da heller ikke betegnes som hjemstavnsdigtning, idet digtets nøgne og hudløse realisme har det ontologiske vilkår for øje og ikke den sociale og samfundsmæssige kritik. Hvad Johs. V. Jensen skrev om Thøger Larsen i digtet Thøger Larsen (Politiken, 25-11-28), bekræfter Jens Højby: »det dybe Sind, som greb i Nuet/ Al-Evigheden, sammenskuet!«
2-7-02 skriver Thøger Larsen i et brev til vennen Ebbe Kornerup: »Kære Ebbe! Ved den Tid, De kommer hjem igen, udkommer hos Bojesen en større Fortælling af mig, der skal hedde »Høg over Høg««. (Ebbe Kornerup: Thøger Larsen og Breve fra ham, 1928, s.78). Romanen Høg over Høg blev sendt til Bojesens Forlag i februar 1903, og Thøger Larsen var optimistisk med hensyn til udfaldet. Men manuskriptet blev sendt retur, og digteren forsøgte sig i stedet hos Gyldendal. Optimismen var nu modereret, og inden afsendelsen henvendte Thøger Larsen sig til Jeppe Aakjær og bad ham bedømme manuskriptet, og - hvis han skulle finde det værdigt til udgivelse - videresende det til Gyldendal »med et Par smukke Ord?« (Chr. N. Brodersen: Thøger Larsen. En Monografi, 1,1942, s. 148). Det gjorde dog ikke indtryk på Gyldendal, der tilbagesendte bogen i sensommeren 1903 vedlagt et kritisk brev fra L. C. Nielsen. Skuffelsen og forbitrelsen lyser ud af følgende brev til Jeppe Aakjær (13-903): »Jeg skal ikke nægte mig Fornøjelsen at sende Dem dette morsomme Brev, at De kan se, med hvilken Myndighed Uformuenheden dømmer. Hahaha. Havde jeg vidst, at Bogen skulle falde i hans Hænder, da havde jeg aldrig sendt den; men jeg troede, at Deres Anbefaling var lige saa god som hans. Nu begynder jeg imidlertid at begribe, hvorledes den affekterte Vissenhed har baaret sig ad med at oversvampe den danske Litteratur. Jeg skal nok være skikkelig en anden Gang og afholde mig fra Gyldendalske Boghandel saalænge Hr. Nielsens Regering varer.
Skammeligt for mig, at saadanne Mænd kan holde mig nede.
Kære Aakjær! Jeg veed saa inderlig godt min Bogs ikke uanselige Mangler, men dens Fortrin overtræffer dem, synes jeg, saa grundigt, at de ikke burde forhindre Bogens Fremkomst.« (Chr. N. Brodersen: Thøger Larsen. En Monografi, I, s. 148).
Herefter henvendte Thøger Larsen sig ikke til forlag i flere år, og prosaen trådte i baggrunden til fordel for lyrikken. Men bitterheden var svær at overvinde, og den er stadig fremherskende i følgende brev til Kornerup (11-12-04): »Jeg har paa Trods af L.C. Nielsen og alle hovne Forlæggere selv udgivet en Samling Digte - 25 -. Det er min Hensigt at fremture paa samme Maade herefterdags. (...) Selv at udgive sine Værker er det bedste, saa er man fri for Censur, saa kommer der ingen Vigtigper og forlanger, at dette eller hint skal omarbejdes for at blive dumt nok til Publikum og Kritiken, som i Danmark skrives af violette Drenge eller radikale Provinssværdere, mestendels da. Men hvad betyder deres blødkogte Malice?« (Ebbe Kornerup: Thøger Larsen og Breve fra ham, 1928, s. 99).
I 1904 udgav Thøger Larsen Jord på eget forlag og i 1905 fulgte Dagene. Men trods digterens udtrykte skepsis over kritikkens manglende dømmekraft fik Jord en fin modtagelse. De toneangivende kritikere var meget begejstrede, bl.a. Harald Nielsen, der i Tilskueren (1905) skrev: »I det smukke og beskedne HUe Hefte, der er et Eksempel paa, hvorledes Digte burde udstyres, finder man en fuldt udpræget Personlighed, om end ikke en færdig Digter. (...) Hvad der gør ham saa forskellig, ikke blot fra den foregaaende, men i det hele giver ham en Særstilling i dansk Lyrik, er det haardere Stof, hvoraf hans Sind er bygget, og mod hvilket Indtrykkene toner med en barskere Klang. Der er selv i hans Mildhed en Biklang, der røber Metallet. Hans Leg og Spøg har noget af Troldens Vildskab.«
Den »blødkogte Malice« var begrænset til nogle fa provinsblade, og det var ganske pænt for en debutant fra eget forlag, hvad Thøger Larsen da også siden måtte indrømme (se »Nogle Ord om mit Forfatterskab«, Bogvennen, 1915, s.55). Anmelderne hæftede sig først og fremmest ved digterens natursans, men også ved sproget og indhol dets dissonantiske karakter, og da Dagene udkom året efter, var Thøger Larsens status som særegen lyriker konfirmeret. I en udvidet anmeldelse i Det ny Aarhundrede (1906) skrev Chr. Rimestad: »Populær som Aakjær vil Larsen næppe nogensinde blive. (...) Han er bitrere og hans Vers' Udtryk er mere anspændt, han opsøger niere kræsent de overraskende og stærkt pittoreske Adjektiver. Han staar i Virkeligheden den store Prosaist Johannes V Jensen langt nærmere end Aakjær.«
Med Jord og Dagene havde Thøger Larsen markeret sig i den litterære verden, og medvinden - kombineret med en trængt økonomi - kan forklare digterens henvendelse til Gyldendal i 1906 med en forespørgsel til forlaget om at opkøbe restoplaget af de to samlinger. Det ønskede Gyldendal ikke, men antog i stedet Det Fjerne til udgivelse året efter, og fra da af var Thøger Larsen en etableret forfatter. Det Fjerne fik en overvejende god modtagelse, men flere anmeldere hæftede sig dog ved ændringerne i det kunstneriske univers. I Gads danske Magasin (marts 1908) skrev Harald Nielsen: »Thøger Larsens sidste Digtsamling »Det Fjerne«, rummer, lige som de foregaaende, ypperlige Ting, men den svarer mindre godt til sin Titel end de to andre vilde have gjort det. »Det Fjerne«, synes netop ved at forsvinde, Horisonten er blevet snævrere, Forestillingskresen mere massiv.« Modsat Georg Brandes, der i kronikken »De danske Maaneder i Sang« (Politiken, 18-2-11) skrev: »Efter de to srnaa Samlinger Jord og Dagene fulgte, smukt udstyret, den tredje, kaldet Det Fjerne, med en naturdrukken kosmisk Poesi, som Shelley's Naturpoesi var kosmisk. Thøger Larsen mangler undertiden Smag, men det betyder lidet, saa ejendommelig som hans Sprogbehandling er uden at ty til nogen Mundart. Han har mangestemmig Musik og brogetstærke Farver i sine Vers, og han er formstreng trods nogen. (...) Men han erpaa samme Tid en forfinet Kunstner. Et Digt som Tyngden og Floden er et metrisk Kunstværk, og Digtet Hvidenæs med sine i dansk Poesi næsten enestaaende, fortræffelige Trestavelsesrim et overordentligt Kunststykke paa samme Tid som et fuldttonende Kunstværk.«
Hermed var Thøger Larsens position i dansk digtning endeligt slået fast, og da Bakker og Bølger udkom i 1912, var der praktisk taget kun roser til digteren.
I 1942 udkom første bind af Chr. N. Brodersens værk Thøger Larsen. En Monografi, som blev afsluttet 1950 med andet og sidste bind. Bogen giver med sine 478 sider den første samlede fremstilling af Thøger Larsens liv og digtning og må betegnes som en hjørnesten i forskningen af forfatterskabet.
Værkets hovedsynspunkt er styret af det biografiske stof, som underbygges af et stort og veldokumenteret materiale: manuskripter, breve, digterens bogsamling, samtaler med venner, bekendte og familie samt et indgående kendskab til Lemvig og omegn. Bogen følger forfatterskabets kronologi fra ungdomsdigtningen og frem til Frejas Rok (1928) og inddrager oversættelserne og de mytologiske studier. Egentlige synteser drages imidlertid ikke, og værket må betragtes som et fond af oplysninger snarere end en samlet analyse af Thøger Larsens digtning.
I 1956 fulgte Jens Aage Doctors afhandling De centrale symboler i Thøger Larsens lyrik. Værkets orienteringspunkt er, som titlen angiver, de centrale symboler i Thøger Larsens lyrik, og hensigten at bestemme naturelementernes funktion i forfatterskabet for herigennem at tegne et billede af det livssyn, som ligger til grund for Thøger Larsens digtning.
Afhandlingen falder i to dele - »Livssymbolik« og »Dødssymbolik« - som henholdsvis analyserer solens og månens betydning i Thøger Larsens univers og herunder den gule, blå og grønne farves værdi og symbolik. Det er imidlertid afhandlingens pointe, at den skarpe adskillelse af livs- og dødssymbolik kun er gjort af praktiske hensyn, idet hvert af Thøger Larsens symboler rummer en positiv og negativ ladning, en dobbelthed af liv og død. Og denne grundlæggende opposition i hvert enkelt symbol ser Jens Aage Doctor som grundformlen for Thøger Larsens psyke.
De centrale symboler i Thøger Larsens lyrik er et pionerværk i Thøger Larsen-forskningen, som Brodersens værk er det. Men til forskel fra monografien er Jens Aage Doctors værk en stringent tekstanalytisk afhandling med vægten lagt på syntesen.
I 1979 udkom Henry Bailurns bog Thøger Larsen. Liv og digtning. Bogen er en introduktion til digterens liv og værk, og i forordet oplyser forfatteren, at formålet har været at skrive en lettilgængelig bog om digteren. Bailum kommer ind på de centrale aspekter ved Thøger Larsens liv og giver en kort karakteristik af forfatterskabet.
Året efter, i 1980, fulgte Felix Nørgaards bog Kvinden, solen og universet. Om Thøger Larsen som menneske og digter. Værkets hensigt er at tegne et portræt af mennesket og digteren Thøger Larsen, og bogen er en blanding af biografi og litteraturhistorie. Eller som Nørgaard selv betegner det: »et overblik«. Bogen lægger sig i forlængelse af Brodersens monografi ved sin forening af veldokumenteret biografi og læsninger i forfatterskabet uden noget grundlæggende hovedsynspunkt. Som monografien rummer Kvinden, solen og universet et fond af oplysninger, men lægger ikke noget egentligt nyt til forståelsen af Thøger Larsens værk.
1994 udkom Søren Baggesens bog Thøger Larsen. En kritisk monografi. Og allerede tiden angiver forholdet til Brodersens monografi. Men også afstanden til monografiens metode. Baggesen betragter Thøger Larsens værk ud fra forfatterskabets tre spor: myten, videnskaben og poesien og viser, hvorledes de tre linjer løber parallelt og indgår en supplerende forbindelse. Bogen anlægger en tekstanalytisk synsvinkel på forfatterskabet med hovedvægten lagt på lyrikken, men med perspektiver fra fortællingerne og en grundig gennemgang af Thøger Larsens essayistik. Herved far Baggesen gjort rede for Thøger Larsens kosmiske forestillings verden, der i sig indoptager det mindste og største og sammenholdes af den universelle drift - »en evigt adskillende og en evigt samlende Eros«. Bogen lægger nyt til forståelsen af Thøger Larsens essayistik og placerer sig i forlængelse af Jens Aage Doctors afhandling ved at læse' og analysere forfatterskabet. Men selve kompositionen synes værket at have lånt af monografien.
Gør man en digters udbredelse op i de udvalg, der foreligger af værket, må man konstatere, at Thøger Larsen er en læst forfatter. Der er kommet ikke mindre end 9 større digtudvalg siden digterens død i 1928, og dertil kan føjes de tre bidrag i Højskolesang bogen: »Nu hælder Europa mod Sol igen« (»Solsangen«, Jord, 1904), »Danmark, nu blunder den lyse Nat« (»Den danske Sommer«, Slægternes Træ, 1914) og »Du danske Sommer, jeg elsker dig« (»Sommervise«, Vejr og Vinger, 1923).
Da Jord udkom i andenudgaven 1967 opstod der imidlertid en debat om Thøger Larsens berettigelse som klassiker. Det var Steffen Hejlskov Larsen, der stillede spørgsmålet i sin anmeldelse af samlingen, hvori han udtrykte en skarp kritik af digtningens formmæssige niveau. En kritik, som siden blev udvidet til en kronik, hvor følgende tre anklagepunkter fremførtes: »1. Thøger Larsen er en meget dårlig metriker. 2. Han benytter metaforer, der ikke hører sammen i teksterne. 3. Han kan ikke lade være at fortolke sine egne skildringer, således at læserne ikke får lov til selv at gøre arbejdet og høste udbyttet deraf.« (Berlingske Aftenavis, 8-5-67).
Kritikken vakte harme, og under overskriften »Litterært justitsmord« skrev Torben Brostrøm bl.a.: »Midt blandt tidens andre ulykker er en afdød digter, der regnes til klassikerne, med stilfærdig effektivitet blevet myrdet. (...) Anledningen var genudsendelsen af Thøger Larsens gennembrudsbogJørJ, og der var efter endt karakteristik ikke meget andet tilbage af forfatterens hele værk, end hvad denne dets titel nu sørgmodigt synes at tilstå.« Brostrøm vil godt indrømme, at ikke alt i Thøger Larsens digtning er Hge godt, og at man bestemt sporer mangler i det formmæssige udtryk. Men, skriver han videre: »Den pædagogiske nærlæsningsteknik, som Hejlskov har gjort til et brugeligt instrument også i dagspressen, blandt andet ved at gøre dens resultater læselige, har den kedelige bivirkning hos sine brugere, at den gør dem sært utilbøjelige til at løfte brillerne fra papiret og se teksten i større sammenhæng, f.eks. forfatterens. Derfor kan nærlæseren komme til at myrde digter for digt, og selv om det ikke er så slemt som at ekspedere smed for bager, så er det dog noget af et justitsmord.
Men det er før set i kritikens historie, at forsøget på at slå en død mand ihjel resulterer i hans genopvækkelse. Måske er det selve formlen for klassikernes omskiftelige efterliv.« (Information, 1-5-67).
Der er ingen tvivl om, at Thøger Larsens digte bør læses i deres sammenhæng. Som alle værker vel ideelt set bør. Særegenhed og originalitet profileres i helhedens struktur, og mindre vellykkede digte kan sige betydningsfulde ting om værk og forfatter og være med til at befrugte forståelsen af det vellykkede digt. Nærværende samlinger rummer bestemt »momentane« udtryk for svigtende selvkritik, men selv et mislykket digt kan rumme prægnante passager - jf. ovenstående henvisning til Virkeligheden - som man nødig ville have været foruden.
Ud fra en kvalitativ betragtning må de fire foreliggende samlinger anses for at være de ypperste 'helheder', forfatteren skabte, og ønsker man eksempler på Thøger Larsens storhed som digter, er Jord, Dagene, Det Fjerne og Bakker og Bølger givende steder at begynde. Her møder man Thøger Larsens personlighed og originalitet, og her finder man begrundelserne for digterens status som klassiker. Hvis man med klassiker altså mener et værk, der samtidigt rummer almengyldighed, transhistorisk rækkevidde og kompleksitet (jf. Erik Skyum-Nielsens artikel i At læse klassikere, 1991). Også kaldet kunstnerisk kvalitet.
Harry Andersen: Afhandlinger om Thøger Larsen, 1986.
Søren Baggesen: »Om »metafor« og »metonymi««, Menneske og Natur Arbejdspapir, årgang l, nr. 8,1992.
Søren Baggesen: Thøger Larsen. En kritisk monografi, 1994.
Henry Bailum: Thøger Larsen. Liv og digtning, 1979.
Chr. N. Brodersen: Thøger Larsen. En Monografi, I-II, 1942-50.
Chr. N. Brodersen, (red.): Thøger Larsen (artikelsamling udgivet af Lemvig Museum i anledning af hundredeåret for Thøger Larsens fødsel 5. april 1875), 1975.
Torben Brostrøm: »Thøger Larsen«, Danske digtere i det 20. århundrede, bd. l, 1980.
Jørgen Bukdahl: Det moderne Danmark, 1931.
Jens Aage Doctor: Forord til Thøger Larsen: Kunst og Liv, 1955.
Jens Aage Doctor: De centrale symboler i Thøger Larsens lyrik, 1956.
Jens Aage Doctor: »Thøger Larsen«, Litteraturhåndbogen, 1985.
Otto Gelsted: Efterskrift til Thøger Larsen: Udvalgte Digte, 1945.
Otto Gelsted: »Thøger Larsen«, Danske digtere i det 20. århundrede, bd. 1, 1951.
Søren Hallar: »Naturen hos Harald Bergstedt, Otto Gelsted og Thøger Larsen«, Danske Studier, 1938.
FJ. Billeskov Jansen: »Thøger Larsen. Virkelighedstroskab og Evighedsdrøm«, Dansk Litteratur Historie, III, 1977.
Johs. V. Jensen: »Thøger Larsen (1875-1928)«, Mindets Tavle, 1941. (Forkortet udgave af kronikken »Thøger Larsens Minde«, Politiken, 31-8-32).
Ebbe Kornerup: Thøger Larsen og Breve fra ham, 1928.
Sven Møller Kristensen: Den store generation, 1974.
Knud Madsen: Thøger Larsen - en bibliografi, 1891-1995. (Forventes udgivet 1995).
Klaus P. Mortensen: Himmelstormerne. En linje i dansk naturdigtning, 1993.
Erik A. Nielsen: »Thøger Larsen«, Ideologihistorie III. Modernismen i dansk lyrik 1870-1970,1976.
Erik A. Nielsen: Forord til Thøger Larsen: Året i Danmark, 1984.
Harald Nielsen: Af Tidens Træk. Litterære Afliandlinger, 1, 1909.
Felix Nørgaard: Kvinden, solen og universet. Om Thøger Larsen som menneske og digter, 1980. Mogens Pahuus: Naturen og den menneskelige natur, 1988.
Vagn Riisager: »Thøger Larsen: Jens Højby. 1905«, Edda, 1930.
Chr. Rimestad: Fra Stuckenberg til Seedorf, II, 1923.
Manuskripterne til teksterne forefindes i Ny Kgl. Samling (2134,2°) og på Lemvig Museum. De fremstår - fortrinsvis - som renskrifter eller reviderede kladder og rummer ikke oplysninger, der forrykker den grundlæggende opfattelse af forfatterskabet og dets tilblivelse.
Teksterne er trykt efter førsteudgaverne 1904, 1905, 1907 og 1912.1916 forestod Thøger Larsen andenudgaven af Jord og Dagene under fællestitlen Jord. Ændringer fra første- til andenudgaven er kun taget i betragtning i signifikante tilfælde (se noterne). Anden selvstændige udgave af Jord udkom 1967, her med hensyntagen til forfatterens senere ændringer. - Åbenlyse trykfejl er stiltiende rettet (ex. s. 30,9: diu Sjæl > din Sjæl). - Dårligt papir og mangelfuld trykning i Jord og Dagene har ført til enkelte rettelser (o > ø, i > t). - Stavemåden af standse varierer, men inkonsekvenserne er bibeholdt i teksten. - øvrige kommentarer til teksten: se noterne.
NKS og LM markerer, at håndskrifterne befinder sig på henholdsvis Det Kgl. Bibliotek, Kbh. (i Ny Kongelig Saml. 2134,2°. Blandede Arbejder. IVIII) og på Lemvig Museum (Thøger Larsen-Samlingen).
Dateringer af renskrifter og forekomsten af væsendige varianter meddeles, dog som regel ikke deres ordlyd.
Udv. Digte: Thøger Larsen: Udvalgte Digte (1917). Udvalget ved forfatteren.
Håndskr. viser, at samlingen skulle have heddet Digte.
NKS og LM: nov. 1901. Trykt første gang i Kantate ved Indvielsen af Harboøre Forsamlingshus, November 1901. Mel.: »Jeg ved et evigt Himmerig«. (4. upag. s., Herman Bech, Lemvig). - Uvæsentlige afvigelser fra trykte udgave. - Indgår ikke i Jord (1916).
NKS og LM: 4. aug. og 7. aug. 1899. Sommermorgenvandring, Sommermorgendæmring. - Trykt første gang i Illustreret Tidende, 15.10.1899 under tiden Morgen dæmring. 8 ÷stens Æter: østens himmelrum; de højere luftlag i øst.
NKS og LM: 1897. Fuldført 8. jun. 1902. - Indgår i Udv. Digte.
NKS og LM: 24. jul. 1898. Gry. - Digtet indgår siden i førstetrykket af Kantate Ved Studentersamfundets Rusfest. Den 23. September 1911. - Trykt første gang i Illustreret Tidende, 12.2.1899. - Indgår i Udv. Digte.
10 ÷sterlide: den øsdige del af himlen.
11 Morgenstjerner: stjerner, der lyser, er synlige om morgenen.
NKS: ingen datering. - Titlen kan være inspireret af Solsangen fra Eddadigtningen, som TL oversatte og udgav i 1923. Ungdomsdigtet Foraarssang (udateret, NKS) rummer linjerne: »Engen er grøn,/ og Urten faar Køn,/ og Arret af Brynde lider.« - Indgår i Udv. Digte.
12 Ar (ret): den del af en plantes frugtanlæg, der er indrettet til at opfange støvet. - Brynde: brændende lidenskab el. sanseligt begær, -forborgen: skjult.
NKS og LM: 28. apr. og 10. aug. 1899. - Digtet angives at være tiltænkt samlingen Mit Hjertes Tove. l første strofes sidste linje betegnes jorden »den«. I de tidlige håndskr. og i Jord (1916) betegnes den »hun«. - Trykt første gang i Illustreret Tidende, 6.5.1900. - Indgår i Udv. Digte.
NKS og LM: 7. nov. 1901. - Om baggrunden for digtets tilblivelse skriver Ebbe Kornerup i indledningen til Thøger Larsen og Breve fra ham (1928), s. 42-44. Digtet sendes til Kornerup i brev af 11. nov. 1901 og en rettelse tilføjes i brev af 27. jan. 1902. - Trykt første gang i Illustreret Tidende, 9.2.1902. - Indgår i Udv. Digte.
NKS og LM: ingen datering. - Trykt første gang i Illustreret Tidende, 6.10.1901.
15 Høslætstid: tid for høhøst.
NKS og LM: 15. jan. 1901, foråret 1902 og påsken 1902. - Trykt første gang i Tidsskrift for Aandskultur og Menneskekundskab, 20.2.1903. - Indgår i Udv. Digte.
16 Næ: månens aftagende periode, især om sidste kvarter. - Mønning: tagryg.
NKS og LM: 16. okt. 1898. - Håndskr. viser 4-linjede strofer. - Trykt første gang i Vagten, 1. Aarg., feb. 1899 - feb. 1900, s. 123. - Indgår i Udv. Digte.
17 Jætte(hjerne): i nord. mytologi et overnaturligt væsen af kæmpemæssig størrelse. I besiddelse af voldsomme kræfter og trolddomsevner.
NKS: 26. aug. 1899. Paa Æventyrgrund. - Trykt første gang i Vagten, 1. Aarg., feb. 1899 - feb. 1900, s. 572. - Uvæsentlig afvigelse fra trykte udgave. - Indgår i Udv. Digte. - Indgår ikke i Jord (1916). 18 Djævlerok: betegnelsen for en art rokker; rovfisk med fladtrykt rombisk kropsform, meget brede brystfinner og lang, slank hale.
NKS og LM: ingen datering. - Trykt første gang i Vagten, 1. Aarg., feb. 1899 - feb. 1900, s. 122. - Indgår ikke i Jord (1916). 19 Bavn: højtliggende sted; bakketop; bavnehøj.
NKS og LM: muligvis 1902. - Indgår i Udv. Digte. 21 Nu galer Hanen den sorte: allusion til folkevisen Aage og Else.
NKS og LM: ingen datering. - Chr. N. Brodersen aftrykker i Thøger Larsen, I, (1942) et brev fra TL til proprietær Bruhn, dateret 22. dec. 1898, hvor TL vedlægger »et Par af mine nyere Digte« (Torden, Det grønne Foraar og Sommeraften (siden Aften). - Trykt første gang i Ungdom, red. Louis Levy, 1901, s. 145-146 under overskriften Panteistiske Salmer. - Uvæsentlig afvigelse fra trykte udgave. - Indgår i Udv. Digte.
23 Amen: et hebraisk ord, der bruges med bekræftende eller forsikrende betydning: »det står fast!«, »det er sikkert!«, »sandelig!«
NKS og LM: ingen datering. - Trykt første gang i Vagten, 1. Aarg., feb. 1899 - feb. 1900, s. 573-574.
23 Stængsel: indelukke; fængsel.
24 Tavler: jf.tavlerne med de ti bud, som Moses fik overbragt af Gud (2.Mos.34.).
NKS: ingen datering.
24 Pan: i gr. mytologi gedehyrdernes gud, søn af Hermes og en nymfe. P. afbildes med menneskekrop, men dækket af hår, horn i panden og bukkeben. Han holder til i Arkadiens skove, hvor hans pludselige tilsynekomst forårsager »panisk skræk«. P. skabte hyrdefløjten, den såkaldte syrinx el. panfløjte. Jf. n.t. Pan.
NKS: ingen datering. - I et brev til Kornerup af 23. mår. 1903 (se n.t. Tilfældighed) aftrykkes sidste strofe. - Uvæsentlige afvigelser fra trykte udgave.
25 Nornerne: i nord. mytologi de skæbnegudinder, som råder for gudernes og menneskenes ve og vel; spinder deres livstråd. - Vaade: ulykke. - Hvælve: buer.
26 Syv-Stjernen: stjernebilledet Plejaderne, der rummer syv store og mange mindre stjerner. - aflade: ophøre.
NKS og LM: ingen datering. Sommeraften. Se n.t. Det grønne Foraar.
NKS og LM: 1897. - Trykt første gang i Vagten, 1. Aarg., feb. 1899 - feb. 1900, s. 301-302. - Væsendige afvigelser fra trykte udgave.
27 Højsang: jf. Højsangen el. Salomos højsang. - Dødningefylker: dødningeflokke.
28 Lysets Bliv:jf. \. Mos. l .3. - Id: virksomhed; gerning.
29 Lin: lærred, linnedstof. - Himlens Fugl og Markens Lilje: jf. Matt. 6.25ff.
30 Slangen under Hæl: jf. l. Mos. 3.
NKS og LM: 8. nov. 1898. - Trykt første gang i Vagten, 1. Aarg., feb. 1899 - feb. 1900, s. 572-573 under tiden Vinter-Morgenvandring. Anden strofes sidste linje lyder her: »vilde gerne igen forynges.« I samlingen hedder det: »vil atter ved Sol forynges.«
31 Sodom under det døde Hav: Sodoma, fortidsby i det sydlige Palæstina, der if. 1. Mos. 19 sammen med Gomorrha udslettedes af Jahve p.g.a. indbyggernes ugudelighed. Man har søgt S's beliggenhed i Det døde Hav, men nyere forskning har påvist ruiner ved bredden.
NKS og LM: 13. okt. 1898. Midnat. - Trykt første gang i Det XXAarhundrede, 1. Aarg., 15.mar. 1902, s. 47. - Uvæsentlige afvigelser fra trykte udgave. - Indgår i Udv. Digte.
NKS og LM: 3.-4. jul. og 2. aug. 1899. Gud.- Trykt første gang i Ungdom, red. Louis Levy, 1901, s. 140-141 under overskriften Panteistiske Salmer. Uvæsentlige afvigelser fra trykte udgave. Indgår i Udv. Digte. 33 Pan: jf. panteisme: af gr. pan, alt, og theos, gud. Filosofi el. religion, der opfatter Gud som værende overalt i naturen, el. Gud og naturen som ét. Denne opfattelse kan antage forsk, former, dels være mystisk-følelsesbestemt som hos flere romantikere, dels være mere rationelt bestemt. Dybest gennemtænkt og oplevet er p. hos Spinoza, holl. filosof (1632-1677), for hvem Gud og substans og natur var ét og det samme. Jf. n.t. Spillemanden.
34 Sankt-Elmsild: lysende udladning af atmosfærisk elektricitet fra spidse genstande som mastetoppe oJL
NKS og LM: 2. aug. 1899. - Digtet er blevet til den dag, Pan afsluttedes, og håndskr. angiver - ved betegnelsen »I« - »II« - at de to digte sandsynligvis var tænkt som en helhed. - Trykt første gang i Illustreret Tidende, 31.12.1899. - Væsendige afvigelser fra trykte udgave. 34 Alnaturen: naturen betragtet som en enhed; den hele, samlede natur.
NKS: ingen datering.
NKS: ingen datering. 36 glarfm: glasfin; gennemsigtigt som glas.
NKS: 1905. Sluttet 2. feb. 1905. - Indgår i Udv. Digte.
39 stinde: gøre sig el. blive stiv; om levende væsen: stramme sine muskler; rette sig op; dels som udtryk for genstridighed, stædighed, dels som udtryk for at man tager sig sammen, anstrenger sig, føler sig overlegen, stolt. - Tande(r): vægen i et lys. - Ban: om udelukkelse fra et samfund, et fællesskab o.l. Især oni ældre tiders forhold: udelukkelse fra kirken (og dens nådemidler).
NKS: 1905. - Indgår i Udv. Digte.
41 Krykken: krummen ryg; kryben sammen (p.g.a. kulde, blæst).
NKS og LM: 1905.
42 Bovbjerg: kyststrækning sydvest for Lemvig. - Ætling: opr. efterkommer. Benyttes her om et element, der er udviklet af el. kan minde om, er beslægtet med noget andet. - En Sodomas Røg og Ross: se n.t. Vintermorgen. Ross: dial. brag, larm. - Tolvhestes Trolde: sandsynligvis TLs eget udtryk. Arkivar, dr.phil. lørn Piø, Dansk Folkemindesamling, mener, at udtrykket muligvis kan betyde: »trolde af så høj og drabelig social status, at de kører i vogne med 12 heste«. - Vaade: se n.t. Nornerne.
NKS: 1905. - Digtet sendes til Kornerup i brev af 25. jun. 1905 (se n.t. Tilfældighed). Kornerup angiver ganske vist 1904, men efter sammenhængen at dømme er det en trykfejl. - Uvæsentlige afvigelser fra trykte udgave. - Indgår i Udv. Digte.
43 Lokes Havre: dial. flyvehavre, vild havre.
44 bloster(tunge): blomster.
NKS og LM: 7. maj 1899 og 1901. Stemning, Stilhed.
45 Firmament (et): himmelhvælving.
NKS: 2.okt. 1905. - Visse af digtets jyske udtryk forklares af TL, s. 71ff. Indgår i Udv. Digte.
46 Vaaning: bolig.
47 Skaar(et): IQQUS afskårne korn o.l.
NKS: 3. okt. 1905.
48 Fals: dør-, vindueskarm.
NKS: 10. jul. 1905.
49 ÷sterled: egl. østen; orienten. Allusion til Ingemann: Der staar et Slot i ÷sterled. -Jærtegn: betegnelse for en mærkelig begivenhed, der i kraft af et overnaturligt træk opfattes som et tegn fra himlen; et varsel.
NKS: 1904.1 Jord (1916) er første strofe blevet til to strofer. Indgår i Udv. Digte.
50 Sejd: tryUedrik. - Reel: folkelig dans udført i hurtigt tempo. - Styr: postyr, spektakel, sjov og ballade.
51 de fire store Profeter: GT's skriftprofeter inddeles efter deres skrifters omfang. De store p.: Esajas, Jeremias, Ezekiel og Daniel.
NKS: 10. jul. 1905.
51 laskes: evt. selvdannet ord; evt. trykfejl for lastes el. Maskes o.lign. I Jord (1916) ændret til splintres.
NKS: 16. aug. 1905.
NKS: aug. 1905. - Visse af digtets jyske udtryk forklares af TL, s. 71ff. Indgår i Udv. Digte.
55 sanke(r): samle.
56 Fjcel: lille bræt. - Slæt: dial, det at slå (høste) en afgrøde; især: det at slå græs (til hø). - Sig(en): mindre lavning i terrænet, der i fugtige perioder er fyldt med vand; lille sø (især på hede, i klit).
57 Tande: se n.t. Strandvalmue.
58 Stjern: dial., pande på menneske el. dyr. 60 lidtvom: dial., adv. lidt.
NKS og LM: 12. jun. 1900. - Trykt første gang i Jydsk Stævne. Et Aarsskrift, red. af Jeppe Aakjær. Aarhus 1902. - Uvæsentlige afvigelser fra trykte udgave.
NKS: ingen datering. - Håndskr. angiver mel.: »Der er et yndigt Land«. - Visse af digtets jyske udtryk forklares af TL, s. 71ff.
NKS og LM: ingen datering. - Trykt første gang i Kantate i Anledning af Hr. Oluf Krabbe's og Frk. Laurentze Schiøttz-Christensen^ Bryllup den 10. Maj 1900. (4. upag. s., Lemvig Bogtrykkeri). »I« og »III« var korsange til mel.: »Jeg vil værge mit Land«, »II« til mel.: »Der er et yndigt Land«. - Væsentlige afvigelser fra trykte udgave.
NKS: 1905. - Foruden dette digt har TL oversat Walthers Svanesang, Den store Storm samt et brudstykke af et digt om Walther og Hildegunde. Disse foreligger kun i håndskr. (LM).
Oversættelsen af Under Lindene paa Engen er blevet revideret i Jord (1916).
66 Walther von der Vogelweide (ca. 1170 - ca. 1230): ty. minnedigter. - kunne: formen betegner konjunktiv el. præs. plur.
Håndskr. (LM) angiver fællestitlen Gnomer. Af den hæderlige Bondemand Kræ-Tammesens Skatkiste. Digte i vestjysk Dialekt.
NKS: ingen datering. - Trykt første gang i Fræ wor Hjemmen. Vers og Prosa i jydsk Mundart. Samlet af Jeppe Aakjær, 1902. Aakjær oplyser om Kræ-Tammesen-digtene: »Skrevet til dette Værk. Maalet fra Lemvigkanten.«
Hvor er morgnerne dog dejlige om sommeren,
når solen kommer
og giver kulør
til mark og muld og bakker og dal!
Gøgen må kukke og hanen må gale -
de kan mærke, at Vorherre er i godt humør.
Duggen ligger blank over eng og ager
og alle Guds gaver.
Vipper og strå
strækker sig højere og højere op,
som om de troede, at kernen og toppen
aldrig ville få plads under bondemandens bjælke!
Jeg skal altid tidligt op for at kalde
på piger og karle
og sætte dem i arbejde.
Karlene gaber og puster og strækker sig,
så hver en sene i deres fjæs fortrækker sig -
pigerne gnider maven med særken.
Jeg går sommetider ud i kostalden og stavrer omkring
når de malker,
og småsludrer
med pigerne - så går deres arbejde så rask,
for kommer de tidligt op og er dvaske,
kan de gerne sidde og sove med patten i hånden.
Så går jeg langs med diger og grøfter
og ser til alt det, der er mit:
stråene er lange,
vipperne er tunge,
fuglene synger, som om de holdt af mig,
men kerner dem stjæler de fanden tå mig.
68 skulter: TLs egen oversættelse. Der er snarere tale om, at der går en gysen el. ry sten gennem pigerne.
NKS og LM: 29. okt. 1900. - Trykt første gang: se n.t. Kræ-Tammesen i Morgenstemning.
Den dag, da Per Wollesens hoppe blev fundet,
var hans kone herhenne for at fa sin middagsmad.
Du kender hende nok, den tolv lispunds klæppert,
så hellig som en engel og så dum som en kuller -
først så åd hun et halvt fad vælling,
og så åd hun en pølse så lang som min kæp.
Nå velbekomme til hende! Jeg er langt fra nærig,
og heller ikke så farlig slem til at drille,
men det manglede sgu blot, at den forbandede tæve
skulle komme og lære mig, hvordan jeg skal leve.
Se i begyndelsen gik det godt: hendes sludder slæber
med vind og vejrlig en gang imellem,
men ingenting der til mig kunne hælde,
så længe hun havde travlt med at stoppe sin mund.
Men det fik da ende, og med nød og næppe
havde hun tygget af munden og var færdig med at ræbe,
før hun sagde: »Ja - nu er der kun én tingjeg mangler.«
»Er der det«? svarede jeg så. »Hvad er det da?« spurgte jeg. -
»En tak til Vorherre fra manden på gården.« -
Men jeg vil sgu hverken næses af eller kradses.
Jeg svarede i min vrede: Jeg skal Søren knase mig
nok takke Vorherre til den tid, det kan passe mig,
og du må sgu huske på, at du er i byen.
Jeg ved nok, at du takker for hver gang foder, du far,
jeg takker ikke mere end en gang om året,
men du æder sgu osse mange gange så meget.
Du skal ikke sidde så stille og så hellig og så lysten -
det rager ikke dig, hvad vi andre gør!
Du synes vel, du ligner Vorherres billed,
og så er du sgu ikke andet end lår og r...« -
Hun rejste sig og ræbede og slog kors og sukkede
; skrumlede afsted, og døren blev lukket.
68 hinner Sludder slæver/ me' Vind aa Vejle: meningen er sandsynligvis, at hun sludrer om vind og vejr; om alt muligt.
69 ingenting) der te mæ ku hæld': sandsynligvis udtryk for, at gæsten kommer ind på emner, der ikke interesserer Kræ-Tammesen. - snevves heller krattes: TL lægger sin egen betydning i krattes, men her er grundbetydningen bibeholdt. - æ Gall: gal er på jysk synonym med vred, så TLs note er lidt ved siden af.
LM: ingen datering. - Trykt første gang: se n.t. Kræ-Tammesen i Morgenstemning.
Kristen Thomsen:
Hør Søren! Jeg vil skynde mig at få mit ærinde forrettet:
Vi er lige i dag kommet af med vores pige -
hun havde gået og lusket for meget om natten
ved Hans Peder Plystrups havedige.
Jeg ville knusendes gerne have fæstet din datter.
Søren:
Vi kan snakke om sagerne, Kristen Thomsen! Sæt dig!
Nå så er Kristen Hansens Trine rejst fra dig -
ja, jeg vidste nu nok, at tøsen var tyk,
men jeg troede, hun havde faet det dernede i bakkerne
ved ham den tåbelige skomagerpløk.
Kristen Thomsen:
Nej gu havde hun ej. Hun har selv indrømmet,
at Hans Peder Plystrups karl har rendt
og fjantet med hende, den rødskæggede rakker.
I begyndelsen vilde hun ikke være ved det, det sølle skidt,
men en dag, lige før vi skulle til at ombygge
stalden, sagde jeg til hende, frank og frit:
»Enten er du tyk, eller ogsaa har du trommesyge!«
Hun blev bleg om næbet og med vand i øjet
svarede hun: Ja det hjælper vel ikke at lyve!
Det er også trist at man ikke kan lade være
at fjante rundt med de forbandede knægte,
for hvordan man end lader sine klæder skære,
så kan de sgu finde hver strop og hver hægte!»
- Nå, væk er hun kommet den tredje september.
Kan jeg fæste din datter til den første november?
NKS og LM: 30. okt. 1900. - Trykt første gang: se n.t. Kræ-Tammesen i Morgenstemning.
Man kan sommetider gå så sært og rode,
men aldrig har vi haft en ståhej hos os
som den syvende gang, min kone gjorde barsel.
Ja sikken ballade! - Herre Jesu Kors! -
Jeg syntes, det halve var nok til at miste forstanden.
Men sikkert er det: Man kan være lige ved at drukne
i bekymring og skidt og alligevel komme ovenpå igen,
når det er Guds vilje, og man holder sig til ham,
og jeg har altid, når det kneb, holdt ved ham.
Den ene af mine hoppers tænder var dårlige,
den anden var halt og hudløs over bringen,
og jordemoderen skulle hentes, alt, hvad de kunne løbe;
en ko var brunstig og en anden skulle kælve,
og den gamle so var begyndt at fa grise.
Jeg var sådan, at jeg hverken kunne drikke eller spise.
Men klokken tre var min kone forløst
og lå med en lille pige ved sit bryst,
og jordemoderen sagde, at ungen lignede mig,
og kalv var der gjort i den ko, der var tyregal.
Og klokken fire havde Vorherre velsignet mig
med en datter og elleve grise og en tyrekalv.
Oversættelse og kommentarer i samarbejde rned lektor Ove Rasmussen, Institut for Jysk Sprog- og Kulturforskning, Aarhus Universitet.
NKS: apr. 1907. - Et udkast er sendt til Kornerup i brev af 19. marts 1907 (se n.t.Tilfældighed). - Indgår i Udv. Digte.
75 Niger: Afrikas tredjestørste flod. - Ganges: flod i Indien.
76 Springflod (nætter): jf. tidevand: den periodiske stigen, flod, og falden, ebbe, af vandet i verdenshavene. Den væsentligste årsag hertil er månens tiltrækning, der frembringer en flodbølge på den side af jorden, der vender imod månen og på stik modsatte side. Flodbølgerne passerer et givet sted af jorden med 12V2 times mellemrum. Perioden er længere end et døgn, da månen flytter sig imod øst. Også solen frembringer tidevand, men i mindre grad. Virker de to himmellegemer i samme retning fas springflod. Modvirker de hinanden fas nipflod.
NKS: 1906. Hilsen til Aftensolen.
77 Bræm: af bræmme: yderste kant el. rand af noget.
NKS: ingen datering.
77 Gyldenkjol: egl. guldbroderet el. - vævet kjole.
78 Brontosaurus: tordenøgle, indtil 18 m. lang slægt af dinosaurer. - sprang ud af Adams Side:jf. 1. Mos.2.21ff.
NKS og LM: 29. apr. 1906. - Digtet sendt til Kornerup i brev af 10. dec. 1906. (se n.t. Tilfældighed). - Uvæsentlig afvigelse fra trykte udgave. - Indgår i Udv. Digte.
80 Ar: se n.t. Solsangen.
81 Vraget skal bo under Gravenes Tjørn: if. folketroen rammes man af sorg og ulykke, hvis man kommer under tjørnens krone. I Danmark plantedes tjørne over pestgrave - et hedensk levn, da tjørnen ellers ikke blev plantet på kristen jord.
NKS: 1906. - Indgår i Udv. Digte.
82 Sun: frembringelse af en svagt brummende, vibrerende el. roterende lyd. - Fandens Urt(er): sandsynligvis mælkebøtte.
83 virme(nde): dial., bevæge sig hurtigt, uroligt el. planløst frem og tilbage, -forborgen: skjult el. uudgrundeligt. - Gammen: glæde; fryd.
NKS og LM: 1906. - Trykt første gang i Liv og Kultur, 1. Aarg., 1907, s. 44.
NKS: 23. og 24. jul. 1906. - Indgår i Udv. Digte.
NKS: Kabbel Skov 14. okt. 1906. - Kabbel er en mindre herregård nord for Lemvig. - Digtet sendt til Kornerup i brev af 4. nov. 1906 med tiden Mens Løvet visner (se n.t. Tilfældighed). -Indgår i Udv. Digte.
NKS og LM: 3. dec. 1906.
NKS: ingen datering.
NKS og LM: 2. okt. 1906. - Digtet sendt til Kornerup i brev af 4. nov. 1906 med tiden Sangen om Hvidenæs, (se n.t. Tilfældighed}. Uvæsendige afvigelser fra trykte udgave. - Indgår i Udv. Digte. 88 Hvidenæs: lokaliteten kan ikke placeres.
NKS: 19. jul. 1906. - Trykt første gang under tiden Sang i Anledning af Skodborg-Vandfuld Heneders og Lemvig Landboforenings 50-Aars Jubilæum Torsdag den 19. Juli 1906. Mel.: »Brat af Slaget rammet«. (3 upag. s., Lemvig Bogtrykkeri). Senere trykt i Dansk-Amerikaneren, 16.1.1907 under titlen Danmark. Til Dansk-Amerikaneren!
Trykt første gang under titlen Ved Frøken Ellen Petersens Konfirmation Søndag den 17. Marts 1907 (3. upag. s., Lemvig Bogtrykkeri) (LM). Oprindelig 6 strofer.
NKS: ingen datering. - Indgår i Udv. Digte.
94 (Fosfor)skimmer: glans; skin; navnlig om usikkert, flimrende skin el. dæmpet lys. - Fiskevimmer: fiskevrimmel.
NKS: ingen datering. - Indgår i Udv. Digte.
NKS: ingen datering. - Indgår i Udv, Digte.
95 Walther von der Vogelweide: se n.t. Under Lindene paa Engen. - Kejser Friedrich (1194-1250): Frederik 2., sønnesøn af Frederik Barbarossa, konge af Sicilien 1197-1250, ty.-rom. kejser 1220-1250. Middelalderens sidste store kejser, som W.V sluttede sig til og hyldede.
NKS: ingen datering.
98 Oldfuglen: Archæopteryx, uddød fugleart, af hvilken man 1861 fandt de første forsteninger i Solnhofenskiferen (øvre Jura) i Tyskland. Står på overgangen mellem krybdyr og fugle. - Fugl Fønix: if. den gr. mytologi en fabelfugl fra Ægypten, hvoraf der kun findes én. Når den gamle EF. bliver mæt af dage, opbrænder den sig selv i reden, og af asken opstår den nye. Bliver senere et symbol på udødeligheden.
101 Fluesurr; se n.t. Saa fik vi Sommer i Riget. - »Bliv Lys«: 1. Mos. l .3.
NKS og LM: ingen datering. - Håndskr. viser, at strofe 3 har formuleringer til fælles med en strofe af Tidernes Sang, som siden blev opgivet. - Trykt første gang i Illustreret Tidende, 28.2.1909. - Uvæsendige afvigelser fra trykte udgave. - Digtet sendt til Kornerup i brev af 19. aug. 1909 (se n.t. Tilfældighed). - Uvæsendige afvigelser fra trykte udgave. - Indgår i Udv. Digte.
105 Stenbræk: urt, der gror på marker og bakker. Rød stængel med små røde blomster.
NKS og LM: 3.-7. sep. 1907. - Trykt første gang i Illustreret Tidende, 2.1.1910. - Uvæsentlige afvigelser fra trykte udgave. - Indgår i Udv. Digte.
NKS: ingen datering. - Trykt første gang i Jydsk Maanedsskrift, II, 1911, s. 217-218.- Uvæsentlige afvigelser fra trykte udgave. - Indgår i Udv. Digte.
107 Vaaning: se n.t. Ved Fjorden.
NKS: ingen datering. - Trykt første gang i Politiken, 18.7.1911. - Uvæsentlige afvigelser fra trykte udgave. - Indgår i Udv. Digte.
108 Agerkaalen: art af korsblomstfamilien; udbredt ukrudt i vårsæd.
LM: ingen datering. - Trykt første gang i Politiken, 7.2.1911. -Uvæsendige afvigelser fra trykte udgave. - Indgår i Udv. Digte.
109 domre: dundrer.
NKS og LM: ingen datering. Den unge Sanger til Pigen ved Søen. - Indgår i Udv. Digte.
111 Ætling: se n.t. Vesterhavet
Ingen håndskr.
112 Drøm om Lykkens længst fortabte/ evig grønne ÷ /: jf. Den lykkelige ÷, der er et bærende motiv hos Johs. V Jensen.
NKS: ingen datering. - Trykt første gang i Andelsudvalgets Almanak ogAarbog 1912, 1911. Uvæsentlig afvigelse fra trykte udgave. - Indgår i Udv. Digte.
112 Hundestjernen(s): d.s.s. Sirius, himlens klareste fiksstjerne. Indgår i Store Hund, Canis Major, deraf navnet.
113 forjætte (r): love, bebude. - Slæt: se n.t. Middagshvile.
NKS: ingen datering. - Trykt første gang i Illustreret Tidende, 26.9.1909. Væsentlig afvigelse fra trykte udgave.
114 inter-astral(e): om det indbyrdes forhold mellem stjerner.
NKS og LM: ingen datering. - Trykt første gang i Jydsk Maanedsskrift, I, 1911, s. 84. Her kun fire strofer. - Væsentlige afvigelser fra trykte udgave. - Indgår i Udv. Digte.
114 Trealens ÷je: metafor for den astronomiske kikkert, l da. alen = 0,6277 meter.
115 forrygende: forsvindende som røg.
NKS og LM: 16. sep. 1908. - Håndskr. angiver, at digtet oprindeligt skulle have haft 2-linjede strofer. - Trykt første gang i Illustreret Tidende, 25.10.1908. De 2-linjede strofer er her bibeholdt. - Væsentlige afvigelser fra trykte udgave. - Indgår i Udv. Digte.
116 Jørgen Brønlund (1877-1907): grønlandsk polarfarer. Blev 1906 medlem af Danmark-ekspeditionen til Nordøstgrønland og skulle i foråret 1907 følge Mylius-Erichsen og Høeg-Hagen til Cap Glacier. På tilbageturen omkom alle tre. B. klarede sig længst og efterlod sig en udførlig dagbog om ekspeditionens sidste dage.
117 Surtur: i nord. mytologi fører forjætterne i kampen mod guderne i Ragnarok, hvor han fælder Frej. Slynger sluttelig ild ud overjorden og brænder alt.
NKS og LM: 11. feb. 1910. - Trykt første gang i Jydsk Maanedsskrift, I, 1911,s.85.
117 Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910): no. forfatter og nobelpristager. Førende skikkelse i nord. åndsliv i sidste halvdel af det 19. årh. Som eksponent for den ateistiske og darwinistiske digtning øvede han stor indflydelse på TLs litterære slægtled. - Fremtids-Disen: kan også læses i den opr. oldno. betydning: Fremtids-Gudinden.
NKS: ingen datering. - Indgår i Udv. Digte.
118 Solskin i en Stue: jf. Ludvig Holsteins digt Solskin i Stuen (Digte, 1895), der har motiv tilfælles med TLs digt.
119 Isaac Newton (1642-1727): eng. fysiker, matematiker og astronom. - Lad denne Time dvæle: allusion til Goethes Faust, l.del: »Verweile doch! du bist so schon!« (Studierzimmer. Faust. Mefistofeles.).
NKS: ingen datering.
120 Observator Torvald Køhl (1852-1931): Thorvald Heinrich Johan Køhl, lærer og amatørastronom. Virkede som foredragsholder og forfatter af populære fremstillinger af astronomien i tidsskrifter, aviser og bøger. Byggede et mindre observatorium i Odder, som han kaldte Carina-Observatoriet. Særlig kendt er hans arbejde med indsamling af beretninger om meteorer og ildkugler og beregning af deres baner. - Bidrog med artikler til TLs tidsskrift Atlantis (1923-25).
NKS og LM: ingen datering. - Trykt (uden overtitel) 1911 (7 upag. s., O.C. Olsen og Co., Kbh.)- Væsentlige afvigelser fra trykte udgave (se n.t. Hymne). - Indgår i Udv. Digte under tiden: Jeg staar i Dag paa Stjernens Hvælv (udvalgt passage: »Solo (Mandsstemme)«).
121 Glar: glas; rude. - *Et indlagt ældre Digt er her udeladt.: se n.t. Hymne. 123 Copernicus (1473-1543): polsk astronom. Opstillede det efter ham opkaldte system, hvorefter solen var centrum for planetbevægelserne.
NKS: ingen datering. - Trykt første gang i Dansk Aand, 13.4.1912, s. 9495. - Uvæsentlig afvigelse fra trykte udgave. - Indgår i Udv. Digte. 125 Snekke(r): sejlskib.
NKS og LM: ingen datering. - Trykt første gang i Illustreret Tidende, 18.5.1909. - Væsentlige afvigelser fra trykte udgave.
NKS: ingen datering.
127 Tordenhatte: se TLs n.t. Dagene. 136 keg: dial., kiggede.
140 Helhest(e): if. folkeovertroen: overnaturligt væsen i skikkelse af en
trebenet (hovedløs) hest, som varsler død. 142 Manna: den fra himlen sendte føde, som Gud bespiste jøderne med
under deres vandring i ørkenen.
NKS og LM: mar. 1912. Et par prøver af oversættelsen sendes til Kornerup i brev af 2. feb. 1912 (se n.t. Tilfældighed}.
Trykt første gang i DanskAand, 4.5.1912, s. 241-247. De optrykte strofer svarer til l, 5,7,11-12,14-22,24,28-32,34-45 og 51-54 i trykte udgave. - Uvæsentlige afvigelser fra trykte udgave.
I 1920 udkom på Gyldendal TLs oversættelse af Omar Khayyáms Rubáiyát efter den eng. bearbejdelse ved Edward Fitzgerald.
149 Mm: her i betydningen en by. Et sagn fortæller, at Iram blev opført nær Aden af Shaddad, som ønskede at bygge en efterlign, af Paradis. Som straf for sin forfængelighed blev han dræbt af en tornado, der begravede byen i sand.
150 Inkarnation: legemliggørelse; når en guddom el. ånd tager bolig i et menneske el. et andet jordisk væsen.- Karmin: rødt farvestof - Naishapur: Nishapur; universitetsby i Persien, beliggende i provinsen Khorasan (nu det nord-øsdige Iran) - Omar Khayyåms fødeby Kaikobad: persisk sagnkonge. - Kaikhosru: persisk sagnkonge. - Sultan Mahmud(s): konge i Ghazna (det nuværende Afghanistan, r. 9991030).
151 Karavanseraj: offendige bygninger, der tjener til ly for karavanerne. 159 Fatum(s): skæbnen; en guds vilje. - Tamåm: Tilendebragt; Afsluttet.