vil jeg prise med sang og fryd.
Der er en blomst, jeg siger ikke hvilken,
som hyldes med denne vise.
Hun er både smuk og dydig
og vis og klog uden falskhed
og trofast uden fejl.
Som solen i forhold til andre små stjerner
er denne jomfru fjern som nær
blandt alle fruer og jomfruer.
Heja, heja,
bare hun kaldte mig til sig.
Kunne jeg blot få den blomst at se
der har lammet mit hjerte,
var jeg friet for megen smerte.
Kunne jeg bare tale med hende
som jeg elsker over alt andet.
Hvis verdens kvinder stod i en kreds,
ville det være en underskøn skare.
Dér ville man ikke kunne finde hendes lige
blandt jomfruer, fruer og høviske kvinder,
hvis man så nøje efter.
Heja, heja,
må Kristus skærme hende mod alle farer.
En liljekvist – ingen vidste det –
1v|jeg elskede hende så inderligt.
Hvor hun end går, og hvor hun står,
står hun mit hjerte så nær.
Vor Far i Himmerige ved
at jeg i alle mine tanker
sørger så dybt at jeg ligner et lig.
Den sorg jeg bærer i mit bryst,
har hun trykket ind i mit hjerte.
Kunne jeg bare finde glæden.
Heja, heja,
kunne jeg bare vinde liljen.
Nu forekommer det mig i mit sind
at hun vil svigte mig, liljen.
Den mægtige Kristus, der magter alt,
må de give at hun får sin vilje.
Det siger jeg med sikkerhed:
Hun er den skønneste der kan gå på jorden,
må Kristus give hende sin lige.
Jeg arme mand, så lidt jeg kan,
at jeg har fået så lidt af den lilje.
Den lilje, hun vil bedrage mig.
Heja, Heja,
hvorfor skulle hun nu ønske det?
Nu vil jeg skifte sind igen,
nu vi ikke kan være sammen,
skrive denne liljegren ind i mit hjerte
Hun skal aldrig slettes derfra,
om jeg så står ved den hellige grav,
og hun ved verdens ende.
Jeg er beredt til at følge hendes vilje,
krybe på bare knæ over mark og hede
hvis hun sender mig bud.
Heja, heja,
siden jeg så hende første gang.
