[21]|Første Kapitel.
Et Studenter-Theeselskab.

En Flok Studenter gik en smuk Eftermiddag i Juni Maaned ud af Kjøbenhavns østre Port. Kort førend de begave sig paa Vejen, havde nogle dygtige Tordenbyger afkjølet Luften, og Græs og Løv, der dryppede ned i Grøvten, duftede dem efter denne Vederquægelse med dobbelt Friskhed imøde. Da de kom paa Strandvejen, trak Nogle deres Tobakspiber op af Lommen og gave sig til at dampe; hos Andre vaktes ved Aandedrættet i den rene Luft en saadan Lystighed, at de med høj Røst istemte deres ungdommelige Viser. Ved slig Tidsfordriv gled Tiden rask afsted, og uden at vide hvorledes, befandt de sig ved Stakittet for Norges Minde, der var Maalet for Vandringen. De Vandrendes Hensigt var nemlig, at gjæste deres muntre Kammerat Valentin, som her havde udseet sig et afsides-liggende Sommeropholdssted, for at undgaae de alt for hyppige Besøg, der i Staden afdroge ham fra sine Studier.

Valentin gik i Tøfler paa den grønne Plads udenfor Huset, med en grøn Saffians Kasket paa Hovedet. Det mødige Selskab raabte paa Theevand, som ved Hjelp af en hos Irgens forfærdiget 22| Spirituslampe i faa Minuter blev tilvejebragt. De dampende Contoirkopper vinkede dem paa Bordet udenfor Døren, og de styrtede ned ad Trapperne bag efter den gjæstfrie Vært, der bar en Flaske gammel Rom under Armen. Somme satte sig paa Stole, Somme paa oprejste Fjerdinger, og Somme strakte sig saa lange som de vare paa Grønsværet; men Alle drak med Graadighed af den glødende Theevandspunsch. Den oplivende Drik bragte snart Overgivenhed og højrøstet Underholdning tilveje.

“Havde vi nu den krøllede Frits” — yttrede En af Selskabet, “da kunde vi være vis paa en herlig Aften.”

“Han kommer vel sagtens,” tog en Anden Ordet. “Han plejer sjelden at svigte, hvor han kan vente et godt Laug. Forresten er jeg langt fra at ansee hans Nærværelse for nogen særdeles Lykke. Jeg finder ingen Behag i at see mit Medmenneske saa reent berøvet al Selvstændighed. Det oprører mig tvertimod, at et Væsen, der er skabt i Guds Billede, driver omkring som en Bold for Tilfældet. Hvori bestaaer vel hans hele Elskværdighed? Han tænker aldrig et Døgn frem i Tiden, men taber sig med blind Ubesindighed i Øjeblikkets Nydelse. Det er et af Tidens værste Tegn, at de Fleste snarest fatte Godhed for den Letsindige. Den charakteerløse Chamæleon, der bestandig antager sin Omgivelses Farver, bliver let Alles Afgud. De forgude den slappe Villie, fordi deres egen Afmagt der ikke finder nogen ubequem Modstand. Nævn mig engang en eneste Fuldkommenhed hos dette Vidunder, hvem saa Manges Hjerter hænge ved.”

“Sandt at sige,” svarede den Første, Christian, “har jeg ondt ved at sige, hvorfor jeg har Godhed for ham. Jeg vil endogsaa troe, hans Levnet ikke gandske kan bestaae for en stræng Sædelæres 23| Domstol; derfor bliver han jo ligefuldt en elskværdig Selskabsbroder.” Moralisten vilde tage til Gjen[mæle, men] — —F1 Christian fortsatte saaledes sin Tale til det øvrige Selskab:

“Ingen af Eder kjender den krøllede Frits saa godt, som jeg. Vi have fulgt med hinanden som Brødre lige fra vor første Barndom til vore Universitetsaar. Derfor kunde jeg fortælle tusinde snurrige Scener, vi som Drenge have oplevet sammen; men jeg anfører blot et Par Træk fra hans Drengeaar, som ville give dem, der Intet kjende til ham, et Slags Begreb om hans Charakteer. Han er opdraget hos sin Onkel i Jylland paa et gammelt Herresæde ved Liimfjorden. Da Onkelen selv ikke havde Børn, besluttede han at anvende al Tid og Flid paa at skaffe Brodersønnen den meest fuldendte Dannelse. Til den Ende forskrev han med store Omkostninger de dueligste Lærere i alle Videnskaber og Kunster. Men ved hans Opdragelsesplan var det en stor Fejl, at den opvakte Dreng fra Morgen til Aften saaledes var plaget med Sproglærere, Tegnemester, Fægtemester o. s. v., at han havde Dagens Timer besatte fra Morgen til Aften. Denne Tvang kunde Frits ikke taale. Han sagde derfor til den gamle Herremand Aftenen efter en saadan møjsom Dag:

Onkel! Jeg kan ikke læse saameget om Dagen.

Snak, Dreng, sagde Onkelen; man kan Alt, hvad man vil.

Ja, saa vil jeg ikke, svarede Frits.

24|Ih, blev Onkelen ved, naar der ikke er Andet i Vejen, skal vi nok komme din Villie til Hjelp.

Hvorledes vil du gjøre det, spurgte Frits.

Det finder jeg vel sagtens paa, sagde Herremanden. Jeg kunde jo f. Ex. lade dig sulte, til du lærte dine Lexer.

Dermed skal du ikke kunne tvinge mig; thi jeg veed meget godt, at du ikke tør lade mig sulte ihjel; du vilde da selv blive dræbt af Bøddelen.

Jeg har flere Midler endnu, blev den Gamle ved. Jeg kan jo indspærre dig i et eenligt Kammer til du giver Kjøb.

Det har du ikke Lov til; man kan indspærre Folk for Tyverie, men Ingen har Ret til at berøve mig min Frihed, fordi jeg ikke vil lære Latin, Fransk og andre unyttige Ting.

Herremanden svarede: Du er kun 13 Aar og forstaaer dig kun lidt paa, hvad Lærdom er nyttig til. For det første maa du i den Henseende blindt rette dig efter min Villie.

Vil du da ikke fritage mig for nogle af de mange Læretimer, spurgte Drengen.

Nej, svarede Onkelen bestemt, ikke for en eneste.

Efter en Pause begyndte Frits igjen: Onkel, det gjør mig ondt, at jeg maa bedrøve dig. Jeg har altid holdt meget af dig, og veed, at du holder meget af mig. Men i den senere Tid er du bleven saa urimelig, at jeg ikke længer vil blive hos dig.

Naar agter du da at tiltræde din Rejse? spurgte Onkelen.

Strax, var Svaret.

Herremanden ringede, og raabte til den indtrædende Tjener: Luk Porten vel i Laas og sæt den store Jernport for. Derpaa vendte han sig atter til Drengen med de Ord: Da jeg nu er 25| sikker for at din Udenlandsrejse just ikke skeer saa strax, som du mener, vil jeg sige dig god Nat. I Morgen tales vi nærmere ved om den Sag.

Da Herregaardens Klokke slog 12, sprang Frits op af sine Matratser. Hans Tante havde ved Fødselsdage og andre Familiefester skjænket ham nogle Kroner, Ducater og andre Myntsorter af den Slags, som gamle Koner kalde hele Penge. Disse stak han i Lommen og tog i Haanden en liden Jagtflint. Derpaa listede han sig gandske sagte ind i Tantens Soveværelse, drog Omhænget tilside, og hviskede:

Tante! Tante!

Ja, svarede hun, halv i Søvne.

Farvel, gode Tante, sagde han og kyssede rørt hendes Haand. Farvel, og tusind Tak for al den Kjærlighed, du har viist imod mig.

Konen, som imidlertid var vaagnet rigtig op, spurgte gandske forundret: Hvad skal dette betyde, Frits, hvor agter du dig hen i Bælmørke midt om Natten?

Jeg har ikke Stunder til at fortælle dig det nu, svarede Frits; jeg er nødsaget til at rejse bort over Hals og Hoved. Hils Onkel i Morgen fra mig, og tak ham for alt det Gode, jeg har nydt i hans Huus. Han vil ogsaa kunne fortælle dig Anledningen til min Rejse. Jeg har alt i Aftes sagt ham Besked derom.

Den gamle Frue greeb ivrig til Klokken. Da Frits blev det vaer, sagde han til hende:

Bliv ikke vred, gode Tante! jeg har for en Sikkerheds Skyld seet mig nødsaget til at overskjære din Klokkestreng.

26|Da han havde sagt dette, gik han ud af Døren. Hans Tante sprang op af sin Seng og tog fat i Dørens Haandgreb for at skynde sig efter ham.

Jeg har skudt Slaaen for, sagde Frits paa den anden Side. Læg dig endelig ufortøvet til Sengs igjen, ellers veed du selv, du bliver forkjølet, og faaer din slemme Tandpine paa ny. Det er dig en reen Umuelighed at komme fra dit Kammer førend i Morgen tidlig, naar Stine bringer din Kaffe.

Gaarden var omringet af en høj Teglsteens-Muur, der var besat med spidse Jernpigge. Derfor havde Frits medtaget en Reebstige, ved Hjelp af hvilken han steeg over Muren, skjøndt ej uden stor Fare for at blive spiddet eller brække sin Hals. Den næste Dags Middag ankom han gandske mødig og forpustet til en Landsbykroe, der laae flere Miil fra hans Onkels Gods. Han kastede nogle nyskudte Krager og Spurve paa Bordet og bad Krokonen deraf at tilberede ham et Maaltid. Imidlertid havde den gamle Herremand bragt sin Gaards hele Besætning tilhest, for at eftersætte sin bortrømte Brodersøn. Uheldigviis kom han just i egen Person til den samme Kroe, hvor Frits sad ved Bordet og snakkede med de drukne Bønder, mens man i Kjøkkenet plukkede hans Fuglevildt. Saasnart han saae sin Onkel træde ind i Skjænkestuen, sprang han igjennem et aabent Vindue ud paa Marken. Inden Onkelen var kommet paa sin Hest igjen, havde Frits allerede faaet et saa betydeligt Forspring, at han ikke meer stod til at indhente. Han fortsatte sin Flugt tværs over Grøvter og Gjærder, indtil han kom til en stor Bøgeskov, hvor han let kunde forstikke sig. Herremanden havde fra sin høje Hest holdt Øje med Flygtningen og gik nu paa Raad med Bønderne, hvorledes man bedst skulde fange 27| Drengen, som ufejlbarlig for det første vilde søge sig et Skjulested i Skoven. Man fandt det raadeligst, at samle Byens Bønder, omringe Skoven paa alle Kanter, og anstille en formelig Kjapjagt efter ham.

Da nu den store Kreds af Klappere ret forsigtig var draget omkring Skoven, saaledes at intet Levende syntes at kunne slippe bort imellem dem, befalede Herremanden dem, at rykke langsomt frem og vel at randsage hver Busk, som de mødte paa deres Vej. Selv reed han tværs igjennem Skoven, ledsaget af sin Gaardsdreng Jochum, der bar en Favn Reeb, hvormed den opbragte Herremand vilde binde sin forlorne Fostersøn, naar han atter fik ham i sin Vold. Omtrent midt i Skoven standsede han sin Hest, og saae med Tilfredshed de befippede Harer og Hjorte springe for sig; thi disse Dyrs Trængsel var ham et Pant paa, hvor nøjagtig Kredsen var sluttet.

Hold nu dit Reeb i Beredskab, Jochum, sagde han, om en halv Times Tid har vi sikkert Fingre paa den balstyrige Krabat.

Da hørte han en Røst fra Luften, som raabte: God Dag, Onkel!

Han faae sig i Vejret, og opdagede sin Brodersøn i den øverste Top af et anseeligt Bøgetræ.

Frits vedblev. Du seer, det havde været mig en let Sag, her imellem de tætte Løv at undgaae din Eftersøgning,A men jeg vilde nødig, du skulde blive til Nar for en fremmed Bye, naar du, i Stedet for din Brodersøn, kuns fik et Dusin Grævlinger og Ræve. Derfor vil jeg strax komme ned og give mig i dine Hænder, hvis du lover mig, i Fremtiden at holde mig under mindre Tvang end hidtil er skeet.

28|Nej, Brorlil, sagde Herremanden, du skal smukt overgive dig paa Naade og Unaade. Siden jeg nu eengang har dig saa vel fat, maa du slet ikke vente, jeg lader mig foreskrive Vilkaar af dig.

O, svarede Frits, du skal just ikke rose dig af, at du har mig fat endnu. Hvorledes vil du faae mig ned af dette Træ? Der gives ikke paa denne Quadratmiil nogen levende Sjæl, der tør driste sig herop paa disse tynde Grene.

Fald blot ikke ned og bræk din Hals, Knægt, sagde Onkelen, saa skal Resten nok give sig. Jeg savner ikke Midler til at bringe dig ned paa Jorden. Jeg vil ej engang gribe til det simple Huusraad, at lade Træet fælde; men jeg stiller blot en Vagt ved det, som i al Mag kan modtage dig, naar Lysten til en Bid Brød tager Overhaand hos dig. En dygtig Brandstige kan vel ogsaa række derop til dit Fristed. Nu gaaer jeg bort et Øjeblik for at træffe de nødvendige Foranstaltninger. Du skal snart see mig her igjen. — Hold du imidlertid min Hest, Jochum, og pas vel paa Knægten i Træet. Kan du bringe mig ham bundet, naar jeg kommer igjen, da giver jeg dig en af mine gamle Kroner.

Da den Gamle var vel borte, steeg Frits i en Hast ned af Træet og tiltalte Gaardsdrengen paa følgende Maade: Siig mig, Jochum, hvem af os to du vel anseer for den stærkeste?

Det maa vel jeg være, svarede Drengen, da jeg er en god Deel ældre; men jeg vil for den Sags Skyld gjerne lade det komme an paa en Prøve. — Med disse Ord gik han, i Fortrøstning til sin Kraft, ind paa Livet af Frits, og var i sit Hjerte forvisset om, at han let skulde fortjene den belovede Krone.

Frits veeg et Par Skridt tilbage, mens han vedblev: Tag dig i Agt, Jochum. Du er kanskee mig overlegen i Styrke; men du 29| forstaaer neppe saa godt som jeg at bruge dine Kræfter. — I det han gjorde denne Bemærkning, kastede han Jochum ved en uventet Vending baglænds omkuld i Græsset. Medens denne meget overrasket atter rejste sig langsomt i Vejret, begyndte Frits anden Gang paa den afbrudte Fredsunderhandling.

Seer du nu, sagde han, at det er saare tvivlsomt, hvo af os to der gaaer af med Sejren? Dersom du vedbliver dit Forsæt, at bruge Magt imod mig, er du jo fuldkommen vis paa Næsestyvere, Ribbeensstød og andre ubehagelige Følger af Slagsmaal; derimod er det højst rimeligt, at du endda nødes til at lade mig gaae. Hvis du derimod finder dig i Billighed, giver jeg dig en Ducat.

Synet af Ducaten var særdeles fristende for Jochums ringe Grad af Dyd, og han stod et Øjeblik gandske raadvild. Da tog Frits en Lommepuffert frem og sagde: hvis du nu ikke strax gjør som jeg befaler, skyder jeg dig paa Stedet ihjel.

Lad mig da see, om han har Ducaten, sagde Jochum, som just ikke frygtede meget for Iværksættelsen af denne Trudsel, men som dog heri fandt en antagelig Undskyldning at forsvare sig med for sin Husbond. Frits bad ham nu i største Skynding vexle Klæder med sig, bandt Drengens Hænder paa Ryggen og forbød ham under Dødsstraf at oplade sin Mund. Selv besteeg han Hesten og førte sin Fange med Rebet igjennem Skoven. Da de nærmede dem til Klappernes Linie, raabte Frits: Hurra, her har vi Skjælmen, nu gjøres der ingen videre Jagt behov; min Husbond giver Jer Lov til at gaae hen i Kroen og drikke Jer en dygtig Ruus paa hans Regning.

Klapperne gjorde strax Plads for Rytteren, og denne saae sig snart i Sikkerhed paa den aabne Landevej. Her saae han sin Onkel 30| komme imod sig med to Mænd, der bar en Brandstige. Saasnart Herremanden saae Toget, tvivlede han slet ikke paa, det var hans Gaardsdreng, der i Vadmelsjakken og med den bredskyggede Hat sad som Sejerherre paa den blissede Hingst.

Bravo, Jochum! raabte han derfor, det var meer end jeg havde troet om dig. Du har som en ærlig Karl fortjent din Krone. Træk nu Synderen hen i Kroen og gjem ham under Laas og Lukke, til jeg har afgjort min Regning med Byfolkene.

Strax efter dette Tilraab slap Frits Rebet og reed i Galop forbi sin forbausede Farbroder. I det de krydsede hinanden paa Vejen, sagde Frits:

Jeg rider blot nogle faa Miil med din Hest. I Morgen skal den i forsvarlig Stand blive bragt til denne Kroe.

Efterat Frits havde strøjfet en fjorten Dages Tid omkring i Jylland, mærkede han, at den Tid snart vilde komme, da han ikke meer havde noget at bestride sine daglige Udgifter med. Aarsagen hertil var deels, at han i Almindelighed fik sine hele Penge vexlet paa en for ham højst ufordeelagtig Maade, deels at han aldeles manglede Naturanlæg til at holde paa de tilbyttede Smaaskillinger. Nu maatte han da for første Gang i sit Liv tænke paa Midler til at erhverve sig sit daglige Brød. Til den Ende kjøbte han sig en Violin, og vilde søge sin Underholdning ved at spille for GodtfolksA Døre. Han begav sig til en afsides-liggende Bondegaard for at prøve sine Gaver til denne nye Haandtering. Midt i Gaarden spillede han een Engelskdands efter en anden, men stirrede forgjæves paa de smaa forbrændte Ruder efter en taknemmelig Tilhører. Blot Bondens Døttre holdt Døren paa Klem og kastede nysgjerrige BlikkeA ud til den fremmede Spillemand. Men 31| en vranten Kjærling greb dem med Skjældsord i Skjørterne og trak dem baglænds ind i Stuen.

I Ravneunger, skreeg hun, hvo har givet Eder Lov til at høre paa Musikken?A Har kanskee nogen af Jer Penge til at betale med? Her inden for i Smug kan —

Aa Herre Gud, Moer, sagde eet af Børnene, vi kunne jo dog ikke lukke vores Øren til.

Her inden for i Smug, gjentog Konen, kan I høre efter saameget, I lyster; men I skal ikke stille Jer til Skue, ellers troer han strax, han skal fortjene Guld og grønne Skove.

En Karl med kroget Ryg og spinkle Been havde været i Stalden for at give Kreaturerne Foder. Han sagde til Frits, i det han gik forbi: Gaae din Vej, Dreng! her faaer du ingen Ting. Hvor kan saadan stærk, arbejdsfør Knægt, som du, vente nogen Almisse. Fy, skamme maa du dig!

Jeg trygler Intet af dig, sagde Frits, hvis Stolthed blev fornærmet ved denne Tiltale. Hvo der Intet vil give mig, har sin Frihed. Jeg vil heller ikke længer staae her og kaste Perler for Sviin.

Pukker du til, go’ Karl, sagde Hakkelseskjæreren, da skal jeg snart hjelpe dig paa Porten, din studse Knegt!

Nu løste han Gaardhunden og hidsede den paa den ubudne Musikanter. Men Børnene kom springende bag efter og tyssede paa Hunden, saaledes at Frits slap usaaret igjennem Porten. Da han var kommet paa den grønne Plads udenfor Huset, greb de Smaae ham i Kjolen og sagde: Spil os dog et Stykke, gode Herre. Han opfyldte strax deres Begjæring og de sprang omkring ham af Henrykkelse. To stumpede Tvillinger lagde de tykke Arme 32| om hinandens Hals og gave sig til at dandse rundt med hinanden. De lysegule Krøller flagrede løst omkring deres Skuldre; thi de to fattige Huepulde, som de forlængst vare voxede fra, bedækkede kun deres Hovedisse. Tre à fire Gjæs, som næsten havde gnavet Græsset af til Bunden, og blot levnet de lave Gaaseurter, hvæsede ad det dandsende Par, som forfærdet kaldte den ældre Søster til Hjelp. Hun søgte med en Pind at drive den meest frygtede Gasse tilside, da Moderens skjældende Stemme blev hørt i Portrummet. Da sagde de forskrækkede Børn god Nat, og ved Afskeden gav Frits enhver af dem en Toskilling til Hvedebrød. Den Ældste vilde kysse hans Haand og Tvillingerne klyngede sig fast om begge hans Been.

Moderen kom ud og raabte: Vil I pakke Jer ind, I Rollinger! og hvad tænker du paa, Ellen? Vil din lange Tøs see, du kan gjenne dine Ællinger i Huus, eller jeg skal snakke med din Ryg.

See, Moder, raabte den Ene i Munden paa den Anden, sikken dejlig Skilling, Manden har givet os til Hvedebrød.

Vil I hid med Pengene, raabte Konen, at I ikke gaaer og taber dem i Græsset. Tænk I aldrig paa Hvedebrød, I Stodderunger! Nye Træskoe skal I have, det har I mere nødigt. Vor Herre bevares! Hvedebrød, det er ikke Kost for Usselrygge som Jer. Tak I Gud, om I kan faae en Bitte Knapost til Jeres Grovbrød. — Gud velsigne Jer, Spillemand, for Jeres gode Villie. Tag ikke fortrydeligt op, at I blev jaget paa Porten. Den ene Kjæltring render os paa Døren efter den anden, og det falder os selv suurt nok at holde Livet i de mange Børn, vi har at trækkes med. Den Tid er længst forbi, da jeg kunde forlystes ved Musik. 33| Da jeg var en ellevild Tøs paa Jeres Alder og løb gal i Julestuerne, da var det en anden Sag. Den Tid var det min største Lyst at høre den krogryggede Spillemand, naar han sad paa en Sildefjerding og spillede paa Fiol.

Frits, som opmærksom havde betragtet Bondekonen, der talte til ham, udbrød pludselig: Seer jeg ret, eller bedrager mit Syn mig. Det er jo min Barndoms trofaste Plejemoder, min egen Amme Christiane, der staaer for mig. Du var mig gandske fremmed saalænge du var opbragt. Jeg var aldrig vant til at see dig vred, da jeg var en liden Pog, der sad paa dit Skjød. Nu, da du taler mig til i en venligere Tone, gjenkjender jeg strax din milde Røst.

Ja, sagde Konen, det er min Frits, mit eget velsignede Barn. Hvor har mit Øje dog været henne, siden jeg ikke strax kjendte mig ved dig. Jeg har dog tit nok betragtet dine dejlige smaa Træk, naar du sov i min Arm om Natten, og Lyset stod i en Vandkjedel foran Sengen. Gud naade mig for dig, dit arme Pus, er det nu kommet saavidt med dig, at du maa gaae paa de brede Veje for at faae dit daglige Brød?

Med disse Ord trykkede hun Frits tæt op til sit Bryst, og begge bleve rørte til Taarer.

Dit stakkels Barn, vedblev Konen, du er sagtens reent forkommet af Sult og Tørst. Kom du med mig ind i Stuen til den varme Bilæggerovn, saa skal jeg give dig en Potte varmt Øl og en lille Fleskekage. Sidst du var i min Kakkelovnskrog, da var du en ussel Stump, der knap kunde staae ene. Da satte jeg dig til Støtte ved en Stol, og gav dig en Messingknap af Kakkelovnen 34| at lege med i din Faldehat. Siden den Tid er du, Gud skee Lov, blevet en Karl, der seer ud til at kunne baade staae og gaae paa din egen Haand.

Men Christiane, Christiane! hvorfor har jeg ikke før vidst, at du var blevet til en saa fattig Kone? Jeg kan ikke tilgive mig selv, at jeg i saamange Aar reent har glemt at spørge til dig.

Efterat det var kommet til en fuldstændig Forklaring mellem Frits og hans Amme, blev det besluttet, at de den næste Dag i Selskab med hinanden vilde begive dem til Drengens Farbroder. Bonden spændte næste Dag sine Plougøg for en Pindevogn, og bragte baade Frits og sin hele Familie til Herregaarden. Der fandt det hele Vognlæs en forønsket Modtagelse. Christiane fik en anseelig Foræring, og Frits blev til Belønning for sin bodfærdige Gjenkomst fritaget for en Deel af sine Arbejdstimer.” —

Christian havde netop endt sin Fortælling, da Selskabet blev forøget med en ny Gjæst. En Studiosus juris, ved Navn Bertel, en stor fiirskaaren Forpagtersøn fra Jylland, kom ind igjennem Stakitporten.

“Hvorfor bringer du ikke Frits med dig?” sagde Christian til ham, saasnart han blev ham vaer.

“Han kommer strax bag efter,” svarede Bertel. “Den arme Stymper staaer hist henne paa Vejen og bader Næsen i koldt Vand. Han er saaledes tilredt i Ansigtet, at hans gode Faster neppe skulde kunne kjende ham. Enhver af os veed, at han mellem Aar og Dag i det Mindste gjør 365 dumme Streger; men igaar Aftes har han gjort det vel galt. Han har i en to tre Dage været gandske dødelig forelsket i en Pige fra Landet, som han blot har seet et Glimt af paa en Concert. Efter en møjsommelig Efterspørgsel havde han 35| igaar opdaget, at hun opholdt sig hos en Familie paa Nørregade, og han tilbragte nu den hele Dag med at udtænke de urimeligste Planer, hvorved han vilde skaffe sig Adgang i Huset. Jeg bildte mig ind, at jeg ved fornuftige Forestillinger havde bragt ham til at lade sine luftige Anslag fare. Men deri tog jeg meget fejl. I Aftes, Klokken elleve, kom jeg forbi det Huus, hvori den Usynlige befinder sig; da faldt endeel løsrevne Kalkstumper ned paa Gaden foran mig, og et Pigebarn, som gik ved Siden af mig, sagde til sin lille grædende Broder, som hun førte ved Haanden: Hys! ti stille! seer du ikke Skorsteensfejeren paa Taget. Han kommer ned og tager alle uartige Børn. Jeg slog Øjet i Vejret og — døm om min Forskrækkelse! Frits løb ud af Skorstenen og kravlede omkring paa Taget. Mit Blod iisnede; jeg havde knap Mod til at see op til ham, da jeg hvert Secund ventede at see ham ligge knuust for mine Fødder. Jeg hørte ham glide mellem de raslende Tagstene, hvoraf een kladskede ned paa Brostenene. Dog fik han atter Fodfæste og klavrede som et Egern ned ad Tagrenden. Endelig naaede han en Stige, som var stillet til Muren. Imidlertid var endeel Folk tilstimlede. En havde det ulykkelige Indfald at skrige: Der er en Tyv, en Tyv!

Dette Skrig lød fra Mund til Mund; Vægteren, hvis Taalmodighed indtil dette Øjeblik havde været mig uforklarlig, da han gandske tydelig ej havde villet blive Opløbet vaer, spillede nu den Overraskede, og kaldte med Piben sine Kammerater til Hjelp. Til den nedstegne Frits sagde han: Herhid, din Tyveknægt!

Hvordan? svarede denne; har du ikke selv skaffet mig en Stige, uforskammede Karl! Har jeg ikke forud givet dig en ublu Betaling?

36|Ingen Ræsonneren her, svarede Vægteren, og greb vores gode Ven i Brystet. Men han sled sig løs og gav Vægteren et saa eftertrykkeligt Næveslag i Ansigtet, at denne laae udstrakt paa Gaden. Frits vristede ham Pryglen af Haanden, og da to fra Nabogaden tililende Vægtere i sluttet Trop vilde gaae løs paa ham, traadte han et Par Skridt tilbage med det erobrede Vaaben, og sagde til dem: Hvis I love mig at føre mig op i dette Huus, som jeg falskelig beskyldes for at have bestjaalet, da giver jeg mig uden Modstand i Eders Vold og I skulle snart see mig retfærdiggjort.

Ja vist gjør vi det, svarede Vægterne, det forstaaer sig.

Da han nærmede sig til dem, viklede den ene sin Næve fast i hans lange Hovedhaar, medens de to andre sloge hver et drøjt Tag i hans Skuldre. — Kom kuns nu med, go’ Karl, sagde de, saa skal vi snart skaffe dig en Huuslejlighed herinde paa gammel Torv, hvor hverken Sol eller Maane skal skjære dig i Øjnene.

Findes der da aldeles ingen Tro og Love hos Jer falske Pak, skreeg Frits, i det han uden Frugt gav sig til at brydes med de haandfaste Karle, der førte ham.

Jeg nærmede mig til den mishandlede Vægter fra Nørregade, som naturligviis var meest opbragt. Gode Ven, sagde jeg; det er dog Skade, det stakkels unge Menneske nu skal offentlig beskjæmmes for en Ubesindigheds Skyld.

Ubesindighed? svarede han. Ja hænges ved Benene paa Løgtepælen burde det Hundetøj, som løber om og gjør Mudder paa Gaden. Skal saadan Springgaas understaae sig at slaae Kongens Folk i deres Embedsforretninger?

Jeg lod et Par Skilling glide ned i hans Haand, og vedblev: Noget burde man dog holde hans Ungdom tilgode.

37|Af Ondskab kommer saadanne Streger jo rigtignok ikke, svarede Vægteren; men det skader ikke, han faaer en liden Lexe for en anden Gangs Skyld.

Det er et net ungt Menneske; han er sikkert smukke Folks Barn, blev jeg ved, idet jeg listede nogle flere Smaaskillinger i hans Haand.

Han har et eviggodt Ansigt, sagde Vægteren. Det skjær mig i Hjertet for ham. Jeg skal paa Ære heller ikke være ham haard i min Rapport; men der maa dog være en Slags Orden i Alting.

Jeg gav ham nok et Par Skilling med de Ord: Eders Øjne skulde vel ikke have slaget Eder fejl? Har I ikke taget ham for en Anden?

Det bedste Syn har jeg rigtig nok ikke, sagde Vægteren, i det han betragtede Pengene; jeg trænger haardt til et Par Glarøjne, men de koste fire Mark, og jeg usle Stodder ejer kun de tre, jeg har her i Næven.

Her er den fjerde, sagde jeg, kjøb saa et Par nye Øjne og see Jer for, om I ikke har taget fejl af Manden.

Tør De da indestaae mig for, sagde han, at denne hersens Knægt er ikke den Samme, som krøb i Skorstenen, saa slipper jeg ham strax løs.

Var det den Samme, sagde jeg, da kunde let en og anden Omstændighed blive berørt i Forhøret, som kunde bringe Jer i stor Fortred. Eders Tjeneste var vist nok forloret, og I maatte takke Gud, om I slap fra Slaveriet. Men naar I tager ham ret i Øjesyn, vil I bedst overbevise Jer selv derom.

Vægteren betragtede Frits og raabte: Ja, De har Ret; det er sandt for Gud en gandske fejl Person! — Kammerater! denne gode Mand er langtfra ikke Tyven. Det var Liigheden, der 38| gjorde det. Forskjellen var blot, at den Anden var skutrygget og havde kun eet Been. Det var formodentlig ham, der løb, Alt hvad trække kunde, hist om ad Studenstrædet.

Derpaa blev Frits øjeblikkelig løsladt. Vægterne fulgtes ad ned i en Kjelder, hvor de gjorde sig en glad Nat ved at bekoste sig for 4 Mark Brændeviin, og jeg bortfjernede mig med vor Ven Frits. Nu forklarede han mig Tingens rette Sammenhæng. Af Vægteren, som hver Helligdag havde for Skik, at ønske Familien en glædelig Fest, havde han faaet en fuldstændig Beretning om hele Husets Lejlighed. Deraf vidste han, at der i den skjønne Sophies Værelse fandtes en rummelig Kamin, som om Sommeren var tilspærret med en stor Trælaage. Hvis han befandt sig i den, vilde han kunne høre Pigens fortrolige Samtale med sine Legesøstre. Ja, hvis han paa Laagen blot havde en liden Aabning, kunde han jo ret i Mag besee hendes hulde Skikkelse og efter Sengetid ved Skinnet af en Lampe, der hver Nat hang i Værelset, betragte den Sovendes Træk. Vægterens Betænkeligheder overvandt han ved et godt Greeb i sin Pung, og krøb, forsynet med et Fritboer, igjennem Skorstenen ned til den beskrevne Kamin. Alt var tyst i Kammeret, og han begyndte forsigtig at bore i de tynde Fyrrebræder. Inden han havde fuldført sit Arbejde, gik Døren op og to Piger traadte ind i Værelset. Uagtet han nu lagde sin Haand lettere paa Fritboret, knagede det dog lidt i Bræderne.

Eja, skreg den ene Jomfru; der er en Muus i Kammen!

Aah Snak, raabte den anden; det er kuns Indbildning.

Jo, svartes der, jeg hørte kun altfor tydelig, den gnavede paa Laagen.

39|Og om nu saa var, tog den anden Ordet; det var da ingen Ulykke. Jeg kan godt lide de smaae løjerlige Dyr. Deres Haar ere jo saa bløde som Silke. Jeg skal aabne Kaminen, hvis du vil hjelpe mig at fange den.

Derpaa nærmede hun sig og forsøgte paa at løsgjøre Laagen. Frits trak forsigtig sit Værktøj til sig, og den formeentlige Muus holdt sig saa stille, som en Muus i hans Sted vilde have gjort. Til al Lykke sad Laagen saa fast, at det gik over en Jomfrues Kræfter at aabne den. Desuden skreeg den Frygtsomme:

Ak, sødeste Sophie, lad dog være, lad dog være! jeg døer af Skræk.

Nu vel, svarede Sophie, jeg vil hente Mads Gaardskarl og befale ham at tage Soliman med; den tager godt Muus.

Frits havde hverken Lyst til at give sig i Kast med Mads Gaardskarl eller Soliman. Han steeg derfor tilbage gjennem Skorstenen inden Jagten gik for sig, højst nedslagen over sit Anslags uheldige Udfald. Hans følgende Gjenvordigheder veed I. Nu befinder han sig i højeste Velgaaende, naar undtages en svulmet Næse, lidt Værk i Lemmerne og et Par blaae Øjne, som han fik i Vægterfejden.” —

Zacharias gjorde den Bemærkning, at hvad der især mishagede ham hos Frits, var hans hyppige Forelskelser, der ofte rejste sig af de meest tilfældige Foranledninger, og efter kort Tids Forløb opløstes i Intet.

“Det vil jeg da just ikke regne,” tog Bertel Ordet: “det kan fortage sig med Tiden. Hvor kan man vente sig saamegen Fornuft af en Person i hans Alder? Først i dette Foraar har han hørt op at være Rus og er endnu kuns temporært Medlem af Studenter40|foreningen. Den stadige Kjærlighed kommer nok hos ham engang med Aarene. Jeg er endnu mine 27 Aar uden at jeg nogensinde har følt noget Spor til Kjærlighed; men jeg vil just ikke sværge paa, det ikke skeer endnu.”

“Saa kommer du heller aldrig til at elske,” svarede den følsomme Christian. “Mennesket har kuns een Blomstertid; naar den er forbi, frembringer Livet kuns Sildinger. Den egentlige hellige Kjærlighed fødes kuns eengang hos ethvert Væsen. Livets rette Maj kan aldrig indtræffe hos en Quinde, der er meget over sexten Aar, og aldrig hos en Mand, der er meget over tyve. Al senere Kjærlighed beroer paa Selvbedrag; det er en kunstig Drivhuusplante uden Duft og Friskhed.”

“Det er nu ret den indskrænkede Synsmaade,” faldt Bernhard ham i Talen. “HvorA den dog gandske maa have tabt Sympathie med Livets og Historiens altid vexlende Skikkelser, der saa trøstig tør sige, der er kuns een Slags Dyd, een Religionsform, een Kjærlighed — og i sit Hjerte mener sin egen. Hver Tid, hvert Folk, og hvert Individ har sin egen Viis at elske paa. Baade Minnesangernes og Hottentottens Kjærlighed ere nødvendige Frembringelser af Klodens Skaberkraft. Det falder mig ogsaa højst utroligt, at den frodige jydske Natur i Bertel aldrig skulde have bragt nogen Kjærlighed til Verden.”

“Jeg takker mangfoldig,” sagde Bertel, idet han bukkede. “Siden da vores Underholdning er blevet til et Slags platonisk Symposium, anseer jeg mig forpligtet til ogsaa at levere min ringe Skjærv i Lauget. Jeg har nu tit nok maattet høre, at jeg besidder en plat prosaisk Tænkemaade; men i Dag haaber jeg at aflægge Beviser paa et dybt og sindrigt Blik i Livets Dyb. Inden jeg 41| fremstiller mit System om Kjærlighedens Væsen, vil jeg med et Par Ord oplyse mit eget Hjertes Tilstand. I min Ungdoms tidligere Dage, da jeg endnu var bestemt til Ploven og altsaa besad en grovere Beskaffenhed end nu, da Videnskaberne have forfinet mig en Smule, da forelskede jeg mig dybt i en Smededatter. Til al Lykke var Faderen Kleinsmed og førte kuns en liden Hammer, ellers havde jeg aldrig kommet til at sidde her i denne lærde Kreds; thi da han var langt fra at billige vores Lidenskab, kastede han mig sin Hammer saaledes i Hovedet, at jeg siden den Tid har tabt Organet, Modet og Lysten til at betræde denne Livets Rosenvej. Siden den Tid har jeg som en rolig Tilskuer betragtet andre Forelskedes Lader, og vil nu fremstille Resultatet af min mangeaarige Tænkning over denne Ting. For at være Bernhard til Behag har jeg efter min ringe Evne søgt, at komme noget paa Spor efter den Analogie, der i saa Henseende synes at gaae igjennem hele Universet. Jeg henregner alle Elskere til 3 Classer. Den første kunde for saavidt ligesaa godt være den sidste, da den er sammensat af højst forskjellige Stænder. Den bestaaer nemlig af Huusmænd, Fyrster og Stuterihingster. Partierne sluttes ved Befuldmægtigede, uden at Vedkommende lade sig bedaare af eget upaalideligt Øjesyn. Den kaldes med Rette den fornuftige, da deri tages billigt Hensyn til Kroner, Jerngryder, Flaader, hvide Sokker og Blisser. — I den anden Classe sætter jeg de huuslige Elskere, nemlig Forpagtere, Kammerraader og Duer. Deri sees meest paa at have det ret hyggeligt varmt inden Vægge, som Blommen i et Æg. I denne Classe hersker ej sjelden en aldeles uegennyttig Kjærlighed, der er fuldkommen hævet over tilfældige Omstændigheder. Man gifter sig da tit med en Quinde blot for hendes egen Skyld, uden at tage Hensyn 42| til Dyder, Forstand, Skjønhed eller Penge. Til tredie Classe regnes de rasende Elskere: Riddere, Studenter, Lieutenanter og Elephanter. Deres Øjesyn har den Skavank, at de bestandig see deres Elskede med en Glorie om sin Tinding, som en hellig Jomfru, der gaaer paa solbeskinnede Skyer. Til at blive Gjenstand for denne Classes Kjærlighed udfordres slet ingen Egenskaber; dem lægger Elskeren aldeles til af egne Midler. Men min daglige Bøn er, at hverken jeg eller Mine maae komme saadan en Elsker i Vejen paa hans Bersærkegang; thi i sin Fortvivlelses Blindhed skyer han hverken Ild, Vand, Pistoler eller Træstammer.”

Valentins Gjæster befandt sig saa vel paa Pladsen udenfor Norges Minde, at det gik langt ud paa den smukke Sommeraften, førend de skiltes ad. Frits, der imidlertid med sin skamferede Næse havde sluttet sig til det øvrige Selskab, sad skrævs i det aabne Vindue, saaledes at det ene Been hang ud i den frie Luft, det andet i Stuen. I denne Stilling spillede han paa en Guitarre, som han havde truffet i Værelset, og begyndte dertil paa følgende Sang:

Frits var ikke færdig med sin Vise, da han blev afbrudt af Bertel.

“Forskaan mig endelig for disse vaade Riim”, sagde han, “du veed ikke, hvilken Pine det forvolder mig at høre derpaa. Mod min Villie bringes jeg til at bryde mit Hoved, for at holde fast paa Noget af disse spinkle Fantasier; men Alting forsvinder for min Betragtning, som en himmelfalden Sneeblomst paa den varme Haand. Dersom Nogen af Jer nogensinde har havt den skrækkelige Drøm, at det var ham paalagt, at bringe en fast usynlig Silketraad gjennem en londonsk Synaal af Størrelse som et Haar, da vil han kunne gjøre sig en Forestilling om min Qual, naar disse 44| smaae Luftbilleder falde i min Synskreds. Jeg har mangen Gang i dannede Cirkler maattet staae til Skamme fordi jeg er saa uskyldig, at jeg i denne Region slet ikke formaaer at gjøre Forskjel paa godt og ondt. For mit grove Blik flyder alt dette sammen til en poetisk Melkevej, uden at jeg kan gjøre Forskjel mellem de lumpne Drabanter og Fixstjerner af første Rang. Nej, der henne paa Vejen kommer en rødmusset Bondedreng, som synger ret af Hjertens Grund. Lad os heller høre paa hans Viser; de have formodentlig et mere haandgribe ligt Indhold.”

Under sin Vandring spillede Drengen Bold med sin brede Hat, imedens han med gjennemtrængende Røst afsang følgende Ord:A

Da Drengen var gaaet forbi Stakittet, og hans Sang efterhaanden tabte sig i det Fjerne, udbrød Frits: “Det var en lykkelig Tid, jeg kom til at høre iA disse Vandringsriim. Jeg betragter denne Sang som en Røst fra Himmelen, der opfordrer mig til at styrte mig ud i den vide Verden for at opsøge min ubekjendte Skjønne. Jeg veed, at hun idag er rejst fra Byen igjennem Vesterport. 46| Laaner du mig din Knortekjep, da begiver jeg mig nu strax uden videre Tros paa Vejen. Jeg skal nærmere skrive dig til, hvorhen du skal skikke mit Tornister efter mig.”

“Min gode Ven”, sagde Christian, “naar du nu har opsøgt din Tilbedede, veed du jo slet ikke, hvad Modtagelse du vil finde.”

“Troer du da, jeg besidder mindre Kjækhed end saamangen spædlemmet Fugl i Luften, der trøstig begiver sig paa Flugten over de mange tusinde Bølger, uden at være sikker paa at finde det Træe, den flyver efter?”

“At du besidder Kjækhed nok, har din Næse nys maattet føle. Lykke paa Rejsen da! Naar du engang har faaet et Indfald, veed jeg nok, Pokker selv kan ikke bringe dig derfra. Lov da i det Mindste, snart at lade dine gode Venner høre fra dig.”

Herpaa gav Frits sin Haand, og gik strax ud af Porten, for at tiltræde sin Vandring.