Andet Kapitel.
Møllekroen.

En Søndag Eftermiddag var det sædvanlige Studenterlaug igjen forsamlet paa Norges Minde, hvor de sade paa Bænken udenfor Valentins Dør, for at betragte de brogede Tog af Ryttere, Gigge, Fodgjængere og Børn i Trillevogn, som paa den støvende Strandvej droge til Charlottenlund. Valentin blev spurgt, om han ikke for nylig havde havt nogen Efterretning fra den krøllede Frits, og oplæste da for Selskabet følgende Breve, som vare stilede til den hele Vennekreds:

47|Brødre!

Idag faae I Brev fra et af Jordens lykkeligste Mennesker. I maae være mig stor Taknemmelighed skyldige, fordi jeg afbryder min lange Rad af Fornøjelser for at meddele Kammeratskabet en Fortælling derom. Jeg forekommer mig virkelig som en medlidende Herremand, der i Glandsen af 10 Lysekroner holder sit blomstrende Bryllup. Han seer en Hob nysgjerrige Stoddere, der staae paa Tæerne for at kige gjennem hans Vinduesruder. Den tjenstivrige Laquai vil fordrive den ubudne Flok, som er bedækket med Pjalter i Stedet for Højtidsklæder. Men den højtfølende Konge (tilgiv mig den høje Titel, jeg af Venskab pryder ham med), den højtfølende Konge vinker til sin Træl, at han ej med uværdige Slag maa fordrive den sparsomt klædte Betler — thi Himlen er den Fattiges Ven — og vigende for sit Sinde Mildhed lægger han usigelig meget Kjødmad paa det blomstermalede Porcellains-Fad og skikker sin Tjener dermed ud til de selvbudne Gjæster. Og en anden Tjener sender han efter, sammesteds hen, med en Tvillingpocal fuld af den purpurfarvede Viin. De udsende da de graadige Hænder mod det vel tillavede Maaltid, og gjemme Levningerne i deres velsammensyede Tiggerposer. Saaledes taler da een Stodder, rækkende Hovedet til sin Nabo: Ikke skal vi den Dag i Morgen have nogen Ulejlighed af den uforskammede Mave, som altid byder at fyldes. — Nu drikke de sig en Ruus i den lette Viin, og raabe med forenet Røst: Gid den af Gud opfostrede Konge maa længe leve med sin Ungdomsbrud! Giv hun maa føde ham raske Sønner, der vel forstaae at svinge den kobberbevæbnede Landse, og gid Fruerstuen maa blomstre med dejlige Pigebørn, der ligne deres Moder! 48| Saaledes tale de, men den lilliearmede Jomfru bøjer sit Hoved ned til den vellugtende Urtekost, for at skjule sine Kinders Rødme. Den højhjertede Konge seer paa hendes solskinlignende Ansigt og betages af en sød uendelig Længsel, og vikler sin dristige Højre omkring hendes guldombeltede Liv. Og han fylder en Guldpocal, og drikker de herlige Betleres Skaal. Han ønsker dem, at de maae finde Lye under tætløvede, bredskyggede Lindetræer, naar Regnen overfalder dem paa den brede Landevej; at Gud Fader vil forbyde de blodgjerrige Hunde, som bjæffe ved Porten, at sønderrive deres lappede Kjole, og at Bondens Viv alle Dage maa fylde deres Pose med Ost og Brød. — Ej anderledes gaaer det den gudlige Kongesøn, som til Eder skriver dette Brev. Jeg føler Medynk med Eder arme Stoddere, der ikke som jeg have Mod til at rive Eder ud af Livets Trældom og styrte Jer ud i den uendelige Verden. —

“Det var en lang Lignelse”, bemærkede Bertel.

— I Stedet for at opsøge den ubekjendte Skjønne, der først har givet Anledning til min Vandring, har jeg slaaet mig til Roe i en Møllekroe, hvor jeg alt har opholdt mig i 5 Dage, og kan ikke forlade dette mit Opholdssted, uagtet jeg lige for mine Øjne, naar jeg om Aftenen spadserer langs med Søen, seer de gyldne Fløje paa Ravnshøj, hvor jeg veed, min Tilbedte befinder sig. Jeg vil dog beskrive Eder Møllerens Familie, som saa aldeles har fængslet mig, at jeg forekommer mig selv at høre dertil, som et nødvendigt Lem. Konen er en skikkelig Kone, som passer sit Huus og giver sin eneste Datter Irettesættelse fra Morgen til Aften. Faderen har først tjent som Soldat hos en tydsk Fyrste, siden været Jæger paa Ravnshøj. Han er derfor 49| meget langt fra at være nogen almindelig Møller, der blot tænker paa at tolde Bondens Sæk. Han forstaaer sig næsten paa Alting og kan underholde sine Gjæster saa godt ved sine Samtaler, at de, naar deres Rejseplan tillader det, gjerne tilbringe Natten i hans Huus. Hver Morgen Kl. 4 vækker han mig op, fører mig paa Jagt, og fortæller mig moersomme Historier fra sin Rejse. Han uddanner omhyggeligen mit hidtil halv slumrende Talent for Jagten. Jeg har idag hjembragt to Beccasiner og 6 Lærker til Møllerens Kjøkken. Han siger, jeg har Anlæg til at blive en dygtig Jæger, naar jeg bare kan lægge mig efter noget mere Koldsindighed. Thi hidtil har jeg unægtelig gjort mange Fejlskud. Paa stille Maal træffer jeg gandske godt; men naar jeg seer en Fugl i Flugten, kommer mit Blod saaledes i Kog, at jeg i Almindelighed skyder forbi. Ved slige Lejligheder bliver Mølleren gjerne meget opbragt, men det tilgiver jeg ham gjerne; thi han mener det godt og ønsker af Hjertet, at jeg ret maa blive til en færdig Skytte. Forleden vare vi dog nær blevet Uvenner. Ved en Fejltagelse skjød jeg hans røde Støver i Stedet for en Hare. Da overøste han mig i den første Forbittrelse med saamange Eder og Skjeldsord, at jeg besluttede, snart at forlade hans Huus. Men medens jeg nu gik gandske modløs ved Siden af ham, søgte han paa saa rørende Maade at gjøre sin Opfarenhed god igjen, at jeg ikke længer kunde være vred paa ham. I maae ingenlunde troe, at vores Forsoning skede med Taarer, eller at vi styrtede i hinandens Arme, som det gaaer til i en Roman. Nej, da han mærkede min Misfornøjelse, holdt han ej engang op med sin haarde Tiltale; men nedstemte blot Tonen lidt, saaledes at han øjensynligen 50| lod Fortsættelsen følge, blot fordi han skammede sig ved en pludselig Overgang til Venlighed, og maatte gjøre Vold paa sig selv for at vedligeholde den Fortørnedes Rolle.

Alting, sagde han, griber han saa kejtet an, naar han gaaer paa Jagt. Hvad er det for et gudsjammerligt Krudthorn, han har? Han spilder jo hver Dag et halvt Pund af det gode polerede Krudt, fordi den tossede Tøndetap ikke passer i Hullet. Smid det tossede Pølsehorn i Grøvten! Her vil jeg forære ham et andet, som har tilhørt Fyrsten af Katzenellenbogen. Der hænger et godt Krudtmaal ved, af ægte Sølv. Pas nu paa, naar han lader den spanske Flint. Den taaler sine 6 Grader. Men det vil jeg sige ham — han maa passe vel paa Maalet. Jeg kan ikke være tjent med at faae min bedste Bøsse spoleret af saadan en — saadan en Herre fra Kjøbenhavn, som han.

Møllerens Datter er meest efter mit Hoved. Ja, hvorfor skal jeg lægge Dølgsmaal paa det, det er egentlig hende, jeg ikke kan fjerne mig fra, og min Kjærlighed til hendes Familie kommer blot deraf, at jeg veed, der flyder samme Blod i hendes Aarer som i deres. Ja jeg maa tilstaae, jeg kysser gjerne Møllerens lille snottede fire Aars Dreng, fordi hans Næse ligner Søsterens. Jeg undseer mig virkelig meget for Eder allesammen, at jeg maa bekjende det for Jer. Jeg drog ud i Verden ret som en vandrende Ridder, der leder efter en yndig Riddersfrøken, som han blot saae et Glimt af, da hun fløj ham forbi paa sin hvide Ganger. Eders Ønsker ledsagede mig paa mit eventyrlige Tog, og nu maa jeg bede Eder om at give dem en anden Retning. Kunde jeg nu blot faae Jer omstemte saaledes, at I ligesaa varmt ville 51| interessere Eder for min Møllerpige, som for den Skjønne paa Borgen. Jeg forlader aldrig dette Sted —

“Hvorfra dateres Brevet?” spurgte Bertel.

“Fra Møllekroen,” sagde Valentin.

“Ej, ej!” udraabte Bertel. “Der støder han sammen med en snurrig Person, med den lærde Licentiatus medicinæ Claudius. Inden I høre Fritses Udladelser om ham, vil jeg først fortælle Jer et Par Ord om denne aandelige og legemlige Krøbling; thi jeg kjender ham bedst, da han, med Skam at tale om, er mit kjødelige Søskendebarn.

Licentiaten.

For tre Aar siden havde Familien paa Ravnshøj og adskillige af deres velhavende Naboer, der ej have nogen offentlig beskikket Medicus i deres Nabolaug, forenet sig om at holde sig en Læge for egen Regning. Jeg besluttede da at gribe denne Leilighed, for at bringe min kjære Frænde til et Slags Virksomhed. Thi selv er han alt for lam paa Villien til at udføre nogen Beslutning. Jeg gav ham et Brev i Lommen, satte ham paa en Fragtvogn og troede, Sagen var fuldkommen i sin Rigtighed. Men da jeg et Aars Tid efter begav mig derud for at see, hvorledes han skikkede sig i sin nye Stilling, og i denne Hensigt lod mig føre til Stedets Læge, fandt jeg til min store Forundring, at en anden Medicus øvede sin Kunst der i Egnen. Nu vilde jeg igjen rejse til Staden, for om mueligt der at opspørge Licentiaten. Paa Vejen overnattede jeg i Møllekroen, og saae der, mens jeg i Aftenskumringen sad med den lystige Vært og betragtede Kakkelovnsilden, en lang, kroget Skikkelse liste sig langs med Væggen og forsvinde gjennem en af Dørene. 52| Denne Skikkelse vil jeg beskrive; thi med det samme beskriver jeg min Fætter. Han er halvfjerde Alen lang, og af Skamfuldhed over denne overnaturlige Længde, som ved hans Smekkerhed endnu mere bliver iøjnefaldende, bøjer han sin Ryg saameget, at hans Hoved falder under et almindeligt Menneskes Synskreds. Naturen har lettet ham denne Stilling ved at forsyne hans Rygrad med to Led, saaledes at den, i Særdeleshed naar han sidder, udgjør tre Linier, der danne to stumpe Vinkler med hinanden. Forresten er der Intet at mærke ved hans Ydre, naar man undtager en Klumpfod, som gjør ham det nødvendigt, til Brug for sin højre Fod, at holde sig en Snørestøvle.

Hvad var det for et Menneske?A spurgte jeg Værten.

Det er een af mine Gjæster, gav han til Svar; han kom for et Aar siden til mit Huus, og lod til, at have stort Hastværk: thi han bestilte Thevand til næste Morgen Kl. 4, for ret betids at fortsætte sin Rejse. Men den næste Dag lod han Vognen afsige. Dette gjentog han siden hver Dag i det første halve Aars Tid; men nu lader det til, at han har slaaet sig til Roe her i mit Huus. Det er et godt Stykke Karl, som aldrig kommer nogen Sjæl for nær; men jeg troer, sandt at sige, han er ikke vel forvaret. Hans Lærdom har gjort ham forrykt i Hovedet.

Vælg Deres Ord forsigtig, sagde jeg, thi han er mit kjødelige Søskendebarn paa mødrene Side.

Ja, sagde han; saa maa De jo selv bedst vide, hvordan han har det. Han er forfærdelig folkeskye. I Gaar lod han en Stige sætte til sit Kammervindue, for at kunne komme ned i Haven [og gjøre sig sin sædvanlige] Motion uden at gaae igjennem Gjæstestuen. Sommetider ligger han en heel Dag i Dvale, sommetider spanker 53| han op og ned ad Gulvet og giver sig til at præke for sig selv. Men det er jo gandske overflødigt, at jeg fortæller Sligt til Dem. De maa jo selv bedst kjende hans Underligheder. Han gjør os, som sagt, ingen Bryderier. Vi ere blevne saa vante til at see ham humpe omkring her i Huset, at jeg endogsaa troer, vi vilde savne ham, dersom han rejste sin Vej. Min Datter Marie passer meget omhyggelig paa, at han i betimelig Tid faaer sin Mad og Drikke, ellers troer jeg, han af Glemsomhed sultede reent ihjel. Jeg siger tit nok til hende: Lad os engang see, om ikke hans Natur selv kan minde ham. Han er dog saa lang, at han maa kunne kræve sig selv. Men hun er altfor blødhjertet til at anstille Forsøget

Jeg sad oppe til langt ud paa Natten for at skrive Breve, og hørte ham imidlertid bestandig pusle paa sit Værelse. Snart fantaserede han nogle faa Minuter paa sin Fløjte, snart spadserede han taus og med stærke Skridt omkring paa sit Gulv. Jeg gik ud i Haven, for at kige gjennem hans Vinduer. Lyset paa hans Bord var brændt langt ned i Pladen, da han i sine overjordiske Tanker havde forglemt, at skyde det i Vejret. Luen steeg og sank i Blikrøret, der var gandske blaat af Heden, og den smeltede Talg udbredte sin Stank i hele Værelset. Halv liggende, halv siddende befandt han sig i en meget lav Lænestol, med sine lange Been udstrakte paa Gulvet. Han var fordybet i Betragtninger og stirrede stivt hen for sig igjennem sine Briller. Begge hans Hænder, der endnu holdt fast paa Fløjten, hvilte aldeles ubevægede paa hans Skjød. Jeg betragtede ham flere Minuter, uden at han gjorde Mine til at røre noget Lem. Naar jeg ikke havde seet det brændende Blik igjennem Brillerne, vilde jeg have taget det for en heldig Voxafstøbning af min Fætter Licentiaten. Tilsidst raabte jeg til ham 54| gjennem det aabne Vindue: God Aften, Fætter! — Han foer sammen uden at bringes ud af sin forstenede Positur. Nu krøb jeg ved Hjelp af den nylig anbragte Stige gjennem Vinduet ind til ham og bragte ham ved mine Nævers Kraft ud af sin Dvale. Han rejste sig op med endeel forlegne Bukninger og fremstammede nogle ufuldbaarne Complimenter, hvormed han yttrede sin Taksigelse, fordi jeg saa gjerne paatog mig den Ulejlighed, at hjelpe lidt paa hans Leveplan, og gjorde mig endeel Undskyldninger, fordi han ikke havde fulgt den Bane, jeg havde foreskrevet ham. Hans Tanker skride saa langsomt, at han undertiden mangler Aandsnærværelse til at svare paa det eenfoldigste Spørgsmaal. I Særdeleshed er han uforstaaelig, naar han nylig har været hentaget af sine metaphysiske Fantasier. Da hersker der en saadan Skilsmisse imellem hans Ord og Mening, at han ej er i Stand til at fremføre nogen fuldstændig Sætning; men alle hans Tanker komme dødfødte til Verden. Da nogen Ligevægt var tilvejebragt i hans adspredte Sind, aflagde han sit Skriftemaal, der, med Forbigaaelse af hans hyppige Pauser og mislykkede Perioder, lød saaledes:

Dagen efterat jeg var kommet hid, var det mit faste Forsæt at begive mig til Ravnshøj; men det var mig umeuligt, at finde min Lommesax, og du vilde dog neppe forlange, jeg skulde fremstille mig for et Herskab med uklippede Negle. Da jeg den følgende Dag greeb en Brand paa Skorstenen for at tænde min Pibe, brændte jeg mig en stor Vable paa den højre Pegefinger. Med en saadan legemlig Smerte begriber du vel, jeg manglede det frie Hovedomløb, som udkræves, naar man skal indføre sig selv med en passende Hilsen hos en virkelig Justitsraadinde. Da Møllerkonen den tredie Dag, efter min Anviisning, skulde forbinde min syge Haand, og 55| med en tændt Praas vilde brænde Sytraaden over, dryppede 7 store Talgpletter paa min sorte Kjole. Da den første Draabe var faldet, forudsaae jeg, at der vilde følge flere paa; men jeg var saa betaget af Taknemmelighed over hendes Omhu, at jeg ikke havde Mod til at gjøre hende opmærksom derpaa. Nu gik lang Tid hen, inden jeg fik anskaffet noget Terpentin til at tage disse Pletter af med. Imidlertid vare mine skjønneste Kraver smudsede, og endeel Uger forløb, inden jeg fik dem besørgede til en Vaskerkone. Med saadanne smaae Uheld, som en ond Dæmon sendte mig paa Halsen, forløb et Aars Tid, uden at det var mig mueligt at komme til Ravnshøj, som blot ligger en halv Miil fra denne Kroe.

Men min Gud, udbrød jeg, hvorledes er det tænkeligt, at du ej paa en eneste af de 365 Dage fik det Heltemod, til Trods for alle Hindringer at gjøre det herkuliske Tog!

Saaledes, svarede han, taler bestandig du og Enhver, der har det Held, at kunne handle uden at tænke over sit Liv. Naar jeg havde kunnet indsee nogen tilstrækkelig Grund til at Rejsen snarere skulde skee paa een Dag end paa en anden, da vilde den have gaaet for sig. Men Ulykken bestaaer egentlig deri, at jeg altfor tydelig indseer den Sandhed, at enhver Gjerning uden stor Skade kan opsættes en Dag.

Men deri tager du just fejl, Fætter, gav jeg til Svar; ingen Ting i Verden, som kan udføres i Dag, bør udsættes til i Morgen.

Nægter du mig det, tog han atter Ordet, da maa du nødvendig indrømme mig, at den mueligviis ligesaa godt kan udføres et Minut eller et Secund senere; og denne forbistrede Muelighed varer ved, saalænge man drager Aande. Ingen kan bevise mig, at en Opsættelse, der varer et Secund eller Terts, skulde have for56|dærvelige Følger, og fordi Ingen kan bevise mig det, derfor gaaer mit Liv reent i Staa. Min uendelige Grandsken derover gjør, at jeg intet udretter. Fremdeles kommer jeg til at tænke paa mine Tanker derover, ja jeg tænker over, at jeg tænker derover, og deler mig selv i en uendelig tilbageskridende Rad af Jeg’er, der betragte hinanden. Jeg veed ikke, hvilket Jeg der skal standses ved som det egentlige, og i det Øjeblik jeg standser ved eet, er det igjen et Jeg, der standser derved. Jeg bliver ør og betaget af Svimmelhed, som om jeg stirrede ned i en bundløs Afgrund, og Tænkningen endes med at jeg føler en rædsom Hovedpine.

Kjære Fætter, sagde jeg rolig, med slige Grublerier vil du pine dig ligesaa forgjæves, som om du endevendte din Goliathskrop, og forsøgte at spadsere paa Hovedet med dine lange Been i Vejret. Jeg kan slet ikke staae dig bi med at sortere dine mange Jeger. Det ligger aldeles uden for min Virkekreds, og jeg maatte enten være eller blive ligesaa gal som du, hvis jeg indlod mig i dine overmenneskelige Drømmerier. Min Viis er at holde mig til de haandgribelige Ting og vandre paa For standens brede Landevej; derforA komme mine Jeger aldrig i Ulave. Forresten seer jeg nok, at Forseelsen er min. Jeg burde have ført dig lige til Maalet, aabnet Justitsraadindens Døre, og stødt dig ind i Stuen saaledes, at du havde seet dig nødsaget til at gribe det første det bedste Jeg, for at byde Fruen og hendes gode Familie god Dag. Men siig mig nu, hvad du har taget dig for her i et udslaget Aar?

Jeg har, sagde han, samlet Materialier til mit store Værk over Menneskets fysiske og intellectuelle Natur.

Aa, svarede jeg, tænker du paa det endnu? For 10 Aar siden havde du den samme fixe Idee. Det maa blive ret et grundigt 57| Stykke Arbejde. Jeg troede, du studerede Mineralogie, siden jeg saae den store Mængde Stene her paa dit Gulv.

De findes her alene for Værkets Skyld, sagde han. Jeg har bemærket, at Tankerne glide bedst fra Pennen, naar man besidder aldeles hensigtsmæssige Skriveredskaber. For at faae gode Penne, maa man have gode Knive, og for at skjærpe dem, maa man besidde ret udsøgte Slibestene. Derfor har jeg, inden jeg gik videre, forskrevet adskillige Steenarter, og rigtig nok, som du seer, maattet trænge temmelig dybt ind i Mineralogien som et forberedende Studium.

Herpaa gav jeg til Svar: Dette synes at være ret en grundig Fremgangsmaade, naar du hertil føjer et flittigt Studium af Ornithologien, for at løse den Opgave, hvilke Fugles Fjær der yde de bedste Penneposer, og tillige opofrer nogle Aar til Pædagogiken, for at udfinde, hvorledes en Dreng bedst opdrages, for engang i Tiden at blive en dygtig og retsindig Knivsmed.

Egentlig talt var det slet ikke for vidt drevet, sagde han. Du spotter, fordi du ikke forstaaer mig. Disse Forsøg paa at lette den aandelige Virksomhed ved Materiens Bequemhed afgive jo tillige Bidrag til Værket selv, ligesom ogsaa Betragtningen over hvorledes jeg bragtes til Undersøgelsen, udgjør et nyt Kapitel. Fremdeles —

Ja, stop nu, Fætter, afbrød jeg ham, ellers løbe vore Tanker atter Surr, ligesom da vi kom i Vilderede med vore Jeger. Man bør ikke roe saa langt ud, at man taber Landet af Sigte.

For at rede mig selv og min Fætter ud af det filtrede Hjernespind, hvori han gjerne saaledes indvikler os, at jeg med min jydske Forstand tilsidst veed hverken ud eller ind, gav jeg mig til at undersøge, hvad Forfatning hans Klæder befandt sig i; thi han er 58| i enhver praktisk Dont aldeles raadvild og hjelpeløs. Jeg erfarede da, at hans Garderobe ved den menneskekjærlige Maries Bistand var bragt i bedre Stand, end jeg havde troet. Medens jeg syslede hermed, blev jeg vaer, at han, ved at holde Frakken opknappet, gav sit Liv et bredere Gjennemsnit, for at spærre mig Udsigten til en vis Krog. Naar jeg vilde kaste mit Øje derhen, trippede han omkring foran min Synslinie som en Gaas, der med udspilede Vinger søger at forsvare sit nys udrugede Kuld mod Hønsepigens Hænder; men hun sparker den kortsynede Gaas tilside med sine Træskoe og tæller alle Gæslinger i sit Sold, for at bringe dem i Nattelye. Saaledes greeb jeg, der havde mærket Uraad, den fortvivlede Licentiatus ved Armen og sagde: Gaae tilside, Fætter, jeg maa see, hvad det er for Contrabande, du har skjult her i Krogen. Her opdagede jeg en Stabel skimlede Kraver og Halsklude, som han meget omhyggeligen havde vidst at skjule for Maries Spejderblik. Med en Lineal rørte jeg op i det ilde tilredte Linned og forstyrtede derved en heel Slægt Ørentvister i deres huuslige Lyksalighed. Den flygtende Sværm af Insecter undslap ved Hjelp af sine mangfoldige Been og smidige Kroppe for største Delen mine morderiske Forfølgelser; men jeg udbrød i Harme:

Hjertenskjære Fætter! Hvorfor i al Verden skjuler du din Skrøbelighed for mig? At du dølger din Uhumskhed for den smukke Møllerdatter, kan jeg finde forklarligt; men at du vil undsee dig for din kjødelige Fætter, der saa tit har seet dig i din hele Nøgenhed, det gaaer dog altfor vidt.

Bertel, svarede han, jeg forstaaer det neppe selv. Det er et mærkeligt psychologisk Problem. Det gaaer mig som en dødelig Syg, der ej engang har Mod til at aabenbare Lægen alle sine 59| farlige Tilfælde. Saaledes deler Mennesket ved mange Lejligheder sig selv i to Personer, af hvilke den ene søger at føre den anden bag Lyset, imedens en tredie, der i Grunden er den samme som de to andre, forundrer sig højlig over denne Confusion. Kort sagt, Tænkningen bliver dramatisk og spiller i Stilhed de meest forviklede Intriger med sig selv og for sig selv; men Tilskueren bliver bestandig paany Skuespiller. Derom anbringer jeg et langt Kapitel i mit Værk.

For at han ikke skulde partere sig selv i altfor mange Personer, bragte jeg igjen Talen paa det mishandlede Linned. Jeg udfoldede en hvid Halsklud, som ved sine mange sorte Striber og Spor af Hagen tydelig røbede den Sindrighed, hvormed han havde vidst, bestandig saaledes at sammenlægge den, at en taalelig Yderside kunde føres frem for Dagens Lys. — Kjære Fætter, sagde jeg, man seer af dette Klædes Behandling, at du aldeles ikke mangler Kunstflid. Nødvendigheden vækker af og til endeel slumrende Kunstdrifter hos dig. — Imidlertid havde han tabt sig i Betragtningen over sit eget Hoveds dramatiske Natur, og gav mig intet Svar. Møllerens Gaardhane lod sig høre første Gang og jeg steeg igjen udaf Vinduet, for at opsøge mit Natteleje.

Nu har I hørt min Fremstilling af min Fætters Væsen og Egenskaber; lad os nu høre, hvorledes Frits udlader sig om ham.

Valentin tog igjen fat paa Brevet, hvor han var bleven afbrudt:

— Jeg forlader aldrig dette Sted. Dersom I ønske Eders Møllesække vel behandlede, da slaaer Eders Boe op her iA mit Nabolaug, som Præster, Byfogder og Læger. Her er godt at boe. Jeg forlader aldrig dette Sted —

60|“At sige, hvis Møllersken er af samme Tanker som han”, afbrød Zacharias Læsningen.

“O, det har ingen Fare”, svarede Bertel. “En Pige fra Landet er ikke vant til at have en saa smidig Tilbeder. Hans Medbejler, om han har nogen, er sagtens en drøj Forpagter, som taler med Faderen om Rapssaat og Vexeldrift, og hvis højeste Kjærlighedsyttring bestaaer i at han lægger Piben, eller spytter sin Skraa ud og, mens han udstikker sit Glas Finkel, nikker med et møjsommeligt Smiil halv omvendt til Datteren, idet han siger: Hendes Velgaaende, Jomfru!”

Zacharias sagde: “Det ærgrer mig ellers, at den Gjæk bilder sig ind, at vi alle med vore Ønsker følge ham paa hans Narrevandringer. Hans Liv er bestandig halv Alvor, halv Skuespil. Derfor er det ham en Nødvendighed at have Tilskuere til sine Marionetstykker, og det gjør ham ondt, at han allerede i første Act maa adsplitte vor Interesse ved at føre en ny Elskerinde paa Bræderne.”

“Man kalde det hvad man vil,” svarede Bernhard; “Vi kjende jo alle tilsammen hans Væsen og Egenskaber. Han har den Aabenhed eller, om man vil, den Svaghed — thi af Sprogenes Armod nødes man nu engang for alle til at betegne enhver menneskelig Beskaffenhed med et Ord, der tillige indeholder Roes og Dadel — at han ønsker, Andre skulle deeltage i hans Liv og ligesom leve det i Fælledsskab med ham. Han kjender unægtelig ej til den dybe Lidenskab, der ligesaa lidet i Livet kommer over Læberne, som naar disse bedækkes med Liigstenens Segl. — Hans Characteer er omskrevet af en saa elastisk Ring, at den bestandig omformes efter den Kreds, han befinder sig i. Jeg kan ret forestille mig, hvorledes han 61| gaaer Møllerkonen tilhaande i hendes huuslige Arbejder, og hvorledes det i slige Øjeblikke forekommer ham, at oeconomiske Undersøgelser ere Livets højeste Opgaver. Saadanne bøjelige Væsener ere de Baand, der gjøre Overgangen og ligesom Forsoningen mellem de skarpt udtalte Personligheder. Var der ikke slige smigrende Tolke, der ligesom jævnede de skjærende Modsætninger og lærte de stærkt prægede Mennesker at forstaae hinanden, da vilde disse som stejle Fjelde fiendtligen staae imod hinanden. En saa voxblød Yngling bliver altid elsket, hvor han træder frem, og jeg tvivler ikke paa, at han i Møllerens Huus antager en Farve, som behager den uerfarne Landsbypige.”

“Lad os nu høre mere af Brevet,” sagde Bertel, der ikke var en Ven af Tydskerens lange Betragtninger.

Valentin svarede: “Jeg gotter mig ret ved at høre Eders aprioriske Betragtninger, da jeg dog er den, som af Alle er den bedst oplyste og sidder med Slutningen af Historien i min Frakkelomme. Ja jeg venter endogsaa hvert Øjeblik Postbudet, for at modtage Begyndelsen til en nye.” Derpaa læste han videre:

Hun — I husker nok at denne Hun er Møllerens Datter — bærer bestandig et rødt- og hvidttærnet Forklæde. Spotter kun, saameget I ville. Dette tærnede Forklæde hører saa uadskillelig med til hendes Person, at man nødvendig maa tænke sig det med, for at faae en tydelig Forestilling om hende. Hendes Paaklædning er overhovedet det klareste Udtryk af den stille Ligevægt og Ynde, der hersker i hendes hele Væsen. Den højeste Grad af Simpelhed og Reenlighed hersker bestandig deri; enhver Naal er bestandig fæstet med den højeste Grad af Nøjagtighed og Correcthed. Hun taler kun lidet og aldrig uden at foranlediges dertil. Om 62| jeg ogsaa her i dette Brev anførte endeel af hendes Yttringer, vilde det dog kuns give Eder et højst ufuldstændigt Begreb om hendes skjønne Tilværelse; thi I fik den jo at høre af Valentins Basmæle, i Stedet for af hendes bløde hjertegribende Stemme. Enhver af hendes mindste Bevægelser udtrykker mere end noget Ord den reneste, beskedneste Quindelighed. Det er intet Under, at Stadens Damer lægge Vind paa smuk Gang, naar de vide sig betragtede af en lang Rad Forbivandrende. Men ved at see Marie, naar hun troer sig ubemærket, skride hen over Gulvet, faaer man først et Begreb om, hvorledes et skjønt indvortes Liv med uberegnet, ufrivillig Tækkelighed bevæger en listig Skikkelse. I Morges tidlig gik hun over Gaarden for at lukke Døren op for sine Høns, og denne korte Vandring staaer bestandig som det skjønneste Malerie for min Fantasie. Det havde nylig regnet; derfor maatte hun vaerlig flytte sin Fod fra Steen til Steen, for ej at blive vaad. Med den venstre Haand samlede hun bestandig sin Kjoles Folder om Fodens Ankel og den sneehvide Strømpesvikkel, medens hun med den udstrakte højre holdt sin lette Gestalt i svævende Stand.

Det falder meget vanskeligt at komme i nogen fortrolig Samtale med hende. Hun har en egen Gave til at holde Folk adskillige Skridt fra Livet. Endogsaa jeg, der, som I veed, ej er frygtsom, og som Nogle paastaae, ej engang beskeden, kommer ingen Vej med min Fripostighed. Hun bringes aldrig i Forlegenhed ved min spøgende Paatrængenhed; men uden at synke ned i den fjasende Region, hvori jeg for Bequemmeligheds Skyld vil drage hende ned, svarer hun paa Alting med en venlig Alvorlighed. Igaar Aftes lagde vi Sukkerærter sammen. Jeg 63| gik foran og skar med en Lugespade Linien efter den strammede Snor, og hun fulgte bag efter med et Kræmmerhuus, og lod Ærterne falde ned i Furen. Hendes Straahat hængte let tilbagekastet paa Hovedet, og det blegrøde Hattebaand, som var gaaet løst, flagrede omkring hendes Hals og hendes Kinder. Ogsaa hendes vægtige Guldkrøller befriede sig ved den idelige Bukken tit fra Kammens Tvang, og hun maatte bestandig med sin Haand stryge dem tilside. Da i det samme uheldigviis Lyset af den nedgaaende Sol skinnede paa hendes Ansigt, blev jeg betaget af en usædvanlig Henrykkelse og sagde ret af Hjertens Grund: Gaa lidt mere langsomt, Jomfru. Kom mig ikke saa nær med deres Ansigt, ellers kysser jeg Dem.

Nej, De gjør ikke, Hr. Klinger, svarede hun ligegyldigt. Dertil er De altfor artig.

Artig? svarede jeg; det forekommer mig ogsaa at være en Slags Artighed.

Vil De have den Godhed at følge Snoren med lidt mere Nøjagtighed, gav hun til Gjensvar, saa skal De have Tak.

Jeg vilde ikke saaledes lade det første Thema fare, men tog igjen Ordet: Var De blevet vred, hvis jeg havde kysset Dem?

Det vilde gjøre mig ondt at erfare, at jeg uforsætlig ved min Opførsel kunde have givet Dem Anledning til at tage Dem en saa upassende Frihed.

Det stred aldeles mod min Regning, at Samtalen skulde tage denne Vending ind i det højtidelige Foredrag, hvor jeg slet ikke kunde følge med. Naar man saaledes i en Kjøkkenhave taler mig til i den højere Stiil, bliver jeg tilmode som en Strandmaage, der med sine Svømmefødder staaer paa et Stuegulv og forgjæves 64| basker Sandet med sine brede Vinger, uden at kunne løfte sig i Vejret. Jeg greeb da til et Huusraad, som jeg gjerne betjener mig af ved slige Lejligheder. Jeg har bemærket, at blot et ringe Gran af Ugudelighed, som en Eed, er en god Hjertestyrkning, der strax hjelper til at forflytte Conversationen fra de ætheriske Regioner over i den daglige Verden, hvor jeg bevæger mig med langt mere Lethed. Derfor tog jeg igjen fat paa den gamle Traad med følgende Ord: Kjære Jomfru! Jeg kan min Sjæl ikke ret forestille mig, hvad De vilde gjøre, hvis jeg havde kysset Dem.

Jeg vilde gaae min Vej fra Dem, svarede hun, og aldrig mere give Dem Lejlighed til at være alene med mig. Det samme seer jeg mig nødsaget til at gjøre nu, hvis De længer trænger ind paa mig med en Slags Underholdning, som langt fra er efter min Smag.

Ved saadan alvorlig Tiltale bragtes jeg reent ud af min Fatning, og fuldendte med stor Ydmyghed mine Furer i Bedet. Saaledes besidder hun bestandig en vis Sikkerhed i Udtrykket, som aldrig svigter hende. Aldrig bringes hun i Forlegenhed for Svar, fordi hun aldrig siger Andet, end hvad hun mener. At hun holder meget af mig, derom er nu slet ingen Tvivl; thi jeg anstillede mig i Dag, som om jeg vilde rejse. Da nærmede hun sig til mig, mens jeg snørede min Randsel:

Er De saa hurtig blevet kjed af vort Huus, sagde hun med en meget venlig Tone.

Nej, svarede jeg, men jeg befrygter, at Huset skal blive kjed af mig.

65|De maa endelig lægge Rejsetøjet tilside, tog hun atter Ordet. De er jo blevet min Fader gandske uundværlig. Han har aldrig været saa oprømt som i de Dage, De har opholdt Dem i vor Kreds.

Dem selv, sagde jeg, kunde det vel være gandske ligegyldigt, om jeg tog min Hat og Stok og gik til Tobolsk eller Irkutsch?

Nej, ingenlunde, svarede hun. Jeg seer Dem ogsaa ret gjerne hos os. Naar De blot i visse Henseender forandrede Deres Opførsel noget, vilde Deres Nærværelse være mig yderst behagelig.

Det Eneste, jeg har imod den fortræffelige Marie, det er, at hun for tit taler til mig i en vis Formyndertone. Hun kan vel være et Par Aar ældre end jeg; men jeg er jo dog heller ingen Dreng. Jeg fylder jo snart de nitten Aar, og har i eet Aar været myndig med Curator. Om fire Dage skal her paa Søen holdes en Andejagt, hvortil jeg glæder mig umaadelig. Inden den Tid vil jeg gjøre Marie en ordentlig Kjærligheds-Erklæring. Jeg kan dog ikke ret nyde det friske Jagtliv inden jeg har det fra Haanden. Derpaa vil jeg strax skrive det til min Onkel, og den 21de i næste Maaned vil vi holde Bryllup. Det skulde gjøre mig ondt, hvis ikke Valentin til den Højtid begav sig herud med sit hele Følge. Her var forgangen en Forvalter, som forærede mig et gandske fortrinligt Valdhorn. Jeg kan allerede ret taalelig blæse Livjægernes Marsch derpaa. Det er mig en herlig Tidsfordriv at tage Tonerne derpaa om Aftenen i Skoven eller ved Søen. Jeg har ogsaa megen Moroe af en tyk Pudelhvalp, der vralter omkring paa sine korte Been og tilhører Møllerens Dreng Peiter. Det koster mig meget Hovedbrud, 66| hvorledes jeg skal faae det Dyr lært, at bringe hid. Den har allerede tygget mange Lommetørklæder itu for mig. Send mig endelig med næste Post Fichtes transcendentale Idealismus. Man maa dog have nogen Philosophie, at slaae sig igjennem Livet med. Det angrer mig, at jeg hørte Sibberns Forelæsninger saa højst forsømmelig. Nu kan jeg først ret studere. Jeg fik en usigelig Sindsroe og Tilfredshed, siden min lykkelige Skjæbne har ledet mig til min evig elskede Marie.

Da — derpaa kan jeg ingen Slutning sætte. Jeg mangler et Riim, og har desuden ingen Stunder. Møllerens Hønsehund giver Hals i Skoven, jeg maa derud.

Eders trofaste

Frits.”

Da Brevets Oplæsning var endt, sagde Zacharias: “Hvad var det for Snak, der stod om Hyrdindens ravnesorte Lokker. Jeg har dog hidtil ikke troet, at han har ført noget egentlig ryggesløst Liv.”

“Nej ingenlunde,” svarede Bertel. “Det er en poetisk Fiction, som staaer der blot for at pynte, uden at det skal have nogen egentlig Betydning. Han kjender slet ingen Hyrdinde; thi Korøgteren paa Ørnholm, hvor hans Onkel boer, har, saavidt jeg veed, ingen Døttre. Svinerøgteren har vel een, men hendes Haar er ikke ravnesort, det falder omtrent i samme Farve som en Kakkelovnstørv.”

“Hvad synes I forresten”, sagde Valentin, “om vor gode Vens glimrende Udsigter?”

“Hvis hun ikke,” sagde Bertel, “troer det tjenligt for ham, at gaae lidt Trængsel igjennem først, for ret at styrkes i Troen, saa seer det unægtelig noget betænkeligt ud for ham. Jeg anseer det just ikke for umueligt, at en Landsbypige, der ej har studeret, ved 68| heldige Naturanlæg paa egen Haand kan komme til at erkjende Sandheden af Digterens Ord: irritant obstacula magis. Hvad grundet du paa, Bernhard?”

“Jeg tænker paa” — var dennes Ord, “hvorledes Naturen har ladet den quindelige Charakteer uden egentlig bestemte Omrids. Der er fast ingen Forskjel i Sind paa de bedre Væsner af det hele Kjøn. Deres bedre Side bestaaer i en reen hvid Flade, uden Mangfoldighed af Farve. Det er ikkuns ved Skyggerne, de skjælnes fra hinanden. Medens man i den mandlige Halvdeel af Menneskeslægten seer en utallig Vrimmel af bestemt ridsede Polygoner, har Naturen i Tegningen af den quindelige Charakteer betjent sig af lutter concentriske Cirkler. Næsten ethvert reent quindeligt Væsen vilde jo have behandlet vores Eventyrer paa samme Fod, som denne Marie. — Men lad os nu høre det næste Sendebrev, Valentin. Jeg længes dog efter at vide, hvad Udfaldet bliver.”

Valentin tog Brevet frem og læste:

“Farvel, Brødre! Naar I modtage dette Brev, har jeg selv gjort Ende paa mit Liv. Tak for Eders Venskab. I min Dødstime forsikrer jeg Eder om, at jeg har elsket Eder alle ret af Hjertet. Jeg troer ogsaa, I have været mine Venner, og tilgiver Zacharias fuldkommen, at han har været saa stræng i sin Dom over mig. Du, Christian, har altid elsket mig meest; dig giver jeg mit Valdhorn. Jeg bliver ventelig begravet her i Skoven; sæt dig da en Aften paa min Gravhøj i stille Vejr, og blæs en Sørgemarsch ud over Søen. Giv Møllerens lille Søn min Brystnaal. Skjul min Dødsmaade ved en eller anden rimelig Opdigtelse for min Onkel i Jylland, og send ham mit Krudthorn. I min Kjolelomme findes en Brevtaske med Penge; 69| giv den til den gamle Soldat, der børstede mine Støvler i Kjøbenhavn. Jeg slog ham engang paa Øret, fordi han havde traadt en Stær ihjel for mig. Ellers troer jeg ej, jeg har fornærmet Nogen. Der findes ingen Kugler i min Haglpung, og jeg er ej i Stand til at støde mig en; thi ethvert Arbejde falder mig væmmeligt. Jeg hænger mig i et blomstrende Æbletræ ved et Ærtebed i Haven. Nys vilde jeg have sagt Farvel til min Vært, som jeg mødte, men det var mig modbydeligt at bevæge Læberne. Jeg føler mig saa beklemt, at jeg med Nød drager Aande. O, min Hals er som om den var fuld af Naale. Fy, hvor mit Liv forekommer mig at have været et stygt, elendigt Gjøglespil. Jeg kan ikke skrive meer. Lever vel, trofaste Venner.”

“Nu kjender jeg dig ikke mere, Valentin,” sagde Christian, dybt bevæget. “Hvorledes har du kunnet paa saa kold og hjerteløs en Maade meddele os et saa sørgeligt Budskab.” — Meer sagde han ikke, men bedækkede sit Ansigt med sine Hænder. Valentin svarede Intet, men gik ligegyldig fra Bordet. Der herskede en dyb Stilhed i den hele Kreds, og alle stirrede tause hen paa det mørke Sund, over hvilket der hang nogle sorte ubevægelige Tordenskyer.

“I Sandhed,” sagde tilsidst Tydskeren, “jeg havde aldrig troet, at en saa flygtig opstaaet Lidenskab kunde saa hurtig overvælde ham med en saadan Voldsomhed.”

Pludselig blæstes fra Salen bagved deres Hoveder en højtidelig Dødningemusik paa et Valdhorn. Først skraldede blot lange sønderrivende Toner, der udtrykte Rædsel og Fortvivlelse, og klang som revnet Metal, men efterhaanden opløstes de i bløde Rullader, og endte som med et afbrudt Suk. Taarer strømmede Christian ned over Kinderne, da i det samme Valdhornet fløj gjennem Luften ud 70| i Græsset, og da man vendte sig tilbage, svang den krøllede Frits sig frisk og rødkindet, med den højre Arm om Vinduesposten, ned fra Salsvinduet iblandt dem.

Efterat de første Glædesyttringer og Hilsener vare tilende, sagde Valentin: “Nu holdes jeg vel undskyldt for den Kulde, hvormed jeg bragte den bedrøvelige Tidende, da jeg var mig bevidst, at jeg havde den Afdøde gjemt i mit Sovekammer.”

Bertel begyndte med et skalkagtigt Smiil: “Da jeg saae de mange Sørgeminer, havde jeg ikke Mod til at lade mig forlyde med min ringe Betænkning; men jeg trøstede mig selv med den Formodning, at Frits havde fattet en bedre Beslutning, naar han havde følt Strikkens ubehagelige Kildren om Adamsæblet.”

“Der tænkte du fejl”, sagde Frits. “Jeg hængte mig virkelig som en brav Karl. At man skar mig ned igjen, det skete gandske mod min Villie og mit Vidende. Men nu skal jeg kortelig fortælle min Død og min Gjenfødelse. Dagen før Andejagten begav jeg mig ned i Møllerens Have, hvor jeg formodede, at træffe hans Datter Marie. Hun spadserede virkelig mellem Blomsterlandene, som paa gammeldags Viis indfattes med højt Buxbom og gjennemskjæres af Gange, der ved kunstigen at krydse hinanden danne mangfoldige Vinkler og Buer. Hun undveeg mig øjensynligen, fordi hun endnu var fortrydelig over Scenen i Ærtebedene. Jeg tænkte med Ovid: militat omnis amans, og forfulgte hende ufortrøden igjennem de labyrinthiske Gange, saa at vi mellem de blomstrende Quadrater paa en vis Maade kom til at lege Skaktavl. Hun var mig for saavidt overlegen, at hun kjendte Terrainet bedst. Jeg havde paa min Side den Fordeel, at jeg som Springer kunde sætte over Quadraterne, medens hun med sine smaae jomfruelige Skridt maatte holde sig paa Blomsterlandevejen. Endelig fik jeg hende ved 71| mine fiint udtænkte Træk drevet om i en Vinkel, hvorfra hendes eneste Retirade var til Lysthuset af Træe. Derind gik hun og slog Døren i Laas efter sig, og jeg steeg i samme Minut ind ad det aabne Vindue.

Hun sagde til mig i en bestemt Tone: Hvad vil De mig?

Jeg tog hendes Haand og sagde: Marie, jeg vil uden Omsvøb sige Dem, hvad der bringer mig til at opsøge Dem, at jeg ej kan leve uden Dem. Jeg føler en uimodstaaelig Trang til at sige Dem, at De gjør mig grændseløs ulykkelig, hvis De ej slutter en evig uadskillelig Forbindelse med mig.

Min Herre, svarede hun, jeg føler stor Agtelse for Dem —

Det er ikke sandt, Jomfru! sagde jeg, hvorledes skulde De komme til at føle Agtelse for mig?A

“Det var et meget vel betænkt Spørgsmaal af dig, Frits,” faldt Zacharias ham i Talen.

Frits vedblev: “Hun taug et Øjeblik, men uden mindste Forvirring. Derpaa begyndte hun paa ny med følgende Ord:

Jo, i visse Henseender føler jeg virkelig Agtelse for Dem. Jeg anseer Dem for et godt, naturligt Menneske. Men naar De endelig ønsker det, vil jeg ret af mit Hjerte tale Sandhedens strængeste Sprog til Dem. Maaskee De har aldrig hørt en saa oprigtig Dom over Deres Liv og Væsen som den, De nu fornemmer af min Mund. Jeg anseer Dem for at være meer uskyldig og ufordærvet, end største Delen af Deres Jævnaldrende. Men De er endnu halv Mand og halvt Barn. De finder Behag i Spøg og Leeg som et Barn, og Deres Forstand er dog i flere Henseender udviklet. Denne Mellemtilstand bibringer Dem den Lyst, at ville forvandle Naturens helligste Forhold til Leeg og Fjas. 72| Oplever De en mere moden Alder og bliver i Stand til at føle virkelig dyb Kjærlighed, da raader jeg Dem som en sand Veninde, gjem Deres Følelse dybt i Deres Bryst, og lad Knuppen i Stilhed udvikle sig, før De bringer den for Lyset. Drag ej enhver ufuldbaaren Sindsbevægelse saa voldsomt frem; thi den ætheriske Blomst visner hen, naar den slæbes i Støvet. Troer De virkelig, nogen fornuftig Pige kan finde sit Livs Beroligelse ved at slutte sig til en Mand, der, saaledes som De, blot ledes af Øjeblikkets Indtryk? Vil De vinde nogen agtværdig Quindes Tilbøjelighed, da bortkast Deres flagrende Væsen og læg dem efter en meer alvorlig Stræben under Deres jordiske Vandring. Jeg veed, at Deres Godmodighed ikke tillader Dem, at opbringes over den frimodige Tone, hvormed jeg tiltaler Dem, og jeg ønsker saa inderlig, at De ret maa føle den Sandhed, der ligger i mit Ord.

Denne Tale holdt hun med en overordentlig Kraft og Fynd, som jeg aldrig havde troet kunde huses i et jomfrueligt Bryst. Under Talen blussede hendes Kinder stærkt; hendes Kam faldt af Haaret; de lange Haarfletninger havde frit Spil og hun stod for mig i det dunkle Lysthuus som en gudbetaget Pytho Delphica. Jeg blev naturligviis yderst forbittret, og slog i Bordet, saa det hele Træhuus rystede.”

“Nu lyver du”, sagde Bertel.

“Det gjør jeg rigtig nok”, svarede Frits. “Forbittret blev jeg, men slog ikke i Bordet saa Træhuset rystede. Derimod gav jeg hende det hidsige Svar: Ho, ho, smukke Jomfru! Troer De, jeg er kommet hid for at vejledes i de første Grunde til en fornuftig Sædelære? At gaae anden Gang op at læse, har jeg just ikke behov. Jeg blev ret grundig confirmeret af Pastor Butfeldt i 73| Ølseby. Det smerter mig, at De har maattet anstrænge Deres spæde Bryst for et Auditorium i Enkelttallet. Havde jeg forud ahnet, at Aanden i denne Stund saa skjønt vilde tale gjennem Deres elskværdige Mund, havde jeg i det Mindste dog kaldt Møllerkarlen, Bryggerpigen, Røgteren og deres Broder Peiter herop, for at et sømmeligt Antal Øren kunde husvales ved deres liflige Formaninger. Det var meer end jeg kunde og burde forlange, at De skulde sætte Deres fortrinlige Talegaver i Bevægelse blot for at tildele min Smule Person en Times Lysthuus-Andagt. Gud bevares! Landet er jo fuldt af Præstemænd, der hver Søndag deels med Skriftens Ord, deels paa fri Haand, paa deres Embedsvegne nødsages til at revse hver Liebhaber. Jeg er Dem imidlertid uendelig forbundet, ja jeg savner Ord til ret at udtrykke min ubegrændsede Taknemlighed. Tungen tier, men Hjertet taler sit tause Flammesprog. De har echaufferet Dem, Jomfru. Træk Deres Shawl sammen om Halsen, ellers bliver De forkjølet og paadrager Dem rheumatiske Tilfælde.”

“Nu løj du igjen, Frits”, sagde Bertel. “Jeg kunde see paa dig, at du i dette Minut opspandt den hele Tale. Du har for megen Ridderaand til at tee dig saa ubelevent hos en Dame.”

“Ja naar I endelig ere saa vantroe, at I slet ikke fæste Lid til saa sandsynlige Fictioner, maa jeg bekjende reent ud, at jeg følte mig gandske sønderknust og tilintetgjort. Jeg troer endogsaa, jeg græd.”

“Ja det gjorde du sikkert”, tilføjede Bertel.

“Ja det gjorde jeg rigtig nok”, vedblev Frits, “og med krampagtig Heftighed flød der en Strøm af tosset Snak fra mig, som jeg har glemt igjen, og hvilken jeg, selv om jeg erindrede den, neppe bequemmede mig til at føre over mine Læber for Eder. 74| Gandske hovedsvimmel og tumlende tog jeg i Grebet af Døren, uden at huske paa, den var lukket i Laas.

Bi lidt, sagde hun, jeg har Nøglen hos mig. — Derpaa lukkede hun mig gandske rolig ud af Døren, som om Intet var forefaldet.

Jeg ilede til mit Værelse, hvor jeg skrev et Afskedsbrev til Eder, og styrtede derpaa gjennem Havestuen for at udføre mit Forsæt. De to Glasdøre, der førte til Haven, stode paa viid Gavl og paa Trappen var udbredt en Serviet med Lavendler, der skulde tørres i Solen. Ved Siden af Servietten stod Licentiaten og solede sig. I det jeg nu, for at gaae uden om Lavendlerne, vendte mig paa Kant for at trænge forbi ham, blev han mine forvirrede Miner vaer, og greb mig i Armen. I min Iilfærdighed raabte jeg blot: Slip mig, og stødte ham bort saa at han styrtede baglænds ned af Trappen. Jeg hørte Dørglassene klinge, men uden at see mig tilbage skyndte jeg mig hen til Æbletræet, og iværksatte min Plan. Jeg tabte snart min Bevidsthed; først følte jeg en behagelig Drøm om dejlige Marker og Enge, derpaa Intet.

Da jeg atter vendte tilbage til Livet, befandt jeg mig i Møllerens Havestue, hvor der staae to Senge med højt opstablede Dyner. Jeg laae i den ene og Licentiaten i den anden. Møllerens Kone gneed mig i Tindingen med Æddike, og Marie badede Licentiatens Nakke med lunknet Viin. De første Ord, jeg fornam ved Gjenkomsten til dette Liv, var følgende Udbrud af Møllerkonen:

Ak, Du Fredsens Gud! vi have jo nu lige med Eet faaet et reent Hospital her i Huset! Kathrine, løb og hent Glarmesteren, at vi kan faae nye Ruder i Døren.

75|Licentiaten var nemlig i Faldet tørnet mod den ene Fløjdør, og Glasset havde skaaret ham et Hul i Nakken. Jeg befandt mig i en modbydelig nedspændt Sjælstilstand, som naturligen fulgte paa min forrige krampagtige Stemning. Stuens Tusmørke, Møllerkonens huuslige Puslen og prosaiske Bemærkninger, der droge mig ned i en lav Region, hvor Hvergarn, Finker, Sulevælling og Uldhoser have deres Hjem, bidrog til at gjøre min Forfatning piinlig. Det var mig heller ikke vel tilpas, at Marie hellere bestræbte sig for at skaffe den fordømte Licentiatus frisk Hud i Nakken, end at skaffe mig igjen tilbage til Livet. Saasnart Møllerkonen saae, jeg paa ny drog Aanden, sagde hun til mig:

Naa, De har rigtig baaret Dem net ad, min Herre! Det maa man sige! Herre Du Fredsens Gud, hvor De har gjort en Forstyrrelse her i Huset!

Saasnart jeg havde samlet mine Tanker lidt, besluttede jeg at opgive Dødstanken for denne Gang; jeg var for mat, til længer at være fortvivlet. Da jeg om Aftenen befandt mig alene med Mølleren, sagde han til mig:

Idag har han gaaet hen og gjort en dummere Streg, end dengang han skjød den røde Støver.

Det er Dem umueligt, svarede jeg ham, at gjøre Dem en fjern Forestilling om, hvor inderlig jeg elsker Deres Datter.

Aa, Snak! faldt han mig i Talen, strabadseer han sin Krop dygtig om Dagen, og lig paa en haard Matrats om Natten, saa gaaer det nok over. Saa maa han ogsaa røge brav Tobak; det hjelper forbistret godt.

Man hører nok, bemærkede jeg, at De aldrig har følt Kjærlighed.

76|Utallige Gange, svarede han; jeg har været forliebt i Fruentimmer af alle Slags Farver, baade sorte, brune, hvide, og de blakkede derovre fra Vestindien. Skulde jeg have hængt mig, hver Gang jeg havde havt slige Griller, da kunde jeg gjerne have forbrugt Oplaget i en heel Reberbane. Tro han mig, det er kuns en halv Snees af de første Gange, at det svier noget for Hjertet, siden er det kuns en Overgang, ligesom Tandværk og Snue.

Han forlod mig, og jeg var ved Dagens Begivenheder blevet saa aarvaagen, at jeg følte liden Lyst til at sove.

Jeg aabnede Vinduet ud til Skoven, hvor den blanke Maane skinnede paa de tætsluttede Trætoppe, medens Gjøgen af og til lod mig høre sin Røst. Jeg tænkte paa den Grav, der saa nær havde kommet til at rejses for mig i Skyggen af det Krat, over hvilket jeg nu saae de vrimlende Myg i Skumringen at optaarne deres bevægelige Skyer. Jeg tænkte paa, hvorledes den store Natur saa rolig bevæger sig frem i sin uendelige Fred, medens det saakaldte Fornuftvæsen yttrer sin Egensind som et uregjerligt Barn; hvorledes Natten, igjennem sine gyldne Briller, vilde have seet paa min Grav med samme Blik, som den nu saae paa mit Ansigt. Da forestillede jeg mig ret levende, hvorledes Christian da havde siddet med et Flor om sit Horn og blæst en veemodig Melodie, mens Fiskeren holdt stille med sit Blus paa Søen og strøg Haaret bort under sin laadne Kabuds, for at høre paa Musiken. Under disse Betragtninger forfattede jeg den Sørgemusik, som I nys have hørt, og sov ind paa min Stol med Hornet under Armen.”

“Nu synes du dog at vare gandske vel tilmode paa ny”, sagde Bertel.

77|“Jeg forsikrer dig”, gav Frits til Svar, “jeg er saa Gud højst bedrøvet.”

“Noget maa du vel sagtens være det, om ikke for andet, saa for Velanstændighedens Skyld. Imidlertid har dog vist de strænge Lærdomme, Jomfruen gav dig i Lysthuset, virket med temmelig nedslaaende Kraft paa din Varme.”

“Ja tilvisse”, sagde Frits igjen; “thi jeg bliver gandske fortørnet, naar jeg tænker paa den Rolighed, hvormed hun affærdigede mig, den Besindighed, hvormed hun foredrog sin Tale, ret som om hun vel forberedt havde læst hvert Ord fra Bladet. Hun burde dog i det Mindste være kommet lidt i Oprør.”

“Ja vist”, sagde Bertel; “hun burde have taget et Par Hofmannsdraaber paa et Stykke Melissukker, og lagt sig lidt ovenpaa Sengen, med Klæderne paa. Det var det Mindste, hun kunde gjøre, naar hun vilde tilfredsstille Høflighedens almindelige Fordringer. Hun taler ellers ret godt for sig. Jeg gad gjerne vide, hvorfra hun faaer de Bøger, efter hvilke hun danner sin Stiil. Thi naar jeg undtager Udtrykket: “Deres jordiske Vandring”, som hun kan have tilegnet sig af Sognepræstens Søndags-Foredrag, havde Resten mere af Romanens Farver, end af den evangeliske Rhetorik. Jeg tilstaaer, det falder mig ikke let, paa staaende Fod at opløse de Bestanddele, hvoraf hendes Ordbog er sammensat.”

“Hun har virkelig meer Dannelse, end nogen af Eder troer; thi hun har, fra sin Barndom af, havt megen Omgang med Familien paa Ravnshøj, og Fruen i dette Huus skal besidde megen Smag for den skjønne Literatur.”

“Ja saa”, sagde Bertel; “derved gaaer et Lys op for mig. Jeg kan nu ret i Aanden forestille mig en landlig Kreds af Jom78|fruer og Fruer, der have dannet sig et lille Læseselskab, og hvorledes de utaalmodige vente den agende Post, for med Graadighed at styrte sig over Brevduen, Harpen, Læsefrugterne o. s. v.”

“Jeg har faaet en Slags Interesse for den Pige”, sagde Bernhard, “blot af de faa Bidrag, man har givet mig til hendes naturhistoriske Construction. Det er et ret smukt Exemplar af den Schillerske Quindeclasse. Jeg har intet Andet at udsætte paa hende, end at der flyder lidt vel meget mandligt Blod i hendes Aarer. Det er at betragte Sagen med et altfor prosaisk Blik, naar man vil indbilde sig ved den blotte mekaniske Juxtaposition at kunne forklare hendes Foredrags Beskaffenhed. Nu, da jeg begynder at fatte hendes zoologiske Betydning, og at kunne anvise hende sin Plads i Dyrerækken, indseer jeg klart den indre Nødvendighed, som frembringer hendes højtidelige Taler: thi Ordet avles ligesaa nødvendigt af Menneskets organiske Grundform, som Farverne paa Fuglens Fjær. En uberegnet mundtlig Yttring lægger det indre Væsen mere tydelig for Dagen end Handlingen, der gjerne forudsætter meer Overlæg og Forsæt. Det ædle Udtryk, der blomstrer paa en fiintbygget Quindes Læbe, der efter et Slags indre Lov forskyder alle platte Forestillinger og uforsætlig vælger alle Sprogets meest ætheriske Lyde, kan ej blot tilskrives hendes Omgivelse, men fødes ligesaa nødvendig af det spæde Livs Grundkjærne, som det lette Rosenskjær paa hendes Kinder. Ikke blot fordi Matrosen er opdraget imellem Tjæretønder og Tougværk, henter han sine Lignelser fra den fysisk-drøje Verden; men fordi hans djærve Nervesystem ej lader ham finde Tilfredsstillelse ved det finere Foredrag med sine Sølvtyper. Der behøver kun at finde meget faa ydre Betingelser Sted, for at en Quinde med en schillersk Natur kan danne sig en 79| Kreds af ophøjede moralske Tanker. Et Instinct vil bringe hende til overalt at drage den Næring til sig, som hun behøver. Enhver flygtig Yttring, ethvert prentet Blad, hun drejer om sine Krøller, vil berige Tallet af de Tanker, som bedst kunne assimilere sig med hendes Natur, og der behøves blot et let Stød udenfra, for at den schillerske Lyrik kan komme til at strømme fra hendes Læber.”

“Det veed vi altsammen”, sagde Bertel ærgerlig. “Det er omtrent det samme, som gamle Horats siger med det ufilosofiske Vers: Sincerum est nisi vas, quodcunque infundis acescit.”

Bernhard blev ved: “Paa samme Maade nøder Bertels platte Tænkemaade ham til at oversætte hver Sætning, han hører, i sin Spekhøkerstiil, inden han kan faae den i sit Hoved. Han troer at borttage Formen og give Tanken i Stedet, da han dog blot gjengiver den under en anden, just ikke mere tiltrækkende Form. Det gaaer ham som Grønlænderen, der ej kan faae sin Føde ned, uden at den først er sølet i Tran.”

“Og din filosofiske Natur”, svarede Bertel, “løfter dig bestandig op til det overmenneskelige Trin, hvorfra du seer Alt som lige godt og lige stort. Imidlertid bliver du dog noget stødt, naar en plat Natur kommer dig noget tværs for Livet, og dumper ned i hans lavere Verden for at baxes med ham. Men den Fugl ville vi nu lade flyve. Jeg maa til at holde lidt nærmere Forhør over vor Ven Frits. — Siig mig nu paa Ære og Samvittighed, var det dit ramme Alvor, saaledes uden Omstændigheder at ende dit unge Liv i Æbletræet?”

Frits, som ved Nydelsen af adskillige Glas Theevandspunsch havde mistet al Gave til at forstille sig, gav til Svar: “Siden I da endelig ville have mig aldeles afklædt, kommer jeg vel til at træde reent 80| ud af min romantiske Glorie for at aflægge den ydmyge Bekjendelse, at jeg rigtig nok blev lidt underlig tilmode, da jeg stod lige ved Dødsens Dørtrin. Det var dog egentlig for at give Marie til Straf for sin Grumhed ret et sjælerystende Syn, at jeg gjorde det tunge Skridt. Men nu stod det mig bestandig for Hovedet, at min uforgjængelige Deel ved min Afgang fra dette Timelige maaskee blev forflyttet til saa fjerne Regioner, at jeg hverken kunde høre eller see noget til den Opsigt, som jeg ved min fortvivlede Beslutning især havde tilsigtet. Jeg følte mig virkelig fristet til at indlade mig i en Forstaaelse med Gaardskarlen, for at han kunde opholde sig i Nærheden, og til betimelig Tid og Stund udfrie mig af Belials Reeb, der snart skulde omsnoe mig. Men det forekom mig dog at være en altfor prosaisk Udvej. Jeg styrkede da mit Sind ved den trøstelige Udsigt, at Licentiaten igjen kunde komme saameget paa Benene, at han kunde tage mig ned igjen. Noget vovede jeg jo vist nok; men min ulykkelige Elsker-Ære tillod mig slet ikke, reent at træde tilbage. Jeg hængte mig jo heller ikke i nogen arabisk Ørken, men temmelig nær ved Huus og Folk, og for at man strax kunde have Redningsanstalter ved Haanden, havde jeg ladet min Foldekniv falde paa Jorden ved Roden af Træet.”

“O din Stakkel,” sagde Bertel, i det han strøg ham under Hagen; “du har ret været stædt i en svar Nød. Vederquæg det qualomsvændte Bryst med en Slurk Punsch endnu, og bekjend saa frit uden al falsk Undseelse, at du efter disse tre Dages Lidelser gandske har forvundet al din Harme.”

“Med Skam at tale om,” svarede Frits, “befinder jeg mig nu ret vel. Den ubarmhjertige Præken har overbeviist mig om, at 81| jeg egentlig tilbad et blidere Billede, skabt af min egen Fantasie, til hvilket den strænge Jomfru slet ikke svarede.”

“Nu maa du ogsaa helligen love,” føjede Bertel til, “at du ej oftere vil hænge dig. At man gjør det engang i Overilelse, kan tilgives, men at lade det blive til en Vane, lader sig ej undskylde.”

“Nej,” svarede Frits, “herefter vil jeg uden al Opsætsighed lade Tidens Hjul gaae den Gang, de vil.”

“Det er overmaade smukt og føjeligt gjort af dig,” sagde Bertel. “Hvilket Huus vilde der ikke ligge, hvis du ret alvorlig tog dig af Tingenes Regjering. — Nu fortsætter du vel igjen din afbrudte Vandring til den aldrig seete Skjønne paa Ravnshøj?”

“Ja,” svarede Frits, “al min Gjenvordighed i Møllekroen var kun en velfortjent Straf, fordi jeg over den nærværende Middelmaadighed forglemte den fjerne Herlighed. Jeg forekommer mig undertiden at ligne den meget udholdende Konge fra Ithaca, som paa Rejsen til sin Penelope fordrev et Aar med Afrodites gyldne Gjerninger hos Circe, den smukt syngende Nymfe; ja han skulde have forblevet der længer, hvis ej hans Følgesvende havde formanet ham til, ej at glemme, at begive sig hjem til sit kjære Fædreneland og det højttækkede Huns.”

Tordenskyerne trak meer og meer sammen over deres Hoveder. De hvide Søfugle fløj snart med ængsteligt Skrig omkring mellem Lynglimtene, snart plumpede de paa Hovedet ned i den oprørte Søe. Frits satte Valdhornet for sin Mund og blæste sit eget Requiem endnu engang for Selskabet. Derpaa begav man sig ind under Valentins Tag, hvor man fandt en behagelig Sikkerhed for Regn og Uvejr.