82|Tredie Kapitel.
Andejagten.

Frits havde paa ny begivet sig til Møllekroen, for at indfinde sig ved den aarlige Andejagt. Mølleren havde meget rigtigen sluttet, at en Lidenskab, til hvilken Grunden i faa Dage var lagt, i en kort Tid igjen vilde fortage sig. Derfor havde han maget det saaledes, at denne Jagt, der af ham selv og hans vaabendygtige Naboer ansaaes for en stor Højtid, var blevet udsat i faa Dage. Han ønskede nemlig, at hans kjære Lærling med fuldkommen beroliget Sind skulde tage Deel i denne Jægerfest.

Da Frits altsaa Aftenen før Andejagten skreed over Kroens Dørtrin, blev han modtaget med aabne Arme. Alle Gaardens Beboere, lige fra Verten selv til Drengen Peiter og den trivelige Pudelhvalp, yttrede deres Henrykkelse over hans Komme. Det var en taus Overeenskomst, at det ubehagelige Optrin, der havde foranlediget Fritses Afrejse, skulde være bragt i en fuldkommen Glemsel. Marie begreb af hans friske Miner, at den Fortvivlelse, som hun heller aldrig havde anseet for meget grundig, aldeles havde lagt sig. Mellem Frits og hende var der let et fuldkommen tvangløst Forhold tilvejebragt. Møllerkonen blev nu ogsaa befriet fra den Skræk, som i adskillige Nætter havde paadraget hende urolige Drømme. Hun hviskede til sin Datter, at hun ved Fritses næste Regning maatte huske vel paa de nye Vinduesruder, som hun under Husets almindelige Forvirring reent havde glemt at føre til Bogs. Blot med Licentiaten var Frits ikke i Stand til at omgaaes paa den forrige Fod. Af Maries Opførsel, da de begge bleve behandlede som 83| Patienter, og endeel andre Omstændigheder, havde han bemærket det Fortrin, hun øjensynligen gav denne Husets ældre Gjæst. Han satte sig selv højt over sin formeentlige Medbejler, og det var ham en utaalelig Forestilling, at have maattet vige for en Mand, som han havde saa ringe Tanker om.

Licentiaten sad i Skumringen paa sit Kammer, og bestræbte sig for at bibringe Peiter Begyndelsesgrundene til Indenadslæsning. Han strøg med sin flade Haand over Drengens glatkjæmmede Hoved, i det han afbrød Underviisningen med det Spørgsmaal:

“Elskværdige, rare, fortræffelige Peiter! elsker du din gamle taabelige Lærer?”

“Ja,” svarede Drengen.

“Holder du ikke ret meget af mig,” blev Licentiaten ved.

“Jo,” sagde Peiter hurtig, i det han streed videre med sin Pegepind, for jo før jo heller at komme til Enden af Lexen.

“Du lyver Dreng,” sagde Licentiaten; “du har ingen Agtelse for mig.”

Drengen sagde: “Jo, — K—a—t, Kat.”

“Du anseer mig for et Tossehoved,” vedblev Licentiaten. “Du har mig til Bedste, fordi jeg er beladt med denne Klumpfod. Du slette Dreng! Men en Unge som du skal ikke foragte din Lærer, fordi han er vanskabt. Herefter skal jeg gribe til kraftige Midler for at sætte mig i Respect hos dig, forstaaer du mig, Knægt?”

Under denne Tiltale ruskede han sin Lærling dygtig i Ørelappen. Drengen gav et gjennemtrængende Skrig fra sig og flygtede med Haanden for Øret hen i en Krog af Stuen. Ved Skriget ilede Marie til og raabte ved Indgangen:

84| “GjørA du dig uartig, Peiter! Kom strax hen og kys Manden paa Haanden og bed om Forladelse.”

Hun greeb sin Broder i Armen, for at slæbe ham hen til Licentiaten. Men Peiter, som levende følte sin Lærers Uretfærdighed imod ham, brugte baade Hænder og Fødder til sit Forsvar, i det han med den største Halsstarrighed satte sig imod enhver Slags Afbigt.

“Slip ham, Jomfru,” sagde den nedslagne Licentiat. “Jeg har i et Anstød af ondt Lune gjort ham Uret. — Søde Peiter, vær ikke vred paa mig for den tyranniske Medfart, du har udstaaet. Lad mig blæse paa dit Øre. Der har du et Stykke Sukker, lad saa det være glemt. Kom og kys mig, min Dreng! Jeg er ulykkelig; thi nu veed jeg, du hader mig din hele Levetid.” Med disse Ord, som ledsagedes af en Taarestrøm, trak han det modstræbende Barn op til sig.

Men Peiter fordoblede naturligviis sin Skraalen, og med det Raab: “Du er en slem En, du stikker mig med dit Skjæg” — tog han, forfulgt af sin Søster Marie, Flugten ud af Licentiatens Kammer.

Frits, som igjennem den aabnede Dør havde seet Licentiatens bagvendte Forhold, sagde til Marie: “Den fjollede Pedant fordærver aldeles Drengen. Lad for Alting ikke Deres Broder have noget at skaffe med et Menneske, der er saa aldeles uskikket til at omgaaes Børn.”

Marie svarede: “Jeg beder Dem, aldrig at tage den egensindige Dreng i Forsvar. Sæt endogsaa, Herren i sin Overilelse har været for stræng imod ham; skal da slig en Purk strax have Lov til at yttre saadan Stivsindighed mod en Mand, der daglig viser Godhed imod ham.”

85|“I Peiters Sted,” sagde Frits fornærmet, “vilde jeg betakke mig for en saadan Godhed, som altid udsatte mig for Tab af Øren og Næse. Han har saa liden Færdighed i sine lange Lemmers Afbenyttelse, at han vist engang ved et mislykket Kjærtegn vrider en Arm af Led paa den stakkels Peiter. Om det saa er Hvalpen Caro, saa stikker den Halen mellem sine Bagbeen og løber tudende bort, naar den seer sin lærde Ben i ti Skridts Afstand. Den føler sig ilde tjent med hans kjælne Nærmen, da dens Tæer gjerne maae forsøge Vægten af hans Elephantfødder.”

Marie værdigede ham intet Svar paa hans kaade Bemærkninger, men førte Rømningsmanden atter ind til den forladte Fibel.

Frits kunde om Natten neppe sove for den urolige Længsel, hvormed han saae den næste Dags Højtidelighed imøde. Saasnart Daglysningen begyndte, stod han op, og gjorde sine Jagtredskaber i Stand. Derpaa gik han ud i Haven og ventede med Utaalmodighed paa, at hans Vært skulde rejse sig af Sengen. De første Svaler, der forlode deres Natteroe, maatte tjene til Maalet for hans Prøveskud, og da det lykkedes ham at træffe to til tre af disse under deres regelløse Flugt, haabede han, med sit sikre Haandelag at indlægge sig stor Ære ved de betydeligere Skud paa den større Jagt.

Licentiaten, som var vækket ved Flinteskuddene, viste sig i et aabent Vindue, der stødte ud til Haven.

“De har ikke faaet megen Søvn i Nat,” sagde han til Frits.

“Ikke synderlig,” gav denne til Svar.

“Jeg ikke heller,” vedblev Licentiaten.

“Hvad har da ligget Dem paa Hjertet,” spurgte Frits.

“Jeg har,” fik han til Svar, “den halve Nat grundet paa det Værk, De veed, jeg har under Hænder.”

86|“Og jeg,” sagde Frits, “har før Dag plaffet med min Flint. See her er tre Svaler, som jeg allerede har truffet. Hvor mange Tanker har De fisket til Deres Bog?”

“Jeg har,” tog Licentiaten Ordet, “beskjæftiget mig med endeel forberedende Betragtninger over det skrivtlige Foredrags Væsen. Jeg kan med soleklare Beviser godtgjøre Dem, at man aldeles ikke kan fremstille nogen Mening i Ord og Sætninger. Inden man beviser mig Mueligheden deraf, kan jeg slet ikke skride til Værket.”

“Ej, ej!” sagde Frits; “hvis mit mundtlige Foredrag ikke tilfredsstiller Dem, saa behag blot at række mig et Stykke Papir, og jeg skal strax overbevise Dem om at Kunsten er ikke saa svær, som De troer.”

“Ja,” svarede Licentiaten, “jeg har jo vist nok før seet Tanker udførte paa Papir; men siden jeg er kommet til tydeligen at indsee den Modsigelse, der ligger i et saadant Foretagende, føler jeg mig gandske sat ud af Stand til at skabe nogen skrivtlig Sætning. Men uagtet Erfaringen utallige Gange har viist, at det dog lader sig gjøre, piner jeg mig selv for at løse den uforklarlige Gaade, hvorledes man kan tænke, tale eller skrive. Seer De, min Ven! En Bevægelse forudsætter en Retning. Forstanden kan ej stride frem uden at bevæge sig i en vis Linie, men inden den følger denne Linie, maa den jo i Forvejen have tænkt sig den. Altsaa har man jo bestandig tænkt enhver Tanke, førend man tænker den. Enhver Tanke, der synes at være Minutets Værk, forudsætter jo saaledes en Evighed. Det kunde gjøre mig næsten forrykt. Hvorledes kan da nogen Tanke fødes, da den altid maa have været til, før den bliver til. Naar De skriver en Periode, maa De jo have Perioden i Hovedet, førend De skriver den. Men førend De fik den i Hovedet, 87| maa De jo have tænkt Dem den; hvoraf kunde man ellers vide, der kunde tilvejebringes en Periode? Og førend De tænkte Dem den, maa De jo have forestillet Dem den; hvorledes kunde De ellers være faldet paa at tænke Dem den? Saaledes gaaer det frem i det Uendelige, og denne Uendelighed begrændses af et Øjeblik.”

“Men for Pokker,” sagde Frits ligegyldig; “netop i det De beviser, at Tankerne ej kunne bevæge sig, stride Deres egne jo ret frisk fremad.”

“Det er jo netop Knuden,” gav Licentiaten ham til Svar. “Derved forøges jo det store Virvar, som ingen Dødelig nogensinde kan oprede. Indsigten af Tankens Umuelighed indeholder selv en Umuelighed, og Erkjendelsen heraf frembringer paa ny en uforklarlig Modsigelse.”

Frits gav kun lidet Agt paa dette Svar. Han havde faaet Øje paa en Skade, der uforsigtigviis havde nedladt sig i en af de nærstaaende Trætoppe, hvor den med vippende Stjært og skraldende Tungeslag hoppede mellem Grenene. Med sin hele Opmærksomhed henvendt paa den, havde han grebet med Tommelfingeren om Hanen paa sin Flint, da Licentiaten i det samme bankede sig med knyttet Næve paa Panden, og skreeg:

“Au, mit Hoved! jeg bliver gandske svimmel.”

Ved denne Lyd blev Fuglen advaret, og frelste sit Liv ved en betimelig Flugt. Frits satte fortrædelig sit Gevær ned ved Foden, og vilde til at give sin Harme Luft i Ord.

I det Samme hørte han Mølleren i sin Gaard blæse paa Jagthornet. Dette Signal besvaredes af et andet fjernere Horn, hvis Toner dæmpedes af den tætte Skov. Frits, som allerede længe havde været fuldrustet, fulgte strax Musikens Indbydelse. Stedets 88| dobbelte Port stod paa viid Gavl, og en Skare Jægere til Hest og til Fods holdt deres Indtog paa den larmende Steenbro. Forskjelligheden af deres Oppakning bidrog især til at give det hele Tog et broget Udseende. Nu saae man en pyntet ung Herre, som paa Skulderen bar en let parisisk Flint, hvis Pibe var blaatanløbet og besat med Guldstads. Snart saae man en bedaget Skytte med et Hampereeb om Livet og et halvskæftet Gevær, der havde gammelt Jerns uanseelige Farve, men hvis tyndslidte Munding var Borgen for, at dens Ejer maatte have grundigt Bekjendtskab med dens Egenskaber. En før Forpagter, med en Kabuds af Katteskind og en rødtærnet Halsklud, blev baaret frem af sin bomstærke Kjørehoppe. Skydetasken, der hang over hans venstre Skulder, var forfærdiget af en Pudels krølhaarede Skind, og hans vægtige Flint var forsynet med et dobbelt Løb. Derefter kom en adelig Godsejer i en fiin blaa Spencer, paa en stumphalet Hingst. Hans eneste Byrde var den smidige Ridepidsk; thi ved Siden reed hans Tjener, bebyrdet med hans Jagtredskaber. Denne førte, foruden Jagtkniven med et Skaft af Hjortetak, en Flint, der havde tilhørt Slægtens Stammefader. Mahogniskæftet var riigt udskaaret med Billeder og indlagt med Ruder af Perlemoer. Hist blev en Jagthund ført i et Reeb, her gik to sammenkoblede, og slæbte med forenede Kræfter deres Træklods afsted. Endnu flere løb uden Baand og Tvang omkring i Menneskevrimmelen.

Efterat det talrige Selskab, som til Hest og til Fods opfyldte hele Gaardspladsen, havde nydt den Frokost, der bedst passede til deres forskjellige Kaar og Trang, skyndte man sig atter ud af Porten til den Søe, paa hvilken Jagten skulde holdes. Rundt omkring ved Bredden var den hele Søe besat med Siv og Moserør, som voxede 89| paa et upaalideligt Grundlag. En letfodet Karl kunde til Nød løbe hen over den tynde Skorpe, men for en staaende var der ej noget sikkert Fodfæste. Gjennem denne høje Planteskov havde Mølleren ladet hugge flere Gange, som alle vare saaledes belagte med Fjæle, at een Jæger uden Fare kunde stilles paa Post i hver Aabning. Da Enhver havde faaet sin Plads anviist, tilkjendegav Mølleren ved et Skud med sin Muskedonner, at Jagten kunde tage sin Begyndelse. Midt paa Søen roede sex til syv Joller, vel bemandede med de meest udsøgte Skytter. Mølleren anførte Flaaden, og havde sin Yndling Frits i Baaden hos sig. En talrig Andeflok, som ved de første Skud var bortskræmmet fra sine Skjulesteder, drog med forvirret Skrig gjennem Luften. Naar den styrede midt over Søen, forfulgtes den med en Hagelregn fra Baadene; naar den flyede til Søens Grændser, blev den tilbagekyst ved Skud fra de mellem Rørene skjulte Jægere. Der gaves en saa uafbrudt Lejlighed til Skud, at adskillige Flinter ofte paa eengang løsnedes, og bestandig det ene Knald fulgte uden Ophold paa det andet. Alle Hunde havde fuldt op at bestille med at hente de dræbte Fugle. Snart saae man i det aabne Vand blot Hovedet af en svømmende Hønse hund, som i sin Flab holdt en And, der forgjæves baskede Vandet med sine Vingeslag; snart hørte man en anden give Hals, medens den med Nød arbejdede sig igjennem Dyndet og de raslende Rør. En tredie fik neppe saameget Pusterum, at den et Øjeblik kunde betræde Landjorden, for at ryste Vandet af sin Pels og sine hængende Ørelapper. Den blaalige Røg, som i den blikstille Luft ikke bortvejredes af nogen Vind, stod som et Loft af Skyer over den hele Søe.

Frits var i det hele Selskab den allerufortrødneste Skytte. Hans Efterstræbelse indskrænkedes ikke til Andeflokken, men enhver 90| bevinget Skabning, der kom ham paa Skudvidde nær, var vis paa, i ham at finde sin Banemand. Han tog ej som sine Ledsagere Hensyn til Dyrenes Brugbarhed for Kjøkken og Skorsteen, men selv de store Maager faldt i stor Mængde for hans Haand. Til en Forandring forlod han efter nogle Timers Forløb sin Baad, for at strøjfe imellem Rørene. Paa denne Vandring begav han sig hen til den lærde Licentiatus, som han af Skalkagtighed havde forledet til at følge Toget. Denne havde faaet sin Plads anviist paa en af de Veje, der var banet gjennem Rørene, hvor han, fordybet i Tanker og lænet til sit Gevær, stirrede ud paa Søen uden at lægge Mærke til, at en forvildet And med sine korte Vingeslag tit drog lige forbi hans Linie. Frits nærmede sig til ham, og satte ved sine Trin den bevægelige Grund i en saadan Rystelse, at Licentiaten knap var i Stand til at holde Ligevægten paa det gyngende Bræt. En Svaneunge, der endnu var bedækket med de graafarvede lodne Duun, kom i det Samme sejlende forbi, og standsede gandske raadvild foran Indgangen til Licentiatens Baghold.

“Skyd,” raabte Frits, “saa kan De bringe noget Vildt hjem til Jomfru Marie.”

Lægen trak med bortvendt Ansigt paa Stillepinden, men Krudtet brændte for, uden at noget Skud fulgte paa. “Seer De nu,” begyndte han derpaa til Frits, “hvorledes en uheldig Skjæbne forfølger mig, hvergang jeg vover mig ud i det bevægede Liv? Da De nærmede Dem, var jeg just i Begreb med at drøfte den almindelige Sætning, at Skaberen aldeles har nægtet visse Folk ethvert Anlæg til at virke paa Materien. Hvad mig selv angaaer, da veed jeg nu bestemt, at Grunden til det mislige Udfald, der almindeligviis følger paa mine Foretagender i den synlige Verden, ikke skriver sig 91| fra nogen Udygtighed hos mig, men fra en ugunstig Dæmon, der forfølger mig. Naar jeg lægger Krudt paa Panden, spænder Hanen og trykker løs, da har jeg gjort, hvad der staaer til mig, — Diis permitto cætera. Det har jeg nu tre og tyve Gange gjort, uden at see de forønskede Følger deraf. Fremgangsmaaden er saa simpel, at umuelig noget Misgreb her kan finde Sted. Til Overflod har Forpagteren, som staaer paa Post her tæt ved, givet mig en grundig Underretning om den hele Mechanisme. Og dog har jeg tit seet, at en Anden, ved at betjene sig af de samme Forholdsregler, altid bringer et Skud tilveje. Men jeg er født under en saa ulykkelig Stjerne, at der Intet bliver af, naar disse Handlinger foretages af mig. Selv Forpagteren, hvem jeg agter som en Mand, der besidder dyb Indsigt i Behandlingen af Livets ydre Fænomener, har ikke kunnet bringe det til at løse nærværende Problem. Nu seer De selv, at jeg nødsages til at begrave mig i mit eensomme Kammer, for ikke mere at tjene min onde Genius til Spot. Det følger af sig selv, at jeg som en Mand, der meest har siddet paa Studerekammeret, ikke formaaer uden Skræk at affyre mit Gevær. Tænk Dem nu, hvad jeg har maattet udstaae, da jeg tre og tyve Gange har gjort Vold paa min Natur for ret at familiarisere mig med Livets Rædselsscener. Tænk Dem min uendelige Smerte, da jeg tre og tyve Gange har gaaet over fra den meest overspændte Forfatning, hvori jeg ventede Bøsseskraldet, til den nedspændte Sindstilstand, der fulgte paa, naar min Forventning opløstes i et fuldkomment Intet.”

Frits fandt ikke noget Uforklarligt i dette Vanheld; thi han var selv Skyld deri. Han havde paataget sig at udruste Licentiaten til Jagten, men af Skadefryd givet ham et uladet Gevær. Da han 92| nu saae dennes fortvivlede Tilstand, begyndte han dog at føle nogen Anger over sin Ondskab. Denne Følelse bragte ham til at nærme sig Licentiaten med usædvanlig Venlighed og Fortrolighed. I den Samtale, som nu forefaldt imellem dem, bragtes Frits hændelsesviis til at yttre, at Dagens Strabadser havde vakt en piinlig Hunger og Tørst hos ham. Saasnart Licentiaten havde hørt denne Klage, fremdrog han strax et Papir med Brød og en Lommeflaske med Madeiraviin, og sagde:

“Her er en liden Hjertestyrkning, som Møllerens forekommende Datter har forsynet mig med. De gjør mig en Fornøjelse, hvis De vil vederquæge Dem dermed. Jeg kan med mere Lethed end De være Sligt foruden. De er yngre end jeg, og føler altsaa stærkere de legemlige Fornødenheder. Desuden gjør Kummeren over min ulyksalige Skjæbne, at jeg kun lidet mindes af nogen sandselig Trang.”

Frits blev rørt og ydmyget over denne Godmodighed, som hans Samvittighed sagde ham, at han slet ikke fortjente. Han var nær ved, reent ud at tilstaae sit skadefroe Bedragerie; men en liden Fortrydelse, der opstod hos ham, fordi Jomfruen ikke ligesaa vel havde seet hans Lommer tilgode som Licentiatens, hindrede denne Beslutning fra at komme til Modenhed. Han udsøgte sig da en afsides Plads i Græsset, for der at nyde den kjærkomne Frokost. Ved at opvikle det Papir, der tjente til Omslag for Smørrebrødet, fandt han, at det var beskrevet med Licentiatens Haand. Med Forundring og Medlidenhed læste han her følgende Linie:

“Betragtninger over ulykkelig Skilsmisse mellem Sjæl og Legem.”

Frits læste videre og blev, uagtet sin Letsindighed, dybt bevæget ved Licentiatens Skildring af sin egen Sindssvaghed. Han følte 93| med Ydmygelse, at det var en følesløs Kaadhed af ham, at drive Gjæk med en saa beklagelsesværdig Sygdom. I Følelsen heraf besluttede han ufortøvet at gjøre Licentiaten en oprigtig Afbigt. Da han med dette Forsæt begav sig hen til den Plads, hvor han havde forladt ham, saae han til sin store Forundring, at Posten var aldeles ledig. Han gjennemstrøjfede nogle Minuter de tilgrændsende Rør, uden at træffe paa nogen menneskelig Skikkelse. Endelig hørte han tæt ved sig nogle drøje Forbandelser i den brede sjællandske Mundart. Medens han saae sig om til alle Sider uden at opdage, hvor denne Røst kom fra, blev han saaledes tiltalt med Licentiatens Stemme:

“Ogsaa den Stræben, at give Stilen Velklang og Numerus, har sine store Vanskeligheder. Thi naar jeg ved Valget af Ord søger at gjøre Foredraget bequemt for Udtalen, hvo er mig da Borgen for, at jeg ikke uforsætligen bruger mit eget mangelfulde Organ som Rettesnor. Da jeg mangler 3 Fortænder, maa jeg tit finde Knuder i Stilen, uagtet denne for en Læser med fuldstændige Taleredskaber kan flyde let og behagelig.”

Ved at følge Lyden og drage nogle Rør tilside, fik Frits omsider tæt ved sine Fødder Øje paa Forpagterens Kabuds og Licentiatens blakkede Hattepuld. Begge Personer vare, eet Skridt fra hinanden, lige til Hagen sunkne ned i Dyndet.A

“Kjære Venner!” raabte han, “i hvilken Tilstand finder jeg Dem her?”

“God Dag, Kammerat,” sagde Forpagteren. “Vær saa god, selv at tage min Kabuds af for Dem selv; for vi sidder her med Arme og Been i Klemme, som to Pattebørn i et Svøb. Jo vi sidder rigtignok her i en kjøn Maade, det maa De nok sige to Gange. 94| Den Klodsmajor der kom stalkende med sine lange Been, af Forskrækkelse for en Skrubtudse, og plumpede ned i Moradset. Min tossede Godhed løb saaledes af med mig ved dette Syn, at jeg vilde komme ham til Redning. Derfor sidder jeg nu til Straf omtrent i samme Maade, som han. De kan ikke forestille Dem, hvad jeg har udstaaet i den halve Time, vi har siddet her. Jeg kan fast ikke leve, naar jeg ikke af og til faaer mig en Priis Tobak; men det har været mig plat umueligt, at komme til Daasen i min Vestelomme. Og saa har jeg ovenikjøbet havt den Ærgrelse, at see det lærde Spektakkel sidde der og studere, som om han ret befandt sig i sit Es. Havde jeg endda havt en Karl, med hvem jeg kunde have slaaet en fornuftig Passiar af. Men her har jeg siddet og kjedet mig reent fordærvet. Det har ej engang været mig mueligt, at kunne spytte ret af Hjertens Grund, da Velanstændighed forbød, at spytte min Ulykkeskammerat i Ansigtet. Spring nu hen og hent os et Bræt, at vi jo før jo heller kan komme ud af Skarnet, men let først min Kabuds lidt, og riv mig dygtig i Hovedet over det venstre Øre; thi jeg føler just paa det Sted en bandsat Kløen og Krillen.”

I det Licentiaten paa det hidbragte Bræt kravlede frem af Moradset, sagde han til Frits: “Det er desuden en egen Sag at overveje, om en Periode skrider let afsted. Man gjennemlæser saa tit et Stykke Sammenskrivt for at erfare om det klinger godt; man grunder paa, hvor megen Malm det taaler uden at skride for tungt, hvorledes Ordenes Følge kan skride let over Læberne, uden just at have Udseende af at være betegnet for en tandløs Quindes Mund. Det gaaer En som en Maler, der stirrer saalænge paa sit Lærred, at alle Farver forsvinde for hans Blik. En fastbundet Rad af Ord, 95| der staae paa Papiret, sætter man med Tanken i Bevægelse. Men i samme Moment maa Tanken med et roligt Overblik staae stille, for at iagttage Klangen. Altsaa maa Tanken paa eengang gaae fremad og blive paa Pletten.”

Forpagteren, som i det Samme lykkelig var blevet bjerget, sagde til Licentiaten: “Farvel Kammerat, og Tak for godt Selskab. Enten De nu med Been og Tanker skrider fremad eller staaer stille, saa gaaer jeg min Vej, og takker Gud, jeg slap saa vel den Gang.” — Han stirrede ned i det Hul, hvoraf han var opsteget, og sagde: “Hilledød, hvor min Krop her optager en forsvarlig Plads! Jeg har aldrig før vidst, at min Person havde saamange Cubikalens Indhold. Det slaaer dog aldrig fejl, at Afstøbningen er nøjagtig. Jeg kan sikkert skikke min Skrædder herud til dette mit Futteral, naar jeg skal have Maal til et Par nye Buxer.”

Et let Vindstød blæste for et Øjeblik Røgen bort fra Søens Overflade og aabnede Udsigten til den modsatte Bred, hvor der stod en Høj, beskygget af Træer og forsynet med Bænke. Der opdagede Frits nogle pyntede Damer, som havde taget Plads blandt Tilskuerne. Paa Vognen nedenfor ved Søen sad en Kudsk med en sølvbræmmet Kjortelkrave. Hestene, som ængstedes ved Flintenes Knalden idelige, holdt deres lette Fødder i bestandig Bevægelse, og Karlen bestræbte sig for at berolige dem, ved idelig at berøre deres Halse med sit lange Pidskeskaft.

“Hvem er det anseelige Fruentimmer i den sorte Dragt,” spurgte Frits Forpagteren.

“Det er Enken, som ejer Godset Ravnshøj,” gav denne til Svar.

96|“Den mindre Dame,” vedblev Frits, “Pigen med Roser paa Hatten, som bestandig med dandsende Fjed gaaer omkring paa Terrassen, er formodentlig Fruens Datter?”

“Rigtig,” svarede Forpagteren; “det er Frøken Sophie. Hun er noget ubetydelig af Væxt og en Smule vilter af Sindsbeskaffenhed, det er sandt; men det er dog et ejegodt, retskaffent Quindfolk. Var jeg saadan en kjøn Karl som De, vilde jeg forsøge min Lykke der. De kan troe, hun har baade at ligge paa og sidde paa. Hun kan ogsaa gjøre nette Ting med sine Næver og er i alle Maader vel oplært. Det er Skade, Moderen sidder i uskiftet Boe; thi der staaer endeel betydelige Prioriteter i Godset. Men hvordan det gaaer, kan dog enhver Mand være vel tjent med Frøken Sophie, som sagt.”

I det Forpagteren havde fuldendt sin Skildring af Sophies Omstændigheder, lød et skingrende Holla tværs over Søen, og Mølleren, fra hvem Raabet kom, vinkede med sin Haand ad Frits. Da Frits havde fulgt Vinket, fremstillede Mølleren sin Lærling for det nys ankomne Selskab med følgende Ord:

“Her skal Fruen og Frøkenen see en Karl, hvis Mage man skal rejse langt efter. Han har idag gjort et Skud, som jeg aldrig glemmer. Vi havde hist i Baaden saa reent bortskudt alle vore Hagl, at Frits maatte lade sin Bøsse med en Kugle. Dermed sigtede han paa en Vandhøne, der lod sig see over de tre hundrede Skridt fra Baaden. Jeg raabte til ham, det var Narrestreger at skyde paa sligt et Maal; men i det Samme trykkede han løs, og Fuglen flød i sit Blod paa Søen.”

“Ja det forstaaer sig,” tog Forpagteren Ordet, “naar jeg vilde lade mit Gevær med et Sandskorn, og fyre mellem en Sværm af 97| Myg, kunde det kanskee træffe sig, at jeg skjød Øjet ud paa een af dem, men Slumpeskud bliver dog altid Slumpeskud.”

Efter denne Bemærkning gik han sin Vej. Men Frits, som imidlertid fortørnet havde ladt sit Gevær, skjød ham Kabudsen af Hovedet, saaledes at den fløj langt bort i Græsset. Forpagteren vendte tilbage gandske hvid i Ansigtet, og sagde med rystende Stemme til Frits:

“Hør, veed Du hvad, Broerlil! Slige Friskyttespil høre ikke med til god Skik her i vort gamle Land. Her skyder man ikke til Maals efter Mænd, for at vise Quindfolk sine ridderlige Dyder. Jeg er en Mand, som ved min Arms Dygtighed ernærer sex Børnemunde. Mit Hoved er for godt til at være Skydeskive for en Dreng fra Kjøbenhavn. Gjorde jeg din Ret, skulde jeg lette dig en Alen fra Jorden, og ryste dig saa at dine Nyrnberger-Lemmer skulde gaae fra hinanden i Liimningen. Forstaaer du Sjællandsk?”

Under denne Tiltale lod han sin vægtige Næve falde saa drøjt paa Fritses Skulder, at denne sank i Knæ derved. En stærk Rødme bedækkede Fritses Ansigt. Han ønskede sig dybt ned i Jorden af Skamfuldhed. Han, som nys, omgivet med en Slags Glorie, havde traadt for de fremmede Damers Aasyn, følte sig nu blottet og undseelig som Adam, da han første Gang savnede Figenbladet. Han tog Forpagteren i Haanden og sagde:

“Jeg føler dybt at jeg har Uret, og beder Dem oprigtig om Forladelse. At jeg har handlet som en Dreng, det erkjender jeg selv; men jeg vil ikke høre det meer af Deres Mund. Hvis De blot med eet Ord endnu fortsætter det begyndte Sprog til mig, da sætter jeg min Salighed i Pant paa at jeg skyder nok engang, ikke 98| paa Deres Kabuds, men paa Deres Pandebrask.” — I det han sagde dette, rev han et ladt Gevær ud af Møllerens Haand.

“Godt derfra, Søn!” sagde Mølleren. “Rask derfra! — Forlanger du nu meer, gamle hidsige Krabat, saa har du med To at skaffe. Gud frie os fra, at der ikke skulde gjøres andet end kloge Ting i Verden, da var det snart forbi med Livets Lystighed. Ungdom og Galskab maa have sin Gang, om der ogsaa nu og da skulde gaae en Forpagter i Løbet.”

“Lad det nu være godt da,” sagde Forpagteren. “Frøkenen er vel saa god at skjænke mig et Glas Viin oven paa den Forskrækkelse.”

“Meget gjerne,” sagde hun, “jeg skjænker to, men paa det Vilkaar, at De klinker til Forlig med den unge Mand.”

“Af Hjertens Grund,” sagde Forpagteren, “naar Frøken Sophie forlanger det, drikker jeg Dus med Rakkerens Dreng.”

I begge sine sneehvide Hænder bragte Sophie to fyldte Glas. De tvende Modstandere stødte Rand mod Rand, tømte Vinen og omfavnede hinanden.

“See, nu er Alting godt,”A begyndte Mølleren; “menA jeg har i Dag slet ikke kjendt vores skikkelige Forpagter igjen, der førte saa skarp en Tale for en ringe Spøgs Skyld. Da lover jeg min Søn Frits, han har samme Sind, som jeg altid har havt, baade her og andensteds. Naar jeg har forseet mig mod Nogen, da har jeg villig givet ham al den Fyldestgjørelse, han forlangte. Men jeg har aldrig kunnet finde mig i, at Nogen har kastet mig sine Trumfer i Næsen, fordi han var i Forhaanden. Vi ere Alle Mennesker. Den Ene skal ikke bryste sig med højrøstet Tale, for at gjenne den Anden ind i et Musehul. Thi al vor Storhed er i Grunden kun Vind og Vejr.”

99|“Blodet kommer let i Kog,” sagde Forpagteren, “naar man seer sit Liv sat paa Spil.”

“Der har vi det,”A svarede Mølleren! “detA gaaer altid saaledes med Hjemfødninger. Du har været vant til at sidde bestandig hjemme for din Bordende og have Forordet, derfor kan du ikke vænne dig til at see Verden med Andres Øjne. Fra det Stade betragter du det som en stor Begivenhed i Landet, om du fik et Skud i Hovedet i Stedet for i Kabudsen; men i Grunden gjorde det dog grumme liden Forandring i Verdens Gang, om der var en Forpagter meer eller mindre.”

Efterat Tvisten var bilagt, blandede Mølleren og Forpagteren sig atter mellem de Jagende, men Frits ansaae det for en bedre Tidsfordriv, at underholde sig med Damerne paa Terrassen. Fruen sagde til ham:

“De forekommer mig at drive Deres Lidenskab for Jagten altfor vidt, da de endogsaa har anrettet et grusomt Nederlag paa Dyr, hvis Død hverken er dem selv eller nogen Anden til Nytte.”

“O,” sagde Frits, “man nedværdiger den frie Kunst for dybt, naar man vil gjøre Jægeren til en Tjener for Kokkepigen. Hvis De anseer det for tilladeligt, at dræbe Dyr for at sætte dem paa Bordet, maa De dog tilstaae, det er mere forsvarligt, at føre Krig med Dyreriget blot for at øve sin Aands og sit Legems Kræfter. Den hurtige Fatning og Koldblodighed, som er en Jægers Hoveddyd, uddanner man ligesaa godt ved at forfølge de uspiselige Dyr, som dem, der bringes til Huusholdningen. Desuden kommer jo Fuglenes prægtige Dragt ret tilsyne, naar de styrte ned fra deres Flugt.”

100|“Det hjelper ikke,” tog Sophie Ordet, “at De taler til Moder derom. Hun er saa god, at hun aldrig tillader, man gjør Dyr Fortræd. Da jeg var mindre, tillod hun mig ej engang at lege med vore Kattekillinger, fordi denne Befingren var skadelig for deres Helbred. Hun har i Grunden Ret. Jeg føler ogsaa, det er slemt gjort af mig, at jeg selv gjerne seer paa at man skyder Fugle; men jeg kan ikke gjøre ved det. Det er dog rigtig tungt at være dydig, naar man skal være saa generet derved. De smukke Fjær komme først ret tilsyne, naar Fuglene falde ned fra deres Flugt. O! hvor det tager sig herligt ud, naar en ret stor Maage synker ned igjennem Luften, og Solen skinner paa dens brede Vinger. Moder har ikke havt Roe for mig, førend jeg fik hende til at kjøre ned til Søen i Dag.”

“Og desuagtet,” sagde Fruen, “er min kjæreste Lystvandring ved Bredden af denne Søe. Men paa en saadan Dag taber jeg Nydelsen af den skjønne Natur, naar jeg hvert Øjeblik maa vende Blikket bort fra det store Blodbad.”

Frits bemærkede: “Fra denne Banke har man i Sandhed ogsaa ret en smuk Udsigt tværs over Søen til de skovbevoxede Bakker. Jeg har i Dag havt saamange Ting i Hovedet, at jeg nu først bliver opmærksom derpaa. — Det fornøjer vist ogsaa Dem, Frøken, at betragte saa smuk en Egn?”

“O ja,” sagde hun; “lidt fornøjer det mig jo rigtig nok, dog kan jeg just ikke sige, jeg nogensinde bliver meget glad derover, saaledes som Moder og Marie. Jeg gider nok seet paa Træer og grønne Marker; men jeg vil dog tusinde Gange hellere paa Bal.”

“Deri har Du fuldkommen Ret,” sagde Moderen; “jeg er tit nok vred paa Dig, fordi du er saa gandske følesløs for Naturens Herlighed.”

101| “MenA deri gjør Du dog virkelig stor Sund, bedste Moder!”A sagde Sophie, i det hun omslyngede Fruen med begge sine Arme. “Hvad kan jeg gjøre for, at vor Herre har givet mig saaliden Forstand? Du vil dog vist ikke have, at jeg skal lyve og anstille mig henrykt.”

Moderen drog sig lempelig ud af Datterens Favn, og sagde med en alvorlig Tone til hende: “Det klæder ikke godt, at du i Folks Paasyn viser en saa barnagtig Kjælenskab.”

“Men, lille Moder,” sagde Sophie, i det hun holdt Fruen for Munden, “du maa rigtig heller ikke saaledes altid rette paa mig i Fremmedes Paahør; man kunde jo let ansee mig for et Barn, især, da jeg er kuns lidet voxen af min Alder. Du maa ikke saaledes gjøre dig vred for ingen Ting; thi,” føjede hun halv sagteA til, “det klæder dog heller ikke godt.”

Ved sine paatrængende Kjærtegn aftvang Sophie tilsidst sin Moder et Smiil. Frits gik ned ad Terrassens snegledannede Trappetrin. Sophie, som blev det vaer, slap sin Moder og raabte:

“Hvor vil De hen saa hastig?”

Han svarede: “Jeg hører en Hønsehund puste hist henne mellem Rørene. Jeg maa hen at see, om den ikke har forstyrret en Iriskrede, som jeg omtrent paa samme Sted har opdaget.”

“O,” raabte hun igjen, “bi lidt og tag mig med: jeg holder saa meget af Fuglereder.” — I samme Minut ilede hun, uden at indhente Moderens Betænkning, bag efter Frits, og ankom i hans Selskab til det omtalte Sted, hvor Iriskreden fandtes aldeles ubeskadiget.

“Ak,” sagde Sophie, “det er da nogle snurrige smaae Æg! Tag Dem i Agt, rør ikke ved dem, saa forlader Moderen dem. De 102| kunde ret gjøre mig en stor Tjeneste, hvis De vilde forære mig denne Rede. De rejser jo snart fra Egnen og har ingen Gavn af den. Jeg boer derimod saa nær herved, og kan af og til besøge den; derfor skal De ret have Tak, hvis det maa være min Rede. Siig ja, hører De!”

“Om jeg rejser snart fra Egnen, er et stort Spørgsmaal, men for det første kunne vi jo være halvt om Reden.”

“Lad det da vare et Ord,” sagde hun, “skjøndt 5 Æg just ikke vel lade sig dele. Men vi kan endelig jo trække Straae om det ene. Dog, hvad hjelper det, jeg lægger slige Planer. Moder tillader mig vist aldrig, at tage Ungerne hjem.”

“Sophie!” skreeg Moderen.

“Nu kommer vi strax, lille Moder!” — Derpaa vendte hun sig atter til Frits med det Spørgsmaal: “Siig mig i en Hast, om De gjør meget af at dandse?”

“O, det er min største Fornøjelse.”

“Det var herligt,” svarede hun; “vi skal om et Par Dage have Bal i vort Huus. Jeg skal overtale Moder til at invitere Dem.”

“O,” svarede Frits, “Gud velsigne Dem, brug endelig al Deres Overtalelsesevne, ellers kommer jeg, saa Gud! uindbudet, skjøndt jeg forudseer, jeg vil harme mig tildøde, hver Gang De dandser med en Anden.”

“Ja, saa bliv hellere borte,” svarede hun; “thi saalænge Nogen byder mig op, kan De være vis paa, jeg sidder ingen Dands over.”

“Den første Dands,” sagde Frits ivrig, “maa De helligen love mig, De dandser med mig“.

“Det er et Ord,” svarede hun, “den første og den tredie.”

103|“Og den femte,” føjede Frits hastig til.

“Nu bliver De ogsaa altfor begjærlig. Derom kan vi tale, naar Tiden kommer. Den Dag, den Sorg! Gud! hvor jeg glæder mig til det Bal! De kan troe, Tiden bliver os imellem lang. Undertiden forgaaer hele 4 Dage, uden at vi see noget Menneske hos os.”

“Hvad foretager De Dem da i Deres Eensomhed? De læser vel en heel Mængde Bøger?”

“O nej, jeg læser sjelden, uden hvad der bliver mig foresat. I de lange Vinteraftener læser Moder gjerne højt for mig og Marie. Men det er gjerne noget dumt alvorligt Tøj. De kan troe, jeg har undertiden ondt med at holde mine Øjne aabne, især naar der kommer Vers imellem. Dem beder jeg altid Moder springe forbi. Det er mig ret ubegribeligt, hvorledes fornuftige Folk, som have Lærdom nok til at give Bøger i Trykken, gide befattet sig med saadanne Narrestreger som Riim. Naar jeg ikke har noget Bedre at gjøre, har jeg nok Lyst til at læse muntre Bøger, især Komoedier, hvori der gjøres Nar af gamle Mænd.”

“For at tale om noget Andet,” sagde Frits; “Tiden vil falde mig forbistret lang i disse Dage, mens jeg gaaer og længes efter Ballet. Kunde De ikke formaae Deres Moder til at indbyde mig inden den Tid?”

“Nej, det vil falde vanskeligt; men DeA kan jo komme af Dem selv. De lader jo ikke til at være undseelig af Dem.”

“Det bliver det fornuftigste; jeg kommer bestemt i Morgen.”

“O ja, gjør det.”

“Sophie!!” raabte Fruen igjen, “Sophie!! ... hvor bliver du af?”

104|“Bedste Moder, nu er jeg jo paa Øjeblikket hos dig,” svarede Sophie i en noget uvillig Tone. — “Det er ret ubehageligt,” sagde hun til Frits, “at vi nu strax skal kjøre bort; jeg træffer saa sjelden et Menneske, med hvem jeg kan faae en ret fornuftig Samtale.” — I det hun sagde dette, løb hun hurtig fra Frits, og da han med Flid fulgte langsomt efter, fik hun Tid til at tale to tre Minuter med sin Moder, inden han igjen stod hos dem paa Banken. I denne korte Mellemtid havde hun gjort saa god Brug af sin Veltalenhed, at Frits, da han igjen nærmede sig til dem, strax fik den forønskede Indbydelse. Derefter hjalp han begge Damer op i deres Vogn, og Kudsken gav de utaalmodig stampende Heste Tømmen.

Da Vognen var forsvunden, ilede Frits paa ny hen til det Sted, hvor han tillige med Frøkenen fra Ravnshøj havde betragtet Iriskreden. Med blussende Kinder og uroligt Pulsslag kastede han sig ned paa den afsides Græsplet, og tilbagekaldte bestandig i sine Tanker ethvert Ord, der var kommet over hendes Læber. Ja, for ret med Liv og Kraft at tilegne sig Erindringen om de faa Minuter, han havde tilbragt i hendes Selskab, gjentog han endogsaa højt for sig selv enhver af hendes Yttringer, i det han bestræbte sig for at efterligne hendes velklingende Røst. I denne Tidsfordriv blev han forstyrret ved et kraftigt Varskoe! Dette Skrig kom fra Forpagteren, der reed foran den hele Trop af de hjemdragende Jægere. Han vendte sig til den efterfølgende Flok:

“Holdt! ellers ride vi den kjøbenhavnske Herre ned. Han ligger, Gud hjelpe mig, her i Græsset og smaasnakker med sig selv. — Hvordan er det fat, Broerlille? Finder De Dem besværet af Bugvrid, siden De klager Dem saa gudsjammerligt? — De ligger 105| jo her og piber som en Muus i Barselsnød. Hvorledes har De med Eet lagt Dem til et saa spinkelt Mæle?”

Frits rejste sig og ilede hen til Licentiaten, som, udmattet af Dagens Møjsommelighed, slæbte sig langsomt efter det hele Tog. Frits greb ham om Livet og trykkede ham af alle Livsens Kræfter op til sit Bryst.

“Far i Mag”, raabte Licentiaten, hvis Lemmer ved de voldsomme Kjærtegn kom i stor Confusion, “far i Mag, gode Ven! De sætter mig i en Slags Forlegenhed ved Deres sangviniske Venskabsyttringer. Jeg besidder ikke Smidighed nok til at gjengjelde Deres Høflighed paa saa haandgribelig en Maade. Naturen har nægtet mig en saadan Lethed i Legemets Behandling. Desuden seer De selv, jeg har endeel Sager at bære paa, og besidder altsaa langt fra nogen fuldstændig Raadighed over mine Lemmer. Skal jeg besvare Deres Omarmelse, maa De deels give mig tilbørlig Betænkningstid, deels skaffe mig fat paa en Tjener, der imens kan overtage mit Gevær.” — Idelig afbrudt ved Fritses heftige Favntag fik han med Nød og Neppe sin Undskyldning fremført.

Den begejstrede Ungersvend sagde til ham: “Fortræffelige Licentiat! Vær ikke vred paa mig fordi jeg af en Skadefryd, som jeg ret af Hjertet fortryder, gav Dem en uladet Flint med paa Jagten. Jeg føler mig i dette Minut saa usigelig lykkelig, at jeg vil holde Venskab med den hele Verden, fra Øst til Vest, fra Pol til Pol, fra Alt til Intet og fra Sol til Sol. Ingen paa Jordens Overflade maa bære Nag til mig. Jeg vil slutte Stilstand med Møllerens Hankat, som hver Dag river min Ven Peiter i Ansigtet, og som er det vederstyggeligste Bæst, der gaaer paa fire Been. Herlige, grundlærde, godmodige Mand! giv mig Deres Haand til For106|lig. Fy! det var i Grunden blot en lav Misundelse, der drev mig til at spille Dem det slemme Puds. Det var en halv ubevidst Harme over at De stod i Vejen for min Kjærlighed til Jomfrue Marie. At saadan lumpen Sindsbevægelse forsvinder nu reent af mit Bryst. Naar De gifter Dem, vil jeg dandse syv Jomfruer trætte paa Deres Bryllupsdag. Jeg vil blæse saa skjønt paa mit Horn, at de meest brøstfældige Been ufrivillig skulle dandse Hopsa.”

“Stop”, sagde Licentiaten, “stop et Øjeblik; De bedøver mig aldeles ved Deres balstyrige Vociferation. Jeg søger forgjæves at finde nogen Tanketraad, Nexus og logisk Sammenhæng i denne strygende Strøm af Ord. Giv mig lidt Betænkningstid. — See! See! — Ved Deres Tale kommer jeg til Kundskab om endeel Facta, Kjendsgjerninger, vilde jeg sige, som før have været mig aldeles ubekjendte. Altsaa, De har følt Kjærlighed for Jomfru Marie? Ej! ej! Den Omstændighed staaer da formodentlig i Forbindelse med Deres attenterede Selvmord? See, see! — Jeg tilbringer den største Deel af Dagen ved min Pult, og saaledes er det højst forklarligt, at endeel Tildragelser i Huset falde reent udenfor min Synskreds. Men mine psychologiske GrandskningerA sætte mig dog strax i Stand til at finde Traaden i de mig forelagte Begivenheder. Saaledes faldt det mig strax ind, at combinere Deres haabløse Kjærlighed med Æbletræet og Strikken. Dertil bringer man det kuns ved Studier.”

“O”, svarede Frits, “Mølleren har dog vist ikke lagt sig meget efter Philosophien, og han begreb dog strax Sammenhængen.”

“Men”, blev Licentiaten ved, “en anden Yttring af Dem synes at beroe paa en fuldkommen urigtig Forestilling, nemlig, at jeg skulde have stillet mig i Vejen for Deres Kjærlighed.”

107|“Den Fugl ville vi lade flyve”, sagde Frits. “Jeg trænger ej ind i Nogens Lønkammer, skjøndt mit staaer aabent for Enhver. Nu er jeg altfor salig til at opholde mig ved Tanken om gammel Modgang.”

“Deres Modgang”, sagde Licentiaten, “synes i ubetimelig Tid at blive gammel. Men da De selv erklærer, at Adgangen til Deres Hemmeligheder staaer aaben for Enhver, anseer De mig vel ej for paatrængende, naar jeg frit spørger Dem om Aarsagen til Deres pludselige Lyksalighed?”

Herpaa svarede Frits: “Kjære Licentiatus! De har seet mig en Fjerdedeel af en Klokketime for[hippet paa at fortælle Dem det].”

[Her savnes et Blad, og Læseren maa saaledes selv forestille sig, hvorledes Licentiaten optog Fritses Fortrolighed, udentvivl ikke uden Forbauselse over den Hurtighed, hvormed denne kunde gaae over fra een Forliebelse til en anden; vist nok har han ogsaa i denne Anledning meddeelt Frits sine vise Raad. Under Samtalen komme de derpaa tilbage til Møllekroen, og hermed sluttes Kapitelet. Lacunen har endvidere indeholdt Begyndelsen til det