Dagen efter Andejagten tog Frits Afsked med Møllerens, hvorved Møllerkonen vist nok ikke har forglemt, at føre ham de nye Vinduesruder til Regning, og tiltraadte sin Vandring til Ravnshøj, for efter Aftalen med Sophie at gjæste Gaardens Frue. Det er at formode, at han ogsaa har vidst, at han her vilde træffe en gammel Kammerat, i Candidaten Jens Hansens Person. Denne er Huuslærer for Fruens yngre Børn, eller har været det for de ældre, og ligger nu og venter 108| paa et Kald. Han har det forresten ret godt i sin nærværende Stilling, om han end turde finde Anledning til at beklage, at “de eviggode Pandekager ere gaaede overstyr.” Hvad Fritses Bekjendtskab med denne Hansen angaaer, er det mindre sandsynligt, at dette skriver sig fra Skolen, da Hansen maa være dimitteret i det Mindste 4 til 5 Aar tidligere end Frits, end derfra, at de mueligt ere Byes børn fra Jylland. Da nu Frits, svedig og støvet efter sin Fodvandring, ankommer paa Gaarden, spørger han først efter Candidaten, for hos ham at ordne sin Paaklædning, inden han fremstiller sig for Herskabet, og bliver altsaa henviist til hans Værelse. Han banker paa, triner ind, og finder sin Ven ivrigen beskjæftiget med at blanke sine Støvler. Hansen lader sig ikke forstyrre i sit Arbejde ved Fritses uventede Besøg; men efter et kort og tørt Velkommen gav han sig igjen til at bearbejde Støvlerne, i det han] aandede paa dem af alle Kræfter.
“Det er mig ret kjært at see dig her hos mig”, sagde han. “Vær saa god og tag dig en Stol og lad som du var hjemme. Fortryd ikke paa, jeg bliver ved mit Arbejd; du seer, jeg er endnu den Gamle. Jeg vil gjerne holde min Smule Fattigdom i god Stand. Naar man ikke holder sit Tøj ret i fuldkommen Orden, saa har man ingen Fornøjelse deraf.”
“Jeg kommer for at besøge din Frue”, tog Frits Ordet, “og træffer dig ret belejligt med Skobørsten i Haanden. Jeg kan vel faae Støvet strøget af mine Støvler med det Samme.”
“Nej, Frits”, svarede Candidaten bestemt. “Hver Ting har sin Brug. Vel er du min gamle Kammerat, men denne Børste den er mig en Helligdom. Den maa aldrig komme til Smuds eller Støv, den er blot bestemt til at lægge sidste Haand paa Værket med. Jeg vil tjene dig med en god Villie, hvori jeg kan; men det maa du forlade mig, denne Børste er min Øjesteen.”
109|“Ja, det er mig just ikke heller saa grumme magtpaaliggende, jeg kan jo viske mine Støvler af med min Lommeklud.”
“Frits, Frits!” sagde Hr. Hansen med Hovedrysten; “du er dog endnu den gamle Dreng. Eet Spøg og et Andet Alvor. Var jeg i dit Sted, lagde jeg mig et Par gule Kraver til. Gule Kraver ere just værd at satte Penge i. Ere da dine Støvleskafter ikke blankede til største Fuldkommenhed, saa dækkes det dog. Det er desuden et Stykke, som man kun behøver at anskaffe sig eengang, saa har man dem siden for bestandig.”
“Hvorfor holder du ikke selv guulkravede Støvler?”
“Derom maa du vel spørge; men hvad svarer jeg? — Seer du, jeg holdt selv Støvlekraver, naar det ikke var for tre Tings Skyld. Dersom vor Herre vilde kalde Præsten her paa Godset, saa var jeg vis paa hans Kald. Da passede slig Stads sig ikke mere til min Stand, og jeg havde saa godt som kastet de Skillinger ud af Vinduet. For det Andet holder jeg ikke meget af at lægge Skjul paa nogen Ting. Jeg maatte dog have den bedækkede Deel af Skaftet plejet med samme Nøjagtighed. Om Ingen i Verden saae, at jeg gik med slet pudsede Støvler, saa havde jeg dog ingen Roe paa mig, naar jeg vidste det selv. Saaledes tænker jeg. For det tredie er jeg noget før om Læggene. Det faldt mere paa, naar jeg brugte den Slags Pynt. Der kan du see, jeg har overlagt det vel. Man skal først tænke, saa handle, det er mit Princip.”
Naar Frits befandt sig ved en Bogsamling, havde han den Skik, at trække det ene Bind frem efter det andet og halv tankeløs at blade deri. Da han ogsaa her fulgte denne Sædvane, maatte Jens Hansen med stor Misfornøjelse see, hvorledes hans velcondi110|tionerede Bøger uden Hensigt bleve befingrede. For at befrie sig for dette modbydelige Syn, sagde han til Frits:
“Du vil her aldeles ikke finde nogen Bog efter dit Hoved. Jeg har slet ingen Komoediebøger eller andre saadanne spøgefulde Skrivter. Her er blot det rene Væsen. Paa disse fire Hylder staaer saamænd enhver Bog, som jeg har terpet igjennem, inden jeg kom saa vidt, som jeg nu er. Det er ret fornøjeligt, at kunne saaledes med eet Blik oversee sin videnskabelige Løbebane, ligefra Rasmussens A B C til Haenleins Indledning. Saa kan man see, der er endeel at gaae igjennem for Enhver, der giver sig paa den Vej. Vil Gud give mig Børn, saa staae mine Bøger i den Orden, de skal bruge dem. Da kan jeg føre dem hen for denne Reol og sige med god Samvittighed: Børn! Seer her, hvorledes Eders Fader har stridt. Tag nu fat, hvor han slap, saa kommer I nok frem i Verden.”
“Læser du da nu aldrig mere i nogen Bog?” spurgte Frits.
“Jo, i den senere Tid kan du troe, jeg har pløjet gandske artig i poetiske Skrivter, baade paa Dansk og paa Tydsk. Herre Gud, man vil jo dog nødig lade sig gjøre til et Aalehoved. I Førstningen, da jeg kom herud mellem Folk, der vidste Besked om Poeter og Vers, da maatte jeg skamme mig som en Hund, fordi jeg aldrig kunde tale med. Men lad dem nu komme, saa skal de nok finde Karl for dem. Du kan troe, den skal staae tidlig op, der skal tage mig i min Æsthetik. Det er ret en Lykke for mig, at jeg er kommet i Huset hos denne Frue. Nu faaer jeg altid 111| betimelig Underretning om hvilke Poeter der ere meest i Velten og hvor dybt enhver af dem stikker. Det er en Pokkers Kjærling; hun kunde gjerne tage sig paa at være Manuducteur i den poetiske Literatur. Du kan flye hende lige hvad Poet du vil, enten tydsk eller dansk, saa vil hun strax sige dig, om han har forstaaet sin Haandtering. Det gaaer for hende, som et Stykke Smørrebrød; thi hun kan sin Æsthetik, som En af os sit Fadervor.”
“Er det dig nu”, spurgte Frits, “blot et Pligtarbejde, naar du studerer disse mange Digterværker? Føler du slet ingen Fornøjelse derved?”
“Jo mænd gjør jeg saa. Det maa jeg ikke sige Andet. Det er ret en snurrig Tidsfordriv at lægge Mærke til, hvorledes en Digter kan hitte paa de underligste Ting af Verden, som man aldrig skulde troe noget Menneskes Barn kunde falde paa. Professor Oehlenschlägers Bøger lider jeg ret godt. Det er ikke noget daarligt Hoved, der sidder paa den Karl. Ingen kan nægte ham, at han skriver grumme peent for sig .... Du bringer mig alle mine Sager i Ulave! Hvad var det, du rev paa Gulvet der?”
“Ja, hvad det er”, sagde Frits, “maa jeg spørge dig om. Det seer ud som en Gaffel af Elfenbeen”.
“Naa, ja saa veed jeg det; det er et Instrument, jeg har, at knappe mine Gramasker med, naar jeg gaaer med Skoe. Jeg har altid holdt meget af saadanne smaa Netheder.”
Uagtet Frits i det Mindste med øjeblikkelig Deeltagelse indlod sig med Enhver, fra hvad Side han end betragtede Livet, følte han sig dog tilsidst noget beklemt i den Verden, som den snaksomme Candidat forflyttede ham til. Deels for at give Samtalen en anden Vending, deels for ej i Tanker at beskadige nogen af de mange 112| Bequemmeligheder, som Jens Hansens Kammer var opfyldt med, stødte han et Vindue op og lod Øjet løbe over det store sjællandske Landskab, som man oversaae fra den højtliggende Bygning.
“Du boer smukt her”, sagde han til sin Ven.
“Det maa du vel sige”, tog Jens Hansen Ordet, i det han tog Plads i Vinduet ved Siden af. “Skulde du troe det, naar jeg staaer her om Morgenen i Vinduet, og drikker den velsignede Kaffe, saa begynder jeg tit at sværme. Fantasien løber reent af med mig, og jeg bygger Luftkasteller for mit Fremtids Liv. Jeg tænker da paa, hvor man kan have det rart, naar man kunde faae fat i et peent lille Præstekald. Jeg har været saa heldig, at faae mig et Meerskums Hoved af en dejlig blød Masse. Det skal ikke blive beslaaet, førend det er ret slaaet an; men saa skal det faae Lov til at ligge trygt under Laas og Lukke, til jeg kommer i Brød. Jeg tør vove det Hoved, i hvor lidet det seer ud, skal holde sine stive tre Quarteer, naar man stopper det rigtig fast. Naar jeg da maa leve den Dag [ kommer i Kjole”, saaledes har Hansen formodentlig fortsat Samtalen paa det Blad, som her mangler, “saa skal denne Pibe gjøre sin Nytte.” — Det slaaer ikke fejl, at han har anseet det for et ganske lykkeligt Liv at kjøre i sin magelige Vogn til sit Annex, eller til et Bondebryllup med Tobakspiben i Munden, helst naar Frastanden ikke var større end at den kunde tilbagelægges i tre Qvarteer, saa han slap for at stoppe Piben paa ny. Paa det manglende Blad er Conversationen forresten vedblevet at dreje sig om bemeldte Pibe, som formodentlig har været ophængt paa Væggen. Frits, som efter sin Sædvane vil befingre Pibehovedet, er saa ubehændig, at han taber det paa Gulvet. Jens Hansen udstøder et Jammerskrig, fortvivlet over sit herlige Hoved. Frits, som imidlertid har taget det op og undersøgt det, forsikrer ham, at det ingen Skade har taget. Men Candidaten lod sig ikke strax berolige. Han “saae skjævt til Frits” ]
113|“Lad nu Nogen nægte, at der gives Ahnelser og Forvarsler! I Forgaars havde jeg spiist temmelig tæt til Middag, og fik mig efter Bordet en lille Luur i min bløde Lænestol. Da drømte jeg gandske grandgivelig, at jeg tabte dette selvsamme Hoved ned i en bundløs Brønd, og foer i den dødeligste Angest op af Stolen. O vee! o vee!” — —
“Som jeg siger,” tog Frits atter Ordet; “det befinder sig i højeste Velgaaende.”
“Der faldt en god Steen fra mit Hjerte! Naa, det maa jeg sige, Mage til Natur har jeg aldrig kunnet gjøre mig Begreb om. Falde fra den Højde, uden at lide mindste Bræk paa sin Førlighed!! Det overgaaer menneskelig Forstand! Det maa være ret en uforgjængelig Masse! Saa skal jeg heller aldrig skille mig ved det velsignede Hoved, om man saa vil veje mig det op med Guld! Thi nu er det mig dobbelt kjært; naar det har kunnet staae Prøve mod saadant Stød, kan jeg sikkert gjøre mig Haab om at beholde det til min Dødsdag; thi det maa da være saa godt som evigt.”
Samtalen blev afbrudt ved en Tjener, som kom for at kalde Jens Hansen til Frokostbordet. Frits vilde gaae med, for at lade Candidaten indføre sig hos Fruen; men denne bad ham tøve lidt og siden følge bag efter alene.
“Jeg skal sige dig,” gav han til Grund, “ikke for al den Deel i Verden vilde jeg lade mig sige paa, at jeg slæbte Gjæster til Huset. Jeg vil sige dig Tingen reent ud, som den er. Fruen har for Skik, at give hver Person et blødsødent Æg at begynde med. Naar nu en uventet Gjæst indfinder sig ved Bordet, bliver der jo ufejlbarlig et Æg for lidt. Derfor vil jeg helst være reent udenfor det Hele. Vil du siden komme paa din egen Haand, da er det ikke 114| min Sag. Jeg vasker da mine Hænder. Men Folk af den store Verden skal man i alle Maader omgaaes vaerligt. Du maa ikke blive vred, fordi jeg tager Bladet fra Munden; men jeg seer helst, du slet ikke lader dig mærke med, at du før har kjendt mig.”
Frits indgik disse Betingelser.
En af Fritses Egenskaber var, med stor Færdighed at tale med om enhver Ting, enten han forstod den, eller ikke. Ingen af de Gaader, Naturen har forelagt den menneskelige Fornuft, laae ham saa stærkt paa Hjerte, at han uden Anledning kom til at arbejde paa dens Opløsning. Han hørte til den store Menneskeclasse, hvis Tænkning blot sættes i Gang ved Samtaler. Naar han hørte noget Spørgsmaal at afhandles med Varme, tog han altid ivrig Deel i Samtalen. Over Gjenstande, som han aldrig før havde tænkt paa, dannede han sig paa staaende Fod en Mening. Det var temmelig tilfældigt, hvilket Partie han kom til at forfægte, og meget uvist, om han ved en anden Lejlighed fandt for godt, at holde paa samme Haand. Alle mundtlige Undersøgelser vare for ham en Slags behagelige ridderlige Tourneringer, hvori hans Tankers Hurtighed, og den lette Brug af hans Taleredskaber forskaffede ham den egentlige Nydelse. Hans Underholdning, der som en Følge heraf havde mere Liv end Heftighed, var da især behagelig for Fruentimmer, og forskaffede ham en høj Stjerne hos Fruen til Ravnshøj. Hun bad ham derfor indstændig, at tilbringe nogle Dage paa hendes Landsted, og han tog med Hjertens Fryd imod Tilbudet. Da blot en Dage Tid var forløbet, betragtedes han gandske som et Lem af Familien, for hvem man ikke paalagde sig nogen Tvang. Enhver begav sig til sine Sysler, og lod ham beskjæftige sig, som han fandt for godt. Saaledes hændte det sig en Dag, at 115| Fruen gik paa en eenlig Spadseregang i en nær til Haven grændsende Lund, for at høre paa Sangen af den nys ankomne Nattergal. Sophie var paa sit Værelse, medens Frits sad overladt til sig selv i Bibliotheket. Efterat han i lang Tid havde vraget een efter anden af de prægtigt indbundne Bøger og beseet alle Kobberstik i de tydske Kalendere, blev Tiden ham omsider lang, og han fik det Indfald, uden Omstændigheder at opsøge Frøken Sophie.
Da han med Vaersomhed aabnede Døren til hendes Kammer, saae han hende sidde for en lille fløjelsbetrukken Secretair, omgivet af endeel gamle Penne, som alle bare Spor af at have været dyppede overflødigen langt ned i Blækhornet. Foran hende laae der et Art ubeskrevet Velinpapir, og hun brød sit Hoved saa alvorligt, at hun ej bemærkede Frits, førend han stod tæt foran Bordet. Da løftede hun sit Hoved i Vejret og udbrød forundret:
“Nu har jeg aldrig før i mit Liv seet saa galt! Hvorledes tør De komme herind i mit Kammer?”
“O,” svarede Frits, “jeg vover vel ikke saa meget derved: jeg tænker ikke, De gjør mig nogen Fortræd.”
“Det gjør jeg vel sagtens ikke,” svarede Sophie; “men det er dog en besynderlig Opførsel af Dem. Hvad vil De mig egentlig?”
Frits sagde: “For det Første vil jeg intet Andet, end see Deres Ansigt og høre Deres Røst. Det faldt mig tungt at undvære Synet af Dem i flere Timer.”
“Gjorde det virkelig? Det kan jeg godt lide Dem for.”
“Men hvis jeg ikke maa være her, koster det kuns et Ord, og jeg gaaer igjen den Vej, jeg kom fra.”
Med dette Svar gik Frits paa Skrømt et Par Skridt, men efter et Øjebliks Overlæg erklærede Sophie:
116|“Siden De nu engang er kommen her, maa De dog for det første skjære mig en Pen.”
Medens Frits gav sig ret god Tid til at skrabe nogle Penneposer, betragtede Sophie ham med et betænkeligt Blik og sagde:
“Tag Dem en Stol og sæt Dem ned ... Jo! De er mig den rette Karl! Jeg har i Dag faaet Brev fra Marie, hvori hun fortæller mig smukke Ting om Dem.”
“Lad mig engang see det Brev,” svarede Frits.
“Det er et Ord, hvis De vil uden Tilbageholdenhed smukt bekjende, hvorledes De har opført Dem, giver jeg Dem strax Brevet til Eftersyn.”
“Nej, De maa først lade mig læse Brevet, og hvis da min Veninde Marie har af Glemsomhed forbigaaet een eller anden Omstændighed, skal jeg strax føje mit mundtlige Bidrag til.”
Der opstod en heftig Ordstrid mellem det unge Par, da Frits frygtede for at røbe Ting, som i Brevet ikke vare bragte for Dagen. Han begreb let, at et Brev af saa lidet Omfang ikke kunde give nogen fuldstændig Beretning om hans Eventyr i Møllen.
“Naar man ret seer til,” sagde Frits, “staaer der vel slet ikke noget ondt om mig i Brevet. Fortæl mig engang noget deraf. Jeg tør vedde paa, De veed slet Intet.”
“Ikke? Jo, jeg veed nok, De har bragt hele Huset i Forvirring ved Deres Optøjer.”
“Hvilke Optøjer?”
“Derom forlanger jeg nu en Beretning af Deres egen Mund. Nu veed jeg, hvorledes Marie betragter Sagen. Hendes Synsmaade stiller Dem ej i noget smukt Lys; men man bør aldrig dømme, førend man har hørt begge Parter.”
117|“O,” svarede Frits, “jeg er fuldkommen tilfreds med Maries Fremstilling deraf. Hun er en altfor god Pige, til at hun skulde lyve mig det Mindste paa. Desuden kan hun umueligt have malet mig meget sort af, ellers vilde Deres Opførsel mod mig have været mere forandret.”
“Jo, hun har saamænd skildret Dem, som De fortjener det. Hvo skulde have troet om Dem, der seer saa skikkelig ud, at De var en saa slem Person. De maa slet ikke være her paa mit Kammer, — fy skamme Dem! Men jeg vil endda tilgive Dem Alt, hvis De selv oprigtig vil tilstaae, hvad jeg nylig har læst i dette Brev —.”
Hun holdt Brevet i Vejret, og Frits snappede det behændig ud af hendes Haand. Uagtet Sophies Indsigelse læste han følgende Linier:
Søde Fie!
Jeg sender dig hermed en fortræffelig Bog, som har skaffet mig en ubeskrivelig Nydelse. Kunde du blot overvinde dig selv saa meget, at du læste den ret med stadig Opmærksomhed, da vilde den sikkert have den heldigste Indflydelse paa din Aand, og dit Hjerte. Du vil ikke derved blive henflyttet i nogen overnaturlig Verden mellem Aander og Spøgelser. Jeg har tit fortalt dig, at saadanne Frugter af en ophidset Indbildningskraft aldeles ikke tiltale min Følelse. Det er heller ikke af det Slags Skrifter, hvori man møder afskyelige slette Charakterer, saaledes som hos Tieck og Göthe; nej, man føres i Selskab med de ædleste Væsner, som man ret af Hjertet maa elske. Man føler sig selv et bedre Menneske, naar man læser om deres Højmodighed, om deres rene Selvopoffrelse for Dyd og Religion.
118|I lang Tid har jeg ikke havt Tid at skrive dig til, da min Faders Huus har været usædvanlig besøgt af Gjæster. Vi har iblandt andet havt en ung Fusentast fra Kjøbenhavn hos os. Han har engang ved sin Ubesindighed gjort os endeel Optøjer, der bragte hele vort Huus i Forstyrrelse. Der er just ikke noget ondt i ham, men han er saa yderst barnagtig og tager sig aldrig noget Nyttigt for. Tænk dig engang, et voxent Menneske, som alt er Student, finder Behag i at spille Klink med min lille Broder Peiter! Han anstillede sig rigtig nok, som om det blot skede for at fornøje Drengen, men man kunde tydelig see, han var selv meget fordybet i Spillet.
Hils Din gode Moder, og tak hende ret for de sidste smukke Bøger, hun sendte mig. Dag for Dag bringes jeg meer til at indsee, hvad jeg skylder den fortræffelige Kone; thi hun har først vakt min Følelse for Kunstens herlige Værker. Gud! hvor jeg vilde have voxet op i Vankundighed, dersom Himlen ikke havde ført mig til hende. Naar jeg ret betænker, hvor min Barndoms Legesøstre dog i Grunden ere nogle højst ubetydelige Væsner, da skjønner jeg først ret paa det Held, at jeg har faaet Sands for noget Bedre.
Din hengivne
Marie.
“Der har De rigtignok faaet et smukt Vidnesbyrd,” sagde Sophie, da Frits havde læst Brevet til Ende.
“Det er sandt,” sagde Frits. “Jeg staaer just ikke med Palmer i Hænderne; men jeg har da den Trøst, at Skudsmaalet er i min egen Vold og skal heller ikke med min gode Villie komme videre ud iblandt Folk. Desuden er jeg tilbøjelig til at troe, at De selv, 119| saavel som jeg, i det samme Brev har faaet en kjærlig Revselse. Hun regner ufejlbarlig Dem til de højst ubetydelige Væsner, som ikke have Sands for noget Bedre.”
“Mener De det?” spurgte Sophie. “Ja det er saamænd gjerne mueligt. Det skulde hun faae Skam for, den indbildske Tøs! Ja jeg har nok før mærket, at hun foragter mig, for jeg ingen Behag finder i at læse tørre Romaner med Prækener i. Men hvad Dem angaaer, da har hun virkelig Ret; thi det er dog meget barnagtigt af Dem, at De kan finde Moerskab i at spille Klink.”
“Jeg indseer det,” svarede Frits; “jeg erkjender med stor Sønderknuselse min Daarlighed. Den, der ikke tidlig opofrer sit Liv til gavnlig Virksomhed, han vil engang i en trøstesløs Alderdom begræde den Ungdoms-Tid, han letsindigen spildte.”
“Deri har De Ret,” svarede Sophie.
“Og den, der ikke som Yngling tidlig betræder Alvors tornefulde Vej, han naaer aldrig til Viisdommens lysende Tempel, men Døden overrasker ham midt paa den lange Bane.”
“Ja vist,” sagde Sophie.
“Vee den, der ej, mens han besidder sin fulde Kraft, erhverver sig den Dygtighed, at han engang, som en nyttig Borger, som et gavnligt Lem, kan opofre sig til Statens Tjeneste!”
“Ja vist,” svarede Sophie.
“Men for at komme til noget Andet, skulde vi da ikke her i Smug spille blot et lidet Partie Klink; jeg har just til al god Lykke to Markstykker i Lommen.”
“Det er et Ord!” svarede Sophie med Latter; “det kunde være gandske moersomt. Men skyd først Slaaen for Døren, at ikke nogen af Tjenerne skal komme herind og see det.”
120|Da dette Spil til gjensidig Fornøjelse havde været henved en halv Time, maatte Sophie, der havde grebet Sagen altfor alvorlig an, forlange Stilstand for at hvile sig. Hun fortsatte da med følgende Spørgsmaal sit Forhør over Frits:
“Siig mig nu, hvad det egentlig er for Optøjer, De har gjort i Møllerens Huus?”
Herpaa svarede Frits: “Hele Sagen er kortelig, at jeg var dødelig forelsket i Marie, og at jeg som [en ægte ulykkelig Elsker tog mig selv af Dage].”
[Det er ikke urimeligt, at denne Samtale er bleven afbrudt af Moderen, og at den Omstændighed, at det unge Par fandtes inden lukte Døre, kan have givet Anledning til en komisk Forklaring. Derpaa er der formodentlig forefaldet flere Scener paa Ravnshøj. Den æsthetiske Frue tør have foredraget sin Theorie af Folkepoesien, og talt om Efterligning af samme, eller forelæst noget af Madame Cotins Romaner, hvorved Sophie falder i Søvn.
Omsider kommer den til Ballet bestemte Aften. Her har da været Lejlighed til at beskrive de ankommende Gjæster, iblandt hvilke Licentiaten maa have været, og hans Fætter Bertel. Den sidste kan vare kommen til Møllekroen for at besøge sin Fætter, mueligt for at berette ham, at “han har faaet en Arv” og for at arrangere hans fremtidige Levemaade, og begge kunne, maaskee ved Foranledning af Frits, være komne med Møllerens Datter Marie. Det er i sin Orden, at Frits gjør Optøjer paa Ballet og, maaskee tillige af Jalousie over Sophie, drikker for meget; thi “alle frie til hende paa Festen” Hun, som holdt af Comoedier, 121| hvori der gjøres Nar af gamle Mænd, har sikkerlig ogsaa i Licentiatens underlige Person fundet en Gjenstand for sin Overgivenhed, og derved givet Anledning til, at En eller Anden har commenteret over den Grusomhed, “hvormed unge Damer spotte med en ulykkelig Pedant.” Hendes Opmærksomhed og forstilte Venlighed indtager Licentiaten, som vel og er bleven fristet til at see for dybt i Flasken, et Uheld, der udentvivl oftere vederfores ham. Men at han i en saadan exalteret Stemning skulde have vovet sig til en Dands med hende, er neppe troligt. Snarere har han ført sværmeriske Samtaler med hende om “Damers ætheriske Liv” og om den “Natur-Enthusiasme,” som hun havde saalidet Sands for.
Frits har maaskee paa en Sofa faaet sig en Luur, bortdunstet sin Ruus og derpaa atter deeltaget i Dandsen.
Længer ud paa Natten, da Gjæsterne havde begyndt at adsprede sig, finde vi Licentiaten og Bertel, der maae være blevne inviterede til at blive paa Gaarden om Natten, i en dyb Samtale, rimeligviis efter at være komne paa det dem til Natteqvarteer anviste Værelse. Licentiaten har tilstaaet sin Fætter den Kjærlighed, Sophie har vakt i hans Bryst, 122| og forlangt hans Raad. Bertel har bemærket, hvor nødvendigt det var for den, som lagde an paa at vinde en ung Piges Hjerte, at nærme sig hende med Raskhed og Frimodighed, og at tiltrække hende ved en underholdende Conversation. Licentiaten tilstaaer, hvor vanskeligt det vilde falde ham, at opfylde disse Fordringer. Men hans Studier og hans Observations-Evne maatte satte ham i Stand til at erhverve sig de Reqvisiter for en Elsker, som Bertel fordrede. Dette har han tænkt sig, naar han iagttog Frits, og saae, hvorledes og hvor let han tiltrak sig Damernes Interesse. Dennes legemlige Smidighed maatte jo kunne efterlignes].
[“Med Hensyn til de Bevægelser] med Armene, han i ethvert givet Tilfælde betjener sig af, maa det jo være mig en Muelighed, at indprente dem i min Hukommelse. Naar fremdeles disse Forkortninger og Udstrækninger af Muskler ikke stride mod min anatomiske Beskaffenhed, maa jeg ufejlbarlig kunne gjøre ham det efter. Men Ulykken er, der indtræffe saa mangehaande Forhold, at den ene Situation fast aldrig er gandske som den anden; derfor maa man bringe dem under en vis schematisk Inddeling. Men dette viser mig atter hen til mit store Værk, hvormed jeg endnu ikke er kommet paa det Rene.”
“Alt det Præk, du der kommer med”, sagde Bertel, “forstaaer jeg slet intet af. Min Mening er blot, at du, for at gjøre Lykke hos en sextenaarig Frøken, maa træde frem med en vis Raskhed og Fripostighed, hvortil du slet ikke har Gaver.”
“Men hvor kan du dog troe”, sagde Licentiaten, “at noget tænkende Hoved kan finde sig tilfredsstillet ved en saadan Mysticismus?”
“Naa! Er jeg en Mystiker? Det har aldrig nogen Moders Sjæl før beskyldt mig for. Jeg har tvertimod stor Afsky for Mysticismus, og troer aldrig nogen Ting, uden jeg ret kan gribe den med mine Hænder.”
123|“Jo, Bertel! du er en Mystiker. Du sønderlemmer ikke dine Begreber, ellers vilde du selv føle, din Tale bestod af lutter Nuller. Hvad gavner det, du bruger den gaadefulde Formel: Frimodighed. Frimodighed bestaaer jo af en Række frimodige Handlinger; kan du regne mig dem op, da har du gjort noget. Endnu vanskeligere falder det mig, ret at tydeliggjøre mig, hvori den anden Slags Tilnærmen bestaaer, nemlig den mundtlige. Hvorom kan jeg tale med en ung Pige? Her har jeg jo rigtig nok igjen stillet mig Fritses Forbillede for Øje. Men hans varmeste Samtaler med Fruentimmer bestaae af et flygtigt Element, hvori man egentlig Intet har at holde fast paa. Bestandig forekommer det en opmærksom Tilhører, at Talen er om Noget. Men vil man sige hvad det var, opløser det sig for Betragtningen i et Intet. Fremgangsmaaden er, paa en skuffende Maade saaledes at spille med Intet, at det faaer Udseende af Noget. Men tillære mig noget deraf, har jeg hidtil ikke formaaet.”
“Det er mig dog kjært”, sagde Bertel, “at vi eengang mødes i noget; thi jeg er ligesaa lidet som du i Stand til at føre Snak om ingen Ting. Til slige Luftspring har Ingen af os Smidighed i Forstanden. Er du ikke i Stand til nogen alvorlig fortrolig Meddelelse, følger det af sig selv, du maa lukke Munden i.”
“Meget rigtig”, sagde Licentiaten. “Der staaer altsaa tilbage, at jeg med usædvanlig Oprigtighed kunde meddele hende mine hemmelige Tanker; men mine filosofiske Sorger overgaae hendes Fatteevne, og mine exoteriske Bekymringer, som i Grunden volde mig ligesaa meget Hovedbrud, ere tilsammen af den Beskaffenhed, at de snarere ville gjøre mig latterlig i hendes Øjne, end bringe mig i nærmere Forhold til hende. Dertil høre adskillige bedrøvelige 124| Erfaringer, som jeg forgjæves søger at raade Bod paa. Kjøber jeg mig en ny Hat, som endogsaa sidder temmelig knapt paa mit Hoved, bliver den dog snart blød, og udvider sig saaledes, at den glider ned over min Næse. Mine Strømper krybe saaledes ind i Vasken, at Hælen kommer til at sidde midt under Foden. Under Armene paa min Kjole begynder et lille Hul at vise sig, som naturligviis daglig udvider sig; men uagtet jeg med Skræk seer det Tidspunct nærme sig, da jeg med stor Ulejlighed maa skaffe det sammensyet, kan jeg dog ikke bare mig for at fremskynde den befrygtede Stund, ved af og til at randsage det omtalte Hul med mine Fingre. Af denne Art ere mine hemmelige Sorger, som visselig ej ere skikkede til at betroes nogen ung Frøken. Men det rigtigste bliver nok, at jeg oppebier den Dag, da mit store Værk om Menneskets fysiske og intellectuelle Natur kommer for Lyset. Maaskee jeg derved kunde tydeliggjøre hende den Indsigt, jeg har i Livets Betydning, som jeg ikke seer mig i Stand til mundtlig at lægge for Dagen.”
“Ja gjør du kun det”, sagde Bertel. “Inden den Tid bliver du nok saa gammel og adstadig, at Forliebelsen fortager sig.”
Da det var temmelig seent ud paa Natten, begav Frits sig over paa Jens Hansens Værelse, hvor han skulde dele Seng med Candidaten. Der maatte nemlig paa Gaarden skaffes Plads til saamange langvejs fra ankomne Gjæster, at man havde Nød med at faae Huusrum nok for dem Alle.
“Du har ikke været i Dandsesalen i Nat”, sagde Frits.
“Nej”, svarede Hansen. “Derfor havde jeg mine gode Grunde, som jeg gjerne har for Alt, hvad jeg foretager mig. For 125| det første kan jeg ikke de Trin, som nu ere i Moden, og for det andet havde min Skomagersnude narret mig, og sat Barattens Baand i mine Skoe istedet for Silkebaand.”
“Er du saadan en Nar”, sagde Frits, “at du lader en saa herlig Fornøjelse gaae fra dig for saadanne Smaatings Skyld?”
“Smaating, Frits? Der har vi den gamle Snak! Saaledes taler du, fordi du er letsindig og uerfaren. Naar man tænker over hvad man gjør, og ønsker at komme frem i Verden paa en skikkelig Maade, saa agter man Intet for Smaating. At gaae paa Bal med Barattens Baand, det er en Geniestreg, som jeg vel skal vogte mig for. Naar jeg skal fornøje mig i Selskab, saa maa der Ingen kunne laste min Paaklædning. Som man er klædt, er man hædret. Man maa ikke kaste sig selv hen, fordi man er fattig. Nej, ædelt maa man tænke, net maa man være fra Top til Taa. Jeg føler for højt, til at udsætte mig for Folkesnak. Man maa gjerne sige mig paa, jeg er vel pillen med mine Klæder; men en honet og ordentlig Karl skal man ansee mig for. Det har min salig Moder lært mig, og derfor beder jeg Vor Herre velsigne hende i sin Grav.”
Saaledes talte Jens Hansen, i det han med Selvfølelse udspilede sine Næsebore og lagde sin venstre Haand paa Hjertet. Nu begyndte han at forberede sig til Nattelejet. Han klædte sig nemlig af og gav sig derpaa til at indhylle sit Legem med endeel uldne Belter. Derefter puslede han med Fyldet i den tunge Hvergarns Fjærdyne, og sagde under denne Syssel til Frits:
“Disse Sengeklæder har jeg saamænd arvet fra min salig Faster, og paa dem har jeg ligget alle mine Studenteraar. Dem 126| har jeg bragt med her paa Gaarden; thi jeg har altid anseet det for en Herlighed, at sidde og ligge paa sit Eget. Du kan troe, den Dyne bander ikke ved Vintertide, den veier sine stive syv Lispund.”
Under denne Tale var han krøbet i Sengen, og slog med begge Hænder paa Dynen, i det han mumlede:
“Haa haa haa! Nu ligger jeg da saa rart og saa godt!”
Ved disse Hverdags-Yttringer af dyrisk Velbefindende følte Frits sig underlig beklemt. Jens Hansens prosaiske Tilfredshed dannede en skjærende Modsætning til de lette Fantasier, som Synet af de dandsende Piger havde vakt hos ham. Salens glimrende Skikkelser, der endnu tumlede sig i hans Hoved, og den hede Driks ikke gandske bortdunstede Kræfter havde sat ham i en besynderlig urolig Stemning. Det forekom ham, at hans Trang kunde blive tilfredsstillet, hvis han med stærke Vinger kunde svinge sig ud i den mørkeblaae stjernede Natluft. Men han tænkte med stor Modbydelighed paa at komme i Berøring med Jens Hansens tunge Dyner og uldne Belter. Han spankede med stærke Trin op og ned ad Gulvet, indtil Candidaten atter talte til ham:
“Naa, lille Fritsius!” brumlede han, begravet i Sengeklæder lige til Næsen; “naa, lille Fritsemand! hvor bliver man af? Gaaer man der og grilliserer? Jeg ligger ogsaa her og sværmer. Jeg tænker paa, hvor man dog var lykkelig, naar man havde sig en rar lille Kone. Frøken Sophie det er et velsignet Fruentimmer; hun har saadanne dejlige smaa — — —. Herre Gud, vi ere jo Alle Mennesker, ikke sandt, Fritsemand?”
Efter dette Hjertesuk gabede han højt og faldt i Søvn. Men 127| Frits, som ikke havde hørt Meget af sin Contubernals Hjerteudgydelser, spadserede bestandig omkring i luftige Drømme. Alle de Situationer, hvori han de forgangne Dage havde seet Sophie, fore ham forbi som en Troldlygtes Billeder paa Væggen. Snart saae han hende kjæle for en Kattekilling, som hun med den ene Haand trykkede til sin Kind, medens hun med den anden Haand strøg paa dens silkebløde Skind. Snart saae han hende en kjølig Morgen gaae i Haven, løst behængt med sit røde Schawl og med begge Armene under Klædet krydslagte paa Brystet. Snart saae han hende i en Krog af Sofaen sove, med Ansigtet hvilende paa den højre Arm, medens Moderen læste højt i en af Madame Cotins Romaner. Snart saae han hende sidde ved sin Harpe, medens det med lyse Krøller behængte Hoved mildt nikkede til ham bag ved Strengenes Gitter. Under slige Fantasier slængte han sig paa en Sofa, indhyllet i sin Kappe, og sov nogle Timer. Men endogsaa i Drømme vedbleve Dandsesalens Toner at lyde for hans Øren. I Særdeleshed hørte han uafladelig Contrabassen og Piccolofløiten. Dog, i hans Morgendrøm bleve Tonerne stedse forædlede og ligesom forklarede, og da han vaagnede, var det Nattergalen, der slog under hans Ruder, og Gjøgen, der hørtes fra den nærliggende Skov. Han aabnede Vinduet, og en frisk Duft strømmede ham imøde fra Kirsebærtræets hvide Blostre. Nu gik han ud for at gjøre sig en Spadseregang i Haven. Hans Vej faldt igjennem Salen og adskillige Værelser; men overalt herskede der et Dødsstille, som om Gaardens Befolkning var uddød; overalt saae han Forstyrrelsens Spor. Hist hang et brukket Voxlys ned fra Lampetten, og nedenunder laae en Lysesax paa Gulvet. Paa alle 128| Vægge hang der store Vanddraaber, og midt i Salen stod endnu en Stol, der var brugt for to Timer siden i Kehraus. Da han gik ned ad den brede Trappe, saae han endnu et blaaligt døende Blus i den store Glaslampe.
Licentiaten sad i et Lysthuus og skrev med en Blyantspen i sin Tegnebog. Han havde med Bekymring bemærket, at i enhver Samtale med sin Fætter glemte han Meget af det, han egentlig vilde betroe ham. Derfor havde han nu grebet til det Middel, at optegne nogle Puncter, hvorom han vilde høre Bertels Tanker, for siden enten at memorere de nedskrevne Bemærkninger, eller i Nødsfald betjene sig af Papiret. Han var faldet paa denne Fremgangsmaade ved at læse, hvorledes Kejser Augustus ligeledes ved vigtige Lejligheder talte med sin Kone Livia fra Papiret. Det, han skrev, lød saaledes: Om de uoverstigelige Vanskeligheder, der ere forbundne med at frie.
Frits havde strøjfet omkring i Haven til Duggen var borttørret. Derpaa slængte han sig langs med en Kanal i Haven, og læste med stor Graadighed en Novel i en tydsk Kalender. I det han adskilte to Blade, som ved Snittets Forgyldning vare komne til at klæbe sammen, saae han Sophie nærme sig over den chinesiske Broe. Hendes Paaklædning var i Dag simpel og huus129|lig. Han gjorde ved sig selv den Bemærkning, at hun i enhver ny Dragt blev ligesom til et nyt Væsen, men var i dem alle for ham lige dejlig. Dog fandt han, at et usædvanligt Udseende ved første Blik gjorde hende lidt fremmed for ham; at man ikke blot maa blive fortrolig med et Menneske selv, men ogsaa med dets Klæder, og at en Mand, hvis Kone gik med 365 Dragter om Aaret, aldrig ret kunde være hjemme. Under disse Betragtninger fik han Bladene skilt fra hinanden og fordybede sig atter med spændt Nysgjerrighed i den tydske Fortælling.
Pigen kom hen til ham og vilde give sig i Samtale med ham; men han, der var gandske henrevet af sin Novel, affærdigede hende med korte Svar. I det hun kom, truede hun ham med Pegefingeren og sagde:
“Jo, De er en smuk Person! Skammer De Dem ikke ret i Deres Hjerte, fordi De var saa uartig i Aftes?”
“Jo”, svarede Frits, uden at vende Blikket fra sin Bog.
“Og hvad der var det allerafskyeligste, De havde jo drukket Dem gandske fuld i Punsch. Veed De da ikke, at Drukkenskab er en Udyd, at det er en Ugudelighed? Svar mig!” raabte hun ivrig og rykkede ham i Kjolen: “Har De ikke læst det sjette Kapitel om Pligterne?”
“Jo”, sagde Frits.
“Siden vi taler om Ugudelighed, kommer jeg til at tænke paa, hvor min Tante havde gjort mig bange, da jeg var lille. Hun havde fortalt mig saa mange græsselige Historier om Helvede, hvor slette Folk brændte til evig Tid i sydende Svovl og Tjære. Jeg vovede mig aldrig til at gaae alene ned i den lange Gang, naar 130| det var mørkt. Hver evige Mandag besluttede jeg, ret at forbedre mig; men naar vi kom ind i Ugen, havde jeg dog bestandig forseet mig igjen. Saa gik jeg i den dødeligste Angest for at jeg skulde døe, inden det blev Mandag igjen, og jeg i den nye Uge atter kunde begynde paa et nyt Liv. Men nu kom til al Lykke Hr. Hansen her i Huset, og fortalte mig, at der ikke meentes andet end Samvittighedsnag dermed. Jeg forsikrer Dem, det var ligesom En havde lettet en Steen fra mit Hjerte. Men De hører jo slet ikke paa, hvad jeg — —