ikke den tanke,
at jeg endnu gaar paa stien –
at jeg endnu har den trygge bjærgvæg
ved min side –
at der gror blomster –
og at græsset dæmper skridtets haardhed–
at klippen udstraaler solens varme –
men
det, at jeg ved,
at jeg kan træde fejl –
at der er en afgrund –
at jeg maa gaa sikkert,
og at bjærgvæggen ved min side
rykker nærmere kanten, jo længere jeg naar–
at stien bliver haardere,
og skærverne skarpere –
at græsset blir gult,
naar jeg kommer nær solen.
