den graa jærnseng,
det graagrønne dæmpede lys
paa den matte graa dør nummer 14 –
med fingre i stram gulgraa hud
gir sygeplejersken mig mit pulver –
min bevidsthed flyder hen
i en tung ulden dis –
saa hører jeg gennem væggen
en pludselig stønnende graad
som et skrig der er sænket ned i vat,
indtil det overmægtige tryk
sprænger de tørre læber fra hinanden –
den tunge pulverdis sejler væk,
og jeg hører kun denne stædige hakkende graad
af og til afbrudt af et gurglende raab –
haarde skridt drøner i linoleumet paa gangen
–
graaden hører op,
som naar en kontakt slaas fra –
en rystende klump i graa spændetrøje
bæres forbi uden for –
pulverdisen vælter sig atter ned paa min
seng,
og alt, hvad jeg ved,
tynger som et tungt graat tæppe
paa mine øjne –
