36| havnen
o, havn –
i din lange taalmodige nat
kommer vi,
mens vore skridt
slingrende glemmer havet
for dine gaders faste horisont –
i dit skød kaster vi,
med den riges stolte gestus
vore nærigt opsparede længsler,
vore nætters tænkte glæder –
med dine gavmilde hænders gaver
vækker du
vore, af søernes hamrende slag,
barmhjærtigt døvede tanker,
at vi aldrig maa glemme dig –
o, havn –
i dine lygters overbærende lys
hilser vi dagen
skraalende søvnige lovsange
til dit fede rolige vand –
