34|danserinden elisabet
elisabets sjæl
havde ben som de dybe toner
i en violoncel
med fødder, der dansede -
men hendes fader
med det blonde skæg
døde,
og elisabet græd altid -
hendes taarer var store
som gennemsigtige kugler
af champagne -
og disse taarer lokkede
mændene med de trefjerdedels sjæle -
og elisabet
gav hver enkelt af mændene
en stor taare,
for at de kunde lægge den
omkring deres smaa hjærter
og blive store mænd,
som hendes far -
kunde elske dem,
gik de efterhaanden bort,
(og skønne, fordi de havde
en champagnetaare omkring sjælen)
og elisabet græd
og kunde ikke danse,
naar hun ikke elskede -
til sidst kom
den skønneste af alle mænd,
(lokket af taarerne),
den vidunderlige digter
uden sjæl -
og han elskede elisabet
med sit legeme,
som var visere og herligere end nogen sjæl -
men en nat,
hvor elisabet for første gang
havde danset,
huskede hun,
at hendes far med det blonde skæg
havde haft en stor sjæl -
og saa kunde elisabet ikke mere
elske den vidunderlige digter -
vild af sorg
og tog elisabets sjæl med sig,
da han gik -,
elisabets sjæl,
som havde ben som de dybe toner
i en violoncel
med fødder, der dansede -
og den vidunderlige digter
blev ogsaa siden altid elsket -,
(fordi han var saa vidunderlig skøn),
men hele hans liv
laa elisabets sjæl i hans bryst
og græd sine store taarer -
og elisabet døde,
fordi hun ikke kunde danse
og elske uden sjæl -