[53]|IV.
virkelighedens nat

55|paa virkelighedens dørtærskel

jeg var kongen -
naar jeg smilede,
sad alt i min ring,
som jeg kunde tage af -
naar jeg sov,
døde min elskede,
og mine fjender vovede
knap at hviske -

nu er jeg en smal stjerne,
som har efterladt sine
klæder paa stranden -
med lukkede øjne
og aabne ører
svømmer jeg roligt
paa frihedens havpupil -
med mine lange
sparede ben mærker
jeg hver fold i
havets sitrende ledende
modersøvn med
titusenaarsriget i mavens
helgenskrin -
ved den letteste strømning
synker jeg som trællegnisten,
der tænder havet
og smælter laasen -
den mindste skælven,
og intet har været forgæves -

56|hvid hyacint

jeg er stigende
dufttaager fra en
krybende natblomst -
violette taager findes
ikke om dagen,
vinder ingen tro
i dagens gennemsigtige
liv -
derfor: kom
ikke ind mod
duftbasunens hviskemund
aandelæber -
kom ikke
nær -
hvad for mig
er nattens hellige
have
med levende luft
med tusind sprog
og intet ord
og en elskov saa
57|blodig at du vilde
se sten og
ingen elskov -,
nattens hellige have
er for dig
døden, du
komiske -
men saalænge
millionerne ængstes
og ikke hvisker:
se, derfra -,
derfra, hvor synet
er adgangsforment -,
derfra skal
frælserhyacinten lang-
somt skyde -
fra bølgende muld
skal allerede
løget hviske:
alt lever og
klæder er had -
saalænge mennesker
ængstes,
skal døden være
deres eneste lille
smykke -
og naar ingen mere
ængstes, først
da skal mørkets
formede farver bruse,
og vækstens
brænding sløjfe
dagens kyst -
58|stængler skal stige
med tusind
bannerblade, med
ødslende magt,
med overvældende
rigdom fra
nattens
staallukkede have,
og frøet skal
falde som en
fremmed sol:
fortærende
kraftgydende
evighedslovende:
Et Nyt Liv
til enhver, der
ikke ængstes, at
tage eet skridt -

nattens have er
aaben -
portene venter -
hvert blad skælver:
Kom Længe Ventede
Kærlighed, Alt
Lever, Og Blot Klæder Er
Had -, o kom Du,
som jeg Altid har
59|Elsket og Altid vil
Elske i jublende Evighed -
og JEG
natluft, o jeg favner dig -
min ryg er
blodig af evig
elskov -
i nattens lukkede
have venter
jeg millionerne -

60|sjælens sang

I.

hvor jeg hader
dagen -!
sagte -, uden ophold
mine fingre piner blod frem
af had, had
ustandseligt -
og mine øjne er
blevet blindt kul
af had -
men se kan jeg - altid -
dagen hader jeg,
dagen -

61|II.

hvilken besynderlig
for alverden tvingende
nødvendig kraft jeg
maa have været, at
man har sat
mig haabløst i
hungerens dag -
haabløst, indser jeg mit had -
men se, se
kan jeg - altid - !

62|uden at jeg anede
noget derom,
maa man have
givet hungerens folk
en søjle af godhed
gennem mig -
aah latterligt, siger mit had,
haabløst - !
men jeg indser:
nødvendigt at give
denne godhed her -

ingen ved, men
at se - altid -
er værst -
herligst -

63|III.

hvorfor raaber jeg,
raaber jeg -
men hvor - ?
der findes intet øre
mægtigt at plukke
en hviskning
hel -,
kærligt at kræve
en sandhed
ren som himlens fod paa
virkelighedens nat -

64|men klage -
aldrig -
jeg har blot at
hugge og hugge -,
indtil mit hjærte
er frit og hænger
som en sort lygte
af ligevægt midt
i dagen -

hvordan skulde
en mission kunne udsiges?
aldrig i evighed her -!
men efter frihedens sidste hug,
ved jeg, hvor jeg bor,
jeg nattens seende kid -
aah jeg længes, skønt
dagen endnu
venter mit hjærte -,
mod selvfølgeligheden,
mod dybet -
for se, kan jeg -,
altid - natten,
hvor jeg er født - !

65|IV.

hvad ejer
et barn af natten,
andet end denne vished:
at ingen drøm har
løjet et ord -,
at hungerens smil
om dagens læber
er urenhed -
og hunger er dagens
hele opfyldelse -

66|V.

min mægtigste drøm er
drømmen om budbringeren -:
i klæder af blaat og
med en hvid krans,
skal han komme fra
mit hjemland -:
klar og stum skal
han staa -, og
stum af mit hjemlands vished
vil jeg lægge mig
til ham -

og han vil ikke have
vaaben hos sig,
paa grund af landet,
hvor han er fra -,
og min latter og min
graad vil blive hos
mit offer i dagen -:
der er for stor klarhed,
hvor jeg er født -,
og dens mur er alt for
ubekymret for
latterkind
graadtand -
o, du klarhed over mit
hjemlands mur -!

67|VI.

o, hvis I kunde forstaa,
at den virkelige lykke
er evig som en
bølges skvulpen og
maanens regn -
o, jeg tragter intet
andet end dette samme
i evighed dér,
i mit hjemland,
hvor jeg har
født min lykke -

68|frugt og atter frugt
min elskede plukker
fra mit skød, og
giver mig, endnu før
jeg smiler -
og naar jeg hvisker:
"dette er for stort -
maa jeg da dø her,
hvor jeg er hjemme -",
da vil en drøm svare:
"du har drømt saa
stærkt, at dette findes
af din
trofastheds kraft -"
og en anden drøm
vil bøje sig og fra
natten tage, hvad
jeg ikke behøver at
længes -, og fra himlen
gribe, hvad jeg altid,
altid har vidst, var
mit dyreste
mit inderste -
o nat, mit hjemland -!

69|hvad kan nattens barn
vinde
i dagen,
andet end denne vished,
som er vejen,
den eneste
til mit hjemland -

70|VII.

naar budbringeren kommer,
og hadet falder fra
mine træk som
dagens tørre hunger -,
vil menneskene blændes af
en skønhed, der sprænger alt -
og de vil bedække
deresaasyn og mumle:
"alt gaar under,
døden er over os -"
men deres drømme vil
rejse sig og vidne:
at hjemlandet er
en eneste solgydende opfyldelse
af det højeste -,
een nat for alle
af evig klarhed,
bygget over udødelige
skaberdrømmes skuldre -

og gennem mit hjemlands græs
sukker det
lykketungt
under den ringestes fod:
"hellige nat, hvor
solen har fundet sin brud -"

71|VIII.

jeg ser:
mit had var hvidt som dagen -
men mine drømme skal bære
altet -

o, hvad er jeg andet
end min mægtigste drøm -
og, hvad er den største og
den ringeste andet
end deres mægtigste, mest
ubekymrede drøm -!

naar budbringeren kommer,
vil jeg aande mod hans bryst:
aldrig, aldrig er
jeg ophørt at se dette -!
og naar jeg løfter øjnene,
vil han aabne muren
og atter nævne mig
i mit hjemland -

[53]|IV.virkelighedens nat

55|paa virkelighedens dørtærskel

56|hvid hyacint

60|sjælens sang

I.

61|II.

63|III.

65|IV.

66|V.

67|VI.

70|VII.

71|VIII.

[53]|IV.
virkelighedens nat