© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
En Morgen, lige før han skulde gaa til sit Kontor, fik Højesteretssagfører Ludvig Menthe Besøg af en civilklædt Opdagelsesbetjent, der meddelte ham, at hans Broder Overretssagfører Carl Emil Menthe sent om Natten var bleven anholdt i et Restaurations-Lokale.
Anledningen var en forholdsvis ubetydelig Veksel, som den Bank, der diskonterede den, ved et rent Tilfælde straks havde fattet Mistanke til. Den bekendte Forretningsmand, hvis Navn stod paa Vekslen, havde en halv Time efter, lige før Lukketid, haft et Ærinde i Banken, og da Vekslen blev ham forevist af Direktøren, havde han øjeblikkelig erklæret den for falsk, – ovenikøbet var hans Navn ikke særlig behændigt efterskrevet.
Da det var klart, at et saa stort og anset Firma som C. E. Menthe ikke vilde gribe til saa fortvivlede Midler for at rejse 10| en Sum paa faa Tusind Kroner, hvis det ikke i Forvejen var langt ude i Svindel og Bedrageri, anmeldtes Sagen straks til Politiet.
Overretssagføreren eftersøgtes baade paa sit Kontor og i sin private Bolig: Kontoret var lukket og i Hjemmet blev kun antruffen hans gamle Husbestyrerinde – C. E. Menthe var ugift –, der oplyste, at Overretssagføreren havde spist Frokost Kl. 1, var gaaet Kl. 2 og næppe kom hjem før sent om Aftenen.
For en Sikkerheds Skyld havde man sendt Opdagere til alle Eftermiddags- og Aften-Tog og til alle afgaaende Færger og Skibe. Men at Overretssagføreren skulde have tænkt paa at flygte, var ikke sandsynligt. Ellers havde den falske Veksel sikkert været større. Og det oplystes hurtigt, at han ikke i de andre Banker havde hævet Penge af Betydning i de sidste Dage.
Paagribelsen gik da ogsaa saa let som Fod i Hose. Til Middag var han ikke i nogen af de Restauranter, hvor han ellers søgte – det blev siden oplyst, at han 11| havde spist hos en Veninde i en af Østerbros Sidegader, og ved 11-Tiden var han og hun kørt hen i det Natlokale, hvor en Opdager diskret havde holdt Øje med ham til Kl. 3, da Lokalet lukkedes. Uden at Nogen havde fundet noget paafaldende i det, havde Opdageren, mens den unge Dame et Par Minutter var inde i Toiletværelset, sat sig hen til Overretssagføreren, havde stille præsenteret sig og sit Politiskilt for ham og havde aftalt med ham, at han, Opdageren, skulde udgives for en gammel Provins-Ven, der havde noget meget vigtigt at tale med ham om. Da Klokken var mange og den unge Dame træt og søvnig, havde hun uden Fornærmethed accepteret at blive sendt solo hjem, mens de to Venner fulgtes i en anden Automobil.
Overretssagføreren havde, efter det første Øjebliks Bestyrtelse, gennnemført sin Rolle med Koldblodighed og godt Humør. Han spøgede utvungent med Opvarteren, mens Regningen blev opgjort – han og Opdageren tog sig paa Falderebet en Whisky –; han betalte flot og rigeligt Damens 12| Automobil forud; han var skæmtende og galant og udkastede Planer om, at han og hun og Vennen fra Provinsen næste Dag skulde have det hyggeligt sammen. Saa var hun kørt til sin Sidegade paa Østerbro og de to andre til Raad- og Domhuset, hvor en Assessor, den unge Thorvald Thomsen, i Betragtning af Sagens fremragende Betydning trofast havde siddet og afventet den celebre Gæst.
De havde talt med hinanden, som Gentleman taler med Gentleman. Overretssagføreren havde til Støtte den Overlegenhed, som Alderen altid giver; desuden var han i juridiske Kredse beundret for sin klare Hjærne; endeligt var han selskabelig set en Charmeur.
Den 15 Aar yngre Assessor, der lejlighedsvis havde truffet den ansete Sagfører i Selskabslivet, lod sig nu som tilforn bedaare. Uden Spor af Jeremiader eller undskyldende Dikkedarer eller juridisk Spilfægteri redegjorde C. E. Menthe elegant, næsten spøgende for sine Affærer. Assessoren, der til daglig førte en hæderlig Kamp for at ordne sit Liv indenfor Ram13|men af de 6–7000 Kr., han ved Gage og Rente af Medgift kunde regne med som Aars-Indtægt, blændedes og forfærdedes over den Verden, hans berømte Anholdte i hastige store Træk skitserede for ham. En Verden, hvor der tumledes med Millioner. Hvor Indsatsen var hensynsløs Spekulation og Gevinsten et Liv uden smaalig Udregning. Et Liv i stadig Fare, men ogsaa i Farver og Fest. Et Liv med Partout-Kort til al Jorderigs glade Vellyst.
Først Kl. 5 om Morgenen skiltes Assessoren og Overretssagføreren. Og det var Overretssagføreren, der taktfuldt maatte bringe Samtalen til Afslutning.
Han havde taget sit Uhr op og sagt: »Klokken er 5, stort videre kommer vi vel ikke i Nat, og baade De og jeg trænger til at sove. De kan med rolig Samvittighed lade mig arrestere, og saa tales vi videre ved i Morgen eller naar det maatte passe Dem.« Smilende tilføjede han: »Nogen Fare for, at jeg skulde være optagen, er der jo næppe.«
Assessoren lod tilføre Protokollen, at der efter Anholdtes uforbeholdne Tilstaa14|else var afsagt Arrestdekret over ham. Hvorpaa de to Herrer ønskede hinanden Godnat og en Betjent høfligt fulgte Overretssagføreren over til den bedste ledige Celle.
C. E. Menthes Arrestation vakte Forbavselse og Beklagelse. Alle havde regnet ham for en meget velhavende Mand, og hans Forretning nød den største Anseelse.
Man vidste jo nok, at han brugte mange Penge, men hans Livsførelse var dog tilsyneladende ikke paa nogen Maade overdrevent ødsel i Forhold til hans formodede Indtægter.
Dertil kom, at Overretssagfører Menthe var almindelig afholdt i Modsætning til Broderen.
Begge gjaldt de for store Dygtigheder. Men det var meget Faa, der kunde lide Højesteretssagføreren. Hans Væsen var indesluttet, paa samme Tid overdrevent høfligt og koldt afstandtagende.
Oprindelig havde de to omtrent jævnaldrende Brødre – Carl Emil var to Aar ældre end Ludvig – været Kompagnoner, men Kompagniskabet opløstes hurtigt, og i over tyve Aar havde de været ganske 16| uden forretningsmæssig Forbindelse. Selv den selskabelige Forbindelse var den mindst mulige.
At Carl Emil aldrig havde gjort Forsøg paa at komme ind for Højesterets Skranke, hvortil han ved sin Veltalenhed, sin klare Bonsens og sin vittige Slagfærdighed syntes som skabt, forundrede i nogle Aar juridiske Kredse. Det var, som om han manglede Ærgærrighed. Han var tilfreds med at se sin Forretning vokse. Navnlig fik han et mægtigt Klientel af enligtstillede velhavende Damer, hvis Formuer han administrerede, samtidig med at han var deres utrættelige, altid redebonne Raadgiver og Trøster. Ogsaa havde han mange gode Boer, især fra adelige Godsejerfamiljer. Han var saa munter og behagelig at have med at gøre. Og han passede ind i Milieu’et. Var dygtig Rytter og Jæger, i sine yngre Dage glimrende Danser. Han elskede Mad og Kvinder, forstod sig paa alt det materielle, der gør Livet fint og festligt, havde Form og Stil og Takt. Ogsaa for Kunst og Literatur interesserede han sig saapas. Og uden at have dybere Kunstsans havde 17| han et sikkert Instinkt for, hvad der var det rigtige. De Malerier, der hang paa hans Væg, var virkelig Kunst og var valgte med personlig Smag. Og han dømte om Musik og Teater og Literatur uden Arrogance og uden Fordom; gik forsigtigt af Vejen for det, som hørte Fremtiden til, men lod sig aldrig narre af det godtkøbs oplagte.
Han var helt igennem en sympatisk og vakker Personlighed.
Men nu var han altsaa afsløret som ondartet Svindler. Hans Spekulationer havde bl.a. kostet det meste af de ham betroede Formuer.
Til at begynde med var Stemningen for at give Broderen Skylden, ja allerførst var der endog Mange, som troede, at der maatte foreligge en Misforstaaelse: om man havde opdaget, at Ludvig Menthe var en Tyveknægt, det vilde ingen større Forundring have vakt. Men da det desværre hurtigt lod sig fastslaa, at Højesteretssagføreren var ganske uberørt af Skandalen, kom den Folkets Røst til Orde, selv gennem et Par Blade, at Ludvig Menthe dog indirekte var Skyld 18| i Broderens og hans Klienters Ulykke ved haardhjærtet at have nægtet ham Støtte, og at Carl Emil først for Alvor var dreven ud i sine vilde Spekulationer, da Broderen skaanselsløst havde afvist ham.
Angrebene blev ved, indtil Kriminalretsassessor Thorvald Thomsen udstedte en kategorisk Erklæring om, at Rygterne manglede ethvert Grundlag og at tilmed Arrestanten bestemt hævdede aldrig at have henvendt sig til sin Broder, Højesteretssagføreren, hverken om Raad eller Hjælp. Men forinden havde Angrebene givet Anledning til en Række Retssager med Indstævning af Vidner i Snesetal. Ludvig Menthe gik hurtigt og haardt frem. Og Resultatet blev en Hoben større og mindre Bøder. Naar der ikke tilkendtes Højesteretssagføreren nogen Erstatning, skete det kun, fordi, som det i en af Dommene hed, Højesteretssagførerens Ry som korrekt Forretningsmand maatte anses for saa grundfæstet, at hans økonomiske Stilling ikke kunde anfægtes af ondsindede Bladartikler og privat løsagtig Sladder.
Samtidig med at den store Offentlighed skræmtes til Forsigtighed, arbejdede der sig fra de snævrere indviede Kredse en vis modstræbende Sympati frem for Ludvig Menthe.
Denne tilsyneladende kolde og haarde Mand røbede i Forsvaret for sit Navn og sin Ære en fanatisk Ømtaalighed, der maatte aftvinge Respekt, selv om den af og til kunde synes overspændt.
- - En Time efter at Opdagelsesbetjenten havde meddelt ham Broderens Arrestation og før endnu noget Blad havde bragt Nyheden, søgte han Justitiarius i hans private Bolig, en Villa paa Frederiksberg.
Den fine gamle Jurist, der som alle andre af Faget beundrede Menthes Dygtighed, men altid havde følt sig frastødt af hans kantede og kolde Væsen, anede straks en Ulykke, da Højesteretssagføreren blev meldt og et Øjeblik efter traadte ind. Der var en 20| saadan Uhygge over dette stramme blege Ansigt med det nervøst flakkende Blik gennem Guldbrillerne, at Justitiarius uvilkaarlig forberedte sig paa en Tilstaaelse og trak sin allerede udstrakte Haand tilbage.
»Hvad skylder jeg Æren ...?« spurgte han og bød med en Haandbevægelse en Stol.
»Tak jeg bliver helst staaende« – sagde Menthe, men sank i samme Nu sammenbrudt ned i Stolen.
Et Øjeblik efter stod han dog igen op, rank og fastbidt. »Jeg kommer« – sagde han – »for at meddele Ds. Excellence, at min Broder inat er bleven arresteret.«
»Deres Broder Overretssagføreren!« – det kom næsten som en Befrielse, thi dette vedrørte jo ikke direkte Højesteret; samtidig var der oprigtig Sympathi i Udbruddet; thi ogsaa Justitiarius havde altid holdt af Carl Emil Menthe.
»Det er Vekselfalsk. Og sikkert meget andet.«
»Jeg er virkelig ganske forbavset.«
»Mig kom det ikke overraskende. Jeg har længe været forberedt ...« 21| »Men Deres Broder sad dog i en udmærket Forretning.«
»Jeg, Ds. Excellence, har altid Mistanke til de Forretningsfolk, der tilbringer deres Aftener paa offentlige Steder. Men det er jo ikke derom, at vi skal tale. Jeg kommer til Ds. Excellence for at bede Dem indtil videre fritage mig for at procedere for Højesteret i de Sager, der er mig offentligt beskikkede.«
»Jeg forstaar virkelig ikke ...«
»Højesteret kan ikke være tjent med at benytte mig, Broder og tidligere Kompagnon af en Vekselfalskner, som Advokat.«
»Jamen bedste Hr. Højesteretssagfører, dette er jo Vanvid. De kan dog ikke gøres ansvarlig for Deres Broders Forvildelser.«
»Ganske rigtigt, det kan jeg ikke. Men, Ds. Excellence, nu var min Broder den han var. Og jeg er den, jeg er. Han elsket, agtet, nydende Alles Tillid. Jeg ... naa ja. Ds. Excellence behøver ikke at svare – jeg spørger kun ud i Luften: Hvis en af de to Brødre Menthe skulde i Tugthuset, hvem af dem vilde man saa have tænkt det skulde blive? ... Ja altsaa, jeg be’r Dem ikke 22| svare. Men – ikke sandt? Nu foreligger det Faktum, at min Broder ikke kan undgaa Tugthuset. Og derfor mener jeg, at Højesteret bør forskaanes for at have mig i sin Skranke, indtil selv min argeste Fjende ikke kan tro, at jeg burde gøre min Broder Følgeskab.«
Justitiarius maatte i sit stille Sind give Menthe Ret, at det ikke vilde være altfor behageligt, om han just i disse Dage skulde figurere som offentlig Anklager eller Forsvarer i en Tugthus-Affære. Men det gik dog heller ikke an, at Højesteret diskvalificerede en Advokat, fordi han tilfældigvis var i Familie med en Lovovertræder.
Han svarede derfor:
»Jeg takker Dem, Hr. Højesteretssagfører, for Deres taktfulde Omsorg for Højesterets Værdighed. Men jeg som Justitiarius kan ikke tage mod Deres Offer. Og vor gamle hæderkronede Domstol behøver det heller ikke. Saa længe De personligt er uangribelig, er Deres Plads for Højesterets Skranke det ogsaa.«
Over Ludvig Menthes skarpe Fugleansigt gled et blegt Smil: 23| »Jeg ventede« – sagde han – »dette Svar. Det faldt mig ikke et Øjeblik ind, at Højesteret vilde forraade en gammel tro Tjener. Men et Menneske kan aldrig blive saa overjordisk som en Institution. Og jeg kan foreløbig ikke procedere i Højesteret. Deres Excellence vil sikkert give mig Ret. I en af de første større Sager, som kommer for, er jeg Aktor. Jeg skal aktorere mod en Herredsfuldmægtig, som bl. a. har skrevet falske Veksler. Der er meget, som taler til hans Forsvar. Selvfølgeligt. Der er altid meget, som taler til Forsvar for de Forbrydelser, der begaas. Ellers vilde det jo være en umulig Opgave at være Defensor. Men jeg som Aktor skal altsaa se at skaffe ham de flest mulige Aar Forbedringshus. Og Ds. Excellence vil forstaa, at det kan jeg ikke. Jeg kan det ikke. Jeg vil det ikke. Lad mig straks sige det: det vilde være ligesaa umuligt for mig at være Defensor. Hvis jeg nemlig røgtede mit Hverv saa samvittighedsfuldt som det er min Pligt, maatte jeg forsøge at faa Straffen bragt ned til det mindst mulige. 24| Men alle vilde da tro, at det var min stakkels Broders Sag, jeg forsvarede.
Da nu altsaa Højesteret ikke vil sætte mig fra Bestillingen, og da jeg indtil videre ikke kan varetage den – saa er der kun ét af to: enten maa Højesteret bevilge mig en Orlov eller jeg maa nedlægge min Bestalling.«
Hvis Menthe ved Død eller Sygdom var bleven Højesteret berøvet, vilde Justitiarius ikke have sørget. Som Forholdet laa, havde han kun at bevilge ham den ønskede Orlov. Han maatte ovenikøbet som retsindig Mand anerkende Menthes Finfølelse. Skulde han dømme efter denne Samtale, var Menthe en helt anden end han hidtil havde antaget ham for. Der var i hans Udtalelser ikke ét Ord, der ikke var fuldkomment som det burde være.
Selvfølgelig forblev man i den juridiske Verden ikke upaavirket af, at Justitiarius herefter omtalte Ludvig Menthe ikke blot med Respekt, men ogsaa med tydeligt understreget Sympati.
Endnu samme Dag søgte Ludvig Menthe endvidere Direktøren for den Bank, som han lige fra sine yngste Sagførerdage havde arbejdet med.
»Jeg vil bede Dem, Hr. Etatsraad« – sagde Menthe – »lade foranstalte til Offentliggørelse en nøjagtig Status over mit Mellemværende med Banken. Det ligger saa nær, nu hvor min Broder er afsløret som Svindler, at mistænke ogsaa mig!«
Direktøren svarede:
»De og vi har nu i – ja til December bliver det 25 Aar – gjort Forretninger sammen. De har altid paa Dato opfyldt Deres Forpligtelser, og der har været Tider, hvor De har haft Hundredtusinder til Gode hos os – foruden de Værdier, De havde i Depot. Saavidt jeg véd, er det netop nu Tilfældet. Er det da virkelig nødvendigt at foretage noget saa usædvanligt?« 26| Højesteretssagføreren overvejede nogle Sekunder. Saa sagde han:
»Etatsraaden kan begribe, at jeg personligt ikke bekymrer mig om hvad Per og Poul behager at sige. Og jeg forstaar, at Banken i endnu højere Grad føler sig hævet over ondsindet Sladder. Men jeg har Hensyn at tage til mine Klienter. Der gaar mange fremmede Penge gennem mine Hænder, store Foretagender hviler paa Tillid til mig. Alene som Administrator af de Holmske Millionlegater har jeg et uhyre Ansvar.«
Etatsraaden, der var paa sin Post, indvendte blidt:
»Jamen, bedste Højesteretssagfører – om de Holm’ske Legaters Obligations-Beholdninger kan Banken jo intet attestere. De ligger i Legatfondens Box og kontrolleres ikke af os, men af Fondens Revisorer.«
»Selvfølgelig – med Legatformuen har Fondens Revisorer Tilsynet. Den Sag er godt nok i Orden. Som De véd, revideres der to Gange aarligt. Og den sidste Revision fandt heldigvis Sted for kun tre Uger siden. Men Renterne af de 3–4 Millioner 27| hæver jeg, og de anbringes paa en særlig Konto, som jeg anviser paa. De fleste af Pengene gaar hurtigt ud igen – til Legatnyderne. Men hvert Aar bliver der dog et Overskud, hvoraf en Del, naar Summen er steget til mer end hvad rimeligt er at have staaende til løbende kontante Udgifter, benyttes – efter Tid og Lejlighed og Konjunkturer – til Indkøb af nye Obligationer.«
»Alt dette véd jeg selvfølgeligt. Højesteretssagføreren har jo ovenikøbet ofte gjort mig den Ære at raadføre Dem med mig om Indkøbet af de nye Obligationer.«
»Nu ja. Men saa véd De sikkert ogsaa, at det paa Grund af de høje Kurser paa Obligationer er temmeligt længe siden, at jeg lod købe. Der var ingen Fordel ved det. Vi fik snarere mere ud af Pengene ved at lade dem staa i Banken. Dette er bl.a. Grunden til, at min Konto – den Konto altsaa, jeg har paa Legatfondens Vegne – for Øjeblikket er saa stor. Af samme Grund forøvrigt er ogsaa min private Konto noget større end ellers. De smiler, kære Etats- raad, De mener vel, at 28| en Mand som jeg ikke behøver at anbringe sine private Penge i 4 eller 4½ Procents Obligationer. Jeg skal da ganske ærligt sige Dem, at jeg er bleven forsigtig. Jeg var for et Par Aar siden kommen langt ud i Spekulationer. Jeg var heldig, netop i et kritisk Øjeblik: der strømmede Penge ind til mig. Og da jeg af Natur er meget mere Samler end Spekulant, foretrak jeg fremtidig at konsolidere mine Penge og lade Andre – f. Eks. Banken – paa egen Risiko spekulere med dem ... Men for at vende tilbage til det, der har offentlig Interesse: De vil sikkert nu forstaa min Grund til at ønske en af Banken attesteret Opgørelse. Saa og saa mange Mennesker har selvfølgelig lagt Mærke til Legatfondens Regnskab for sidste Aar. De, der er ondsindede, vil spørge: hvor er Pengene bleven af? hvorfor er der ikke det sidste Aar købt Obligationer? eksisterer Pengene endnu eller har Svindlerens Broder bortsvindlet dem? Det, jeg beder Dem om, er altsaa at give mig en attesteret Udskrift af mine to Kontoer. I den Omstændighed, at min private Konto er rigelig, 29| vil der, naar man samtidig erfarer, at Legatfond-Kontoen svulmer af Penge, ligge Betryggelse for alle ængstelige Sjæle. Ja, oprigtig talt, Hr. Etatsraad – synes De, at min Anmodning er latterlig?«
»Nej saamæn, De har vist Ret. Hvis virkelig Mennesker er saa mistænksomme.«
»Mennesker, Hr. Etatsraad, er ikke mere mistænksomme end de har Grund til at være. De er det ovenikøbet ofte for lidt. Det er Dem og mig, Hr. Etatsraad, der tvinger Folk til at være mistænksomme. Ja, jeg mener det. Tag nu et Tilfælde som mit. De véd, at der i de sidste 5–10 Aar har været Tale om, at jeg burde ind i Bankraadet. Men stadig har det fra en vis Side stødt paa Modstand ...«
»Ikke fra mig – det forsikrer jeg Dem.«
»Nej, jeg véd, at Etatsraaden altid har taget det Standpunkt, at De ikke vilde modsætte Dem det. Men De har aldrig rent ud sagt: Jeg ønsker det. I saa Tilfælde var det nemlig gaaet igennem. Og jeg for mit Vedkommende var saa taabelig at sige: jeg vil ikke trænge mig paa. Det véd De jo nemlig ogsaa, Hr. Etatsraad, 30| at jeg kunde have tvunget mit Valg igennem. Men – ikke sandt – Publikum, der ikke kan dømme om de intime Kulisse-Intriger, det ræsonnerer – og jeg vilde i Publikums Sted gøre det samme –: »Der maa være noget muggent ved Højesteretssagfører Menthe – ellers vilde hans Valg jo være gaaet glat igennem: bekendt Jurist, stor Forretningsmand, i Spidsen for Millionforetagender.« At jeg personlig ikke er det, man kalder populær, spiller jo i dette Sammenhæng ingen Rolle. Til et Bankraad søger man dog ikke fortrinsvis fromme Lammehaler og sliksøde Honningmænd.
Og, ikke sandt, Hr. Etatsraad – hvis jeg nu igen denne Gang, hvor der atter er en Plads vakant, forbigaas, saa vil alle sige: Naturligvis, man kunde jo dog ikke vælge Menthe, for Gud véd og monstro og nu det med Broderen og histop og herned ... ja De kender Rumlen saa godt som jeg. Og nu har Danmarksbanken og jeg, som De mindede om, i 25 Aar arbejdet godt sammen. Men det siger jeg Dem ganske oprigtig, Hr. Etatsraad ...«
»Højesteretssagføreren behøver intet at 31| sige. Selvfølgelig véd jeg, hvad der i en Situation som denne er min Pligt. Og naar jeg paa Direktionsmødet paa Fredag ventilerer Spørgsmaalet, vil jeg helst kunne tale ganske upaavirket. Baade for Deres og min Skyld finder jeg det værdigst saadan. Men jeg gaar ud fra, at jeg i Mødet har Lov at referere, hvad vi iøvrigt idag har talt om.«
»Selvfølgeligt.«
»Og saa sender jeg altsaa Højesteretssagføreren en verificeret Udskrift af Deres Kontoer. Det er jo kun min Pligt at gøre det, naar De ønsker det. Men hvis jeg tør have Lov at give Dem et Raad: saa benyt ikke Udskriften, før det er strængt nødvendigt. Man skal – det er min Erfaring – aldrig lade sig intimidere af Rakket til at lægge Kortene paa Bordet. Jo mere Hensyn man tager, des mere kommer man i Afhængighed. Rakket vil regere. Men de store Forretninger gøres kun, naar de Faa, der forstaar sig paa det, ogsaa vover at tage Ansvaret. Og for Samfundet er det jo da endeligt bedre, at Smer- terne fordeles i ganske smaa Portioner end om nogle En32|kelte lider et Tab af Millioner. Det gælder, efter min Mening, altid om at pirke de smaa Kapitaler ud af deres Huler. Om en Mand ejer 1000–2000 Kr. eller ingenting, spiller ingen Rolle. Hverken for Samfundet eller ham. Men om et Par Tusind Smaafolk bringer hver 1000 eller 2000 Kr. – det begynder allerede at hjælpe. Disse 2–3 Millioner kan muligvis yngle mange nye Millioner. Og kan de det ikke – naa ja, saa taber nogle Tusind Mennesker 35 à 70 Kr. om Aaret i Rente. Men den Ulykke er da endelig ikke stor. Hvad faar man for 70 Kr.? Meget lidt. For 35 Kr.? Et Vækkeuhr maaske! Men saa er det jagu’ som Regel for sent.«
Et lille Smil krusede Højesteretssagførerens smalle skarpe Læber, mens han rejste sig og rakte Haanden frem til Afsked:
»De er ikke blot en klog Mand, Etatsraad, De er ogsaa munter og vittig. Og De skal have Tak baade for Løftet og Raadet. Nu faar vi se. En svær Tid bliver det under alle Omstændigheder for mig og mine.«
»Ja kære De, De kan tro, jeg har tænkt 33| paa det. Ikke mindst for Deres Frue – hun med sine sensible Nerver. Tør jeg bede Dem formelde hende min oprigtige Deltagelse.«
»Etatsraadens Hilsen vil glæde hende ... Apropos: taber Danmarksbanken paa min Broder?«
»Nej Gud være lovet. Han arbejdede kun ganske lejlighedsvis med os. Det er Købmandsbanken, der faar Smækket. Den gamle Ræv, Konferensraaden, skal være ude af sig selv af Raseri.«
»Det glæder mig. Paa Gensyn, Hr. Etatsraad.«
Medens Retssagen mod C. E. Menthe endnu verserede, afholdtes i et Aktieselskab, for hvilket Højesteretssagfører Menthe var Formand, en Generalforsamling, der gav Anledning til et pinligt Optrin.
Der var i det forløbne Aar indenfor Selskabet opdaget et mindre Bedrageri, og det havde til almindelig Forundring vist sig, at Bedrageriet var udført af Selskabets mangeaarige Kasserer, en gammel forhenværende Stabssergent, der med Tapperhed havde deltaget i Krigen i 64 og nød almindelig Agtelse som urokkelig Hædersmand. Da han traadte ud af Hæren, modtog han, der i Forvejen var Dannebrogsmand, Titel som Krigsraad. Han hørte til den gamle solide Stab af veluddannede og veldisciplinerede Underbefalingsmænd, tilforladelig, pligtopfyldende, nøjsom i sine Livsfordringer. 35|
Med sin lille Pension og sin beskedne Gage havde Krigsraad Emilius Frank ført et mønsterværdigt Hjem, pillent og propert, altid velpudset, altid til Parade for baade jordiske og himmelske Chefer beredt.
Sin store dygtige Børneflok havde han og hans brave Hustru, der for nogle Aar siden var død, med store Opofrelser givet en Opdragelse, der var ud over det almindelige i saa jævne Mellemstands-Kredse. To af Sønnerne havde han holdt til Studeringerne, og de sad nu den ene som Læge, den anden som Præst. En tredje Søn var en flink Haandværker, og af de fire Pigebørn var den ene Sygeplejerske, to var gifte med dygtige Forretningsfolk, den yngste, Anna, havde efter Moderens Død styret Huset for den gamle Krigsraad.
Kassemanglen, der skyldtes de i nogle Aar for store Udgifter til Børnenes Uddannelse, var 5–6000 Kr. Og Børnene og Svigersønnerne tilbød straks at dække den.
Bestyrelsen var derefter gaaet ind paa 36| at frafalde Anklage mod Krigsraaden. Men Højesteretssagføreren som Formand havde ment det uforsvarligt at beholde ham i den betroede Kasserer-Stilling. Og Dagen, før han skulde fratræde, havde Krigsraaden hængt sig i Kontoret. Han havde indfundet sig en halv Time før Personalet ellers kom, havde lukket sig ind med sin private Nøgle og havde klynget sig op i en Løkke, der var fastgjort til en Krog i Dørfyldingen mellem Direktionsværelset og Kassererkontoret. Paa hans Pult laa hans Krigs- og Veteran-Medaljer samt Dannebrogsmændenes Hæderstegn.
I en Uges Tid havde dette Selvmord beskæftiget Sensations-Pressen, og Selskabets Bestyrelse var bleven stærkt angrebet for sin Haardhjærtethed overfor den gamle Krigsraad. Efter Begravelsen, der fandt Sted under Udfoldelse af den største Deltagelse fra Vaaben- og Forsvarsbrødrene, døde Interessen for den lille Hverdags-Tragedie dog hurtigt hen.
Men nu kom altsaa den første Generalforsamling efter Begivenheden, og Højeste37|retssagføreren mindedes den i sin Aarsberet- ning med følgende skaansomme Ord:
»Selskabet oplevede i Slutningen af afvigte Aar den Sorg at miste sin gamle Kasserer, Krigsraad Emilius Frank. I hans Sted ...«
Længer kom Højesteretssagføreren ikke, thi nede fra Baggrunden af Salen skar en vildt skingrende Stemme igennem:
»Storsvindlerens Broder, Hr. Højesteretssagfører Menthe, myrdede ham.«
Det varede en Brøkdel af et Sekund, før Forstaaelsen af Ordene ligesom var trængt ind til Forsamlingens Bevidsthed. I den korte Spøgelse-Pause saá man Højesteretssagføreren tage sig til Brystet som ramt af en Kugle, mens Dirigenten ligbleg styrtede frem til Talerpulten for at gribe Klokken. I det samme udløstes Stemningen i en voldsom Applaus, blandet med en forsigtig Hyssen, navnlig fra Salens forreste Rækker. Saa kimede Dirigentklokken og Dirigenten, gamle Advokat Meyer, sagde med høj, bevæget bævende Stemme, mens der atter blev lydløs Stilhed i Salen:
»Dette er utilbørligt. Og en Raahed, som 38| jeg, der i 15 Aar har ledet Selskabets Forsamlinger, ikke har Ord stærke nok til at fordømme. Jeg opfordrer den Herre, der har tilladt sig en saa uhørt Insult mod vor højtagtede Formand, til at vise det moralske Mod at melde sig.«
Alles Øjne rettedes søgende mod Baggrunden af Salen, saa lød atter Klokken og i samme Nu Højesteretssagførerens Stemme, kold, rolig:
»Jeg beder Dirigenten frafalde sin Opfordring.«
Og med et Ansigt, der var stivnet i Urokkelighed, og en Stemme, der nu lød som Øksehug i en Vinterskov, fortsatte han:
»Jeg har ganske rigtigt en Broder, der er afsløret som Storsvindler. Det er en Sorg og en Smerte, som jeg maa bære. Jeg appellerer hverken paa hans eller mine Vegne til Medlidenhed. Vi lever i en Tid af moralsk Forraadnelse. Smitten er trængt ind i selv de bedste Huse. Og der gives kun ét Middel til Udrensning og Helbredelse: skaanselsløs Retfærdighed. Mindre end nogensinde før appellerer jeg til Sen39|timentalitet. Stærkere end nogensinde kræver jeg Retfærdighed.
Og jeg skal nu tillade mig at fortsætte Aarsberetningen:
Efter Krigsraad Franks Død ansattes en af Selskabets dygtigste kvindelige Medhjælpere, Frk. Laura Hemme, som Kasserer. Ved denne Paaskønnelse af Frk. Hemmes Værdi for Selskabet har vi tillige ønsket at vise vor Forstaaelse af Kvinders Ligeberettigelse indenfor Erhvervsvirksomheden ...«
– Det blev, mærkeligt nok, aldrig opklaret, hvem der havde afbrudt Højesteretssagføreren. Mindst 10–20 blev udpegede; thi saa stærkt havde Choc’et virket, at hver især troede at have staaet lige i Nærheden af Demonstranten.
Hellerikke Familjen Frank vidste, hvem det var.
Da næste Aften Fritz Menthe, Højesteretssagførerens Søn, og Anna Frank, Krigsraadens yngste Datter, mødtes i deres lille Stamkafé paa Frederiksberg, var hun ganske forgrædt.
40| »Lille Unge, hvad er der dog i Vejen med Dig?« spurgte Fritz.
»Vi er alle saa fortvivlede over det, der skete igaar. Og Du kan da nok begribe, Fritz, at jeg mest af alle. For det vilde jo da være lumpent, om jeg eller nogen af de andre havde noget med det sjofle Anfald paa din Fa’r at gøre – selv om jeg ikke kan fordrage ham.«
Fritz lo og lagde hende tæt ind til sig:
»Taabelige Barn, den Gamle har s’gu kun Grund til at være henrykt. Jeg har, som Du véd, hellerikke særlig Sympati for ham. Men Satans dygtig er han. Jeg har vældig Respekt for ham ... Hvad vil Du saa ha’ iaften? Du behøver ikke at være beskeden. For Højesteretten var i saa overvældende godt Humør til Morgen, at han forærede mig 100 Kroner.«
De pinligste Dage for Højesteretssagfører Menthe kom, da Broderens Sag et Aar efter Anholdelsen offentligt procederedes for hans egen Skranke og da Bladene havde Sensationsstof til tre Numre i den ikke ublandet tragiske Procedure.
Carl Emil Menthe havde ialfald ikke kedet sig i de 20 Aar, hvor han, som den skæmtefulde gamle Aktor sagde, havde »studeret til Tugthus«. Ikke alle Pengene var gaaet til Spilde i uheldige Spekulationer. Som Aktor videre sagde: »Paa C. E. Menthe passer i ganske sjælden Grad det gamle Ord: Uheld i Spil, Held i Kærlighed. Denne min forhenværende Kollega har i alle Herrens Lande vundet Sejre, der ikke alene kan tilskrives hans Rundhaandethed. Mens hans Forretnings-Journaler ikke altid udmærker sig ved Akkuratesse, er hans erotiske Journaler af en beundringsværdig Klarhed og Nøjagtighed. Vi faar for hver ny Erobring Navn, Stand, Dato, ja ofte 42| Klokkeslet. Og et nydeligt specificeret Regnskab. Mange af disse Damer har, bortset fra saadanne Udgifter, der vistnok almindeligvis anses for at paahvile den mandlige Part – saasom Fortæring i Restauranter, Automobiler, Vogne, Blomster, Drikkepenge etc. – egentlig ikke lukreret ved Forholdet til vor Fortryller. De har gjort særdeles net Gengæld ved Kærlighedsgaver af udlignende Værdi: kostbare Slipsnaale, Arm- og Fod-Lænker, Cigaret-Etuier o. a. l.
Boets Aktiver figurerer disse Souvenirs efter Auktions-Vurdering med 45.300 Kr. De højærværdige Dommere vil da let indse, at det her ikke drejer sig om ganske almindelige Forlovelses-Ringe. Selv om der imidlertid saaledes ofte er ydet Gengæld, er en saadan Tuskhandel (om jeg tør bruge et saa profant Udtryk om noget saa ophøjet og fint) i og for sig en daarlig Forretning. Thi de Gaver, der udveksles, betales ofte med det tidobbelte af, hvad de kan udbringes til. Han f. Eks. skænker sin Tilbedte en haandmalet Rokoko-Vifte og betaler den i tillidsfuld Tro til dens Ægthed med 5000 43| Frcs.: næste Dag sender hun ham en Snustobaksdaase af Guld, som Antikvitetshandleren har smykket med et kejserligt N og som derfor ogsaa betales med 5000. Her har vi altsaa et smukt Kærligheds-Døgn til 10.000 Frcs. – uden at medregne de sædvanlige 2–300 Frcs., der falder paa hans Ridderkappe. Men holder vi – efter at Festen er endt – Auktion, ja saa er Viften maaske 300 Frcs. værd og Daasen 400. Jeg siger ikke noget ondt om det, og jeg er ikke Kender: højest rimeligt vil de to Turtelduer mene, at Døgnet har været Forskellen – 9300 – værd. Men ganske spidsborgerligt set er det naturligvis ikke nogen god Forretning.
Lad nu dette være, som det være vil. Det kunde jo ogsaa tænkes, at vor Flottenheimer en og anden Gang havde købt en virkeligt ægte Oldsag og at en Liebhaber i næste Slægtled vilde mene det billigt at faa den for 10 eller 15 Tusind. Jeg er ganske vist Aktor, men jeg er for lidt sagkyndig til paa dette Omraade at være Anklager. Jeg tilstaar ogsaa, at jeg føler en vis misundelig Sympati med en saa uborgerlig Letsindighed.
44| Der er imidlertid en Udgiftspost, der overalt vender tilbage og som – naar man gør Status op – svimler sig op til langt den højeste. Denne Udgiftspost – af saare delikat Art – synes at involvere en Art af Erotomani, der ifølge berømte Psykiatrikeres Vidnesbyrd, ikke er ganske ualmindelig. Den gaar igen i alle de erotiske Journaler. Og den er virkelig saa absurd, at man tvinges til at opgive al anden Forklaring og henvise Fortolkningen til Lægevidenskaben: Anklagede har selv i de Tilfælde, hvor han har stiftet jævnbyrdige Forhold, altid, og uden Forskel, ofret Penge ganske hensynsløst til sine Favoritinder paa fint Undertøj – jeg tror, man i bedre Kredse plejer at kalde det Dessous – samt paa Sko og Støvler. Dette kunde vel endda – hvis det ikke ved den bestandige Gentagelse fik Monomaniens Stempel – opfattes som en galant Spøg. Men Komparenten nøjedes ikke med i hvert enkelt Tilfælde at købe til sine Veninder saadanne Beklædnings- (eller Afklædnings-) Genstande. Nej, han holdt ligefrem Lager deraf. Han stod i Forbindelse med 45| franske, engelske, tyske, østrigske og amerikanske Huse og fik derfra de nyeste Modeller. Jeg gamle Mand tabte fuldkomment Mælet, da jeg fik præsenteret et Værelse i hans Lejlighed, der langs alle Vægge havde Skabe med Udvalg af de mest forfinede Ting af Sko, Støvler, Strømper, Strømpebaand og Strømpeholdere, Korsetter – for ikke at tale om de endnu mere intime Beklædningsstykker.
Vor berømte Sindssyge-Læge, Professor Schmidt, som har haft Anledning til at udtale sig om Sagen, har givet den Forklaring, at det her drejede sig om et kombineret Tilfælde af Fetischisme og Paschaisme. Til Oplysning for dem af de høje Dommere, der ikke har studeret Krafft-Ebing, Forel og andre berømte Specialister i Kønslivets snart tragiske, snart komiske Uregelmæssigheder, tjener, at Fetischisme betegner Lystfølelse ved bestemte Legemsdele eller Beklædningsstykker. Paschaisme er en af vor højtfortjente Prof. Schmidt opfundet Betegnelse for Herskerlysten hos Manden i sin mildere Form, inden den udarter til Sadismen, der giver sig Udslag i Mishand46|linger. En Paschaist vil have den Illusion, at hans Elskede tilhører ham som Slavinde – derfor maa hun udstyres med de af ham til Elskovsmødet indkøbte Sager. Først naar hun er iført disse, kan han fuldt ud nyde Besiddelsen af hende.
Saa utroligt det forekom mig, saa utroligt det formodentlig ogsaa vil forekomme den højærværdige Ret, er Sandheden den, at C. E. Menthes økonomiske Sammenbrud i væsentlig Grad skyldes hans her berørte Sindssyge. Der er nemlig, høje Dommere, ingen Grænse for, hvad fint Dame-Undertøj fra Luksus-Forretningerne i de store Verdensbyer koster. Jeg har med mine egne Øjne set nogle saakaldte Combinations af de fineste Kniplinger, tynde som Spindelvæv – ja man fatter blot ikke, at de Damer, som gaar saadan klædt, kommer levende fra det, den kvindelige Natur maa være af en egen haardfør Beskaffenhed – jeg har i det Menthe’ske Bo set saadanne om jeg maa sige Nyttegenstande, der var betalt med 1000 Frcs. og mere pr. Styk.
For mig staar det som ufatteligt, at det 47| for C. E. Menthe har været nogen særlig Nydelse, at Kniplingerne var ægte. Han kunde, efter hvad Chefen for et af vore største Varehuse har oplyst for mig, for 20–30 Kr. have faaet særdeles fine og smukke Ting, som kun de særligt Kyndige vilde have kunnet skelne fra de ægte, – Ting, som hverken vort Aristokratis eller vort rige Bourgeoisies mest forvænte Damer vilde skamme sig ved at bære.
Efter min Mening er da C. E. Menthe utilregnelig – ja mer end det. Jeg betænker mig ikke paa at kalde ham skrupgal.
Og jeg vilde helst som Aktor henvise Komparenten til en Sindssygeanstalt. Da imidlertid vor berømte Prof. Schmidt ikke har ment at kunne erklære ham for utilregnelig, maa jeg insistere paa Lovens strængeste Straf.
»Thi ...« Og Aktor gik nu over til at gennemgaa Anklagedes Synderegister, hans Forbrydelser mod Paragraf den og den i Straffeloven ....
I de Dage, Aktionen mod C. E. Menthe stod paa, gik Højesteretssagfører Menthe 48| ikke udenfor en Dør. Hans Kone og Børn saá ham knapt.
Men den Morgen, Bladene havde bragt Aktors Indlæg med pikante Overskrifter, sagde Frk. Annelise, da hun mødte sin Broder Fritz ved Tebordet:
»Gud, Fritz, hvor Onkel C. E. maa have været spændende. Og jeg forstaar saa udmærket baade ham og hans Damer.«
Fritz tog hende om Livet, daskede hende bagpaa og sagde leende:
»Fjollede lille Pige. Kan Du være sød og riste mig et Par Stykker Franskbrød!«
»Jamen, jeg mener det,« svarede Annelise og lagde med slanke hvide Fingre sirligt et Stykke Brød over Risten. »Monstro der bliver Auktion?«
»Nej, min Stump, alle de smaa Busser bli’r højtidelig opbrændt som det Djævelskab de er.«
Det mener Du da ikke Fritz! Jeg vilde virkelig saa gærne have en rigtig fin Souvenir om vor letsindige Onkel.«
Carl Emil Menthe havde faaet sin Dom – Bedrageri, Misbrug af betroede Midler og, hvad der vejede tungest i Vægtskaalen: Falsk – det blev ialt 8 Aars Tugthus.
Han kom dog lettere over det end de fleste. Fængselsinspektøren var en forhenværende Fuldmægtig paa hans Kontor, Overbetjenten en tidligere Soldaterkammerat, der bevarede »Kandidaten«s flotte Rundhaandethed i taknemlig Erindring, Præsten var gift med en af hans første Elskerinder og Lægen og Menthe havde i deres Studenterdage slaaet mange lystige Slag sammen.
Menthe blev hurtigt hele Anstaltens Yndling, og selv de andre Fanger fandt det egentlig ganske rimeligt, at han blev bedre behandlet. Hans sikre Instinkt til at forstaa Mennesker, vinde dem og herske over dem svigtede ham heller ikke nu. Han førte sig med samme Rankhed og Fornemhed som 50| altid, var bestandig i godt Humør, elskværdig og hjælpsom, tog ikke forarget Afstand, gjorde sig paa den anden Side aldrig simpel for at komme paa Kammeratfod med Anstaltens Proletariat. Det skete ganske af sig selv, at der indrømmedes ham en Særstilling. De vidste jo nok, allesammen, at han ifølge Rettergang og Dom var Tugthusfange hverken mer eller mindre end de andre; det var hellerikke det, at han var af bedre Familje, der imponerede dem, for der gik i Anstalten ikke saa faa Herremænd og Kavalerer, som enten var til Ynk eller Foragt. Men overfor Menthe havde de uvilkaarligt den Fornemmelse, at han egentlig kun var her i Tugthuset paa Feriebesøg og at han gjorde dem alle en Ære og Fornøjelse ved for en Tid at deltage i deres jævne beskedne Liv.
Og Menthe nød sin nuværende Popularitet ikke mindre end sin tidligere.
Der var kommen ligesom Fest over den før saa graa triste Anstalt. Og han var, som saa ofte tilforn, Festens Centrum.
Inspektøren, gudbevares – han havde altid været en svært behagelig og human 51| Mand, men nogen egentlig Fornøjelse havde man aldrig haft af ham. Nu derimod: nu kom han hvert Øjeblik ind i Arbejdsstuerne og gjorde sig det hyggeligt med Sivsko og Merskums-Pibe, mens han ligesom i Smug lod en Rulle Skraa gaa rundt.
Det var ogsaa nu blevet almindelig Skik, at der ved alle Højtider pyntedes op med Blomster – fra Præstegaardshaven. Og Præsten, der hidtil havde indskrænket sin Virksomhed til de foreskrevne Gudstjenester og de pligtmæssige Sygebesøg, havde med ministeriel Tilladelse paabegyndt en Række Foredrags- og Oplæsnings-Aftener. Alle vidste, at han i Forvejen drøftede Programmet med Menthe.
Endogsaa Maden, der iøvrigt altid havde været upaaklagelig, blev »morsommere«. Naturligvis kunde ikke Reglementet i nævneværdig Grad fraviges. Men, naar Menuen stod paa Spegesild og Kartofler, var det dog altid en Fest, naar man i Forsommeren overraskedes med nye Pillekartofler. Og en Smule Rødbede til Flæskestegen paa Kongens Fødselsdag og Jule52|aften gav et lille hjemligt Plus til Festbespisningen.
Menthe gik med Liv og Sjæl op i Anstaltens Drift. Han blev dens egentlige Leder. Overalt mærkede man hans Initiativ. Og efterhaanden gik han jo ogsaa mer og mer ind i Administrationen. Han blev, efter den foreskrevne Prøvetid, anbragt paa Kontoret. Det var bl. a. ham, der affattede alle vigtigere Indberetninger til Ministeriet.
En Freds- og Lykke-Tid var oprunden for dette Tugthus, som altid hidtil havde været plaget af Skandaler. Anstalten fik Ry som en Mønster-Anstalt. Ministeriet lod offentliggøre en Bog om de mærkværdigt smukke Resultater, man var naaet til – takket være en liberal Forstaaelse.
Bogen var forfattet af Tugthusets Stolthed: C. E. Menthe.
Saa var det da Gud være lovet overstaaet. Desværre havde Carl Emil ganske vist ikke vist det Mod at vælge det, der for hans Familje vilde have været det behageligste og for ham selv det værdigste: at begaa Selvmord. Men ialfald var der nu indtil videre stille om hans Navn.
Og Ludvig Menthe var lidt efter lidt vendt tilbage til det offentlige Liv.
Det var begyndt med hans Indvælgelse i Bankraadet – efter en lille Mester-Tale af Etatsraaden: ingen havde vovet at opponere. Thi, som Etatsraaden med bevæget Stemme fastslog: i vanskelige Situationer gjaldt det om, at alle Bravfolk stod Skulder ved Skulder.
Men ogsaa i Højesteret optraadte Ludvig Menthe nu atter. Justitiarius havde ligefrem følt det som en moralsk Pligt at tvinge ham til det: der var jo dog ingen Mening i, at Ludvig Menthe knustes under Aaget af Broderens Forbrydelser. Tænk, 54| om det Princip gennemførtes, at den Enkeltes Skyld skulde sones ikke blot af ham, men af alle hans Paarørende. Det vilde jo være endnu forfærdeligere end naar i Indien en Hustru maatte følge sin Husbond og Herre i Døden.
Efterhaanden laa det ligesom et Tryk over Højesteret – baade Assessorer og Advokater –, at Ludvig Menthe havde dømt sig selv til Passivitet. Det syntes dem efterhaanden Alle som en Opgave at vinde Menthe tilbage.
Og der var en ejendommelig Højtidsstemning over Salen, da Menthe endelig atter stod for Skranken. Assessorerne var mødt fuldtalligt, og paa Advokaternes Bænk sad de fleste af Kollegerne.
Menthe var kendelig bevæget, skønt han kæmpede for at bevare sin sædvanlige kolde Urokkelighed. Og det virkede ejendommeligt betagende at se denne ellers saa stærke og haarde Mand spænde sin Vilje og sine Nerver for ikke at bryde sammen under Øjeblikkets Stemning.
Selv de, der nærmest var kommet af Nysgærrighed, følte en underlig Rislen af 55| andagtsfuld Grebethed, da Menthe traadte frem for Skranken, rank i sin sorte Silkekappe, næsten smuk med sin farveløse skarpe Profil, og uden al Salvelse, men med en ganske svag Dirren bag Stemmens jævne Anslag, begyndte: »Ds. Excellence, De og denne hæderkronede Rets andre høje Dommere vil forstaa og De vil tilgive, at jeg, inden jeg gaar over til at indlade den Sag, i hvilken jeg er beskikket Aktor, føler Trang til at sige, at jeg næppe ved egen Kraft vilde være naaet til en Genoptagelse af den Virksomhed, der i tyve Aar har været mit Livs Stolthed og Kærlighed ... Jeg ser den høje Justitiarius’ Misbilligelse af dette Brud paa Formen. Jeg skal hellerikke gaa videre. Hvad jeg har antydet, vil være tilstrækkeligt. Men jeg maatte, hvor ukorrekt jeg end véd det er, have sagt disse Ord, der er udsprungne af et oprevet, men ved Forstaaelse og Sympati lindret og, saavidt muligt, læget Hjærte.«
Justitiarius rørte lige Klokken, nikkede og sagde forretningsmæssigt, men med ken56|delig Velvilje: »Jeg beder altsaa Aktor gaa over til den foreliggende Sag.«
Stemningen var udløst. Og de fleste listede hurtigt bort; thi den Sag, der skulde for, var ganske interesseløs. En mange Gange straffet Voldsmand og Indbrudstyv skulde blot have den øverste Instans’ Bekræftelse paa saa og saa mange nye Aar Tugthus.
I Bladene noteredes Begivenheden uden Kommentarer som »En bevæget Scene i Højesteret«. Kun et lille Skandaleblad brugte Betegnelsen »Uappetitligt«.
Mand og Mand imellem diskuteredes Optrinet desmere. Og selv om ikke saa Faa var tilbøjelige til at gøre sig lystige over Menthes Forsøg i det rørende Fag; selv om endogsaa nogle af de Sagførere, der havde overværet Scenen og i Øjeblikket havde følt sig grebne, selv om nogle af dem bagefter reagerede mod »den gamle Rævepels« – saa kom man ikke bort fra det Faktum, at Virkningen havde været meget betydelig og at Menthe havde spillet sin Rolle saare smukt. Og hvad! Til Syvende og sidst var han vel ogsaa et 57| Menneske. Var det egentlig saa underligt, om han havde været bevæget? Maaske gjorde man dog Manden Uret. Søde og sledske Folk havde vi saamæn nok af. Og haardt maatte det have været for Ludvig Menthe, hvis han virkelig var en hæderlig Mand, stadig at mærke, hvordan han blev trængt i Skygge af sin Broder. Af denne Carl Emil, der vitterlig var halvgal og tilmed en stor Tyveknægt.
Menthes Genoptræden i Højesteret blev nærmest en Gæsteoptræden. Mer og mer trak han sig ud af sin Sagførerpraksis for at hellige sig sine mange andre Virksomheder, der stadig forøgedes og udvidedes.
Han, der hidtil havde holdt sig tilbage, – maaske fordi han følte Uviljen mod sig –, modtog nu beredvilligt fler og fler offentlige Hverv.
Der var ligesom sket et Tøbrud i hans Indre. Der var vaagnet i ham en Trang til at slutte sig sammen med andre, til at gøre sine Evner og Kræfter gældende i det store sociale Arbejde. Han gled ud af sin hidtidige Isolation, blev ogsaa i sit Væsen nemmere og behageligere. Og for en Mand med hans administrative Evner, juridiske Indsigt og store Pengemidler var der Brug overalt. Han blev Bestyrelsesmedlem og juridisk Konsulent i adskillige store industrielle Foretagender, han fik ogsaa mer end nok af ulønnede Hædershverv. De 59| skaffede ham Bevaagenhed paa højeste Steder og Adgang til Titel og Ordener. Efter et Par Aars Forløb besluttede han sig da ogsaa til definitivt at opgive Højesteretssagfører-Bestallingen for at modtage Konferensraad-Titlen.
Samtidig overtog han Præsidiet i den store Stiftelse »Kvindens Værn og Værge«, som hans Hustru i mange Aar havde ofret et nidkært Arbejde.
For Fru Menthe syntes dette en stor Sejr, thi hidtil havde hendes Mand nærmest stillet sig køligt afvisende og bidsk ironiserende overfor denne Anstalt, hvor bedre stillede Hustruer og Mødre, der forsømte deres egne Børns Opdragelse, løskøbte deres Samvittighed ved farisæisk at kvaksalverere paa dem uvedkommende unge Piger.
Nogle Ord, som Hds. Maj. Dronningen, Foreningens Protektrice, ved sidste Stiftelsesfest henvendte til ham, havde baaret Frugt. Hds. Majestæt havde med megen Varme udtalt sin Paaskønnelse af Fru Menthes Betydning for Foreningen og havde ytret et Haab om, at man herefter ogsaa maatte kunne regne paa hans Interesse 60| for denne Institution, der var det af alle filantropiske Foretagender, som stod Hds. Majestæts Hjærte nærmest.
Ved i de følgende Dage grundigt at sætte sig ind i Foreningens Virksomhed kom Menthe ogsaa til det Resultat, at der her var noget at tage fat i. Foreningen var nemlig ikke, som han hidtil havde drillet sin Kone med, blot en moralsk Forbedrings-Anstalt for fremmede Folks Børn, – den havde virkelig praktiske Formaal og kunde med sine rigelige Pengemidler og ved den Støtte, der af Hensyn til Hds. Majestæt ydedes den fra utallige Sider, udrette ikke saa lidt: den raadede saaledes over Fripladser i de fleste bedre Pigeskoler, i Husholdnings- og Handelsskoler, Sprogkursus, Skrive- og Regne-Instituter o. s. v. Den havde ved Siden heraf Fonds for Brude- og Konfirmationsudstyr, Rekonvalescent-Ophold, Sommerferie-Rejser, Beklædning under Studie-Aarene, Hjælp i de første 3 Læreaar paa Kontorer, ja endogsaa smaa Udenlandsrejser. Desforuden sorterede under Foreningen virkeligt betydelige Legater for unge forældreløse Pigebørn, 61| der røbede særlige Evner for Studering, Musik og Sang, Sygepleje m. m. m.
Menthe fik Lyst til at gribe ordnende ind i denne kaotiske Velgørenheds-Basar, hvor man vadede i Gaver og Gevinster, men hvor alt hidtil var gaaet saa temmelig planløst.
At Foreningens Formaal var at støtte Kvinder og hovedsagelig unge Piger var ham ogsaa umiddelbart mere tiltalende – forsaavidt angik hans Medvirkning – end om det havde været en Velgørenheds-Forening for Drenge og unge Mænd.
Dette lille Bimotiv forblev dog en Hemmelighed mellem ham og hans allerintimeste Privatliv.
Til Privatliv i almindelig Forstand egnede Ludvig Menthe sig ikke. Selv nu under hans nye Udfoldelse stod der Kølighed om ham. Han manglede i afgørende Grad Evnen til at skabe Hygge.
Og hans af en fornem, men fattig Officersfamilje udgaaede Hustru, der maaske, hvis hun var bleven gift med en munter og sund Officer eller Landmand, vilde have udviklet sig til en djærv og ligevægtig Frilufts-Matrone, havde fra sit Ægteskabs første Kuldeaar faaet Frost i Hjærterødderne. De tøede ikke op hverken af de to Barnefødsler eller af Omsorgen for Børnene.
Hun besvangredes uden Fest, hun fødte uden Fryd (end ikke med synderlig Smerte) og, saa pligtopfyldende hun end var i alle ydre Ting overfor Børnene, følte hun dem egentlig altid som noget fremmed, sig uvedkommende. Hun hørte til de Kvinder, som skal have Varmen fra Mændene: som kun 63| kan give Varme og Glæde til Barnet, hvis de selv faar den fra Manden.
I et Hjem, der var rigt, men til at fryse sig fattig og ussel i, voksede Fritz og Annelise op – han tre Aar forud for hende. Og det var som om de, allerede da de var ganske smaa Rotter, havde sluttet et lystigt Forbund om ikke at lade sig anfægte. Hvordan Fritz havde klaret sig, indtil han blev tre Aar og lærte Annelise at kende, véd kun Gud. Men fra det Øjeblik, han havde stavret sig hen til Annelises Vugge og havde opdaget dette Vidunder af en Dukke med store alvorlige violblaa Øjne og med Hænder saa bittesmaa, at han næsten ikke turde røre ved dem – fra det Øjeblik var Fritz den lykkeligste lille Dreng i Verden. Dette var hans »Søtter«, hans levende Legetøj, der havde Øjne, som kunde aabnes og lukkes; en rigtig lille Mund, der kunde drikke; Ben, der kunde sprælle, og Hænder – ja navnlig Hænderne – disse bløde varme Dukkehænder med Fingre, der klemte sig fast om hans eller rodede ham rundt i Ansigtet og Haaret. For første Gang følte 64| Fritz Livets Varme svulme gennem sig, og hans Hjærte blev saa stort i ham, at han mærkede det op i Halsen som en frembrydende Graad. Barnepigen blev angst og vilde føre ham bort. Men da hulkede Fritz og tiggede og bad. Forklare det kunde han jo ikke. Og Barnepigen forstod det vel hellerikke. Han vilde blot ikke væk fra denne lille Søster, han maatte blive ved at mærke hendes varme smaa Poter kæle og knuge og kradse. Saa dejligt det var for en lille frysende Dreng, der aldrig før havde mærket hvad Varme var.
Men for Annelise var Livet fra den første Dag varmt og lyst gennem Fritz’ Smil og Kærtegn og varsomme Tilbedelse.
Og de to Børn voksede op uden at kende til anden Ømhed end den, de gav hinanden. De var som to Fugleunger i en fremmed Rede. Men da de aldrig havde kendt til andet, følte de intet Savn. Og Kulden udenom dem tvang dem saa meget tættere sammen. De blev ved fra hin Dag ved Annelises Vugge at holde hinanden i Haanden. De levede deres eget Liv og havde det dejligt. Artigt sad de og lod som 65| ingenting, naar de var sammen med Forældrene: Det var ligesom at være i Skole og blot sørge for at klare det igennem. Desmere vidunderlige var bagefter Frikvartererne, hvor de snart ganske kaadt og snart dybsindig alvorligt fandt ud af, at Børn, naar de blot ikke bærer sig altfor dumt ad, og naar de blot altid holder sammen, ikke behøver at tage sig Forældrenes Særheder og Vanskeligheder altfor nær.
De var heller ikke mange Aar om at opdage, at Moderen, skønt hun havde mest med dem at gøre, var den, der vidste mindst Besked om dem. Hun var tilfreds, blot de ikke gjorde formeget Spektakel, ikke gav Anledning til Klager fra Barnepigen og mødte renvaskede til Maaltiderne. Og paa samme Maade senere, da de kom i Skole og fik private engelske og franske Lærerinder: naar alt bare gik efter Recepten, bekymrede hun sig ikke om mere. Saa fik de deres kølige Godmorgen- og Godnat-Kys ligesaa regelmæssigt som de fik deres Bade og Maaltider, deres nye Klæder og Julegaver, deres Lommepenge og Børneselskaber.
66| Til daglig syntes de overhovedet ikke at existere for Faderen. Der kunde gaa Uger, hvor han tilsyneladende helst var fri for dem. Men saa pludselig kunde han en Lørdag sige: »Har I Lyst at komme i Teatret iaften? Jeg har set, at der paa Casino gaar et Stykke, som vist er noget for Jer.« Eller han kunde, naar de kom ind for at sige Farvel, inden de om Søndagen skulde i Skoven med deres Bonne, give Frøkenen et Par Kroner: »Til Konditoren –« sagde han – »men foræd Jer ikke. I Annelises Mave er der ikke Plads til mere end tre Flødeboller.«
Og siden, da Børnene blev større og naaede til Overgangsalderen, kunde han ganske uformodet komme med Bemærkninger eller Spørgsmaal, der viste, at de ikke kunde være helt trygge for ham. Som en Dag til Fritz, da han mødte ham paa Trappen: »Du er bleven saa bleg i den sidste Tid. Enten ryger Du eller Du gør noget andet forkert. Ja, Du behøver ikke at svare. Jeg vil ikke friste Dig til at lyve. Men Du er nu gammel nok til at forstaa. Og klog nok til at Du ikke burde begaa 67| Dumheder. Farvel min Dreng. Og pas altsaa paa.«
Og til Annelise, hun var dengang 13–14 Aar, sagde han en Aften, da hun havde bragt ham Aviser og Breve ind: »Jeg saá Dig igaar til Te i Hôtel d’Angleterre. Du morede Dig godt?« Hun blev blodrød og forsøgte med en lille anstrængt Latter: »Det var virkelig rent tilfældigt. Jeg mødte Ulla Bruhn og hendes Bro’r og saa bad de mig med.« Han tog hendes Haand og trak hende hen til sig: »Er det med din Mo’rs Tilladelse, at Du gaar paa Kafé?« Han gjorde et lille Tilløb til at lægge Armen om hende, men da han mærkede, at Annelise holdt igen, slap han hende. »Naa, hvad siger din Mo’r?« »Aah, Mo’r har virkelig aldrig sagt noget om den Slags. Der er da heller ikke noget ondt i det.« »Maaske ikke. Men det passer sig ikke for en fin lille Pige. Ja ja. Gaa saa.«
Naar Menthe lod falde et saadant lille Ord til Børnene, sørgede han altid for, at Moderen ikke hørte det. Med hende var han forlængst ophørt at tale om dem. Thi hendes eneste Svar var: »Du behøver 68| ikke at være bange. Jeg skal nok passe paa mine Børn.«
Det var netop i hine Aar, da Bevægelsen for Kvindernes Ligeberettigelse trængte ind i de bedre Kredse. Og Fru Menthe var en af de Førende. Der stod megen Respekt af hendes Dygtighed, samtidig med at man beklagede hendes kranke Skæbne: at være gift med Ludvig Menthe maatte sandelig ikke være let. Der gik navnlig Ry af hende som Moder. Alt, hvad de to Børn havde af Velopdragenhed og Nethed, skyldtes selvfølgelig hende.
Menthe tænkte helst saa lidt som muligt paa Børnene. Dels havde han mer end nok at varetage desforuden. Dels kunde han ikke taale det. Thi han vidste, at her var han magtesløs. Men det oprørte ham, at hans Børn i Virkeligheden gik for Lud og koldt Vand.
Og det hændte den usentimentale og flittige Mand, at han i ensomme Aftenstunder, naar han efter Middag havde trukket sig tilbage til sit Studereværelse, sad halve og hele Timer ørkesløs foran sit Skrivebord, med Pen i Haanden, hensunken i en tung 69| Drømme-Dvale, lyttende til de unge Stemmer fra Dagligstuen, tegnende paa Papiret foran sig i sirlige, snørklede, forelskede Streger Navnet Annelise; om og om igen det samme Navn. Det blev kun til disse Streger og til vage Drømmetanker som Musik dertil: Du søde lille Pige, Du dejlige fine lille gode Pige. Om din Moder havde været som Du.
- - Men naar han vaagnede op, skammede han sig over sig selv og rev det beskrevne Blad i bittesmaa Stumper.
Fritz, der selv syntes, at Annelise var yndigere end nogen anden ung Pige, havde en instinktmæssig Anelse om Faderens hemmelige Tilbedelse. Han saá jo ogsaa, hvordan den gamle ofte, ligesom prøvende, rakte sin Haand frem – blot for at faa Lov til at røre ved sin lille Pige – og hvordan han sky trak den tilbage, naar han mærkede, at hans Kærtegn blev ringeagtet. Og han sagde det en Gang til Annelise: »Ved Gud, om han ikke er ganske væk i Dig. Du er dum, Pigebarn, at Du ikke benytter Dig af det.«
Men Annelise svarede alvorligt: »Hvis 70| Fa’r blot én Gang, mens jeg var lille, havde taget mig paa Skødet og kælet for mig, saa lagde jeg gærne nu, saa ofte han vilde, mine Arme om hans Hals. Men, Fritz, han forsømte os, mens den rette Tid var. Og naar han nu vil røre ved mig, er det mig ligefrem ubehageligt. For nu er jeg en voksen Dame og han en fremmed gammel Herre. Jeg har tænkt meget over det. Nu maatte han komme til mig som et lille Barn, der trænger til Hjælp.«
»Saadan som Du kom til mig, Annelise, da Du laa i Vuggen.«
»Ja netop, Du vigtige Dreng. Og jeg vil sige Dig noget: jeg kunde godt tænke mig Fa’r som et lille hjælpeløst Barn.«
»Mo’r ogsaa?«
»Nej Du – det er netop Forskellen.«
Inden Menthe blev Konferensraad og Præsident for »Kvindens Værn og Værge«, spiste han en Gang om Ugen til Aften hos Manicure-Firmaet »Haandens Røgt og Pleje«. Firmaets Indehavere var to muntre og venlige Damer, der i Ly af deres Borgerskab førte et utvungent Selskabsliv.
Husets bedste og kæreste Ven var dog afgjort Ludvig Menthe.
Det var ham, der betalte Huslejen og Skatterne, Telefonen – der var uundværlig – og de mange sirlige Manicure-Instrumenter, der var saavel Skilt som Decorum.
Frk. Thekla Hansen havde kendt Menthe fra den gode gamle Tid, da en glad Pige endnu turde være sig sin Profession bekendt, og da der endnu var et Virkefelt for Midnatsmissionærer i Galoscher og med 72| lange graa Havelocks. Og da hun altid havde været en net og dannet og diskret Pige, hjalp Menthe hende – dengang de lukkede Huse definitivt blev lukkede og hun og hendes Medsøstre maatte drage i Landflygtighed – til sammen med en Veninde at grundlægge Etablissementet »Haandens Røgt og Pleje, amerikansk Highclass-Manicure-Salon, Hverdage 2–6, Søndag efter Aftale«.
Theklas Veninde, Frida Reuterskjold – af gammel svensk Adel – havde studeret i Berlin. Paa Firmaets Reklamekort, der fandtes hos Portier’erne i de fleste bedre Hoteller, stod derfor med fuld Ret: »Uddannet i Udlandet«.
Forretningen trivedes godt, især i Turistsæsonen; de to Damer sled ofte tappert i det til langt ud paa Natten.
Men én Dag om Ugen lukkedes præcis Kl. 6. Onsdag Aften var forbeholdt Menthe. Han kom paa Slaget 8 og gik paa Slaget 11.
Her i Theklas og Fridas hyggelige lille Hjem, sammen med disse to glade, tilfredse og arbejdsomt selverhvervende Kvinder udfoldede Menthe alle sine bedste 73| Egenskaber. Her strøg han, saavidt hans Natur tillod ham det, al Højtidelighed af sig. Han, der sammen med det gode Selskabs Damer følte sig sky og usikker og som i sit Ægteskab aldrig havde tilstaaet mere end der akkurat hører med til at sætte Børn i Verden – han, der hos sin Hustru aldrig havde været andet end paa Høflighedsvisit og heller aldrig af hende havde modtaget mere end almindelig konventionel Gæstevenlighed – han vovede overfor Thekla og hendes Veninde at vise sig som han var. Livet havde lært dem at være forstaaende og gode og hjælpsomme. Herregud, lidt Fjolleri er der jo i alle Mennesker. Det ene er ikke stort mere fjollet end det andet, til Syvende og sidst er det altsammen inderst inde det samme. Og naar man som de dagligt spillede med i saa og saamange erotiske Narrekomedier, saa vænnede man sig til at se overbærende og uforarget paa alt. De var – uden selv at tænke over det, uden Tanke om at gøre sig til af det – bleven livskloge Samaritinder, bramfri Rødekors-Søstre ved Erotikens Ambulance.
74| I deres Forhold til Ludvig Menthe var der desuden en virkelig Hengivenhed. De hørte meget ondt om ham. Men de troede ikke paa det og tog ham ofte paa deres naive skikkelige Maade i Forsvar. Overfor dem var han altid god og hjælpsom. Mange af dem, der angreb ham, var baade raa og nærige.
»Onkel« – som de kaldte ham – betød i Virkeligheden for dem Hygge og Familieliv. Disse Onsdags-Fester var i deres Tilværelse Tilknytningen til alt det, de mindedes fra deres Barndom og som de undertiden sentimentalt længtes tilbage til.
Thekla havde desuden sammen med Menthe en Hemmelighed, der uløseligt bandt hende til ham. Han havde nemlig for nogle Aar siden, mens hun endnu boede i den lille Gade, hjulpet hende og hendes Tvillingbroder Valdemar ud af en slem Suppedas, som Valdemar nær havde rodet sig selv og hende ind i.
Valdemar var af Fag Typograf og Litograf og mer end almindeligt dygtig. Straks da han var udlært, fik han en udmærket Plads i et af Hovedstadens ældste og fineste 75| Etablissementer og hans Principaler spaaede ham en efter hans Forhold glimrende Karrière. Men Omgangen med hans Tvillingsøster, der forgudede ham, og med hendes Veninder, der alle forelskede sig i ham, bragte ham paa Afveje. Han tilbragte sine Nætter i den lille Gade og forsømte sit Arbejde. Efter kort Tids Forløb lod hans Principaler ham vide, at de ikke kunde bruge ham.
Valdemar Hansen var tilsyneladende ligeglad. Han var ung og letsindig og han elskede en af Pigerne i Gaden. Han drømte om ved et rask Kup at tjene mange Penge og saa stikke af til Amerika med sin Kæreste og Søsteren.
Det Trykkeri, hvor han havde arbejdet, havde paa Nationalbankens Vegne med Seddel-Fremstillingen at gøre. Og Valdemar Hansen kendte Tekniken ud og ind.
En Morgenstund, efter et vældigt Nattesold, indviede Valdemar Søsteren i sin Plan. Han vilde købe sig nogle litografiske Sten og en Haandpresse. Han skulde, Fanden gale ham, lave Sedler, der sagde Sparto til Nationalbankens. Saa gjaldt det bare om 76| at dangdere den lidt bedre end de, der tidligere havde fusket i Faget. Ikke være for forhippet. Ikke sende Pengene ud, naar de endnu var smaskvaade, og ikke i for store Portioner ad Gangen. Han vidste s’gu nok, hvordan Sagen skulde gribes an. Det, det gjaldt om, var stadig at betale med de falske Sedler og at spare de ægte op. Det hændte jo heller ikke saa sjældent, at Værtinden eller en af Gæsterne ønskede en Hundredkroneseddel vekslet. Paa den Maade kunde man, uden at Nogen lagde Mærke til det, i Løbet af faa Maaneder faa samlet nogle Tusind Kroner i ægte Sedler. Og saa Adieu gamle Danmark – saa over Havet til ny Tjans og ny Rigdom. Gik det ikke paa anden Maade, saa var der da ogsaa i Amerika Brug for godt lavede Sedler, baade danske og alle mulige andre.
Thekla var hverken Nationaløkonom eller Jurist. Men hun syntes, at Valdemars Plan var storartet. Og hendes eneste Bekymring var, om han nu virkelig ogsaa kunde lave ligesaa gode Sedler som de rigtige.
»Jeg kan s’gu lave dem meget bedre. 77| For det vil jeg sige Dig, min Pige, at det er noget rigtig Skidt, det, som Staten lader lave. Det er der ogsaa kun én Mening om, at vi trænger til at faa nogle bedre Sedler.«
»Ja« – svarede Thekla, fuld af Beundring: »naar Du bare lover mig, at dine Sedler bliver de bedste. For saa kan der jo da ikke være noget slemt i det. Men jeg kunde ikke lide, om Du f. Eks. stak Fru Rasmussen (Fru R. var Husets Værtinde) nogle Sedler, som hun ikke kunde bruge, selv om hun er en Rakkermær.«
--Saa blev da den nødvendige, ikke store Driftskapital skaffet tilveje og Valdemar tog med Energi fat paa Arbejdet.
Men Ludvig Menthe, der et Par Gange havde truffet Valdemar hos Søsteren og som af nogle Udtalelser fra hende havde forstaaet, at der var noget stort og hemmelighedsfuldt i Gære, opdagede i Tide Falskmøntneriet. En mørk Vinter-Eftermiddag, da han uventet indfandt sig – paa en Tid, hvor der ellers var Fred og ingen Fare i den lille Gade – laa der paa Theklas Skrivebord en Bunke nye Tikrone-Sedler.
78| Han lod sine Fingre glide hen over dem, mærkede, at de var ganske fedtede, og sagde uden Omsvøb:
»Hvor har Du de falske Sedler fra?«
Mens Thekla fuldkommen paff ledte efter Svar, fortsatte han:
»De er forresten godt gjort. Men det er Synd for din Broder.« Og da hun forsøgte at protestere, brød han kort af:
»Send ham op til mig. Saa skal jeg gøre, hvad jeg kan for at hjælpe ham. Men Betingelsen er, at I udleverer mig ikke blot de dér, men hele Oplaget og alle Stenene og Pressen. Alt. Forstaar Du: alt.«
Valdemar havde først raset. Men det endte dog med, at han søgte Menthe paa hans Kontor.
Og en Uge efter rejste han til Tyskland, rigeligt udstyret med Rejsepenge.
Et Aar eller to uddannede han sig paa Menthes Bekostning i de bedste Anstalter i Tyskland. Og nu sad han etableret med eget Værksted i Lübeck, lykkeligt gift med en brav tysk Haandværkerdatter, lykkelig Fader til et Par sunde og flinke Børn.
Hvad Menthe dengang havde gjort for 79| Thekla og hendes Bro- der, forblev og maatte forblive en Hemmelighed mellem de tre. Da Thekla forstod, hvilken Fare hun havde været ude for, blev hun ganske rystet, og endnu holdt hun ikke af at tænke tilbage paa det forfærdelige. Men at hun og Valdemar til evig Tid maatte være Menthe taknemmelige, det var da givet.
Ovenikøbet vedblev Menthe trofast at interessere sig for Valdemar. Det var ikke ofte, at hun hørte direkte fra Broderen, men gennem Menthe fik hun ikke saa sjældent en Hilsen; deraf kunde hun forstaa, at han til Stadighed holdt Menthe underrettet om, hvordan det gik ham. Og nu sidste Gang, da Højesteretssagføreren vendte tilbage fra sin aarlige Baderejse, overraskede han hende med at fortælle, at han paa Hjemrejsen havde besøgt Valdemar i Lübeck.
»Det synes at gaa ham udmærket,« sagde Menthe: »Han har et smukt indrettet Værksted og et nydeligt Hjem – en lille Villa med Have og dejlig Udsigt over Vandet.«
Thekla spurgte interesseret om Konen – som hun instinktmæssig var lidt bange 80| for – og om Børnene, som hun tanterørt længtes efter en Gang at se.
Menthe svarede, at Børnene var baade kønne og velopdragne og at de artigt og pænt havde bedt om at hilse Tante Thekla, hvis Billede stod paa Valdemars Skrivebord. Konen var tilsyneladende ogsaa rigtig flink, og – sagde Menthe videre: »Jeg tror at hun netop er den Kone, din Bror trængte til. Hun beundrer og tilbeder ham og hun passer Huset og Børnene og ham storartet. Nogen Skønhed er hun efter min Smag ikke, men hun er rigtig net.«
--Det var et virkeligt Offer, Menthe bragte Hensynet til sin sociale Stilling og de filantropiske Foretagender, hvis Varetager han nu var, da han besluttede at opgive sine Onsdag-Aftener. Og han følte sig oprigtigt bevæget, da han mærkede, at ogsaa Thekla og Frida blev bedrøvede over, at det nu uigenkaldeligt var forbi med disse smaa hyggelige Fester, der efterhaanden for dem alle tre var bleven som et Stykke idyllisk Familjeliv, hvor de i tryg Samhørighed ligesom fandt nogen Erstatning for det, de ellers hver især i deres 81| tomme og kolde Liv maatte undvære. Det, som oprindelig havde ført Menthe og dem sammen, det, som stadig var vedblevet at være det indledende Tilbehør til disse Aftener, var nu det underordnede. Det var jo saa naturligt, at Menthe vilde ogsaa det. Det var noget, der selvfølgelig hørte med – saadan som det jo ogsaa hørte med til et rigtigt Familjeliv. Og selv om det ikke var saa morsomt længer, selv om det havde mistet sit Præg af forfinet og spændende Lastefuldhed, saa var der dog hverken for dem eller for ham noget grimt i det. Det var blot noget, der skulde overstaas, inden man gik til det solide kolde Bord med den paafølgende gemytlige Idiot-Seksogtreds.
De to Pigebørn græd af et oprigtigt Hjærte, da Menthe forklarede dem, at det nu maatte være forbi. Han følte, at her var to Mennesker, som virkelig holdt af ham – fordi han overfor dem havde vovet at være Menneske. Det var ganske vist fattigt og ringe i Forhold til hvad Livet burde have kunnet give ham. En bitter Fornemmelse af, hvad han havde forskertset og hvor langt rigere hans Liv kunde 82| have været, strejfede hans Hjærne og krympede i et flygtigt Nu hans Hjærte.
Saa strøg han resolut alle sentimentale Anfægtelser bort. Selvfølgelig, sagde han til sig selv, flæber de kun, fordi de synes det er slemt at miste en sikker Indtægt. Men hans Haand rystede dog en Smule, da han tog sin Tegnebog frem og forretningsmæssigt talte en Bunke Sedler op paa Bordet:
»Her,« sagde han: »her, Thekla, er til at købe det nye Spisestue-Møblement, som Du saalænge har ønsket Dig. Indtil videre kan Du ogsaa gøre Regning paa de sædvanlige Maanedspenge. Og her er 300 Kr. til Frida.«
De to Pigebørn var saa underligt betuttede over al denne Velstand og Højtidelighed. Det var som baade Begravelse og Arv. Og de stod stille grædende med hinanden om Livet.
»Er det virkelig nu forbi?« spurgte omsider Thekla, mens Menthe for en Sikkerheds Skyld eftertalte Pengene paa Bordet. »De kunde da godt, Onkel, en Gang imellem kigge ind til os. Vi skal ikke sige 83| det til et Menneske – det lover vi – ikke sandt, Frida? Onkel kan stole paa os.«
»Det kan han,« nikkede Frida.
Menthe længtes nu efter at faa en Ende paa det. Og han sagde næsten brydsk:
»Det er overflødigt at spilde flere Ord. Som jeg har sagt: det maa være forbi. Men hvis jeg altsaa kan stole paa Jer og Jeres Diskretion, saa kan I ogsaa stole paa mig.«
Han rakte Frida Haanden til Farvel og Thekla fulgte ham ud i Entréen. Mens hun hjalp ham Overfrakken paa, listede han en lille rød Æske ind i hendes Haand: »Det er en Ring,« sagde han – »til en lille Erindring.«
Og inden hun havde faaet sig samlet til Tak, sagde han kort og hastigt:
»Skulde der passere noget alvorligt, saa telefonér. Er jeg ikke tilstede, saa opgiv det sædvanlige Navn. Jeg skal da ringe Dig op. – Og lev saa vel.«
Menthe gik rank ned ad Trappen – uden at vende sig, uden at agte paa Thekla, der stod og viftede med en vaad Lommeklud.
84| Men da han var kommet over paa den anden Side af Gaden, stod han nogle Sekunder stille og stirrede op mod det gule Lys bag de nedrullede Gardiner i Theklas Lejlighed.
Mon de nu sad og lo ad ham?
En Aften, efter at Forældrene var gaaet i Seng, var Annelise, som saa ofte før, paa Besøg hos Fritz i hans Værelse.
De havde gjort sig det hyggeligt og bekvemt. Hun laa paa Chaiselonguen i en lyseblaa Flonelsslobrok. Der var varmt i Stuen og hun havde ikke meget under Slobroken. Fritz sad paa den anden Side af det lille runde Bord, der var dækket med Cigaretter, Whisky og Soda, Cordial Médoc og en Æske Chokolade, og saá forelsket og beundrende paa sin lille Søsters gratiøse Silkeben og spæde Jomfrubarm bag hvide Kniplinger. Alleryndigst var dog hendes slanke Hænder med de fine blegblaa Aare-Arabesker under den hvide Hud og med de blankt rødmende Muslingskal-Negle, disse blødt legende, selvsikkert bydende Barnehænder, der allerede fra Vuggen af havde fanget ham ind og taget hans Huldskabs-Ed.
Hver Bevægelse, disse Hænder gjorde, 86| var en ny Skønhed, de var som smaa Sirfugle, der, mens de flyver og ikke mindst mens de hviler, tegner sig selv som stadig nye Vidundere af indsmigrende Ynde.
Fritz sad i stille Nyden og sammenlignede. Han tænkte paa Søsterens Veninder – ingen af dem havde det Skær af Udsøgthed – og han tænkte paa Anna Frank, hvem han havde været sammen med den foregaaende Aften.
Ja vist var Anna en sød og flink Pige. Varm og god og gavmild. Rørende god og kærlig. Og saa nydelig i Væsen, saa fin i Tænkemaade.
Men dog af en hel anden Verden.
Baade hun og alle andre unge Piger, han ellers kendte – baade de, der hørte til »Kredsen« og de, der som Anna kun hørte til hans Kreds – de var allesammen saa selvfølgeligt skabte til at tages paa, til at kysses og kærtegnes paa ganske jordisk Maade.
Men Annelise – hvor var det muligt at tænke sig hende kysset og kærtegnet af en fremmed Mand!
Selvfølgelig var hun af Kød og Blod 87| som alle de andre. Og saadan som han og hun fra smaa af havde talt med hinanden om alt muligt, vidste hun om Livet meget mer end de fleste unge Piger. Hun havde ikke behøvet at stjæle sig til Viden gennem forbudt Læsning og slibrig Veninde-Fortrolighed.
Selvfølgelig var Annelise ikke noget overjordisk Væsen. Det faldt ham hellerikke ind at ønske, at hun skulde være det. Det var blot saa svært for ham at tænke sig hende i en Mands Arme. Annelise, dette lillebitte Barn i en Vugge; Annelise, denne tilbedte lille Søster, hans Barndoms- og Ynglinge-Tids sværmeriske Drøm og Digtning; Annelise, denne foraarsfine unge Pige, der laa dér paa Chaiselonguen og legede med sine smaa Hænder som et Barn i en Vugge.
Han kom til at smile. For netop nu rakte Annelise en af de smaa Hænder frem imod ham og bad om Ild til den Cigaret, der vippede mellem dens Fingre.
Han forsøgte at smile sig væk fra Drømmen og sagde, mens han strøg en Tændstik af:
88| »Jeg er saa dum, saa dum, saa dum. Jeg tør slet ikke sige Dig hvor dum.«
»Jamen, Fritz« – svarede hun og rejste sig halvt op, støttende sig til den venstre Arm – »det er jeg virkelig meget ked af. For jeg vilde netop gærne, at Du i Aften skulde tale rigtigt klogt og fornuftigt med mig. Der er saa meget, som jeg vilde spørge Dig om.«
»Ja ja da, Stump, saa skal jeg forsøge at tage mig sammen. Fik Du Ild?«
»Ja Tak. Vær rar at skænke mig en Likør. Og bland Dig saa selv en Whisky ... naa jeg ser, at Du allerede er forsynet. Ikke sandt, nu har vi det dejligt? Og nu spørger jeg og Du svarer – ligesom i gamle Dage, da Du følte Dig saa propfuld af din nybagte Studenter-Visdom, at Du syntes jeg ogsaa burde have Andel i den.«
»Altsaa?«
»Allerførst vil jeg gærne vide, hvordan det gaar med Dig og din Veninde? Var det hende, Du skulde være sammen med iaftes?«
Ja.«
89| »Og I har det stadig dejligt med hinanden?«
»Jeg holder meget af hende.«
»Hun holder altsaa mere af Dig. Er det ikke Synd for hende?«
»Jeg tror det ikke.«
»Jamen Fritz – vær nu ærlig. Du véd med Dig selv, at Du en Dag gaar fra hende. Og Du venter egentlig blot paa det Øjeblik, da Du finder en ny, som morer Dig mere – maaske kun fordi det er noget nyt. Men tror Du, at hun saa let kan gaa over til en anden?«
»Nu maa Du ikke mene, at jeg er indbildsk, Annelise, naar jeg svarer Dig, at det, jeg har givet Anna, er ialfald ligesaa meget som det, hun har kunnet give mig. Jeg har aldrig lovet hende, at jeg vilde forlove eller gifte mig med hende, og hun har – fordi hun er den lille fornuftige Pige hun er – heller aldrig tænkt paa noget i den Retning. Hvis Anna havde faaet et Barn, naa ja, saa kunde det være blevet en Ulykke for hende. Nu, som det er gaaet – og Du kan begribe, at jeg har sørget for at der intet skulde ske –, vil 90| den Oplevelse, hun har haft med mig, altid staa for hende som et stort og mærkeligt Eventyr. Og hun vil med den Forfinelse, hun paa mange Omraader har faaet gennem mig, have langt flere Chancer end før for at gøre et godt Parti indenfor sin Kreds. Jeg har ikke fordærvet hende – tværtimod. Og jeg har intet foregøglet hende.«
»Jeg vil haabe, at Du har Ret, Fritz. Men – hvad vilde Du saa egentlig med hende?«
»Synes Du, det havde været pænere, om jeg havde købt mig nogle Piger fra Gaden?«
»Havde det ikke været pænere, om Du havde ventet, til Du fandt den, Du holdt saameget af, at Du vilde gifte Dig med hende?«
»Jeg véd det ikke, Annelise. Jeg har jo selv tænkt saa meget derover. Det er vist meget sværere for unge Mænd end for unge Kvinder at vente. Og det er saa meningsløst at skulle slaas med det, som selve Naturen giver os som Tegn paa vor Ungdom og Sundhed. Jeg tror ogsaa, at 91| de, som tilsyneladende sejrer i Kampen, næsten altid maa betale Sejren med grimme og forsmædelige Nederlag i Lønkamret. Og det med Anna har virkelig ogsaa for mig altid været kønt. Det er jo slet ikke saadan, at jeg nogensinde har ringeagtet hende. Jeg glemmer aldrig, hvor stolt og jublende jeg var, da hun første Gang laa i mine Arme og ganske sødt og naturligt – uden Spor af at agere »forført« – lod mig forstaa, at hun holdt af mig og gærne vilde være min. Vi var i Virkeligheden lige uskyldige. Og naar jeg hører mine Venner fortælle om den sjofle og hæslige Maade, hvorpaa de blev indviede i det »erotiske«, saa synes jeg, jeg har Grund til at prise mig lykkelig. Jeg tror heller ikke, at Anna har noget at fortryde eller skamme sig over. Saa ofte jeg tænker tilbage paa hine første Dage, er det altid som fyldtes jeg af en sød Duft fra en gammel hyggelig Romanhave med Frugtblomster og fugtig Muldjord, der damper i Solen.«
Annelise laa ganske stille og lyttede, følgende med Blikket de blaagraa Røgspiraler 92| fra Cigaretten. Men da nu ogsaa han tav, sagde hun:
»Du siger det altsammen saa smukt, at jeg gærne vil tro Dig og gærne vil give Dig Ret. Men først maa Du saa svare mig paa noget meget vigtigt ... Nej forresten ikke endnu. Der er noget andet, jeg allerførst vil spørge Dig om – noget, som jeg saa ofte har villet tale med Dig om ... Hvad tror Du om Far og Mor paa det Omraade?«
Fritz kom uvilkaarligt til at le:
»Jeg tror ved Gud ikke noget meget muntert.«
»Nu skal Du være artig og alvorlig. Jeg trænger til at høre din Mening, og Du skal ikke snyde mig med en Vittighed. Jeg har tænkt saa meget over det, men jeg kan ikke klare det paa egen Haand. Hvordan har Far og Mor baaret sig ad med at faa os? Nej, prøv slet ikke paa at finde noget morsomt i det. Jeg mener det, som jeg siger det. Jeg forstaar det nemlig ikke. Jeg kan med min bedste Vilje ikke tænke mig Far og Mor som to unge forelskede Mennesker. Og det piner mig saadan, at Du 93| og jeg skulde være bleven til uden Spor af Lykke og Forelskelse. For det vilde dog være saa fattigt og grimt. – Ja, nu Du, Du kloge Dreng!«
Mest af alt havde Fritz Trang til at knæle ned for sin lille Søster, lægge Hovedet i hendes Skød og græde sammen med hende, fordi hun bar paa saa gammelkloge ublufærdige Tanker i sit skælvende unge Sind, og fordi han af egen Erfaring kendte de samme Tankers nagende og skamfulde Smerte. Han søgte en Udvej til at hjælpe hende og sagde efter nogen Overvejelse:
»Lad mig svare Dig med et andet Spørgsmaal. Vilde Du holde af det, hvis vore Forældre stadig var som to Nygifte? Vilde Du være glad, hvis Mor, hvad hun jo godt ifølge sin Alder endnu kunde, skulde have et Barn? Ikke sandt – Du véd, hvor Lizzie Brown og hendes Bror ifjor var ligefrem forpinte af, at deres Mama igen var frugtsommelig. Og Du har jo ofte fortalt mig, hvordan Lizzie skammede sig, naar hun overværede Hyrdescener mellem Forældrene.«
»Det er ikke det, vi taler om, Fritz. Og 94| det véd Du ogsaa godt. Det med Lizzies Forældre er et rent Taktspørgsmaal. Jeg for mit Vedkommende kunde godt tænke mig gærne at ville have en lille Søster eller Broder. Jeg vilde ialfald finde det vidunderligt at have en Far og Mor, som stadig var forelskede i hinanden. Selv om jeg ikke brød mig om, at de ustandseligt skulde sidde paa Skødet af hinanden og kysses i Krogene. Det, som jeg synes er saa forfærdelig trist, det er jo netop, at vi aldrig har set blot Antydning af, at vore Forældre dog en Gang har holdt rigtig af hinanden. For saa maatte der da endnu af og til være ligesom et Genskær af det. Jeg synes, det er saa sørgeligt at tænke paa, at vi er bleven til uden at Far og Mor paa Forhaand har været det bitterste glade for os – for det kunde de da ikke være, hvis de ikke var glade ogsaa for hinanden.«
»Ser Du, Stump« – sagde Fritz og satte sig hen paa Chaiselonguen – »ser Du,« sagde han og tog Cigaretten ud af Haanden paa hende – »ser Du, Du lille søde Pige« – sagde han og førte hendes Haand 95| op mod sit Hjærte: »kan Du mærke, hvordan det banker herinde? Nuvel. Jeg mærker ogsaa Pulsene i din Haand. Saadan banker dit og mit Blod sammen. Ikke blot som det ene Legeme ellers kan mærke et andet Legemes Pulsslag. Men saadan at vi gli- der over i hinanden, saadan at der fra Dig til mig, fra mig til Dig skyller en Strøm af varmt Blod med fælles Pulsslag. Saadan at jeg synes jeg føler Dig som et lille Barn inde i mig. Ja Annelise, saadan at jeg synes, at al den Ømhed, som vore stakkels Forældre aldrig fik Lykke til at udløse overfor hinanden, mødes i mig og genføder baade Dig og mig.
Ja, Stump, lille kære »Søster«, lille lillebitte Annelise – saadan er det. Og derfor skal du ikke tude og ikke være bedrøvet.«
Han kyssede hendes vaade Øjne, tog sit Lommetørklæde, vædede det med Kølnervand og gned hendes Ansigt, strøg hendes Haar pænt og glat, puttede hende godt og varmt ind i Slobrokken – for hun laa og smaafrøs –, lagde Puderne tilrette bag hendes Ryg, stak hende tilsidst en Cigaret i 96| Munden og trykkede hende paa Næsen, saa hun kom til at le.
»Av!« sagde hun: »vil Du la’ være!«
»Ti stille, Skrigedukke! Ellers trykker jeg Dig paa Maven.«
Hun lagde Armene om hans Hals:
»Tak Fritz. Du store gode Bror. Saa dejligt jeg nu har det. Og nu skal Du høre mit sidste og allervigtigste Spørgsmaal. Men sæt Dig først hen til Dig selv.«
»Saa kom med det og spænd mig ikke paa Pinebænken.«
»Ja, det var altsaa blot det, jeg vilde spørge Dig om: vilde Du finde noget slemt i det, om jeg tog mig en Elsker?«
Fritz sad ganske maalløs. Var det Spøg? Eller hvad var Meningen? Annelise og en Elsker! Ja vist saa: Annelise var 18 Aar nu. Og Anna var kun 17, da han for et Par Aar siden lærte hende at kende. Men alligevel. Annelise, dette Barn – en saa lille Pige og saa ganske anderledes end alle andre unge Piger. Selvfølgelig, der var ikke noget at sige til det. Ialfald var det jo kun godt, at hun kom til ham og talte med ham om det – saadan som han og97|saa altid havde talt med hende baade om alt det med Anna og om sine Skolebals-Forelskelser og sine erotiske Anfægtelser. Men at det nogensinde skulde komme paa den Maade og uden at han i Forvejen havde haft mindste Mistanke ... hvor var det muligt? Han maatte dog have lagt Mærke til det, hvis hun havde været særlig optagen af nogen i Omgangskredsen.
Annelise gentog ganske roligt sit Spørgsmaal. »Jeg mener« – tilføjede hun: »om Du vilde hjælpe mig, hvis det var nødvendigt, saadan at det kunde gaa ganske stille og ubemærket. For det vilde jeg jo helst.«
Og da Fritz stadig intet mælede, men bare sad og virrede raadvildt med Hovedet, sagde hun og anslog en munter Tone:
»Men Dreng dog, er Du afgaaet ved Døden? ... Nej véd Du nu hvad, nu skal Du svare mig, for ellers fortryder jeg virkelig, at jeg har betroet mig til Dig.«
Endelig fik han da sagt:
»Jamen det kom jo saa ganske uforberedt. Og jeg kan endnu slet ikke fatte ...«
98| »Hvad er det, Fritz, som Du ikke kan fatte?«
»Ja og hvem er det? Hvem i Herrens Navn er han?«
»Herom er der foreløbig ikke Tale. Jeg kan kun sige Dig, at Du ikke kender ham.«
»En, jeg ikke kender? Hvorfra kender Du ham da? Hvad er han for en Slags Fyr?«
»Hør nu, Fritz, nu maa Du ikke blive uartig. Lad bare ham foreløbig være og fortæl mig, hvad det er Du ikke kan fatte.«
»Synes Du, Stump, at det er saa underligt? Ja jeg sidder virkelig og spørger mig selv, om det ikke er en Drøm. At Du, Du ...«
»At jeg, jeg – ja hvorfor ikke jeg? Hvorfor ikke jeg ligesaa godt som enhver anden? Som f. Eks. Anna?«
»Der er sandelig en himmelraabende Forskel.«
»Monstro, Fritz, der er anden Forskel end den, at jeg er din Søster? Og at Annas Elsker er Dig.«
Fritz følte Piskesnærten. Den sved og 99| han blev samtidig skamfuld og hidsig. Og i sin Hidsighed forløb han sig:
»Hvad der kan være naturligt for Anna Frank, passer sig ikke altid for Annelise Menthe.«
»Men derimod udmærket for Annelises Hr. Broder! Fy Fritz, jeg havde ikke troet, at Du kunde være saa raa. Du véd jo desuden godt, at Du lyver. Det samme Forhold, som Du har til Anna, vilde Du, uden at finde noget slemt i det, hverken fra din eller fra hendes Side, tage til selv den fineste af mine Veninder. Og hvis jeg ikke var din Søster og hvis det var Dig, jeg havde forelsket mig i, saa skal Du se, at der ikke var noget, som Du ikke kunde fatte.«
»Jeg kan ingenting svare Dig, Annelise. Jeg er saa dum, saa dum!« Han lagde sine Arme paa Bordet og bøjede træt sit Hoved ned over dem. »Saa dum, saa dum!« gentog han.
Men, fuld af Medynk med Broderens Svaghed og Fortvivlelse, fuld af stolt Henrykkelse samtidig over hans Kærlighed, listede hun sig op fra Chaiselonguen og 100| gled stille ned paa Gulvet foran ham, strygende ham blidt og mildt over Haaret:
»Du har sagt det én Gang før iaften, lille Fritz, at Du er saa dum. Og det er Du vist ogsaa. Men saa er der jo ikke andet for, end at jeg maa forsøge at hitte ud af det for os begge. Først maa Du dog love mig, at Du altsaa vil hjælpe mig, hvis jeg trænger til det. Vil Du ikke nok det?«
Han rejste sig op i Stolen, rakte Hænderne frem imod hende og drog hende op paa sit Skød.
»Naturligvis vil jeg det, Stump. Gør alt, hvad Du synes, Du maa gøre. Alt, hvad Du tror bringer Dig Lykke. Og Du kan raade ganske ubegrænset over mig.«
»Det vidste jeg, Fritz. Og nu kan vi altsaa tale fornuftigt og godt om det altsammen.«
»Siig mig blot, Stump – er Du nu helt sikker paa, at han vil gøre Dig lykkelig?«
»Nej Du, det er jeg slet ikke. Jeg er hellerikke sikker paa, at jeg vil gøre ham lykkelig. Det kunde vist for os begge to lige saa godt være bleven en helt anden.«
101|»Jamen er det da ikke forkert? For ikke sandt? ... det, Du nu staar i Begreb med, det er dog noget meget alvorligt.«
»Ja er det nu egentlig ogsaa det? Er det ikke mest af alt noget meget lidt alvorligt? Noget, som der fordres meget mere Letsind til end Alvor? Ja jeg mener, at, hvis saadan noget tages alvorligt, saa er det dog egentlig ikke det, det skulde være. For, saavidt jeg har forstaaet, skulde det dog først og fremmest være Fornøjelse. Ja, det kunde jo ogsaa, som Du af og til har udviklet for mig, være ligesom en Slags Nødhjælp – for ikke at komme ud i noget, som er blot grimt. Du véd, hvad jeg mener? Ikke sandt – hvis man altsaa var saa sanseligt et Menneske ...«
»Stump, Du kan sige mig alt. Saadan som jeg siger Dig alt. Og jeg synes jo hellerikke, det er noget at skamme sig over, at man har Sanser. Det er blot saa dumt, at vi Mennesker aldrig kan tænke os dem, vi staar rigtig nær, saadan som vi ellers gaar ud fra, at de fleste andre er. Herregud Annelise, Du er altsaa nu bleven 102| saa stor og gammel, at Du føler som en rigtig lille Kvinde?«
»Selvfølgelig. D. v. s. jeg véd jo ikke, hvordan andre føler. Men jeg er ofte bange for mig selv. Jeg er bange for, at jeg, hvis jeg giver efter, kan komme ud i noget, som helt vil tage Magten fra mig. Gud véd, om Du og jeg ikke har arvet noget af det i Slægten, som bragte Onkel C. E. i Ulykke. Jeg véd ialfald, at han paa en vis Maade er Skyld i, at mit Sanseliv vaktes. Jeg har aldrig kunnet slippe bort fra de Tanker, som Referaterne om hans Forhold til Kvinder i sin Tid fyldte mig med. Jeg syntes, jeg forstod saa godt baade ham og de Kvinder, han havde staaet i Forhold til. Jeg vil ærligt tilstaa Dig det, at jeg baade den Gang og siden ofte har drømt om ham. Traf jeg en Mand som ham – selv om jeg vilde finde det meningsløst at blive en af de mange Snese: jeg turde ikke love fuldt og fast at staa imod. Med mindre da ...«
»Med mindre hvad for noget?«
»Med mindre En, jeg for Alvor holdt af, En, som jeg var bunden til, saadan at han 103| og jeg uløseligt hørte sammen – med mindre han hjalp mig.«
»Nu tænker Du vel paa ham, hvis Navn jeg ikke maa faa at vide?«
»Nej, min Dreng, nu er Du dum som Du den hele Aften har været det. Der er nemlig kun én, der kan hjælpe mig. Men Betingelsen maatte være, at han ogsaa kunde resignere en Smule; at han for min Skyld ogsaa kunde faa sig til at tro, at man ikke behøver at gøre Vold paa Naturen, fordi man ikke lader sig kommandere af sine Sanser, og at det er pænere at lade f. Eks. en lille Søster regere i sit Hjærte end at lade en halv Snes mer eller mindre ligegyldige fremmede unge Damer slaas om det.
Nu har Du vel endelig ogsaa forstaaet, at han, hvem jeg vilde have til Elsker, aldrig har eksisteret som andet end en Drøm, en Fantasi, jeg er bange for. Og nu er Du vel ikke saa dum, at Du ikke véd, hvem den eneste er, som kan hjælpe mig.«
....»Jeg synes nemlig,« føjede hun lidt efter til, mens de sad tæt sammenklyngede og 104| gættede hinandens Tanker i Stilheden: »jeg synes nemlig, det vilde være saa pænt, om Du og jeg kunde hjælpe hinanden til at stille Fordringen til Livet lidt højere end de fleste gør det.«
Menthe rejste oftere nu til Syden end før. Officielt var Konferensraaden snart i Wiesbaden, snart ved Rivieraen, snart i Baden-Baden. Men i Reglen var Rejsens virkelige Maal Budapest. Dér risikerede han ikke saa let at træffe Landsmænd og dér – halvt i Orienten – ordnedes lettere end i nogen anden Storby de Forlystelser, som han bedøvede sig i. Dér kunde han, fordi han var fuldkommen ukendt, i fuldt Dagslys hengive sig til al den forfinede Vellyst, som kan erhverves for Penge. Dér kunde han, skærmet af købt Underdanighed, vove at afsløre sig – uden at Nogen lo eller forargedes. Paa en vis Maade havde han det her langt bekvemmere og lettere end i sin Tid hos Thekla og Frida. Men den Illusion om Godhed, Ømhed og Hengivenhed, han dog 106| hos disse skikkelige danske Piger havde kunnet bevare, den lod sig ikke opretholde her – hvor han kun var en rig Udlænding, der skulde udnyttes. Alle Laster førtes her paa Lager. Alt kunde præsteres – til Dagens højeste Pris. Om at yde mer eller mindre knuste Hjærter i Tilgift var der ikke Tale. Og han, der inderst inde vansmægtede efter blot en Antydning af Kærtegn, der ikke var købte, dreves videre og videre i kynisk Hævnlyst og Hadefuldhed. Han betalte ligegyldigt hvilken Sum for at opnaa en ny og ukendt Tempelbrøde.
Paa Hjemvejen aflagde Konferensraaden næsten altid Valdemar Hansen et Par Timers Besøg i Lübeck eller han satte ham Stævne i Hamborg. Men kun Thekla vidste Besked om denne hans nidkære Trofasthed.
Valdemar Hansens Forretning befandt sig i stadig Fremgang, og gennem Menthe sendte han nu kvartalsvis Bidrag til Søsteren, hvis Manicure-Anstalt, efterhaanden som hun blev ældre, havde lidt vanskeligt ved at klare sig overfor yngre Konkur107|renter, selv om saa og saa mange gamle Kunder hengivent holdt ved, fordi de dér blev betjent paa den Maade, de gennem mange Aar havde lært at sætte Pris paa.
En skønne Dag opskræmtes Kjøbenhavn af Meddelelser i Bladene, at en Mængde falske Pengesedler var i Omløb.
I mange Forretninger, baade paa Strøget og i Forstæderne, var der paavist falske Sedler.
Heldigvis var dog – som det syntes – Politiet allerede paa Sporet. I hvert Fald var der næppe Tvivl om, at Sedlerne fabrikeredes i Udlandet og bragtes hertil enten fra Sverrig eller fra Tyskland. I alle Forklaringer fra de bedragne Butikker optraadte nemlig en kunstnerisk udseende udenlandsk Herre. Men hvorvidt han havde talt Tysk eller Svensk, derom var der Strid mellem de ekspederende Filologer.
Helt ubetydelig kunde Sagen ikke være. Thi Politiet og Nationalbanken i Forening udstedte en Advarsel til Publikum og lagde navnlig alle Forretningsfolk paa Sinde nøje at prøve de Sedler, de modtog ved Disken 109| af Udlændinge eller som sendtes dem i Pengebreve fra Udlandet.
Netop i de Dage ankom til Konferensraad Menthe et Pengebrev fra Valdemar Hansen med 500 Kr. til Thekla.
Da den gamle Kasserer om Morgenen afleverede Pengebrevet, sagde han, mens Menthe aabnede Brevet og tog de 5 Hundredkronesedler ud af Konvoluten:
»Konferensraaden har vel set Nationalbankens Advarsel?«
»Naturligvis.«
»Mon det da ikke vilde være rigtigst at forelægge Banken disse Sedler til Prøvelse?«
»Jeg tror nu ikke, der er noget i Vejen med dem,« svarede Konferensraaden. »Men De har selvfølgelig Ret. Og da jeg alligevel idag har et Ærinde i Banken, kan jeg tage dem med.«
Et Par Timer efter, da Konferensraaden sad i Direktionskontoret og forhandlede med Direktør Herder om Optagelse af et Obligations-Laan i et af de store Selskaber, som han var Formand for, faldt Samtalen ogsaa paa de falske Sedler. Og Konferens110|raaden kom i Tanker om Pengebrevet, som han havde i sin Lomme.
»Jeg har just idag« – sagde han – »faaet 500 Kr. i danske Sedler fra Lübeck. I Henhold til Bankens Kundgørelse har jeg taget dem med og vilde bede Direktøren med det samme lade dem undersøge. Man kan jo aldrig vide ... skønt det næppe er sandsynligt. Saavidt jeg kan skønne, er der ikke noget i Vejen med dem.«
Direktøren tog smilende mod Sedlerne og trykkede paa et elektrisk Ringeapparat. En Tjener kom ind.
»Vil De, Petersen, bringe disse Sedler ind til Fuldmægtig Hahn og bede ham undersøge dem nøje. Spørg ham fra mig, om han tør veksle dem med Guld ... Hvis De da ikke, kære Konferensraad, har noget imod eventuelt at skulle slæbe saameget Metal med Dem?«
--Et Par Minutter efter kom Tjeneren tilbage med 25 Guldtyvekroner.
»Jeg skulde hilse fra Fuldmægtigen, at han sjældent havde set saa smukke Sedler.«
»Ja« – sagde Direktøren kaadt: »det er 111| saamæn sjældent, at vore Sedler roses for at være smukke. Det kunde jo næsten tyde paa, at de var lavede i Lübeck.«
Og pludselig, givende efter for sin ikke altid paaskønnede Lyst til at forarge, spurgte han med urokkelig Alvor:
»Har De forresten aldrig tænkt paa at lave falske Sedler?« Han havde glædet sig til at se den stive og korrekte Konferensraads Forfærdelse. Men Menthe fortrak hellerikke en Mine og svarede venligt:
»Jo saamæn har jeg saa. Jeg kunde jo nemlig gøre det med meget mindre Risiko for at blive opdaget end de sølle Stympere, der plejer at fuske i Faget. Min stakkels Broder bar sig ad som en Klodrian. Tænk, hvor længe han ellers med sit Ry som rig Mand kunde have holdt den gaaende. Man maatte jo ligefrem tvinge Folk til at tro paa, at han var en Bedrager. Nej, Tyvene rekrutteres fra ganske forkérte Samfundslag: en Millionær kunde stjæle ubegrænset.«
Herder var ganske imponeret over Menthes uventede Evne til at slaa ind i hans respektløse Tone. Han førte Tankegangen videre og sagde:
112| »Jamen det forbandede er jo, at man i Reglen bliver Tyv af Trang. En Millionær har ingen Brug for sine Chancer som Tyv. Som nu De. Hvad skulde De med mere end De har?«
»Eks. hævne mig.«
»Undskyld – jeg forstaar ikke rigtigt?«
»Jo ser De – nej det er nu hellerikke saa ligetil. Men altsaa: jeg slæber rundt med et gammelt indgroet Nag til vort hellige almindelige Samfund. Og jeg har nogen Grund til det. Jeg misunder Familjen Borgia. At være Pave og samtidig Giftblander – at være Guds Statholder og samtidig Satans Minister: for en korrekt Spidsborger som mig er der noget berusende i den Fantasi. Har De aldrig haft den Slags Anfægtelser?«
»Jeg« – svarede Herder smilende og tændte en ny Cigaret: »er aldrig naaet videre end til at drømme om en Automobil og en ung Pige – en Automobil, der kunde flyve gennem Luften, og en ung Pige, der under alle Laster vedblev at være Jomfru.«
»Jeg forstaar Dem« – Menthe rejste sig: 113| »De er jo saameget yngre end jeg. Og De har altid været paa den rette Side. Men hvis De overlever mig – hvad De jo sikkert gør – saa husk ved Lejlighed paa denne Samtale. Det er jo ikke ofte, at Mennesker siger hinanden saa meget, som vi idag i Spøg har gjort det.«
»Har vi sagt hinanden noget af Betydning?« – Herder fik atter sit korrekte Direktør-Ansigt.
»Nej« – svarede Menthe: »vi har kun spillet Komedie overfor hinanden. Men det er altid behageligt at spille sammen med en Jævnbyrdig.«
Faa Dage efter blev Falskmøntnerne paagrebne. Det var to unge svenske Levemænd, en Frisør og en Opvarter. Opvarteren havde i sin Tid forsøgt sig som Kunstmaler, men hans Sedler var ikke fremragende Kunstværker.
Da C. E. Menthe havde siddet 5 Aar i Tugthuset, blev han paa en kongelig Geburtsdag benaadet ifølge en meget varm Indstilling fra Inspektøren.
»I alle de mange Aar« – skrev Inspektøren – »hvor jeg har haft den Ære at forestaa dette det største Tugthus i Norden, har jeg aldrig truffet nogen mere mønsterværdig Fange end forhv. Overretssagfører C. E. Menthe. Han har i de sidste fire Aar næsten udelukkende været beskæftiget med Kontorarbejde og, naar jeg indstiller ham til Benaadning, er det i Virkeligheden med Sorg. Thi det er ikke for meget at sige, at vi aldrig har haft saa dygtig en Medhjælper. Mange af de Forbedringer, der i den senere Tid er indført i Anstaltens Administration og Regnskabsvæsen, skyldes uden Overdrivelse bemeldte Fanges Initiativ.
I sin Fritid har Fangen efter eget Ønske 115| beskæftiget sig med Skotøjs-Fabrikation. Og det er efter kompetent Udtalelse ganske mærkværdigt, hvad han her har præsteret. Det kan saaledes bl. a. anføres, at han til sidste Jul med min Tilladelse udførte et Par Knapstøvler i Kalveskind og med Laksnuder som Gave til Fængselspræstens Frue og at disse Støvler, ifølge Erklæring af Pastorinden, der almindeligvis regnes for at være en af Byens bedst klædte Damer, ikke kunde være smukkere udført selv i Hovedstadens fineste Etablissementer.
Fangen har til Dato ved sit Arbejde opsparet 47 Kr. 36 Øre.
Efter sin eventuelle Løsladelse agter han at søge en Plads ved Fængselshjælpen, hvortil han efter mit Skøn i fremragende Grad vil egne sig.
Forøvrigt har han Tilbud fra sin Broder, Konferensraaden, om rundelig Hjælp til at rejse til Amerika og etablere sig dér. Men, saavidt jeg har forstaaet, føler C. E. Menthe sig saa bunden til sit Fædreland, at han næppe vil kunne forsone sig med Tanken om at ende sit Liv i Udlændighed. Der vil 116| sikkert ogsaa herhjemme altid være Brug for hans rige Evner.«
Ludvig Menthe havde ikke uden Grund med nogen Frygt set hen til den Dag, hvor hans Broder vilde blive løsladt. Tanken om at have en forhenværende Tugthusfange gaaende omkring og renommere med Familjeforholdet var ham selvfølgelig ikke tiltalende. Han havde da ogsaa, som det fremgik af Inspektørens Skrivelse, gjort alt muligt for at bevæge Broderen til straks efter Løsladelsen at rejse til Amerika.
Men C. E. Menthe var saa inkarneret Kjøbenhavner, at han foretrak Fattigdom i Kjøbenhavn fremfor Udsigt til gode og rigelige Kaar hinsides Oceanet. Han havde under sit femaarige Exil kun haft én virkelig Smerte: Hjemvéen efter hans gamle By havde naget ham Dag og Nat. Og nu hvor endelig Hjemvendelsens Stund slog, nu forlangte man, at han skulde begynde en ny og langt fjærnere Udlændighed. Ikke for Alverdens Rigdom svigtede han sin elskede By, hvis ægtefødte Søn han var; hvor alt var saa muntert og ligetil og 117| Pigebørnene sødere og gladere end paa nogen anden Plet af Jorden.
Iført et nyt Sommersæt, som Konferensraaden havde ladet ham sende efter Maal fra Anstaltens Skrædder, med en selverhvervet skinnende hvid ny Straahat, med en sølvknappet Spadserestok, som Inspektøren havde foræret ham til Afsked, med en Blomst fra Præstegaards-Haven i Knaphullet og dampende paa en af Lægens tykkeste Selskabscigarer, med 40 Kr. i Lommen og med tusind Længsler og Drømme i Hjærtet – stod C. E. Menthe paa Færgens øverste Dæk og stirrede mod Sjællands forjættede Kyst. Ingen nybagt Student, paa Vej fra den lille snævre Skoleby til Eventyret i den store ukendte Hovedstad, kunde være mere jublende forventningsfuld end C. E. Menthe.
Naar han tænkte tilbage paa de fem Aar, var det ingenlunde med Bitterhed. Sandelig: han havde ingen Grund til at klage. Han bragte mange hyggelige Minder med. 118| Alle havde været gode imod ham og alle havde paa en saa smuk og hjærtelig Maade vist ham, at de holdt af ham og nødig skiltes fra ham.
Det var hellerikke sit fordums Liv i Sus og Dus, med dumdristig Spekulation og hensigtsløs Ødslen, som han længtes efter. Aldrig for nogen Pris vilde han mer ind i denne tomme og meningsløse Jagt efter Lykken.
Men at sidde en Formiddag foran en Kafé og se Byen mylre forbi, at høre Sporvognenes sugende Susen og Cyclernes jagende Klemten, at veksle lystige Blik og Smil med sommerklædte unge Piger, der pludrede forbi i saa overmodigt Letsind; at følge denne muntre Trippen over den blanke Asfalt af Tusinder af smaa Pigefødder i musegraa eller orangegule eller blinkende laksorte Sko – han blev helt svimmel ved Tanken om, at denne Verden nu atter stod ham aaben.
Paa hans blaa Lykkehimmel var der kun én Sky: Tanken om det uomgængeligt nødvendige Møde med Ludvig.
Broderen havde skrevet til ham, at han 119| ventede ham paa sit Kontor straks efter Togets Ankomst: Han vilde da sørge for at være alene, saa de ikke blev forstyrrede af nysgærrige Uvedkommende.
»Vi faar da se« – havde Konferensraaden skrevet – »hvordan vi kan ordne dine Affærer, ialfald for den første Tid, indtil Du for haabentlig kan komme ind i en anstændig og passende Stilling. Thi selv om Du ikke har villet imødekomme mit Ønske om at rejse til en ny Verden (der skulde vist egentlig, tænkte C. E., da han læste det, have staaet: rejse ad Helvede til) og dér, frigjort for Skyggen af din Fortid, begynde et nyt Liv, saa vil jeg selvfølgelig ikke lade Dig i Stikken. Men paa hvad Maade og i hvilken Udstrækning jeg vil kunne hjælpe Dig, beror først og fremmest paa, om Du vil acceptere de efter min Formening fuldt legitime Betingelser, som jeg agter at stille.«
Det var ingenlunde Tanken om at skulle modtage Penge af Broderen, der pinte C. E. Menthe. Men at skulle lade sig behandle som deklasseret af denne selvgode og hykleriske Broder, at skulle taale, at Ludvig, 120| der som Dreng altid havde været en skidt Kammerat og en sledsk Bangebuks, nu anslog en beskyttende og nedladende afstandtagende Tone overfor ham, Carl Emil, der i Skolen Hundreder af Gange havde maattet redde ham fra velfortjente Klø og Ydmygelser – det var den bedske Kalk.
– Det gik dog langt bedre end han havde turdet vente.
Ludvig havde været mild og god, næsten bevæget ved Gensynet. Og han var selv bleven bevæget. Ludvig var kommen til at se gammel ud, men det klædte ham. Og der var i hans Blik noget uendelig forpint. Man kunde ligefrem se paa ham, hvor ensom han var. Man kunde høre det paa hans Stemme, at den ikke var vant til Samtale, men kun til Foredrag og Beretning.
Øjensynlig havde Ludvig Menthe ogsaa ønsket at gøre Pinen saa kort som muligt. Og de Betingelser, hvortil han havde hentydet i sit Brev, var ikke særlig skrækindjagende. Han vilde blot, at Broderen skulde love ikke at indlade sig paa Spe121|kulationsforetagender og indtil videre leve saa ubemærket som muligt. Som han bemærkede: »Jeg antager, at det hellerikke for Dig kan være tiltalende at udsætte Dig mer end nødvendigt for et paatrængende Publikums Nyfigenhed.«
Den Understøttelse, Konferensraaden tilsagde Broderen, var rundeligere end han paa nogen Maade havde kunnet vente. Og han, der i sin Tid aldrig havde kendt til at regne sine Fornødenheder ud, syntes, at han maatte kunne leve som en Krøsus for de 300 Kr., der vilde blive ham tilsendt d. 1ste i hver Maaned.
»Jeg kan tænke mig,« sagde Konferensraaden, »at Du tillige, nu straks, trænger til at ekvipere Dig. Hertil giver jeg Dig idag – foruden det første maanedlige Beløb – 1000 Kr.«
Han gik hen til sit Skrivebord og tog ud af en Pengekonvolut, der bar tyske Frimærker, en Bunke fine nye Sedler og talte op.
Mens Carl Emil, glad og lettet, stak al denne Rigdom i Lommen, spurgte han til Ludvigs Familje.
122| Ludvig fortalte, at Konen var syg. Hun havde i lang Tid skrantet, og rimeligvis vilde en Operation blive nødvendig.
»Og Børnene?« spurgte Carl Emil. »Annelise tegnede til at blive ualmindelig nydelig.«
Konferensraaden svarede: »Ja Børn er de jo ikke længer. Annelise er 20 og Fritz 23. Annelise regnes for en smuk Pige. Og de arter sig begge flinkt. Men unge Mennesker nuomstunder er anderledes end før. Muligvis er de meget bedre. Men de er vanskelige at blive klog paa. Fritz blev ifjor færdig med sin statsvidenskabelige Examen. Han arbejder indtil videre som Assistent i Udenrigsministeriet. Han og Annelise bor sammen.«
»Bor de ikke hjemme hos Jer?«
»Nej. Da Fritz havde faaet sin Examen, vilde han gærne have sit eget lille Hjem. Og saa blev det ordnet saadan, at Annelise fører Hus for ham. De to Børn har jo altid følt sig bundet til hinanden.«
»Du og Fru Melitta er altsaa nu ganske alene?«
»Ja, ganske alene.«
123| »Er det ikke lidt ensomt, navnlig nu da din Kone er syg?«
»Melittas Sygdom har ingen Forskel gjort. Ensomt er det dog naturligvis. Men jeg har jo meget at gøre. Og en hel Del officiel Selskabelighed tvinges jeg til at dyrke. Desuden maa jeg for min Helbreds Skyld ikke saa sjældent til udenlandske Badesteder. Det er jo ialfald altid en Afveksling.«
Da Ludvig Menthe fyldte 60 Aar – hans Hustru var for to Aar siden død efter en Underlivs-Operation – forbavsede han selv dem, der havde anset ham for en meget rig Mand, ved at oprette en Række Legater og Stiftelser af en efter danske Forhold usædvanlig Størrelse.
Selve Legat-Massen var 3 Millioner. Men desforuden bestemte han, at det Hus ved Frederiksholms Kanal, som han ejede og hvor han selv beboede Førstesalen, efter hans Død skulde tilfalde de samlede Menthe’ske Velgørenheds-Foretagender som Administrationsbolig: der stod i Ejendommen kun en første Prioritet og Forrentningen af denne vilde let kunne indbringes ved Udlejning til Kontorer af den Del af Bygningen, som de Menthe’ske Stiftelser ikke selv havde Brug for.
Endvidere skænkede han til »Kvindens Værn og Værge« en Herregaard i Jylland, som han for et Par Aar siden havde maattet 125| overtage som ufyldestgjort Panthaver. Med sædvanlig Energi havde han – uden egentlig Interesse for Landbrug, endsige Landliv – gjort Ejendommen til en Mønstergaard. Han havde endogsaa ofret betydelige Summer paa Istandsættelsen af den smukke gamle Hovedbygning fra Midten af d. 18de Aarhundrede. Erhvervelsen af denne Herregaard var et af Menthes Mesterkup. Thi med i Salget fulgte en Række forsømte gamle Portræt- og Landidyl-Malerier, som de sidste Par Ejere ikke havde kæret sig stort om. Disse Billeder viste sig ved nærmere Undersøgelse at være – for en væsentlig Part – meget værdifulde. De skyldtes berømte danske Portrætmalere og dygtige franske Dyrkere af den pastorale Kunst. I Parken fandtes ogsaa et Par allegoriske Marmor-Grupper af Wiedewelt.
Menthe var ikke Kunstsamler, men han ønskede, at det, han ejede, skulde være i god Stand og saadan som det skulde være. Derfor solgte han de fleste af de sjældne Kunstsager, som var fulgt med i Købet, samtidig med at han lod Bygningen restaurere i Overensstemmelse med dens 126| oprindelige Stil og ofrede meget paa Parkens Fornyelse i fornem gammel Herregaards-Art. Endda blev der Penge tilovers.
Denne skønne gamle Gaard skænkede han som Rekreationshjem til »Kvindens Værn og Værge«.
Driften kunde rigeligt opretholdes ved Forpagtningsafgiften af Jorden. Haven gav alt, hvad der behøvedes af Grøntsager og Frugt. Der var tillige forbeholdt »Godset« saa mange Tønder Land, at der blev Græsning og Foder nok til en halv Snes Køer og fire Heste. Anstalten havde ogsaa sin egen Hønsegaard og sit eget Svinehold.
En Oldfrue, en Husbestyrerinde, en Forvalter og en Gartner forestod Driften. Og saaledes indrettet var Gaarden nu parat til Aaret rundt at give et Halvhundred ældre og yngre Kvinder et rent ud ideelt Ophold i de skønneste Omgivelser.
I alle Enkeltheder havde Menthe udtænkt sit store kombinerede Velgørenheds-Værk.
For alt var der sørget rigt og rundeligt, saadan at der ikke bagefter kunde rejse sig Vanskeligheder.
127| Lagde man alt sammen, kunde man uden Overdrivelse sige, at de Menthe’ske Dotationer i Storslaaethed overgik endog det hidtil største hjemlige filantropiske Foretagende: De Holm’ske Legater. Og netop dette havde vel ogsaa været Menthes Hensigt.
Hds. Majestæt Dronningen var uden Betænkning gaaet ind paa at overtage Protektoratet.
Selve Legat-Massens tre Millioner fordeltes nogenlunde ligeligt mellem alle de Velgørenheds-Selskaber, i hvis Bestyrelse Menthe havde siddet. Dog fik »Kvindens Værn og Værge«, der jo ogsaa var det afgjort største og mest betydende, alene for sin Part den ene Million. Og for Anvendelsen af det store Legats Rentemidler gav Menthe særlige Regler. Renterne, der – saadan som Pengene var anbragte – vilde udgøre noget over 40,000 aarligt, skulde fordeles i 5 Legater à 4000 Kr., 5 à 2000 og 10 à 1000.
I Gavebrevet skrev Menthe:
»Jeg, der i mit Liv har haft med saa mangfoldige Legater at gøre (Legater paa 128| 50–100–200 Kr., men sjældent mere) og som har kunnet iagttage paa nært Hold, hvor utilfredsstillende de som Regel, paa Grund af deres Lidenhed, virker – jeg har med disse mine Legater ønsket at betræde en anden Vej. Jeg tror, at det er nyttigere at hjælpe forholdsvis faa paa en saadan Maade, at de virkeligt og fuldt ud hjælpes, end at drysse Hjælpen i minimale Portioner ud over en Mængde, der da tvinges til at samle paa Legater for at opnaa den til deres Uddannelse eller Eksistens nødvendige Sum. Og Legatsamlere er, efter min Erfaring, en Skade for Samfundet. Man opelsker en Slags fornemt Tiggeri, der er demoraliserende saavel for dem, der praktiserer det, som for dem, der skal uddele disse Almisser.
De største af mine Legat-Portioner har jeg tænkt mig givet til virkeligt fremragende begavede unge Kvinder, for hvem et Studieophold i Udlandet under gode Vilkaar maatte skønnes at være til Nytte ikke blot for dem, men for Samfundet, der gærne skulde kunne drage den størst mulige Fordel af disse særlige Begavelser. Legatet 129| skal kunne nydes indtil 5 Aar i Træk. Og det skal derefter kunne afløses af et Legat paa 2000 Kr., løbende i andre fem Aar. Thi, saadan som Vilkaarene i vore Dage er for netop de mest begavede, vil det være højst sandsynligt, at en fremragende Dygtighed ikke naa’r til fuld Sejr indenfor et Tidsrum af 5 Aar.«
Dette var Principet for disse nye Legater, der ikke blot ved deres Størrelse, men ogsaa ved selve Principet skabte en ganske usædvanlig Interesse for Menthes Gavmildhed.
Det samlede Navn for hele Velgørenheds-Værket var
Men derunder sorterede Dronninge-Fonden (Kvindens Værn og Værge), Melitta-Fonden (særlig for Enker og forladte Hustruer), Annelise-Fonden (særlig Brudeudstyr og ugifte Mødre) samt Brødre-Fonden.
Saalænge Menthe levede, var han selvskreven Formand for alle Fonds.
Efter hans Død tilfaldt den øverste Bestyrelse Sønnen, dog havde Annelise Krav 130| paa at være Meddirektør af det efter hende opkaldte Fond.
Øverst paa Listen over de første Nydere af Annelise-Legaterne havde Menthe, uden at have konfereret med Børnene, anbragt Anna Frank med et Brudeudstyrs-Legat paa 3000 Kr.
Da han fandt hendes Navn blandt Ansøgerne, satte han straks en rød Streg under det. Han tænkte ikke saameget paa den gamle Historie med Faderen. Men han mindedes, at han en Aften, da han kom fra Thekla, havde set Anna og Fritz sammen i en Droske.
Brødre-Fonden var noget for sig. Dens Kapital var 450,000 Kr. – det Beløb, som C. E. Menthes Bedragerier udgjorde, efterat Boets Aktiver var fradraget dets Passiver. Fondens Virksomhed omfattede Mænd saavelsom Kvinder og dens Legater uddeltes til Mennesker, der ved andres Skyld var kommen i Ulykke. En hemmelig Klausul bestemte, at de, der havde lidt Tab ved C. E. Menthe, og – forsaavidt de var døde – deres Børn havde fortrinsvis Adgang. Ovenikøbet var det Administratio131|nens Pligt at rette Henvendelse til disse særligt Kvalificerede og lade dem vide, at de havde en direkte Ret til af Fonden at erholde en aarlig Ydelse svarende til en 5 % Rentenydelse af den mistede Formue.
I Anledning af Million-Legaterne blev Menthe Storkors af Dannebrog. Til sit Vaabenskjold i Frederiksborg Slotskirke valgte han uden Betænkning følgende Motto: I Eftermælet dømmes Gærningen.
Kort Tid efter foranstaltede Bestyrelserne i de Selskaber, hvortil Menthe var knyttet, en Æres-Middag for ham.
Da Dagen kom, følte Menthe sig saa træt, at han var lige paa Nippet til at sende Afbud. Han havde lagt sig ind for at hvile sig inden Omklædningen og var falden i tung Søvn. Det hændte ham i det hele ikke saa sjældent i den senere Tid, at han midt paa Dagen, selv i Kontortimerne, overfaldtes af en blytung Træthed, saa han næsten ikke kunde holde Øjnene aabne. Det var, som om hans Hjærne modstandsløst fyldtes af en døvende Døds-Søvn.
132| Da Tjeneren kom for at hjælpe ham med Paaklædningen, laa Menthe paa Sengen saa ligbleg, at den unge Mand blev helt forskrækket.
»Konferensraaden maa vaagne. Det er højeste Tid.«
Menthe aabnede Øjnene, men der var i Blikket en saadan Bøn om Hvile, at Tjeneren næsten ikke nænnede at plage den trætte gamle Mand mere. Dog, det var jo hans Pligt, og han kaldte endnu en Gang.
Da var det, som om Menthe pludseligt forstod. Han satte sig i et Sæt overende i Sengen og sagde:
»Ja vi maa skynde os. Det skal jo fuldbringes.«
Og han smilede næsten mildt og vemodigt:
»De maa skam gøre mig fin til den store Parade.«
Da Tjeneren fulgte ham ned til Automobilen, spurgte han:
»Vil Konferensraaden ikke, at jeg skal køre med og vente derude?«
Menthe kiggede et Øjeblik prøvende paa 133| ham: sandelig om den unge Fyr ikke saá ud til at være lidt bevæget.
»Tak, min Ven, men det behøves ikke,« svarede han og klappede ham paa Skulderen: »Nu har jeg det helt godt igen. Det var blot en Smule Træthed. Disse Dage har været anstrængende. Se her,« og han fandt et Par Tikroner frem: »gaa ud og mor Dem med en Ven – eller Veninde. Bedre – forhaabentlig – end jeg kommer til at more mig.«
Festmiddagen var i den allerfornemste Stil. Det var en Forsamling af Landets og Hovedstadens mægtigste og fineste Mænd. Repræsentanter for baade Rigsdag, Regering og Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse, Dronningens Kabinetssekretær, Grosserersocietetets Formand, Justitiarius i Højesteret, Direktørerne for Nationalbanken og Danmarksbanken o. m. fl.
Indenrigsministeren førte Hædersgæsten til Bords, paa hans anden Side sad Kabinetssekretæren.
Alt var udsøgt og fornemt, og Ministeren, der holdt Festtalen, sagde mange smukke og hædrende Ord om Menthe. Men nogen hjærtelig Stemning lykkedes det ikke at skabe, der hvilede et underligt Tryk over baade Hædersgæsten og Deltagerne.
Menthes egen Tale var hellerikke egnet til at virke forløsende. Den var udmærket formet, ganske kort, baaren af en kølig Værdighed, en usminket Oprigtighed. Der 135| var ikke en Antydning af Patos eller Følsomhed i den. Den virkede i sin strænge Alvor, sin villede Aabenhjærtighed næsten urovækkende.
Han sagde bl. a. – og det var, bortset fra de nødvendige høflige og forbindtlige Ord til Indledning og Afslutning, hele Talens Indhold –:
»Jeg skylder Dem en Tilstaaelse. Den Gave, jeg har givet, har ikke sit Udspring fra en oprindelig Trang til at være en Menneskehedens Velgører. Jeg er af Natur ikke Filantrop. Min Vilje til at give er vokset i et bittert Hjærtes trodsige Jord. Jeg ønsker dette sagt, fordi jeg ikke vil, at De nogensinde bagefter skal bebrejde mig Hykleri. Jeg fortjener ingen Tak. Da Livet hurtigt lærte mig, at jeg ikke hørte til dem, hvem Samfundet yder sin Gunst omsonst eller for en billig Pris, og da der dybt i mit Hjærte – jeg véd ikke hvorfor – var en nagende Længsel efter ikke at gaa i min Grav som forsmaaet Bejler, saa blev det al min Higen og Tragten at, om jeg saa maa sige, narre min vrangvillige Tilbedte til at acceptere mig.
136| Ikke sandt, mine Herrer, der er intet at røres over i denne lille Kærlighedshistorie. Den er vel egentlig nærmest for mig beskæmmende. Den tager Glorien af det, der kaldes mit store Velgørenhedsværk. Men forhaabentlig vil Samfundet efterhaanden glemme Motivet og bevare i velvillig Erindring Gærningen.
Idet jeg har lagt min Gave for vor ophøjede Dronnings Fødder, haaber jeg, at hun, ved naadigt at tage den op i sine milde Hænder, vil adle den og frugtbargøre den til Velsignelse for vort Land.«
Samme Aften som den store Æresfest for Ludvig Menthe afholdtes, havde C. E. Menthe en lille gemytlig Kreds af trofaste Venner og Kammerater til Gilde i deres Stamkafé, Forglemmigejen, en gammel Knejpe i en af Strøgets mørke Sidegader.
Til denne Kreds hørte, foruden et tilfældigt Affald af C. E. Menthes forhenværende aristokratiske Omgangsvenner – saadanne, der ligesom han selv ved Samfundets smaalige Lovtrækkeri var bragt ud af deres oprindelige Bane – en Flok unge frejdigt oprørske Genier, der havde lært, at, selv om et Geni undertiden maa sulte, bør det ialfald ingensinde tørste.
Aldrig havde C. E. Menthe haft det saa herligt som nu. Naar han en Gang imellem tænkte tilbage paa sine gudhengivne Forsætter om at træde i Fængselshjælpens Tjeneste eller at søge en anden beskeden »samfundsnyttig« Beskæftigelse, maatte han smile. For at glæde sin Broder og sine 138| gamle Venner i Tugthuset havde han virkelig de første Maaneder efter Løsladelsen gjort hæderlige Forsøg paa at komme ind i »et eller andet«. Men da han hurtigt havde indset, at han for at opnaa blot en lumpen Stilling paa en 50–100 Kr. om Maaneden, maatte iføre sig et Angergivenhedens ydmyge Klædebon, opgav han al videre Antichambreren. Hvortil ogsaa?
Saalænge han var arbejdsløs, havde han de 300 Kr. fra Broderen, og han opdagede snart, at Ludvig egentlig hellerikke var særlig forhippet paa at faa ham »ind i noget«, saalidt som han betragtede de 300 Kr. om Maaneden som noget føleligt Afsavn. Kneb det en Gang imellem med at faa Pengene til at slaa til, – naa, saa voldte det endda ikke videre Besvær at slaa en extra Hundredkroneseddel.
Men forøvrigt – som Regel klarede han sig storartet med de 300. Og kunde tilmed være Matador.
Denne Knejpe og denne Bande passede ham.
Her var han endnu en Gang Førstemand og Fyrste. Og mere end nogensinde.
139| Vært og Opvarter og Buffetjomfru kappedes i lige Grad om at tækkes »Overretssagføreren«. Og ved Stambordet blev der først rigtig Fest, naar han, graanet under sine 62 Aar, men stadig rank og elegant – ganske uden Spor af den snuskede og klamme Bleghed, der ellers kendetegner Folk, som har siddet mange Aar i Fængsel – præsiderede for Bordenden og fortalte Eventyr fra gamle Dage og med overlegen Spot over Dagens sløje Begivenheder ildnede de Unge i Kredsen til nye Bedrifter. Næsten med særlig Glæde fortalte han om sit Ophold i Tugthuset: hvordan han havde forstaaet at vende op og ned paa det hele, saa det egentlig havde været ham, der kommanderede over baade Inspektør og Præst og Opsyn. Det var virkelig, som om han efterhaanden følte Stolthed over at have oplevet ogsaa det. Det fejlede f. Eks. sjældent, at han hurtigt, naar han traf sammen med et nyt Menneske, i Samtalens Løb indflettede: Som De maaske nok véd, tilbragte jeg i sin Tid nogle Aar i Tugthuset. – Han meddelte det i samme beskedent og let henkastede 140| Tone som naar en gammel Civilist under en Fortælling om et eller andet indskyder: jeg gik nemlig i mine unge Dage med som Frivillig i Krigen.
- I Dagens Anledning havde Konferensraaden foræret Broderen 200 Kr. Og C. E. havde besluttet, at denne Formue til sidste Hvid skulde ofres til den ædle Givers Ære.
Værten og hans Kone, Buffetjomfruen, Kelneren og de to i Dagens Anledning indkaldte Hjælpetjenere stod fortabte i Andagt foran det festligt bugnende Bord, da Menthe nogle Minutter før Gildets Begyndelse traadte ind i Lokalet for at inspicere, om alt var i Orden.
»Sandelig,« udbrød han: »et stolt Syn! Jeg gør Dem min Kompliment Hr. Olsen og ikke mindst Dem, naadige Frue.«
»Ja,« sagde Olsen og daskede sin af Beærelse rødmende Hustru paa Ryggen: »jeg bemærkede det just lige til Madammen, at Hr. Overretssagføreren vistnok vilde føle sig tilfreds. For det er dog – sagde jeg – ligesom et Pust fra gamle Dage, da man endnu i vort velsignede Dannevang 141| forstod at servere et dobbelt belagt koldt Bord. Jeg be’r Overretssagføreren særlig fæste Blikket paa disse velvoksne Hummere. Det er vel endelig Drenge. Det er noget andet end som de Rejer, de finere Beværtninger ellers nuomstunder fremlægger for et nødlidende Publikum som flækkede Lopper. Man bedes endvidere bemærke Rosenfloret! som det saa poetisk hed i de skønne svundne Tivoli-Programmer. Værs’artig: Lammesteg og Kyllinger, Oksesteg og Flæskesteg, altsammen frisk stegt og med ekstrafint blaat Stempel fra Slagterlaugets Oldermand. Og her mine Herskaber: Sardiner, Kielersprut, Aal i Geledder, og Laks i Mayonnaise. Hamburger Rauchfleisch og røget Oksetunge og kogt Skinke. Kan De ikke lide det? Det gør mig saa inderligt nagende ondt. Men saa kunde De maaske pille lidt ved disse hersens Kabaretter: Leverpostej med og uden Trøfler, flamske Sild og Ansjos, Spejlæg og haardkogte Æg, hakket Æg og Sild, Sildesalat og hjemmelavet Lammerullepølse med Petersilje. Eller maaske det kunde friste Dem at smage paa denne ven142|ligt udseende helstegte Pattegris med Citron i sin søde lille Tryne og lyserød Sløjfe paa Halen? Og til allersidst har vi jo en 6–8–10 forskellige Slags Ost at vælge imellem til den allersidste Snaps. Ak ja, kan Overretssagføreren mindes de gyldne Dage, da et saadant fuldt ud tilfredsstillende koldt Bord med varm Ret blev udbudt overalt i det danske Monarki for 1 Kr. og 50 – ofte med Snaps ad libitum? Den Gang, Hr. Overretssagfører, var der godt at være i det lille Danmark. Jeg ligefrem skammer mig paa mit Fødelands Vegne over, at jeg nu skal tage 2 Kr. 75 pr. Kuvert – foruden at jeg maa beregne 12 Øre pr. Snaps og 25 Øre pr. hver Bajer. Ja er det nu ikke til at græde over, naar man tænker paa de Dage, da en velskænket Bajer selv paa de bedre Steder kun kostede 10 Øre? I det hele taget maa jeg sige, at jeg meget ofte om Natten tilbringer søvnløse Timer med at tænke paa, hvordan Folk i vore Dage klarer sig paa en retskaffen Maade.«
»Det er smukt af Dem, kære Hr. Olsen« – afbrød Overretssagføreren leende Vær143|ten – »at De ofrer Deres dyrebare Nattesøvn paa saa menneskevenlige Tanker. Som De maaske véd, blev ogsaa jeg en Gang Offer for Næringssorger. Men nu er det Gud være lovet overstaaet. Ialfald iaften ser det da ud til, at jeg skal kunne spise mig mæt. Derfor takker jeg, næst Gud og min berømte Broder, Dem og – ikke at forglemme – Deres fortræffelige Hustru. Og nu, mine Herrer –« sagde han henvendt til de tre ærbødigt lyttende Opvartere – »beder jeg Dem erindre, at der stadig maa staa en frisk Bajer for hver Kuvert og at der af Snapse skænkes først Genever, derpaa den gamle Lysholmer, der har passeret Linjen. Men til Osten tager vi ifølge god gammel patriotisk Sæd en jævn og ligefrem dansk Kornbrændevin.«
... Den C. E. Menthe’ske Fest forløb under den mest utvungne Stemning, men tillige under megen Stilfuldhed.
Menthe lagde kort for med en Skaal for Gud, Konge og Fædreland. Den kom umiddelbart efter Velkomst-Geneveren og gav Anledning til den første Lysholmer.
Derefter fulgte en lang Række Hyldest-144|Taler (med tilhørende Lysholmere) for Festens Giver.
Sluttelig tog Overretssagføreren igen fat.
Hans Tale, som der siden i mange Aar gik Ry af, var et Livs-Opgør i snart spøgefuld, snart vemodig og alvorlig Tone. Den formede og samlede sig til en skøn Lovprisning af Livet. En Tak til Livet, der havde været saa vidunderlig gavmildt mod ham. Og det hvadenten det havde baaret ham højt oppe i Rigdom og Anseelse eller det havde ført ham dybt ned i det, der af Menneskene almindeligvis kaldes Ydmygelse og Elendighed.
»Men« – sagde han og hævede sejrsstolt sit smukke gamle Race-Hoved: »Livet lader aldrig den i Stikken, der af Hjærtet elsker det. Samfundets Love er ikke Livets Love. Samfundet belønner og fordømmer, Samfundet ophøjer og nedstyrter Menneskene efter Love, der oftest er ganske livsfjendske, fordi de er skrevne uden nogensomhelst Forstaaelse af Livet. Men vi, der er Livets Børn, vi dømmer os selv efter den Livets store Lov, vi fra Moders Liv har faaet indskrevet i vort Hjærte.
145| Naar jeg tænker tilbage og sammenligner, saa finder jeg for de skiftende Faser i mit omvekslende Liv ganske vist stor Forskel i Kaar og Vilkaar, i Maal og Midler. Jeg har fejlet og syndet, jeg har gjort forrykte Ting. Men det er Samfundet, jeg har syndet mod. Ikke mod Livet. Livet er jeg altid forbleven tro.
Lad mig med et lille Exempel minde Dem om, hvad jeg sigter til.
Da jeg i sin Tid blev sat under Anklage (Menthe valgte i sin Livsglæde dette festligere Udtryk for: blev arresteret og kom i Tugthuset), gjorde Aktor, nylig hedengangne Højesteretssagfører Conradsen, et stort Numer ud af mit Sværmeri for fint Dame-Undertøj. Han vilde egentlig helst have haft mig indespærret som gal, fordi jeg, der dengang omgikkes ganske hensynsløst med Penge, opkøbte til mine smaa Veninder alt det dyreste, jeg kunde opspore paa bemeldte spøgefulde Omraade. Selvfølgelig maatte det ogsaa samfundsmæssigt synes forrykt. Jeg forstaar saa godt, at den brave Conradsen har anlagt sin Bedømmelse efter de nette hjemme146|lavede Blonder, hvormed hans Hustru formodentlig lyksaliggjorde ham. Men jeg, som vidste, hvordan Kvinder, naar de faar Lov at være Kvinder, elsker at have ikke blot de smukkeste og dyreste Perler og Brillanter, men ogsaa det mest forfinede Linned med de sjældneste Kniplinger; jeg, som havde gjort den Erfaring, at en Kvindes erotiske Evner i høj Grad potenseres ved Bevidstheden om at være dejligere smykket end alle andre – jeg brød mig altsaa dengang Pokker om hvad det kostede. Jeg vilde livsforhippet det yderste dér, hvor man ellers samfundsfornuftigt sætter Tæring efter Næring. Men forrykt? Set fra Livets Standpunkt: det naturligste af alt. Selv en teologisk Student drømmer sig sin lille Kæreste i yndige smaa Unævnelige og, naar han gaar forbi et Vindue med blaa og røde og grønne Silkestrømper, tænker han, hvis han da ikke er udenfor al Livsforstaaelse: »Hvor yndig vilde ikke min Sophie være med saadanne Strømper paa sine Pusselanker!«
Hvis nu den vordende Hr. Pastor ofrer sine sidste ti Kroner paa et eller to Par 147| smukke Strømper – saa er det, forholdsvis, ligesaa forrykt, ligesaa meget til Daarekisten, som naar jeg i min Velmagtstid ofrede det hundreddobbelte.
Mod Samfundet forbrød jeg mig ofte og gærne. Mod Livet har jeg altid forsøgt at være trofast og ærlig.
Jeg har ikke hadet Samfundet. Men det har altid ladet mig kold og ligegyldig. Livet derimod har jeg elsket. Og Livet har gjort Gengæld.
Livet, det er Dig og mig. Det er Menneskene.
Og jeg, som altid har holdt af Mennesker, har faaet rig Gengæld i det Venskab, jeg, under alle vekslende Forhold, har mødt – og nu sidst og maaske mest i denne Kreds.«
Da Talen var til Ende og der efter Applausen og Rørelsen blev en lille Pause, lod C. E. Menthe hente en hvid Pap-Æske, som han havde anbragt i Garderoben. Buffetjomfruen, en buttet lille Pige, med et fastdrejet Legeme, fint pyntet i Dagens Anledning, med en mørk Nederdel og et 148| gennembrudt hvidt Bluse-Liv, bragte genért Pakken hen til ham. Men da hun straks efter vilde fjærne sig, sagde Menthe:
»Bliv Mathilde! Thi til Dig, min Pige, er denne ydmyge og fattige Gave. Til Dig, – skam Dig ikke, thi Du er god nok og har givet mig saa stor Glæde som nogen – til Dig, min Præstegaards-Kæreste, er denne Gave.« Menthe aabnede højtideligt Æsken og udtog deraf et Par Laksko og 6 Par forskelligt farvede Silkestrømper.
»Som et Vidnesbyrd om« – fortsatte Menthe – »at jeg overfor Dig følger den Livets Rettesnor, jeg altid har fulgt; men som et Vidnesbyrd tillige om, at Livet har lært mig paa mine gamle Dage at bøje mig for Samfundets Love, giver jeg Dig, Du brave lille Pige, uden at Du forstaar et Muk af, hvad jeg siger og mener, disse pæne, men billige Strømper og disse dyre, men ærbare Sko ...«
Mathilde var ved at gaa i Jorden af Skam, men samtidig overjordisk stolt og lyksalig.
Da Klokken var omtrent tolv, blev der Stemning for, at man skulde forlægge Residensen til en Natkafé ved Gammelstrand.
149| Og paa Vejen derned var der En, som foreslog, at man, da man jo dog kom i umiddelbar Nærhed af Frederiksholms Kanal, burde benytte Lejligheden til at bringe Festens egentlige Ophav, Konferensraaden, der antagelig nu var hjemvendt, en Ovation.
Forslaget vandt almindelig Tilslutning. Kun formanede C. E. til at gøre det hele saa stilfærdigt som muligt.
Der var øde og tomt paa Gaderne langs Slottet og Thorvaldsens Museum. Og ganske upaaagtet drog det glade Selskab over Stormbroen og svingede op foran Ludvig Menthes Ejendom.
Vinduerne i 1ste Sal var oplyste. Altsaa var han hjemme. Foran Porten holdt en Automobil.
Højtideligt, med undertrykt Fnisen, stillede de tyve gemytlige Herrer sig op i Linje foran Huset. Saa pludselig, paa Signal af C. E. Menthe, raabte Fløjmanden:
»Konferensraad Menthe leve! Han længe leve!«
Hvorpaa fulgte tre taktfaste Hurra.
Et Gardin rulledes op. En Herre aabnede Vinduet og sagde:
150| »Konferensraaden er syg. Jeg beder Dem ikke forstyrre.«
En flov og skamfuld Stemning lammede for et Øjeblik den sorgløse Løssluppenhed og C. E. Menthe overvejede, om han ikke burde gaa op. Han kom dog hurtigt til det Resultat, at han ikke netop egnede sig til Familjebesøg og at det var bedre at liste bort med de andre.
Mon det var noget alvorligt?
En af Gæsterne mente i den Herre, der aabnede Vinduet, at have genkendt Lægen Professor Rønne.
Allerede ved Ti-Tiden var Konferensraaden brudt op fra Festen. Han havde undskyldt sig med et Ildebefindende, og det var da ogsaa tydeligt for Enhver, at han kun med uhyre Viljeanspændelse var naaet Middagen igennem. Dirigenten havde ladet Serveringen af de sidste Retter fremskynde og havde strøget et Par Taler.
Man havde drøftet, om det gik an at lade Menthe tage hjem alene, men han havde ikke tilladt, at Nogen fulgte ham. I al Hemmelighed gav en af Festkomitéens Herrer Chaufføren Besked om at passe godt paa og at hjælpe Konferensraaden op ad Trapperne, hvis det gjordes fornødent.
Menthe havde dog klaret sig uden Hjælp. Kun havde han bedt Chaufføren om at aabne Porten, mens han blev siddende i Vognen.
Saa steg han rask ud, stak Chaufføren 152| en flot Drikkeskilling i Haanden og bød venligt Godnat.
Men han var længe om at naa op ad Trappen, Lyset var gaaet ud, inden han kom ind i Entréen, og da han havde famlet sig gennem denne, havde faaet Døren til Dagligstuen aabnet og i nervøs Anspændelse hastigt drejede op for den elektriske Kontakt, saá han til sin Forfærdelse en fremmed Herre i den anden Ende af Salen – en uhyggeligt udseende Olding i Selskabsdragt under Over- frakken, et pyntet Lig, med et gustent fortrukket Ansigt og med Øjne, der stirrede ham gengangertruende imøde.
Uvilkaarligt gjorde han – for ikke at røbe sin Angst – et Par Skridt fremad. I det samme kom Herren derovre ogsaa ham i Møde.
Menthes Tanke var: det gælder om at naa hen til Skrivebordet før ham – dér ligger en stor spansk Kniv, som jeg om fornødent kan skræmme ham med; er jeg først derhenne, vil jeg spørge ham, hvem han er og hvad han ønsker.
Pludselig svandt Hallucinationen, og Dag153|ligstuen laa nu i et ganske ædrueligt Virkelighedslys. En befriende Følelse af at være hjemme gennemstrømmede ham: dér hang det store italienske Landskabsbillede; dér, over Sofaen, Malerierne af hans Forældre og, rundt om, paa Bordene og paa Kamin-Gesimsen, stod Blomsterglas med de i Dagens Anledning ankomne signerede Buketter.
Og den fremmede Mand var ham selv: Spejlbilledet af ham selv.
Han følte sig dybt beskæmmet over sin fejge Angst. Saa jammerligt fejg var han altsaa, naar noget kom bag paa ham og han ikke i Forvejen havde rustet sig til Forsvar. Saa ynkeligt vilde han falde sammen, hvis noget uforberedt passerede ham.
Han vilde dog for en Gangs Skyld se denne tarvelige Komediant i Ansigtet, se paa sig selv som paa en fremmed – prøve at se paa sig selv saadan, som andre antageligt maatte gøre det.
Han gik hen foran Spejlet, saa nær til det som muligt. Der var kun et Par Centimeters Afstand mellem hans virkelige Ansigt og Spejlbilledet.
154| Dette altsaa var Ludvig Menthe.
For første Gang stod han overfor sit eget Forfald. For første Gang saá han, at han var en af Udslidthed, Bitterhed og Ensomhed mærket Olding.
Endelig nu havde han sejret. Havde tiltvunget sig alt det, han havde troet vilde bringe ham Lykke og Tilfredshed.
Og hvad var saa det hele?
Han rykkede Ansigtet endnu tættere til Spejlet. Han stirrede sig ind i dette Ansigt, som var hans.
Og pludselig rakte han Tunge. Fortrak Ansigtet i en Grimasse, der skulde være et Smil. Og spyttede sig selv i Ansigtet.
Saa rev han sig med en yderste Kraftanspændelse løs. Strøg sig med Haanden over Ansigtet, som vilde han udslette det, og vaklede som en fuld Mand tilbage gennem Stuen, støttende sig fra Møbel til Møbel, indtil han tilsidst sank ned i en Lænestol.
Dér sad han nogle Øjeblikke ganske følelsesløs. Saa piblede langsomt op i ham en fortvivlet Selvynk.
Han tænkte paa sit glædeløse Ægteskab. 155| Han mindedes, hvordan Børnene aldrig havde villet forstaa hans Trang til at komme dem nær, og hvordan de tilsidst helt var gledet fra ham.
Tænk end ikke iaften havde de været med. Naa ja, Annelise – og blot idet hendes Navn gik gennem hans Bevidsthed, steg der en Trang til Graad op i ham: Annelise, lille Tullebarnet, dejlige lille Annelise – naa ja, hun kunde vel ikke komme, siden det kun var en Herremiddag. Skønt som hans Datter og nu da hans Kone var død. Men Fritz kunde da ialfald være kommen. Og han og Fritz kunde bagefter være taget ud til Annelise. Og de kunde have siddet dér en Timestid, blot en halv Time sammen og haft det hyggeligt og godt med hinanden. Var de maaske fortørnede over, at han havde skænket bort nogle af de Millioner, som de mente tilkom dem? Kunde han have købt deres Kærlighed? En Gang havde han forsøgt det. Den Gang Moderen var død. Han havde slaaet paa, at de jo nu, om de vilde, kunde rykke ind i det store Hus; at han vilde være tilfreds med blot et Par Væ156|relser og at de af Penge kunde faa ligesaamange de vilde. Fritz havde paa begges Vegne svaret, at de ikke kunde tænke sig at gøre nogen Forandring. De havde det i deres lille Villa saa dejligt som muligt, og de klarede sig rigeligt med Renterne af de Penge, der i sin Tid var sat ind for dem i Overformynderiet. Og da Menthe alligevel nu, før han besluttede sig til sine store Velgørenhedsforetagender, havde ment sig forpligtet til at spørge Fritz og Annelise, havde de ivrigt tilskyndet ham til at udføre sine Planer. Han havde af sine Børn lært, at der var noget, som ikke kunde købes for Alverdens Rigdomme. Netop det, som man gærne, naar man var naaet til Livs Ende, gjorde sig betlerfattig for at vinde. Her sad han, rigere end nogen anden i Landet, hædret for sin Rigdom mer end nogen anden: Guldet dryssede gennem hans Fingre og han kunde, om han vilde, lade det drysse endnu mere overvældende gavmildt. Men lige ensom og fattig blev han siddende. Der blev ikke tilbage i hans Haand en eneste Guldmønt, som han kunde lægge som Amulet paa sit 157| Hjærte og tage med som Løsepenge til sin sidste Rejse.
Var der i hele Verden blot et eneste Menneske, som nu, hvis han kaldte, vilde komme til ham for hans egen Skyld og hjælpe ham i hans Forladthed?
Navnet havde længe ikke været i hans Tanker. Men pludselig var det der som en munter Solstribe: Thekla.
Ja, Thekla. Og idet han atter fornam Lyden af dette Navn og mindedes alt, hvad der knyttede sig til det, fyldtes han af ungdommelig Lyst til en lille Oplevelse.
Han saá paa Uret. Klokken var kun 5 Minutter over halvelleve. Og da han i det samme kom til at tænke paa, at det just var Onsdag, syntes det ham et sært lykkeligt Tilfælde.
Uden videre Overvejelse gik han til Telefonen og ringede.
Spændt sad han og ventede. Mon hun ikke var hjemme? Eller mon hun var optagen?
Endelig hørte han en søvnig Stemme:
»Hallo!«
»Er det Thekla?«
158| »Ja, hvem taler jeg med? Jeg er ved at gaa i Seng.«
»Kender Du ikke min Stemme?«
»Gud Fader, det er jo Æresborgeren. Jeg troede, De endnu sad og blev fejret.«
»Jeg var træt og tog tidligt hjem. Og saa kom jeg til at længes efter Dig.«
»Jeg har saamæn ogsaa siddet den hele Aften og smaatudet ved at mindes gamle Dage.«
»Har Du Lyst at være sammen med mig en Times Tid?«
»Det kalder jeg en storartet Idé. Kommer De herhjem?«
»Det kan jeg ikke. Jeg er saa træt. Du maa komme til mig.«
»Faar jeg saa et af Legaterne?«
»Ellers vil Du ikke?«
»Jo det ved Gud jeg vil. Jeg skal komme i Løbet af et Kvarter – hvis man ikke skal møde i Festtoilette.«
»Du skal helst komme som Du er. Jeg lægger Nøglen under Maatten, – saa behøver Du ikke at ringe paa. Men Du maa skynde Dig, for Porten lukkes Kl. 11.«
Alle tunge Tanker var som blæst bort. 159| Saa oprigtigt glad Theklas Stemme havde lydt! Saa var der dog ét Menneske, som holdt af ham for hans egen Skyld.
– Han fik travlt med at gøre det festligt. For ikke at vække Tjenestefolkene listede han paa Strømpesokker ud og tog Vin og Glas frem. Han fandt ogsaa i nogle Blikkasser Biskuits og hjemmebagte Smaakager. Og – han blev helt lykkelig ved sit Opdager-Talent: han fandt paa en Hylde i Spisekamret en Bojan med syltet Ingefær.
Han bragte Byttet ind i den store Dagligstue. Skulde de sidde her eller i en af de mindre Stuer? Eller i hans Arbejdsværelse?
Nej det var bedst at blive i den store Stue: Thekla havde aldrig før været i hans Hjem og hun vilde sikkert finde, at dér var smukkest og finest. Her var ogsaa alle de mange Blomster, og her var Luning fra Ilden i Kaminen, hvad godt endnu kunde tiltrænges.
Han stillede alt pænt tilrette paa et lille Bord, for Spøg lagde han ogsaa et Spil Kort frem. Og han huskede paa, at han endnu fra sidste Gang, Annelise besøgte 160| ham, havde en Æske meget fine Cigaretter og en Pakke Lindt-Chokolade. Til allersidst lagde han endnu et Par Stykker Brænde paa Kamin-Ilden.
Men saa var han ogsaa dygtig træt. Han vilde næsten ønske, at han kunde faa Tid til en ganske lille Blund, inden hun kom.
Han satte sig i en Lænestol. Tændte en Cigar, men lagde den straks igen. Tog en Aftenavis. Københavns første Borger stod der med stor Overskrift. Han smilede og forsøgte at læse – for tyvende Gang de samme banale Festord. Men han var saa træt, saa træt. visen faldt ud af hans Haand, hans Øjne lukkede sig ....
Da Thekla nogle Minutter efter, forsigtigt listende, kom ind, sad Menthe tilsyneladende trygt sovende. Han var død.
Et lykkeligt Tilfælde vilde, at der intet kom ud om de nærmere Omstændigheder ved Ludvig Menthes pludselige Død. Just som Thekla, halvt sindssyg af Skræk, ude af sig selv af Forvirring – med ti Planer 161| snublende over hinanden – just som hun aabnede Entrédøren for at styrte ned og hente Politi og Læge, mødte hun Menthes Huslæge, Professor Rønne. Han havde været med til Festen, havde set, hvor daarlig Konferensraaden havde været og vilde nu paa Vejen hjem, da der var Lys baade hos Portneren og paa 1ste Sal, forhøre, hvordan det gik.
Det faldt ham ikke ind at mistænke Thekla – der var jo hellerikke nogetsomhelst Grundlag for Mistanke. Han lod hende, saavidt det var hende muligt, forklare, hvad hun vidste og sendte hende derpaa bort, skønt hun nu, hvor hun ikke skulde være alene med Døden, tryglede om at faa Lov at blive.
Professor Rønne havde ordnet alt. Det eneste, som Tjeneren og Stuepigen havde undret sig over og som de aldrig fandt ud af, var, at der paa det lille Bord havde staaet to Glas og to Assietter. Cigaretterne, Chokoladen og Kortene havde Rønne gemt hen i et af Skrivebordets Sideskabe.
Fritz og Annelise sad med hinanden i Haanden ved Faderens Lig. Tætte Bleglærreds-Gardiner dæmpede Lyset fra Foraarsdagen. Og saa tyst var Stilheden, at de fornam deres Hjærteslag som en forstyrrende, urovækkende Støj.
Den Dødes farveløse Ansigt tegnede sig skarpt mejslet paa Hovedpudens bløde Underlag, og de magre Hænder laa voksgule paa Lagenets mathvide Kniplinger.
Annelises Hjærte hamrede saa haardt, at det næsten gjorde ondt. Hun førte Broderens Haand dulmende hen over det, lagde sit Hoved ind til hans Bryst og græd sagte.
Fritz strøg hende med den Haand, han havde fri, kærtegnende over Haaret:
»Saa saa, Stump,« hviskede han: »tænk dog paa, hvor godt det er, at han nu har Fred!«
»Ja ja, men jeg synes alligevel, at det er saa Synd.«
163| Hun løste sin Haand ud af Fritz’, knælede foran Sengen og sagde, mens hun klappede Faderens Hænder og bøjede sig nedover dem til Kys:
»For nu kunde jeg være god imod Dig, nu hvor Du er som et lille hjælpeløst Barn.«
»Jeg tror,« sagde hun lidt efter, da Fritz og hun atter sad med hinanden i Haanden: »jeg tror, at de fleste Mennesker aldrig faar sagt, hvad de vilde. Alle har de et eller andet, som brænder dem i Hjærtet, noget, de skammer sig over. Enten en Følsomhed, som de ikke vil være ved, eller en Uret, de har begaaet og som de ikke kan komme afsted med at tilstaa. De udskyder det fra Dag til Dag. Der er jo Tid nok. Og for hver Dag, for hvert Aar bliver det sværere at sige det. Og de dør uden nogensinde at have følt sig udfriede. Synes Du ikke ogsaa, Fritz, at det var, som om Far, hver Gang han saá paa os, var paa Nippet til at ville bekende noget, men alligevel ikke vovede det?«
»Hvis Du har Ret, Annelise, saa har baade Du og jeg stor Skyld overfor ham. 164| Vi gav ham aldrig det hjælpende Ord, han maaske ventede paa.«
»Nej Fritz. Jeg kan nok græde over Fars Skæbne. Men jeg tager ikke Skylden paa mig. Han var mig indtil dette Øjeblik en fremmed Mand. Og selv nu – jeg saá det før, mens jeg laa foran ham og kyssede hans Haand: det er, som om han stadig udspionerer os. Tænk Dig – det ene Øje er ikke helt lukket. Du aner ikke, hvor det var uhyggeligt.«
»Nu vil vi gaa« – sagde Fritz. »Ellers hidser Du Dig blot op til Overspændthed.«
»Ja, saa gaar vi,« sagde Annelise. Hun rejste sig, tog nogle mørkerøde Roser, hun havde bragt med, og lagde dem paa den Dødes Bryst, men uden at knæle. Hun vilde ikke endnu en Gang se ind i dette brustent spejdende Øje.
Nationalbankdirektør Herder, der havde overtaget Stillingen som Formand i »Kvindens Værn og Værge«, gik, efter at have overværet Ludvig Menthes Begravelse, sin daglige Tur ud ad Langelinie.
Det havde været en stor og smuk Begravelse med ualmindeligt mange officielle Kranse og et ualmindelig repræsentativt Følge.
Underlig Skæbne, Menthe havde haft.
Faa Mennesker havde ofret saamegen Interesse og saamange Penge paa alménnyttige filantropiske Foretagender. Faa Mennesker havde tilsyneladende ført deres Liv saa borgerligt korrekt og hæderligt som han. Som ret og rimeligt var, havde Samfundet da ogsaa belønnet ham med officiel Anerkendelse udover det almindelige.
Men nogen populær Personlighed var Menthe trods alt aldrig bleven. Det havde været en mærkværdig kølig Begravelse.
Og dog maatte Menthe have haft Egen166|skaber, der rent umiddelbart talte til den menneskelige Følsomhed.
Øjensynligt var f. Eks. begge Børnene meget bevægede. Navnlig den nydelige Datter – mærkeligt forøvrigt, at hun endnu var hverken gift eller forlovet, saa smuk og fin hun var, tilmed antagelig et meget rigt Parti. Direktøren havde siddet ligeoverfor hende og han havde set, hvordan hun havde maattet kæmpe med sig selv for ikke helt at bryde sammen, og hvordan Broderen havde maattet støtte hende, da han fulgte hende ud til Vognen. Ak, havde han tænkt: med hende, dette forfinede Barn med de trætte Øjne og den blodigt røde Mund, vilde det være en Vellyst at flyve gennem Verdensrummet.
Men oppe i Pulpituret havde ogsaa siddet to sortklædte Kvinder, ikke helt unge, men dog endnu stadselige, der havde været stærkt grebne. Man havde under Talen hørt deres Hulken.
Menthe maatte have haft Tilknytning til Kredse, der laa udenfor det alménkendte.
Mellem de signerede Kranse var der f. Eks. en, som Direktøren havde lagt særlig 167| Mærke til, fordi den var anbragt paa den Side af Kisten, der vendte lige mod hans Plads, og som skyldtes en Forbindelse, Direktøren aldrig havde hørt Tale om.
Det var en Krans fra Litographische Anstalt und Kunstdruckerei »Dania«, Lübeck.
Mens Bankdirektøren gik sin vante Vej ud mod Molen og lod Tankerne komme og forsvinde, vendte paa en irriterende Maade denne Krans og denne Inskription stadig tilbage i hans Hjærne.
Ham bevidst havde han aldrig hørt noget om nogen Forbindelse mellem en litografisk Anstalt Dania i Lübeck og Konferensraad Menthe – alligevel foresvævede der ham noget om Lübeck og Menthe.
I og for sig kunde det jo være ham ligegyldigt, hvilke forretningsmæssige eller personlige Forbindelser Menthe havde haft med Lübeck. Men det gik ham, som naar man søger om et Navn, man har glemt. Man bliver ved at spekulere over det, selv om man slet ingen Brug har for det, og Ens Hjærne faar ikke Ro, før det er fundet.
168| Herder søgte bort fra disse ærgerligt ørkesløse Spekulationer. Han begyndte at regne ud, hvor meget Menthe nu egentligt efterlod sig.
Der gik i Børskredse de mest modstridende Rygter. Nogle paastod, at Menthe af Forfængelighed havde ofret til Velgørenhed alt, hvad han overhovedet ejede – ja at det endog vilde knibe at faa Dækning nu, naar det hele skulde gøres op. Andre hævdede, at Menthes Rigdom var rent fantastisk stor: at han ved Spekulationer i herhjemme meget lidt kendte balkanske Papirer havde tjent et Utal af Millioner.
Herder vidste jo lidt mere om det end de fleste. Han vidste, at Menthes Legater havde fuld Valuta i de fineste Obligationer og i de Legaterne tillagte Ejendomme. Rent bortset herfra havde Menthe stadig en stor Folio baade i Nationalbanken og Danmarksbanken.
Men hvad han skyldte bort, vidste Herder ganske vist ikke. Under normale Forhold – og hvis Menthe ikke havde disponeret fuldkommen vanvittigt – vilde han dog anslaa den efterladte Formue til mindst et 169| Par Millioner. Og han saá for sig Annelise med hendes Øjne, der var trætte af at længes, og hendes Mund, der var saa rød af disse Længsler.
Satan ogsaa med den litografiske Anstalt i Lübeck. Det, at han ikke kunde komme i Tanker om, hvad han en Gang før maatte have hørt om Menthe i Forhold til Lübeck, pinte hans Hjærne i nogle Dage.
Efterhaanden gik det dog af Glemme. Under Behandlingen af Menthes Bo fremkom heller intet, der havde noget med Lübeck at gøre. Alt stemte, bortset fra nogle Kurssvingninger, nøjagtigt med Menthes sidste Statusopgørelse. Der blev til hver af de to Børn paa det nærmeste en Million. Desuden var der til livsvarig Rentenydelse i Overformynderiet 100.000 til Broderen, 50.000 til Frk. Thekla Hansen, Beløb paa 10–25.000 til gamle Tjenestefolk og Kontorister. Efterhaanden, som Rentenyderne døde, skulde disse Kapitaler tilfalde »Kvindens Værn og Værge« som en særlig Fond. Fonden vilde efter Sandsynligheds-Beregning med Renter og Rentes Renter udgøre ca. ½ Million, inden 170| den traadte i Virksomhed. Renterne skulde derefter bruges til organiserede Ferierejser i Udlandet for »mer end almindeligt begavede Børn«. Som det hed i Menthes Testamente: »Med en aarlig Indtægt af 20–25.000 Kr. vil en saadan Fond, fornuftigt administreret, antagelig kunne bestride en væsentlig Del af Behovet: 100 à 150 Børn vil for nævnte Beløb kunne foretage, under gode Vilkaar, Rejser paa 2–3–4 Uger til endog temmeligt fjærne Lande. Det er mit Haab, at de Indtryk og Paavirkninger og den Ansporing til Foretagsomhed, som saadanne Rejser utvivlsomt vil foraarsage i begavede Barnesind, maa blive ikke blot hvert enkelt af de udvalgte Børn, men ogsaa vort Fædreland som Helhed til Gavn og Velsignelse.«
Efterhaanden glemte Bankdirektør Herder ganske de Grublerier, som Æreskransen fra Dania i Lübeck havde bebyrdet ham med.
Ludvig Menthes Motto som Storkors-Ridder – I Eftermælet dømmes Gærningen – skete Fyldest.
I alle de velgørende Stiftelser, som Menthe havde betænkt, hang allerede nu mer eller mindre kunstnerisk værdifulde Portræter af den store Legatstifter. En Bog om ham og hans Gærning var under Udarbejdelse. Og samtidig med Bogens Udgivelse skulde nu d. 12te Maj – Aarsdagen efter hans Død – et Mindesmærke afsløres i den smukke beplantede Gaard, der hørte til Ejendommen ved Frederiksholms Kanal.
Tilfældige Omstændigheder bevirkede imidlertid, at den store Højtidelighed blev udskudt nogle Maaneder. En Bladnotits meddelte, at Udsættelsen skyldtes et Uheld, der var sket med den store Marmorblok, som skulde anvendes til Mindesmærkets symbolske Figur, og da der jo ingen særlig Samfunds-Interesse knyttedes til denne 172| Monument-Afsløring, da det navnlig var Offentligheden ganske ligegyldigt, om Afsløringen skete lidt før eller senere, faldt det end ikke noget Blad ind at fatte Mistanke.
En Dag i April, da Posten blev refereret for Direktør Herder, heftede han sin Opmærksomhed ved en Remisse, der var kommen fra Hanseatische Bank i Lübeck.
Pludselig var Erindringen om den mystiske Krans fra Anstalten Dania i Lübeck atter dukket op, og han spurgte Sekretæren:
»Var der noget særlig af Interesse i Bankens Skrivelse?«
»Ja,« svarede Sekretæren smilende: »man synes at svømme i danske Penge i Lübeck. Vi faar da ogsaa hele Beløbet, 16,000 Kr., kontant i danske Hundredkrone-Sedler.«
Uvilkaarligt faldt det Spørgsmaal Herder ud af Munden: »Hvordan var Sedlerne?«
»Jo« – lo Sekretæren: »de var saamæn gode nok – ualmindeligt smukke Sedler.«
I det samme huskede Herder, at han engang havde oplevet omtrent det samme Spørgsmaal og det samme Svar. Nu vidste 173| han ogsaa, hvorfor han i sin Tid havde pint sin Hjærne med at finde en Forklaring paa denne Krans fra Lübeck. Lyslevende stod pludseligt for hans Erindring den Samtale, da Menthe havde bedt ham lade undersøge de 500 Kr. fra Lübeck.
Mens Sekretæren mekanisk refererede videre, jog et Uvejr af skræmmende Tanker gennem Herders Hjærne. Han lagde næppe nok Mærke til, at Sekretæren havde endt sit Referat og ærbødigt afventende havde rejst sig.
»Var der noget, Direktøren ellers ønskede?« spurgte den unge Mand endeligt.
»Nej Tak. Jo forresten. Lad mig beholde Brevet fra Lübeck. – Tak. Jeg ser, at Pengene endnu ligger i Konvoluten. Hvorfor er de ikke gaaet ind i Kassen?«
»Brevet kom ligesom Direktøren ringede paa Posten. Og da Kassereren ikke i Øjeblikket havde Tid til at eftertælle Beløbet, bad han mig hellere tage det hele med.«
»Det er ikke korrekt af Kassereren. Naa, siig ikke noget til ham. Jeg skal om lidt selv levere ham Pengene.«
Herder sad med de smukke nye Sedler 174| foran sig. Han granskede dem nøje, tog en Lup og undersøgte hver Streg, holdt dem op for Lyset for at prøve Vandmærkerne, lod Fingrene glide hen over dem for at føle Overfladen. Nej, de var aabenbart gode nok. Saa pludselig fik han en Indskydelse: han tog ud af sin egen Tegnebog en Hundredkroneseddel og byttede den med en af Sedlerne fra Lübeck.
Hvad der skete i de Par Maaneder, som forløb mellem Hanseatische Banks Pengebrev til den danske Nationalbank og Afsløringen i August af Ludvig Menthe-Monumentet, var følgende:
Direktør Herder tog, efter at have fundet en ringe Uoverensstemmelse mellem Nationalbankens Seddelpapir og det Papir, der var anvendt til den sidste Emission af de Lübeckske Sedler, en lille Forretningsrejse til Lübeck, ledsaget af en haandfast Betjent fra Opdagelsespolitiet.
Faa Uger efter ankom under hans private Adresse til Nationalbanken et helt lille litografisk Etablissement samt et Par plomberede Kasser med nye Hundredkronesedler.
Samtidig fik Thekla Hansen Brev fra Broderen, at han havde besluttet at bryde op fra Lübeck og tage Ophold i Amerika. Han havde nu tjent saa meget, at han kunde virkeliggøre sin Ungdomsdrøm: at 176| leve som uafhængig Mand i Amerika og opdrage sine Børn til frie Borgere i den store Republik.
»Jeg er rig nok til ikke at behøve at stikke op for en storsnudet Yankee,« skrev han. »Og i Amerika spørger man ikke om Fødsel og Rangforordning, blot man har money paa Lommen. Hvis Du har Lyst, er Du velkommen ovre hos os. I Lübeck, det snærpede Hul, var den ikke saa gunstig. Men i Amerika er Du all right. Go on altsaa, om det kunde more Dig at blive Verdensdame i fifth avenue. Som Du ser, har jeg allerede delvis tilegnet mig det amerikanske Sprog.«
Thekla var rørt og stolt over Broderens Tilbud. Men selvfølgelig faldt det hende ikke for Alvor ind at forlade Kjøbenhavn, hvor hun nu havde det saa trygt og godt. Desuden kunde hun ikke taale Søen. Hun blev søsyg bare hun skulde til Malmø.
Den betydningsfuldeste Følge af Lübecker-Brevet var imidlertid, at Nationalbanken nu gik til en ofte paatænkt, længe paakrævet Omordning af sin Seddelfremstilling.
177| Da Herder, i hvis Hænder Reformens Gennemførelse blev lagt og som høstede megen Ære for det omhyggelige og sindrigt udtænkte System til Sikring af de nye Sedler, blev interviewet om, hvorvidt der var nogen særlig Foranledning til, at man nu pludselig havde besluttet sig til med kortest mulige Varsel at iværksætte den saa længe drøftede Plan, svarede han:
»For hvert Aar blev Reformen mere nødvendig. Vore Sedler har i Virkeligheden aldrig været helt tilfredsstillende. Og efterhaanden som Reproduktions-Tekniken udvikledes, blev det lettere og lettere at lave nogenlunde skuffende Efterligninger. At der i de senere Aar ikke sjældent er bragt mer eller mindre behændigt lavede falske Sedler i Omløb, lader sig ikke bestride. Jeg skulde dog tro, at der ikke har været noget uopdaget Tilfælde. Som oftest har vi hurtigt faaet fat paa Forbryderne og stoppet op for den ubehagelige Konkurrence. Selvfølgelig tør jeg dog ikke garantere, at der mellem de mange Millioner Sedler, som er i Omløb, ikke skulde være en og anden, som Nationalbanken maatte 178| tage Afstand fra, hvis den vilde melde sig med Anfordring paa at blive vekslet med Guldmønt.«
Da Interview’eren videre havde spurgt:
»Gives der overhovedet noget Middel til fuldt ud at sikre Papirpenge mod Forfalskning?« svarede Herder:
»Nogen absolut Sikkerhed kan næppe nogensinde skaffes. Thi man kan jo nu gennem Reproduktion opnaa en saa fuldkommen Lighed, at selv en Kunstner ofte vil have meget vanskeligt ved at afgøre, om den Tegning, der forelægges ham med hans egen Signatur, virkelig er hans Originaltegning eller en mesterligt udført Kopi. Og at de Numre, som staar paa Sedlerne, skulde byde nogen større effektiv Sikring, er selvfølgelig umuligt. I den daglige Forretningsgang bliver der sandelig ikke Tid til at passe paa hver Seddels Numer. Egentlig faar Numrene som Sikkerhedsmiddel først nogen Betydning, naar gamle udslidte Sedler kasseres. Ja, saa slettes altsaa de og de Numre. Og hvis det saa skulde passere, at der kort efter blev indgivet andre Sedler med de samme Numre til 179| Kassation, saa vilde man vide, at man stod overfor et Falskneri. Men: hvilke af Sedlerne var de falske? De først indgivne og kasserede existerer overhovedet ikke længer. Og de sidst indgaaede har – thi ellers vilde de jo ikke trænge til Kassation – været saa længe i Omløb, at de næsten unddrager sig Kritik og Vurdering. Ofte er ovenikøbet Numrene ulæselige eller der er klistret Lapper over dem.
Vandmærket betyder hellerikke længer nogen afgørende Sikkerhed. Ogsaa Vandmærker kan eftergøres forbløffende godt.
Nej – i Virkeligheden er det nu Papiret, det kommer an paa.
Og det er den Vej, vi er gaaet ved Fremstillingen af vore nye Sedler. Vi lader til de nye Sedler fabrikere et Papir, saadan sammensat, at det ialfald kun med uhyre Bekostning lader sig imitere. Og selv om det skulde lykkes en Kemiker at finde Blandingen, maatte han – for at kunne aabne en Konkurrence – enten selv grundlægge en Papirfabrik eller han maatte alliere sig med en allerede bestaaende Fabrik. Begge Dele er en Pokkers dyr Historie. 180| Og tillige meget risikabel. Thi man faar for mange Medvidere. Jeg regner derfor overhovedet ikke med den Fare. Men naturligvis: vi kan blive bedragne af den Fabrik, vi benytter. Eller: Fabriken kan blive bedragen af de Teknikere og Arbejdere, der faar særligt med Fremstillingen af vort Seddelpapir at gøre. Det er givet, at vi, belært af egne og andre Seddelbankers Erfaringer, søger at bringe Risikoen ned til det mindst mulige. Men fuldkommen Sikkerhed naa’r vi, som sagt, aldrig. Den bedste Sikkerhed er, at der nu skal være for mange om Bedrageriet. Thi – for at tage den nærmest liggende Mulighed: hvis den Papirfabrik, der paa vore Vegne fremstiller vort nye Seddelpapir, skulde ville gøre en forbryderisk Forretning ved at fabrikere saa og saa meget til egen Udnyttelse – saa maatte den sammensværge sig med sine egne Funktionærer. Og det vilde blive baade for dyrt og for voveligt.«
Det Herder’ske Interview gav Anledning til mange dels dybt alvorlige, dels letsindigt spøgende Artikler.
Virkeligheden laa der jo i Herders Udtalelser den uhyggeligste Afsløring af vort Pengevæsens Usikkerhed.
Bankdirektøren havde selv erkendt ikke blot Muligheden, men endogsaa Sandsynligheden af, at der til Stadighed var i Omløb falske Sedler, som aldrig blev opdagede: Bastarder af Sedler, der under Navn af ægtefødte Nationalbanksedler gik ud i Livet, trængte sig frem i Handel og Industri, blev modtagne som velkomne Gæster i alle Hjem, selv de fineste og hæderligste, var paa Færde fra Morgen til Aften, snart i Bagerens og Slagterens Bod, snart i en Chaufførs vejrbidte Læderpung, snart i en lækker lille Dametaske – for omsider, naar de var udslidte af Arbejde og Fest, af Velgørenhed og Svindel, højtideligt at tilintet182|gøres i selve Nationalbankens Familje-Krematorium.
Det Spørgsmaal laa da ikke langt fra Alfarvej og blev ogsaa hurtigt taget op af en respektløs Journalist i et autoritet-nedbrydende Blad:
Er egentlig ikke de falske Sedler ligesaa gode som de ægte? Og kunde de ikke i en klog og dygtig Mands Hænder bringe megen Velsignelse? Var der ikke mangt og meget, som de falske Sedler kunde gøre godt af det, som de ægte forsømmer? Lad os tænke os, at vi befinder os i en fattig Tid med Arbejdsløshed og Nød, med Sult og Kulde i Tusinder af Smaakaars-Hjem. Og Staten er paa Forhaand haardt spændt for og har Brug for alt, hvad den gennem Skatter og Skatters Udpantning kan skrabe til sig af ægte Sedler.
Vilde det da være noget at vredes eller forarges over, hvis en smart Mand tilførte de trætte og altfor faa ægte Sedler en gratis Undsætning af nogle Hundredtusinder falske? De tog ikke noget fra Nogen og de bragte – uden at fordre Slid eller Aagerrenter som Vederlag – Føde og 183| Klæder og Varme til Tusinder og atter Tusinder af Nødlidende. De bragte maaske ogsaa begavede unge Kunstnere og Opfindere, Studerende og Handelsfolk Hjælp til Studier og Rejser. De skaffede hæderlige Enker og ugifte Kvinder en betrygget Alderdom i gode og smukke Omgivelser. De hjalp fortvivlede unge Kvinder over Selvmords og Barnemords Afgrund. De byggede Tusinder af lykkelige Hjem op, de tændte i en sur og mørk Vintertid Juleglæde selv i de fattigste Baggaarde.
De bragte maaske – ja hvem véd! – en By, et Land, et Folk over en ond og død Periode.
– – Denne Artikel fremkom samme Dag som Monumentet over Ludvig Menthe nu, efter at Vanskelighederne med Marmoret lykkeligt var overvundne, endelig afsløredes.
Da Annelise, efter at have gjort sig færdig til Højtideligheden, havde læst Artiklen, gik hun hen til Fritz’ Dør og bankede paa.
»Det er kun mig« – sagde hun: »jeg skal ikke forstyrre Dig, men prøv paa, 184| inden vi tager afsted, at faa læst den Artikel her.« Hun rakte ham Bladet ind gennem Døren: »Det er den, der hedder De gode Penge.«
Da de et Kvarters Tid efter sad i Vognen og kørte til Frederiksholms Kanal, sagde Annelise – hun kunde mærke, at Fritz helst gik udenom Spørgsmaalet –:
»Der kan vel ikke være Tvivl om, at der sigtes til Fa’r?«
»Meget muligt, at Du har Ret. Men selv om saa var, hvad saa?«
»Ingenting. Nej naturligvis.«
»Du maa dog forstaa, at en ærgærrig Journalist ikke tager altfor sarte Hensyn, naar han kan skaffe sig en god Effekt. Og Du kan da ikke for Alvor tro, at han, en ganske tilfældig, en ganske udenforstaaende, véd noget.«
»Men det gør Du altsaa?«
»Hvad mener Du? Hvad er der i Vejen med Dig? Hvorfor er Du saa exalteret?«
Annelise sagde:
»Nej, Du maa ikke røre ved mig. Jeg skal nok forsøge ikke at lade mig mærke med noget. Men, hvis Du begynder at 185| kæle for mig og tale kærligt til mig, saa kommer jeg til at græde.«
Og da han lydigt ikke sagde noget og lod hende sidde i Fred for ikke at bringe hende ud af Ligevægt, fortsatte hun et Øjeblik efter:
»Jeg har jo nemlig altid vidst det. Ialfald meget længe. Jeg mener, at jeg længe har været forberedt paa det. Ja det véd Du da ogsaa, at han ligesom bar paa en Hemmelighed, som han gærne vilde indvie os i, samtidig med at han stadig ængsteligt spejdede efter, om vi paa egen Haand havde opdaget den. Jeg ser ham endnu for mig Dagen efter at han var død – da han laa dér og passede paa os med det ene kun halvt lukkede Øje. Hvorfor tror Du egentlig, at han var bange for at sige det?«
»Jamen sødeste Barn dog, Du taler jo virkelig som i Vildelse. Hvor er det dog muligt, at den dumme Artikel til den Grad kan have forvirret dine Begreber?«
»Fritz – I Mandfolk er saa taabeligt samfunds-ængstelige. Artiklen var sletikke dum. Det er ogsaa blot noget, Du som Mandfolk føler Dig forpligtet til at sige.«
186|»Men hvis Du nu havde Ret; hvis Artiklen virkelig var møntet paa Fa’r, og hvis det stemmede – hvad saa, Stump?«
»Saa, Fritz, ja saa vilde jeg finde det modbydeligt, at han var gaaet i Graven med Angst for vor Fordømmelse. Og jeg vilde aldrig tilgive mig selv, at jeg i mange Aar ringeagtede ham, mens jeg fandt Onkel C. E. spændende. Det eneste, jeg ikke begriber, er, hvordan han kom ind paa det. Jeg har tænkt paa at tale med Direktør Herder om det, for der er da ingen Tvivl om, at han véd Besked.«
»Nej, Annelise, gør mig den Tjeneste ikke at tale med Herder. Saadan som Herder er, vil han kun misforstaa Dig. Det behøves heller ikke. For jeg har talt med ham.«
Annelise saá paa Broderen med et langt beundrende Blik og trykkede hans Haand:
»Hvad sagde saa Herder?«
»Jeg kan ikke lide ham. Han gaar ud fra, at han har let Spil med Enhver. Til Dig havde han sikkert sagt noget andet. Til mig sagde han:
»Komedien maa føres til Ende.«
187|Jeg spurgte, om Du og jeg ikke kunde dog til en vis Grad yde Erstatning. Saa smilede han og sagde: Det ejendommelige ved denne Historie er jo netop, at der ikke kan ydes Erstatning. Thi der er ingen, der har mistet noget. Der er intet at sone.«
»Nej,« sagde Annelise – og nu drejede Vognen om ved Vestervold, nu var den om et Øjeblik paa Festpladsen –: »der er ingen, der har mistet noget. Ingen anden end han og vi. Der er intet at sone. Aa, Fritz, Fritz – jeg er ofte saa bange. Gælder det da blot om at føre Komedien til Ende? At undgaa alt, hvad der behøver at sones? Mon Livet ikke vilde blive rigere og skønnere, om vi ikke stadig tænkte paa at lade Komedien ende godt, om vi ikke var saa bange for at faa noget at sone? Om vi vovede at være Mennesker under Livets Træ paa godt og ondt?«
Med et Smil, hvori Ømhed, Smerte og Lykke blandedes, bøjede Fritz sig henover Annelise og trykkede et Kys paa hendes skælvende blodrøde Mund, og, mens deres 188| Øjne og Læber mødtes i en saliggørende Medviden, sad de Haand i Haand. Og Haand i Haand steg de ud, da Direktør Herder som Festkomitéens Formand smilende og galant aabnede Vogndøren.
