15|II

C. E. Menthes Arrestation vakte Forbavselse og Beklagelse. Alle havde regnet ham for en meget velhavende Mand, og hans Forretning nød den største Anseelse.

Man vidste jo nok, at han brugte mange Penge, men hans Livsførelse var dog tilsyneladende ikke paa nogen Maade overdrevent ødsel i Forhold til hans formodede Indtægter.

Dertil kom, at Overretssagfører Menthe var almindelig afholdt i Modsætning til Broderen.

Begge gjaldt de for store Dygtigheder. Men det var meget Faa, der kunde lide Højesteretssagføreren. Hans Væsen var indesluttet, paa samme Tid overdrevent høfligt og koldt afstandtagende.

Oprindelig havde de to omtrent jævnaldrende Brødre – Carl Emil var to Aar ældre end Ludvig – været Kompagnoner, men Kompagniskabet opløstes hurtigt, og i over tyve Aar havde de været ganske 16| uden forretningsmæssig Forbindelse. Selv den selskabelige Forbindelse var den mindst mulige.

At Carl Emil aldrig havde gjort Forsøg paa at komme ind for Højesterets Skranke, hvortil han ved sin Veltalenhed, sin klare Bonsens og sin vittige Slagfærdighed syntes som skabt, forundrede i nogle Aar juridiske Kredse. Det var, som om han manglede Ærgærrighed. Han var tilfreds med at se sin Forretning vokse. Navnlig fik han et mægtigt Klientel af enligtstillede velhavende Damer, hvis Formuer han administrerede, samtidig med at han var deres utrættelige, altid redebonne Raadgiver og Trøster. Ogsaa havde han mange gode Boer, især fra adelige Godsejerfamiljer. Han var saa munter og behagelig at have med at gøre. Og han passede ind i Milieu’et. Var dygtig Rytter og Jæger, i sine yngre Dage glimrende Danser. Han elskede Mad og Kvinder, forstod sig paa alt det materielle, der gør Livet fint og festligt, havde Form og Stil og Takt.

Ogsaa for Kunst og Literatur interesserede han sig saapas. Og uden at have dybere Kunstsans havde 17| han et sikkert Instinkt for, hvad der var det rigtige. De Malerier, der hang paa hans Væg, var virkelig Kunst og var valgte med personlig Smag. Og han dømte om Musik og Teater og Literatur uden Arrogance og uden Fordom; gik forsigtigt af Vejen for det, som hørte Fremtiden til, men lod sig aldrig narre af det godtkøbs oplagte.

Han var helt igennem en sympatisk og vakker Personlighed.

Men nu var han altsaa afsløret som ondartet Svindler. Hans Spekulationer havde bl. a. kostet det meste af de ham betroede Formuer. Til at begynde med var Stemningen for at give Broderen Skylden, ja allerførst var der endog Mange, som troede, at der maatte foreligge en Misforstaaelse: om man havde opdaget, at Ludvig Menthe var en Tyveknægt, det vilde ingen større Forundring have vakt.

Men da det desværre hurtigt lod sig fastslaa, at Højesteretssagføreren var ganske uberørt af Skandalen, kom den Folkets Røst til Orde, selv gennem et Par Blade, at Ludvig Menthe dog indirekte var Skyld 18| i Broderens og hans Klienters Ulykke ved haardhjærtet at have nægtet ham Støtte, og at Carl Emil først for Alvor var dreven ud i sine vilde Spekulationer, da Broderen skaanselsløst havde afvist ham.

Angrebene blev ved, indtil Kriminalretsassessor Thorvald Thomsen udstedte en kategorisk Erklæring om, at Rygterne manglede ethvert Grundlag og at tilmed Arrestanten bestemt hævdede aldrig at have henvendt sig til sin Broder, Højesteretssagføreren, hverken om Raad eller Hjælp. Men forinden havde Angrebene givet Anledning til en Række Retssager med Indstævning af Vidner i Snesetal. Ludvig Menthe gik hurtigt og haardt frem. Og Resultatet blev en Hoben større og mindre Bøder. Naar der ikke tilkendtes Højesteretssagføreren nogen Erstatning, skete det kun, fordi, som det i en af Dommene hed, Højesteretssagførerens Ry som korrekt Forretningsmand maatte anses for saa grundfæstet, at hans økonomiske Stilling ikke kunde anfægtes af ondsindede Bladartikler og privat løsagtig Sladder.