19|III

Samtidig med at den store Offentlighed skræmtes til Forsigtighed, arbejdede der sig fra de snævrere indviede Kredse en vis modstræbende Sympati frem for Ludvig Menthe.

Denne tilsyneladende kolde og haarde Mand røbede i Forsvaret for sit Navn og sin Ære en fanatisk Ømtaalighed, der maatte aftvinge Respekt, selv om den af og til kunde synes overspændt.

En Time efter at Opdagelsesbetjenten havde meddelt ham Broderens Arrestation og før endnu noget Blad havde bragt Nyheden, søgte han Justitiarius i hans private Bolig, en Villa paa Frederiksberg.

Den fine gamle Jurist, der som alle andre af Faget beundrede Menthes Dygtighed, men altid havde følt sig frastødt af hans kantede og kolde Væsen, anede straks en Ulykke, da Højesteretssagføreren blev meldt og et Øjeblik efter traadte ind. Der var en 20| saadan Uhygge over dette stramme blege Ansigt med det nervøst flakkende Blik gennem Guldbrillerne, at Justitiarius uvilkaarlig forberedte sig paa en Tilstaaelse og trak sin allerede udstrakte Haand tilbage.

Hvad skylder jeg Æren ...?« spurgte han og bød med en Haandbevægelse en Stol.

Tak jeg bliver helst staaende« – sagde Menthe, men sank i samme Nu sammenbrudt ned i Stolen.

Et Øjeblik efter stod han dog igen op, rank og fastbidt. »Jeg kommer« – sagde han – »for at meddele Ds. Excellence, at min Broder inat er bleven arresteret.«

Deres Broder Overretssagføreren!« – det kom næsten som en Befrielse, thi dette vedrørte jo ikke direkte Højesteret; samtidig var der oprigtig Sympathi i Udbruddet; thi ogsaa Justitiarius havde altid holdt af Carl Emil Menthe.

Det er Vekselfalsk. Og sikkert meget andet.«

Jeg er virkelig ganske forbavset.«

»Mig kom det ikke overraskende. Jeg har længe været forbe redt ...« 21| »Men Deres Broder sad dog i en udmærket Forretning.«

»Jeg, Ds. Excellence, har altid Mistanke til de Forretningsfolk, der tilbringer deres Aftener paa offentlige Steder. Men det er jo ikke derom, at vi skal tale. Jeg kommer til Ds. Excellence for at bede Dem indtil videre fritage mig for at procedere for Højesteret i de Sager, der er mig offentligt beskikkede.«

Jeg forstaar virkelig ikke ...«

Højesteret kan ikke være tjent med at benytte mig, Broder og tidligere Kompagnon af en Vekselfalskner, som Advokat.«

Jamen bedste Hr. Højesteretssagfører, dette er jo Vanvid. De kan dog ikke gøres ansvarlig for Deres Broders Forvildelser.«

Ganske rigtigt, det kan jeg ikke. Men, Ds. Excellence, nu var min Broder den han var. Og jeg er den, jeg er. Han elsket, agtet, nydende Alles Tillid. Jeg ... naa ja. Ds. Excellence behøver ikke at svare – jeg spørger kun ud i Luften: Hvis en af de to Brødre Menthe skulde i Tugthuset, hvem af dem vilde man saa have tænkt det skulde blive? ... Ja altsaa, jeg be’r Dem ikke 22| svare. Men – ikke sandt? Nu foreligger det Faktum, at min Broder ikke kan undgaa Tugthuset. Og derfor mener jeg, at Højesteret bør forskaanes for at have mig i sin Skranke, indtil selv min argeste Fjende ikke kan tro, at jeg burde gøre min Broder Følgeskab.«

Justitiarius maatte i sit stille Sind give Menthe Ret, at det ikke vilde være altfor behageligt, om han just i disse Dage skulde figurere som offentlig Anklager eller Forsvarer i en Tugthus-Affære. Men det gik dog heller ikke an, at Højesteret diskvalificerede en Advokat, fordi han tilfældigvis var i Familie med en Lovovertræder.

Han svarede derfor:

Jeg takker Dem, Hr. Højesteretssagfører, for Deres taktfulde Omsorg for Højesterets Værdighed. Men jeg som Justitiarius kan ikke tage mod Deres Offer. Og vor gamle hæderkronede Domstol behøver det heller ikke. Saa længe De personligt er uangribelig, er Deres Plads for Højesterets Skranke det ogsaa.« Over Ludvig Menthes skarpe Fugleansigt gled et blegt Smil: 23| »Jeg ventede« – sagde han – »dette Svar. Det faldt mig ikke et Øjeblik ind, at Højesteret vilde forraade en gammel tro Tjener. Men et Menneske kan aldrig blive saa overjordisk som en Institution. Og jeg kan foreløbig ikke procedere i Højesteret. Deres Excellence vil sikkert give mig Ret. I en af de første større Sager, som kommer for, er jeg Aktor. Jeg skal aktorere mod en Herredsfuldmægtig, som bl. a. har skrevet falske Veksler. Der er meget, som taler til hans Forsvar. Selvfølgeligt. Der er altid meget, som taler til Forsvar for de Forbrydelser, der begaas. Ellers vilde det jo være en umulig Opgave at være Defensor. Men jeg som Aktor skal altsaa se at skaffe ham de flest mulige Aar Forbedringshus. Og Ds. Excellence vil forstaa, at det kan jeg ikke. Jeg kan det ikke. Jeg vil det ikke. Lad mig straks sige det: det vilde være ligesaa umuligt for mig at være Defensor.

Hvis jeg nemlig røgtede mit Hverv saa samvittighedsfuldt som det er min Pligt, maatte jeg forsøge at faa Straffen bragt ned til det mindst mulige. 24| Men alle vilde da tro, at det var min stakkels Bro- ders Sag, jeg forsvarede.

Da nu altsaa Højesteret ikke vil sætte mig fra Bestillingen, og da jeg indtil videre ikke kan varetage den – saa er der kun ét af to: enten maa Højesteret bevilge mig en Orlov eller jeg maa nedlægge min Bestalling.«

Hvis Menthe ved Død eller Sygdom var bleven Højesteret berøvet, vilde Justitiarius ikke have sørget. Som Forholdet laa, havde han kun at bevilge ham den ønskede Orlov. Han maatte ovenikøbet som retsindig Mand anerkende Menthes Finfølelse. Skulde han dømme efter denne Samtale, var Menthe en helt anden end han hidtil havde antaget ham for. Der var i hans Udtalelser ikke ét Ord, der ikke var fuldkomment som det burde være.

Selvfølgelig forblev man i den juridiske Verden ikke upaavirket af, at Justitiarius herefter omtalte Ludvig Menthe ikke blot med Respekt, men ogsaa med tydeligt understreget Sympati.