25|IV

Endnu samme Dag søgte Ludvig Menthe endvidere Direktøren for den Bank, som han lige fra sine yngste Sagførerdage havde arbejdet med.

Jeg vil bede Dem, Hr. Etatsraad« – sagde Menthe – »lade foranstalte til Offentliggørelse en nøjagtig Status over mit Mellemværende med Banken. Det ligger saa nær, nu hvor min Broder er afsløret som Svindler, at mistænke ogsaa mig!«

Direktøren svarede:

De og vi har nu i – ja til December bliver det 25 Aar – gjort Forretninger sammen. De har altid paa Dato opfyldt Deres Forpligtelser, og der har været Tider, hvor De har haft Hundredtusinder til Gode hos os – foruden de Værdier, De havde i Depot.

Saavidt jeg véd, er det netop nu Tilfældet. Er det da virkelig nødvendigt at foretage noget saa usædvanligt?« 26| Højesteretssagføreren overvejede nogle Sekunder. Saa sagde han:

Etatsraaden kan begribe, at jeg personligt ikke bekymrer mig om hvad Per og Poul behager at sige. Og jeg forstaar, at Banken i endnu højere Grad føler sig hævet over ondsindet Sladder. Men jeg har Hensyn at tage til mine Klienter. Der gaar mange fremmede Penge gennem mine Hænder, store Foretagender hviler paa Tillid til mig. Alene som Administrator af de Holmske Millionlegater har jeg et uhyre Ansvar.«

Etatsraaden, der var paa sin Post, indvendte blidt:

Jamen, bedste Højesteretssagfører – om de Holm’ske Legaters Obligations-Beholdninger kan Banken jo intet attestere. De ligger i Legatfondens Box og kontrolleres ikke af os, men af Fondens Revisorer.«

Selvfølgelig – med Legatformuen har Fondens Revisorer Tilsynet. Den Sag er godt nok i Orden. Som De véd, revideres der to Gange aarligt. Og den sidste Revision fandt heldigvis Sted for kun tre Uger siden. Men Renterne af de 3–4 Millioner 27| hæver jeg, og de anbringes paa en særlig Konto, som jeg anviser paa. De fleste af Pengene gaar hurtigt ud igen – til Legatnyderne. Men hvert Aar bliver der dog et Overskud, hvoraf en Del, naar Summen er steget til mer end hvad rimeligt er at have staaende til løbende kontante Udgifter, benyttes – efter Tid og Lejlighed og Konjunkturer – til Indkøb af nye Obligationer.«

Alt dette véd jeg selvfølgeligt. Højesteretssagføreren har jo ovenikøbet ofte gjort mig den Ære at raadføre Dem med mig om Indkøbet af de nye Obligationer.«

Nu ja. Men saa véd De sikkert ogsaa, at det paa Grund af de høje Kurser paa Obligationer er temmeligt længe siden, at jeg lod købe. Der var ingen Fordel ved det. Vi fik snarere mere ud af Pengene ved at lade dem staa i Banken. Dette er bl. a. Grunden til, at min Konto – den Konto altsaa, jeg har paa Legatfondens Vegne – for Øjeblikket er saa stor. Af samme Grund forøvrigt er ogsaa min private Konto noget større end ellers. De smiler, kære Etats- raad, De mener vel, at 28| en Mand som jeg ikke behøver at anbringe sine private Penge i 4 eller 4½ Procents Obligationer. Jeg skal da ganske ærligt sige Dem, at jeg er bleven forsigtig. Jeg var for et Par Aar siden kommen langt ud i Spekulationer. Jeg var heldig, netop i et kritisk Øjeblik: der strømmede Penge ind til mig. Og da jeg af Natur er meget mere Samler end Spekulant, foretrak jeg fremtidig at konsolidere mine Penge og lade Andre – f. Eks. Banken – paa egen Risiko spekulere med dem ... Men for at vende tilbage til det, der har offentlig Interesse: De vil sikkert nu forstaa min Grund til at ønske en af Banken attesteret Opgørelse. Saa og saa mange Mennesker har selvfølgelig lagt Mærke til Legatfondens Regnskab for sidste Aar. De, der er ondsindede, vil spørge: hvor er Pengene bleven af? hvorfor er der ikke det sidste Aar købt Obligationer? eksisterer Pengene endnu eller har Svindlerens Broder bortsvindlet dem? Det, jeg beder Dem om, er altsaa at give mig en attesteret Udskrift af mine to Kontoer. I den Omstændighed, at min private Konto er rigelig, 29| vil der, naar man samtidig erfarer, at Legatfond-Kontoen svulmer af Penge, ligge Betryggelse for alle ængstelige Sjæle. Ja, oprigtig talt, Hr. Etatsraad – synes De, at min Anmodning er latterlig?«

Nej saamæn, De har vist Ret. Hvis virkelig Mennesker er saa mistænksomme.«

Mennesker, Hr. Etatsraad, er ikke mere mistænksomme end de har Grund til at være. De er det ovenikøbet ofte for lidt. Det er Dem og mig, Hr. Etatsraad, der tvinger Folk til at være mistænksomme. Ja, jeg mener det. Tag nu et Tilfælde som mit. De véd, at der i de sidste 5–10 Aar har været Tale om, at jeg burde ind i Bank­ raadet. Men stadig har det fra en vis Side stødt paa Modstand ...«

Ikke fra mig – det forsikrer jeg Dem.«

Nej, jeg véd, at Etatsraaden altid har taget det Standpunkt, at De ikke vilde modsætte Dem det. Men De har aldrig rent ud sagt:

Jeg ønsker det. I saa Tilfælde var det nemlig gaaet igennem. Og jeg for mit Vedkommende var saa taabelig at sige: jeg vil ikke trænge mig paa. Det véd De jo nemlig ogsaa, Hr. Etatsraad, 30| at jeg kunde have tvunget mit Valg igennem. Men – ikke sandt – Publikum, der ikke kan dømme om de intime Kulisse-Intriger, det ræsonnerer – og jeg vilde i Publikums Sted gøre det samme –: »Der maa være noget muggent ved Højesteretssagfører Menthe – ellers vilde hans Valg jo være gaaet glat igennem: bekendt Jurist, stor Forretningsmand, i Spidsen for Millionforetagender.« At jeg personlig ikke er det, man kalder populær, spiller jo i dette Sammenhæng ingen Rolle. Til et Bankraad søger man dog ikke fortrinsvis fromme Lammehaler og sliksøde Honningmænd.

Og, ikke sandt, Hr. Etatsraad – hvis jeg nu igen denne Gang, hvor der atter er en Plads vakant, forbigaas, saa vil alle sige: Naturligvis, man kunde jo dog ikke vælge Menthe, for Gud véd og monstro og nu det med Broderen og histop og herned ... ja De kender Rumlen saa godt som jeg. Og nu har Danmarksbanken og jeg, som De mindede om, i 25 Aar arbejdet godt sammen. Men det siger jeg Dem ganske oprigtig, Hr. Etatsraad ...«

Højesteretssagføreren behøver intet at 31| sige. Selvfølgelig véd jeg, hvad der i en Situation som denne er min Pligt. Og naar jeg paa Direktionsmødet paa Fredag ventilerer Spørgsmaalet, vil jeg helst kunne tale ganske upaavirket. Baade for Deres og min Skyld finder jeg det værdigst saadan. Men jeg gaar ud fra, at jeg i Mødet har Lov at referere, hvad vi iøvrigt idag har talt om.«

Selvfølgeligt.«

Og saa sender jeg altsaa Højesteretssagføreren en verificeret Udskrift af Deres Kontoer. Det er jo kun min Pligt at gøre det, naar De ønsker det. Men hvis jeg tør have Lov at give Dem et Raad: saa benyt ikke Udskriften, før det er strængt nødvendigt. Man skal – det er min Erfaring – aldrig lade sig intimidere af Rakket til at lægge Kortene paa Bordet. Jo mere Hensyn man tager, des mere kommer man i Afhængighed. Rakket vil regere. Men de store Forretninger gøres kun, naar de Faa, der forstaar sig paa det, ogsaa vover at tage Ansvaret. Og for Samfundet er det jo da endeligt bedre, at Smer- terne fordeles i ganske smaa Portioner end om nogle En32|kelte lider et Tab af Millioner. Det gælder, efter min Mening, altid om at pirke de smaa Kapitaler ud af deres Huler. Om en Mand ejer 1000–2000 Kr. eller ingenting, spiller ingen Rolle. Hverken for Samfundet eller ham. Men om et Par Tusind Smaafolk bringer hver 1000 eller 2000 Kr. – det begynder allerede at hjælpe. Disse 2–3 Millioner kan muligvis yngle mange nye Millioner. Og kan de det ikke – naa ja, saa taber nogle Tusind Mennesker 35 à 70 Kr. om Aaret i Rente.

Men den Ulykke er da endelig ikke stor. Hvad faar man for 70 Kr.? Meget lidt. For 35 Kr.? Et Vækkeuhr maaske! Men saa er det jagu’ som Regel for sent.«

Et lille Smil krusede Højesteretssagførerens smalle skarpe Læber, mens han rejste sig og rakte Haanden frem til Afsked:

De er ikke blot en klog Mand, Etatsraad, De er ogsaa munter og vittig. Og De skal have Tak baade for Løftet og Raadet. Nu faar vi se. En svær Tid bliver det under alle Omstændigheder for mig og mine.«

Ja kære De, De kan tro, jeg har tænkt 33| paa det. Ikke mindst for Deres Frue – hun med sine sensible Nerver. Tør jeg bede Dem formelde hende min oprigtige Deltagelse.«

Etatsraadens Hilsen vil glæde hende ... Apropos: taber Danmarksbanken paa min Broder?«

»Nej Gud være lovet. Han arbejdede kun ganske lejlighedsvis med os. Det er Købmandsbanken, der faar Smækket. Den gamle Ræv, Konferensraaden, skal være ude af sig selv af Raseri.«

Det glæder mig. Paa Gensyn, Hr. Etatsraad.«