34|V

Medens Retssagen mod C. E. Menthe endnu verserede, afholdtes i et Aktieselskab, for hvilket Højesteretssagfører Menthe var Formand, en Generalforsamling, der gav Anledning til et pinligt Optrin.

Der var i det forløbne Aar indenfor Selskabet opdaget et mindre Bedrageri, og det havde til almindelig Forundring vist sig, at Bedrageriet var udført af Selskabets mangeaarige Kasserer, en gammel forhenværende Stabssergent, der med Tapperhed havde deltaget i Krigen i 64 og nød almindelig Agtelse som urokkelig Hædersmand. Da han traadte ud af Hæren, modtog han, der i Forvejen var Dannebrogsmand, Titel som Krigsraad. Han hørte til den gamle solide Stab af veluddannede og veldisciplinerede Underbefalingsmænd, tilforladelig, pligtopfyldende, nøjsom i sine Livsfordringer. 35| Med sin lille Pension og sin beskedne Gage havde Krigsraad Emilius Frank ført et mønsterværdigt Hjem, pillent og propert, altid velpudset, altid til Parade for baade jordiske og himmelske Chefer beredt.

Sin store dygtige Børneflok havde han og hans brave Hustru, der for nogle Aar siden var død, med store Opofrelser givet en Opdragelse, der var ud over det almindelige i saa jævne Mellemstands-Kredse. To af Sønnerne havde han holdt til Studeringerne, og de sad nu den ene som Læge, den anden som Præst. En tredje Søn var en flink Haandværker, og af de fire Pigebørn var den ene Sygeplejerske, to var gifte med dygtige Forretningsfolk, den yngste, Anna, havde efter Moderens Død styret Huset for den gamle Krigsraad.

Kassemanglen, der skyldtes de i nogle Aar for store Udgifter til Børnenes Uddannelse, var 5–6000 Kr. Og Børnene og Svigersønnerne tilbød straks at dække den. Bestyrelsen var derefter gaaet ind paa 36| at frafalde Anklage mod Krigsraaden. Men Højesteretssagføreren som Formand havde ment det uforsvarligt at beholde ham i den betroede Kasserer- Stilling. Og Dagen, før han skulde fratræde, havde Krigsraaden hængt sig i Kontoret. Han havde indfundet sig en halv Time før Personalet ellers kom, havde lukket sig ind med sin private Nøgle og havde klynget sig op i en Løkke, der var fastgjort til en Krog i Dørfyldingen mellem Direktionsværelset og Kassererkontoret. Paa hans Pult laa hans Krigs- og Veteran-Medaljer samt Dannebrogsmændenes Hæderstegn.

I en Uges Tid havde dette Selvmord beskæftiget Sensations- Pressen, og Selskabets Bestyrelse var bleven stærkt angrebet for sin Haardhjærtethed overfor den gamle Krigsraad. Efter Begravelsen, der fandt Sted under Udfoldelse af den største Deltagelse fra Vaaben- og Forsvarsbrødrene, døde Interessen for den lille Hverdags-Tragedie dog hurtigt hen.

Men nu kom altsaa den første Generalforsamling efter Begivenheden, og Højeste37|retssagføreren mindedes den i sin Aarsberet- ning med følgende skaansomme Ord:

Selskabet oplevede i Slutningen af afvigte Aar den Sorg at miste sin gamle Kasserer, Krigsraad Emilius Frank. I hans Sted ...«

Længer kom Højesteretssagføreren ikke, thi nede fra Baggrunden af Salen skar en vildt skingrende Stemme igennem:

Storsvindlerens Broder, Hr. Højesteretssagfører Menthe, myrdede ham.«

Det varede en Brøkdel af et Sekund, før Forstaaelsen af Ordene ligesom var trængt ind til Forsamlingens Bevidsthed. I den korte Spøgelse-Pause saá man Højesteretssagføreren tage sig til Brystet som ramt af en Kugle, mens Dirigenten ligbleg styrtede frem til Talerpulten for at gribe Klokken. I det samme udløstes Stemningen i en voldsom Applaus, blandet med en forsigtig Hyssen, navnlig fra Salens forreste Rækker. Saa kimede Dirigentklokken og Dirigenten, gamle Advokat Meyer, sagde med høj, bevæget bævende Stemme, mens der atter blev lydløs Stilhed i Salen: »Dette er utilbørligt. Og en Raahed, som 38| jeg, der i 15 Aar har ledet Selskabets Forsamlinger, ikke har Ord stærke nok til at fordømme. Jeg opfordrer den Herre, der har tilladt sig en saa uhørt Insult mod vor højtagtede Formand, til at vise det moralske Mod at melde sig.«

Alles Øjne rettedes søgende mod Baggrunden af Salen, saa lød atter Klokken og i samme Nu Højesteretssagførerens Stemme, kold, rolig:

Jeg beder Dirigenten frafalde sin Opfordring.«

Og med et Ansigt, der var stivnet i Urokkelighed, og en Stemme, der nu lød som Øksehug i en Vinterskov, fortsatte han:

Jeg har ganske rigtigt en Broder, der er afsløret som Storsvindler. Det er en Sorg og en Smerte, som jeg maa bære. Jeg appellerer hverken paa hans eller mine Vegne til Medlidenhed. Vi lever i en Tid af moralsk Forraadnelse. Smitten er trængt ind i selv de bedste Huse. Og der gives kun ét Middel til Udrensning og Helbredelse: skaanselsløs Retfærdighed. Mindre end nogensinde før appellerer jeg til Sen39|timentalitet. Stærkere end nogensinde kræver jeg Retfærdighed.

Og jeg skal nu tillade mig at fortsætte Aarsberetningen:

Efter Krigsraad Franks Død ansattes en af Selskabets dygtigste kvindelige Medhjælpere, Frk. Laura Hemme, som Kasserer. Ved denne Paaskønnelse af Frk. Hemmes Værdi for Selskabet har vi tillige ønsket at vise vor Forstaaelse af Kvinders Ligeberettigelse indenfor Erhvervsvirksomheden ...« – Det blev, mærkeligt nok, aldrig opklaret, hvem der havde afbrudt Højesteretssagføreren. Mindst 10–20 blev udpegede; thi saa stærkt havde Choc’et virket, at hver især troede at have staaet lige i Nærheden af Demonstranten.

Hellerikke Familjen Frank vidste, hvem det var.

Da næste Aften Fritz Menthe, Højesteretssagførerens Søn, og Anna Frank, Krigsraadens yngste Datter, mødtes i deres lille Stamkafé paa Frederiksberg, var hun ganske forgrædt. 40| »Lille Unge, hvad er der dog i Vejen med Dig?« spurgte Fritz. »Vi er alle saa fortvivlede over det, der skete igaar. Og Du kan da nok begribe, Fritz, at jeg mest af alle. For det vilde jo da være lumpent, om jeg eller nogen af de andre havde noget med det sjofle Anfald paa din Fa’r at gøre – selv om jeg ikke kan fordrage ham.«

Fritz lo og lagde hende tæt ind til sig:

Taabelige Barn, den Gamle har s’gu kun Grund til at være henrykt. Jeg har, som Du véd, hellerikke særlig Sympati for ham.

Men Satans dygtig er han. Jeg har vældig Respekt for ham ... Hvad vil Du saa ha’ iaften? Du behøver ikke at være beskeden. For Højesteretten var i saa overvældende godt Humør til Morgen, at han forærede mig 100 Kroner.«