41|VI

De pinligste Dage for Højesteretssagfører Menthe kom, da Broderens Sag et Aar efter Anholdelsen offentligt procederedes for hans egen Skranke og da Bladene havde Sensationsstof til tre Numre i den ikke ublandet tragiske Procedure.

Carl Emil Menthe havde ialfald ikke kedet sig i de 20 Aar, hvor han, som den skæmtefulde gamle Aktor sagde, havde »studeret til Tugthus«. Ikke alle Pengene var gaaet til Spilde i uheldige Spekulationer. Som Aktor videre sagde: »Paa C. E. Menthe passer i ganske sjælden Grad det gamle Ord: Uheld i Spil, Held i Kærlighed. Denne min forhenværende Kollega har i alle Herrens Lande vundet Sejre, der ikke alene kan tilskrives hans Rundhaandethed. Mens hans Forretnings-Journaler ikke altid udmærker sig ved Akkuratesse, er hans erotiske Journaler af en beundringsværdig Klarhed og Nøjagtighed. Vi faar for hver ny Erobring Navn, Stand, Dato, ja ofte 42| Klokkeslet. Og et nydeligt specificeret Regnskab. Mange af disse Damer har, bortset fra saadanne Udgifter, der vistnok almindeligvis anses for at paahvile den mandlige Part – saasom Fortæring i Restauranter, Automobiler, Vogne, Blomster, Drikkepenge etc. – egentlig ikke lukreret ved Forholdet til vor Fortryller. De har gjort særdeles net Gengæld ved Kærlighedsgaver af udlignende Værdi: kostbare Slipsnaale, Arm- og Fod-Lænker, Cigaret-Etuier o. a. l.

Boets Aktiver figurerer disse Souvenirs efter Auktions-Vurdering med 45.300 Kr. De højærværdige Dommere vil da let indse, at det her ikke drejer sig om ganske almindelige Forlovelses-Ringe.

Selv om der imidlertid saaledes ofte er ydet Gengæld, er en saadan Tuskhandel (om jeg tør bruge et saa profant Udtryk om noget saa ophøjet og fint) i og for sig en daarlig Forretning. Thi de Gaver, der udveksles, betales ofte med det tidobbelte af, hvad de kan udbringes til. Han f. Eks. skænker sin Tilbedte en haandmalet Rokoko-Vifte og betaler den i tillidsfuld Tro til dens Ægthed med 5000 43| Frcs.: næste Dag sender hun ham en Snustobaksdaase af Guld, som Antikvitetshandleren har smykket med et kejserligt N og som derfor ogsaa betales med 5000. Her har vi altsaa et smukt Kærligheds-Døgn til 10.000 Frcs. – uden at medregne de sædvanlige 2–300 Frcs., der falder paa hans Ridderkappe. Men holder vi – efter at Festen er endt – Auktion, ja saa er Viften maaske 300 Frcs. værd og Daasen 400. Jeg siger ikke noget ondt om det, og jeg er ikke Kender: højest rimeligt vil de to Turtelduer mene, at Døgnet har været Forskellen – 9300 – værd. Men ganske spidsborgerligt set er det naturligvis ikke nogen god Forretning.

Lad nu dette være, som det være vil. Det kunde jo ogsaa tænkes, at vor Flottenheimer en og anden Gang havde købt en virkeligt ægte Oldsag og at en Liebhaber i næste Slægtled vilde mene det billigt at faa den for 10 eller 15 Tusind. Jeg er ganske vist Aktor, men jeg er for lidt sagkyndig til paa dette Omraade at være Anklager.

Jeg tilstaar ogsaa, at jeg føler en vis misundelig Sympati med en saa uborgerlig Letsindighed. 44| Der er imidlertid en Udgiftspost, der overalt vender tilbage og som – naar man gør Status op – svimler sig op til langt den højeste.

Denne Udgiftspost – af saare delikat Art – synes at involvere en Art af Erotomani, der ifølge berømte Psykiatrikeres Vidnesbyrd, ikke er ganske ualmindelig. Den gaar igen i alle de erotiske Journaler.

Og den er virkelig saa absurd, at man tvinges til at opgive al anden Forklaring og henvise Fortolkningen til Lægevidenskaben: Anklagede har selv i de Tilfælde, hvor han har stiftet jævnbyrdige Forhold, altid, og uden Forskel, ofret Penge ganske hensynsløst til sine Favoritinder paa fint Undertøj – jeg tror, man i bedre Kredse plejer at kalde det Dessous – samt paa Sko og Støvler. Dette kunde vel endda – hvis det ikke ved den bestandige Gentagelse fik Monomaniens Stempel – opfattes som en galant Spøg. Men Komparenten nøjedes ikke med i hvert enkelt Tilfælde at købe til sine Veninder saadanne Beklædnings- (eller Afklædnings-) Genstande. Nej, han holdt ligefrem Lager deraf. Han stod i Forbindelse med 45| franske, engelske, tyske, østrigske og amerikanske Huse og fik derfra de ny- este Modeller. Jeg gamle Mand tabte fuldkomment Mælet, da jeg fik præsenteret et Værelse i hans Lejlighed, der langs alle Vægge havde Skabe med Udvalg af de mest forfinede Ting af Sko, Støvler, Strømper, Strømpebaand og Strømpeholdere, Korsetter – for ikke at tale om de endnu mere intime Beklædningsstykker.

Vor berømte Sindssyge-Læge, Professor Schmidt, som har haft Anledning til at udtale sig om Sagen, har givet den Forklaring, at det her drejede sig om et kombineret Tilfælde af Fetischisme og Paschaisme. Til Oplysning for dem af de høje Dommere, der ikke har studeret Krafft-Ebing, Forel og andre berømte Specialister i Kønslivets snart tragiske, snart komiske Uregelmæssigheder, tjener, at Fetischisme betegner Lystfølelse ved bestemte Legemsdele eller Beklædningsstykker. Paschaisme er en af vor højtfortjente Prof. Schmidt opfundet Betegnelse for Herskerlysten hos Manden i sin mildere Form, inden den udarter til Sadismen, der giver sig Udslag i Mishand46|linger. En Paschaist vil have den Illusion, at hans Elskede tilhører ham som Slavinde – derfor maa hun udstyres med de af ham til Elskovsmødet indkøbte Sager. Først naar hun er iført disse, kan han fuldt ud nyde Besiddelsen af hende.

Saa utroligt det forekom mig, saa utroligt det formodentlig ogsaa vil forekomme den højærværdige Ret, er Sandheden den, at C. E. Menthes økonomiske Sammenbrud i væsentlig Grad skyldes hans her berørte Sindssyge. Der er nemlig, høje Dommere, ingen Grænse for, hvad fint Dame-Undertøj fra Luksus-Forretningerne i de store Verdensbyer koster. Jeg har med mine egne Øjne set nogle saakaldte Combinations af de fineste Kniplinger, tynde som Spindelvæv – ja man fatter blot ikke, at de Damer, som gaar saadan klædt, kommer levende fra det, den kvindelige Natur maa være af en egen haardfør Beskaffenhed – jeg har i det Menthe’ske Bo set saadanne om jeg maa sige Nyttegenstande, der var betalt med 1000 Frcs. og mere pr. Styk. For mig staar det som ufatteligt, at det 47| for C. E. Menthe har været nogen særlig Nydelse, at Kniplingerne var ægte. Han kunde, efter hvad Chefen for et af vore største Varehuse har oplyst for mig, for 20–30 Kr. have faaet særdeles fine og smukke Ting, som kun de særligt Kyndige vilde have kunnet skelne fra de ægte, – Ting, som hverken vort Aristokratis eller vort rige Bourgeoisies mest forvænte Damer vilde skamme sig ved at bære.

Efter min Mening er da C. E. Menthe utilregnelig – ja mer end det. Jeg betænker mig ikke paa at kalde ham skrupgal.

Og jeg vilde helst som Aktor henvise Komparenten til en Sindssygeanstalt. Da imidlertid vor berømte Prof. Schmidt ikke har ment at kunne erklære ham for utilregnelig, maa jeg insistere paa Lovens strængeste Straf.

Thi ...« Og Aktor gik nu over til at gennemgaa Anklagedes Synderegister, hans Forbrydelser mod Paragraf den og den i Straffeloven .... I de Dage, Aktionen mod C. E. Menthe stod paa, gik Højesteretssagfører Menthe 48| ikke udenfor en Dør. Hans Kone og Børn saá ham knapt.

Men den Morgen, Bladene havde bragt Aktors Indlæg med pikante Overskrifter, sagde Frk. Annelise, da hun mødte sin Broder Fritz ved Tebordet:

Gud, Fritz, hvor Onkel C. E. maa have været spændende. Og jeg forstaar saa udmærket baade ham og hans Damer.«

Fritz tog hende om Livet, daskede hende bagpaa og sagde leende:

Fjollede lille Pige. Kan Du være sød og riste mig et Par Stykker Franskbrød!«

Jamen, jeg mener det,« svarede Annelise og lagde med slanke hvide Fingre sirligt et Stykke Brød over Risten. »Monstro der bliver Auktion?«

Nej, min Stump, alle de smaa Busser bli’r højtidelig opbrændt som det Djævelskab de er.«

Det mener Du da ikke Fritz! Jeg vilde virkelig saa gærne have en rigtig fin Souvenir om vor letsindige Onkel.«