49|VII

Carl Emil Menthe havde faaet sin Dom – Bedrageri, Misbrug af betroede Midler og, hvad der vejede tungest i Vægtskaalen: Falsk – det blev ialt 8 Aars Tugthus.

Han kom dog lettere over det end de fleste. Fængselsinspektøren var en forhenværende Fuldmægtig paa hans Kontor, Overbetjenten en tidligere Soldaterkammerat, der bevarede »Kandidaten«s flotte Rundhaandethed i taknemlig Erindring, Præsten var gift med en af hans første Elskerinder og Lægen og Menthe havde i deres Studenterdage slaaet mange lystige Slag sammen.

Menthe blev hurtigt hele Anstaltens Yndling, og selv de andre Fanger fandt det egentlig ganske rimeligt, at han blev bedre behandlet. Hans sikre Instinkt til at forstaa Mennesker, vinde dem og herske over dem svigtede ham heller ikke nu. Han førte sig med samme Rankhed og Fornemhed som 50| altid, var bestandig i godt Humør, elskværdig og hjælpsom, tog ikke forarget Afstand, gjorde sig paa den anden Side aldrig simpel for at komme paa Kammeratfod med Anstaltens Proletariat. Det skete ganske af sig selv, at der indrømmedes ham en Særstilling. De vidste jo nok, allesammen, at han ifølge Rettergang og Dom var Tugthusfange hverken mer eller mindre end de andre; det var hellerikke det, at han var af bedre Familje, der imponerede dem, for der gik i Anstalten ikke saa faa Herremænd og Kavalerer, som enten var til Ynk eller Foragt. Men overfor Menthe havde de uvilkaarligt den Fornemmelse, at han egentlig kun var her i Tugthuset paa Feriebesøg og at han gjorde dem alle en Ære og Fornøjelse ved for en Tid at deltage i deres jævne beskedne Liv.

Og Menthe nød sin nuværende Popularitet ikke mindre end sin tidligere.

Der var kommen ligesom Fest over den før saa graa triste Anstalt. Og han var, som saa ofte tilforn, Festens Centrum. Inspektøren, gudbevares – han havde altid været en svært behagelig og human 51| Mand, men nogen egentlig Fornøjelse havde man aldrig haft af ham. Nu derimod: nu kom han hvert Øjeblik ind i Arbejdsstuerne og gjorde sig det hyggeligt med Sivsko og Merskums-Pibe, mens han ligesom i Smug lod en Rulle Skraa gaa rundt.

Det var ogsaa nu blevet almindelig Skik, at der ved alle Højtider pyntedes op med Blomster – fra Præstegaardshaven. Og Præsten, der hidtil havde indskrænket sin Virksomhed til de foreskrevne Gudstjenester og de pligtmæssige Sygebesøg, havde med ministeriel Tilladelse paabegyndt en Række Foredrags- og Oplæsnings- Aftener. Alle vidste, at han i Forvejen drøftede Programmet med Menthe.

Endogsaa Maden, der iøvrigt altid havde været upaaklagelig, blev »morsommere«. Naturligvis kunde ikke Reglementet i nævneværdig Grad fraviges. Men, naar Menuen stod paa Spegesild og Kartofler, var det dog altid en Fest, naar man i Forsommeren overraskedes med nye Pillekartofler. Og en Smule Rødbede til Flæskestegen paa Kongens Fødselsdag og Jule52|aften gav et lille hjemligt Plus til Festbespisningen.

Menthe gik med Liv og Sjæl op i Anstaltens Drift. Han blev dens egentlige Leder. Overalt mærkede man hans Initiativ. Og efterhaanden gik han jo ogsaa mer og mer ind i Administrationen.

Han blev, efter den foreskrevne Prøvetid, anbragt paa Kontoret.

Det var bl. a. ham, der affattede alle vigtigere Indberetninger til Ministeriet.

En Freds- og Lykke-Tid var oprunden for dette Tugthus, som altid hidtil havde været plaget af Skandaler. Anstalten fik Ry som en Mønster-Anstalt. Ministeriet lod offentliggøre en Bog om de mærkværdigt smukke Resultater, man var naaet til – takket være en liberal Forstaaelse.

Bogen var forfattet af Tugthusets Stolthed: C. E. Menthe.