53|VIII

Saa var det da Gud være lovet overstaaet. Desværre havde Carl Emil ganske vist ikke vist det Mod at vælge det, der for hans Familje vilde have været det behageligste og for ham selv det værdigste: at begaa Selvmord. Men ialfald var der nu indtil videre stille om hans Navn.

Og Ludvig Menthe var lidt efter lidt vendt tilbage til det offentlige Liv.

Det var begyndt med hans Indvælgelse i Bankraadet – efter en lille Mester-Tale af Etatsraaden: ingen havde vovet at opponere.

Thi, som Etatsraaden med bevæget Stemme fastslog: i vanskelige Situationer gjaldt det om, at alle Bravfolk stod Skulder ved Skulder.

Men ogsaa i Højesteret optraadte Ludvig Menthe nu atter. Justitiarius havde ligefrem følt det som en moralsk Pligt at tvinge ham til det: der var jo dog ingen Mening i, at Ludvig Menthe knustes under Aaget af Broderens Forbrydelser. Tænk, 54| om det Princip gennemførtes, at den Enkeltes Skyld skulde sones ikke blot af ham, men af alle hans Paarørende. Det vilde jo være endnu forfærdeligere end naar i Indien en Hustru maatte følge sin Husbond og Herre i Døden.

Efterhaanden laa det ligesom et Tryk over Højesteret – baade Assessorer og Advokater –, at Ludvig Menthe havde dømt sig selv til Passivitet. Det syntes dem efterhaanden Alle som en Opgave at vinde Menthe tilbage.

Og der var en ejendommelig Højtidsstemning over Salen, da Menthe endelig atter stod for Skranken. Assessorerne var mødt fuldtalligt, og paa Advokaternes Bænk sad de fleste af Kollegerne.

Menthe var kendelig bevæget, skønt han kæmpede for at bevare sin sædvanlige kolde Urokkelighed. Og det virkede ejendommeligt betagende at se denne ellers saa stærke og haarde Mand spænde sin Vilje og sine Nerver for ikke at bryde sammen under Øjeblikkets Stemning.

Selv de, der nærmest var kommet af Nysgærrighed, følte en underlig Rislen af 55| andagtsfuld Grebethed, da Menthe traadte frem for Skranken, rank i sin sorte Silkekappe, næsten smuk med sin farveløse skarpe Profil, og uden al Salvelse, men med en ganske svag Dirren bag Stemmens jævne Anslag, begyndte: »Ds. Excellence, De og denne hæderkronede Rets andre høje Dommere vil forstaa og De vil tilgive, at jeg, inden jeg gaar over til at indlade den Sag, i hvilken jeg er beskikket Aktor, føler Trang til at sige, at jeg næppe ved egen Kraft vilde være naaet til en Genoptagelse af den Virksomhed, der i tyve Aar har været mit Livs Stolthed og Kærlighed ... Jeg ser den høje Justitiarius’ Misbilligelse af dette Brud paa Formen. Jeg skal hellerikke gaa videre. Hvad jeg har antydet, vil være tilstrækkeligt. Men jeg maatte, hvor ukorrekt jeg end véd det er, have sagt disse Ord, der er udsprungne af et oprevet, men ved Forstaaelse og Sympati lindret og, saavidt muligt, læget Hjærte.«

Justitiarius rørte lige Klokken, nikkede og sagde forretningsmæssigt, men med ken56|delig Velvilje: »Jeg beder altsaa Aktor gaa over til den foreliggende Sag.«

Stemningen var udløst. Og de fleste listede hurtigt bort; thi den Sag, der skulde for, var ganske interesseløs. En mange Gange straffet Voldsmand og Indbrudstyv skulde blot have den øverste Instans’ Bekræftelse paa saa og saa mange nye Aar Tugthus.

Bladene noteredes Begivenheden uden Kommentarer som »En bevæget Scene i Højesteret«. Kun et lille Skandaleblad brugte Betegnelsen »Uappetitligt«.

Mand og Mand imellem diskuteredes Optrinet desmere. Og selv om ikke saa Faa var tilbøjelige til at gøre sig lystige over Menthes Forsøg i det rørende Fag; selv om endogsaa nogle af de Sagførere, der havde overværet Scenen og i Øjeblikket havde følt sig grebne, selv om nogle af dem bagefter reagerede mod »den gamle Rævepels« – saa kom man ikke bort fra det Faktum, at Virkningen havde været meget betydelig og at Menthe havde spillet sin Rolle saare smukt. Og hvad! Til Syvende og sidst var han vel ogsaa et 57| Menneske. Var det egentlig saa underligt, om han havde været bevæget? Maaske gjorde man dog Manden Uret. Søde og sledske Folk havde vi saamæn nok af. Og haardt maatte det have været for Ludvig Menthe, hvis han virkelig var en hæderlig Mand, stadig at mærke, hvordan han blev trængt i Skygge af sin Broder. Af denne Carl Emil, der vitterlig var halvgal og tilmed en stor Tyveknægt.