58|IX

Menthes Genoptræden i Højesteret blev nærmest en Gæsteoptræden. Mer og mer trak han sig ud af sin Sagførerpraksis for at hellige sig sine mange andre Virksomheder, der stadig forøgedes og udvidedes.

Han, der hidtil havde holdt sig tilbage, – maaske fordi han følte Uviljen mod sig –, modtog nu beredvilligt fler og fler offentlige Hverv.

Der var ligesom sket et Tøbrud i hans Indre. Der var vaagnet i ham en Trang til at slutte sig sammen med andre, til at gøre sine Evner og Kræfter gældende i det store sociale Arbejde. Han gled ud af sin hidtidige Isolation, blev ogsaa i sit Væsen nemmere og behageligere. Og for en Mand med hans administrative Evner, juridiske Indsigt og store Pengemidler var der Brug overalt. Han blev Bestyrelsesmedlem og juridisk Konsulent i adskillige store industrielle Foretagender, han fik ogsaa mer end nok af ulønnede Hædershverv. De 59| skaffede ham Bevaagenhed paa højeste Steder og Adgang til Titel og Ordener. Efter et Par Aars Forløb besluttede han sig da ogsaa til definitivt at opgive Højesteretssagfører-Bestallingen for at modtage Konferensraad-Titlen.

Samtidig overtog han Præsidiet i den store Stiftelse »Kvindens Værn og Værge«, som hans Hustru i mange Aar havde ofret et nidkært Arbejde.

For Fru Menthe syntes dette en stor Sejr, thi hidtil havde hendes Mand nærmest stillet sig køligt afvisende og bidsk ironiserende overfor denne Anstalt, hvor bedre stillede Hustruer og Mødre, der forsømte deres egne Børns Opdragelse, løskøbte deres Samvittighed ved farisæisk at kvaksalverere paa dem uvedkommende unge Piger.

Nogle Ord, som Hds. Maj. Dronningen, Foreningens Protektrice, ved sidste Stiftelsesfest henvendte til ham, havde baaret Frugt.

Hds. Majestæt havde med megen Varme udtalt sin Paaskønnelse af Fru Menthes Betydning for Foreningen og havde ytret et Haab om, at man herefter ogsaa maatte kunne regne paa hans Interesse 60| for denne Institution, der var det af alle filantropiske Foretagender, som stod Hds. Majestæts Hjærte nærmest.

Ved i de følgende Dage grundigt at sætte sig ind i Foreningens Virksomhed kom Menthe ogsaa til det Resultat, at der her var noget at tage fat i. Foreningen var nemlig ikke, som han hidtil havde drillet sin Kone med, blot en moralsk Forbedrings-Anstalt for fremmede Folks Børn, – den havde virkelig praktiske Formaal og kunde med sine rigelige Pengemidler og ved den Støtte, der af Hensyn til Hds. Majestæt ydedes den fra utallige Sider, udrette ikke saa lidt: den raadede saaledes over Fripladser i de fleste bedre Pigeskoler, i Husholdnings- og Handelsskoler, Sprogkursus, Skrive- og Regne-Instituter o. s. v. Den havde ved Siden heraf Fonds for Brude- og Konfirmationsudstyr, Rekonvalescent-Ophold, Sommerferie-Rejser, Beklædning under Studie-Aarene, Hjælp i de første 3 Læreaar paa Kontorer, ja endogsaa smaa Udenlandsrejser.

Desforuden sorterede under Foreningen virkeligt betydelige Legater for unge forældreløse Pigebørn, 61| der røbede særlige Evner for Studering, Musik og Sang, Sygepleje m. m. m.

Menthe fik Lyst til at gribe ordnende ind i denne kaotiske Vel- gørenheds-Basar, hvor man vadede i Gaver og Gevinster, men hvor alt hidtil var gaaet saa temmelig planløst.

At Foreningens Formaal var at støtte Kvinder og hovedsagelig unge Piger var ham ogsaa umiddelbart mere tiltalende – forsaa­ vidt angik hans Medvirkning – end om det havde været en Velgørenheds-Forening for Drenge og unge Mænd.

Dette lille Bimotiv forblev dog en Hemmelighed mellem ham og hans allerintimeste Privatliv.