62|X

Til Privatliv i almindelig Forstand egnede Ludvig Menthe sig ikke.

Selv nu under hans nye Udfoldelse stod der Kølighed om ham.

Han manglede i afgørende Grad Evnen til at skabe Hygge.

Og hans af en fornem, men fattig Officersfamilje udgaaede Hustru, der maaske, hvis hun var bleven gift med en munter og sund Officer eller Landmand, vilde have udviklet sig til en djærv og ligevægtig Frilufts-Matrone, havde fra sit Ægteskabs første Kuldeaar faaet Frost i Hjærterødderne. De tøede ikke op hverken af de to Barnefødsler eller af Omsorgen for Børnene.

Hun besvangredes uden Fest, hun fødte uden Fryd (end ikke med synderlig Smerte) og, saa pligtopfyldende hun end var i alle ydre Ting overfor Børnene, følte hun dem egentlig altid som noget fremmed, sig uvedkommende. Hun hørte til de Kvinder, som skal have Varmen fra Mændene: som kun 63| kan give Varme og Glæde til Barnet, hvis de selv faar den fra Manden.

I et Hjem, der var rigt, men til at fryse sig fattig og ussel i, voksede Fritz og Annelise op – han tre Aar forud for hende. Og det var som om de, allerede da de var ganske smaa Rotter, havde sluttet et lystigt Forbund om ikke at lade sig anfægte. Hvordan Fritz havde klaret sig, indtil han blev tre Aar og lærte Annelise at kende, véd kun Gud. Men fra det Øjeblik, han havde stavret sig hen til Annelises Vugge og havde opdaget dette Vidunder af en Dukke med store alvorlige violblaa Øjne og med Hænder saa bittesmaa, at han næsten ikke turde røre ved dem – fra det Øjeblik var Fritz den lyk- keligste lille Dreng i Verden. Dette var hans »Søtter«, hans levende Legetøj, der havde Øjne, som kunde aabnes og lukkes; en rigtig lille Mund, der kunde drikke; Ben, der kunde sprælle, og Hænder – ja navnlig Hænderne – disse bløde varme Dukkehænder med Fingre, der klemte sig fast om hans eller rodede ham rundt i Ansigtet og Haaret. For første Gang følte 64| Fritz Livets Varme svulme gennem sig, og hans Hjærte blev saa stort i ham, at han mærkede det op i Halsen som en frembrydende Graad. Barnepigen blev angst og vilde føre ham bort. Men da hulkede Fritz og tiggede og bad. Forklare det kunde han jo ikke. Og Barnepigen forstod det vel hellerikke. Han vilde blot ikke væk fra denne lille Søster, han maatte blive ved at mærke hendes varme smaa Poter kæle og knuge og kradse. Saa dejligt det var for en lille frysende Dreng, der aldrig før havde mærket hvad Varme var.

Men for Annelise var Livet fra den første Dag varmt og lyst gennem Fritz’ Smil og Kærtegn og varsomme Tilbedelse.

Og de to Børn voksede op uden at kende til anden Ømhed end den, de gav hinanden. De var som to Fugleunger i en fremmed Rede. Men da de aldrig havde kendt til andet, følte de intet Savn.

Og Kulden udenom dem tvang dem saa meget tættere sammen.

De blev ved fra hin Dag ved Annelises Vugge at holde hinanden i Haanden. De levede deres eget Liv og havde det dejligt. Artigt sad de og lod som 65| ingenting, naar de var sammen med Forældrene: Det var ligesom at være i Skole og blot sørge for at klare det igennem. Desmere vidunderlige var bagefter Frikvartererne, hvor de snart ganske kaadt og snart dybsindig alvorligt fandt ud af, at Børn, naar de blot ikke bærer sig altfor dumt ad, og naar de blot altid holder sammen, ikke behøver at tage sig Forældrenes Særheder og Vanskeligheder altfor nær.

De var heller ikke mange Aar om at opdage, at Moderen, skønt hun havde mest med dem at gøre, var den, der vidste mindst Besked om dem. Hun var tilfreds, blot de ikke gjorde formeget Spektakel, ikke gav Anledning til Klager fra Barnepigen og mødte renvaskede til Maaltiderne. Og paa samme Maade senere, da de kom i Skole og fik private engelske og franske Lærerinder: naar alt bare gik efter Recepten, bekymrede hun sig ikke om mere. Saa fik de deres kølige Godmorgen- og Godnat-Kys ligesaa regelmæssigt som de fik deres Bade og Maaltider, deres nye Klæder og Julegaver, deres Lommepenge og Børneselskaber. 66| Til daglig syntes de overhovedet ikke at existere for Faderen.

Der kunde gaa Uger, hvor han tilsyneladende helst var fri for dem.

Men saa pludselig kunde han en Lørdag sige: »Har I Lyst at komme i Teatret iaften? Jeg har set, at der paa Casino gaar et Stykke, som vist er noget for Jer.« Eller han kunde, naar de kom ind for at sige Farvel, inden de om Søndagen skulde i Skoven med deres Bonne, give Frøkenen et Par Kroner: »Til Konditoren –« sagde han – »men foræd Jer ikke. I Annelises Mave er der ikke Plads til mere end tre Flødeboller.«

Og siden, da Børnene blev større og naaede til Overgangsalderen, kunde han ganske uformodet komme med Bemærkninger eller Spørgsmaal, der viste, at de ikke kunde være helt trygge for ham. Som en Dag til Fritz, da han mødte ham paa Trappen: »Du er bleven saa bleg i den sidste Tid. Enten ryger Du eller Du gør noget andet forkert. Ja, Du behøver ikke at svare. Jeg vil ikke friste Dig til at lyve. Men Du er nu gammel nok til at forstaa. Og klog nok til at Du ikke burde begaa 67| Dumheder. Farvel min Dreng. Og pas altsaa paa.«

Og til Annelise, hun var dengang 13–14 Aar, sagde han en Aften, da hun havde bragt ham Aviser og Breve ind: »Jeg saá Dig igaar til Te i Hôtel d’Angleterre. Du morede Dig godt?« Hun blev blodrød og forsøgte med en lille anstrængt Latter: »Det var virkelig rent tilfældigt. Jeg mødte Ulla Bruhn og hendes Bro’r og saa bad de mig med.« Han tog hendes Haand og trak hende hen til sig: »Er det med din Mo’rs Tilladelse, at Du gaar paa Kafé?« Han gjorde et lille Tilløb til at lægge Armen om hende, men da han mærkede, at Annelise holdt igen, slap han hende. »Naa, hvad siger din Mo’r?«

Aah, Mo’r har virkelig aldrig sagt noget om den Slags. Der er da heller ikke noget ondt i det.« »Maaske ikke. Men det passer sig ikke for en fin lille Pige. Ja ja. Gaa saa.«

Naar Menthe lod falde et saadant lille Ord til Børnene, sørgede han altid for, at Moderen ikke hørte det. Med hende var han forlængst ophørt at tale om dem. Thi hendes eneste Svar var: »Du behøver 68| ikke at være bange. Jeg skal nok passe paa mine Børn.« Det var netop i hine Aar, da Bevægelsen for Kvindernes Ligeberettigelse trængte ind i de bedre Kredse. Og Fru Menthe var en af de Førende. Der stod megen Respekt af hendes Dygtighed, samtidig med at man beklagede hendes kranke Skæbne: at være gift med Ludvig Menthe maatte sandelig ikke være let. Der gik navnlig Ry af hende som Moder. Alt, hvad de to Børn havde af Velopdragenhed og Nethed, skyldtes selvfølgelig hende.

Menthe tænkte helst saa lidt som muligt paa Børnene. Dels havde han mer end nok at varetage desforuden. Dels kunde han ikke taale det. Thi han vidste, at her var han magtesløs. Men det oprørte ham, at hans Børn i Virkeligheden gik for Lud og koldt Vand.

Og det hændte den usentimentale og flittige Mand, at han i ensomme Aftenstunder, naar han efter Middag havde trukket sig tilbage til sit Studereværelse, sad halve og hele Timer ørkesløs foran sit Skrivebord, med Pen i Haanden, hensunken i en tung 69| Drømme-Dvale, lyttende til de unge Stemmer fra Dagligstuen, tegnende paa Papiret foran sig i sirlige, snørklede, forelskede Streger Navnet Annelise; om og om igen det samme Navn. Det blev kun til disse Streger og til vage Drømmetanker som Musik dertil:

Du søde lille Pige, Du dejlige fine lille gode Pige. Om din Moder havde været som Du.

Men naar han vaagnede op, skammede han sig over sig selv og rev det beskrevne Blad i bittesmaa Stumper.

Fritz, der selv syntes, at Annelise var yndigere end nogen anden ung Pige, havde en instinktmæssig Anelse om Faderens hemmelige Tilbedelse. Han saá jo ogsaa, hvordan den gamle ofte, ligesom prøvende, rakte sin Haand frem – blot for at faa Lov til at røre ved sin lille Pige – og hvordan han sky trak den tilbage, naar han mærkede, at hans Kærtegn blev ringeagtet. Og han sagde det en Gang til Annelise: »Ved Gud, om han ikke er ganske væk i Dig. Du er dum, Pigebarn, at Du ikke benytter Dig af det.« Men Annelise svarede alvorligt: »Hvis 70| Fa’r blot én Gang, mens jeg var lille, havde taget mig paa Skødet og kælet for mig, saa lagde jeg gærne nu, saa ofte han vilde, mine Arme om hans Hals. Men, Fritz, han forsømte os, mens den rette Tid var. Og naar han nu vil røre ved mig, er det mig ligefrem ubehageligt. For nu er jeg en voksen Dame og han en fremmed gammel Herre. Jeg har tænkt meget over det. Nu maatte han komme til mig som et lille Barn, der trænger til Hjælp.«

Saadan som Du kom til mig, Annelise, da Du laa i Vuggen.«

Ja netop, Du vigtige Dreng. Og jeg vil sige Dig noget: jeg kunde godt tænke mig Fa’r som et lille hjælpeløst Barn.«

Mo’r ogsaa?«

Nej Du – det er netop Forskellen.«