71|XI

Inden Menthe blev Konferensraad og Præsident for »Kvindens Værn og Værge«, spiste han en Gang om Ugen til Aften hos Manicure-Firmaet »Haandens Røgt og Pleje«. Firmaets Indehavere var to muntre og venlige Damer, der i Ly af deres Borgerskab førte et utvungent Selskabsliv.

Husets bedste og kæreste Ven var dog afgjort Ludvig Menthe.

Det var ham, der betalte Huslejen og Skatterne, Telefonen – der var uundværlig – og de mange sirlige Manicure-Instrumenter, der var saavel Skilt som Decorum.

Frk. Thekla Hansen havde kendt Menthe fra den gode gamle Tid, da en glad Pige endnu turde være sig sin Profession bekendt, og da der endnu var et Virkefelt for Midnatsmissionærer i Galoscher og med 72| lange graa Havelocks. Og da hun altid havde været en net og dannet og diskret Pige, hjalp Menthe hende – dengang de lukkede Huse definitivt blev lukkede og hun og hendes Medsøstre maatte drage i Landflygtighed – til sammen med en Veninde at grundlægge Etablissementet »Haandens Røgt og Pleje, amerikansk Highclass-Manicure-Salon, Hverdage 2–6, Søndag efter Aftale«.

Theklas Veninde, Frida Reuterskjold – af gammel svensk Adel – havde studeret i Berlin. Paa Firmaets Reklamekort, der fandtes hos Portier’erne i de fleste bedre Hoteller, stod derfor med fuld Ret:

Uddannet i Udlandet«.

Forretningen trivedes godt, især i Turistsæsonen; de to Damer sled ofte tappert i det til langt ud paa Natten.

Men én Dag om Ugen lukkedes præcis Kl. 6. Onsdag Aften var forbeholdt Menthe. Han kom paa Slaget 8 og gik paa Slaget 11.

Her i Theklas og Fridas hyggelige lille Hjem, sammen med disse to glade, tilfredse og arbejdsomt selverhvervende Kvinder udfoldede Menthe alle sine bedste 73| Egenskaber. Her strøg han, saavidt hans Natur tillod ham det, al Højtidelighed af sig. Han, der sammen med det gode Selskabs Damer følte sig sky og usikker og som i sit Ægteskab aldrig havde tilstaaet mere end der akkurat hører med til at sætte Børn i Verden – han, der hos sin Hustru aldrig havde været andet end paa Høflighedsvisit og heller aldrig af hende havde modtaget mere end almindelig konventionel Gæstevenlighed – han vovede overfor Thekla og hendes Veninde at vise sig som han var. Livet havde lært dem at være forstaaende og gode og hjælpsomme. Herregud, lidt Fjolleri er der jo i alle Mennesker.

Det ene er ikke stort mere fjollet end det andet, til Syvende og sidst er det altsammen inderst inde det samme. Og naar man som de dagligt spillede med i saa og saamange erotiske Narrekomedier, saa vænnede man sig til at se overbærende og uforarget paa alt. De var – uden selv at tænke over det, uden Tanke om at gøre sig til af det – bleven livskloge Samaritinder, bramfri Rødekors-Søstre ved Erotikens Ambulance. 74| I deres Forhold til Ludvig Menthe var der desuden en virkelig Hengivenhed. De hørte meget ondt om ham. Men de troede ikke paa det og tog ham ofte paa deres naive skikkelige Maade i Forsvar.

Overfor dem var han altid god og hjælpsom. Mange af dem, der angreb ham, var baade raa og nærige.

Onkel« – som de kaldte ham – betød i Virkeligheden for dem Hygge og Familieliv. Disse Onsdags-Fester var i deres Tilværelse Tilknytningen til alt det, de mindedes fra deres Barndom og som de undertiden sentimentalt længtes tilbage til.

Thekla havde desuden sammen med Menthe en Hemmelighed, der uløseligt bandt hende til ham. Han havde nemlig for nogle Aar siden, mens hun endnu boede i den lille Gade, hjulpet hende og hendes Tvillingbroder Valdemar ud af en slem Suppedas, som Valdemar nær havde rodet sig selv og hende ind i.

Valdemar var af Fag Typograf og Litograf og mer end almindeligt dygtig. Straks da han var udlært, fik han en udmærket Plads i et af Hovedstadens ældste og fineste 75| Etablissementer og hans Principaler spaaede ham en efter hans Forhold glimrende Karri­ ère. Men Omgangen med hans Tvillingsøster, der forgudede ham, og med hendes Veninder, der alle forelskede sig i ham, bragte ham paa Afveje. Han tilbragte sine Nætter i den lille Gade og forsømte sit Arbejde. Efter kort Tids Forløb lod hans Principaler ham vide, at de ikke kunde bruge ham.

Valdemar Hansen var tilsyneladende ligeglad. Han var ung og letsindig og han elskede en af Pigerne i Gaden. Han drømte om ved et rask Kup at tjene mange Penge og saa stikke af til Amerika med sin Kæreste og Søsteren.

Det Trykkeri, hvor han havde arbejdet, havde paa Nationalbankens Vegne med Seddel-Fremstillingen at gøre. Og Valdemar Hansen kendte Tekniken ud og ind.

En Morgenstund, efter et vældigt Nattesold, indviede Valdemar Søsteren i sin Plan. Han vilde købe sig nogle litografiske Sten og en Haandpresse. Han skulde, Fanden gale ham, lave Sedler, der sagde Sparto til Nationalbankens. Saa gjaldt det bare om 76| at dangdere den lidt bedre end de, der tidligere havde fusket i Faget. Ikke være for forhippet. Ikke sende Pengene ud, naar de endnu var smaskvaa­ de, og ikke i for store Portioner ad Gangen. Han vidste s’gu nok, hvordan Sagen skulde gribes an. Det, det gjaldt om, var stadig at betale med de falske Sedler og at spare de ægte op. Det hændte jo heller ikke saa sjældent, at Værtinden eller en af Gæsterne ønskede en Hundredkroneseddel vekslet. Paa den Maade kunde man, uden at Nogen lagde Mærke til det, i Løbet af faa Maaneder faa samlet nogle Tusind Kroner i ægte Sedler. Og saa Adieu gamle Danmark – saa over Havet til ny Tjans og ny Rigdom. Gik det ikke paa anden Maade, saa var der da ogsaa i Amerika Brug for godt lavede Sedler, baade danske og alle mulige andre.

Thekla var hverken Nationaløkonom eller Jurist. Men hun syntes, at Valdemars Plan var storartet. Og hendes eneste Bekymring var, om han nu virkelig ogsaa kunde lave ligesaa gode Sedler som de rigtige.

Jeg kan s’gu lave dem meget bedre. 77| For det vil jeg sige Dig, min Pige, at det er noget rigtig Skidt, det, som Staten lader lave.

Det er der ogsaa kun én Mening om, at vi trænger til at faa nogle bedre Sedler.«

Ja« – svarede Thekla, fuld af Beundring: »naar Du bare lover mig, at dine Sedler bliver de bedste. For saa kan der jo da ikke være noget slemt i det. Men jeg kunde ikke lide, om Du f. Eks. stak Fru Rasmussen (Fru R. var Husets Værtinde) nogle Sedler, som hun ikke kunde bruge, selv om hun er en Rakkermær.«

Saa blev da den nødvendige, ikke store Driftskapital skaffet tilveje og Valdemar tog med Energi fat paa Arbejdet.

Men Ludvig Menthe, der et Par Gange havde truffet Valdemar hos Søsteren og som af nogle Udtalelser fra hende havde forstaaet, at der var noget stort og hemmelighedsfuldt i Gære, opdagede i Tide Falskmøntneriet. En mørk Vinter-Eftermiddag, da han uventet indfandt sig – paa en Tid, hvor der ellers var Fred og ingen Fare i den lille Gade – laa der paa Theklas Skrivebord en Bunke nye Tikrone-Sedler. 78| Han lod sine Fingre glide hen over dem, mærkede, at de var ganske fedtede, og sagde uden Omsvøb:

Hvor har Du de falske Sedler fra?«

Mens Thekla fuldkommen paff ledte efter Svar, fortsatte han:

De er forresten godt gjort. Men det er Synd for din Broder.«

Og da hun forsøgte at protestere, brød han kort af:

Send ham op til mig. Saa skal jeg gøre, hvad jeg kan for at hjælpe ham. Men Betingelsen er, at I udleverer mig ikke blot de dér, men hele Oplaget og alle Stenene og Pressen. Alt. Forstaar Du: alt.«

Valdemar havde først raset. Men det endte dog med, at han søgte Menthe paa hans Kontor.

Og en Uge efter rejste han til Tyskland, rigeligt udstyret med Rejsepenge.

Et Aar eller to uddannede han sig paa Menthes Bekostning i de bedste Anstalter i Tyskland. Og nu sad han etableret med eget Værksted i Lübeck, lykkeligt gift med en brav tysk Haandværkerdatter, lykkelig Fader til et Par sunde og flinke Børn.

Hvad Menthe dengang havde gjort for 79| Thekla og hendes Bro- der, forblev og maatte forblive en Hemmelighed mellem de tre. Da Thekla forstod, hvilken Fare hun havde været ude for, blev hun ganske rystet, og endnu holdt hun ikke af at tænke tilbage paa det forfærdelige. Men at hun og Valdemar til evig Tid maatte være Menthe taknemmelige, det var da givet. Ovenikøbet vedblev Menthe trofast at interessere sig for Valdemar. Det var ikke ofte, at hun hørte direkte fra Broderen, men gennem Menthe fik hun ikke saa sjældent en Hilsen; deraf kunde hun forstaa, at han til Stadighed holdt Menthe underrettet om, hvordan det gik ham. Og nu sidste Gang, da Højesteretssagføreren vendte tilbage fra sin aarlige Baderejse, overraskede han hende med at fortælle, at han paa Hjemrejsen havde besøgt Valdemar i Lübeck.

Det synes at gaa ham udmærket,« sagde Menthe: »Han har et smukt indrettet Værksted og et nydeligt Hjem – en lille Villa med Have og dejlig Udsigt over Vandet.«

Thekla spurgte interesseret om Konen – som hun instinktmæssig var lidt bange 80| for – og om Børnene, som hun tanterørt længtes efter en Gang at se.

Menthe svarede, at Børnene var baade kønne og velopdragne og at de artigt og pænt havde bedt om at hilse Tante Thekla, hvis Billede stod paa Valdemars Skrivebord. Konen var tilsyneladende ogsaa rigtig flink, og – sagde Menthe videre: »Jeg tror at hun netop er den Kone, din Bror trængte til. Hun beundrer og tilbeder ham og hun passer Huset og Børnene og ham storartet. Nogen Skønhed er hun efter min Smag ikke, men hun er rigtig net.«

Det var et virkeligt Offer, Menthe bragte Hensynet til sin sociale Stilling og de filantropiske Foretagender, hvis Varetager han nu var, da han besluttede at opgive sine Onsdag-Aftener. Og han følte sig oprigtigt bevæget, da han mærkede, at ogsaa Thekla og Frida blev bedrøvede over, at det nu uigenkaldeligt var forbi med disse smaa hyggelige Fester, der efterhaanden for dem alle tre var bleven som et Stykke idyllisk Familjeliv, hvor de i tryg Samhørighed ligesom fandt nogen Erstatning for det, de ellers hver især i deres 81| tomme og kolde Liv maatte undvære. Det, som oprindelig havde ført Menthe og dem sammen, det, som stadig var vedblevet at være det indledende Tilbehør til disse Aftener, var nu det underordnede. Det var jo saa naturligt, at Menthe vilde ogsaa det. Det var noget, der selvfølgelig hørte med – saadan som det jo ogsaa hørte med til et rigtigt Familjeliv. Og selv om det ikke var saa morsomt længer, selv om det havde mistet sit Præg af forfinet og spændende Lastefuldhed, saa var der dog hverken for dem eller for ham noget grimt i det. Det var blot noget, der skulde overstaas, inden man gik til det solide kolde Bord med den paafølgende gemytlige Idiot-Seksogtreds.

De to Pigebørn græd af et oprigtigt Hjærte, da Menthe forklarede dem, at det nu maatte være forbi. Han følte, at her var to Mennesker, som virkelig holdt af ham – fordi han overfor dem havde vovet at være Menneske. Det var ganske vist fattigt og ringe i Forhold til hvad Livet burde have kunnet give ham. En bitter Fornemmelse af, hvad han havde forskertset og hvor langt rigere hans Liv kunde 82| have været, strejfede hans Hjærne og krympede i et flygtigt Nu hans Hjærte.

Saa strøg han resolut alle sentimentale Anfægtelser bort. Selvfølgelig, sagde han til sig selv, flæber de kun, fordi de synes det er slemt at miste en sikker Indtægt. Men hans Haand rystede dog en Smule, da han tog sin Tegnebog frem og forretningsmæssigt talte en Bunke Sedler op paa Bordet:

Her,« sagde han: »her, Thekla, er til at købe det nye Spisestue- Møblement, som Du saalænge har ønsket Dig. Indtil videre kan Du ogsaa gøre Regning paa de sædvanlige Maanedspenge. Og her er 300 Kr. til Frida.«

De to Pigebørn var saa underligt betuttede over al denne Velstand og Højtidelighed. Det var som baade Begravelse og Arv. Og de stod stille grædende med hinanden om Livet.

Er det virkelig nu forbi?« spurgte omsider Thekla, mens Menthe for en Sikkerheds Skyld eftertalte Pengene paa Bordet. »De kunde da godt, Onkel, en Gang imellem kigge ind til os. Vi skal ikke sige 83| det til et Menneske – det lover vi – ikke sandt, Frida? Onkel kan stole paa os.«

Det kan han,« nikkede Frida.

Menthe længtes nu efter at faa en Ende paa det. Og han sagde næsten brydsk: »Det er overflødigt at spilde flere Ord. Som jeg har sagt: det maa være forbi. Men hvis jeg altsaa kan stole paa Jer og Jeres Diskretion, saa kan I ogsaa stole paa mig.«

Han rakte Frida Haanden til Farvel og Thekla fulgte ham ud i Entréen. Mens hun hjalp ham Overfrakken paa, listede han en lille rød Æske ind i hendes Haand: »Det er en Ring,« sagde han – »til en lille Erindring.«

Og inden hun havde faaet sig samlet til Tak, sagde han kort og hastigt:

Skulde der passere noget alvorligt, saa telefonér. Er jeg ikke tilstede, saa opgiv det sædvanlige Navn. Jeg skal da ringe Dig op. – Og lev saa vel.«

Menthe gik rank ned ad Trappen – uden at vende sig, uden at agte paa Thekla, der stod og viftede med en vaad Lommeklud. 84| Men da han var kommet over paa den anden Side af Gaden, stod han nogle Sekunder stille og stirrede op mod det gule Lys bag de nedrullede Gardiner i Theklas Lejlighed.

Mon de nu sad og lo ad ham?