85|XII

En Aften, efter at Forældrene var gaaet i Seng, var Annelise, som saa ofte før, paa Besøg hos Fritz i hans Værelse.

De havde gjort sig det hyggeligt og bekvemt. Hun laa paa Chaiselonguen i en lyseblaa Flonelsslobrok. Der var varmt i Stuen og hun havde ikke meget under Slobroken. Fritz sad paa den anden Side af det lille runde Bord, der var dækket med Cigaretter, Whisky og Soda, Cordial Médoc og en Æske Chokolade, og saá forelsket og beundrende paa sin lille Søsters gratiøse Silkeben og spæde Jomfrubarm bag hvide Kniplinger. Alleryndigst var dog hendes slanke Hænder med de fine blegblaa Aare-Arabesker under den hvide Hud og med de blankt rødmende Muslingskal-Negle, disse blødt legende, selvsikkert bydende Barnehænder, der allerede fra Vuggen af havde fanget ham ind og taget hans Huldskabs-Ed.

Hver Bevægelse, disse Hænder gjorde, 86| var en ny Skønhed, de var som smaa Sirfugle, der, mens de flyver og ikke mindst mens de hviler, tegner sig selv som stadig nye Vidundere af indsmigrende Ynde.

Fritz sad i stille Nyden og sammenlignede. Han tænkte paa Søsterens Veninder – ingen af dem havde det Skær af Udsøgthed – og han tænkte paa Anna Frank, hvem han havde været sammen med den foregaaende Aften.

Ja vist var Anna en sød og flink Pige. Varm og god og gavmild.

Rørende god og kærlig. Og saa nydelig i Væsen, saa fin i Tænkemaade.

Men dog af en hel anden Verden.

Baade hun og alle andre unge Piger, han ellers kendte – baade de, der hørte til »Kredsen« og de, der som Anna kun hørte til hans Kreds – de var allesammen saa selvfølgeligt skabte til at tages paa, til at kysses og kærtegnes paa ganske jordisk Maade.

Men Annelise – hvor var det muligt at tænke sig hende kysset og kærtegnet af en fremmed Mand! Selvfølgelig var hun af Kød og Blod 87| som alle de andre. Og saadan som han og hun fra smaa af havde talt med hinanden om alt muligt, vidste hun om Livet meget mer end de fleste unge Piger.

Hun havde ikke behøvet at stjæle sig til Viden gennem forbudt Læsning og slibrig Veninde-Fortrolighed.

Selvfølgelig var Annelise ikke noget overjordisk Væsen. Det faldt ham hellerikke ind at ønske, at hun skulde være det. Det var blot saa svært for ham at tænke sig hende i en Mands Arme. Annelise, dette lillebitte Barn i en Vugge; Annelise, denne tilbedte lille Søster, hans Barndoms- og Ynglinge-Tids sværmeriske Drøm og Digtning; Annelise, denne foraarsfine unge Pige, der laa dér paa Chaiselonguen og legede med sine smaa Hænder som et Barn i en Vugge.

Han kom til at smile. For netop nu rakte Annelise en af de smaa Hænder frem imod ham og bad om Ild til den Cigaret, der vippede mellem dens Fingre.

Han forsøgte at smile sig væk fra Drømmen og sagde, mens han strøg en Tændstik af: 88| »Jeg er saa dum, saa dum, saa dum. Jeg tør slet ikke sige Dig hvor dum.«

Jamen, Fritz« – svarede hun og rejste sig halvt op, støttende sig til den venstre Arm – »det er jeg virkelig meget ked af. For jeg vilde netop gærne, at Du i Aften skulde tale rigtigt klogt og fornuftigt med mig. Der er saa meget, som jeg vilde spørge Dig om.«

Ja ja da, Stump, saa skal jeg forsøge at tage mig sammen. Fik Du Ild?«

Ja Tak. Vær rar at skænke mig en Likør. Og bland Dig saa selv en Whisky ... naa jeg ser, at Du allerede er forsynet. Ikke sandt, nu har vi det dejligt? Og nu spørger jeg og Du svarer – ligesom i gamle Dage, da Du følte Dig saa propfuld af din nybagte Studenter-Visdom, at Du syntes jeg ogsaa burde have Andel i den.«

Altsaa?«

Allerførst vil jeg gærne vide, hvordan det gaar med Dig og din Veninde? Var det hende, Du skulde være sammen med iaftes?«

Ja.« 89| »Og I har det stadig dejligt med hinanden?« »Jeg holder meget af hende.«

Hun holder altsaa mere af Dig. Er det ikke Synd for hende?«

Jeg tror det ikke.«

Jamen Fritz – vær nu ærlig. Du véd med Dig selv, at Du en Dag gaar fra hende. Og Du venter egentlig blot paa det Øjeblik, da Du finder en ny, som morer Dig mere – maaske kun fordi det er noget nyt. Men tror Du, at hun saa let kan gaa over til en anden?«

Nu maa Du ikke mene, at jeg er indbildsk, Annelise, naar jeg svarer Dig, at det, jeg har givet Anna, er ialfald ligesaa meget som det, hun har kunnet give mig. Jeg har aldrig lovet hende, at jeg vilde forlove eller gifte mig med hende, og hun har – fordi hun er den lille fornuftige Pige hun er – heller aldrig tænkt paa noget i den Retning. Hvis Anna havde faaet et Barn, naa ja, saa kunde det være blevet en Ulykke for hende. Nu, som det er gaaet – og Du kan begribe, at jeg har sørget for at der intet skulde ske –, vil 90| den Oplevelse, hun har haft med mig, altid staa for hende som et stort og mærkeligt Eventyr. Og hun vil med den Forfinelse, hun paa mange Omraader har faaet gennem mig, have langt flere Chancer end før for at gøre et godt Parti indenfor sin Kreds. Jeg har ikke fordærvet hende – tværtimod. Og jeg har intet foregøglet hende.«

Jeg vil haabe, at Du har Ret, Fritz. Men – hvad vilde Du saa egentlig med hende?«

Synes Du, det havde været pænere, om jeg havde købt mig nogle Piger fra Gaden?«

Havde det ikke været pænere, om Du havde ventet, til Du fandt den, Du holdt saameget af, at Du vilde gifte Dig med hende?«

Jeg véd det ikke, Annelise. Jeg har jo selv tænkt saa meget derover. Det er vist meget sværere for unge Mænd end for unge Kvinder at vente. Og det er saa meningsløst at skulle slaas med det, som selve Naturen giver os som Tegn paa vor Ungdom og Sundhed.

Jeg tror ogsaa, at 91| de, som tilsyneladende sejrer i Kampen, næsten altid maa betale Sejren med grimme og forsmædelige Nederlag i Lønkamret. Og det med Anna har virkelig ogsaa for mig altid været kønt. Det er jo slet ikke saadan, at jeg nogensinde har ringeagtet hende. Jeg glemmer aldrig, hvor stolt og jublende jeg var, da hun første Gang laa i mine Arme og ganske sødt og naturligt – uden Spor af at agere »forført« – lod mig forstaa, at hun holdt af mig og gærne vilde være min. Vi var i Virkeligheden lige uskyldige. Og naar jeg hører mine Venner fortælle om den sjofle og hæslige Maade, hvorpaa de blev indviede i det »erotiske«, saa synes jeg, jeg har Grund til at prise mig lykkelig. Jeg tror heller ikke, at Anna har noget at fortryde eller skamme sig over. Saa ofte jeg tænker tilbage paa hine første Dage, er det altid som fyldtes jeg af en sød Duft fra en gammel hyggelig Romanhave med Frugtblomster og fugtig Muldjord, der damper i Solen.«

Annelise laa ganske stille og lyttede, følgende med Blikket de blaagraa Røgspiraler 92| fra Cigaretten. Men da nu ogsaa han tav, sagde hun:

Du siger det altsammen saa smukt, at jeg gærne vil tro Dig og gærne vil give Dig Ret. Men først maa Du saa svare mig paa noget meget vigtigt ... Nej forresten ikke endnu. Der er noget andet, jeg allerførst vil spørge Dig om – noget, som jeg saa ofte har villet tale med Dig om ... Hvad tror Du om Far og Mor paa det Omraade?«

Fritz kom uvilkaarligt til at le:

Jeg tror ved Gud ikke noget meget muntert.«

Nu skal Du være artig og alvorlig. Jeg trænger til at høre din Mening, og Du skal ikke snyde mig med en Vittighed. Jeg har tænkt saa meget over det, men jeg kan ikke klare det paa egen Haand. Hvordan har Far og Mor baaret sig ad med at faa os? Nej, prøv slet ikke paa at finde noget morsomt i det. Jeg mener det, som jeg siger det. Jeg forstaar det nemlig ikke. Jeg kan med min bedste Vilje ikke tænke mig Far og Mor som to unge forelskede Mennesker. Og det piner mig saadan, at Du 93| og jeg skulde være bleven til uden Spor af Lykke og Forelskelse. For det vilde dog være saa fattigt og grimt. – Ja, nu Du, Du kloge Dreng!«

Mest af alt havde Fritz Trang til at knæle ned for sin lille Søster, lægge Hovedet i hendes Skød og græde sammen med hende, fordi hun bar paa saa gammelkloge ublufærdige Tanker i sit skælvende unge Sind, og fordi han af egen Erfaring kendte de samme Tankers nagende og skamfulde Smerte. Han søgte en Udvej til at hjælpe hende og sagde efter nogen Overvejelse:

Lad mig svare Dig med et andet Spørgsmaal. Vilde Du holde af det, hvis vore Forældre stadig var som to Nygifte? Vilde Du være glad, hvis Mor, hvad hun jo godt ifølge sin Alder endnu kunde, skulde have et Barn? Ikke sandt – Du véd, hvor Lizzie Brown og hendes Bror ifjor var ligefrem forpinte af, at deres Mama igen var frugtsommelig. Og Du har jo ofte fortalt mig, hvordan Lizzie skammede sig, naar hun overværede Hyrdescener mellem Forældrene.«

Det er ikke det, vi taler om, Fritz. Og 94| det véd Du ogsaa godt. Det med Lizzies Forældre er et rent Taktspørgsmaal. Jeg for mit Vedkommende kunde godt tænke mig gærne at ville have en lille Søster eller Broder. Jeg vilde ialfald finde det vidunderligt at have en Far og Mor, som stadig var forelskede i hinanden. Selv om jeg ikke brød mig om, at de ustandseligt skulde sidde paa Skødet af hinanden og kysses i Krogene. Det, som jeg synes er saa forfærdelig trist, det er jo netop, at vi aldrig har set blot Antydning af, at vore Forældre dog en Gang har holdt rigtig af hinanden. For saa maatte der da endnu af og til være ligesom et Genskær af det. Jeg synes, det er saa sørgeligt at tænke paa, at vi er bleven til uden at Far og Mor paa Forhaand har været det bitterste glade for os – for det kunde de da ikke være, hvis de ikke var glade ogsaa for hinanden.«

Ser Du, Stump« – sagde Fritz og satte sig hen paa Chaiselonguen – »ser Du,« sagde han og tog Cigaretten ud af Haanden paa hende – »ser Du, Du lille søde Pige« – sagde han og førte hendes Haand 95| op mod sit Hjærte: »kan Du mærke, hvordan det banker herinde? Nuvel. Jeg mærker ogsaa Pulsene i din Haand. Saadan banker dit og mit Blod sammen. Ikke blot som det ene Legeme ellers kan mærke et andet Legemes Pulsslag. Men saadan at vi gli- der over i hinanden, saadan at der fra Dig til mig, fra mig til Dig skyller en Strøm af varmt Blod med fælles Pulsslag. Saadan at jeg synes jeg føler Dig som et lille Barn inde i mig. Ja Annelise, saadan at jeg synes, at al den Ømhed, som vore stakkels Forældre aldrig fik Lykke til at udløse overfor hinanden, mødes i mig og genføder baade Dig og mig. Ja, Stump, lille kære »Søster«, lille lillebitte Annelise – saadan er det. Og derfor skal du ikke tude og ikke være bedrøvet.«

Han kyssede hendes vaade Øjne, tog sit Lommetørklæde, vædede det med Kølnervand og gned hendes Ansigt, strøg hendes Haar pænt og glat, puttede hende godt og varmt ind i Slobrokken – for hun laa og smaafrøs –, lagde Puderne tilrette bag hendes Ryg, stak hende tilsidst en Cigaret i 96| Munden og trykkede hende paa Næsen, saa hun kom til at le.

Av!« sagde hun: »vil Du la’ være!«

Ti stille, Skrigedukke! Ellers trykker jeg Dig paa Maven.«

Hun lagde Armene om hans Hals:

Tak Fritz. Du store gode Bror. Saa dejligt jeg nu har det. Og nu skal Du høre mit sidste og allervigtigste Spørgsmaal. Men sæt Dig først hen til Dig selv.«

Saa kom med det og spænd mig ikke paa Pinebænken.«

Ja, det var altsaa blot det, jeg vilde spørge Dig om: vilde Du finde noget slemt i det, om jeg tog mig en Elsker?«

Fritz sad ganske maalløs. Var det Spøg? Eller hvad var Meningen? Annelise og en Elsker! Ja vist saa: Annelise var 18 Aar nu. Og Anna var kun 17, da han for et Par Aar siden lærte hende at kende.

Men alligevel. Annelise, dette Barn – en saa lille Pige og saa ganske anderledes end alle andre unge Piger. Selvfølgelig, der var ikke noget at sige til det. Ialfald var det jo kun godt, at hun kom til ham og talte med ham om det – saadan som han og97|saa altid havde talt med hende baade om alt det med Anna og om sine Skolebals- Forelskelser og sine erotiske Anfægtelser. Men at det nogensinde skulde komme paa den Maade og uden at han i Forvejen havde haft mindste Mistanke ... hvor var det muligt? Han maatte dog have lagt Mærke til det, hvis hun havde været særlig optagen af nogen i Omgangskredsen.

Annelise gentog ganske roligt sit Spørgsmaal. »Jeg mener« – tilføjede hun: »om Du vilde hjælpe mig, hvis det var nødvendigt, saadan at det kunde gaa ganske stille og ubemærket. For det vilde jeg jo helst.« Og da Fritz stadig intet mælede, men bare sad og virrede raadvildt med Hovedet, sagde hun og anslog en munter Tone:

Men Dreng dog, er Du afgaaet ved Døden? ... Nej véd Du nu hvad, nu skal Du svare mig, for ellers fortryder jeg virkelig, at jeg har betroet mig til Dig.«

Endelig fik han da sagt:

Jamen det kom jo saa ganske uforberedt. Og jeg kan endnu slet ikke fatte ...«

98| »Hvad er det, Fritz, som Du ikke kan fatte?« 98 »Ja og hvem er det? Hvem i Herrens Navn er han?«

Herom er der foreløbig ikke Tale. Jeg kan kun sige Dig, at Du ikke kender ham.«

En, jeg ikke kender? Hvorfra kender Du ham da? Hvad er han for en Slags Fyr?«

Hør nu, Fritz, nu maa Du ikke blive uartig. Lad bare ham foreløbig være og fortæl mig, hvad det er Du ikke kan fatte.«

Synes Du, Stump, at det er saa underligt? Ja jeg sidder virkelig og spørger mig selv, om det ikke er en Drøm. At Du, Du ...«

At jeg, jeg – ja hvorfor ikke jeg? Hvorfor ikke jeg ligesaa godt som enhver anden? Som f. Eks. Anna?«

Der er sandelig en himmelraabende Forskel.«

Monstro, Fritz, der er anden Forskel end den, at jeg er din Søster? Og at Annas Elsker er Dig.«

Fritz følte Piskesnærten. Den sved og 99| han blev samtidig skamfuld og hidsig. Og i sin Hidsighed forløb han sig:

Hvad der kan være naturligt for Anna Frank, passer sig ikke altid for Annelise Menthe.«

Men derimod udmærket for Annelises Hr. Broder! Fy Fritz, jeg havde ikke troet, at Du kunde være saa raa. Du véd jo desuden godt, at Du lyver. Det samme Forhold, som Du har til Anna, vilde Du, uden at finde noget slemt i det, hverken fra din eller fra hendes Side, tage til selv den fineste af mine Veninder. Og hvis jeg ikke var din Søster og hvis det var Dig, jeg havde forelsket mig i, saa skal Du se, at der ikke var noget, som Du ikke kunde fatte.«

»Jeg kan ingenting svare Dig, Annelise. Jeg er saa dum, saa dum!« Han lagde sine Arme paa Bordet og bøjede træt sit Hoved ned over dem. »Saa dum, saa dum!« gentog han.

Men, fuld af Medynk med Broderens Svaghed og Fortvivlelse, fuld af stolt Henrykkelse samtidig over hans Kærlighed, listede hun sig op fra Chaiselonguen og 100| gled stille ned paa Gulvet foran ham, strygende ham blidt og mildt over Haaret:

Du har sagt det én Gang før iaften, lille Fritz, at Du er saa dum. Og det er Du vist ogsaa. Men saa er der jo ikke andet for, end at jeg maa forsøge at hitte ud af det for os begge. Først maa Du dog love mig, at Du altsaa vil hjælpe mig, hvis jeg trænger til det. Vil Du ikke nok det?«

Han rejste sig op i Stolen, rakte Hænderne frem imod hende og drog hende op paa sit Skød.

Naturligvis vil jeg det, Stump. Gør alt, hvad Du synes, Du maa gøre. Alt, hvad Du tror bringer Dig Lykke. Og Du kan raade ganske ubegrænset over mig.«

Det vidste jeg, Fritz. Og nu kan vi altsaa tale fornuftigt og godt om det altsammen.«

Siig mig blot, Stump – er Du nu helt sikker paa, at han vil gøre Dig lykkelig?«

Nej Du, det er jeg slet ikke. Jeg er hellerikke sikker paa, at jeg vil gøre ham lykkelig. Det kunde vist for os begge to lige saa godt være bleven en helt anden.«

101|»Jamen er det da ikke forkert? For ikke sandt? ... det, Du nu staar i Begreb med, det er dog noget meget alvorligt.«

Ja er det nu egentlig ogsaa det? Er det ikke mest af alt noget meget lidt alvorligt? Noget, som der fordres meget mere Letsind til end Alvor? Ja jeg mener, at, hvis saadan noget tages alvorligt, saa er det dog egentlig ikke det, det skulde være. For, saavidt jeg har forstaaet, skulde det dog først og fremmest være Fornøjelse.

Ja, det kunde jo ogsaa, som Du af og til har udviklet for mig, være ligesom en Slags Nødhjælp – for ikke at komme ud i noget, som er blot grimt. Du véd, hvad jeg mener? Ikke sandt – hvis man altsaa var saa sanseligt et Menneske ...«

»Stump, Du kan sige mig alt. Saadan som jeg siger Dig alt. Og jeg synes jo hellerikke, det er noget at skamme sig over, at man har Sanser. Det er blot saa dumt, at vi Mennesker aldrig kan tænke os dem, vi staar rigtig nær, saadan som vi ellers gaar ud fra, at de fleste andre er. Herregud Annelise, Du er altsaa nu bleven 102| saa stor og gammel, at Du føler som en rigtig lille Kvinde?«

Selvfølgelig. D. v. s. jeg véd jo ikke, hvordan andre føler. Men jeg er ofte bange for mig selv. Jeg er bange for, at jeg, hvis jeg giver efter, kan komme ud i noget, som helt vil tage Magten fra mig.

Gud véd, om Du og jeg ikke har arvet noget af det i Slægten, som bragte Onkel C. E. i Ulykke. Jeg véd ialfald, at han paa en vis Maade er Skyld i, at mit Sanseliv vaktes. Jeg har aldrig kunnet slippe bort fra de Tanker, som Referaterne om hans Forhold til Kvinder i sin Tid fyldte mig med. Jeg syntes, jeg forstod saa godt baade ham og de Kvinder, han havde staaet i Forhold til. Jeg vil ærligt tilstaa Dig det, at jeg baade den Gang og siden ofte har drømt om ham. Traf jeg en Mand som ham – selv om jeg vilde finde det meningsløst at blive en af de mange Snese: jeg turde ikke love fuldt og fast at staa imod. Med mindre da ...«

Med mindre hvad for noget?«

Med mindre En, jeg for Alvor holdt af, En, som jeg var bunden til, saadan at han 103| og jeg uløseligt hørte sammen – med mindre han hjalp mig.«

Nu tænker Du vel paa ham, hvis Navn jeg ikke maa faa at vide?«

Nej, min Dreng, nu er Du dum som Du den hele Aften har været det. Der er nemlig kun én, der kan hjælpe mig. Men Betingelsen maatte være, at han ogsaa kunde resignere en Smule; at han for min Skyld ogsaa kunde faa sig til at tro, at man ikke behøver at gøre Vold paa Naturen, fordi man ikke lader sig kommandere af sine Sanser, og at det er pænere at lade f. Eks. en lille Søster regere i sit Hjærte end at lade en halv Snes mer eller mindre ligegyldige fremmede unge Damer slaas om det.

Nu har Du vel endelig ogsaa forstaaet, at han, hvem jeg vilde have til Elsker, aldrig har eksisteret som andet end en Drøm, en Fantasi, jeg er bange for. Og nu er Du vel ikke saa dum, at Du ikke véd, hvem den eneste er, som kan hjælpe mig.«

»Jeg synes nemlig,« føjede hun lidt efter til, mens de sad tæt sammenklyngede og 104| gættede hinandens Tanker i Stilheden: »jeg synes nemlig, det vilde være saa pænt, om Du og jeg kunde hjælpe hinanden til at stille Fordringen til Livet lidt højere end de fleste gør det.«