105| XIII

Menthe rejste oftere nu til Syden end før. Officielt var Konferensraaden snart i Wiesbaden, snart ved Rivieraen, snart i Baden- Baden. Men i Reglen var Rejsens virkelige Maal Budapest. Dér risikerede han ikke saa let at træffe Landsmænd og dér – halvt i Orienten – ordnedes lettere end i nogen anden Storby de Forlystelser, som han bedøvede sig i. Dér kunde han, fordi han var fuldkommen ukendt, i fuldt Dagslys hengive sig til al den forfinede Vellyst, som kan erhverves for Penge. Dér kunde han, skærmet af købt Underdanighed, vove at afsløre sig – uden at Nogen lo eller forargedes. Paa en vis Maade havde han det her langt bekvemmere og lettere end i sin Tid hos Thekla og Frida. Men den Illusion om Godhed, Ømhed og Hengivenhed, han dog 106| hos disse skikkelige danske Piger havde kunnet bevare, den lod sig ikke opretholde her – hvor han kun var en rig Udlænding, der skulde udnyttes. Alle Laster førtes her paa Lager. Alt kunde præsteres – til Dagens højeste Pris. Om at yde mer eller mindre knuste Hjærter i Tilgift var der ikke Tale. Og han, der inderst inde vansmægtede efter blot en Antydning af Kærtegn, der ikke var købte, dreves videre og videre i kynisk Hævnlyst og Hadefuldhed. Han betalte ligegyldigt hvilken Sum for at opnaa en ny og ukendt Tempelbrøde.

Paa Hjemvejen aflagde Konferensraaden næsten altid Valdemar Hansen et Par Timers Besøg i Lübeck eller han satte ham Stævne i Hamborg. Men kun Thekla vidste Besked om denne hans nidkære Trofasthed.

Valdemar Hansens Forretning befandt sig i stadig Fremgang, og gennem Menthe sendte han nu kvartalsvis Bidrag til Søsteren, hvis Manicure-Anstalt, efterhaanden som hun blev ældre, havde lidt vanskeligt ved at klare sig overfor yngre Konkur107|renter, selv om saa og saa mange gamle Kunder hengivent holdt ved, fordi de dér blev betjent paa den Maade, de gennem mange Aar havde lært at sætte Pris paa.