108|XIV

En skønne Dag opskræmtes Kjøbenhavn af Meddelelser i Bladene, at en Mængde falske Pengesedler var i Omløb.

I mange Forretninger, baade paa Strøget og i Forstæderne, var der paavist falske Sedler.

Heldigvis var dog – som det syntes – Politiet allerede paa Sporet. I hvert Fald var der næppe Tvivl om, at Sedlerne fabrikeredes i Udlandet og bragtes hertil enten fra Sverrig eller fra Tyskland.

I alle Forklaringer fra de bedragne Butikker optraadte nemlig en kunstnerisk udseende udenlandsk Herre. Men hvorvidt han havde talt Tysk eller Svensk, derom var der Strid mellem de ekspederende Filologer.

Helt ubetydelig kunde Sagen ikke være. Thi Politiet og Nationalbanken i Forening udstedte en Advarsel til Publikum og lagde navnlig alle Forretningsfolk paa Sinde nøje at prøve de Sedler, de modtog ved Disken 109| af Udlændinge eller som sendtes dem i Pengebreve fra Udlandet.

Netop i de Dage ankom til Konferensraad Menthe et Pengebrev fra Valdemar Hansen med 500 Kr. til Thekla.

Da den gamle Kasserer om Morgenen afleverede Pengebrevet, sagde han, mens Menthe aabnede Brevet og tog de 5 Hundredkronesedler ud af Konvoluten:

Konferensraaden har vel set Nationalbankens Advarsel?«

Naturligvis.«

Mon det da ikke vilde være rigtigst at forelægge Banken disse Sedler til Prøvelse?«

Jeg tror nu ikke, der er noget i Vejen med dem,« svarede Konferensraaden. »Men De har selvfølgelig Ret. Og da jeg alligevel idag har et Ærinde i Banken, kan jeg tage dem med.«

Et Par Timer efter, da Konferensraaden sad i Direktionskontoret og forhandlede med Direktør Herder om Optagelse af et Obligations-Laan i et af de store Selskaber, som han var Formand for, faldt Samtalen ogsaa paa de falske Sedler. Og Konferens110|raaden kom i Tanker om Pengebrevet, som han havde i sin Lomme.

Jeg har just idag« – sagde han – »faaet 500 Kr. i danske Sedler fra Lübeck. I Henhold til Bankens Kundgørelse har jeg taget dem med og vilde bede Direktøren med det samme lade dem undersøge. Man kan jo aldrig vide ... skønt det næppe er sandsynligt.

Saavidt jeg kan skønne, er der ikke noget i Vejen med dem.«

Direktøren tog smilende mod Sedlerne og trykkede paa et elektrisk Ringeapparat. En Tjener kom ind.

Vil De, Petersen, bringe disse Sedler ind til Fuldmægtig Hahn og bede ham undersøge dem nøje. Spørg ham fra mig, om han tør veksle dem med Guld ... Hvis De da ikke, kære Konferensraad, har noget imod eventuelt at skulle slæbe saameget Metal med Dem?«

Et Par Minutter efter kom Tjeneren tilbage med 25 Guldtyvekroner.

Jeg skulde hilse fra Fuldmægtigen, at han sjældent havde set saa smukke Sedler.«

Ja« – sagde Direktøren kaadt: »det er 111| saamæn sjældent, at vore Sedler roses for at være smukke. Det kunde jo næsten tyde paa, at de var lavede i Lübeck.«

Og pludselig, givende efter for sin ikke altid paaskønnede Lyst til at forarge, spurgte han med urokkelig Alvor:

Har De forresten aldrig tænkt paa at lave falske Sedler?« Han havde glædet sig til at se den stive og korrekte Konferensraads Forfærdelse. Men Menthe fortrak hellerikke en Mine og svarede venligt:

Jo saamæn har jeg saa. Jeg kunde jo nemlig gøre det med meget mindre Risiko for at blive opdaget end de sølle Stympere, der plejer at fuske i Faget. Min stakkels Broder bar sig ad som en Klodrian. Tænk, hvor længe han ellers med sit Ry som rig Mand kunde have holdt den gaaende. Man maatte jo ligefrem tvinge Folk til at tro paa, at han var en Bedrager. Nej, Tyvene rekrutteres fra ganske forkérte Samfundslag: en Millionær kunde stjæle ubegrænset.« Herder var ganske imponeret over Menthes uventede Evne til at slaa ind i hans respektløse Tone. Han førte Tankegangen videre og sagde: 112| »Jamen det forbandede er jo, at man i Reglen bliver Tyv af Trang. En Millionær har ingen Brug for sine Chancer som Tyv.

Som nu De. Hvad skulde De med mere end De har?«

Eks. hævne mig.«

Undskyld – jeg forstaar ikke rigtigt?«

Jo ser De – nej det er nu hellerikke saa ligetil. Men altsaa: jeg slæber rundt med et gammelt indgroet Nag til vort hellige almindelige Samfund. Og jeg har nogen Grund til det. Jeg misunder Familjen Borgia. At være Pave og samtidig Giftblander – at være Guds Statholder og samtidig Satans Minister: for en korrekt Spidsborger som mig er der noget berusende i den Fantasi. Har De aldrig haft den Slags Anfægtelser?«

Jeg« – svarede Herder smilende og tændte en ny Cigaret: »er aldrig naaet videre end til at drømme om en Automobil og en ung Pige – en Automobil, der kunde flyve gennem Luften, og en ung Pige, der under alle Laster vedblev at være Jomfru.«

Jeg forstaar Dem« – Menthe rejste sig: 113| »De er jo saameget yngre end jeg. Og De har altid været paa den rette Side. Men hvis De overlever mig – hvad De jo sikkert gør – saa husk ved Lejlighed paa denne Samtale. Det er jo ikke ofte, at Mennesker siger hinanden saa meget, som vi idag i Spøg har gjort det.«

Har vi sagt hinanden noget af Betydning?« – Herder fik atter sit korrekte Direktør-Ansigt.

Nej« – svarede Menthe: »vi har kun spillet Komedie overfor hinanden. Men det er altid behageligt at spille sammen med en Jævnbyrdig.« Faa Dage efter blev Falskmøntnerne paagrebne. Det var to unge svenske Levemænd, en Frisør og en Opvarter. Opvarteren havde i sin Tid forsøgt sig som Kunstmaler, men hans Sedler var ikke fremragende Kunstværker.