114|XV

Da C. E. Menthe havde siddet 5 Aar i Tugthuset, blev han paa en kongelig Geburtsdag benaadet ifølge en meget varm Indstilling fra Inspektøren.

I alle de mange Aar« – skrev Inspektøren – »hvor jeg har haft den Ære at forestaa dette det største Tugthus i Norden, har jeg aldrig truffet nogen mere mønsterværdig Fange end forhv. Overretssagfører C. E. Menthe. Han har i de sidste fire Aar næsten udelukkende været beskæftiget med Kontorarbejde og, naar jeg indstiller ham til Benaadning, er det i Virkeligheden med Sorg.

Thi det er ikke for meget at sige, at vi aldrig har haft saa dygtig en Medhjælper. Mange af de Forbedringer, der i den senere Tid er indført i Anstaltens Administration og Regnskabsvæsen, skyldes uden Overdrivelse bemeldte Fanges Initiativ.

I sin Fritid har Fangen efter eget Ønske 115| beskæftiget sig med Skotøjs-Fabrikation. Og det er efter kompetent Udtalelse ganske mærkværdigt, hvad han her har præsteret. Det kan saaledes bl. a. anføres, at han til sidste Jul med min Tilladelse udførte et Par Knapstøvler i Kalveskind og med Laksnuder som Gave til Fængselspræstens Frue og at disse Støvler, ifølge Erklæring af Pastorinden, der almindeligvis regnes for at være en af Byens bedst klædte Damer, ikke kunde være smukkere udført selv i Hovedstadens fineste Etablissementer.

Fangen har til Dato ved sit Arbejde opsparet 47 Kr. 36 Øre.

Efter sin eventuelle Løsladelse agter han at søge en Plads ved Fængselshjælpen, hvortil han efter mit Skøn i fremragende Grad vil egne sig.

Forøvrigt har han Tilbud fra sin Broder, Konferensraaden, om rundelig Hjælp til at rejse til Amerika og etablere sig dér. Men, saavidt jeg har forstaaet, føler C. E. Menthe sig saa bunden til sit Fædreland, at han næppe vil kunne forsone sig med Tanken om at ende sit Liv i Udlændighed. Der vil 116| sikkert ogsaa herhjemme altid være Brug for hans rige Evner.« Ludvig Menthe havde ikke uden Grund med nogen Frygt set hen til den Dag, hvor hans Broder vilde blive løsladt. Tanken om at have en forhenværende Tugthusfange gaaende omkring og renommere med Familjeforholdet var ham selvfølgelig ikke tiltalende. Han havde da ogsaa, som det fremgik af Inspektørens Skrivelse, gjort alt muligt for at bevæge Broderen til straks efter Løsladelsen at rejse til Amerika.

Men C. E. Menthe var saa inkarneret Kjøbenhavner, at han foretrak Fattigdom i Kjøbenhavn fremfor Udsigt til gode og rigelige Kaar hinsides Oceanet. Han havde under sit femaarige Exil kun haft én virkelig Smerte: Hjemvéen efter hans gamle By havde naget ham Dag og Nat. Og nu hvor endelig Hjemvendelsens Stund slog, nu forlangte man, at han skulde begynde en ny og langt fjær- nere Udlændighed. Ikke for Alverdens Rigdom svigtede han sin elskede By, hvis ægtefødte Søn han var; hvor alt var saa muntert og ligetil og 117| Pigebørnene sødere og gladere end paa nogen anden Plet af Jorden. Iført et nyt Sommersæt, som Konferensraaden havde ladet ham sende efter Maal fra Anstaltens Skrædder, med en selverhvervet skinnende hvid ny Straahat, med en sølvknappet Spadserestok, som Inspektøren havde foræret ham til Afsked, med en Blomst fra Præstegaards-Haven i Knaphullet og dampende paa en af Lægens tykkeste Selskabscigarer, med 40 Kr. i Lommen og med tusind Længsler og Drømme i Hjærtet – stod C. E. Menthe paa Færgens øverste Dæk og stirrede mod Sjællands forjættede Kyst. Ingen nybagt Student, paa Vej fra den lille snævre Skoleby til Eventyret i den store ukendte Hovedstad, kunde være mere jublende forventningsfuld end C. E. Menthe.

Naar han tænkte tilbage paa de fem Aar, var det ingenlunde med Bitterhed. Sandelig: han havde ingen Grund til at klage. Han bragte mange hyggelige Minder med. 118| Alle havde været gode imod ham og alle havde paa en saa smuk og hjærtelig Maade vist ham, at de holdt af ham og nødig skiltes fra ham.

Det var hellerikke sit fordums Liv i Sus og Dus, med dumdristig Spekulation og hensigtsløs Ødslen, som han længtes efter. Aldrig for nogen Pris vilde han mer ind i denne tomme og meningsløse Jagt efter Lykken.

Men at sidde en Formiddag foran en Kafé og se Byen mylre forbi, at høre Sporvognenes sugende Susen og Cyclernes jagende Klemten, at veksle lystige Blik og Smil med sommerklædte unge Piger, der pludrede forbi i saa overmodigt Letsind; at følge denne muntre Trippen over den blanke Asfalt af Tusinder af smaa Pigefødder i musegraa eller orangegule eller blinkende laksorte Sko – han blev helt svimmel ved Tanken om, at denne Verden nu atter stod ham aaben.

Paa hans blaa Lykkehimmel var der kun én Sky: Tanken om det uomgængeligt nødvendige Møde med Ludvig.

Broderen havde skrevet til ham, at han 119| ventede ham paa sit Kontor straks efter Togets Ankomst: Han vilde da sørge for at være alene, saa de ikke blev forstyrrede af nysgærrige Uvedkommende.

Vi faar da se« – havde Konferensraaden skrevet – »hvordan vi kan ordne dine Affærer, ialfald for den første Tid, indtil Du for­ haabentlig kan komme ind i en anstændig og passende Stilling.

Thi selv om Du ikke har villet imødekomme mit Ønske om at rejse til en ny Verden (der skulde vist egentlig, tænkte C. E., da han læste det, have staaet: rejse ad Helvede til) og dér, frigjort for Skyggen af din Fortid, begynde et nyt Liv, saa vil jeg selvfølgelig ikke lade Dig i Stikken. Men paa hvad Maade og i hvilken Udstrækning jeg vil kunne hjælpe Dig, beror først og fremmest paa, om Du vil acceptere de efter min Formening fuldt legitime Betingelser, som jeg agter at stille.«

Det var ingenlunde Tanken om at skulle modtage Penge af Broderen, der pinte C. E. Menthe. Men at skulle lade sig behandle som deklasseret af denne selvgode og hykleriske Broder, at skulle taale, at Ludvig, 120| der som Dreng altid havde været en skidt Kammerat og en sledsk Bangebuks, nu anslog en beskyttende og nedladende afstandtagende Tone overfor ham, Carl Emil, der i Skolen Hundreder af Gange havde maattet redde ham fra velfortjente Klø og Ydmygelser – det var den bedske Kalk. – Det gik dog langt bedre end han havde turdet vente.

Ludvig havde været mild og god, næsten bevæget ved Gensynet. Og han var selv bleven bevæget. Ludvig var kommen til at se gammel ud, men det klædte ham. Og der var i hans Blik noget uendelig forpint. Man kunde ligefrem se paa ham, hvor ensom han var. Man kunde høre det paa hans Stemme, at den ikke var vant til Samtale, men kun til Foredrag og Beretning.

Øjensynlig havde Ludvig Menthe ogsaa ønsket at gøre Pinen saa kort som muligt. Og de Betingelser, hvortil han havde hentydet i sit Brev, var ikke særlig skrækindjagende. Han vilde blot, at Broderen skulde love ikke at indlade sig paa Spe121|kulationsforetagender og indtil videre leve saa ubemærket som muligt. Som han bemærkede: »Jeg antager, at det hellerikke for Dig kan være tiltalende at udsætte Dig mer end nødvendigt for et paatrængende Publikums Nyfigenhed.«

Den Understøttelse, Konferensraaden tilsagde Broderen, var rundeligere end han paa nogen Maade havde kunnet vente. Og han, der i sin Tid aldrig havde kendt til at regne sine Fornødenheder ud, syntes, at han maatte kunne leve som en Krøsus for de 300 Kr., der vilde blive ham tilsendt d. 1ste i hver Maaned.

Jeg kan tænke mig,« sagde Konferensraaden, »at Du tillige, nu straks, trænger til at ekvipere Dig. Hertil giver jeg Dig idag – foruden det første maanedlige Beløb – 1000 Kr.«

Han gik hen til sit Skrivebord og tog ud af en Pengekonvolut, der bar tyske Frimærker, en Bunke fine nye Sedler og talte op.

Mens Carl Emil, glad og lettet, stak al denne Rigdom i Lommen, spurgte han til Ludvigs Familje. 122| Ludvig fortalte, at Konen var syg. Hun havde i lang Tid skrantet, og rimeligvis vilde en Operation blive nødvendig. »Og Børnene?« spurgte Carl Emil. »Annelise tegnede til at blive ualmindelig nydelig.«

Konferensraaden svarede: »Ja Børn er de jo ikke længer. Annelise er 20 og Fritz 23. Annelise regnes for en smuk Pige. Og de arter sig begge flinkt. Men unge Mennesker nuomstunder er anderledes end før. Muligvis er de meget bedre. Men de er vanskelige at blive klog paa. Fritz blev ifjor færdig med sin statsvidenskabelige Examen. Han arbejder indtil videre som Assistent i Udenrigsministeriet. Han og Annelise bor sammen.«

Bor de ikke hjemme hos Jer?«

Nej. Da Fritz havde faaet sin Examen, vilde han gærne have sit eget lille Hjem. Og saa blev det ordnet saadan, at Annelise fører Hus for ham. De to Børn har jo altid følt sig bundet til hinanden.«

Du og Fru Melitta er altsaa nu ganske alene?«

Ja, ganske alene.« 123| »Er det ikke lidt ensomt, navnlig nu da din Kone er syg?« »Melittas Sygdom har ingen Forskel gjort. Ensomt er det dog naturligvis. Men jeg har jo meget at gøre. Og en hel Del officiel Selskabelighed tvinges jeg til at dyrke. Desuden maa jeg for min Helbreds Skyld ikke saa sjældent til udenlandske Badesteder. Det er jo ialfald altid en Afveksling.«