124|XVI

Da Ludvig Menthe fyldte 60 Aar – hans Hustru var for to Aar siden død efter en Underlivs-Operation – forbavsede han selv dem, der havde anset ham for en meget rig Mand, ved at oprette en Række Legater og Stiftelser af en efter danske Forhold usædvanlig Størrelse.

Selve Legat-Massen var 3 Millioner. Men desforuden bestemte han, at det Hus ved Frederiksholms Kanal, som han ejede og hvor han selv beboede Førstesalen, efter hans Død skulde tilfalde de samlede Menthe’ske Velgørenheds-Foretagender som Administrationsbolig: der stod i Ejendommen kun en første Prioritet og Forrentningen af denne vilde let kunne indbringes ved Udlejning til Kontorer af den Del af Bygningen, som de Menthe’ske Stiftelser ikke selv havde Brug for.

Endvidere skænkede han til »Kvindens Værn og Værge« en Herregaard i Jylland, som han for et Par Aar siden havde maattet 125| overtage som ufyldestgjort Panthaver. Med sædvanlig Energi havde han – uden egentlig Interesse for Landbrug, endsige Landliv – gjort Ejendommen til en Mønstergaard. Han havde endogsaa ofret betydelige Summer paa Istandsættelsen af den smukke gamle Hovedbygning fra Midten af d. 18de Aarhundrede. Erhvervelsen af denne Herregaard var et af Menthes Mesterkup. Thi med i Salget fulgte en Række forsømte gamle Portrætog Landidyl-Malerier, som de sidste Par Ejere ikke havde kæret sig stort om. Disse Billeder viste sig ved nærmere Undersøgelse at være – for en væsentlig Part – meget værdifulde. De skyldtes berømte danske Portrætmalere og dygtige franske Dyrkere af den pastorale Kunst. I Parken fandtes ogsaa et Par allegoriske Marmor-Grupper af Wiedewelt.

Menthe var ikke Kunstsamler, men han ønskede, at det, han ejede, skulde være i god Stand og saadan som det skulde være. Derfor solgte han de fleste af de sjældne Kunstsager, som var fulgt med i Købet, samtidig med at han lod Bygningen restaurere i Overensstemmelse med dens 126| oprindelige Stil og ofrede meget paa Parkens Fornyelse i fornem gammel Herregaards-Art. Endda blev der Penge tilovers.

Denne skønne gamle Gaard skænkede han som Rekreationshjem til »Kvindens Værn og Værge«.

Driften kunde rigeligt opretholdes ved Forpagtningsafgiften af Jorden. Haven gav alt, hvad der behøvedes af Grøntsager og Frugt.

Der var tillige forbeholdt »Godset« saa mange Tønder Land, at der blev Græsning og Foder nok til en halv Snes Køer og fire Heste.

Anstalten havde ogsaa sin egen Hønsegaard og sit eget Svinehold.

En Oldfrue, en Husbestyrerinde, en Forvalter og en Gartner forestod Driften. Og saaledes indrettet var Gaarden nu parat til Aaret rundt at give et Halvhundred ældre og yngre Kvinder et rent ud ideelt Ophold i de skønneste Omgivelser.

I alle Enkeltheder havde Menthe udtænkt sit store kombinerede Velgørenheds-Værk.

For alt var der sørget rigt og rundeligt, saadan at der ikke bagefter kunde rejse sig Vanskeligheder. 127| Lagde man alt sammen, kunde man uden Overdrivelse sige, at de Menthe’ske Dotationer i Storslaaethed overgik endog det hidtil største hjemlige filantropiske Foretagende: De Holm’ske Legater.

Og netop dette havde vel ogsaa været Menthes Hensigt.

Hds. Majestæt Dronningen var uden Betænkning gaaet ind paa at overtage Protektoratet.

Selve Legat-Massens tre Millioner fordeltes nogenlunde ligeligt mellem alle de Velgørenheds-Selskaber, i hvis Bestyrelse Menthe havde siddet. Dog fik »Kvindens Værn og Værge«, der jo ogsaa var det afgjort største og mest betydende, alene for sin Part den ene Million. Og for Anvendelsen af det store Legats Rentemidler gav Menthe særlige Regler. Renterne, der – saadan som Pengene var anbragte – vilde udgøre noget over 40,000 aarligt, skulde fordeles i 5 Legater à 4000 Kr., 5 à 2000 og 10 à 1000.

Gavebrevet skrev Menthe:

Jeg, der i mit Liv har haft med saa mangfoldige Legater at gøre (Legater paa 128| 50–100–200 Kr., men sjældent mere) og som har kunnet iagttage paa nært Hold, hvor utilfredsstillende de som Regel, paa Grund af deres Lidenhed, virker – jeg har med disse mine Legater ønsket at betræde en anden Vej. Jeg tror, at det er nyttigere at hjælpe forholdsvis faa paa en saadan Maade, at de virkeligt og fuldt ud hjælpes, end at drysse Hjælpen i minimale Portioner ud over en Mængde, der da tvinges til at samle paa Legater for at opnaa den til deres Uddannelse eller Eksistens nødvendige Sum. Og Legatsamlere er, efter min Erfaring, en Skade for Samfundet. Man opelsker en Slags fornemt Tiggeri, der er demoraliserende saavel for dem, der praktiserer det, som for dem, der skal uddele disse Almisser.

De største af mine Legat-Portioner har jeg tænkt mig givet til virkeligt fremragende begavede unge Kvinder, for hvem et Studieophold i Udlandet under gode Vilkaar maatte skønnes at være til Nytte ikke blot for dem, men for Samfundet, der gærne skulde kunne drage den størst mulige Fordel af disse særlige Begavelser. Legatet 129| skal kunne nydes indtil 5 Aar i Træk. Og det skal derefter kunne afløses af et Legat paa 2000 Kr., løbende i andre fem Aar.

Thi, saadan som Vilkaarene i vore Dage er for netop de mest begavede, vil det være højst sandsynligt, at en fremragende Dygtighed ikke naa’r til fuld Sejr indenfor et Tidsrum af 5 Aar.«

Dette var Principet for disse nye Legater, der ikke blot ved deres Størrelse, men ogsaa ved selve Principet skabte en ganske usædvanlig Interesse for Menthes Gavmildhed.

Det samlede Navn for hele Velgørenheds-Værket var Ludvig Menthe-Fonden.

Men derunder sorterede Dronninge-Fonden (Kvindens Værn og Værge), Melitta-Fonden (særlig for Enker og forladte Hustruer), Annelise-Fonden (særlig Brudeudstyr og ugifte Mødre) samt Brødre-Fonden.

Saalænge Menthe levede, var han selvskreven Formand for alle Fonds.

Efter hans Død tilfaldt den øverste Bestyrelse Sønnen, dog havde Annelise Krav 130| paa at være Meddirektør af det efter hende opkaldte Fond. Øverst paa Listen over de første Nydere af Annelise-Legaterne havde Menthe, uden at have konfereret med Børnene, anbragt Anna Frank med et Brudeudstyrs-Legat paa 3000 Kr.

Da han fandt hendes Navn blandt Ansøgerne, satte han straks en rød Streg under det. Han tænkte ikke saameget paa den gamle Historie med Faderen. Men han mindedes, at han en Aften, da han kom fra Thekla, havde set Anna og Fritz sammen i en Droske.

Brødre-Fonden var noget for sig. Dens Kapital var 450,000 Kr. – det Beløb, som C. E. Menthes Bedragerier udgjorde, efterat Boets Aktiver var fradraget dets Passiver. Fondens Virksomhed omfattede Mænd saavelsom Kvinder og dens Legater uddeltes til Mennesker, der ved andres Skyld var kommen i Ulykke. En hemmelig Klausul bestemte, at de, der havde lidt Tab ved C. E. Menthe, og – forsaavidt de var døde – deres Børn havde fortrinsvis Adgang.

Ovenikøbet var det Administratio131|nens Pligt at rette Henvendelse til disse særligt Kvalificerede og lade dem vide, at de havde en direkte Ret til af Fonden at erholde en aarlig Ydelse svarende til en 5 % Rentenydelse af den mistede Formue.

Anledning af Million-Legaterne blev Menthe Storkors af Dannebrog. Til sit Vaabenskjold i Frederiksborg Slotskirke valgte han uden Betænkning følgende Motto: I Eftermælet dømmes Gærningen. Kort Tid efter foranstaltede Bestyrelserne i de Selskaber, hvortil Menthe var knyttet, en Æres-Middag for ham.

Da Dagen kom, følte Menthe sig saa træt, at han var lige paa Nippet til at sende Afbud. Han havde lagt sig ind for at hvile sig inden Omklædningen og var falden i tung Søvn. Det hændte ham i det hele ikke saa sjældent i den senere Tid, at han midt paa Dagen, selv i Kontortimerne, overfaldtes af en blytung Træthed, saa han næsten ikke kunde holde Øjnene aabne. Det var, som om hans Hjærne modstandsløst fyldtes af en døvende Døds-Søvn. 132| Da Tjeneren kom for at hjælpe ham med Paaklædningen, laa Menthe paa Sengen saa ligbleg, at den unge Mand blev helt forskrækket. »Konferensraaden maa vaagne. Det er højeste Tid.«

Menthe aabnede Øjnene, men der var i Blikket en saadan Bøn om Hvile, at Tjeneren næsten ikke nænnede at plage den trætte gamle Mand mere. Dog, det var jo hans Pligt, og han kaldte endnu en Gang.

Da var det, som om Menthe pludseligt forstod. Han satte sig i et Sæt overende i Sengen og sagde:

Ja vi maa skynde os. Det skal jo fuldbringes.«

Og han smilede næsten mildt og vemodigt:

De maa skam gøre mig fin til den store Parade.«

Da Tjeneren fulgte ham ned til Automobilen, spurgte han:

Vil Konferensraaden ikke, at jeg skal køre med og vente derude?« Menthe kiggede et Øjeblik prøvende paa 133| ham: sandelig om den unge Fyr ikke saá ud til at være lidt bevæget.

Tak, min Ven, men det behøves ikke,« svarede han og klappede ham paa Skulderen: »Nu har jeg det helt godt igen. Det var blot en Smule Træthed. Disse Dage har været anstrængende. Se her,« og han fandt et Par Tikroner frem: »gaa ud og mor Dem med en Ven – eller Veninde. Bedre – forhaabentlig – end jeg kommer til at more mig.«