134|XVII

Festmiddagen var i den allerfornemste Stil. Det var en Forsamling af Landets og Hovedstadens mægtigste og fineste Mænd. Repræsentanter for baade Rigsdag, Regering og Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse, Dronningens Kabinetssekretær, Grosserersocietetets Formand, Justitiarius i Højesteret, Direktørerne for Nationalbanken og Danmarksbanken o. m. fl.

Indenrigsministeren førte Hædersgæsten til Bords, paa hans anden Side sad Kabinetssekretæren.

Alt var udsøgt og fornemt, og Ministeren, der holdt Festtalen, sagde mange smukke og hædrende Ord om Menthe. Men nogen hjærtelig Stemning lykkedes det ikke at skabe, der hvilede et underligt Tryk over baade Hædersgæsten og Deltagerne.

Menthes egen Tale var hellerikke egnet til at virke forløsende.

Den var udmærket formet, ganske kort, baaren af en kølig Værdighed, en usminket Oprigtighed. Der 135| var ikke en Antydning af Patos eller Følsomhed i den. Den virkede i sin strænge Alvor, sin villede Aabenhjærtighed næsten urovækkende.

Han sagde bl. a. – og det var, bortset fra de nødvendige høflige og forbindtlige Ord til Indledning og Afslutning, hele Talens Indhold –:

Jeg skylder Dem en Tilstaaelse. Den Gave, jeg har givet, har ikke sit Udspring fra en oprindelig Trang til at være en Menneskehedens Velgører. Jeg er af Natur ikke Filantrop. Min Vilje til at give er vokset i et bittert Hjærtes trodsige Jord. Jeg ønsker dette sagt, fordi jeg ikke vil, at De nogensinde bagefter skal bebrejde mig Hykleri. Jeg fortjener ingen Tak. Da Livet hurtigt lærte mig, at jeg ikke hørte til dem, hvem Samfundet yder sin Gunst omsonst eller for en billig Pris, og da der dybt i mit Hjærte – jeg véd ikke hvorfor – var en nagende Længsel efter ikke at gaa i min Grav som forsmaaet Bejler, saa blev det al min Higen og Tragten at, om jeg saa maa sige, narre min vrangvillige Tilbedte til at acceptere mig. 136| Ikke sandt, mine Herrer, der er intet at røres over i denne lille Kærlighedshistorie. Den er vel egentlig nærmest for mig beskæmmende. Den tager Glorien af det, der kaldes mit store Velgørenhedsværk. Men forhaabentlig vil Samfundet efterhaanden glemme Motivet og bevare i velvillig Erindring Gærningen.

Idet jeg har lagt min Gave for vor ophøjede Dronnings Fødder, haaber jeg, at hun, ved naadigt at tage den op i sine milde Hænder, vil adle den og frugtbargøre den til Velsignelse for vort Land.«