137|XVIII

Samme Aften som den store Æresfest for Ludvig Menthe afholdtes, havde C. E. Menthe en lille gemytlig Kreds af trofaste Venner og Kammerater til Gilde i deres Stamkafé, Forglemmigejen, en gammel Knejpe i en af Strøgets mørke Sidegader.

Til denne Kreds hørte, foruden et tilfældigt Affald af C. E.

Menthes forhenværende aristokratiske Omgangsvenner – saadanne, der ligesom han selv ved Samfundets smaalige Lovtrækkeri var bragt ud af deres oprindelige Bane – en Flok unge frejdigt oprørske Genier, der havde lært, at, selv om et Geni undertiden maa sulte, bør det ialfald ingensinde tørste.

Aldrig havde C. E. Menthe haft det saa herligt som nu. Naar han en Gang imellem tænkte tilbage paa sine gudhengivne Forsætter om at træde i Fængselshjælpens Tjeneste eller at søge en anden beskeden »samfundsnyttig« Beskæftigelse, maatte han smile. For at glæde sin Broder og sine 138| gamle Venner i Tugthuset havde han virkelig de første Maaneder efter Løsladelsen gjort hæderlige Forsøg paa at komme ind i »et eller andet«. Men da han hurtigt havde indset, at han for at opnaa blot en lumpen Stilling paa en 50–100 Kr. om Maaneden, maatte iføre sig et Angergivenhedens ydmyge Klædebon, opgav han al videre Antichambreren. Hvortil ogsaa? Saalænge han var arbejdsløs, havde han de 300 Kr. fra Broderen, og han opdagede snart, at Ludvig egentlig hellerikke var særlig forhippet paa at faa ham »ind i noget«, saalidt som han betragtede de 300 Kr. om Maaneden som noget føleligt Afsavn. Kneb det en Gang imellem med at faa Pengene til at slaa til, – naa, saa voldte det endda ikke videre Besvær at slaa en extra Hundredkroneseddel.

Men forøvrigt – som Regel klarede han sig storartet med de 300. Og kunde tilmed være Matador.

Denne Knejpe og denne Bande passede ham.

Her var han endnu en Gang Førstemand og Fyrste. Og mere end nogensinde. 139| Vært og Opvarter og Buffetjomfru kappedes i lige Grad om at tækkes »Overretssagføreren«. Og ved Stambordet blev der først rigtig Fest, naar han, graanet under sine 62 Aar, men stadig rank og elegant – ganske uden Spor af den snuskede og klamme Bleghed, der ellers kendetegner Folk, som har siddet mange Aar i Fængsel – præsiderede for Bordenden og fortalte Eventyr fra gamle Dage og med overlegen Spot over Dagens sløje Begivenheder ildnede de Unge i Kredsen til nye Bedrifter. Næsten med særlig Glæde fortalte han om sit Ophold i Tugthuset: hvordan han havde forstaaet at vende op og ned paa det hele, saa det egentlig havde været ham, der kommanderede over baade Inspektør og Præst og Opsyn. Det var virkelig, som om han efterhaanden følte Stolthed over at have oplevet ogsaa det. Det fejlede f. Eks. sjældent, at han hurtigt, naar han traf sammen med et nyt Menneske, i Samtalens Løb indflettede: Som De maaske nok véd, tilbragte jeg i sin Tid nogle Aar i Tugthuset. – Han meddelte det i samme beskedent og let henkastede 140| Tone som naar en gammel Civilist under en Fortælling om et eller andet indskyder: jeg gik nemlig i mine unge Dage med som Frivillig i Krigen.

Dagens Anledning havde Konferensraaden foræret Broderen 200 Kr. Og C. E. havde besluttet, at denne Formue til sidste Hvid skulde ofres til den ædle Givers Ære.

Værten og hans Kone, Buffetjomfruen, Kelneren og de to i Dagens Anledning indkaldte Hjælpetjenere stod fortabte i Andagt foran det festligt bugnende Bord, da Menthe nogle Minutter før Gildets Begyndelse traadte ind i Lokalet for at inspicere, om alt var i Orden.

Sandelig,« udbrød han: »et stolt Syn! Jeg gør Dem min Kompliment Hr. Olsen og ikke mindst Dem, naadige Frue.«

Ja,« sagde Olsen og daskede sin af Beærelse rødmende Hustru paa Ryggen: »jeg bemærkede det just lige til Madammen, at Hr.

Overretssagføreren vistnok vilde føle sig tilfreds. For det er dog – sagde jeg – ligesom et Pust fra gamle Dage, da man endnu i vort velsignede Dannevang 141| forstod at servere et dobbelt belagt koldt Bord. Jeg be’r Overretssagføreren særlig fæste Blikket paa disse velvoksne Hummere. Det er vel endelig Drenge. Det er noget andet end som de Rejer, de finere Beværtninger ellers nuomstunder fremlægger for et nødlidende Publikum som flækkede Lopper.

Man bedes endvidere bemærke Rosenfloret! som det saa poetisk hed i de skønne svundne Tivoli-Programmer. Værs’artig: Lammesteg og Kyllinger, Oksesteg og Flæskesteg, altsammen frisk stegt og med ekstrafint blaat Stempel fra Slagterlaugets Oldermand.

Og her mine Herskaber: Sardiner, Kielersprut, Aal i Geledder, og Laks i Mayonnaise. Hamburger Rauchfleisch og røget Oksetunge og kogt Skinke. Kan De ikke lide det? Det gør mig saa inderligt nagende ondt. Men saa kunde De maaske pille lidt ved disse hersens Kabaretter: Leverpostej med og uden Trøfler, flamske Sild og Ansjos, Spejlæg og haardkogte Æg, hakket Æg og Sild, Sildesalat og hjemmelavet Lammerullepølse med Petersilje. Eller maaske det kunde friste Dem at smage paa denne ven142|ligt udseende helstegte Pattegris med Citron i sin søde lille Tryne og lyserød Sløjfe paa Halen? Og til allersidst har vi jo en 6–8–10 forskellige Slags Ost at vælge imellem til den allersidste Snaps. Ak ja, kan Overretssagføreren mindes de gyldne Dage, da et saadant fuldt ud tilfredsstillende koldt Bord med varm Ret blev udbudt overalt i det danske Monarki for 1 Kr. og 50 – ofte med Snaps ad libitum? Den Gang, Hr. Overretssagfører, var der godt at være i det lille Danmark. Jeg ligefrem skammer mig paa mit Fødelands Vegne over, at jeg nu skal tage 2 Kr. 75 pr. Kuvert – foruden at jeg maa beregne 12 Øre pr.

Snaps og 25 Øre pr. hver Bajer. Ja er det nu ikke til at græde over, naar man tænker paa de Dage, da en velskænket Bajer selv paa de bedre Steder kun kostede 10 Øre? I det hele taget maa jeg sige, at jeg meget ofte om Natten tilbringer søvnløse Timer med at tænke paa, hvordan Folk i vore Dage klarer sig paa en retskaffen Maade.«

Det er smukt af Dem, kære Hr. Olsen« – afbrød Overretssagføreren leende Vær143|ten – »at De ofrer Deres dyrebare Nattesøvn paa saa menneskevenlige Tanker. Som De maaske véd, blev ogsaa jeg en Gang Offer for Næringssorger. Men nu er det Gud være lovet overstaaet. Ialfald iaften ser det da ud til, at jeg skal kunne spise mig mæt. Derfor takker jeg, næst Gud og min berømte Broder, Dem og – ikke at forglemme – Deres fortræffelige Hustru. Og nu, mine Herrer –« sagde han henvendt til de tre ærbødigt lyttende Opvartere – »beder jeg Dem erindre, at der stadig maa staa en frisk Bajer for hver Kuvert og at der af Snapse skænkes først Ge- never, derpaa den gamle Lysholmer, der har passeret Linjen. Men til Osten tager vi ifølge god gammel patriotisk Sæd en jævn og ligefrem dansk Kornbrændevin.«

Den C. E. Menthe’ske Fest forløb under den mest utvungne Stemning, men tillige under megen Stilfuldhed.

Menthe lagde kort for med en Skaal for Gud, Konge og Fædreland. Den kom umiddelbart efter Velkomst-Geneveren og gav Anledning til den første Lysholmer. Derefter fulgte en lang Række Hyldest-144|Taler (med tilhørende Lysholmere) for Festens Giver.

Sluttelig tog Overretssagføreren igen fat.

Hans Tale, som der siden i mange Aar gik Ry af, var et Livs- Opgør i snart spøgefuld, snart vemodig og alvorlig Tone. Den formede og samlede sig til en skøn Lovprisning af Livet. En Tak til Livet, der havde været saa vidunderlig gavmildt mod ham. Og det hvadenten det havde baaret ham højt oppe i Rigdom og Anseelse eller det havde ført ham dybt ned i det, der af Menneskene almindeligvis kaldes Ydmygelse og Elendighed.

Men« – sagde han og hævede sejrsstolt sit smukke gamle Race-Hoved: »Livet lader aldrig den i Stikken, der af Hjærtet elsker det. Samfundets Love er ikke Livets Love. Samfundet belønner og fordømmer, Samfundet ophøjer og nedstyrter Menneskene efter Love, der oftest er ganske livsfjendske, fordi de er skrevne uden nogensomhelst Forstaaelse af Livet. Men vi, der er Livets Børn, vi dømmer os selv efter den Livets store Lov, vi fra Moders Liv har faaet indskrevet i vort Hjærte. 145| Naar jeg tænker tilbage og sammenligner, saa finder jeg for de skiftende Faser i mit omvekslende Liv ganske vist stor Forskel i Kaar og Vilkaar, i Maal og Midler. Jeg har fejlet og syndet, jeg har gjort forrykte Ting. Men det er Samfundet, jeg har syndet mod.

Ikke mod Livet. Livet er jeg altid forbleven tro.

Lad mig med et lille Exempel minde Dem om, hvad jeg sigter til.

Da jeg i sin Tid blev sat under Anklage (Menthe valgte i sin Livsglæde dette festligere Udtryk for: blev arresteret og kom i Tugthuset), gjorde Aktor, nylig hedengangne Højesteretssagfører Conradsen, et stort Numer ud af mit Sværmeri for fint Dame-Undertøj. Han vilde egentlig helst have haft mig indespærret som gal, fordi jeg, der dengang omgikkes ganske hensynsløst med Penge, opkøbte til mine smaa Veninder alt det dyreste, jeg kunde opspore paa bemeldte spøgefulde Omraade. Selvfølgelig maatte det ogsaa samfundsmæssigt synes forrykt. Jeg forstaar saa godt, at den brave Conradsen har anlagt sin Bedømmelse efter de nette hjemme146|lavede Blonder, hvormed hans Hustru formodentlig lyksaliggjorde ham. Men jeg, som vidste, hvordan Kvinder, naar de faar Lov at være Kvinder, elsker at have ikke blot de smukkeste og dyreste Perler og Brillanter, men ogsaa det mest forfinede Linned med de sjældneste Kniplinger; jeg, som havde gjort den Erfaring, at en Kvindes erotiske Evner i høj Grad potenseres ved Bevidstheden om at være dejligere smykket end alle andre – jeg brød mig altsaa dengang Pokker om hvad det kostede. Jeg vilde livsforhippet det yderste dér, hvor man ellers samfundsfornuftigt sætter Tæring efter Næring. Men forrykt? Set fra Livets Standpunkt: det naturligste af alt. Selv en teologisk Student drømmer sig sin lille Kæreste i yndige smaa Unævnelige og, naar han gaar forbi et Vindue med blaa og røde og grønne Silkestrømper, tænker han, hvis han da ikke er udenfor al Livsforstaaelse: »Hvor yndig vilde ikke min So- phie være med saadanne Strømper paa sine Pusselanker!«

Hvis nu den vordende Hr. Pastor ofrer sine sidste ti Kroner paa et eller to Par 147| smukke Strømper – saa er det, forholdsvis, li- gesaa forrykt, ligesaa meget til Daarekisten, som naar jeg i min Velmagtstid ofrede det hundreddobbelte.

Mod Samfundet forbrød jeg mig ofte og gærne. Mod Livet har jeg altid forsøgt at være trofast og ærlig. Jeg har ikke hadet Samfundet. Men det har altid ladet mig kold og ligegyldig. Livet derimod har jeg elsket. Og Livet har gjort Gengæld.

Livet, det er Dig og mig. Det er Menneskene.

Og jeg, som altid har holdt af Mennesker, har faaet rig Gengæld i det Venskab, jeg, under alle vekslende Forhold, har mødt – og nu sidst og maaske mest i denne Kreds.« Da Talen var til Ende og der efter Applausen og Rørelsen blev en lille Pause, lod C. E. Menthe hente en hvid Pap-Æske, som han havde anbragt i Garderoben. Buffetjomfruen, en buttet lille Pige, med et fastdrejet Legeme, fint pyntet i Dagens Anledning, med en mørk Nederdel og et 148| gennembrudt hvidt Bluse-Liv, bragte genért Pakken hen til ham. Men da hun straks efter vilde fjærne sig, sagde Menthe:

Bliv Mathilde! Thi til Dig, min Pige, er denne ydmyge og fattige Gave. Til Dig, – skam Dig ikke, thi Du er god nok og har givet mig saa stor Glæde som nogen – til Dig, min Præstegaards-Kæreste, er denne Gave.« Menthe aabnede højtideligt Æsken og udtog deraf et Par Laksko og 6 Par forskelligt farvede Silkestrømper.

Som et Vidnesbyrd om« – fortsatte Menthe – »at jeg overfor Dig følger den Livets Rettesnor, jeg altid har fulgt; men som et Vidnesbyrd tillige om, at Livet har lært mig paa mine gamle Dage at bøje mig for Samfundets Love, giver jeg Dig, Du brave lille Pige, uden at Du forstaar et Muk af, hvad jeg siger og mener, disse pæne, men billige Strømper og disse dyre, men ærbare Sko ...«

Mathilde var ved at gaa i Jorden af Skam, men samtidig overjordisk stolt og lyksalig.

Da Klokken var omtrent tolv, blev der Stemning for, at man skulde forlægge Residensen til en Natkafé ved Gammelstrand. 149| Og paa Vejen derned var der En, som foreslog, at man, da man jo dog kom i umiddelbar Nærhed af Frederiksholms Kanal, burde benytte Lejligheden til at bringe Festens egentlige Ophav, Konferensraaden, der antagelig nu var hjemvendt, en Ovation. Forslaget vandt almindelig Tilslutning. Kun formanede C. E. til at gøre det hele saa stilfærdigt som muligt.

Der var øde og tomt paa Gaderne langs Slottet og Thorvaldsens Museum. Og ganske upaaagtet drog det glade Selskab over Stormbroen og svingede op foran Ludvig Menthes Ejendom.

Vinduerne i 1ste Sal var oplyste. Altsaa var han hjemme. Foran Porten holdt en Automobil.

Højtideligt, med undertrykt Fnisen, stillede de tyve gemytlige Herrer sig op i Linje foran Huset. Saa pludselig, paa Signal af C. E.

Menthe, raabte Fløjmanden:

Konferensraad Menthe leve! Han længe leve!«

Hvorpaa fulgte tre taktfaste Hurra.

Et Gardin rulledes op. En Herre aabnede Vinduet og sagde: 150| »Konferensraaden er syg. Jeg beder Dem ikke forstyrre.« En flov og skamfuld Stemning lammede for et Øjeblik den sorgløse Løssluppenhed og C. E. Menthe overvejede, om han ikke burde gaa op. Han kom dog hurtigt til det Resultat, at han ikke netop egnede sig til Familjebesøg og at det var bedre at liste bort med de andre.

Mon det var noget alvorligt? En af Gæsterne mente i den Herre, der aabnede Vinduet, at have genkendt Lægen Professor Rønne.