151|XIX

Allerede ved Ti-Tiden var Konferensraaden brudt op fra Festen.

Han havde undskyldt sig med et Ildebefindende, og det var da ogsaa tydeligt for Enhver, at han kun med uhyre Viljeanspændelse var naaet Middagen igennem. Dirigenten havde ladet Serveringen af de sidste Retter fremskynde og havde strøget et Par Taler.

Man havde drøftet, om det gik an at lade Menthe tage hjem alene, men han havde ikke tilladt, at Nogen fulgte ham. I al Hemmelighed gav en af Festkomitéens Herrer Chaufføren Besked om at passe godt paa og at hjælpe Konferensraaden op ad Trapperne, hvis det gjordes fornødent.

Menthe havde dog klaret sig uden Hjælp. Kun havde han bedt Chaufføren om at aabne Porten, mens han blev siddende i Vognen. Saa steg han rask ud, stak Chaufføren 152| en flot Drikkeskilling i Haanden og bød venligt Godnat.

Men han var længe om at naa op ad Trappen, Lyset var gaaet ud, inden han kom ind i Entréen, og da han havde famlet sig gennem denne, havde faaet Døren til Dagligstuen aabnet og i nervøs Anspændelse hastigt drejede op for den elektriske Kontakt, saá han til sin Forfærdelse en fremmed Herre i den anden Ende af Salen – en uhyggeligt udseende Olding i Selskabsdragt under Over- frakken, et pyntet Lig, med et gustent fortrukket Ansigt og med Øjne, der stirrede ham gengangertruende imøde.

Uvilkaarligt gjorde han – for ikke at røbe sin Angst – et Par Skridt fremad. I det samme kom Herren derovre ogsaa ham i Møde.

Menthes Tanke var: det gælder om at naa hen til Skrivebordet før ham – dér ligger en stor spansk Kniv, som jeg om fornødent kan skræmme ham med; er jeg først derhenne, vil jeg spørge ham, hvem han er og hvad han ønsker. Pludselig svandt Hallucinationen, og Dag153|ligstuen laa nu i et ganske ædrueligt Virkelighedslys. En befriende Følelse af at være hjemme gennemstrømmede ham: dér hang det store italienske Landskabsbillede; dér, over Sofaen, Malerierne af hans Forældre og, rundt om, paa Bordene og paa Kamin-Gesimsen, stod Blomsterglas med de i Dagens Anledning ankomne signerede Buketter.

Og den fremmede Mand var ham selv: Spejlbilledet af ham selv.

Han følte sig dybt beskæmmet over sin fejge Angst. Saa jammerligt fejg var han altsaa, naar noget kom bag paa ham og han ikke i Forvejen havde rustet sig til Forsvar. Saa ynkeligt vilde han falde sammen, hvis noget uforberedt passerede ham.

Han vilde dog for en Gangs Skyld se denne tarvelige Komediant i Ansigtet, se paa sig selv som paa en fremmed – prøve at se paa sig selv saadan, som andre antageligt maatte gøre det.

Han gik hen foran Spejlet, saa nær til det som muligt. Der var kun et Par Centimeters Afstand mellem hans virkelige Ansigt og Spejlbilledet. 154| Dette altsaa var Ludvig Menthe. For første Gang stod han overfor sit eget Forfald. For første Gang saá han, at han var en af Udslidthed, Bitterhed og Ensomhed mærket Olding.

Endelig nu havde han sejret. Havde tiltvunget sig alt det, han havde troet vilde bringe ham Lykke og Tilfredshed.

Og hvad var saa det hele? Han rykkede Ansigtet endnu tættere til Spejlet. Han stirrede sig ind i dette Ansigt, som var hans.

Og pludselig rakte han Tunge. Fortrak Ansigtet i en Grimasse, der skulde være et Smil. Og spyttede sig selv i Ansigtet.

Saa rev han sig med en yderste Kraftanspændelse løs. Strøg sig med Haanden over Ansigtet, som vilde han udslette det, og vaklede som en fuld Mand tilbage gennem Stuen, støttende sig fra Møbel til Møbel, indtil han tilsidst sank ned i en Lænestol.

Dér sad han nogle Øjeblikke ganske følelsesløs. Saa piblede langsomt op i ham en fortvivlet Selvynk.

Han tænkte paa sit glædeløse Ægteskab. 155| Han mindedes, hvordan Børnene aldrig havde villet forstaa hans Trang til at komme dem nær, og hvordan de tilsidst helt var gledet fra ham. Tænk end ikke iaften havde de været med. Naa ja, Annelise – og blot idet hendes Navn gik gennem hans Bevidsthed, steg der en Trang til Graad op i ham: Annelise, lille Tullebarnet, dejlige lille Annelise – naa ja, hun kunde vel ikke komme, siden det kun var en Herremiddag. Skønt som hans Datter og nu da hans Kone var død. Men Fritz kunde da ialfald være kommen. Og han og Fritz kunde bagefter være taget ud til Annelise. Og de kunde have siddet dér en Timestid, blot en halv Time sammen og haft det hyggeligt og godt med hinanden. Var de maaske fortørnede over, at han havde skænket bort nogle af de Millioner, som de mente tilkom dem? Kunde han have købt deres Kærlighed? En Gang havde han forsøgt det. Den Gang Moderen var død. Han havde slaaet paa, at de jo nu, om de vilde, kunde rykke ind i det store Hus; at han vilde være tilfreds med blot et Par Væ156|relser og at de af Penge kunde faa ligesaamange de vilde. Fritz havde paa begges Vegne svaret, at de ikke kunde tænke sig at gøre nogen Forandring. De havde det i deres lille Villa saa dejligt som muligt, og de klarede sig rigeligt med Renterne af de Penge, der i sin Tid var sat ind for dem i Overformynderiet. Og da Menthe alligevel nu, før han besluttede sig til sine store Velgørenhedsforetagender, havde ment sig forpligtet til at spørge Fritz og Annelise, havde de ivrigt tilskyndet ham til at udføre sine Planer. Han havde af sine Børn lært, at der var noget, som ikke kunde købes for Alver- dens Rigdomme. Netop det, som man gærne, naar man var naaet til Livs Ende, gjorde sig betlerfattig for at vinde. Her sad han, rigere end nogen anden i Landet, hædret for sin Rigdom mer end nogen anden: Guldet dryssede gennem hans Fingre og han kunde, om han vilde, lade det drysse endnu mere overvældende gavmildt. Men lige ensom og fattig blev han siddende. Der blev ikke tilbage i hans Haand en eneste Guldmønt, som han kunde lægge som Amulet paa sit 157| Hjærte og tage med som Løsepenge til sin sidste Rejse.

Var der i hele Verden blot et eneste Menneske, som nu, hvis han kaldte, vilde komme til ham for hans egen Skyld og hjælpe ham i hans Forladthed? Navnet havde længe ikke været i hans Tanker. Men pludselig var det der som en munter Solstribe: Thekla.

Ja, Thekla. Og idet han atter fornam Lyden af dette Navn og mindedes alt, hvad der knyttede sig til det, fyldtes han af ungdommelig Lyst til en lille Oplevelse.

Han saá paa Uret. Klokken var kun 5 Minutter over halvelleve.

Og da han i det samme kom til at tænke paa, at det just var Onsdag, syntes det ham et sært lykkeligt Tilfælde.

Uden videre Overvejelse gik han til Telefonen og ringede.

Spændt sad han og ventede. Mon hun ikke var hjemme? Eller mon hun var optagen? Endelig hørte han en søvnig Stemme:

Hallo!«

Er det Thekla?« 158| »Ja, hvem taler jeg med? Jeg er ved at gaa i Seng.« »Kender Du ikke min Stemme?«

Gud Fader, det er jo Æresborgeren. Jeg troede, De endnu sad og blev fejret.«

Jeg var træt og tog tidligt hjem. Og saa kom jeg til at længes efter Dig.«

Jeg har saamæn ogsaa siddet den hele Aften og smaatudet ved at mindes gamle Dage.«

Har Du Lyst at være sammen med mig en Times Tid?«

Det kalder jeg en storartet Idé. Kommer De herhjem?«

Det kan jeg ikke. Jeg er saa træt. Du maa komme til mig.«

Faar jeg saa et af Legaterne?«

Ellers vil Du ikke?«

Jo det ved Gud jeg vil. Jeg skal komme i Løbet af et Kvarter – hvis man ikke skal møde i Festtoilette.«

Du skal helst komme som Du er. Jeg lægger Nøglen under Maatten, – saa behøver Du ikke at ringe paa. Men Du maa skynde Dig, for Porten lukkes Kl. 11.«

Alle tunge Tanker var som blæst bort. 159| Saa oprigtigt glad Theklas Stemme havde lydt! Saa var der dog ét Menneske, som holdt af ham for hans egen Skyld. – Han fik travlt med at gøre det festligt. For ikke at vække Tjenestefolkene listede han paa Strømpesokker ud og tog Vin og Glas frem. Han fandt ogsaa i nogle Blikkasser Biskuits og hjemmebagte Smaakager. Og – han blev helt lykkelig ved sit Opdager-Talent: han fandt paa en Hylde i Spisekamret en Bojan med syltet Ingefær.

Han bragte Byttet ind i den store Dagligstue. Skulde de sidde her eller i en af de mindre Stuer? Eller i hans Arbejdsværelse? Nej det var bedst at blive i den store Stue: Thekla havde aldrig før været i hans Hjem og hun vilde sikkert finde, at dér var smukkest og finest. Her var ogsaa alle de mange Blomster, og her var Luning fra Ilden i Kaminen, hvad godt endnu kunde tiltrænges.

Han stillede alt pænt tilrette paa et lille Bord, for Spøg lagde han ogsaa et Spil Kort frem. Og han huskede paa, at han endnu fra sidste Gang, Annelise besøgte 160| ham, havde en Æske meget fine Cigaretter og en Pakke Lindt-Chokolade. Til allersidst lagde han endnu et Par Stykker Brænde paa Kamin-Ilden.

Men saa var han ogsaa dygtig træt. Han vilde næsten ønske, at han kunde faa Tid til en ganske lille Blund, inden hun kom.

Han satte sig i en Lænestol. Tændte en Cigar, men lagde den straks igen. Tog en Aftenavis. Københavns første Borger stod der med stor Overskrift. Han smilede og forsøgte at læse – for tyvende Gang de samme banale Festord. Men han var saa træt, saa træt.

Avisen faldt ud af hans Haand, hans Øjne lukkede sig ....

Da Thekla nogle Minutter efter, forsigtigt listende, kom ind, sad Menthe tilsyneladende trygt sovende. Han var død. Et lykkeligt Tilfælde vilde, at der intet kom ud om de nærmere Omstændigheder ved Ludvig Menthes pludselige Død. Just som Thekla, halvt sindssyg af Skræk, ude af sig selv af Forvirring – med ti Planer 161| snublende over hinanden – just som hun aabnede Entré- døren for at styrte ned og hente Politi og Læge, mødte hun Menthes Huslæge, Professor Rønne. Han havde været med til Festen, havde set, hvor daarlig Konferensraaden havde været og vilde nu paa Vejen hjem, da der var Lys baade hos Portneren og paa 1ste Sal, forhøre, hvordan det gik.

Det faldt ham ikke ind at mistænke Thekla – der var jo hellerikke nogetsomhelst Grundlag for Mistanke. Han lod hende, saavidt det var hende muligt, forklare, hvad hun vidste og sendte hende derpaa bort, skønt hun nu, hvor hun ikke skulde være alene med Døden, tryglede om at faa Lov at blive.

Professor Rønne havde ordnet alt. Det eneste, som Tjeneren og Stuepigen havde undret sig over og som de aldrig fandt ud af, var, at der paa det lille Bord havde staaet to Glas og to Assietter.

Cigaretterne, Chokoladen og Kortene havde Rønne gemt hen i et af Skrivebordets Sideskabe.