162|XX

Fritz og Annelise sad med hinanden i Haanden ved Faderens Lig.

Tætte Bleglærreds-Gardiner dæmpede Lyset fra Foraarsdagen. Og saa tyst var Stilheden, at de fornam deres Hjærteslag som en forstyrrende, urovækkende Støj.

Den Dødes farveløse Ansigt tegnede sig skarpt mejslet paa Hovedpudens bløde Underlag, og de magre Hænder laa voksgule paa Lagenets mathvide Kniplinger.

Annelises Hjærte hamrede saa haardt, at det næsten gjorde ondt. Hun førte Broderens Haand dulmende hen over det, lagde sit Hoved ind til hans Bryst og græd sagte.

Fritz strøg hende med den Haand, han havde fri, kærtegnende over Haaret:

Saa saa, Stump,« hviskede han: »tænk dog paa, hvor godt det er, at han nu har Fred!«

Ja ja, men jeg synes alligevel, at det er saa Synd.« 163| Hun løste sin Haand ud af Fritz’, knælede foran Sengen og sagde, mens hun klappede Faderens Hænder og bøjede sig nedover dem til Kys:

For nu kunde jeg være god imod Dig, nu hvor Du er som et lille hjælpeløst Barn.«

Jeg tror,« sagde hun lidt efter, da Fritz og hun atter sad med hinanden i Haanden: »jeg tror, at de fleste Mennesker aldrig faar sagt, hvad de vilde. Alle har de et eller andet, som brænder dem i Hjærtet, noget, de skammer sig over. Enten en Følsomhed, som de ikke vil være ved, eller en Uret, de har begaaet og som de ikke kan komme afsted med at tilstaa. De udskyder det fra Dag til Dag.

Der er jo Tid nok. Og for hver Dag, for hvert Aar bliver det sværere at sige det. Og de dør uden nogensinde at have følt sig udfriede.

Synes Du ikke ogsaa, Fritz, at det var, som om Far, hver Gang han saá paa os, var paa Nippet til at ville bekende noget, men alligevel ikke vovede det?«

»Hvis Du har Ret, Annelise, saa har baade Du og jeg stor Skyld overfor ham. 164| Vi gav ham aldrig det hjælpende Ord, han maaske ventede paa.«

Nej Fritz. Jeg kan nok græde over Fars Skæbne. Men jeg tager ikke Skylden paa mig. Han var mig indtil dette Øjeblik en fremmed Mand. Og selv nu – jeg saá det før, mens jeg laa foran ham og kyssede hans Haand: det er, som om han stadig udspionerer os.

Tænk Dig – det ene Øje er ikke helt lukket. Du aner ikke, hvor det var uhyggeligt.«

Nu vil vi gaa« – sagde Fritz. »Ellers hidser Du Dig blot op til Overspændthed.«

Ja, saa gaar vi,« sagde Annelise. Hun rejste sig, tog nogle mørkerøde Roser, hun havde bragt med, og lagde dem paa den Dødes Bryst, men uden at knæle. Hun vilde ikke endnu en Gang se ind i dette brustent spejdende Øje.