165|XXI

Nationalbankdirektør Herder, der havde overtaget Stillingen som Formand i »Kvindens Værn og Værge«, gik, efter at have overværet Ludvig Menthes Begravelse, sin daglige Tur ud ad Langelinie.

Det havde været en stor og smuk Begravelse med ualmindeligt mange officielle Kranse og et ualmindelig repræsentativt Følge.

Underlig Skæbne, Menthe havde haft.

Faa Mennesker havde ofret saamegen Interesse og saamange Penge paa alménnyttige filantropiske Foretagender. Faa Mennesker havde tilsyneladende ført deres Liv saa borgerligt korrekt og hæderligt som han. Som ret og rimeligt var, havde Samfundet da ogsaa belønnet ham med officiel Anerkendelse udover det almindelige.

Men nogen populær Personlighed var Menthe trods alt aldrig bleven. Det havde været en mærkværdig kølig Begravelse. Og dog maatte Menthe have haft Egen166|skaber, der rent umiddelbart talte til den menneskelige Følsomhed.

Øjensynligt var f. Eks. begge Børnene meget bevægede. Navnlig den nydelige Datter – mærkeligt forøvrigt, at hun endnu var hverken gift eller forlovet, saa smuk og fin hun var, tilmed antagelig et meget rigt Parti. Direktøren havde siddet ligeoverfor hende og han havde set, hvordan hun havde maattet kæmpe med sig selv for ikke helt at bryde sammen, og hvordan Broderen havde maattet støtte hende, da han fulgte hende ud til Vognen. Ak, havde han tænkt: med hende, dette forfinede Barn med de trætte Øjne og den blodigt røde Mund, vilde det være en Vellyst at flyve gennem Verdensrummet.

Men oppe i Pulpituret havde ogsaa siddet to sortklædte Kvinder, ikke helt unge, men dog endnu stadselige, der havde været stærkt grebne. Man havde under Talen hørt deres Hulken.

Menthe maatte have haft Tilknytning til Kredse, der laa udenfor det alménkendte. Mellem de signerede Kranse var der f. Eks. en, som Direktøren havde lagt særlig 167| Mærke til, fordi den var anbragt paa den Side af Kisten, der vendte lige mod hans Plads, og som skyldtes en Forbindelse, Direktøren aldrig havde hørt Tale om.

Det var en Krans fra Litographische Anstalt und Kunstdruckerei »Dania«, Lübeck.

Mens Bankdirektøren gik sin vante Vej ud mod Molen og lod Tankerne komme og forsvinde, vendte paa en irriterende Maade denne Krans og denne Inskription stadig tilbage i hans Hjærne.

Ham bevidst havde han aldrig hørt noget om nogen Forbindelse mellem en litografisk Anstalt Dania i Lübeck og Konferensraad Menthe – alligevel foresvævede der ham noget om Lübeck og Menthe.

I og for sig kunde det jo være ham ligegyldigt, hvilke forretningsmæssige eller personlige Forbindelser Menthe havde haft med Lübeck. Men det gik ham, som naar man søger om et Navn, man har glemt. Man bliver ved at spekulere over det, selv om man slet ingen Brug har for det, og Ens Hjærne faar ikke Ro, før det er fundet. 168| Herder søgte bort fra disse ærgerligt ørkesløse Spekulationer. Han begyndte at regne ud, hvor meget Menthe nu egentligt efterlod sig.

Der gik i Børskredse de mest modstridende Rygter. Nogle paa­ stod, at Menthe af Forfængelighed havde ofret til Velgørenhed alt, hvad han overhovedet ejede – ja at det endog vilde knibe at faa Dækning nu, naar det hele skulde gøres op. Andre hævdede, at Menthes Rigdom var rent fantastisk stor: at han ved Spekulationer i herhjemme meget lidt kendte balkanske Papirer havde tjent et Utal af Millioner.

Herder vidste jo lidt mere om det end de fleste. Han vidste, at Menthes Legater havde fuld Valuta i de fineste Obligationer og i de Legaterne tillagte Ejendomme. Rent bortset herfra havde Menthe stadig en stor Folio baade i Nationalbanken og Danmarksbanken.

Men hvad han skyldte bort, vidste Herder ganske vist ikke.

Under normale Forhold – og hvis Menthe ikke havde disponeret fuldkommen vanvittigt – vilde han dog anslaa den efterladte Formue til mindst et 169| Par Millioner. Og han saá for sig Annelise med hendes Øjne, der var trætte af at længes, og hendes Mund, der var saa rød af disse Længsler.

Satan ogsaa med den litografiske Anstalt i Lübeck. Det, at han ikke kunde komme i Tanker om, hvad han en Gang før maatte have hørt om Menthe i Forhold til Lübeck, pinte hans Hjærne i nogle Dage.

Efterhaanden gik det dog af Glemme. Under Behandlingen af Menthes Bo fremkom heller intet, der havde noget med Lübeck at gøre. Alt stemte, bortset fra nogle Kurssvingninger, nøjagtigt med Menthes sidste Statusopgørelse. Der blev til hver af de to Børn paa det nærmeste en Million. Desuden var der til livsvarig Rentenydelse i Overformynderiet 100.000 til Broderen, 50.000 til Frk. Thekla Hansen, Beløb paa 10–25.000 til gamle Tjenestefolk og Kontorister. Efterhaanden, som Rentenyderne døde, skulde disse Kapitaler tilfalde »Kvindens Værn og Værge« som en særlig Fond.

Fonden vilde efter Sandsynligheds-Beregning med Renter og Rentes Renter udgøre ca. ½ Million, inden 170| den traadte i Virksomhed. Renterne skulde derefter bruges til organiserede Ferierejser i Udlandet for »mer end almindeligt begavede Børn«. Som det hed i Menthes Testamente: »Med en aarlig Indtægt af 20–25.000 Kr. vil en saadan Fond, fornuftigt administreret, antagelig kunne bestride en væsentlig Del af Behovet: 100 à 150 Børn vil for nævnte Beløb kunne foretage, under gode Vilkaar, Rejser paa 2–3–4 Uger til endog temmeligt fjærne Lande. Det er mit Haab, at de Indtryk og Paavirkninger og den Ansporing til Foretagsomhed, som saadanne Rejser utvivlsomt vil foraarsage i begavede Barnesind, maa blive ikke blot hvert enkelt af de udvalgte Børn, men ogsaa vort Fædreland som Helhed til Gavn og Velsignelse.« Efterhaanden glemte Bankdirektør Herder ganske de Grublerier, som Æreskransen fra Dania i Lübeck havde bebyrdet ham med.