171|XXII

Ludvig Menthes Motto som Storkors-Ridder – I Eftermælet dømmes Gærningen – skete Fyldest.

I alle de velgørende Stiftelser, som Menthe havde betænkt, hang allerede nu mer eller mindre kunstnerisk værdifulde Portræter af den store Legatstifter. En Bog om ham og hans Gærning var under Udarbejdelse. Og samtidig med Bogens Udgivelse skulde nu d. 12te Maj – Aarsdagen efter hans Død – et Mindesmærke afsløres i den smukke beplantede Gaard, der hørte til Ejendommen ved Frederiksholms Kanal.

Tilfældige Omstændigheder bevirkede imidlertid, at den store Højtidelighed blev udskudt nogle Maaneder. En Bladnotits meddelte, at Udsættelsen skyldtes et Uheld, der var sket med den store Marmorblok, som skulde anvendes til Mindesmærkets symbolske Figur, og da der jo ingen særlig Samfunds-Interesse knyttedes til denne 172| Monument-Afsløring, da det navnlig var Offentligheden ganske ligegyldigt, om Afsløringen skete lidt før eller senere, faldt det end ikke noget Blad ind at fatte Mistanke.

En Dag i April, da Posten blev refereret for Direktør Herder, heftede han sin Opmærksomhed ved en Remisse, der var kommen fra Hanseatische Bank i Lübeck.

Pludselig var Erindringen om den mystiske Krans fra Anstalten Dania i Lübeck atter dukket op, og han spurgte Sekretæren:

Var der noget særlig af Interesse i Bankens Skrivelse?«

Ja,« svarede Sekretæren smilende: »man synes at svømme i danske Penge i Lübeck. Vi faar da ogsaa hele Beløbet, 16,000 Kr., kontant i danske Hundredkrone-Sedler.«

Uvilkaarligt faldt det Spørgsmaal Herder ud af Munden:

Hvordan var Sedlerne?«

Jo« – lo Sekretæren: »de var saamæn gode nok – ualmindeligt smukke Sedler.« I det samme huskede Herder, at han engang havde oplevet omtrent det samme Spørgsmaal og det samme Svar. Nu vidste 173| han ogsaa, hvorfor han i sin Tid havde pint sin Hjærne med at finde en Forklaring paa denne Krans fra Lübeck. Lyslevende stod pludseligt for hans Erindring den Samtale, da Menthe havde bedt ham lade undersøge de 500 Kr. fra Lübeck.

Mens Sekretæren mekanisk refererede videre, jog et Uvejr af skræmmende Tanker gennem Herders Hjærne. Han lagde næppe nok Mærke til, at Sekretæren havde endt sit Referat og ærbødigt afventende havde rejst sig.

Var der noget, Direktøren ellers ønskede?« spurgte den unge Mand endeligt.

Nej Tak. Jo forresten. Lad mig beholde Brevet fra Lübeck. – Tak. Jeg ser, at Pengene endnu ligger i Konvoluten. Hvorfor er de ikke gaaet ind i Kassen?«

Brevet kom ligesom Direktøren ringede paa Posten. Og da Kassereren ikke i Øjeblikket havde Tid til at eftertælle Beløbet, bad han mig hellere tage det hele med.«

Det er ikke korrekt af Kassereren. Naa, siig ikke noget til ham.

Jeg skal om lidt selv levere ham Pengene.« Herder sad med de smukke nye Sedler 174| foran sig. Han granskede dem nøje, tog en Lup og undersøgte hver Streg, holdt dem op for Lyset for at prøve Vandmærkerne, lod Fingrene glide hen over dem for at føle Overfladen. Nej, de var aabenbart gode nok.

Saa pludselig fik han en Indskydelse: han tog ud af sin egen Tegnebog en Hundredkroneseddel og byttede den med en af Sedlerne fra Lübeck.