175|XXIII

Hvad der skete i de Par Maaneder, som forløb mellem Hanseatische Banks Pengebrev til den danske Nationalbank og Afsløringen i August af Ludvig Menthe-Monumentet, var følgende:

Direktør Herder tog, efter at have fundet en ringe Uoverensstemmelse mellem Nationalbankens Seddelpapir og det Papir, der var anvendt til den sidste Emission af de Lübeckske Sedler, en lille Forretningsrejse til Lübeck, ledsaget af en haandfast Betjent fra Opdagelsespolitiet.

Faa Uger efter ankom under hans private Adresse til Nationalbanken et helt lille litografisk Etablissement samt et Par plomberede Kasser med nye Hundredkronesedler.

Samtidig fik Thekla Hansen Brev fra Broderen, at han havde besluttet at bryde op fra Lübeck og tage Ophold i Amerika. Han havde nu tjent saa meget, at han kunde virkeliggøre sin Ungdomsdrøm: at 176| leve som uafhængig Mand i Amerika og opdrage sine Børn til frie Borgere i den store Republik.

Jeg er rig nok til ikke at behøve at stikke op for en storsnudet Yankee,« skrev han. »Og i Amerika spørger man ikke om Fødsel og Rangforordning, blot man har money paa Lommen. Hvis Du har Lyst, er Du velkommen ovre hos os. I Lübeck, det snærpede Hul, var den ikke saa gunstig. Men i Amerika er Du all right. Go on altsaa, om det kunde more Dig at blive Verdensdame i fifth avenue.

Som Du ser, har jeg allerede delvis tilegnet mig det amerikanske Sprog.«

Thekla var rørt og stolt over Broderens Tilbud. Men selvfølgelig faldt det hende ikke for Alvor ind at forlade Kjøbenhavn, hvor hun nu havde det saa trygt og godt. Desuden kunde hun ikke taale Søen. Hun blev søsyg bare hun skulde til Malmø.

Den betydningsfuldeste Følge af Lübecker-Brevet var imidlertid, at Nationalbanken nu gik til en ofte paatænkt, længe paakrævet Omordning af sin Seddelfremstilling. 177| Da Herder, i hvis Hænder Reformens Gennemførelse blev lagt og som høstede megen Ære for det omhyggelige og sindrigt udtænkte System til Sikring af de nye Sedler, blev interviewet om, hvorvidt der var nogen særlig Foranledning til, at man nu pludselig havde besluttet sig til med kortest mulige Varsel at iværksætte den saa længe drøftede Plan, svarede han:

For hvert Aar blev Reformen mere nødvendig. Vore Sedler har i Virkeligheden aldrig været helt tilfredsstillende. Og efterhaanden som Reproduktions-Tekniken udvikledes, blev det lettere og lettere at lave nogenlunde skuffende Efterligninger. At der i de senere Aar ikke sjældent er bragt mer eller mindre behændigt lavede falske Sedler i Omløb, lader sig ikke bestride. Jeg skulde dog tro, at der ikke har været noget uopdaget Tilfælde. Som oftest har vi hurtigt faaet fat paa Forbryderne og stoppet op for den ubehagelige Konkurrence. Selvfølgelig tør jeg dog ikke garantere, at der mellem de mange Millioner Sedler, som er i Omløb, ikke skulde være en og anden, som Nationalbanken maatte 178| tage Afstand fra, hvis den vilde melde sig med Anfordring paa at blive vekslet med Guldmønt.«

Da Interview’eren videre havde spurgt:

Gives der overhovedet noget Middel til fuldt ud at sikre Papirpenge mod Forfalskning?« svarede Herder:

Nogen absolut Sikkerhed kan næppe nogensinde skaffes. Thi man kan jo nu gennem Reproduktion opnaa en saa fuldkommen Lighed, at selv en Kunstner ofte vil have meget vanskeligt ved at afgøre, om den Tegning, der forelægges ham med hans egen Signatur, virkelig er hans Originaltegning eller en mesterligt udført Kopi. Og at de Numre, som staar paa Sedlerne, skulde byde nogen større effektiv Sikring, er selvfølgelig umuligt. I den daglige Forretningsgang bliver der sandelig ikke Tid til at passe paa hver Seddels Numer. Egentlig faar Numrene som Sikkerhedsmiddel først nogen Betydning, naar gamle udslidte Sedler kasseres. Ja, saa slettes altsaa de og de Numre. Og hvis det saa skulde passere, at der kort efter blev indgivet andre Sedler med de samme Numre til 179| Kassation, saa vilde man vide, at man stod overfor et Falskneri. Men: hvilke af Sedlerne var de falske? De først indgivne og kasserede existerer overhovedet ikke længer. Og de sidst indgaaede har – thi ellers vilde de jo ikke trænge til Kassation – været saa længe i Omløb, at de næsten unddrager sig Kritik og Vurdering. Ofte er ovenikøbet Numrene ulæselige eller der er klistret Lapper over dem.

Vandmærket betyder hellerikke længer nogen afgørende Sikkerhed. Ogsaa Vandmærker kan eftergøres forbløffende godt.

Nej – i Virkeligheden er det nu Papiret, det kommer an paa.

Og det er den Vej, vi er gaaet ved Fremstillingen af vore nye Sedler. Vi lader til de nye Sedler fabrikere et Papir, saadan sammensat, at det ialfald kun med uhyre Bekostning lader sig imitere. Og selv om det skulde lykkes en Kemiker at finde Blandingen, maatte han – for at kunne aabne en Konkurrence – enten selv grundlægge en Papirfabrik eller han maatte alliere sig med en allerede bestaaende Fabrik. Begge Dele er en Pokkers dyr Historie. 180| Og tillige meget risikabel. Thi man faar for mange Medvidere. Jeg regner derfor overhovedet ikke med den Fare. Men naturligvis: vi kan blive bedragne af den Fabrik, vi benytter. Eller: Fabriken kan blive bedragen af de Teknikere og Arbejdere, der faar særligt med Fremstillingen af vort Seddelpapir at gøre. Det er givet, at vi, belært af egne og andre Seddelbankers Erfaringer, søger at bringe Risikoen ned til det mindst mulige. Men fuldkommen Sikkerhed naa’r vi, som sagt, aldrig. Den bedste Sikkerhed er, at der nu skal være for mange om Bedrageriet. Thi – for at tage den nærmest liggende Mulighed: hvis den Papirfabrik, der paa vore Vegne fremstiller vort nye Seddelpapir, skulde ville gøre en forbryderisk For- retning ved at fabrikere saa og saa meget til egen Udnyttelse – saa maatte den sammensværge sig med sine egne Funktionærer. Og det vilde blive baade for dyrt og for voveligt.«