181|XXIV

Det Herder’ske Interview gav Anledning til mange dels dybt alvorlige, dels letsindigt spøgende Artikler.

Virkeligheden laa der jo i Herders Udtalelser den uhyggeligste Afsløring af vort Pengevæsens Usikkerhed.

Bankdirektøren havde selv erkendt ikke blot Muligheden, men endogsaa Sandsynligheden af, at der til Stadighed var i Omløb falske Sedler, som aldrig blev opdagede: Bastarder af Sedler, der under Navn af ægtefødte Nationalbanksedler gik ud i Livet, trængte sig frem i Handel og Industri, blev modtagne som velkomne Gæster i alle Hjem, selv de fineste og hæderligste, var paa Færde fra Morgen til Aften, snart i Bagerens og Slagterens Bod, snart i en Chaufførs vejrbidte Læderpung, snart i en lækker lille Dametaske – for omsider, naar de var udslidte af Arbejde og Fest, af Velgørenhed og Svindel, højtideligt at tilintet182|gøres i selve Nationalbankens Familje-Krematorium.

Det Spørgsmaal laa da ikke langt fra Alfarvej og blev ogsaa hurtigt taget op af en respektløs Journalist i et autoritet-nedbrydende Blad:

Er egentlig ikke de falske Sedler ligesaa gode som de ægte? Og kunde de ikke i en klog og dygtig Mands Hænder bringe megen Velsignelse? Var der ikke mangt og meget, som de falske Sedler kunde gøre godt af det, som de ægte forsømmer? Lad os tænke os, at vi befinder os i en fattig Tid med Arbejdsløshed og Nød, med Sult og Kulde i Tusinder af Smaakaars-Hjem. Og Staten er paa Forhaand haardt spændt for og har Brug for alt, hvad den gennem Skatter og Skatters Udpantning kan skrabe til sig af ægte Sedler.

Vilde det da være noget at vredes eller forarges over, hvis en smart Mand tilførte de trætte og altfor faa ægte Sedler en gratis Undsætning af nogle Hundredtusinder falske? De tog ikke noget fra Nogen og de bragte – uden at fordre Slid eller Aagerrenter som Vederlag – Føde og 183| Klæder og Varme til Tusinder og atter Tusinder af Nødlidende. De bragte maaske ogsaa begavede unge Kunstnere og Opfindere, Studerende og Handelsfolk Hjælp til Studier og Rejser. De skaffede hæderlige Enker og ugifte Kvinder en betrygget Alderdom i gode og smukke Omgivelser. De hjalp fortvivlede unge Kvinder over Selvmords og Barnemords Afgrund. De byggede Tusinder af lykkelige Hjem op, de tændte i en sur og mørk Vintertid Juleglæde selv i de fattigste Baggaarde.

De bragte maaske – ja hvem véd! – en By, et Land, et Folk over en ond og død Periode. – – Denne Artikel fremkom samme Dag som Monumentet over Ludvig Menthe nu, efter at Vanskelighederne med Marmoret lykkeligt var overvundne, endelig afsløredes.

Da Annelise, efter at have gjort sig færdig til Højtideligheden, havde læst Artiklen, gik hun hen til Fritz’ Dør og bankede paa.

Det er kun mig« – sagde hun: »jeg skal ikke forstyrre Dig, men prøv paa, 184| inden vi tager afsted, at faa læst den Artikel her.« Hun rakte ham Bladet ind gennem Døren: »Det er den, der hedder De gode Penge.«

Da de et Kvarters Tid efter sad i Vognen og kørte til Frederiksholms Kanal, sagde Annelise – hun kunde mærke, at Fritz helst gik udenom Spørgsmaalet –:

Der kan vel ikke være Tvivl om, at der sigtes til Fa’r?«

Meget muligt, at Du har Ret. Men selv om saa var, hvad saa?«

Ingenting. Nej naturligvis.«

Du maa dog forstaa, at en ærgærrig Journalist ikke tager altfor sarte Hensyn, naar han kan skaffe sig en god Effekt. Og Du kan da ikke for Alvor tro, at han, en ganske tilfældig, en ganske udenforstaaende, véd noget.«

Men det gør Du altsaa?«

Hvad mener Du? Hvad er der i Vejen med Dig? Hvorfor er Du saa exalteret?«

Annelise sagde:

»Nej, Du maa ikke røre ved mig. Jeg skal nok forsøge ikke at lade mig mærke med noget. Men, hvis Du begynder at 185| kæle for mig og tale kærligt til mig, saa kommer jeg til at græde.«

Og da han lydigt ikke sagde noget og lod hende sidde i Fred for ikke at bringe hende ud af Ligevægt, fortsatte hun et Øjeblik efter:

Jeg har jo nemlig altid vidst det. Ialfald meget længe. Jeg mener, at jeg længe har været forberedt paa det. Ja det véd Du da ogsaa, at han ligesom bar paa en Hemmelighed, som han gærne vilde indvie os i, samtidig med at han stadig ængsteligt spejdede efter, om vi paa egen Haand havde opdaget den. Jeg ser ham endnu for mig Dagen efter at han var død – da han laa dér og passede paa os med det ene kun halvt lukkede Øje. Hvorfor tror Du egentlig, at han var bange for at sige det?«

Jamen sødeste Barn dog, Du taler jo virkelig som i Vildelse.

Hvor er det dog muligt, at den dumme Artikel til den Grad kan have forvirret dine Begreber?«

Fritz – I Mandfolk er saa taabeligt samfunds-ængstelige. Artiklen var sletikke dum. Det er ogsaa blot noget, Du som Mandfolk føler Dig forpligtet til at sige.«

186|»Men hvis Du nu havde Ret; hvis Artiklen virkelig var møntet paa Fa’r, og hvis det stemmede – hvad saa, Stump?«

Saa, Fritz, ja saa vilde jeg finde det modbydeligt, at han var gaaet i Graven med Angst for vor Fordømmelse. Og jeg vilde aldrig tilgive mig selv, at jeg i mange Aar ringeagtede ham, mens jeg fandt Onkel C. E. spændende. Det eneste, jeg ikke begriber, er, hvordan han kom ind paa det. Jeg har tænkt paa at tale med Direktør Herder om det, for der er da ingen Tvivl om, at han véd Besked.«

Nej, Annelise, gør mig den Tjeneste ikke at tale med Herder.

Saadan som Herder er, vil han kun misforstaa Dig. Det behøves heller ikke. For jeg har talt med ham.«

Annelise saá paa Broderen med et langt beundrende Blik og trykkede hans Haand:

Hvad sagde saa Herder?«

»Jeg kan ikke lide ham. Han gaar ud fra, at han har let Spil med Enhver. Til Dig havde han sikkert sagt noget andet. Til mig sagde han:

Komedien maa føres til Ende.«

187|Jeg spurgte, om Du og jeg ikke kunde dog til en vis Grad yde 187 M Erstatning. Saa smilede han og sagde: Det ejendommelige ved denne Historie er jo netop, at der ikke kan ydes Erstatning. Thi der s. 10 er ingen, der har mistet noget. Der er intet at sone.«

Nej,« sagde Annelise – og nu drejede Vognen om ved Vestervold, nu var den om et Øjeblik paa Festpladsen –: »der er ingen, der har mistet noget. Ingen anden end han og vi. Der er intet at sone. Aa, Fritz, Fritz – jeg er ofte saa bange. Gælder det da blot om at føre Komedien til Ende? At undgaa alt, hvad der behøver at sones? Mon Livet ikke vilde blive rigere og skønnere, om vi ikke stadig tænkte paa at lade Komedien ende godt, om vi ikke var saa bange for at faa noget at sone? Om vi vovede at være Mennesker under Livets Træ paa godt og ondt?«

Med et Smil, hvori Ømhed, Smerte og Lykke blandedes, bøjede Fritz sig henover Annelise og trykkede et Kys paa hendes skælvende blodrøde Mund, og, mens deres 188| Øjne og Læber mødtes i en saliggørende Medviden, sad de Haand i Haand. Og Haand i Haand steg de ud, da Direktør Herder som Festkomitéens Formand smilende og galant aabnede Vogndøren.