[1]|Vaadesang
[3]|
TIL SOPHUS RASMUSSEN!
Vi maa tage Afstand alle!
Dette Brud paa Etiketten
i et Land, hvor Gud og Hvermand
sjakrer aabenlyst med Retten!
Hvilken ilde anbragt Stolthed
af en fattig Malersvend,
just naar alle andre kappes
og taalmodigt staar i Kø
for at modta'e deres Klø
eller allernaadigst klappes
af Betjenten hist paa Hjørnet.
Vi maa tage Afstand alle!
Du har hver og en fortørnet
ved dit Liv og ved din Død.
4|Hvortil denne stærke Harme,
der fortæred dig som Ild?
Her staar ingenting paa Spil.
Vogter dog med ædel Varme
hver af os paa Dybets Nød
og kan rime Nød paa Brød!
Gaa kun hvem Du vil paa Klingen,
Præst og Digter, Socialist –
hver af os er Specialist
i at lide med de Arme.
Hvad har vi med dig at skaffe?
Uden at ha'e Doktorgraden
gaar du lige ind fra Gaden
og vil lave alting om.
Sendtes du af Dybets Kræfter
som et ret lemfældigt Varsko? –
gaa saa did hvorfra du kom!
Lær dem til at tænke efter
– disse navn- og ansvarsløse –
og at dæmpe deres Knurren.
Vi der har det store Ansvar
tør ej saadan kategorisk
gribe ind i Tidens Gang;
herregud, om paa Minutten
5|ej vi fylder eder Skrutten
– Evigheden er jo lang!
Lær at se jer Sult historisk!
Glæd jer ved det jævne Fremskridt,
frem det gaar jo Dag for Dag.
Lighed er nu Skolefag;
hvert et Kræ faar Del i Solen
(hvis han ej saa rent tilfældigt
holder til paa Skyggesiden);
Fattigmand kan lære Tygning
efter nyeste Metode,
– ja faa gratis Undervisning
i den bedste Form for Spisning;
selve Sultens blegblaa Unger
lærer Kogekunst i Skolen! – – –
Ser du saa, vi raader Bod
paa den grænseløse Hunger
i et Fremskridt uden Blod!
Vi maa tage Afstand fra dig!
Hvorfor dog saa sandhedskærlig?
Sig, naar du skal være ærlig,
fik af os du mon Eksemplet?
– du som tog Forbryderstemplet
6|for en Ting saa saare sjælden
som en dybt personlig Mening,
mens kun Løgnen, Hykleriet.
giver Adkomst til Forlening!
Hvorfor tog du ej dit Hjærte
godt betalt hos Politiet?
Var det mon af os du lærte? – – –
– Nu du vel har opgjort Gælden,
gav jeg meget for at vide,
om du fra den anden Side
ansér spildt din store Indsats.
Du som lagde Hjærtets Gløden
blot for Verdensrummets Kulde
– haaber du endnu bag Døden?
Det er ikke mig, der spørger,
men en Vunde i min Hu!
Her jeg sidder blot og sørger
ved den sidste lille Vaage.
Var det Klarhed denne Taage?
kræves der det store Enfold
for at fatte Dybets Gru? –
Ingen kunde her forstaa dig,
alle kunde de dig dømme,
taalsomt skød du Sagen ud;
7|rømte – til du maatte rømme
did hvor ingen Haand kan naa dig!
Nu han sidder med dit Hjærte
i de store træge Hænder,
Dybets gaadefulde Gud
med det sælsomt tunge Taalmod.
Ved hans Side hviler Ferlen,
Ansigtet han langsomt vender
opad ved det trygge Grin;
tankefuld han vejer Perlen
som han kastede for –
Nej, jeg tager Afstand fra dig!
Jeg har lært at fare varlig,
selv naar jeg er aller modigst.
Netop mens du vidner blodigst,
hører jeg Alverden raabe:
Ak, han var en stakkels Taabe,
– gudskelov saa helt ufarlig!
Og de har jo sikkert Ret!
Er det andet end en Taabe
den, der selv om han er mæt
dog bli'r ved at føle Nøden?
den der bær' bag Arbejdsklæder
8|saa ufattelig en Kyskhed,
at han – syg til Hjærteroden
ved at tænke sig begramset –
drives lige lukt i Døden
af vor høje Retfærds Bryskhed? –
Dette Had til Bøddelhænder,
som er Slavefolk saa fremmed!
det at du blev ved at haabe
vendt mod Rummets tavse Kulde!
dette at du tog for givet:
Frihed vejer mer end Livet!
Ja du var en stakkels Taabe!
En der tyngdes ej af Ælde
og ej følte sig historisk
stamme ned fra Fortids Trælle.
Ætløs sprang du frem af Intet,
skælved nyfødt efter Solen
nøgen i en frossen Verden.
Dér hvor andred pansred til sig,
lagde blødende du aaben
Hjærtets Strøm mod Verdenskulden,
stolende paa Livets Varme.
– Dette kendetegner Taaben!
9|Selv du saa det – og gik bort,
samme Vej som du var kommen!
Grundigt, saa Alverden gloede,
stimed emsigt op og troede
at der sattes ny Record!
Og den fedeste holdt Dommen:
"Se der sprang en halvgal Stakkel
ud til den forkerte Side
haabende paa et Mirakel!
Gud gav ham den rette Tæft
Færten af hvor Byttet sidder
i sit Skjul til Døde jaget –
og det er og blir en Gaade
at han aldrig lærte Faget.
Store Gud – at gøre Nøden
ved et blodigt spring i Døden!
naar man skal af Nøden leve.
Det blir svært at finde Føden,
han har paa en sjofel Maade
ødelagt en god Geschæft!" – –
Saa gled Strømmen atter fort.
Lad det trøste dig du Arme,
Vi har ikke Maalet paa dig;
10|Æmnerne til Sammenligning
findes paa den anden Side,
Du har vel hørt op at lide –
og kan uden Blusel segne
ned igen til din egne.
Ingen kunde her begaa sig,
der bar Hjærtet med i Laget!
Her kun søges Folk af Faget
der kan demonstrere Dybet.
som et Rovdyr stængt bag Tremmer.
Dued du til Dyretæmmer?
til at lade dig bespise
i Elendighedens Navn?
mens den store Fællesnævner
som en fangen Urskovsgud
rugende bag sine Tremmer
græmmet lod sig forevise?
Mon du ikke som en Hævner
vilde slippe Guden ud,
og i Feber se ham grave
med de lange Hungertænder
i den fede Samfundsmave?
Synk kuns ene uden Blusel
did hvor Dybet græmmet luder
11|over altfor tunge Tanker,
hvor den store Tomhed ruger
som en skæbnesvanger Trusel!
Gaa tilbage til din Gud!
eller flyv i Rummet ud
hvor det Ny landflygtig vanker!
Vi har intet Ansvar for ham!
Et Aarhundred – maaske tvende
uforligelig og kuldskær
faar han vandre Vejen ene.
Da maaske det kunde hænde,
at de rejser sig hans Fæller,
slaar Historien for Panden,
springer nyfødt frem af Intet
og staar nøgne midt i Dagen.
Da er Taaben atter Manden,
Taaben der kun ejed Hjærte.
Dagen vil de glade hylde.
Med de mindste smaa paa Skødet
vil de Skumringstimen fylde
med barokke Hjærnefostre –
Sagn om Fortids Fabeldyr:
Om et hundredarmet Slimdyr
12|Maven, der laa mæt og fed
rugende paa selve Brødet,
mens de Tusind Hunger led!
Om Retfærdighedens Slummer
og den grænseløse Kummer!
Sagn om en der ofred Livet,
medens de, der havde faaet
Folkets Lykke i Forvaring
de der i en Aabenbaring
skulde Dybets Suk forstaaet –
koldt nedmaned hvert et Savn
i det jævne Fremskridts Navn!
Ja tilsidst de vil fortælle
deres Børn det skrækkelige
Æventyr om Folkets Vægter.
Ham der fik den største Gave,
den at varsle Morgengryet
for de dødsenstrætte Slægter
og som Varulv hele Natten
lusked om imellem Grave.
Hvilket grufuldt Æventyr!
Mens de vælted sig paa Lejet
knuget under Verdens Møde,
fablende i tunge Drømme
13|om en snarlig Morgenrøde,
tudede han sygt mod Nyet
som et andet Aadseldyr!
Og holdt Gæstebud paa Tanker
der – kaldt hen ved Sottedød –
et Aartusend havde ligget
gravet ned i Jordens Skød!
