[15]|NFlyvende Sommer

[17]| Peter og Karl var to smaa Væsner som hørte til paa de Dybder, hvor Solen ikke saa selvfølgeligt kan naa ned. Skabningen dérnede har indrettet sig selvlysende og fører selv hele Glansen med sig; og deraf kom det, at de to kunde synes de var nogle NLykkens Skødebørn, og dog bestandig have en Fornemmelse af, at de havde alting tilgode endnu. Forresten holdt de til sammen med Moderen i et skummelt Hul i NLægeforeningens Boliger og var ni og otte Aar efter den almindelige Tidsregning. Det betød kort og godt, at saa længe siden var det de traadte ind i Tomheden og fik deres Ansvar tildelt. Der laa ingen Tinsoldater i Æsker og ventede paa de to, men Lykken lod sig gribe i Form af Brødskorper naar man var heldig; og de var ikke længe om at orientere sig. De indsaa paa Forhaand det ørkesløse i skraalende at give sig til at forlange ind, og gik straks i Gang med at forsørge sig selv.

Orienteringen var det ingen Sag med, den be18|stod blot i at erkende at alting manglede, og den Erkendelse var de delvis født med. Des mere Klem kunde der lægges i Forsørgelsen.

Om det saa var deres Ophav, lod han dem fuldstændig i Stikken og holdt sig ude i det gaadefulde – som en Gud der blot havde besøgt Jorden. Hans Eksistens var jo hævet over enhver Tvivl, han havde gavtyveagtigt fastslaaet den gennem de to Knægtes Tilblivelse – for saa at fordufte i Skyen; andre Spor var der ikke efter ham – ikke engang et Navn. Hvem han end var, havde han med guddommelig Storladenhed nydt Skaberstundens Sødme og unddraget sig Opretholdelsen; nu tronede han et Steds uden for det hele i usynlig Majestæt og morede sig med at gøre Tilværelsen usikker for dem. Ikke engang Moderens Enkenavn indeholdt nogen Betryggelse; Nabokonerne trak blot paa Smilebaandet, og det syntes som om hun selv tvivlede inderst inde. Hun trængte til baade Fryd og Gru af en mere skæbnesvanger Art end det daglige Slid kunde afføde, og saa fik den Kraft, der havde skilt Vandene i hendes lille Verden, Lov at svæve over det hele som en dunkel Bebudelse. Snart hang det dumpt over dem som noget, der naar som helst 19| kunde komme og sætte de fattige Stumper paa Laanekontoret, snart igen var det selve Lykken som skulde komme hjem over Havet til dem alle tre.

Til Gengæld var hun saa Haandgribeligheden selv for de to Drenge, det eneste de kunde stole paa under alle Forhold; hun var god og betryggende som Jorden der bar dem. Og Resten var foreløbig Tomhed, som de efter Ævne havde Lov at udfylde.

De var fra Fødslen udstyret med et uudtømmeligt Forraad af Taalmodighed, og mens Moderen var paa Arbejde, sad de afstivet i hver sit Hjørne af den gamle Sofa og gloede paa hinanden med dette Udtryk af bundløs Erfaring, som Armoden giver i Vuggegave. De sagde ba ba med en hel Verden af Betoninger, pillede Stopningen ud af Sofaryggen med de smaa Fingre, og dunkede sig i Panden med den gamle Træské som de havde faaet at gnave Bisserne frem paa – altsammen for at udfylde det tomme Rum; og naar de ikke kunde mere, græd de sig i Søvn. Nu og da stak Moderen hjem om fra Arbejdet og saa til dem, og altid havde de gjort et eller andet Fremskridt i Retning af Vidunderlighed.

20| En Dag havde den ældste faaet nok af at sidde og se til; han lod sig staa paa Hovedet ud over Sofaenden og rejste sig op ved Hjælp af Bordbenet. Da Moderen kom hjem, var hans lille Isse tyk som en Pude – men han kunde gaa! Og lidt længere frem i Tiden kunde han begynde at rende med Aviser.

Nu var de som sagt otte og ni Aar og havde allerede længe baaret deres Part af Forsørgelsen.

Det var tilsyneladende en ganske almindelig Dag. Solen skinnede med en egen løssluppen Glæde, der gik ustyrligt igen i NBoligernes Spurveflokke; ellers var alt som det plejede. Klokken fem om Morgenen var Moderen gaaet paa Arbejde som sædvanlig; Klokken seks bankede NNabokonen Madam Hygum i Væggen, og de to Drenge stod op og begyndte Dagen med godt Humør. Peter gjorde Stuen i Orden efter Natten og hentede Dagens Varer hjem for Grønthandleren, mens Karl var omme i NRyesgade og tog de værste Trapper for Aviskonen.

Nu var Morgenpligterne til Side, og de sad i det trange Køkken og aad deres Fedtebrød. Friskheden var det ogsaa forbi med, de pludrede ikke 21| sorgløst og sparkede med Benene i ørkesløs Trang til at være beskæftigede, men sad og hang trægt over Fedtebrødet – som havde de pludselig opdaget det meningsløse i at gaa paa. Farten var løbet af dem! Heller ikke det var noget usædvanligt, det samme gentog sig hver Dag ved denne Tid; det kom over dem som en pludselig Afslappelse af alting.

Det var ikke Træthed. De var allerede godt hærdede, og Morgenens Anstrængelser virkede blot som en munter Optakt til Dagen. Der var Hundreder af lige herlige Anvendelser for hver af Dagens Timer, altsammen med dem selv og det lille fattige Hjem som Formaal. En hel lille Verden havde de og Moderen efterhaanden skabt sig midt i Tomheden, dyrekøbt sat sammen af Affald fra det store Solsystem; den var ikke med i Helheden men gik sin egen Vej i Rummet – ved egne fattige Midler; det kostede en aldrig svigtende Anspændelse at holde den oppe – og fri af Sammenstød. I deres smaa oprakte Hænder bar de allerede Broderparten, og følte sig lykkelige derved.

Men nu for nylig havde en stor Haand rakt efter dem udefra, de havde ikke Lov at flakke 22| løst om længer, men skulde ind under Systemet. Det var første Gang de mærkede, at nogen havde Tanke for dem og deres, og foreløbig ytrede Medfølelsen sig gennem den modbydelige Tortur, at de hver Formiddag maatte sidde stille i nogle Timer paa en Bænk og indaande Støvet af, hvad andre havde udrettet gennem Tiderne, mens alt deres eget fik Lov at gaa i Staa. Dette Indgreb havde tilmed Krav paa at blive opfattet som en Velgærning. Om Eftermiddagen naar de slap ud, havde Arbejdet hobet sig forsvarligt op, og de satte paa Hovedet ud i det og skyllede Støvet af sig.

De to Knægte vidste for egen Regning, at der var noget der hed Samfundet; det var noget i Retning af alle dem, der kunde planlægge Middagsmaden for en hel Uge ad Gangen. De var fra første Færd paa det rene med, at de selv stod udenfor – og havde altsaa indrettet sig derefter; et dunkelt Retfærdighedsbegreb sagde dem ogsaa, at man umulig kunde skylde Samfundet noget, naar man havde affundet sig med sin Sult og sine Savn paa egen Haand fra man saa Lyset.

Men bag denne uklare Viden sad en anden, 23| som ikke var selverhværvet, men bundede dybere – og egenlig var altfor stor og uhaandterlig for to Smaafyre. Den var uhaandgribelig som Mørkrædslen og stod som Varsko om usynlige Farer til alle Sider; det var den, der fik Moderen og de to til at gaa langt udenom alle Velgørenhedsforanstaltninger og foretrække at tage sig selv til Rette naar de havde Kniven paa Struben. Der havde været utallige om at skabe denne taagede Erkendelse, der ikke støttede sig paa Ævner hos den enkelte, men ligesom svævede over deres Verden, og lod selv Barnet gennemskue Menneskekærligheden i hele dens Dybde, lige ind til Spindets Bund, hvor Edderkoppen sidder og venter. Lige fra de kunde krybe, havde de bestandig været paa deres Post og modtaget Klap og Knubs ude fra med samme indgroede Mistillid; og de havde bjærget sig langt – baade været dødssyge og Nligget paa Fælleden uden Tag over Hovedet – uden at det store Uhyre havde vejret dem. Og nu gabede det pludselig over dem, under det fattige Paaskud, at de var over syv Aar!

Karl og Peter lod sig nu ikke saadan sluge. De havde deres guddommelige Viden som sagde dem, at det ikke var af Hensyn til deres bedste, man 24| pludselig fik saa travlt med at lade dem lugte til Samfundets Velsignelser. Ved den første Lokken satte de væk, sky som to Føl der er født uden for Folden; Moderen maatte trækkes foran dem for at faa dem indenfor. Det blev en fortsat Skulken med paafølgende Prygl for dem og Bryderier uden Lige for Moderen; lang Tid maatte hun forsømme sit Arbejde og følge dem til Skole, før de endelig faldt til Føje – mest af Hensyn til hende.

Men det var kun tilsyneladende, de overgav sig; de havde den svageres Forsvar at falde tilbage paa og gav sig straks til at ligge død. Alting prellede af paa deres tykke, uigennemtrængelige Dumhed. Det var en hellig Pligt, der udøvedes mod de to Proletarunger, og der blev ikke sparet i nogen Retning; hele den moderne Undervisningskunst blev sat i Bevægelse for at to usle Smaakræ kunde leve Livets vidunderlige Gang med gennem Tiderne og Rummet. Og end ikke dèr behøvede de at stanse. De, som ikke engang havde retmæssigt Krav paa en Rugkærne af, hvad der voksede her paa Jorden, kunde, om de vilde, faa deres smaa Sjæle ført ud over alle Grænser og sat i Forhold til Alkærligheden og Gud selv, og 25| der var en gunstig Lejlighed for dem til at tilegne sig Begreberne om sandt Menneskeværd.

Men de satte ikke synderlig Pris paa det. Der blev mindre at fylde i Skrutten under alt dette – og senere Fyraften, om ikke alting skulde læsses over paa Moderen; og det sysselsatte dem alvorligt, mens de gjorde Menneskehedens Storværker kedeligt med og rejste Jorden rundt sammen med Pegepindens Spids paa Landkortet. De havde desuden gjort anderledes æventyrlige Rejser de to, ind over høje Plankeværker til Kulpladserne i de mørke Aftener, naar Pladshundene var løse og Frosten peb ynkeligt i den tomme Kakkelovn hjemme! og endnu vanskeligere Ture for Mad naar Moderen var syg – helt ind i det mørkeste Fastland. Det var deres Hemmelighed, selv Moderen var ikke med i den. Men den henviste dem engang for alle til sig selv og bestemte deres Stilling til dette ny, der i hver Mine brød Staven over, hvad der var to ukuelige Knægtes Selvopholdelse, og satte det som den højeste Retskaffenhed for Fattigmand at dø af Sult.

De havde deres dyrekøbte Opfattelse af baade Lykken og Livet, den byggede de paa og var hidtil gaaet ud med Overskud! Ved en eller an26|den vidunderlig Proces uddrog de Honning af Goldheden omkring sig og omsatte de beske Erfaringer i et lidt haardhændet Livsmod, der ikke stemmede med Budene, men til Gengæld havde den Fordel at være deres eget – og at der lod sig leve paa det.

Alt dette gemte de dybt i sig selv og satte den tykke Pande mod de andre. NNaar Gud Herren gav Menneskene Loven eller NEnglen bebudede Frelserbarnets Fødsel, sad de og gloede dumt ud af Vinduet, som om det var noget, der var sket til Fordel for de andre og ikke kom dem ved. De kunde se helt udslukte ud, mens det arbejdede indvendig i dem med Planer til ny Indtægtskilder og Forbedring af de gamle. Man maatte have ret god Rede paa Byens Byggeforetagender for til enhver Tid at vide Besked med, paa hvilken Tømmerplads der i Øjeblikket var mest Udsigt til at faa Spaanesækkene fyldte; og det krævede igen en hel Viden at afsætte dem med størst Fordel og uden overflødigt Rend. Der var nok at tage i.

Det store vidunderlige Apparat fungerede haabløst hen over Hovederne paa dem, de foretrak med et urokkeligt Alvor, der saa ud som Sløv27|hed, deres eget tørre Brød for Lugten af Livets samtlige Goder. Der var ikke noget at stille op, det var jo to aandelig defekte Individer! To stakkels Baggade-Idioter, som man forgæves proppede med den Afglans af alle Herligheder, der skal oplade Fattigmands Sind for den store Tomhedsfølelse.

I den Erkendelse faldt Plageaanderne endelig til Ro, og saadan omtrent var Stillingen altsaa nu. Der var ingen Grund til at tro den vilde forandre sig, og de to Drenge var for saa vidt taknemmelige. De havde ikke noget imod at gaa og gælde for adskilligt mindre end de var, siden det var den eneste Maade at hytte sig og sit paa, og de saa fremdeles paa Tilværelsen med et fortræffeligt Humør. Det var kun lige før Skoletid, der indfandt sig lidt Lede – inden de fik dysset sig i Søvn for Formiddagen.

Det var heller ikke anderledes i Dag. Morgenmaaltidet var Skellet mellem de to Tilværelser, og de tyggede sig stille ind under Aaget og gled saa ned fra Køkkenbordet. Uden at spilde et Ord paa hvad der ikke kunde blive anderledes, laasede de Døren og lagde Nøglen ind under Maat28|ten, tog saa det faarede Udtryk paa, og begav sig trevent paa Vej mod det uundgaaelige.

Da de dukkede fra de skumle Boliger ud paa NStrandvejen, hændte det den mindste af dem, at han drejede til den forkerte Side og stak i Rend udefter. Peter blev bange og satte energisk efter ham for at faa ham bragt ind paa den rigtige Vej; men da han først havde indhentet den lille, var Retningen sat i ham ogsaa, og han glemte hvorfor. Solen sad deroppe og sprøjtede sin Glans vanvittigt ud over det hele og skød alle faste Forestillinger sønder og sammen, gamle Tærsk forsøgte at rejse Hovedet, men faldt matte ned; den Dag i Morgen laa saa langt borte, at den ingen Virkelighed kunde gøre Krav paa. Men udad laa Strandvejen i hvidt Støv og hidsigt Solskin, pegende lige lukt ind i Æventyret.

Derude var Livet af en anden overdaadigere Art – Søndagene viste den Vej! Folk boede i Tryllehuse, der var helt omgivne af grønne Haver, og i Haverne sad der altid Mennesker og spiste ved skinnende hvide Duge – og drak Vin til, saa enhver kunde se det fra Vejen. Kanske kaldte de en barbenet Dreng ind og proppede ham med Mad saa fin, at han maatte kaste den 29| op igen – det Vidunder var da sket før. Men forresten var der Stakitter med løse Tremmer i, hvor en gesvindt Dreng kunde klemme sig igennem og selv sørge for sin Andel i Tingen. Og langt ude hvor det uformelige tog fat, laa Verden selv som en stor Skov fuld af Dyr. Folk som kom derude fra havde røde Skrigeballoner med hjem og var altid glade.

De to Knægte udmalede det altsammen for hinanden, mens de traskede af Sted. Betjenten ved NVibenshus tog instinktmæssig deres Signalement ind, og en stor NPorthund kom uforskammet hen og stansede dem, mens den noterede sig deres Lugt. Med en lidt uvillig Grimasse stødte den Snuden først mod de bare Ben saa mod Tøjet, som vilde den slaa fast at Pjalter altid er fordægtige, selv naar de bæres af to blaaøjede Smaafyre, der kan se lige ind i Guds lyse Himmel uden at misse. Dermed fik de Lov at passere for den Gang.

Naa, med de bare Ben var det ogsaa saa sin egen Sag, der var Huller paa Tæerne af Vejenes løse Skærver og en og anden Flænge op ad Skankerne; de to Fribyttere traadte paa Jorden med en egen Mistillid – som om den ikke var 30| rigtig afsvalet endnu. Det var jo bare det, at der sommetider laa Glasskaar dér, hvor man satte Foden.

Forøvrigt bar de deres NUdhaling i frejdig Uvidenhed om Konsekvenserne, det saa nærmest ud, som de indtil videre var stolte af den. Den var ogsaa enestaaende i sit Slags, sammenflikket af hvad Moderen ved skarpt Udkig fra Herskabernes Vaskekælder havde hindret i at gaa i Skarnkassen, og hvad de to selv havde bragt for Dagen ude i de Fattigstes Æventyrhave, Lossepladsen ved NLersøen.

Hovedet som det vigtigste havde Vorherre selv taget sig af og dækket med en tæt solgulnet Haartop, der midt i den skumleste Baggaard kunde minde om korngule Agre. Der var som sagt gaaet ganske alvorlige Erfaringer ind allerede, men de laa og tjente en lille gavtyveagtig Flamme, der hvert Øjeblik slikkede ud af Øjnene. Ansigterne var Jord endnu – men Jord der kunde le ganske henrivende; og midt ud af alt det grumsede lyste to Stumper blaa Himmel som en overflødig Forjættelse.

Saadan som de plaskede af Sted i Solskinnet og kaade lod Støvet svuppe ud under de smaa Fød31|der, kunde de – naturligvis inden man fik takseret dem paa Baggrund af det Bestaaende – ligne to purunge Guder, der sorgløst havde skabt sig selv af intet. Og da de nu engang var der og fandt alle Fornødenheder beslaglagt, udplyndrede de selve Elendigheden og hængte hele Byttet paa sig. Det var ikke underligt om de følte sig velhavende. Dette var vel saa deres første Bedrift, og nu gik de frem i de skidne Trofæer for at erobre Dagen; deres nøgne Legemer brød hist og her gennem Pjalterne som ung Sol og gav Forestilling om vid Bane. To selvlysende Proletarunger, der ikke skyldte andre en Døjt og selv havde alting tilgode, to af disse Væsner, som i Virkeligheden ingen kender fordi de holder til paa de store Dybder! De var for en Stund skudt op til Overfladen for at lege med i Glansen, og selv straalede de af alle de sælsomme Farver Mørket udvikler.

Alt i alt var de rigt udstyrede, og de vidste det selv; Bevidstheden gik plastisk igen i de smaa Kroppe. Tilværelsen havde ødslet rigeligt paa dem, og i et sidste Anfald af Ødselhed anbragt dem paa Bunden af det hele; maaske for 32| at de skulde komme i Spidsen den Dag, der vendes op og ned paa alting.

De trampede ufortrødent lige ud, holdt sig saa vidt muligt i Støvet, der virkede som et mildt Omslag om de saarede Fødder, og var himmelhenrykte for alt hvad de saa. Der var saa rigelig Plads i deres Sind, hver lille Ting gik ind som en mægtig Oplevelse.

Ved Hellerup opdagede de, at de var sultne. »Det er Landluften,« sagde Peter storladent; og det var for en Gangs Skyld en pragtfuld Forklaring paa den ret dagligdags Foreteelse. De havde jo spist deres to Stykker Fedtebrød til Morgen som sædvanlig, og plejede ikke at faa noget igen før de kom hjem fra Skolen.

Ved Hjælp af en Stump Staaltraad blokkede de en brøstfældig Automat for to Pakker Chokolade, og plaskede tyggende videre; Støvet stod i smaa Røghvirvler op mellem deres Tæer. Med den sidste Bid af Chokoladen smurte de sig rundt i Ansigtet – det var akkurat saa godt som en Skalp i Fald man skulde møde Kammerater – og forøvrigt virkede det som Krigsmaling, en bred Udfordring til Alverden. Let hujende og med de 33| indsmurte Fjæs skudt dristigt frem gik de paa, Øjnene var begærligt ude efter mere Oplevelse.

Der kom en vældig Bryggervogn rullende og hvirvlede de to Krigere ind i sin Støvhale; de dukkede frem igen inde under Vognens Bund, ridende overskrævs paa de Ølankere, der hænger og gynger i NJærnkættinger mellem de svære Hjul. Derinde hang de og gyngede halsbrækkende som øre Skovdjævle, og udstødte vilde Hyl der overdøvedes af Bjælkevognens Rumlen. Eller de lod overmodigt Fødderne slæbe i Støvet for at prøve, om de kunde stanse de vældige Heste. Saadan naaede de NSkovshoved; dér opdagede Kusken dem og jog dem bort med Pisken.

Paa en eller anden Maade slap de mellem Hjulene ned i Grøften uden at blive knust; og det var et storartet Held. For dér fandt de en Pakke Smørrebrød som en eller anden – rimeligvis et Skolebarn – havde kastet fra sig. Der var baade med Ost og Pølse – dette var tydelig nok Indgangen til Slaraffenland! De slog sig ned paa Stedet og nød Tilværelsen; Maden delte de lige, men Peter forbeholdt sig som den førstefødte at slikke Papiret.

Det vilde være meningsløst at sige de var 34| mætte, for det havde de endnu aldrig været i dette Liv. Men de var nærmere ved det end sædvanlig, da de lidt mageligt daskede videre.

To rigtige Vagabonder i smaat Format lignede de som de slentrede af Sted med løftede Skuldre, Peter med Hænderne i Bukselommerne, og Karl, der endnu ikke havde Lommer, med de smaa Poter stukket ned i to tilsvarende Revner i Buksesømmen. Det var to mærkværdige Revner, hver Aften rimpede Moderen dem til, og næste Morgen dukkede de op igen – som vidste Bukserne, at der burde have været Lommer paa det Sted. Det eneste der kunde være at udsætte paa de to Løsgængere var Størrelsen; endnu lod ingen Dame sig kyse over paa det andet Fortov ved deres blotte Tilsynekomst – men det kunde jo komme! Ellers flød de rigtig godt paa Elementerne og lod sig for den lette Sommerbrise drive derhen, hvor Tilfældet vilde.

Saadan var de ved en eller anden ubegribelig Førelse sluppet bag om Villahaverne ned til Stranden. Der stod »Privat« paa en Tavle dernede, Peter gjorde et hæderligt Forsøg paa at stave sig igennem det, men opgav det igen for morsommere Ting. De eneste Tavler som havde nogen 35| virkelig Interesse for de to, var dem der angiver naar Hundene er løse; og dette var ikke nogen af den Slags.

I en Fart fik de Pjalterne af og tog larmende det blaa Sund i Besiddelse; oppe fra Verandaen havde Villaens Damer deres Fornøjelse af at se de to Verdensopdagere boltre sig overstadigt paa Sandbunden, øre og uplejede som Gadens Spurve i en Vandpyt. Men saa kom Husets Herre til. Han var Stamgæst i N»Over Stalden«, og saa straks, at Sædeligheden var i Fare, og de to Drenge blev jaget bort, mens Husets Damer skyndsomst gjorde sig usynlige.

Naa, Jorden havde efterhaanden vist sig at være over al Forventning stor, og de to havde ikke noget imod at tage en anden Part af den i Øjesyn. De trak i Pjalterne mens de flygtede, og begav sig udad igen. Langt ude tonede Skovene frem, dér vilde de ud; bare saa langt at de saa Dyrene og fangede et Glimt af Verdens Ende.

Men bedst som de travede stoppede Karl op.

»Næh, vil du bare se, Pedder!«

Midt paa Plænen i en Villahave stod et stort Kirsebærtræ. Det var bugnende fuldt af Kirsebær, og Spurve i Hundredevis larmede og holdt 36| Styr i Træet. De lettede og kastede sig ned over det igen i hele Byger, kævledes og plyndrede løs saa Bær og Blade faldt til Jorden i store Duske. Det var det rene Fraadseri; man kunde tydelig se, at de ikke selv skulde tjene Føden.

»De guffer ordenlig i sig,« sagde Peter og slikkede sig erindrende om Munden. Han havde selv smagt Kirsebær i Aar, Trækkemanden hjemme i Boligerne købte af de halvraadne paa Grønttorvet – en hel Trækkevogn fuld for et Par Kroner – og solgte dem igen paa Gaden. For et Ærende havde Peter erhværvet sig en Huefuld af dem, der ikke kunde afsættes paa Gaden heller – og de havde smagt, naa da! Det var hm hm med noget paa, der maatte et Smæk med Tungen til for at udtrykke det.

Karl havde ikke været med ved den Lejlighed og havde derfor ondt ved at se saa stort paa Forholdet – han misundte simpelthen Spurvene.

»Det er nogle rigtige Svin,« sagde han krænket, »de æder ikke, men ødelægger bare; hele Toppen har de allerede plyndret! – Mon der bor nogen du?«

»Det kan du vel nok se der ikke gør, dit Fjols! Skodderne er jo for.«

37| De fandt et lille Hul i Hækken og kravlede ind. Først samlede de pænt de Bær op fra Plænen, Fuglene havde flaaet ned; de var vant til, at ikke noget maatte gaa til Spilde. Saa klatrede de op i Træet og satte sig godt til Rette. Deres hyggelige Pludren gik hurtig i Staa, tavse næsten højtidelige gav de sig hen i Sviren; den ene Haand samlede ind mens den anden fjælede i Munden – hele Nævefulde ad Gangen. De ventede med at spytte Stenene ud til en anden Gang naar der var bedre Tid.

Karl holdt pludselig inde og hentede dybt efter Vejret, han var endnu i den Alder, hvor Tingen maa sættes i Ord for rigtig at være til.

»Det er Kirsebær!« udbrød han med et fortryllende Udtryk i de blaa Øjne – »naada for Søren! – – Og du, hvis nu Maven blev skaaret op! Saa var det ligesom med NUlven – fuld af Sten.«

Saa kløede han paa igen, Peter gryntede blot.

En Nøgle blev drejet om, og Havelaagen knirkede; men de hverken hørte eller saa, de var for langt inde i Smovsen.

Grossereren, hvis Familie i Aar laa ved et eller andet Badested, vilde bare ud og se til 38| Landstedet og sit kære Moréltræ. Han bandede indædt, da han saa Spurvenes Hærværk; men huskede hurtigt, at han var Medlem af NDyrebeskyttelsen, og tog sig i det. Det var blot et uoverlagt Udbrud, Ansigtet glattedes straks ud igen. Himlens fri Fugle, aa herregud – de skulde da ogsaa leve! Han brummede godmodigt mens han gik rundt om Træet for at fastslaa Omfanget af Ødelæggelsen.

Pludselig fik han Øje paa de to Knægte, der sad og trykkede sig fladt ind mod Stammen i et vanvittigt Haab om at være usynlige. Han trak Øjenbrynene i Vejret og var lige ved at gaa bag over.

»Ej hej, sikke to Forbryderspirer!« raabte han overdøvende – »man er nok kommet i det heldige Øjeblik! – Kan I komme ned hva', og det i en Fart, I Tyveknægte!« Hans Stemme lød som en NUdluftning i stor Stil.

Drengene gled ned fra Træet og gjorde et mislykket Forsøg paa at løbe deres Vej. I en Haandevending havde den fortørnede Mand dem i Kraven; han holdt ikke af at røre mere end højst nødvendigt ved deres Klæder, saa samlede han deres Haandled i sin venstre som i en Jærnklo og svang tordnende Stokken over dem.

39| Det var ikke hans Hensigt at tage sig selv til Rette, han var en lovlydig Mand og vilde lade Retfærdigheden om Straffen. Netop fordi han hadede disse smaa tyvagtige Spirer, der holdt til Gud ved hvor og aldrig kom til at gøre Fyldest efter deres Bestemmelse, vilde han ikke selv eksekvere Straffen, men blot give dem et menneskeligt Ord med paa Vej til Øvrigheden og saa at sige fralægge sig Ansvaret. Det var ingen Skade til, om de engang i Fremtiden mindedes dette Øjeblik som en varmende Straale gennem al Forhærdelsen, og følte at Retfærdigheden egenlig kun var til med deres Velfærd for Øje – kun Nslog for at frelse, som det saa kønt var sagt.

Men de to Drenge ønskede brændende, at han vilde holde sin Chokoladekæft i og slaa – bare han dog vilde tæske dem ordenlig og ikke kalde paa Politiet. Pryglenes Rækkevidde kendte de saa nogenlunde, men de nærede en uovervindelig Rædsel for Retfærdigheden; det var det, der fik dem til at krybe rystende sammen under hans Greb.

Og saadan gik det virkelig. Lykken havde nu engang forsét sig paa de to skidt Knægte og lod Grossereren tale sig op til en saadan Højde, at 40| han glemte alle skønne Teorier og maatte have Afløb paa Stedet. Og da de først havde krympet sig tilstrækkeligt under hans Stok, indsaa han det urimelige i at gøre mere ud af Sagen og lod dem løbe. De kunde naturligvis godt have været overgivet til Øvrigheden alligevel, men i Grunden var han Godmodigheden selv.

At han bagefter ærgrede sig over sin utidige Overbærenhed, og mente den vilde føre dem lige lukt ind i NTugthuset engang, kunde være dem revnende ligegyldigt. Nu var de fri, og det skulde vare noget, inden de igen lod sig nuppe.

De hemmelighedsfulde Skove med Dyrene naaede de ikke dengang – og heller ikke Verdens Ende; det fik altsammen vente til bedre Lejlighed, de havde jo Tiden for sig. Foreløbig var der nok af stort og skæbnesvangert at pebre Virkeligheden med; de havde stirret ud i det bundløse og været lige ved at blive trukket ned, Retfærdigheden havde aabnet sit uhyre Gab efter dem.

Og i Slaraffenland havde de været!

Men nu vilde de hjem.

Skrækken havde givet dem Ben at gaa paa, de travede flinkt afsted ved hinandens Side som et 41| Par godt sammenkørte Heste. Kirsebærstenene føltes som en hel lille Byrde i Maven – et Pant paa, at det hele havde været Virkelighed. Og et eller andet Sted i dem sad Tilfredsheden og gød sig ud i Legemet. Der var ingen Grund til at drage den Ting i Tvivl – det havde været en prægtig Dag.