[43]|Trækfuglene

[45]| Peter Nikolaj Ferdinand Baltasar Rasmussen Kjøng – hvis Navn efter uomstødelige Lydlove, som ikke her skal opredes, i Tidens Løb antog Formen NNebukaneser – var en Mand der havde set Verden og Menneskene.

Af Fag var han Skomager og af Blod vandrende NGesell. Han hørte til dem Jordens Omdrejning er bleven levende i, saa de partu maa rundt om den for egen Regning; det at gaa og gaa udad i det ubestemte sad ham som en Drift i Fodsaalerne, han vidste ikke noget herligere end at bryde op – ligegyldigt hvad det var fra. Saaledes brød han adskillige Gange op fra Lykken, og følte sig lykkeligere derved.

Paa sin Fod havde han vandret gennem det meste af den civiliserede Verden – idet han klart og tydeligt bestemte Civilisationen som det at gaa med Lærfodtøj. Han kendte de tyske Herberger og de franske Landeveje ud og ind, havde skrævet over Alperne og Pyrenæerne adskillige 46| Gange, og staaet med et Ben i Svejts det andet i Frankrig og spyttet Langspyt ned ad de italienske Skraaninger. Paa Sicilien havde han været, og paa Gibraltar, og ovre i Lilleasien.

Paa sine Farter havde han lært alle den moderne Transports Mysterier at kende, vidste hvor det kunde lade sig gøre at hænge mellem Hjulene paa en Godsvogn, og hvor man hellere skulde foregive at have tabt sin Billet eller appellere til Banefolkenes Godmodighed. Fra Gibraltar slap han over til Sicilien ved at skjule sig i NKabelrummet paa en stor Damper. Sulten drev ham omsider op paa Dækket, og Turen kostede ham en god Dragt Prygl og endeløse Trusler om at blive hevet over Bord til Hajerne; men frem naaede han.

Fra Sicilien skulde han have fri Rejse med en anden Damper til Grækenland mod at forrette Arbejde som Fyrbøder om Bord. Men det viste sig hurtigt, at han ikke forstod noget af Haandteringen, og han blev smidt i Land i NBrindisi. Saa smurte han sine Fødder i NTælle og gik oven om Adriaterhavet og ned langs den anden Side. Det tog Maaneder, men frem kom han dengang ogsaa – og Tiden var jo til det samme. Kong 47| Nebukaneser havde noget af de vandrende Kloders Taalmod, han vandrede for at vandre, søgte i og for sig ikke noget – selve Farten var ham nok. Paa Balkanhalvøen havde han den Svir at blive indfanget af Røvere, og kastet bort igen med største Foragt da de havde undersøgt Beskaffenheden af hans Klæder. N»En Mus reddede Dyrenes Konge, men en Lus reddede Kong Nebukaneser,« plejede han at sige med sin storladne Haandbevægelse.

Han tog en Sviptur til Amerika – for at lugte til NGuldet. Men nede i Kalifornien kom han hurtig til det Resultat, at Guld var altfor tung en Vare for en rejsende Gesell, og hængende mellem Akslerne paa en Kulvogn lod han sig skyndsomst transportere tilbage til New York igen. Herovre gjorde han tillige den Erfaring, at Amerikanerne virkelig er praktiske Folk. I Tyskland plejede Banefolkene at gaa og lyse ind under Toget med en Lygte efter Vagabonder, og saa blev man trukket frem og slæbt for Øvrigheden, hvor man gennemgik Forhør og Dom og højtidelig Udvisning for Misbrug af Samfundets Goder. Men her løb blot en Mand op og ned med en Slange og sprøjtede koldt Vand ind under Toget. Saa 48| frøs Klæderne til Is paa Kroppen af én, naar Toget satte i med sin helvedes Fart, og man gik med Gigt i den venstre Skulder alle sine Dage.

Fra New York prøvede han at lade sig paamønstre til København henholdsvis som Mesterkok og NLetmatros, og da ingen af Delene lykkedes, faldt han en Dag om paa Gaden ramt af et Slagtilfælde. Alt hvad han havde at gøre var blot at aabne Øjnene lidt i det rette Øjeblik og hviske dane. Paa det blev han bragt til det danske Konsulat, som besørgede ham videre hjem.

Jo han havde set Livet og Menneskene! Hans Fag havde baaret ham over den halve Jord, i alle Storbyer havde han arbejdet – saa lidt som muligt i hver for at faa det hele med – og saa at sige i Forbigaaende afluret Faget hver en Hemmelighed. Han lavede ikke meget, men det han lavede var simpelthen Kunst; et Arbejde af ham kunde kendes blandt tusend andre saalænge der var en Trævl af det; han kunde ikke røre ved en Bunke Lær, uden der blev Udstillingsarbejde af det.

Han maatte med et Smil tænke paa den hjemlige Fedtebutik; men nu skulde der komme Gang i Støvlerne, for nu var det hans Agt at 49| slaa sig ned hjemme og gøre sin Verdenserfaring frugtbringende, i Overensstemmelse med NOrdet at man skylder sit Fædreland det bedste af sig selv. Og det første han gjorde efter at have Nranglet en Maanedstid for at vænne Maven til de hjemlige Næringsmidler, var at tage Arbejde paa et Værksted.

Men Kong Nebukaneser var vant til at bevæge sig i det store Rum, efter store enkle Love. Paa sine Vandringer havde han lært at overflødiggøre og skyde ud af Oppakningen; Livet havde grundig lært ham, at det meste af hvad Hjemmet masede med var overflødig Baggage – og nu stod han her med sin enestaaende Ævne til at simplificere. Hele det Apparat en dansk Skomager sætter i Bevægelse, naar han skal begynde et Arbejde, maatte forekomme en Mand komisk, der mere end én Gang havde siddet paa en Grøftekant og lavet første Klasses Arbejde – – kun udstyret med en Syl, en Kniv, lidt NRisp og et knækket Stoleben til at pudse efter med.

Han solgte derfor rask væk af Værkstedernes Overflod, hvor han kom frem; men skønt Arbejdet gik lige godt fra Haanden for ham, holdt Mestrene ikke af det men trak fra i hans Dagløn. 50| Og han blev jaget paa Porten og truet med Politi oven i Købet.

Saa gav han sig til at Narbejde paa Logi, og her udstrakte han sin Forenkling af Værktøjet til Materialerne ogsaa. Kong Nebukaneser vidste derude fra hvad Pap var værd, og af det nøje tilmaalte Lær Mestrene udleverede til et Stykke Arbejde, kunde han faa en ubegribelig Bunke tilovers. Det solgte han, og forlængede derved sin NBlaa-Mandag til Onsdag Aften.

Blandt sine Kammerater hed han et Geni, og det betød saadan noget som en, der kan lave et enestaaende fikst Stykke Arbejde i en lynende Fart – og saa at sige af ingenting. Men som forresten elsker Lediggang og Sult og smaa Klare over alt andet i Verden.

Kong Nebukaneser var ubetinget et Geni. Naar han arbejdede, saa arbejdede han; der var ikke flere Tommelfingre end der skulde være. Et Hyl og en blaa Flamme – vupti! to Par Damestøvler og Fyraften Kl. 5. Bagefter ranglede han sin dobbelte Dagløn op, sov Rusen ud paa en Bunke Brosten eller bag et Plankeværk – og kunde tage fat paa Arbejdet igen næste Morgen om galt skulde være.

51| Men det gjorde han tilpas nødig, han foretrak at Nsmække tre Par paa én Dag fremfor at arbejde to Dage i Træk.

Mens han arbejdede, sansede han ingenting; men naar han rettede Ryggen for at slaa sig løs, kunde det hænde han opdagede, at han var ene. Gang efter Gang dukkede det grinagtigste af alle Fænomener op, at Folk ikke havde Tid – Herren hjælpe mig, ikke Tid til at rangle! Han begreb det ikke, men det var saadan alligevel.

Det var ustyrlig komisk, og det varede noget, inden han fik lét færdig og opdagede at han var en ensom Mand. Kammeraterne havde simpelt hen ladet ham og hans Urokkelighed i Stikken og fjærnet sig – lidt slukørede maaske – for ikke at være bagefter Tiden. De var blevet Nytteborgere, smaa Bedstemænd med lidt Mave og et morderligt politisk Ansvar. De travede til Arbejde Kl. syv Morgen og forlod det igen Kl. seks − han kunde have stillet sit Ur efter dem, om han havde haft noget. Aftenen anvendte de til politiske Møder. Gifte sig gjorde de ogsaa, og Søndag Eftermiddag trak de af til Cirkus med Kone og Børn. Det kaldte de at sparke til Trædemøllen – ptøj!

De der slog Skæve, var ikke længer Folk af 52| hans egen Slags, der trængte til at faa de Buler rettet ud, Arbejdet gav; den storslaaede Rangel gled mere og mere over i Hænderne paa professionelle Bøller. Og Kong Nebukaneser var ingen Bølle; han var bare en fri Mand, som tilfældigvis havde været ude i den store Verden og set sig om, mens Kammeraterne trak i Slavetrøjen.

Naa dem om det – vilde de lade sig tromme sammen paa Fabrikker og store Værksteder paa Klokkeslet, saa værsgod! Kong Nebukaneser blev ved at arbejde paa Logi, der hjalp ingen Henvendelser – han var sin egen Mand. Han skulde ikke have noget af at have en Formand til at gaa og Nse sig paa Fingrene. Og være Medlem af Fagforeningen og faa det hele dirigeret for sig lige til den Luft, man maatte indaande – nej føj for Pokker! Kong Nebukaneser var Mand for at ordne sit selv, han vilde have Lov til at gøre tre Dages Arbejde paa én Dag – og brænde den af de to følgende. Sin NPriskurant skulde han nok selv haandhæve. En Dag erfarede han til sin usigelige Haan, at Fagforeningen havde faaet Hjemmearbejdet forbudt. »Mig kan de ikke æde,« sagde han og blev ved paa sin Maade. Og takket være 53| hans Dygtighed fandt Mestrene ham, naar der var noget særligt paa Færde.

Men de kunde kun anvende ham i Smug, og til daglig Brug foretrak de de ordnede Forhold. Hos Kong Nebukaneser vidste man aldrig, om man var købt eller solgt; det hændte at Fanden fór i ham midt i et presserende Stykke Arbejde til en eller anden Højhed. Og Kong Nebukaneser kunde heller ikke leve af Luft, mens de Par Notabiliteter Danmark kunde stille paa Benene, sled Bundene ud af deres Støvler.

Som alle Genier kom han en Dag til det Resultat, at Forholdene herhjemme var for smaa! Der var ikke andet at gøre end endnu engang at vende sit lurvede Fædreland Ryggen. Han havde bevaret den store Verden i sig og tænkte altid paa den med taknemmelig Glæde. Og han kastede Fortøjningerne los.

Men han kom ikke i Drift saadan som i gamle Dage, da han ligesom Fuglene havde NLufttræk i Knoglerne og døjede med at holde sig paa Stedet. NSlyngkraften var gaaet af ham, nu virkede bare Tyngden og bandt ham til Jorden. Han begreb det ikke, men det var saadan; det kostede 54| Anstrængelse nu at komme i Skub – som det før havde kostet Anstrængelse at dvæle.

Man fløj ikke saadan ud paa maa og faa mere – man satte sig pænt hen og tænkte over Spørgsmaalet og overvejede. Jordens Omdrejning hvirvlede ikke længer Bjærge og Floder og hvide endeløse Landeveje gennem hans Hjærne; om man kunde holde til Turen – det var nu Spørgsmaalet. For der stilledes visse Fordringer – navnlig til stærke Ben, og Maven skulde helst være noget af en Skærveknuser. Men det var efterhaanden blevet smaat bevendt med begge Dele. Og saa denne Følelse af Tyngde i al Almindelighed – som om Jorden sugede en til sig! Nej, den store Verden med dens evige Uro og Spænding fristede ham ikke længer, han var blevet bange for at give sig ud i den. Han var træt og trængte til Ro. Saadan lidt Hjem med lind kogt Mad og Stuer og varme Klæder og en ren Seng – det var det med Skam at melde hans Hu stundede imod.

Han prøvede at realisere det og hutlede sig igennem et Aar eller to ved at lade sig forsørge af et aandsfattigt Kvindfolk, der levede af 55| Ntilfældigt Sjov. De skændtes altid, undtagen naar de begge var fulde.

Men saa var han ogsaa grundigt kureret for alt hvad der hed Hjemmets Hygge og Familiens Skød; det maatte de andre gærne beholde i Fred for ham – nu vidste han hvad dét indeholdt!

Han prøvede at tage Faget op paany; men nu var der uigenkaldeligt spærret for en Løsgænger som ham. Saa endelig besluttede han sig til lige som Oldtidens Store at lade sig bespise paa det Offentliges Bekostning, og bankede paa Porten til det NPrytaneion, der ligger paa NAaboulevard mellem NØrstedsvej og NSvineryggen.

Her spærrede man ham straks inde og gav ham Syl og Begtraad i Haanden.

Men Kong Nebukaneser var ikke kommet her for at paaføre Samfundet en ufin Konkurrence; heller ikke havde han gjort Oprør mod en ordnet Arbejdstid og fast Værkstedsreglement for at sidde som en klippet Slave paa NLemmernes Arbejdsstue og faa sin Times Friluftstur i Gaarden – i aftalt Tempo og Fangedragt. Han elskede Friheden endnu højere end sin Kunst, og Gigten i Skulderen i For56|ening med en fæl Rysten paa Hænderne, der gjorde ham det plat umuligt at holde Knivspidsen borte fra Overlæret, bevirkede, at han blev erklæret umulig som Fagmand.

Han kom til at tilhøre det lette Korps, der bevæbnet med Kost og Skovl hver Dag sværmer ud over Byens Broer og Torve. Her gik han og lod Kosten glide mageligt hen over Brostenene, mens Spurvene tumlede viltert i Opfejningen og Livet pulserede om ham i rastløs, febrilsk Jagen. Han iagttog det hidsige Jag med et mildt sindigt Smil som den, der ved, hvad det gælder, men har sit paa det tørre. Han havde levet og været med Ntrods nogen af dem dér han, derfor fristede det ham heller ikke mere. Kun naar han saa en Gadearbejder skræve over Sten- og Jorddyngerne hen til sin Trøje og tage en lille klar Flaske frem og kysse den, kunde der gaa et lille Stik igennem ham og en Længsel efter lignende Kærtegn. Men ellers havde han det godt, rigtig godt, og misundte ingen – ikke en Kæft!

En Eftermiddag Kong Nebukaneser gik og Nfejede paa Højbroplads, hensunken i stille lykkeligt Velvære, saa han noget, der rev hans filo57|sofiske Hjærte ud af dets Ro og fik det til at hamre og skælve –:

Oppe fra Købmagergade kom et Fruentimmer sjaskende ned langs Torvet og videre ud efter Børsen. Hun havde en sortlakeret Straahat paa, dens Skygge havde sluppet Pullen foroven og red gumpende paa hendes Næseryg, saa hun tittede frem over den som gennem et Visir; forresten Nsmækkede hun sig med Resterne af et gammelt fransk Sjal, et tyndt slunkent Skørt og NBruneller. Kinder og Næse stak rundt frem som tre røde overskaarne Løgæbler. Hun hældede stærkt forover og vrikkede koket med Kroppen. Brunellerne løftede hun ikke, men strøg dem langs Brostenene. Hans fagdannede Blik sagde ham straks, at det var for ikke at tabe dem – Overlæret var revnet paa dem begge to.

Og hans vildt hamrende Hjærte sagde ham at dette var Malvina – Damen! hans sidste – og eneste store – men ogsaa ulykkelige Kærlighed. Hende, der havde delt sit Leje og sin Snaps med ham; hende han havde pryglet og som havde pryglet ham igen – alt eftersom de var fulde til; hende han tog saa oprivende en Afsked med den Dag de efter moden Overvejelse ban58|kede paa – hun til den Nkvindelige, han til den mandlige Afdeling!

I Dag havde hun altsaa Udgang og gik ud paa Livet – Malvina, der fra sin Konfirmation til sit attende Aar havde været en affældig Greves Elskerinde! Malvina, der kunde være saa dannet i sin Hæshed og smagte en Kende af alt, fra Hoffet til Rendestenen! – det eneste Væsen han havde truffet, der ligesom han selv havde noget af den store Verdensomdrejning i sit Blod!

Og nu gik hun ud paa Livet!

Der vaagnede i ham en ustyrlig Trang til at være med endnu engang – blot slaa en eneste Skæv! og han var lige ved at smide Kosten og raabe til hende, at hun skulde vente og tage ham med. Men saa skød et Glimt af hans gamle Aandsnærværelse op i ham, han tabte Kosten og blev helt bleg, vaklede hen til Opsyn Petersen og spurgte, om han ikke kunde liste hjem lige saa stille, han havde saa ondt i Hjærtekulen.

Opsyn Petersen der vidste, at Kong Nebukaneser ikke havde noget højere Ønske end at blive paa Fattiggaarden alle sine Dage, saa først tvivl­ raadig paa sit Ur, dernæst hen paa den Betjent som regulerede Vognfærdslen N»under Uret«, 59| endelig paa den syge. Han saa virkelig foruroligende daarlig ud.

»Tror du ogsaa, du kan bjærge dig hjem paa egen Haand?« spurgte han.

»Aa jo! Men hvis at det havde været en Tiøre, saa kunde jeg have kørt lige til Porten.«

»Snup saa Omnibussen da!«

Men Kong Nebukaneser fik ikke Omnibussen, han var for afkræftet til at skynde sig. Saa vaklede han over til NThorvaldsens, hvor Sporvognen holdt. Den satte sig imidlertid i Bevægelse, og han fulgte efter den i forpint Trav og vinkede anstrængt til Konduktøren.

Opsynsmand Petersen rystede betænkeligt paa Hovedet. Det maatte staa galt til med Nebukaneser, naar han troede han kunde løbe Nden Elektriske ind. Naa, men dér kom en anden Sporvogn, der var nok af dem.

Da Kong Nebukanesers Beregning sagde ham, at han havde Husene mellem sig og Opsynet, sagtnede han Farten og drejede fra NStormbroen ned gennem Slotsgaarden. Det galdt om ikke at blive mistænkt og snuppet paa Munderingen, og bag Børsen købte han en vældig gul Konvolut til 3 Øre og en Avis til 2. Resten af Tiøren gik 60| til Skraa, han skraaede ikke selv, men kunde nu engang ikke fordrage at have Penge paa Lommen. Bagefter faldt det ham ind, at han kunde give Skraaen til Kammeraterne; og lidt senere igen kom han i Tanke om, at han kunde have faaet en NMælketoddy for de Penge. Men han var ikke den Mand, der begræd gjort Gærning.

Avisen blev lagt i Konvolutten for at fylde, og med denne varsomt under Armen vandrede han udad, stram som en Ordonnans i et betroet Ærende.

Betjentene paa NKnippelsbro skelede efter ham, men han gik sin Gang med den Tryghed, en god Samvittighed giver.

Han flakkede lidt om i Smaagaderne bag Kristianshavns Torv, indtil han fik Øje paa Malvina, der forsvandt ind ad en Gadedør langt nede i NDronningensgade, i et Hus, der bestod af lutter Vinduer. Han var straks med og gik lige op paa anden Sal og hen ad en lang bælgmørk Gang, hvorfra Døre til begge Sider førte ind til Etværelses Lejlighederne.

»God Dag Dame,« sagde han højtideligt, da han hørte Lyden af hendes Klæder i Mørket. Han tog hende i begge Ører og gav hende et bredt Kys.

61| »Uf, hvor du forskrækkede mig, lille Neser! Det ku jo godt ha væt et fremmed Mandfolk i den Belysning,« sagde hun koket.

»Er det Arveprinsen man søger, lille Dame? Du kan godt tro, at han er Nverfet!«

»Nej, for jeg hørte ham græde lige før. Men der er ingen Nøgle i Døren.«

Kong Nebukaneser undersøgte med kyndige Fingre NLukket og kiggede gennem Nøglehullet. »Den er svært saa lige til,« sagde han dæmpet – »havde man bare haft en Stump Staaltraad.« Et Øjeblik stod han og overvejede, saa listede han nogle Skridt ned ad Gangen til en Dør, hvor en Kvinde skældte og nogle Unger skraalede, pillede Nøglen ud og kom tilbage. Den passede storartet.

»Du er en Svend, Neser,« sagde Malvina kælent.

»Næ, for Ejeren er en fedtet Lus, som kun har Raad til at lade lave én Slags Nøgler til hele NKasernen,« svarede han beskedent og satte Nøglen lige saa lydløst tilbage. – »Det er, hvad han er.«

»Aa du,« sagde Malvina og tjattede ham dannet over Fingrene, der var endnu en fjærn Duft 62| af Grevinde over det – »du skal altid spøge med det væmmelige. Vi paa vor Afdeling skifter nu hver Uge, vil jeg bare sige dig.«

Kong Nebukaneser forstod hende ikke; naar hun var rigtig fin, gik det undertiden i Taage for ham. Men han vidste, at Oprindelsen til hendes Dannelse var ægte nok. »Dame –!« sagde han og holdt højtideligt Døren aaben for hende.

De kom ind i en lille Stue med magre halvandet Fag Vinduer; det manglende halve Fag hørte til Køkkenet, der maalte to Alen paa hver Led og var skilt fra i Stuens ene Hjørne ved en Skillevæg. I den derved opstaaede Alkove kunde en gammel Træseng lige faa Plads; Sengen var fuld af Pjalter, og Rummet under den optoges af Flasker. Ved den modsatte Væg stod Halvdelen af et Bord paa sine to Ben og lænede sig mod Væggen, og under Vinduet stod en skidden Kurvevugge med et halvaars Barn, der laa paa Siden og sov med en Gardintøjs-Sut strittende ud af Munden. Sutten fortsattes i en lang Gardintarm, der hang i vaade mørke Klumper – kasserede Sutter – helt ned til Gulvet. Barnet trak Sutten langsomt ud og ind i Søvne; saa løftedes hele den tunge Række og sank igen – det lignede 63| Klunker. Den ubrugte Ende af Gardinet var slaaet op over et Søm.

En Dreng paa to-tre Aar var anbragt paa Værelsets eneste Stol henne ved Vinduet, saaledes at han kunde se ned paa Gaden; han var bundet fast til Stolen, i Vindueskarmen foran ham laa nogle afgnavede Fedtebrødsskorper. Da de kom, sov han med sit tunge Hoved hængende dødt ned til den ene Side, hans spæde Aandedræt lød som bløde Fløjt. Han slog et Par store Øjne op og gloede paa dem.

»Aa Herregud Dængse, Dængse dog!« raabte Kong Nebukaneser med overhenrykt Fistel og strakte teatralsk Hænderne frem. »Kan du kende din kødelige Far hvad?«

De løste ham i Forening, og Malvina fik ham paa Skødet for at rense ham lidt. Imens travede den lykkelige Fader rundt om dem og gav sin Henrykkelse Luft i smaa Udbrud: »Det klær dig Tøs! – Det klær dig morderligt og være god ved ham! – Du sku bare selv ku se, hvor det klær dig!«

Den lille lod sig tumle med uden nævneværdig Sindsbevægelse, med en egen død Ro; han trak Vejret tungt og hørligt og lod sig ikke i 64| mindste Maade mærke med, at nogetsomhelst gjorde Indtryk paa ham. Det saa ud, som havde han engang for alle besluttet ikke at tage Parti her i Verden. Der var noget søvntungt over ham, han hjalp ikke til ved nogen Bevægelse, trak bare Vejret med sin tunge snorkende Lyd, der godt kunde høres som om han spandt af Velvære.

»Han gør sig tung,« sagde Malvina, »– det er af bare Kælenskab. Og vil du se hvor han er godt i Stand, Neser!«

»Det er Synd at sige, han er meget sludrevorn,« sagde Kong Nebukaneser tankefuld. »Gud ved om han kan sige noget? – hvor gammel er 'et nu han er?«

»Tre Aar, Neser – han er fyldt! Men Gud at du kunde glemme det!«

»Ja hvad – et Mandfolk maa have saa mange vigtigere Ting i Hovedet.« Tre Aar – naa saa var der jo Tid nok til at faa sagt hvad der skulde siges – selv om han skulde blive Rigsdagsmand. »Han kan komme til at snakke Fanden et Øre af endnu. – Har du forresten tænkt over, hvad han kan blive til naar han bliver stor?«

»Gud nej!« udbrød Malvina forskrækket.

»Da er det vel ellers nok saa vigtigt som no65|get andet! For ser du, der er jo Stof i saadan en lille Klump – Menneskestof som det saa kønt hedder. Hvem ved, kanske han sætter sig over Skrævs paa Nhele Kagen? – det kunde nu være storartet at opleve den Dag.«

»Ja jeg tror nu, han bliver Konditor,« sagde Malvina i Tilslutning til Ordet Kage – hun holdt ogsaa af Slik.

Kong Nebukaneser gjorde en fortvivlet Grimasse.

»Jeg siger det ikke for at fornærme dig Dame – men der er ingen Fantasi i jer Fruentimmer. Nej Haandens Arbejde er det forbi med! Eller har du kendt dygtigere Haandværker end Kong Nebukaneser? – og hvad havde han for det? Nu er det Hovedet det kommer an paa – den staar paa Forstand i vore Dage ser du! Og Hoved det har han sku nok af – det lille NGæfs!«

Kong Nebukaneser havde omfattet Barnets Hoved med sine store Hænder. »Er der Hævelse i Bolledejgen – hvad Dængse?« sagde han og lo gennem Taarer. Tankerne om Barnets store Fremtid havde grebet ham, saa hans Hænder rystede. »Ikke et Suk siger han, eller saa meget som klipper med Øjnene – der er Karakter i Knæg66|ten! Og ved du hvad Malvina, jeg kan føle hvor det arbejder her oven i hans lille velsignede Krukke. Det er Forstanden der allerede har travlt – han blir god siger jeg dig! Og vil du se hvor urokkelig han er! akkurat som en lille Vorherre der kan det hele udenad! NDer hænger nok ingenting for højt dér!«

Kong Nebukaneser tav og stod og smaafløjtede, med Blikket ude i det ubekendte. Opsuget som han var af det fjærne hørte han ikke, at Malvina bad om hans Lommetørklæde – han havde forresten heller ikke noget. Derude i Fremtiden gik hans egen Tilværelse igen, men større og mere vellykket. Kong Nebukaneser havde selv slaaet Rekorden, men i noget der allerede var dødsdømt; han havde sejret de hundrede Gange, men som nogen Sejrherre følte han sig ikke. Men naar Dængse voksede til, vilde der blive NSpænd i Gaden. Han kunde sanse Koget og NMudderet, og han havde været tilstrækkelig i Skuddet selv til at føle Svimmelhed paa Dængses Vegne.

Saa gav NFjærnet ham varsomt tilbage, med et Suk havnede han paa Jorden, og opdagede at han var tør i Halsen. Han slog nogle urolige Slag og 67| havde Blikket forskende i Krogene. »Gud ved, hvordan Vinkælderen har det?« sagde han, trak Flaskerne frem under Sengen og holdt dem op mod Dagslyset. »Tomas – tomas over hele Linien; den var sku slunken! Du, tror du ikke, din Søsters har Kredit her i Nabolaget?«

Malvina rystede blot paa Hovedet; hun havde travlt med at pille Bobber ud af Drengens Næse med en Tørklædesnip.

»Men Herregud, de er jo Levemænd! Hun gaar dér og tjener Føden til dem, og han har sine 16 Kroner om Ugen og kan kæve op hver evige Øre a'! Og saa skulde de ikke have Kredit paa en Draabe Sprut?« Det var ikke til at begribe en saadan Meningsløshed. – – »Dængse, kan du saa sige Far? nu er du jo køn foran i Ansigtet! – Jeg tror Gud hjælpe mig, han ligner os begge to, Dame – det kommer der af at være enige i alle Dele.« – Han slog et Slag ind i Køkkenet der ikke var større end et almindeligt Bord: »Vand har de alligevel Raad til at holde, de Flottenhejmere – ah!« Saa var han over Gulvet igen: »Dængse, kan du saa sige Far? – Naa giv mig et Trykkys Tøs! Det klær 68| dig og holde en lille paa Skødet – du sku bare selv ku se!«

Men Malvina surmulede: »Du skal altid sitte ned paa min Familie, og dog har de været saa storartede mod Dængse og beholdt ham for slet ingenting.«

»Naa ja hvad – de er gode nok for sig og være,« sagde Kong Nebukaneser forsonligt. N»Bare ikke højhælet Malle! – – Dængse!« han rodede i Vestelommen for at give Drengen noget og fik fat i Skraaen. Saa for den Lede! dér kunde han have købt noget til Drengen for den tyvebrændte Femøre – Fløde for Eksempel; Fløde var ikke en Døjt for godt til saadan en Prins! Han drev ind i Køkkenet igen og gav sig til at rode rundt paa Tallerkenrækken i et eller andet vanvittigt Haab.

Pludselig lød der et lille overrasket Fløjt, under en af Kopperne laa en Tiøre stukket til Side. Kong Nebukaneser kom ind med festlig dansende Bevægelser. »Aa hør Malvina – Himmeltøs! spring ned efter for fem Øre Fløde til Arveprinsen, og tag NFusel for Resten af Pengene! Du kan sige det er til en syg, saa faar du bedre Maal.«

69| Intet Menneske i Verden kunde gøre for, at Malvina tog Brændevin for alle Pengene – hun selv allermindst. Dels var nemlig Fløden sur paa denne Tid af Dagen, dels havde de ingen, og endelig kunde man ikke faa Brændevin for mindre end ti Øre. Kong Nebukaneser var heller ikke den, der kom med Bebrejdelser efter at have hørt disse alt i alt fyldestgørende Grunde; og Dængse var allerede saa meget Mandfolk, at han følte sig tilstrækkelig skadesløsholdt ved et Par smaa Stænk paa en Skorpe.

Men da Kong Nebukaneser havde nydt Drikken, skete der det med ham, at Hjemmets Hygge forduftede; der var ikke længer den rolige Tilfredshed ved at dvæle i den samlede Families Skød, hvert Øjeblik var han henne ved Vinduet og kiggede ud. Lidt af det gamle Sving var kommet op i ham, han følte sig levende endnu og trængte til at friske den lidt op for egen Regning – tage Tilværelsen i stiv Arm for at sige det paa en pæn Maade.

Det var en sjælden smuk Dag, en af de faa Dage hvor Solen sejrrigt sprænger den Røgtaage der hviler over Byen, og vælter Strømme af Lys 70| ned over Gaderne. Ovre mellem Voldens Trær saas Himlen bedaarende blaa; Rummet hvilede hen i den klareste Ro, uden Stof eller Grænser; det var som at se ind i den letfarvede Uendelighed.

Kong Nebukaneser skuttede sig. »Man burde fejre saadan en Dag,« sagde han, »og ikke sidde her og kukkelure; Dængse er ogsaa søvnig du. Jeg tror jeg vil ud og røre Lufferne lidt. – – Blot man kunde have rejst lidt Mønt.« Han sagde det med et Suk og kastede et prøvende Blik rundt i den tomme Lejlighed.

»Du kan da ikke vise dig offenlig i Nden Mundering!« sagde Malvina.

»Nej, man skulde jo helst være civil, men der er Tøj nok i Garderoben – Guds Velsignelse af Klær!«

De undersøgte Sengens Indhold og valgte enstemmigt det mindst pjaltede Par Bukser og Resterne af en brun Overfrakke. Kong Nebukaneser trak i Stadsen og smed foragteligt sin Lemmedragt i Sengen.

»Naar du nu blir Nnæstet lidt, saa er du jo helt fin,« sagde Malvina og strøg kærtegnende ned over ham.

71| »Ja det er slet ikke saa skeløjet,« sagde han henrykt. »Men Strømperne bliver vi ligegodt nuppet paa.«

»Du maa synke Bukserne Neser.«

»Det kan bare ikke gøre det af! Men hvad, man har jo Lov at gaa med bare Ben i Træskoene Sommerdage.«

»Saa vil jeg ved Gud ikke gaa med dig. For der er nok, at jeg kan faa og føls med!«

»Tror du maaske det var mit Alvor?« sagde han hastigt. »Saa vidt er det vel heller ikke kommet med os.« Han gav det stort nok fra sig men blev alligevel staaende raadvild.

»Du skulde prøve Pulterkamrene,« henstillede Malvina.

»Det var vel ogsaa nok det jeg stod og tænkte paa,« svarede han behersket for ikke helt at miste Overtaget over Damen. Men i en Fart var han ude af Døren og kom lidt efter tilbage med en skabet Cylinder og et Par opslidte Fjederstøvler. »Sikken et Par Gagakker!« sagde han og viste dem triumferende frem. »Det vil sige, de er jo syt som et Svin – men det er dog altid pænere end Træsko! For er der noget jeg hader, 72| saa er det Træsko. De ruinerer Faget, og sikken en Gang Klumpfødder de laver!«

Klæderne sad paa ham som sammenkrøllet Papir der er foldet ud igen. Men de to havde kun Øje for Flængerne, og Malvina ledte forgæves efter Naal og Traad. Den lille i Vuggen begyndte imidlertid at røre paa sig og skrige, og det maatte snart være ved den Tid Søsteren kom hjem. Med mange Kælenavne anbragte de igen Dængse ved Vinduet og fortøjede ham til Stolen, for at han ikke skulde styrte ud. »Ja der kan Dængse sidde og se paa Himlen og have det rigtig rart,« sagde Kong Nebukaneser og klappede ham varsomt paa det tyndhaarede Hoved. Men Dængse foretrak at sove, han lod Hovedet falde tungt ned til Siden og begyndte igen paa sin bløde Piblen.

Den lille var vred, hun havde spyttet Sutten ud, og spændte arrigt den nøgne Mave i Vejret mens hun skreg. Hendes lille Legeme dannede en hel Bro.

»Hun er sulten det Skind,« sagde Kong Nebukaneser og saa sig raadvild om – »se bare hvor hun Nslaar Fægt med Maven. Vilde du gærne have lidt hældt paa din lille Mavse hvad?« han klappede hende lidt sky paa den lille spændte Tromle. 73| Saa tog han den tomme Flaske og holdt undersøgende op mod Lyset, ikke saa meget som et Stænk var der lævnet, den sidste Draabe var rendt af paa Dængses Skorpe.

»Ja det er nu Synd,« sagde Malvina – »om ogsaa det ikke er ens egen, er det alligevel Synd.« Hun pillede lidt Brødrester sammen og tog den værste Tørhed af dem under Vandhanen, inden hun vovede sig til med Gummerne. Saa spytæltede hun det til en jævn Dejg og knyttede det ind i Gardintarmen oven for det øvrige. Ungen tav og gav sig blundende til at hive op og ned i Religheden med sit lille Sugeværk, uden at ænse at hun havde faaet en NKlunke mere at sætte i Bevægelse.

Kong Nebukaneser stod og saa lidt paa hendes ufortrødne Slid. »Hun er et morderligt Jærn til at tage fat allerede,« sagde han grundende – »hun bliver god engang du! Naada − jeg vil nødig være det Mandfolk der kommer paatværs af hende. − Men skulde vi ikke tage og klippe alt det gamle Juks væk? det er Synd hun skal ligge og slide i hele den Menage.«

»Nej, lad hellere være du – maaske Søster vil bruge Gardinet igen,« svarede Malvina.

74| De drev ned ad Gaden efter bedste Beskub, Malvina havde faaet sin Neser under Armen og traadte saa let i Fortovet. »Det skal være et godt Sted du tager os hen – ikke i nogen Snask, vel? – Der er jo nok af Steder du kan tage os hen.« Hun snakkede med en Overbevisning, som fik Kong Nebukaneser til at føle sig helt fattig.

Forresten lod hun helt og holdent ham raade for Vejen, kastede kun nu og da forelskede Blikke op paa ham og gik ellers med Øjnene ærbart i Jorden – fordi det var saa længe siden hun havde haft Mandfolk paa, at det godt kunde være første Gang. Helt undselig var hun som en ung Pige, og det var dejligt! I Smug kunde hun alligevel holde Øje med Butikkerne, hvor Folk stod og strakte Hals efter dem. Kong Nebukaneser tog sig prægtig ud i høj Hat, og hun vidste de var et kønt Par.

»Jeg ved godt hvor du tager os hen,« sagde hun lyst og hang sig tungt paa hans Arm. Men hun vidste det ikke og brød sig heller ikke om at vide det; hun sagde det blot for at give sin blinde Tro paa ham Udtryk i Ord. Aller helst gik hun ved hans Arm med lukkede Øjne lige lukt ind i Lyset, og slog dem først op naar de 75| var der helt; saa vældede det pludselige Lyshav smærteligt ind i Øjnene paa én, og man maatte skrige – det kunde være saa dejligt at være til.

Kong Nebukaneser selv var lidt underlig. Da de kom hen til NBroen som fører ind mod Byen, drejede han af, og et Øjeblik efter drejede han igen. Vist saa, der var Steder nok, hele Byen laa der jo smækfuld af Herligheder og bød sig til! det galdt bare om at træffe det rette inden man gik paa, saa man ikke sad hen og fortrød bagefter. Han havde forresten mest Mod paa at tage det hele fra en Ende af, Nrangle Byen igennem paa Kryds og tværs; men det lod sig jo ikke gøre med Dame paa. Foreløbig var det altsaa blot den Ide han ventede paa, et lille Bæst af et Indfald der kunde redde Aftenen – som det jo var sket de hundrede Gange før. Det galdt altsaa om at holde den gaaende saalænge, og Kong Nebukaneser varierede sine Slag som en Skipper, der adspreder sig mens han ligger og Nkrydser paa Højden efter Lods.

Men Malvina lugtede alligevel noget. »Jeg synes vi gaar rundt,« sagde hun forundret.

»Man maa vel først og fremmest have fat i 76| Naal og Traad,« mumlede Kong Nebukaneser stødt. »En Gentleman – –«

Malvina trykkede hans Arm og saa troskyldigt op paa ham – forundret over hans bøse Tone. Og Nebukaneser følte som en Anklage hele sit Ansvar for dette Væsen, der gik og gottede sig til en glad Aften. Hun vidste godt nok at han ikke ejede en rød Øre, men hun troede simpelt hen paa ham. Og det var ikke det værste hun kunde give sig af med under normale Forhold, Kong Nebukaneser var ikke den, der plejede at være læns for Udveje naar det galdt en glad Aften. Der var bare det i Vejen at hans Geni ikke var hjemme, han kunde ikke mærke Spor til det Spil af Ævner, der paa saa mangfoldige Maader havde gjort det af for rede Penge i hans Liv.

»Vi kunde gaa i NKaraflen og danse – altsaa,« sagde han slukøret. »Men vi slipper bare ikke ind.« Han havde en trist Fornemmelse af, at det glippede for ham i det væsenligste. Der var sku Halløj nok til, men hvad nyttede det, at Tilværelsen var smækfuld af Fornøjelser, naar man ikke forstod at nuppe dem længer! Han havde aldrig fattet Pengenes Værdi rigtig, men nu var 77| han nogenlunde med; de var alligevel gode at tage til, naar man ikke kunde selv længer.

Lidt mismodige drev de op paa Volden og satte sig paa en Bænk. Solen var ved at gaa ned, den lod allerede Dagen udaande i Purpurdampe over Staden; det gød sig ind under Voldens Trær som de overdaadige Uddunstninger fra en varm lykkemættet Verden. Lidt henne under Trærne sang nogle Børn og dansede Runddans, og nede for Enden af Gaden straalede NGuldet paa Frelserkirkens Taarn. Det var umuligt at være i daarligt Humør, Nlidt og lidt glemte de deres Skumlen over Tilværelsen og faldt hen i skyldfri Pludren – om løst og fast og ingenting. Aftenen gød noget af sin Mættethed i dem ogsaa, de var milde til Sinds; just med et Anstrøg af Vemod stirrede de mod Solen, der sank uanfægtet – som noget der var altfor stort til at gaa i Rette med. Og før den forsvandt, kom den rødglødende over Husryggene, kyssede deres tomme Ansigter og fik dem til at blusse endnu engang i ør Forventning. Saa smukt havde deres Øjne maaske aldrig tindret før; fjærnt over Staden laa et Festskær og tændtes igen i dem. Derude fra flød for en Stund det usigelige ind til dem – Lykken som ingen 78| kender – og fyldte deres forhutlede Hjærter spændte.

Malvina havde faaet en lille Tøs til at gaa hjem efter Naal og Traad. Hun rimpede ihærdigt sit store dejlige Mandfolk sammen baade her og der, mens en Flok Unger maabede omkring dem. Kong Nebukaneser maatte lægge sig ned paa Bænken for at det kunde gaa hurtigere – og dreje sig rundt saa Revnerne kom øverst. Og dér laa han og væltede sig som en kaad Hundehvalp, overdrev Begivenheden og sagde uhyrlige Brandere for at more de smaa. Malvina var flink med Naalen trods det svindende Lys, det hele var gjort i en Haandevending.

»Saa Neser,« sagde hun og saa ham sejrstolt ind i Øjnene – den sidste Hindring var ryddet af Vejen!

Og han saa igen, fattigt og uformaaende. Ak, og saa var man saa langt – der var ikke dét at dække sig bag mere! Bag denne omhyggelige Flikken havde der lagt sig et lønligt Haab paa Lur for ham ogsaa – for hvorfor pyntede man sig vel? det maatte jo have sin Grund! Og nu brast det – lige i Synet paa dem, og aaben79|barede Mandens ynkelige Armod naar Ævnerne forlader ham.

Kong Nebukaneser havde bjærget Troen paa sig selv langt med – den var til Stede som en gigantisk Rest i selve hans Drøm for denne Dag, der gik ud paa intet mindre end at gentage sin Ungdom for en Aften, gøre en Rejse omkring Jorden i det smaa! Det skulde vel være en Bagatel for en, der havde trampet flot gennem tre Verdensdele uden en rød Øre i Lommen – og faaet Del i alt hvad Tilværelsen havde at byde paa! Og saa endte det hele med, at han sad her paa det selvfølgeligste Sted i Verden og var kørt ynkelig fast paa en 50-Øres Adgang til en Dansebule.

Naturligvis lod der sig til enhver Tid lave et og andet uden Penge – selv den største Pjalt havde vel altid saa mange Bekendte at han kunde solde gratis en Aften. Malvina slog ogsaa saa smaat paa det – det var jo nærmest Fruentimmernes Opgave at hænge paa og lade sig underholde. Men Kong Nebukaneser var bare ikke af den Slags der sad og suttede paa et Bekendtskab, han holdt mere af at give den hjemvendte Amerikaner. Han var ikke heller ude denne Dag 80| for at fedte sig lidt til, men for endnu engang at gæste de store Jagtdistrikter fra Ungdommens Dage; vilde man ikke kendes ved ham, ja saa kunde han sige »færdig« og vende tilbage til NForsørgelsen om det skulde være. Men sidde og Nslikke Tallerkner efter Festen kunde han ikke – det maatte de om som ikke selv havde været med. – »Man har jo ogsaa Forpligtelser over for Kammeraterne paa Anstalten,« fremførte han højt som noget, der endelig maatte kunne forstaas af et Fruentimmer ogsaa – »man repræsenterer saa at sige. Men gaa du alene Dame! du finder dig altid et lille Ben – med dit Ansigt.«

Men Malvina klyngede sig blot endnu stærkere til ham og erklærede, at hun ingen anden i Verden brød sig om og vilde blive hos ham. Saa kunde hun altid gøre det andet en Gang han ikke var med.

»Jeg ventede det af dig,« svarede Kong Nebukaneser bevæget. »Du svarede som jeg vilde ha' gjort i dit Sted.«

Malvina tog mod hans Ros med et tappert Smil, og brast med ét i Graad. Helt tøset slap hun sig løs, som var det første Gang Verden brast for hende; og Kong Nebukaneser forsøgte 81| slet ikke at tale hende Trøst til men lagde stille Armen om hendes Hals. Med Hovedet paa hans Skulder snøftede hun sig i Søvn.

Det var Aften nu, Nattens Skygge laa stor under Voldens Trær, og nede i Gaderne tændtes Lysene Net og et som en Bristen i Skumringen. Kong Nebukanesers Øjne havde faaet et usædvanligt Udtryk af Fravær – han sad og stirrede længer ud end nogen kunde se. Han nænnede ikke at røre sig for ikke at forstyrre Malvina, og følte sig forfærdelig ene med sig selv – saa alene at han maatte lade alting falde som det vilde, og tilstaa det var forbi; han duede ikke til noget mere men var en gammel Mand! Der var Lindring i at vedgaa det, man behøvede ikke længer staa og stemme en træt Skulder imod for at holde det umulige oppe. Ja ja saa var det altsaa forbi, Livet lod sig ikke nuppe i Forbifarten længer; duvende jog det forbi, og prøvede man at springe paa, flækkede man bare Skallen mod Stenbroen!

Men der havde været noget, han havde ikke været nogen almindelig NSkrabkage! ja Død og Salte hvor havde han sat Tingene paa den anden Ende i sin Tid! Der var de kosteligste Ting 82| at dvæle ved; han kunde ikke dy sig længer men maatte have en Medvider. Men da Malvina vaagnede og fæstede Blikket paa ham, falmede det hele for Skuffelsen i hendes Øjne. Hun havde maaske drømt at hun var midt oppe i Herligheden.

De sad og krøb ind til hinanden, ingen af dem følte Trang til at sige noget. Men Kong Nebukaneser undredes over at Malvina ikke kom med Bebrejdelser. Før havde han ønsket det; saa kom de op at skændes og han kunde trække sig ud af det hele som en Mand, der vilde have indfriet alting, om hun ikke paa Kvindevis havde forspildt det med sin Kæft. Men nu havde han givet sig Affældigheden i Vold, og var hende taknemmelig for at hun ikke rev ham den i Næsen.

Ned ad Voldens Skraaning groede der Krat, med smaa Gange i som Børn og en og anden Hjemløs havde frembragt. Mørket rugede blødt derinde under Løvet, og hist og her gjorde Vandet fra Voldgraven sig gældende gennem Krattet med en Lysglitren og Raslen af Siv.

Der var noget i det som tog Kong Nebukaneser blødt om Hjærtet – noget som en Hilsen fra de store og gode Dage; her kunde han endnu 83| efter Ævne smage Sødmen af den store Jord. En Nat under aaben Himmel det var paa én Gang noget han fremdeles kunde overkomme og dog Summen af det hele; alt hvad han havde naaet i sit Liv, hele Tilværelsen byggede paa den hemmelige Svir det havde været at sove ind under Stjærnerne og vaag­ ne gennemslaaet af Morgenduggen – med lige langt til alle Sider! Og saa meget var han vel endnu Mand for!

Men Malvina fór krænket op, hun skulde ikke have noget af at rede Seng under aaben Himmel som en anden noksagt – det var de ikke vant til paa hendes Afdeling. »Dér har vi ordenlige Senge, og hver sin med Nemaljeret Indretning under. – Men jeg kan godt gaa min Vej, hvis at du skal til at være simpel!«

Kong Nebukaneser saa døende paa hende, mens hun tog paa Vej; for hans Skyld kunde hun godt sparet at give Grevinden; han havde følt sin Gammelmands Ensomhed og tog ikke Tørn med nogen mer.

»Du er immervæk saa Nspansk i Aften,« sagde han med et græmmet Smil. »Man skulde tro, en af de overordnede havde begyndt at Nsætte Øjne paa dig.«

»Men fy Neser dog,« udbrød hun krænket. 84| »Du ved da godt at jeg ikke er nogen Skruebrækker.«

Naa ja, hvad? dersom der kunde falde en lille NLempelse eller to af! – Han begyndte jo selv at indse Betydningen af Lempelser og var allerede saa smaat i Færd med at lempe sig over i sin ny og fattigere Virkelighed. Det var netop det der fik ham til at tænke paa Vognmand Jensens Høloft. Han var træt nu og længtes efter Hvile; og saadan et Høloft kunde være ganske storartet – næst efter en Høstak under aaben Himmel.

Han kom spagfærdigt med sit Forslag, til hans Forundring gjorde Malvina sig ikke udtilbens men rejste sig stiltiende. De fulgte Volden et lille Stykke mod Syd, steg saa ned og gik ind over en Plads; der var et helt Lager af gamle Dampkedler, rustne Jærnplader og tykke halvædte NKættinger. Gennem en Aabning i Plankeværket kom de ind i en Gaard hvis ene Side dækkedes af en sort fabriksagtig Bygning, til de andre Sider var der mindre Bygninger og Træskure. Kong Nebukaneser havde taget Malvinas Haand og trak hende efter sig, de holdt sig i Ly af Vogne og Skrammel og søgte over mod en lav Bygning, hvor man hørte den jævne Lyd af gumlende Heste.

85| Kong Nebukaneser stak Hovedet ind ad den aabne Halvdør og fløjtede sagte. Der var kommet ung Spænding i hans Bevægelser, han stod og vejrede med hver en Sans, parat til at lette eller ændre Taktik ved den mindste Lyd. Dette her havde alligevel en prægtig Smag af før og Verden derude, han vendte sig og gav Signal med Øjnene mens han listede Krogen af. Saa gik han lettaaet ind i Stalden, og Malvina sjokkede bagefter.

»Det er Hotellet,« hviskede han og tog henrykt Omgivelserne ind – »ah, Hest du! og dejligt Hø. Herskabsheste oven i Købet – læg bare Mærke til Gødningen; man lugter det straks. Og Karlen er gaaet i Byen – dejlig Plante! Naa, op i Høet Dame!« Han entrede op ad Stigen til Høloftet, og Malvina kom bagefter. Det gik smaat for hende, for hun samlede Kjolen unødig stramt om sig, krænket som hun var over Nesers udannede Tilraab.

Den Nat drømte Kong Nebukaneser om de store Stepper og Stjærnehimlen. Han havde rustet sig til næste Dags Vandring ved at gnide Fødderne med Tælle og snøre Maven godt ind; nu laa han og hvilede ud i den dejligste Høstak, 86| stirrede mod de fjærne Bjærge og glædede sig stille til det paa den anden Side. Over hans Hoved vandrede Rummet i sin evige Musik. Han fornam den store Nats endeløse Tone, og deraf vidste han at han var ene. Men det gjorde ham ikke noget.

Malvina var i Karaflen og dansede N»Toppet Høne«. Hun løftede med sirlige Fingre Kjolen højt op i den ene Side under Dansen – for der var gul Silke langt op ad Benet.

Opsyn Petersen var kommet hjem med sit lette Korps og hørte til sin Overraskelse, at Kong Nebukaneser ikke var ankommet endnu. Det hændte jo, at en og anden gjorde sig usynlig for en Dags Tid eller to, men som Regel kom de tilbage af sig selv, og de var i hvert Fald altid lette at opspørge, saa synderlig Uro vakte Begivenheden ikke.

Imidlertid satte man sig løseligt i Bevægelse for at finde ham, og paa et vist Punkt løb Sporene sammen med Malvinas. Hun var ogsaa savnet, og da man kendte deres tidligere Forhold, blev Sa87|gen straks lidt alvorligere. Deres løbende Mellemværende med Familien paa Kristianshavn var ogsaa kendt, og man henvendte sig først dér.

Derude var Manden imidlertid kommet hjem og havde fundet Lemmedragten i Sengen. Han saa straks hvorledes det hele hang sammen, og da det alligevel trak op til Politivrøvl, foretrak han at gaa til Stationen. Denne Dobbelt-Allarm jog Politiet paa Benene, der blev straks anstillet Efterforskninger, og alle Sporene viste mod Kristianshavns Vold. Men længer var det heller ikke muligt at komme.

Hvordan det nu gik til eller ikke, saa voksede de to Havaristers Sværmen efterhaanden fra det komiske over i det æventyrlige, den smukke Sommernat spandt dem ind i sin Mystik. Maaske var der megen Kærlighed i Luften den Aften; deres Udflugt tog ganske jævnt Form af et Kærlighedsdrama. Aviserne blev underrettet og Voldgraven saa vidt muligt undersøgt i Nattens Løb.

Da det begyndte at dages, tog en Betjent der kendte alle Kristianshavns Smuthuller ud og ind, sig for at afsøge dem et for et. Lidt hen paa Morgenen steg Solen over de fjærne Bjærge og kildede Kong Nebukaneser i Næsen; han gned 88| Øjnene og vaagnede til det mest modbydelige Syn af alle – en rødblisset Panser! Men han havde efterhaanden lært at omgaaes Arvefjenden Nkordialt, og idet han viklede sig ud af Malvinas Arm, sagde han gabende:

»Naa, skal man nu Nderan?«

Betjenten nikkede.

»Ja vi var for Resten kommet af os selv, men det er jo altid pænere at blive afhentet. De har vel en NÆske?«

»Ja der holder en henne paa Torvet,« svarede Betjenten leende.

Det gjorde der ogsaa, og de tre satte sig op at køre. Malvina og Kong Nebukaneser var lige henrykte, de havde faaet Lov at beholde Æsken nedslaaet og sad og lænede sig flot tilbage mod Bagsædet. Nu kørte de hjem fra Festen – lidt øre af det meget – Lyset og Tonerne sad endnu i dem og gjorde dem overstadige. Kong Nebukaneser slog nedladende ud med Haanden efter de Forbigaaende, og Malvina kyssede paa Fingrene. Saa lo de begge, og Betjenten lod som ingenting.

»Det var for Resten en værdig Afslutning,« 89| sagde Kong Nebukaneser, da de rullede op for Anstaltens Port.

Malvina svarede ikke med Ord, men lukkede Munden sødt med PigefingerenA og gjorde en langsom Hovedbøjning. Og Kong Nebukaneser forstod det for det var – den høje fornemme Verdens Maade at sige Tak for Boller og Chokolade – og respekterede hendes Tavshed. Han tog den gamle Cylinder dybt af for Madame og betraadte NTvangen som en højfornem Gæst fra NBredgade, der nedlader sig til at smage paa de Fattiges Mad.

Det blev deres sidste Skæve. Malvina havde forkølet sig om Natten og døde kort efter, og Kong Nebukaneser havde ikke Mod til paa egen Haand at maale Kræfter med det store derude igen. Han havde staaet sig godt nok – men anede fremtidige Nederlag og foretrak at leve i Erindringen.