[91]|Frihedens Fe

[93]| Hun hed Vera efter Fyrstinden i en tysk Kolportageroman. Det var et Navn, der var saa godt som nogen Vuggegave, Forældrene havde lagt al deres Hjærtes Ødselhed i det. Det vilde ikke komme hende i Vejen, hvis hun skulde faa Udsigt til at naa frem til noget.

Nogen Forpligtelse til at blive gift med en Fyrste fulgte der slet ikke med Navnet. Hun var bare saa sød, den Fyrstinde, og saa havde hun en Skønhedsplet paa den ene Side af Halsen lige som Vera her. Det var det hele, naar man ikke vil regne med den blinde Drøm, som ingen kender og som holder det hele oppe.

Andet kunde der fornuftigvis ikke være, for Vera var født til at tage Sliddet for andre; det var en Bestemmelse, der syntes at gaa helt tilbage til Guds vise Raadslagning med sig selv før han skabte Verden. Hendes Barndom var en lang slidfuld Optugtelse til at tjene dem paa den anden Side; ved daglig utrættelig Opøvelse kunde 94| man maaske gøre sig værdig til engang at overtage Barneskraalet og de vaagne Nætter for de rette Mødre. Maaske – for det er ikke saadan at gaa fra Skidtet og lige ind i den pæne Verden! Det var et Spørgsmaal, der nok kunde holde et fattigt Hjem vaagent; allerede paa Vuggen kom Bifald og Dadel til den lille Vera som Besyv fra fjærne Herskaber, til hele hendes Barnefærden lød det bestandig: Paa den Maade vil du aldrig kunne beholde nogen Plads, Barn! – eller: Saadan ja, der skal nok blive en flink Tjenestepige af dig! Hun fødtes med Fattigdommens store enkle Erkendelse af den egenlige Sandhed og ofrede villig af sit eget; selv det at græde over sin Modgang gav hun Afkald paa, da det blev forklaret hende at Fruerne ikke kunde lide Tuden i Køkkenet.

Der kom noget næsten skæbnetungt over hendes Fremtidsbestemmelse ved disse evindelige Hentydninger til Herskabet; det hun opøvede sig til, blev noget saa stort og ansvarsfuldt som at vogte en Helligdom. Hun gøs lidt ved Tanken om, hvad der krævedes af hende, og lagde villigt sin Barnevægt i. Veras Moder havde selv tjent, og hendes Moder igen – – – i opadstigende 95| Linje rimeligvis saa længe Verden havde staaet; og før hun endnu selv havde set et Herskab, var hun fuldt fortrolig med alle dette guddommelige Væsens Luner og Egenskaber. Hun vidste ogsaa, at det hele ikke behøvede at være saa forfærdeligt, blot man tav og gjorde sit bedste.

Saaledes udrustet fyldte hun fjorten Aar og traadte ud i Livet, lutret og fast i sin Forstaaelse af, at alle hendes egne Fordringer var lig Nul, og alle de Pligter, der kom inden for Horisonten, hendes. Paa dette Tidspunkt har mange truffet hende, og naar de ikke har hende længer, vil de indrømme, at hun trods alt var uforlignelig – et ejegodt, pligtopfyldende lille Væsen, hvis Grundegenskab var staaende Beredvillighed til at skaane andre og læsse over paa sig selv. Et uudviklet Barn, der med en Oldings forsagende Visdom forstod at beholde sine Sorger saa grundigt for sig selv, at man nærmest fik Indtryk af, at der ingenting boede i hende. Altid saa hun jo pænt glad og tilfreds ud – ja og navnlig var hun saa god mod Børnene!

Hvor hun kom til Verden er ligegyldigt, hun havde den Fattiges Higen mod Lyset i sig, og hørte hun ikke til i Hovedstaden fandt hun i al 96| Fald snart derind. Og herinde opdagede hun, at Tilværelsen ikke var slet saa haard i sit Greb som hun havde belavet sig paa det. Naar ingen af dens nærmeste saa det, kneb Glæden en fattig Tjenestetøs i de unge Kinder og hviskede hende taabelige Ting i Øret; Lysets unge Guder lod de selvskrevne sidde hen for at gæste den ensommes Drømme og fylde Mørket omkring hende med hellige Løfter om Ægteskab paa Trods af Familien.

Netop saa forargeligt og skjult af Mørket gik det til, at Vera, der fra Tidernes Morgen var udset til at være de andres Trælkvinde, kom til at bære Frihedens Barn under sit Hjærte. Intet Under, at Barnefaderen foretrak at lade hende i Stikken. Med det Paaskud, at hun var en fræk Tøs, der havde forlokket ham, gjorde han sig usynlig, og lod hende selv om det hele.

Barn som hun var, vidste hun foreløbig af ingenting men var bare glad. Hun stillede ingen Fordringer til nogen Side, men tog taknemmeligt imod hvad der blev hende til Del, helt barnligt optaget af Lønnen, der var som en Regn af Guld i fattige Hænder. Uden at have noget Formaal med det anskaffede hun sig Stump for Stump, 97| hvad der hører til for at kunne blande sig i den festklædte Strøm derude, hvor de gaar Par om Par til Cirkus og Scala. Og en Dag havde hun hvad der hørte til – undtagen Fritiden.

Gennem hele hendes Barndom havde det bestandig lydt: Naar du nu er en god Pige og gør alt hvad der paalægges dig, uden at resenere, saa faar du maaske Lov at sidde inde om Eftermiddagen og efterse dit Tøj, og Fruen udretter selv din Gærning, mens du render i Kirke Søndag Formiddag. Vi har altid opført os, saa vi blev behandlet som hørende til Familien og kunde gaa i Herskabets aflagte Klæder.

Vera vidste jo det altsammen, ogsaa uden at det blev sagt; det var vævet ind i hendes fattige Hjem paa Kryds og tværs som Hundreder af Traditioner. Endnu mens hun var hjemme, kom en gammel Dame nu og da og besøgte Bedstemoderen og sagde hun til hende; og Bedstemor nejede saa affældig hun var og sagde Naadigfruen. En egen Glans lagde alt dette over Hjemmets Armod, et Genskær af Naadens rige Solskin. Og hun havde trofast bidraget med sin Part; det var jo umulig andet, som hendes Skæbne engang var bygget op fra Bunden af.

98| Og saa en Dag skete det ufattelige, at hun kuldkastede alle gode Begreber og strøg baade Arv og Børnelærdom af sig. Et Fnug af Sol havde ramt hende befrugtende, og hun bar sit fattige Haab under Hjærte for egen Regning, uden Støtte fra nogen Side og glad alligevel. Der var noget hal starrigt over det hele som unddrog sig enhver Forklaring; dér gik et fattigt Barn, som altid havde artet sig vel og nød Herskabets fulde Bevaagenhed, pludselig hen og ødelagte alting for sig selv – for en fiks Ide. Hun vilde selv tilmaale sig sit godt og ondt, selv om hun skulde tabe ved det; og tabe var hun jo nødt til, naar Forholdet skulde regnes ud efter Tyendelov og Aftaler.

Det kunde kun forklares som et barokt Anfald af Storhedsvanvid – maaske foraarsaget af altfor stor Fattigdom i Hjemmet – naar hun foretrak den tynde Jaket hun selv købte sig for Fruens kostbare aflagte, og hellere indrettede sig efter eget Hoved paa sit beskedne Kammer end sluttede sig til Familien som dens Askepot. Men det blev værst for hende selv. Paa andre kunde det til syvende og sidst kun virke pudsigt at se hende holde Hævd over sit Væsens fattige Stumper saa 99| pietetsfuldt, som havde hun pludselig opdaget, at hun var af gammel Adel.

Med den gode, halvkammeratlige Omgangsform, der saa smukt dækkede over det sande Forhold, var det forbi; Vera ønskede det selv og var den første til at markere Virkeligheden. Der var dukket noget ufatteligt op i hende, det syntes som hun fandt en Tilfredsstillelse i at faa understreget at hun var Tyende. Hidtil havde hun taget alt af sit Herskabs Godhed og faaet Del i meget, der ikke tilkom hende; hun kunde bede sig fri hvad Tid paa Dagen det skulde være, og være vis paa at faa Tilladelsen, hvis der blot var Mulighed for at undvære hende. Nu gav hun utaknemmeligt Afkald paa det hele – og opnaaede til Gengæld en Aften om Ugen der var helt hendes egen, saa ingen anden paa Jorden end hun kunde tage Bestemmelse over den. Det var navnlig dette, det beroede paa; Aftenen kunde hun godt unde sit Herskab, men de skulde bede hende om det som en Tjeneste. Vera der var forudbestemt til at tjene andre, var for første Gang kommen i det Tilfælde at kunne gøre Tjenester, hun havde tilkæmpet sig Retten til at sige nej af egen Magtfuldkommenhed. Hun var altfor hjælpsom til at 100| bryde sig om det som andet end en Mulighed; men det var dejligt at vide, at selv om Fruen fik en Lille den Aften kunde hun ikke uden videre sige: Vera bliver hjemme! men maatte bede om det som en Villighed. Ukrænkeligheden var kommet ind i Veras Tilværelse, og hun ofrede gladelig alt og syntes hun vandt ved Byttet.

Paa sin Friaften svirrede hun ud hvor Lyset var stærkest, helt hen under Indgangen til de store Forlystelsessteder. Der stillede hun sig taalmodigt op, stirrede ind i Lyset og ventede, til hun var saa lykkelig at kunne stikke sin bløde Arm ind under den unge Mands, uden hvem Glæden let bliver en lukket Bog for en Tjenestepige. Om Vinteren er Indgangen til Cirkus et godt Sted for én, der slipper ud med kortest Varsel, om Sommeren er Alleenberg bedst. Der stiller man sig op i Rækken og lytter til Musiken, mens Soldater og unge Knøse gaar op og ned under Lygterne og gør deres Valg.

Det er en utryg Tilværelse; Vera fangede Lykken og tabte den igen nogle Gange. Med kun én Aften fri om Ugen var det næsten umuligt at fastholde nogen Yngling, der havde hver Aften til sin Raadighed; han løb gærne træt og gav 101| Cirkusbilletten og sin ridderlige Beskyttelse til en anden, der var heldigere stillet. Det trak ogsaa gærne ud med Middagen netop de Dage, og naar hun endelig slap ud, var der ikke Tid til at søge ham op. Saa maatte hun slaa sig paa en anden Ungersvend med Cirkusbillet, for dog at komme en Smule ud paa Livet.

Naar hun lige før Middagen stak ned for at købe de sidste Ingredienser til Maden, viftede det for hendes graadige Øjne med Forretningsdamer, der var paa Vejen hjemad. De er fri, Aftenen er deres egen fra Klokken seks, Livet er deres, alle pæne Herrer ser langt efter dem – de behersker for en Stund Strøget helt. Der skal endda være en af dem, som »gaar med« en ung Greve – og hun er ikke Spor af smukkere! Han kommer og henter hende ved Forretningen og følger hende gennem Byen – ved højlys Dag!

Vera spejlede sig og drog Sammenligninger – hun vilde være Forretningsdame. Jo, hun var Stillingen voksen, naar hun ikke kom til at staa over Gassen længer, naar Haaret blev slaaet over i den ene Side og det sorte fra Komfurbørstningen gik af Hænderne. Og med sin ny Jaket! – hun turde gaa hele Strøget til Ende 102| uden at slaa Øjnene ned. Hun sagde paa Stedet op, og Resten af Tiden gik hun i Køkkenet med Handsker paa, til Forargelse for Fruen. Saa anmodede hun om Udgang »for at søge ny Plads« – tre Gange som Loven hjemlede – pyntede sig og ledte en gammel Brodereklud fra Skoletiden frem. Der var baade Heksesting, Korssting, Kontursøm, Gotiske Bogstaver og meget andet, en hel lille snusket ABC i Haandgærning. Den skulde hjælpe hende i Skuddet.

Vera vilde til Haandbroderiet, siden hun nu engang havde Prøvekluden paa hvad hun aldrig fik lært. Syede hun maaske ikke selv Tungerne til sin Konfirmationssærk – tegnede dem paa egen Haand over en 2-Øre og syede hvert et Sting!

Hun gik op i en af de store Forretninger, til Chefen. Han betragtede Kluden, saa ogsaa et Lommetørklæde hun lige havde syt Navn og Hulsøm paa, og bekæmpede et Smil. Men han var en dannet Mand – lidt for dannet for Veras Verden. »Men det er jo udmærket,« udbrød han – »kan De ogsaa tegne?«

Vera aandede sit Ja ud i hæs Glæde, hun tænkte paa 2-Øren og Tungerne. For et Syns 103| Skyld lod han hende prøve med et Par Vedbendblade; hun kradsede noget op, der lignede en havareret Kæmmekam, og smilede mod ham i bedaarende Selvtillid.

»Ja det ser jo rigtig godt ud,« sagde Chefen nølende. – »Men hvorfor vil De egenlig skifte Livsstilling?« Han kendte godt disse skrøbelige Natsværmere, der kom et Steds ude fra Mørket og blev ved at dunke blindt mod Lysglasset til de faldt døde ned. Alle Overtalelser var ganske haabløse her, hans Ord kom ogsaa nærmest som et Suk over, hvor fortvivlet vanskeligt det efterhaanden var at holde Tjenestepiger. »Man tjener jo meget mere i Deres nuværende Stilling; men – De elsker maaske Haandarbejde?«

»Ja,« svarede Vera godlidende – »for det er jo saa bundet at tjene.« – – Naa, lige nu var der i al Fald ikke Brug for hende, men Chefen vilde have hende i Erindring. Han fik hendes Adresse.

Fra den Dag gik Vera med høj Puls og Hjærtebanken. Hun talte Dagene, skønt hun ikke vidste hvormange der laa ude i Uvisheden; hvergang Postbudet ringede, troede hun det galdt hende; og naar Tvivlen meldte sig gentog hun blot Che104|fens venlige Tilbud. Hun stod med det ene Ben uden for sin Gærning klar til at bryde op naar som helst, blev mer og mer led ved den, og upaalidelig. Hun blev sagt op, sendte Chefen sin ny Adresse, døsede Arbejdet af – og ventede. Blev sagt op til næste Maaned, sendte igen Adressen, og ventede – i en Tilstand af underlig Stirren.

Og en Dag kunde hun ikke mere – det var Foraar derude. Hun løb af sin Plads, lejede sig et lille Værelse og kastede sig ud i Vrimlen af de smaa fejrede Jaketklædte. En Maanedstid holdt hun den gaaende, sled Asfalten i Tide og Utide, forsøgte sig til ingen Nytte i Forretningerne, var i Cirkus hver Aften. Da Maaneden var gaaet, havde hun endnu det meste af Æren i Behold – i al Fald for meget til at hun kunde leve af det; men Sparepengene var opbrugt, og en Del af Klæderne gaaet paa Assistenshuset.

Saa opgav hun at maale sig med Forretningsdamerne og erkendte nedslaaet, at ogsaa en ringere Lykke kunde være god. En Stund tænkte hun paa at tage Plads som Husbestyrerinde for en ældre Herre, og da hun saa godt ud, tilbød der sig hurtig noget. Men i sidste Øjeblik blev hun angst for at tage alle Konsekvenserne af Stillingen.

105| Der var det at vende tilbage til Fortiden og Herskaberne igen, men Vera vilde ikke give Afkald paa sin Frihed. Den var det dyrekøbte Barn af hendes egen fattige Tilværelse, og hun vaagede over den som en forladt Moder, rede til ethvert Offer. Og en Dag lukkede Fabriksporten sig af sig selv bag hende.

I den indre By viste hun sig aldrig mere; Jaketten var for tynd og krøllet, den kunde nok se ud, som den blev brugt til Overtøj om Natten. Haaret var tyndt og vilde ikke makke ret, Ansigtet var tyndt – hun manglede ikke Selvkritik paa disse Punkter. Men hun fik sin Drøm om Frihed fra Klokken seks virkeliggjort, og fra seks til otte nød hun det livlige Mylder af glade Mennesker paa Arbejdernes Strøg fra Dronning Louises Bro til Kapelvej.

Efter otte forlægger Ungdommen ved Sommertid Strøget udad, fra Kapelvej langs Kirkegaardsmuren til Runddelen og et Stykke hen ad Jagtvejen. Ogsaa her er der finklædte Herrer med høje nystrøgne Hatte, og en af dem blev den udvalgte. Han var ganske vist ikke Grevesøn, men han havde spillet Greven i en Dilettantkomedie i Folkets Hus. Dengang boede Vera paa en Kvist 106| ude paa Frederikssundsvej og havde eget Værelse. Men saa fik hun Barnet og maatte flytte ind over Gaarden til en fattig Familie, der alligevel havde Smaa at passe.

Greven gled hurtig ud af hendes Tilværelse, og siden gik hendes Aftener med at staa paa de kolde Hjørner derude, hvor Byen brat falder ned i Marker, og vente paa Fredrik – mest forgæves. Sidst jeg saa hende dèr var en Julenat. Hun stod i flere Timer uden for en Kældersnask ude paa det yderste Nørrebro – skælvende af Kulde og Kummer – og haabede paa at fange et Glimt af ham og trække ham med hjem til hendes fattige Rede. Jaketten eksisterede endnu, men kunde ikke knappes om hende, hun var højfrugtsommelig. Og Frederik var ogsaa blevet træt af hende og foretrak Kælderen; nu og da sendte han en Spejder op for at se, om hun ikke snart skrubbede af.

Det er hendes Friaftener, og dog vilde hun ikke ofre dem og tage Plads igen; i al sin Usselhed ser hun med Foragt tilbage paa Fortiden. Mange har ynkedes over hende og villet bringe hende til Fornuft, men hun er ikke god at komme nær. Noget Velvære har Friheden ikke skænket 107| hende; som den faderløse Elskovsunge den er, har den plyndret hende for alt. Derfor elsker hun den vanvittigt, med Øjne der gløder af Selvfortæring; som en udtæret Tæveulv ruger hun over sin Smule Unge, snærrende til alle Sider. Selv Fredrik vover ikke at kyle det fremmede Væsen ud af Reden.

Hendes Afkom bliver ikke bebyrdet med tunge Traditioner; det skal jo ikke ud at tjene, det er alt hvad hun ved. Det vokser op under de Kaar, som nu engang er de uægte Børns. Og en Dag vaagner det maaske til den beske Erkendelse, at det er kommet til Verden uden Fader og har maattet fortære sin egen Moder for at naa frem.