[109]|Tre Sønner

[111]| Jeg havde været langt ude – der hvor Manden maa lægge sine Ævner og Kræfter – og længe borte; nu gik jeg hjemme paa Stranden igen og slog Smut, halvsovende over for Nuet, mens Barndommens Minder sank som Tonelag gennem mig. Havet laa og bredte sig i Bleg langt ud; som en mægtig soldrukken Skønhed laa det og blundede under Lyset, lullede sig selv med bløde dovne Lader – forførende dejligt i sin Hvile. – Naar Solen slyngede sin Styrke ud, gik der en uendelig fin Sitren hen over det, det foldede sig ud – umættelig stort – under en lang Dønning. Og blundede saa videre, uberørt i sin Dejlighed, med en kælen Spinden – stjaalent plirende mod Kraftens Ophav. Midt i dets blanke Skød ragede det afpillede Skelet af en Fuldrigger op – saa rent meningsløs; ingen begreb, hvordan den var kommen der og blevet saadan tilredt. Havet selv allermindst.

Langt ude, hvor Hav og Himmel svandt over 112| i hinanden i saa uhaandgribelig en Sødme, gik en Bark for fulde Sejl. Sejlene stod mørke mod Sollyset, man havde vel sprøjtet Vand paa dem for at fastholde den svage Solluftning; men Skibet flyttede sig næsten ikke. Det var en af disse stærke Skuder, der fødes i den bortgemte Smaaby og tramper de store Have, mellem Sydamerika og Frankrig, England og Ny-Zeeland. Med lange Aars Mellemrum, naar Farten er ved at gaa af den, naar alting girer og Naaderne trækker Vand, vender den hjem for at kalfatre og faa Bunden skrabet, for at gaa det hele efter fra Knappen til Kølsvinet – og for engang igen at proviantere fra Hjemmet! En Maaned efter stikker den igen i Søen, med nyt Skub i sig, med Kræfter til at tage de haarde Tørn – hvis den da ikke er befunden moden til Ophugning! Og her sidder jeg selv og har for en Stund slettet al Energi, kun fyldt af én Bevidsthed – at jeg er hjemme. Og saa af dette milde Vemod, som fremgaar, naar Trætheden nedbrydes i én, naar Legemet befrir sig for Aske og Slagger efter den lange Fart. Alting maa tilbage til sit Udgangspunkt – ikke for at dø, som Ordet gaar, men for at hvile ud og hente ny Styrke. Og engang hænder det jo, at man 113| kommer hjem og er meget træt. Man glemmer at stikke i Søen igen, og Hvilen strækker sig ud over Aarskifterne, bag om Tiden og helt ind, hvor Evigheden holder til. – –

Saa fortrolig som med Havet her er jeg ikke engang med min Moders Stue. Fra vore smaa Vinduer kunde jeg spytte i det; naar det var ondt kastede det Fraade ind paa vort Loft og løb Vragstumper som Stormvæddere mod Gavlen. I de smilende Foraarsmorgener sang Gaddisen sin forunderlige Sang, Fader skød den fra Vinduet og sprang lige ud efter den; den dykkede og bed sig fast i Bundens Tang, og han blev drivvaad. Der var Morgener, hvor Moder kaldte os til Vinduet og viste os Nattens Strandinger – fem i Tallet.

Saa laa hele den store Bugt som en uhyre Kæbe og gumlede paa Vragstumper og Dækslast, der var gaaet overbord. Det var Brødet paa Bordet for Fattigfolk, og vi Drenge sprang i Brændingen og bjærgede paa Andel, under Strandfogdens Opsyn. Derude badede vi – tyve Gange om Dagen – skvulpede om i Baad, stagede til Søs paa store Isflager og var jævnlig ved at sætte Livet til. Skolekammerater blev derude, og vildfremmede Lig kom vaskende ind.

114| Havet laa og sang det hele frem i mig igen med sin hyggelige Spinden, og Solen bagte Luften saa hjemligt op – med Tjærelugt fra Baadene og Svovlbrinte fra den raadnende Tang. Det var en af de Junidage, hvor Lyset toner. Hvert Øjeblik maatte jeg lytte – som i min Barndom – efter denne fine Støvregn af Musik, der dalede ned over mig, saa fra Landet, saa fra Søen; og jeg grundede – som dengang – paa, hvor det vel var Festen holdtes. Men jeg løb ikke efter Lyden mere, nu vidste jeg alligevel bedre.

Henne i Sandet mellem nogle væltede Baade laa en gammel Mand og rodede; jeg kunde høre ham snakke højt med sig selv. I min Søgen efter flade Sten kom jeg helt hen til ham – han saa besynderlig ud. Den store pjaltede Filthat sad paa tværs som en Sydvest, saa Panden var aaben og Ørerne skjulte; dette og hans dirrende Hoved og hele sammenfaldne Skikkelse frembragte en snurrig Blanding af forsorent og affældigt. Han laa og ledte efter et eller andet og havde ikke mærket mig. »Hvad bestiller du der, gamle Mand?« spurgte jeg og bøjede mig ned over ham. »Jeg har tre Sønner, og den ene er ovre i Buenos Ayres, og han kan tale spansk,« 115| mumlede han uden at se op. Han syntes kun at have en yderst vag Forestilling om, at han ikke var ene; Blikket, der jævnlig klikkede, blev ved at vandre frem og tilbage over Sandet, Hænderne famlede sig frem efter Øjnene – det var et fattigt Samarbejde der kom i Stand. Nu og da tog han en lille Sten op og befølte den prøvende, mens Tungespidsen gik frem og tilbage mellem de visne Læber; hans Følesans var nok lige saa luvslidt som det øvrige. »Har du tabt noget?« spurgte jeg igen og lagde mig paa Knæ ved Siden af ham. Men i samme Øjeblik blev han forvandlet, Skrækken gik i et Ryk igennem ham og gjorde ham levende. Han kastede sig rundt og søgte at dække Stedet med sit Legeme. »Nej vist ikke, vist ikke!« gentog han og holdt op at søge. Det flakkede raadvildt i hans Ansigt; han pønsede tydelig nok paa Udveje til at faa mig bort fra Stedet.

Hans Skræk rev mig for et Øjeblik ud af min Vegeteren – just saa længe, som et Klip med Øjnene varer. Helt yderst ude, derude hvor Erkendelsen glider over i Intet, strejfes jeg af noget, et forsvindende Indtryk af Værdier – Guld, Diamanter, Lykke, hvad ved jeg – og af en gammel 116| Mands Værdiløshed, som alligevel snart skulde dø; henaandede Skygger af en Skat og en Brøde. Det angaar ikke mig personlig, jeg kunde aldrig have tænkt det end sige omsat det i Handling. Mit eget er kun det vanvittige Haab om Lykken, som skyder op af en andens Angst og gror frodigst midt i Ørkesløsheden; Resten hører den fjærne Fortid til. Det var et af disse Meteorer, Stumper af en tidligere Verden, som farer herreløst om derude og kan strejfe selv den skikkeligstes Atmosfære.

Jeg havde hele Tiden Tanken henvendt paa at hjælpe den gamle og kiggede søgende ind under ham. Der, ved hans ene Knæ laa en 25-Øre og skinnede. »Her er den, Gamle, her!« sagde jeg og rakte ham den. Han saa paa mig for første Gang, og der listede Tak ud af hans hvidplettede Øjne. »Du ser godt,« sagde han og klemte Mønten ind i den runkne Haand, han lukkede omhyggeligt Fingrene én for én over den med den anden. – »Du ser godt ja, men jeg saa ogsaa godt engang. Jeg har set Sælhunden haske i Laksegarnene paa dybt Vand – og vidste hvad Fortræd den havde øvet, før vi fik dem op.« Han faldt i Tanker igen, Fingrene gik famlende frem over hans Pande.

117| Jeg genoptog min Syssel; nu og da vendte jeg mig efter Oldingen, han gik og nussede mellem Stenene. Saa kom han hen til mig med Favnen fuld af Smaasten. Han lagde dem for Fødderne af mig, trak mig i Ærmet og pegede saa vigtigt og omstændeligt som et Barn, der er sig bevidst, at det hjælper. De var runde og tykke som Æg, aldeles ubrugelige. »Tak, men vil du ikke selv slaa Smut?« Han maatte le, saa overdaadig forekom Tanken ham. Han havde ikke Korpus til at bære Latteren, det saa ud som skulde han synke sammen til en Askehob; Lyden kogte i hans Bryst og døde hen to Alen borte. Men af Ruinerne byggede sig en Kæmpelatter op, som engang maatte have rullet hen over Vandet. »Du har været Baadsmand« sagde jeg. – »Jeg kan høre det paa din Stemme.« »Ja ja, paa de store Farere saagon!« han lo henrykt til mig. »Og dengang kunde jeg raabe fra Ankerplads til Land; naar jeg raabte, slog alle Mand Fødderne i Dækket.« – »Har du aldrig slaaet Smut?« »Jo jo – dengang jeg var syv-otte Aar. Jeg kunde slaa en Tier, baglængs, og under det ene Ben.« Et lyst Erindringssmil gik over hans Ansigt, forgyldte det og svandt – som flygtende Efteraarssol over en Stub. »Saa 118| kom jeg ud at tjene Føden til mig selv, og det var forbi med Barnelegen.« – »Du har begyndt tidlig paa Livet.« – »Ja, i firs Aar har jeg gjort Mandstjeneste – men nu er jeg ogsaa træt.«

Jeg kunde ikke udføre det rigtig gode Kast fra Drengeaarene, Skuldrene vilde ikke langt nok tilbage i Leddet. Men jeg var ikke oplagt til at græmme mig over tabte Ævner; her, hvor jeg havde hele min Drengetid nærværende, kunde det desuden let føre for vidt. Den gamle sad paa en Sten og fulgte mig med stor Interesse, nu og da kom et glad Udraab: »Den var god; det kunde jeg høre, for den fløjtede. De skal gaa hen over Vandet med et Pylr, som Gaddisen naar den letter.« Naar Stenene kantede og gik til Bunds med et Plump, vidste han ikke alt det, han skulde sige til min Undskyldning.

Siden satte jeg mig hen hos ham. Han sad og klappede Sandet sammen til en lille Høj mellem sine spredte Ben; Arbejdet optog ham meget, nu og da saa han op paa mig med et tillidsfuldt Smil. Saadan sad jeg her ogsaa som Dreng med min lille Søster, hun bagte Kager af Sandet og smilede det samme Smil op til mig; og dengang som nu havde jeg Trang til at lege med – og lod 119| det være som den ældre og fornuftigere. Barken derude havde flyttet sig lidt mod Horisonten, Solen faldt i de hvide Sejl; det var som et hvidt Glædesblus, der langsomt gik sin Gang om Jordens fagre Runding. »Det er Josefa,« sagde den gamle – »hun kommer hjem for at kølhale. Men hun kommer ikke ind, før det lufter op til Solnedgang.« – »Saa?« sagde jeg vantro – den gamle kunde jo knap skelne i en Arms Afstand. »Ja, kan du ikke se det er Josefa? Hun har Kurs mod Havnen og har alligevel ikke Lodsflag oppe – Hjemkomstflaget hænger paa Storsejlsbommen. Jeg kender jo Rigningen ogsaa.«

Jeg lyttede stille til denne Olding, hvis Syn havde forladt de nære Ting og var paa Vej ud mod Uendeligheden. Her sad han og dirrede som en gammel udslidt Spinderok, der falder i Støv for sin egen Bevægelse. Klæderne var altfor store og faldt i Læg. Huden var bleven for stor og hjalp sig over det ved utallige Folder, Knokkelværket var uensartet, noget var smuldret mere end andet. Jeg syntes, jeg kunde se ham ebbe ud som et flygtigt Stof og lydløst gaa over i Altet. Og jeg følte Sorg, den Sorg, som kan gribe èn ved først at møde noget, naar det er uigenkalde120|ligt forbi. Hvordan havde hans Liv formet sig – hans Glæder og Sorger? Hvilken lille Mennesketanke havde ligget og brændt uslukkelig bag alt andet og givet ham Gudsmærket? – – »Jeg har tre Sønner –« mumlede han. – »Og den ene – – og han kan tale –.«

Jeg tændte en Cigar, tankeløst bød jeg ham ogsaa en. Han rystede mismodig paa Hovedet. »Kan du ikke taale at ryge maaske?« – »Jo jo. Jeg faar alt Udkradset hos Købmanden og tørrer det. Men dine fine Cigarer –« han saa lystent til Foderalet, men tog ingen. »Nej vist ikke – jeg skal jo alligevel snart dø! hvad Gavn er det saa til at gaa og stadse sig op med Cigar!« Han blev ved at se begærligt efter Cigarerne, men holdt stædigt Hænderne ind til sig, som galdt det at værge sig mod en stor Fristelse. Saa skar jeg Spidsen af en, puttede ham den i Munden og tændte; han smilede undseligt og lod sig tumle med. »Jeg er vist for gammel, jeg,« sagde han og lo usikkert, mens han suttede. Der var heller ikke meget Vejr i ham, men da han først fik Røg frem, foregik der en mystisk Forvandling med ham. Det var som Safterne skød op i ham for mine Øjne, han fik et dristigt Blink i Øjet, Hatten gled bag i Nakken. 121| »Holla!« raabte han og spændte Armen med Cigaren krum i Luften som en Udfordring til Pigerne; et Øjeblik saa det ud, som skulde han til at slænge sig udover med et drønende Tramp. »Hov, Maria! Skal jeg vise dig, hvordan man tager Solhøjden?« han lo lige op i Luften.

Styrken blaffede forbi, han sad tilbage med det forsorne Udtryk og saa pudsig ud – sørgelig pudsig. Munden krængede han hen til Siden, saa Cigaren pegede op mod det ene Øre, han spyttede Straalespyt og fik det ned ad sig, hele Skikkelsen tindrede af Henrykkelse. Han holdt Cigaren sirligt mellem to Fingre og lod den dampe op i Luften. »Er det Havanna mossen?« sagde han og gned Røgen befølende mellem Fingerspidserne – han var kaad. »Jeg har ogsaa været i Havanna – i mine unge Dage − paa alle Have har jeg faret − og under Linjen – – og paa Madagaskar. Vi gik i Land – lige bardus op i Husene – og sloges med dem om Pigerne. Fine girl! sagde vi bare, saa kom de straks ligesom Kyllinger – og vi maatte slaas med Mandfolkene saagu. Jeg har et Knivstik her endnu« – han pegede mod Skulderen. »Men det gik hurtig over, for de sorte Piger er gode til at plastre. Gode Piger – fine girl i 122| alle Lande!« – Han lo overstadigt, fik et Hosteanfald og faldt saa helt sammen igen.

Jeg sad og tænkte paa Afstandene i den gamle Mands Liv og blæste Ringe ud i den blaa Luft. De holdt sig længe, saa stille var det. Den gamle var falden helt forover. »Tre Sønner –« mumlede han pludselig op fra sin Affældigheds Dyb. – »Og den ene er –«

»Hvor er de andre to da henne?« spurgte jeg – meget højt for at vække ham. »De – de rømte Skuden,« svarede han kort. Jeg begyndte at forstaa hans Forladthed; det gøs i mig ved Tanken om, at jeg maaske ogsaa engang skulde sidde forladt og hjælpeløs i ufravendt Stirren efter en bestandig bortvendt Ungdom. »Du ved slet ikke, hvor de er engang?« spurgte jeg. – »Jo, de er derude,« han nikkede skødesløst mod Søen. »Paa Langfart?« – »Paa Langfart, ja – og med Hovedet nedfor.« Han lo underlig koldt; Ligegyldigheden i hans Stemme fik mig til at studse. »De er da ikke druknede?« spurgte jeg. – »Jeg saa det selv,« sagde han og nikkede ildevarslende – som den, der fører en fældende Anklage. – »Jeg stod jo selv paa Stranden og saa det. Og Støvlerne tog de med sig – ganske ny Støvler for sand – og Olietøj 123| og det hele. Det havde kostet 25 Rigsdaler inde i Staden – fem og tyve Rigsdaler,« gentog han med et Udtryk af barnlig Forfærdelse over deres Skamløshed. – »De gik væk, gjorde de, og jeg maatte betale det hele selv. Fire Snese, sagde jeg til Købmanden, jeg er fire Snese, Mogensen! Men han sagde: Penge, Penge! Du maa tage ud og fiske igen, sagde han.«

Jeg søgte at tage dem i Forsvar men opgav det igen. Sandheden var jo dog, at den gamle sad ene og forladt her, mens de boltrede sig i en anden Tilværelse. – »Men han, der taler Spansk, kan han ikke hjælpe dig?« – »Jo, jo, han tjener mange Penge i det fremmede – god Søn! Han har skrevet – skrevet –« han sad og fingrede sig paa Panden og tumlede fortvivlet med sin svigtende Hukommelse. »Dengang de tog mit Hus, saa skrev han – – det staar her, du kan selv se!« han trak en snavset Brevlap op af Vestelommen. »Men jeg har ingen Huske længer, og se Bogstaverne kan jeg ikke! Nej, syv og firs er jeg nu – syv og firs!« Han rakte nogle Fingre frem for at understrege Tallet.

Jeg stavede mig igennem Brevet, mens den gamle sad og stirrede ufravendt paa mig. Pludselig blev 124| han urolig, han kiggede i sine tomme Hænder og drejede sig rundt i Sandet. 25-Øren var væk, han havde formodenlig rodet den ned i Sandet, den var ikke til at finde. »Her har du en anden,« sagde jeg og gav ham en 25-Øre. »Er det en anden?« sagde han og drejede den undersøgende. »Ja det er,« svarede jeg – lidt ærgerlig over hans Mistanke. »Pas nu paa, du ikke smider den væk ogsaa.« Jeg stavede mig videre frem gennem Brevet, men blev afbrudt ved, at den gamle gravede ivrigt i Sandet. »Naa, har du nu kastet den væk ogsaa?« spurgte jeg lidt utaalmodigt. »Nej, men – – naar det er en ny, saa maa den gamle jo være til at finde. Og du sagde jo, det var en anden.« Jeg svarede ikke men gav mig til at læse højt – og saa blev han rolig.

Dags Dato i Juli 1897.

Kære Gamle!

Nu vil jeg tage Pennen fat og fortælle dig, at jeg har det godt og haaber at høre det samme fra dig. Jeg har faaet Forhøjelse og har nu lige saa meget som Byfogden derhjemme. Men saa koster det ogsaa at leve her; en Aften inde i Ranchos kostede mig lige saa meget, som Havnefoged Madsen har i Løn om Aaret. Men nu er 125| jeg ude i Kampagnen med Kvæget og bruger ingen Penge. Og ser ingen Folk andre end Kvægtyve, og dem jager jeg bort med min Skyder. Jeg har ogsaa faaet mig en Veninde, som er sjældne her, og gav 100 Dollars for hende til en Agent. Saa var der en af mine Kammerater blandt Gauchoerne og klappede os rigtig sammen – for han har studeret til Præst i sin Ungdom. Men bagefter stak han af med hende. Nu kommer jeg snart hjem en Tur, saa maa du se at holde den gaaende saa længe; og saa skal jeg fikse dig op, saa de skal gøre store Øjne. Jeg kunde godt sende dig mange Penge; men Kursen staar saa slet, og det kan ikke betale sig. Saa du maa se at slaa dig igennem til jeg kommer. Det er noget godt Rak at tage dit Hus fra dig for de lusede 200 Daler; men naar jeg kommer hjem, skal de faa Pengene lige i Synet. Og saa skal jeg bygge dig et nyt grundmuret Hus med Tegltag. Nu faar du ikke mere før du ser mig selv.

Undskyld Skriften. Din inderlig elskede Søn

Peter.

P. S. Husk endelig at sætte Frimærke paa Brevet, naar du skriver igen, ellers koster det dobbelt her.«

126| Den gamle sad og rokkede med et stolt Smil, han nikkede medvidende ved hver Sætning. »Har du ikke haft Brev siden?« spurgte jeg. »Nej for han kommer jo selv – hvad skal saa den Skriveras til.« Jeg saa paa Dateringen – Brevet var fem Aar gammelt. »Og han har heller aldrig sendt dig noget?« »Nej, for han kommer jo selv, hørte du vel,« det lød helt fornærmet. »Og saa har han mange Penge med. De skal faa dem lige i Synet – saa de nyser og spytter Tokroner en hel Uge.« Han lo stort. – »Men hvordan klarer du dig da til han kommer? fiske kan du jo ikke længer.« Han hørte mig ikke, jeg maatte gentage det – højere. Saa saa han op paa mig, fjærnt, fra en Verden, hvor der herskede helt andre Forestillinger – eller maaske slet ingen. »Tre Sønner« – mumlede han – »Buenos Ayres – – tale spansk.« Men det var ikke Udtryk for noget, han var simpelt hen gaaet i Staa.

Jeg lod ham i Ro og vandrede ind mod Byen. Solen faldt lavt ud over Vandet og fik det til at rødme, Solfaldsbrisen kiprede det og gav det denne Vandren udad, der gør Sindet sygt af Længsel mod fjærne Strande. Barken var naaet ned til Byen og lod Sejlene falde, de vendte den lysende Flade mod 127| Solen til en sidste Hilsen, før de sank til Dækket – som hvide Fugle, der er skudt i Flugten. Bag mig stod den gamle og befølte en optrukken Baad, med denne nyfødtes Famlen, som kommer af, at enhver Tilknytning mangler. Mine Tanker vilde ikke slippe ham igen.

Mor kendte ham godt – hun fortalte om ham, mens hun gik og stegte Sild til min Aftensmad. »Ih men har du talt med ham – og faaet Mening af det?« udbrød hun og slog Hænderne sammen. »Han svarer ellers aldrig med andet end sine tre Sønner. Han gaar saa ensomt og træder som en, der er ladt tilbage paa en øde Strand, og jeg tror nu, at Vorherre har glemt ham, for han er vist snart hundrede. De siger, at der ikke kan blive løst op for ham, før han har spurgt fra sin Søn paa den ene eller anden Maade.« Det viste sig at være ikke syv men snarere fyrre Aar, siden Sønnerne druknede. »Ja, det maa det være,« sagde Moder, »for Peter rejste til Buenos Ayres det Aar, jeg blev gift; og Ulykken skete et Par Aar efter. Men Gamle Hans har faaet den Gave ikke at fæste sig ved Tidens Forløb, og det er jo en Lykke for ham i hans evige Venten.« Jeg huskede nu ogsaa, at Brevet regnede med noget 128| saa tilbagelagt som Mark og Rigsdaler, og at Aarstallet var skrevet over flere Gange. En eller anden venlig Sjæl fornyede det nok, for at Oldingen ikke skulde komme under Vejr med Tidens Flugt.

Jeg sad og hang i Slagbænken, dødtræt efter en Dag i uvant Lediggang; Moder stod i Køkkenet og vendte Silden, mens hun lod Munden løbe. Solen gik glødende ned bag Slamrebjærg og blaanede Køkkenets Mados; jeg genkendte denne Duft af branket Fedt og levede min Barndoms livsalige Hunger om igen. Jeg saa paa Moders runde Ryg og hule Bryst – Tiden havde tæret paa hende ogsaa, taget det bedste og lige lævnet Skroget. Stakkel – til Hverdag var der nok ingen der havde Tid at høre paa hende, for hun havde meget, der skulde siges! Jeg fik hele Gamle Hans's Historie.

Den drejede sig om et af disse titusend Hjem, hvor det holdes gaaende, fordi alle arbejder med. Der var en hel Børneflok, mest Tøser, men langt om længe kom de fra Haanden. Der er to-tre Stadier i Fattigmands Liv, hvor han retter Ryggen og ser sig tilbage. Det ene falder, naar han har sendt sit sidste Barn ud i Verden, nykonfirmeret, med opmalet Kiste og ny Træsko. 129| »Naa, saa kom vi saa langt, du Mor!« siger han og tager sig til Lænden. Men hans Blik vandrer allerede ud af Vinduet – fra den Dag er det, han begynder at blive langsynet. Men just som Hans Lau vilde rette Ryggen, meldte Peter sig. Det gaar sjælden godt, naar en Kvinde skal til at føde Børn igen, efter at Naturen er begyndt at vende sig; og her gik det, som det maat te gaa. Hans Laus Kone havde altid været ferm af sig, hun stod op og vaskede efter sin egen Barselseng; men det kolde Vand slog sig paa Underlivet, og hun døde. I Fattigmands Stue er Sildefødningen altid som Gøgeungen i Smaafuglenes Rede. – Han lægger Beslag paa alting. Tøserne var nu engang ude og traadte deres egen Sko efter fremmede Mandfolks Hu, men de to Brødre vendte hjem til Faderen igen. De var 15 og 16 Aar, men havde gjort deres Fisketur med fra 8-Aars Alderen, de var vænnet til Arbejde fra de kunde krybe. Lille Peter skulde ikke vokse saadan op, han var noget for sig allerede ved den Overraskelse, han kom som; han fik Værdi ud over nogen af de andre ved det Liv, han havde kostet. Naar de var hjemme, gik han fra Haand til Haand, alt hvad der skulde skaffes til Huse, 130| var til Peter. Han var et Søndagsbarn; og da han blev større, fastslog han selv ved sin Foragt for alt Arbejde, at han var bestemt for noget bedre. Brødrene lod være at gifte sig og blev hjemme – der gik vel ogsaa Fruentimmer i dem af al den Omsorg. De og Faderen hængte saa godt i, at der blev Raad til at give Peter fine Klæder og anbringe ham paa Postkontoret inde i Staden.

Endelig var det Hans Laus Tur til at rette Ryggen. Men Ømheden havde ikke endnu faaet Tid til at sætte sig, da Peter kom igen. »Hvad, har du allerede lært det?« spurgte Hans Lau, lidt forbløffet over saa store Ævner.

Men Peter var bare led og ked af det danske Postvæsen, han fandt den hele Ordning gammeldags og meningsløs.

Han gik hjemme et Aars Tid og samlede Kræfter, pjankede med de bedre Piger og sled sit pæne Tøj op. Saa havde Brødrene tjent saa meget, at de kunde udstyre ham igen; en af dem sejlede om paa den anden Side Landet med ham og fik ham i Butikken hos en stor Købmand. Stort skulde det være! Og Peter kunde selv gøre det større endnu. Da et Aars Tid var gaaet, kom Købmanden rejsende med ham, han havde brugt af Butiksskuffen til at flotte sig for. Nu skulde de have 131| givet Peter en god Omgang Tærsk, men i Stedet gik de og anklagede sig selv, fordi de ikke havde kunnet skaffe ham det, han behøvede. Købmanden var en god Mand, der kun forlangte Dækning – det var nok Hundreder af Daler det galdt.

De tog saa et Laan i Hus og Redskab; og da Sognefogden havde snakket et Ord med om Peter, blev Laanet taget saa stort, at han kunde udstyres for tredje Gang og tage Billet til Sydamerika.

Saa kom disse Breve i Peters store Tone, hvor det regnede med Guld og svimlende Summer; de gik fra Haand til Haand, men de fleste tog det ikke for mere end det var. Men Brødrene og den gamle troede fuldt og fast paa hvert Ord. Han var bestandig midt op i Lykken, om et halvt Aar var han en hovedrig Mand – nu manglede han bare et halvt Hundrede Daler for at faa dybt Vand under Aarerne. De fik dem skrabet sammen, og var stolte over, at han kom saa godt efter det. Guldklangen i hans Breve svarede igen i deres trohjærtede Sind, de vilde ikke staa alt for meget tilbage for ham; de skaffede sig Storredskab og tog paa Søen i al Slags Vejr. Naar Vejret var haardt, lod de den gamle blive hjemme.

Dengang var der ingen Havn derude, Fiskerne 132| maatte lande paa den nøgne Strand, det var ikke bare Spøg at trodse Vejret. Og en Dag de søgte Stranden, brækkede de sammen i Brændingen og blev borte – lige for den gamles Øjne!

Fra den Dag fordrejedes Faderens Sind, de to havde været den trofaste, pligtopfyldende Hverdag i hans Tilværelse, altfor selvfølgeligt havde deres opofrende Slid været, nu sveg de ham skammelig og blev paa Havet. Han bevarede kun en bitter Erindring om deres Kasten alting hen, alle hans gode Tanker drejede sig om Søndagsbarnet. Med hans Aandskraft var det forbi, han havde ikke Ævner til noget rigtigt længere. Rædslen ved Sønnernes Død havde dræbt Manden i ham uden at røre ved Overfladen, som Lyn dræber uden at efterlade noget Mærke. Han sørgede ikke over nogen Ulykke – vidste knap af den; men han faldt sammen. I en Række Aar bjærgede han Føden ved at fiske lidt fra Jolle. Saa blev Købmanden ked af at vente paa sit Tilgodehavende og tog Huset. Hans Lau kom paa Sognet. Sønnen var der ikke Oplysninger om, han kunde leve og være en rig Mand, han kunde ogsaa være omkommen i Elendighed. Stedets Øvrighed havde forespurgt gennem Udenrigsministeriet men uden 133| Resultat, Repræsentanten i Buenos Ayres kunde ikke skaffe Oplysninger. Men at han levede og ikke havde sagt sit sidste Ord, var Moder ganske vis paa – ellers blev Gamle Hans nok kaldt hen, mente hun. Det lod til at være den almindelige Opfattelse.

Jeg talte ofte med den gamle, et eller andet drev mig til at lægge mine Ture den Vej ud. Som oftest forstod han mig ikke; jeg havde Indtryk af, at han størknede længer og længer ind. Men inderst inde var der dog endnu en glødende Kærne; nu og da aabnede Hjærtet sig Vej ud gennem Skorpen med en lille Eruption. En Dag traf jeg ham i Sengen, Folkene, han boede hos, mente ikke, at han havde langt igen. »Gudskelov, der er blevet aabnet for ham,« sagde de – »saa ligger nok hans Søn et eller andet Sted i Verden og er død.« Moder udtalte sig i lignende Retning.

Jeg ærgrede mig en Del over denne stædige Trang til at knytte to Menneskeliv uløseligt sammen, maaske tværs over Jordkloden – mere end jeg ellers vilde, fordi Lediggangen hviskede mig selv hemmelige Ting i Øret. Jeg havde hidtil altid haft for travlt til at bryde mig om andet, end hvad der tydeligt paatrængte sig mine fem San134|ser; der var ikke Tid til at lytte efter det tvivlsomme; vilde Folk og Fænomener mig noget, maatte de fremtræde, saa jeg kunde slaa en solid Klo i dem. Men nu var alt det haandgribelige veget for en dyb Trang til Hvile. Jeg havde glædet mig til det tomme Rum at hvile ud i, men da den haandfaste Virkelighed var slaaet ud af min Bevidsthed, fyldtes Rummet omkring mig med formummet Liv. I den solglødende Luft, i Mørket følte jeg Kræfter og Væsener færdes, som ikke laa inden for min Sansnings Omraade men heller ikke udenfor. Jeg anede mig frem, men saa frodigt, at Stilheden kogte og Luften fyldtes med hemmeligt Liv. I og for sig holdt jeg ikke af denne Tilstand, der ikke bød Hvile men en ganske uvant og derfor anstrængende Tilværelse. Om Dagen kunde der undertiden gyde sig en Følelse af forøget Rigdom ud over mig, men om Natten var jeg mørkeræd, noget, jeg aldrig før har kendt til.

En Dag gik jeg hjem langs Stranden, jeg havde været ude at se til den gamle, som laa hen og ikke kunde dø. Det havde smaaregnet hele Dagen med denne ensformige Grøderegn, som Børn og Planter fryder sig over, mens den kalder Ensomhedsfølelsen frem i den Voksne. Nu brød Solen 135| frem, lige idet den gik ned, og alting tindrede i Væde – det var som en kær Kvindes første Smil gennem Graaden. Jeg gik og var underlig til Mode. Den gamle havde haft sin Forstands Brug i Dag, han lo og gjorde Forsøg paa at spøge med sin Sygdom, som han paastod ikke var andet end Dovenskab. »Giv mig en af dine fine Cigarer,« sagde han tilsidst, »du skal nok faa den igen, naar nu Peter kommer.« Vi andre vekslede Blikke; han havde ikke nævnt Sønnerne med et Ord hele Tiden, men nu var han der igen. »Ja, men han er paa Vejen herud!« sagde han – han havde opfanget vore Øjekast. Han fik Cigaren, og jeg gik, Konen fulgte mig ud. »Der forestaar noget,« sagde hun – »han er saa besynderlig. Jeg tror ikke, han lever Natten over.« Jeg lovede at komme igen næste Dag.

Gamle Hans skulde altsaa dø – det var alligevel saa underligt, skønt det hele nærmest var en Formsag for hans Vedkommende. Hvor var alle hans Ævner og Kræfter henne – summede de med i Luften omkring mig? Eller var de slidt op til intet – og var det kun denne sidste udbrændte Livsgnist, den nøgne Formel, der skulde flakke ud for at befolke de Saliges Land? Gik 136| jeg og dybede mine Sanser ud i det hemmelighedsfulde for en Dag at kunne konstatere en Askeregn? – Henne paa Sandet kom en graanet Mand imod mig. Der var Guld paa ham, Aftensolen brødes i de tunge Fingerringe og den svære Kæde med dens brogede Dingel-Dangel. Øjnene laa dybt i det gustne Ansigt, der havde lidt anstrængt rødt over de fremstaaende Kindben. Det gav et Stød i mig – dér kom Knokkelmanden for at hente gamle Hans. Det undrede mig ikke, at han stansede foran mig og med en affejende Hilsen spurgte, hvor Fisker Hans Lau boede. Jeg vendte om for at følge ham tilbage. »Gamle Hans er min Ven,« sagde jeg stille. – »Ja vel,« brummede han tørt.

Han gik saa stærkt, at jeg havde ondt ved at følge ham; i Haanden havde han en gul Læderkuffert, alt for stor at rende omkring med. »Tag den lidt,« sagde han bydende og rakte mig Kufferten, den var meget tung. Han tog et Cigarfoderal frem og tændte – »fume?« spurgte han og stak sin Knokkelhaand hen imod mig med en lille sort forvreden Cubacigar; jeg mindedes gamle Hans's Løfte for en Time siden og kom til at fryse. Han forlangte ikke Haandkufferten tilbage og jeg havde ikke Kræfter til at gøre mig 137| gældende, saa slæbte jeg den lige til Dørs for ham.

Inde i Stuen sad Gamle Hans over Ende i Sengen, Konen var i Færd med at give ham varm Aftendrik. Han saa et Øjeblik stort paa den Indtrædende, saa brast den sidste Rest af hans Syn i Væde, han sank forover med en svag Hvisken. »Op med Hovedet Gamle,« sagde Sønnen og lagde sin Haand paa Faderens Ryg. »Nu skal du faa det godt – jeg har Penge her – money enough – du!« Men den gamle svarede os ikke. Han havde vendt os Ryggen og ene begivet sig ud paa den endeløse Vandring!