© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Af Dybets Lovsang består foruden af de her gengivne fem fortællinger af det lange episke digt »Vaadesang«, dediceret til anarkisten Sophus Rasmussen (1880-1907). Rasmussen var længe blevet chikaneret af myndighederne, og den 13. november 1907 skød og dræbte han en politibetjent, der kom for at anholde ham, og derpå sig selv. Dagen efter havde Nexø sit harmfulde mindedigt færdigt, og i sin naivitet forsøgte han først at afsætte det til Social-Demokraten; han blev afvist og fik det i stedet optaget i det anarkistiske ugeblad Revolten, 22. november. Men da Af Dybets Lovsang udkom året efter med »Vaadesang« som bogens første indslag, lod Social-Demokraten til gengæld nogle dage efter udgivelsen digtet aftrykke – i stedet for en anmeldelse af bogen.
Også alle de fem fortællinger, eller forløbere for dem, havde været trykt før. For detaljer herom, se afsnit V.4.
Samlingens ene digt og fem fortællinger var blevet til over seks-syv år.
Efter udgivelsen af Pelle Erobrerens to første bind i 1906 og 1907 var Nexø trådt ind i en anden liga som forfatter. Begge bind var blevet modtaget med næsten unison begejstring af pressen, og Nexø var nu en anerkendt forfatter, hvis udgivelser påkaldte sig almindelig interesse. Derfor anmeldtes hans bøger herefter langt bredere end før. Mens der i Børge Houmanns Martin Andersen Nexø Bibliografi er registreret i alt 11 anmeldelser af Skygger, 7 af Muldskud og 4 af Muldskud. Anden Samling, så er der registreret 23 anmeldelser af Af Dybets Lovsang. Efter udgivelsen af Pelle Erobrerens fjerde og sidste bind i 1910 nåede Nexø hurtigt berømmelsens tinder, og der er registreret 37 anmeldelser af Barndommens Kyst fra 1911. Også næsten alle andre skønlitterære udgivelser i resten af Nexøs levetid anmeldtes meget bredt. Dertil kommer, at de danske anmeldelser efterhånden suppleredes af talrige udenlandske på de mange forskellige sprog, hans bøger efterhånden oversattes til.
Derfor må der i den følgende inspektion foretages begrænsninger, men særligt interesserede kan henvises til den udførlige oversigt over anmeldelser i Martin Andersen Nexø Bibliografi. Udgiveren har valgt fremover at indskrænke sig til kun at præsentere typiske eller særligt bemærkelsesværdige danske anmeldelser, således at anmelderkorpsets politiske spektrum søges repræsenteret, samt således at både provins- og hovedstadsaviser er repræsenteret.
Dog må vi her give afkald på en talsmand for Venstre-pressen, der ikke ses at have bemærket sig Af Dybets Lovsang. I Nationaltidende, 1. april 1908, gav Albert Gnudtzmann bogen et ganske pænt skudsmål:
Mellem to Bind af det store Værk »Pelle Erobreren« udsender Andersen Nexø dette lille Bind Skildringer af Proletarliv og Proletarskæbne. En vis tilbagetrængt agitatorisk Tone er fælles for dem. Ikke noget direkte Angreb deri paa nogen eller noget, men fælles for alle Skildringerne er ikke blot Medfølelse med dem, der ikke finder sig til Rette i Samfundet, men ogsaa en Harme over den Ulighed, der er Skyld deri. Allevegne er det de stærke, der overvælder de svage, uden nogen anden Ret end den, at de er stærke. Og de svage bøjer sig og tier, thi – det er den anden Side af Sagen – et Liv paa Skyggesiden berøver dem al Stolthed, al Styrke. Det gælder for dem kun om at slippe gennem Livet saa skadesløst som muligt. (...) Der er trods alt en vis Optimisme i disse Skildringer (...). Og det er mest af alt Forfatterens humørfyldte Syn paa sine Venner, der faar Figurer som de to Kirsebærstjælende Drenge og det forsorne Ladegaardslem til at lyse med saa frejdig en Glans. Nogen Dyb Indtrængen i disse Menneskers Tankeliv (...) har Forfatteren derimod ikke lagt synderlig Vægt paa. (...) [Bogen vejer] ikke stærkest til indenfor hans Produktion, en »Vaadesang« (...) er næsten det betydeligste heri. Imidlertid læser man gerne en Bog som denne; den er saa lidt opstadset og tillavet; Forfatteren viser sig deri, som han er, om end ikke i sin strammeste litterære Mundering.
I Køge Folkeblad, 26. april, skrev anmelderen A. Moltke Leth, at Nexø i flere af fortællingerne, navnlig »Flyvende Sommer«, der refereredes udførligt, »har forstaaet at ramme Situationen lige paa Kornet«, hvorimod »»Vaadesang« i anledning af Anarkistens Sophus Rasmussens afskyelige Mord« ikke behagede anmelderen. »Forfatterens Sympati synes paa en ubegribelig Maade at være paa Anarkistens Side, hvilket der ikke synes at være nogen Anledning til.«
Det syntes til gengæld Politikens »S. L.«, alias forfatteren Sven Lange (1868-1930), bladets ledende litteratur- og teaterkritiker siden 1900:
Langt det betydeligste i denne Bog og i en helt anden Stil end det øvrige Indhold er den Vaadesang, som begynder den (...) man rækker Digteren sin Haand tværs over enhver mulig Betænkelighed af literær eller social Art – i ubetinget Beundring for, hvad han her har gjort.
Resten af Bogen ser meget anderledes ud – thi selv om Digteren stadig viser den samme Medfølelse overfor sit Emne, er den Vrede og Foragt, som bar »Vaadesangen« saa højt, i de følgende Proletarskildringer erstattet af en Humor, som vil skaffe dem mange Læsere, men som i nogen Grad forringer deres Ægthed. Imidlertid er der i dem – som i alt, hvad Forfatteren har skrevet – en saadan fri og aaben Sans for Menneskelivet i dets forskellige Udfoldelser, at ogsaa de læses med Behag.
Men Vaadesangen er Bogens Bedrift!
(Politiken, 19. marts 1908, optaget i Sven Lange: Meninger om Litteratur, 1929)En sen anmeldelse ved »– h – t –« i Lolland Falsters Folkeblad, 1. oktober (bogen udkom 4. marts), er generelt anerkendende:
Martin Andersen Nexø lovpriser nu ikke saa meget i sin sidste Novellesamling: Af Dybets Lovsang, og de valgte Emner giver saavidst heller ikke Grund dertil. Skønt endnu kun halv Millionby har København allerede et »Dyb«, der er bundløst nok for de mange unge Eksistenser med blot et første Fejltrin, i hvert fald dybt nok til at de uvægerlig og uigenkaldelig ureddelige gaar til Bunds deri. (...).
Skildringerne er lige betagende ved deres Sandhed og ved det Hjerte, der banker bag ved Ordene. (...) Martin Andersen Nexø hører til de Forfattere, hvis Blade altid bringe Bud om noget – oftest bringe de tillige noget betydeligt, der vel er Værd at fæstne sin Opmærksomhed paa.
Endelig betonede den århusianske Demokraten i sin anmeldelse den 11. marts værkets sociale karakter: »Bogen aander Forstaaelse af og Overbærenhed med de fattige i Aanden (...).« Om »Vaadesang« hedder det: »Der er Højhed i Tanken og der gaar som en Perlerække af Taarer gennem Ordenes Rytme.«
Nogle af fortællingerne:
(...) udpensler de Skikkelser, vi allerede har mødt i hans store Værk »Pelle Erobreren«, hvis Fortsættelse med Spænding ventes. Bogen (...) er gennem alle Blade en Bøn om Overbærenhed med og Forstaaelse for de Mennesker, som har mere Hjærte end Hjærne og for lidt Vilje til at kue Naturen i sig.