[73]|Døden

[75]| Den forunderlige Bølge, der løftende gaar gennem Almuen Jorden rundt og sætter den store Omvurdering i Gang, har ogsaa lagt Vejen herom ad og faaet Smaamanden til at stikke Hovedet frem i Dagen. Det mærkes paa mange smaa dagligdags Ting, og dybt mærkes det paa hans Forhold til Døden. Den er ikke længer alt beherskende, nu varsler det af andet ogsaa; han har flyttet sine Interesser fra den over paa Livet.

Guderne maa forresten vide, hvor Fattigper har faaet Mod fra til at anmelde Fordringer paa Tilværelsen? Oppefra er han ikke blevet tilskyndet til det – hans blotte Appetit betragtes fremdeles som et Rov. At se til er han den samme sletklædte stivlemmede Slider som før med den talløse, umættelige Børneflok. Men der er kommet noget stærkt ind i hans Tilværelse, som har gjort Brændevinsflasken overflødig i de fleste Tilfælde. Han har faaet Interesser for dette Liv som havde han selv 76| Aktier i det, taler om Politik og opererer Gud hjælpe én med Planer om at forbedre Tilværelsen. Naa – det kan ogsaa nok tiltrænges! Men at det netop skulde blive ham, den usleste af alle – opfødt gennem Aarhundreder paa Fedtebrød og Brændevin og Fortællinger om Døden. Det er som en Frækhed, faret lige lukt i just de ringeste – et Storhedsvanvid uden Lige: Fattigper krænger Mørket af sig og vil til at lave Verden om! Jeg gaar og undres over, saa let det Ny med sin ubønhørlige Fordring til lysere Kaar har ved at tage dem af min egen Generation. Løsenet ligger saa at sige paa Læben af disse afsides Jord- og og Stenarbejdere – hørt én Gang kan de det. Og hvor har de deres Begreber om Lyset fra? Endnu helt op gennem vor Barndom rugede Mørket; Døden var ene om at huse næsten alle Udveje. Den graa Mands Skygge laa langt hen over Jorden, han var den stærke Baggrund bag alt; til ham maatte der tyes, naar man trængte til lidt mer end det sædvanlige. Livets fire nøgne Vægge kunde ikke tage det op dengang med de sorte Fjæle i en Ligkiste.

Saa mager og selvfølgelig en Løsning Døden skulde synes, maatte den bestandig holde for. Belært af Erfaring havde Fattigmand gennem Tiderne 77| flyttet sine Muligheder herhen, hvor ingen gad tage dem fra ham. Her holdt det æventyrlige til; en mærkelig Død huskedes længere end noget andet; og utallige er de Historier, jeg mindes fra min Barndom om, hvordan den og den kom af Dage.

Der laa Død paa Bunden af næsten ethvert Samtalestof; og ved Gilderne, hvor man var oprømt og trængte til lidt ud over det dagligdags, sprang Underholdningen lige løs paa det uudtømmelige Æmne og satte sig overskrævs paa det. Der var Døden med Saft og Kraft i, som den kom bag paa Folk – helst de stærkeste – og slog dem ned midt i deres fejre Ungdomskraft. Eller den blide Død, som man legede sig til ved at plukke Blomster i Enge. Men allerhelst Døden i ny og lunefuld Skikkelse.

Saadan havde èn i sin Ungdom tjent et Sted, hvor Børnene i Leg lukkede hinanden ned i en Kiste; men et af Børnene blev der drejet i Laas for, og »den« kvaltes. En Gaardmand gaar i Engen og høster, han bliver varm og drikker af en Bæk; noget stikker ham i Næsen – kanske Vandets Kraft – og han dør af det. Den stærkeste Karl kan komme til at synke sin Tunge – og væk er han; og dér kan en anden ligge og være fyrretyve Aar om at dø. Det begynder ude i den store Taa, og 78| han raadner langsomt op; først naar det rækker Hjærtet, kan han slippe. En sidder ovre i Amerika og skriver efter sin Hjærtenskær; og netop som hun naar frem, dør han. Og andre faar Lov at gaa langt ud over Tiden, Døden ligger med lukkede Øjne. De kan passere lige forbi Gabet paa ham mange Gange, og han ser dem ikke – eller vil ikke se dem!

En egen Fortrolighed var der i deres Syn paa Døden; de kom ham i Møde med ikke saa lidt Humør – holdt til Tider ligefrem Fest med ham. Et Sted skal det jo ud! Og den gamle brydske Portner, der i graa Ubestikkelighed lukker høj og lav ud af Tilværelsen, gik for en Gangs Skyld ind paa Legen. De havde jo ikke andre, og der kom de og trillede sig for Fødderne af ham – som Hvalpe der vil lege. Saa tjattede han ud efter dem, lidt haardhændet som han er, nappede i dem og lod dem løbe igen med halv Helsen. De peb af Smærte – men i næste Øjeblik var de der igen; noget af en herlig Spas maa det alligevel have været.

Nu husker ingen her paa Stranden længer, hvordan Gedion og Døden legede med hinanden; og for tredve Aar siden var det den bedste af alle Historier. Saa helt har det Ny taget Folk.

79| Han hørte til dem, der ikke havde faaet nogen Dødsmaade anvist; det stiller straks sin Mand skævt til alting. Lige fra han saa Lyset, vidste enhver, at han var til en Side.

Noget haandgribeligt at hænge sig i var der ikke. Han faldt efter en barfodet Fiskertøs og en ung Søgut, der druknede endnu før Drengen kom til Verden, og efterlod ham et Sæt Olietøj og en Skibskiste. Moderen gav ham Die og Spegesild, og Navnet fik han efter en Gallionsfigur med vedhængende Navnebrædt, der netop i de Dage drev i Land. Til Overflod var hans Bedstefar druknet, Faderen som sagt ogsaa – og Onklerne med de fleste af dem. Bedre havde ingen i Lejet sine Papirer i Orden.

Men han fik ikke Lov at smutte over i Bunken. Han skreg som enhver anden Unge, saa Navlen krøb en Tomme ud – aad og gav fra sig ufortrødent; men Folk fæstede sig alligevel ved ham og saa, hvor der tilsyneladende ingenting var at se. Moderen var fortvivlet og kæmpede værgende for sin Unge; hun viste ham nøgen frem, holdt ham i den ene Fod og lod ham sprælle i Luften – og dyppede ham i koldt Vand. Se, var han maaske ikke buttet og rød – og hudløs af sin egen Væde? Og hans »Kendetegn« skrumpede ind for det kolde 80| Vand! – riællere Unge var der aldrig født i Lejet! Men Folk gav sig ikke. »Han er ikke skabt til at dø en naturlig Død,« sagde de blot og nikkede.

Havet selv sagde dem imod. Allerede fra sit fjerde Aar flød han paa Vandet trods nogen af Lejets Smaafyre. Naar Søen Sommerdage laa og trillede sine Killinger i Havstokken som et dovnende Moderdyr, skulde ingen komme og paastaa, at Gedion var en fremmed i Flokken. Han spandt af Velvære – saa lille han var – under de labende Kærtegn.

Men de gamle holdt stædigt ved deres. Og da Børnesygdommene kom, sagde de til Tøsen, at hun skulde søge Raad – »ellers kreperer han sku for dig!« sagde de.

Tøsen var ved at gaa i Jorden af Beskæmmelse. Dér kom de og vilde sætte hendes dejlige Dreng uden for Selskab! der skulde plastres paa ham ligesom paa en anden Landunge, mens de andre hyttedes af Havet og ingenting havde at frygte!

Gedion kreperede ikke af Børnesygdommene, men de tog haardere paa ham end paa Lejets øvrige Børn, trods det at der blev plastret paa ham. Der var noget her, der gav Meningen Medhold, og det fik Virkning tilbage paa Knægtens hele Tilværelse. 81| Fiskerne tog ham ikke gærne med paa Søen; der var ikke sagt god for ham, hans Skæbne stod hen i det uvisse. Hvordan det forholdt sig, kunde ingen sige; men hvordan det saa var eller ikke – Havet hørte han ikke til.

Der var noget i dette, som forsatte ham i Væksten, Overskuddet slap tidlig op i ham, han fik en Tilbøjelighed for at give enhver Elendighed paa Haanden. I sit tolvte Aar havde han været i Kløerne paa Tyfus, Difteritis og Skarlagensfeber; hver Sygdom havde taget noget fra ham og efterladt lidt af sit eget i Stedet, til han stod der mager og affarvet, med Skindet trukket haardt over Knoklerne. Overmod havde han ikke noget af, men i Stedet udviklede han en sej Stædighed, der gik bag om og lagde sig paatværs af Omdømmet. Søen fik han ikke noget med at gøre, han var heller ikke adræt nok længer; men han kunde godt arbejde i jævnt Slid og kom ind paa en Gaard om Sommeren. Den Sommer han gik til Præsten, tjente han hos en Bonde inde bag Mosen; der blev han ramt i Tindingen af en Hest og bragtes hjem til Lejet i livløs Tilstand.

»Saa gik det dog for ham alligevel!« sagde Folk og aandede befriet ud. Men i det samme slog 82| Drengen Øjnene op og stirrede forvildet paa dem som fra en fremmed Verden. Det var tydeligt, at hans Blik kom ovre fra den anden Side, og fra den Dag holdt ingen rigtig af at møde hans Øjne mere.

Lang Tid legede Døden med ham, som Katten leger med Musen. Saa endelig stod han der igen, med et Ar og en Smule Hjærneblødhed som de eneste Følger af Begivenheden.

Folk rystede paa Hovedet og lagde Vejen uden om ham. Der var ingen Forklaring paa ham; men som han var, befæstede han noget i dem og gav det Usynlige Rygstød. Raade ham var ikke værd – man kunde tørne sammen med højere Hænder! Vilde han fremdeles til Søs, fik han i Guds Navn koste sig Køjeklæder, Formaalene skulde jo nok naa ham endda.

Gedion vilde til Søs, han var født til det, Havets Sang var den første Lyd hans spæde Øre havde opfanget og genkendt. Derude laa de fleste af hans Forfædre; var det saa underligt, om hans Barneblod gik paa Bølgens Gænge og den første spæde Graad lød af Opsang? Han var et Strandens Barn, og Tonerne af Sangen rundt om Jorden gik dybt og dunkelt igen i ham; der var Skibsplankers kælne Nap i det, naar Moderen klappede den lille under 83| Fodsaalerne, mens hun sang sine Viser for ham. Men nu var Gedion slagtet og hans Blod strøget paa Offerstenene; Overtroen havde peget ham ud, og det lammede. Han vilde nok til Søs, men turde alligevel ikke – saa gav han sig i Skibstømrerlære for dog at blive i Nærheden.

Haandværket befandt han sig vel ved. Han kunde se ud over Havet under Arbejdet og engang, engang skulde han nok give sig ud. Stemmen, som alle Børn fra Kysten kender, kaldte bestandig derude fra, men nu havde Gedion Tid; han vilde først lære Haandværket rigtig – og saa ud at sejle som Tømmermand. Han var ikke videre kløgtig men sled i Arbejdet af en god Vilje – til han en Dag styrtede fra Huggebjælken ned paa Klippen i Beddingens Bund.

»Denne Gang bliver det Døden,« sagde Doktoren. Men Folkene i Lejet saa til hinanden og tænkte deres. »To Krykker bliver det i al Fald,« sagde Doktoren igen en Maaned efter.

Det blev hverken Døden eller Krykker. Det blev en halt Hofte, et kroget Ben, en skæv Skulder – en Skikkelse hvor alt havde krænget og vredet sig af Lave til den mest gennemførte Forkrøblethed.

Fra nu af repræsenterede Gedion det uhygge84|ligste og mest spændende af alt – Mennesket der ikke kunde dø. Æventyret om hans mange Naptag med Døden kunde nok faa det til at løbe koldt ned ad Ryggen paa én – det lod sig fortælle saa tidt det skulde være. At han led ved at være sat udenfor, gjorde ingen sig Skrupler over. Gedion var udpeget til Apis og maatte undvære at æde Græs med de andre; saa tidt han prøvede paa at nærme sig Flokken, blev han drevet tilbage til sit ensomme Stade.

Med Skibstømreriet var det ude. Men han kunde trille ganske rask af Sted paa sine knækkede Ben, og Øvrigheden tildelte ham det beskedne Embede som Strandvagt.

Med Udsigten til at komme til Søs var det ogsaa uigenkaldelig forbi; og nu da han selv ikke længer havde nogen Indflydelse paa Spørgsmaalet, blev det det tragiske Element i hans Liv. Folk undveg ham og beskæftigede sig bestandig med ham, og tilsidst kunde han ikke holde denne Dobbelttilstand ud og slog sig paa Flasken.

Der var forresten ingen, der tog ham ilde op at han drak. Gedion gik man ikke i Rette med – han havde alt sit af Guds Uransagelighed. Havet hørte han ikke til – og nok ikke Landjorden heller! Men 85| den der var klog, lod alt det være og tog Varsel af ham i Stedet; der var Held ved at sætte sine Fiskeredskaber ud paa de Grunde, han i sin Donner udpegede. Alt i alt var han et tilpas uhyggeligt Vidnesbyrd om det raadende! Der var Gru ved ham, og i al sin Forhutlethed var han alligevel Pantet paa Tilværelsens rige Muligheder.

For Gedion selv forløb en Række Aar, ens fra Dag til Dag og uden Hvilepunkter, som Tilværelsen maa forme sig for den der er dømt til at leve evigt. Den ene Menneskealder efter den anden saa ham slæbe en mild og aldrig slukket Brændevinskæfert op og ned langs det Stykke Strand, der var under hans Opsigt. Efterhaanden krævedes der en hel Pot om Dagen for at holde Rusen vedlige, og ethvert almindeligt Menneske vilde være død af Drik. Men Gedion kunde jo ikke dø. Han sov mere end èn Nat sin Rus ud paa Stranden i femten Graders Kulde, uden at det gjorde ham det ringeste.

Hvor længe han kunde blevet saadan ved er ikke godt at vide – maaske helt til Dommedag. Hvis han ikke en Dag var stoppet op og havde slaaet sig fri af Forbandelsen. Dø en naturlig Død kunde han jo nu engang ikke, da han aldrig tog paa Søen; men han kom forvirrende nær derhen 86| ad. En Dag bar han en Generaldonner til Staden og lagde sig undervejs til at sove paa Stranden med Ansigtet i sin Sydvest. Et langt Bølgeslik kom og fyldte Sydvesten, og Gedion druknede.

Saaledes snød han sig en Død til alligevel!