[87]|NI Vrāg

[89]| Baade den ene og den anden har vel, mens de sad ved Frokosten og pillede det gyldne Skind af den NÆgte Bornholmer, sendt en spørgende Tanke derud mod Dybet, hvor Stimerne gaar. Jeg fulgte Tanken og tog derud en Nat, og her er hvad jeg fangede – en Stump af Sildens Saga.

Jeg stillede en Eftermiddag efter Aftale nede ved et lille Fiskerleje paa Østkysten, hvor en Barndomskammerat havde slaaet sig ned som Fisker.

Han havde prøvet adskilligt, siden vi ved Konfirmationen førtes hver sin Vej, lært et Haandværk, faret til Søs og en Overgang tjent Bønder. Men der var ingen Løfter for Fremtiden i noget af det; en fattig Fyr kunde nøjagtig forudsige, hvor han vilde ende. Saa havde han for et Aarstid siden købt Baadpart og slaaet sig paa dette. At fiske er det samme som hver Nat at stikke sin Arm ned i Mørket efter Brød – at tage sin Tilværelse af Uvishedens Haand; 90| hvilken Nat som helst kan Lykken gaa i Garnet og lade sig trække ind over Baadkanten.

Klokken var tre. Det var Solskin, men blæste for stærkt til at man kunde ligge og tumle med Garnene i aaben Sø; Fiskerne gik og gabede uden for deres Hytter, og ventede paa Nat Vejret skulde flove lidt. De var søvndrukne og tunge i det; Havet tog deres Nat, og det meste af Formiddagen gik med at gøre Garnene i Stand.

NHans Holm mødte mig i Døren til sin Rønne.

»Du kan godt gaa dig en Tur,« sagde han – »før om et Par Timer flover det ikke af.«

Jeg forstod, at han nødig vilde have mig indenfor – armt saa der ogsaa ud derinde. Konen bar netop Resterne af hans Middag Nud til Skorstenen igen, Kartofler og NMeldyppe. Hun havde en Unge paa Armen – den støttede de smaa nøgne Fødder mod hendes stærkt fremstaaende Mave; en lidt større Unge slæbte sig brølende efter hende i hendes Skørter. Hun saa træt og haabløs ud.

»Det er min Kone,« sagde Hans Holm – »og det er saa vore to Børn. Den tredje la’r jo heller ikke vente ret længe paa sig.«

Konen rakte mig en slatten Haand og forsøgte et Smil.

91| »Vil den Fremmede ikke ind?« spurgte hun lavmælt.

»Nej, han vil hellere gaa sig en Tur paa Stranden,« svarede Holm afgørende. Jeg drev saa udefter langs Vandet og sysselsatte mig som jeg kunde.

Henad Femtiden faldt Vinden noget, og de fire overdækkede Baade, hele Lejets NFlotilje – lavede sig til at gaa ud. Konerne og de gamle Mænd fra Ovnkrogen trillede Redskaberne ned paa Hjulbør og stuvede dem i Baaden; Fiskerne kom bagefter med deres NMadkarper, en og anden havde ogsaa en Unge ved Haanden. De var tunge i Gangen, en hel Sommers daarlig Fangst laa som Mismod og Træthed over alle Beboernes Færden.

Vi var de sidste, der stak i Søen; vi sad i Baaden – de to af Makkerne og jeg – og ventede paa den tredje. Alle Sejl var oppe, »Mary« laa og sled utaalmodigt i sine Fortøjninger. Saa kom han, en ung rødkindet Knøs med en blond Haartot i Panden; han holdt en fregnet Fiskerpige i Haanden, og de to slentrede ud ad Molen med gyngende Hænder. De saa ikke paa hinanden og sagde intet, men stod der en Stund med hinanden i Haanden – lykkeligt skamfulde. Saa sprang han i Baa92|den og tog Roret, vi kastede Fortøjningerne, og »Mary« satte lige til Søs. Knøsen udstraalede ingen Tindren mere, hans Haand laa haard og muskelstærk om Rorpinden; han huggede Blikket hvast i et Punkt langt forude – og bed to Tommer Skraa af. Han sad der skraat lænet i Rorhullet og saa højst tilforladelig ud med sine atten Aar – et helt Mandfolk, der paa to Minutter kunde stryge Kvinden og alt hendes Væsen af sig.

Vi andre laa udstrakte paa Dækket og snakkede om løst og fast – mest om Silden naturligvis. Gud ved hvor den var henne? Her havde de ligget og gennemrodet Havet paa Kryds og tværs hele Sommeren uden at træffe den.

»Nu skulde vi lige haft lidt af Overfloden fra vor Barndom,« sagde Hans Holm.

Ja dengang var der Sild ved Bornholms Kyster! Som en Krans af Sølv kunde den staa omkring Øen. Der var Dage, hvor Luften var fuld af kolde Lyn derude over Havet – naar Silden løftede sig af Dybet og gik oppe i Overfladen, saa Solen traf Stimerne, idet de vendte. I den rigtige Fangsttid sov ikke engang vi Børn, men var paa Benene ved første Gry. Mine smukkeste Barndomsminder knytter sig til saadanne Sommermorgener, hvor hele 93| den lille By spejdede Øster paa over Havet, i Gyset af det første Dagskær. Derude kom Baadene med de røde Sejl glidende ind fra Horisonten for den lette Dagningsbrise – med Morgensolen paa Slæb syntes det – og lastede med den sølvlysende Fangst til midt paa Masten. Saa stillede Byens Koner og voksne Piger – og vi Knægte naturligvis ogsaa – nede ved Salterierne med Kniv og Forklæde, og den store lyse Havneplads var hele Dagen fuld af flittige, sladrende Grupper, der N»gællede« og N»mængede« Silden omkring de store Kar. Saa stod den paa Sild baade Morgen, Middag og Aften, den fade Lugt gennemtrængte alting, Byens toppede Brolægning glinsede af Sildeskæl.

Da var der ikke den Efterspørgsel ude fra som nu, til Gengæld spiste hver god Bornholmer Sild mindst et Par Gange om Dagen. Ved Sankte Hans trillede Bønderne deres store Saltkar ud i Gaarden, og naar Rygtet om Storfangst løb ind over Øen, spændte de for de rummeligste Vogne og jog afsted til Stranden efter Vintersulet. Ti NOl Sild til hver voksen og 3-4 Ol for hvert Barn – mindre kunde ikke gøre det. Alligevel kunde Silden falde saa rigeligt, at den ikke var til at afsætte men 94| maatte sælges i Læssevis til Svineføde eller køres paa Møddingen.

Synd og Skam var det jo, og saa fandt nogle paa at halvstege den overflødige Fangst i store Pander og føre den til Tyskland. Det slog ikke rigtig igennem – og Udførslen af fersk Sild paa Is heller ikke. Den bornholmske Sild er lille, den kan kun gøre sig gældende derude i den store Verden naar den optræder røget – og kun naar Bornholmeren selv røger den. Ingen i Verden kan røge Sild som han.

Nu er Afsætningsforholdene i Orden, rundt langs Bornholms Kyster staar der i Hundredevis af pæreformede Røgeovne, der sluger den sølvglinsende Sild og giver den gylden fra sig igen – de kan tage imod meget mere, end Fiskeren kan fange. Og ude omkring i Verden spises der ti Gange saa mange Ægte Bornholmere som Ovnene fremstiller – saa rummeligt er Markedet. Den bornholmske Fisker er paa Højde med sin Tid nu! Naar Silden kommer ind om Morgenen, bliver den straks gjort i Stand og hængt i Røg; om Eftermiddagen slaaes den i Kasser og afgaar med NDampskibet; Københavneren har den paa sit Frokostbord næste Dag.

Men nu da Fiskeren ikke er til at overrumple, 95| bereder Silden heller ingen Overraskelser mere. Det spørges vidt, naar en Baad kommer ind med et Hundrede Ol, og Nat efter Nat vender Fiskerne hjem med tomme Garn. Laksefiskeriet, der for 25-30 Aar siden kunde indbringe et bornholmsk Baadelav 500 Kr. paa èn Nat, er nu en døende Erhværvsgren; og for at friste Livet ved Sildefiskeriet maa den bornholmske Fisker gøre Maanedstogter omkring i Østersøen – om Foraaret til NPrøjsens Kyster, om Efteraaret til Bælterne og Gedser.

»Der skulde lige kunne vendes op og ned paa før og nu,« siger den ældste af Baadlavet, en lille rødskægget Mand paa halvhundrede. »Men saadan gaar det altid: naar der er Varer, er der ingen Priser; og er Priserne gode, saa har man ikke noget at sælge. For den Fattige er der aldrig Nnoget Udkomme – saa kan han saamænd skabe sig, hvordan Fanden han vil.«

»Ja ja – men nu haaber vi saa paa god Fangst!« siger Hans Holm fortrøstningsfuldt.

De ser hen paa mig alle tre – med oprømte Øjne; jeg er i Nat det Usædvanlige, det der skal bringe Lykken. Fiskeren tager let Varsel, hans Erhværv har Spillets Lunefuldhed og faar ham til at 96| fæste sig ved det Uvedkommende. Inden for Almuen er han noget for sig, Kapitalisten der intet ejer, der spiser Fedtebrød og arbejder med store Tal. Gennem hans begede Hænder kan to-tre Hundrede Kroner løbe ind i Baaden paa en Nat, og i en Haandevending kan Havet ødelægge Redskab for et Tusend Kroner for ham. – – – – –

Baaden hugger sig frem over det oprørte Vand, hvor Bølge tilsyneladende ligner Bølge saa langt Øjet naar. Men Fiskerne drøfter stille hvor de skal sætte Garnene i Nat, og har NNavn til hver Plet vi glider henover; Havet er inddelt og stedbetegnet som Lodderne i en Bondeby. Nu gaar vi hen over NNæbbene, og de bliver enige om, at NNordvester-Grundene er Stedet hvor Garnene skal ud. Vi kommer Syd fra; andre Baade kommer fra Vest, krydser vor Vej og gaar mod Øst, til NØster-Grundene og NKirkegrunden ud for Svaneke.

Det minder saa menneskeligt om de københavnske Husmødre, der gærne henter deres Varer i den anden Ende af Byen; og jeg lytter efter det reelle Grundlag for Fiskernes Drøftelser. Ved de noget om hvor Silden gaar i Nat, eller vælger de helt paa Slump?

»Hvorfor Nordvester-Grundene?« spørger jeg.

97| »Der var en Baad, som fik rigeligt dèr sidste Nat,« svares der.

»Antager man da, at Stimen gaar længere Tid frem og tilbage paa samme Sted?«

»Nej,« siger den ældre – »vi ved ingenting rigtig om det. Derfor kan det lige saa godt være her som ethver andet Sted – Og et Sted skal man jo sætte Garnene, kantro!«

Om Videnskaben kunde komme til Hjælp her, og give Øjne til alle dem der maa ligge og famle i Blinde! Hvor staar den ikke grelt til vor maalbevidste Tid, denne afmægtige Kæmpenæve der hver Nat stikkes ned i Dybet paa maa og faa – og kommer op igen med Smalhans til Hjemmene de seks af Ugens syv Dage!

Kl. 7 er vi paa Nordvester-Grundene, Ntre til fire Mil fra Land. Strømretningen findes, et Kvarterstid løber Baaden frem og tilbage, som et Dyr der snusende søger sig et Leje for Natten. Saa løber vi op i Vinden, Sejlene stryges, Masten tages ned og anbringes i Læ.

Vi ligger med Bredsiden mod Søen, Lugerne er fjærnede, i Hullerne staar de tre Mand og sætter Garn ud. NBaaden valker og hugger – og roder rundt med Trynen i den krappe Sø; jeg vilde gærne 98| give en Haandsrækning til det strænge Arbejde men kan ikke. Jeg kan overhovedet ikke staa oprejst – og forresten ikke sidde heller; mine Bugmuskler er ikke kraftige nok til at hindre de pludselige Knæk af Overkroppen, naar Baaden stanser midt i et Spring og slaar den anden Vej; jeg maa lægge mig plat ned paa Ryggen og holde mig fast.

De tre Fiskere foregriber instinktmæssig alle Baadens Bevægelser, og gør dem med mens de ustanselig arbejder. Det ser ud som de var èn Vilje med Baaden og det oprørte Hav, saa naturligt møder de enhver NKaprice. Det er ellers et Arbejde, der kræver Aarvaagenhed og Adræthed selv i stille Vejr – at faa Garnene ud over Baadsiden og plantede ret op og ned i Søen, ti Favne dybt, uden at de kommer i Urede. En Mand staar ved Garnets Bund og sætter Smaasten i Løkkerne, en anden staar ved dets Hals og gør NLinningen klar med Korkbesætningen, der sammen med Smaastenene skal holde det lodret i Vandet. Den tredje gaar fra og til i Midten; han tager Garnene frem af Lastrummet og løser dem op, lægger forsigtigt Nættet ud efter­haanden som det laves til, og slynger med en halv Snes Favnes Mellemrum de store NKobbe 99| udenbords, der skal hindre Garnene i at gaa til Bunds. Favn for Favn glider Garnene ud over Baadsiden og synker ned i deres Dybde, Kobbene flyver stadig gennem Luften og falder med et Sprøjt; de og Flagkosten ved det første Garn mærker vor Vej af.

Ud over Havet ligger der Baade saa langt man kan øjne, med en Kvartmils Afstand mellem hver. De har strøget alt opstaaende og ligner hvide Fugle, der er gaaet til Hvile for Natten.

Natten er faldet paa, lige over NKristiansø farer Maanen rundt paa Himlen i de mærkeligste Slyng; det ser ud som den havde NSt. Veitsdans. Jeg ligger fremdeles paa Ryggen, og holder mig godt fast for ikke at blive slynget i Søen. Og medens der arbejdes utrætteligt, gaar Snakken sin jævne, fornøjelige Gang – om fremmede Riger og Lande taler vi, og om den NPlasèr det kunde være at have mange mange Penge. Jeg maa tale lige op i Himlen, og synes mine Ord dasker mig i Nakken igen – saadan slingrer det og ruller.

Og Kobbene flyver i Søen, Garnene glider og glider mellem de travle Hænder og forsvinder ud over Baadsiden; vi kan ikke skelne FlagbøjenA længer, den er for langt borte. Strømmen har rettet 100| Garnene ud i en Linje Sønder paa og slæber os af Sted; og endelig – efter tre Timers ustanseligt Arbejde – gaar det sidste Garn udenbords, Linen gøres fast til Baadens Stævn og retter os op i Strømmen.

Vi har sat 60 Garn ud, hvert Garn paa atten Favnes Længde. Ti Favne under Havets Overflade har vi rejst en lodret Mur paa over en Kvartmils Længde og ti Fod høj – det er dog noget af et Kæmpeværk! Stimerne skal have ondt ved at komme uden om os nu.

Klokken er ti. Vi ligger paa Ryggen og lader os slæbe efter Garnene, over ad Kristiansø til. Nu er det ved den Tid Silden hæver sig fra Bunden og gaar frem i Vandet, i den Dybde hvor Næringen findes. Paa Forsommeren gaar Silden helt oppe i Overfladen, men med Varmen synker dens Næring ned i dybere Vandlag, og Silden følger efter. Ved St. Hans er den nede paa 4-5 Favne og synker saa stadig til 10-12 Favnes Dybde, dèr gaar den nu. I Avgust letter den atter, eller gaar endnu dybere saa den ikke kan tages.

»Kan vel nok,« siger den ældste af Fiskerne – »for jeg har i min Drengetid været med til at sætte Garn paa 14-15 Favnes Dybde. Men det er op101|givet igen, for Garnene kom til at staa saa haardt i Klemme i Vandet paa den Dybde, at de næsten ikke var til at rykke op igen. Det sled for meget paa Redskaberne til at kunne betale sig. – Men nu faar vi nok til’et igen – – det er snart Midnat.«A

Mændene rejser sig, sætter Ruller i Baadsiden og begynder at trække Garnene ind. Det er et Hestearbejde, sammenlignet med dette var det rent Legeværk at sætte dem ud. De tre Mand haler og haler, Baaden viger i Vandet for deres Tag, Garnene staar saa stivt i Søen at Tovværket synger. De maa rykke deres Redskab op som var det groet fast, fravriste Havet det Tomme for Tomme – og der er tre Tusend Alen ude.

Jeg har læmpet mig over Ende og venter spændt paa Resultatet af Nattens Fangst. Hver Gang et Garn er koblet fra og smides hen i Lastrummet, nævnes dets Indhold: En Sild – tre Sild! En enkelt Gang er Tallet oppe paa ni – det følges af en lidt bitter Latter. Ellers siger de ikke et Ord men arbejder kun. Alt Humør er borte; de slider og slider lige støt, men det er Dødvægt de drager af Dybet. Tomme for Tomme glider den ind over Baadsiden og synes aldrig at faa Ende.

Ude i Øst stiger en Skybanke, den gror op mod 102| Vinden med en fjærn hul Knurren. Fiskerne vender hvert Øjeblik Hovedet derom ad under Arbejdet – og haler dobbelt i. Det er for mørkt, til at jeg kan se deres Ansigter; og jeg er glad ved det – jeg skammer mig! Over mig selv som skulde betyde Lykken for dem i Nat, og over alt det der ikke er blevet gjort for disse Folk.

»I som ved saa meget – og har Bøgerne – og har Tiden for jer – kunde I ikke tage jer for at fortælle os lidt om, hvor Silden gaar?« siger Hans Holm pludselig over til mig.

Sætningen rammer beskt lige i mine egne Tanker, og jeg kan ikke svare.

Han venter heller ikke noget Svar men haler videre, Tomme for Tomme af den endeløse Kæde.

Efter tre Timers Slid er de endelig færdige, Masten rejses, og vi sætter NGaffelsejlet. Der er ingen Vind i Øjeblikket, men de tør ikke sætte flere Sejl, Uvejret kan være over os, før vi ved af det. Søen har lagt sig tungt til Rette under Trykket af det optrækkende Uvejr, den vandrer frem i lange blygraa Dønninger, der i mat Glans giver det sivende Daggry fra sig igen. Vi har sat Kursen hjemad og glider langsomt af Sted for det slappe Gaffelsejl; agterude hvor Solen skulde fødes, ruller et sort103|blaa Helvedesmørke frem, æder sig op over Himlen og fortærer vort Kølvand.

Manden i NRorhullet sidder med Blikket ufravendt agterud, og pludselig springer de to andre op og smider Sejlet. Masten klappes ned, de faar lige Tid til at kaste sig ned over den, da et Vindstød griber Baaden og løfter den ud af Søen, rusker den med forfærdelig Kraft og smækker den dybt i Vandet igen. I samme Nu er det atter Vindstille, og Lynene farer ned over os som flammende Piskesmæld, slaar skrattende i Søen rundt om os og fylder Luften med Stank af Svovl. En Timestid varer Uvejret ved, skiftende med Vindstød og Torden. Saa lysner det hele til i et stort Smil, og Sejlene kan sættes for hjemgaaende.

Kl. 7 er vi inde mellem Klipperne, i det herligste Vejr. Jeg siger Farvel til de tre og stiger op over Klippekysten. Fiskerkonerne kommer løbende ned, de smiler og nikker og sender mig i Skyndingen hastige Spørgsmaal om god Fangst. Jeg nikker igen men har ikke Mod til at give dem Svaret.